Ved vejen, Herman Bang

PDF: Ved vejen, Herman Bang
Ved vejen
Herman Bang
The Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Ved vejen
Author: Herman Bang
Release Date: August 13, 2004 [EBook #13175]
Language: Danish
Character set encoding: ASCII
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***
Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe
HERMAN BANG.
VED VEJEN
Kjobenhavn
1886
I
Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.–Satan til lidt
Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa
smaat over Regnskaberne.Han fik taendt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik
saadan op og ned, stram i Tojet, og Haenderne i begge Jakkelommerne,
saa’ man Lojtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt
Rundingen fra Kavalleriet.
Fem-seks Bonderkarle var kommet og stod og skraevede i en Klump
midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slaebte Godset frem,
en enlig gronmalet Kasse, der saa’ ud som’ den var tabt ved Kanten af
Vejen.
Praestens garderhoje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.
Stationsforstanderen slog Haelene sammen og hilste.
-Hvad vil Frokenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var “paa
Perronen” konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
Klubballerne i Naestved i gamle Dage ved Kavalleriet.
-Gaa, sagde Praestens Datter. Hun havde nogle underlige daskende
Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa
den, som hun talte med.
-Forresten kommer Froken Abel hjem.
-Allerede–fra Byen?
-Ja–a.
-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen
spillede med hojre Haands Fingre i Luften, og Praestefrokenen lo.
-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og lob fra dem….
Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes
aeldste, Louise. De var ledsaget af Froken Jensen. Enkefruen saa’
resigneret ud.
-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise
om Foraaret og Ida-Yngst om Hosten.
De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i Kobenhavn. “Min Soster
Etatsraadinden”, sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
Sal og levede af at male Storke, der stod paa et Ben, paa
Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Dotrene af med alle gode
Onsker.
Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.
-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.
-Ja, de Breve, sagde Froken Jensen.
-Men bedre at ha’e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa’ omt
paa Louise-AEldst. Fru Abel maatte torre Ojnene ved Tanken.
De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med atskaendes og sy ny Besaetning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de
aldrig.
-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
Familielivet, sagde Enkefruen….
Froken Jensen nikkede.
Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede
frem.
-Det er Kiaers, sagde Praestefrokenen. Hva’ ska’ de? Hun gik hen over
Perronen til Laagen.
-Ja–Proprietaer Kiaer kom ud af Vognen–det maa De nok sige–ligger
Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den vaerste Tid, saa man maa sorge
for Stedfortraeder telegrafisk–og saa Fa’en ved, hva’ man faar for
Skrab … Han kommer nu….
Proprietaer Kiaer kom ind paa Perronen.
-Landbohojskole har han da–om det ku’ hjaelpe–og det med bedste
Karakter … Naa–go’ Morgen–Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag
… Er der gi’et no’ne Omgange nede hos Jer? … Og Konen?….
-Jo–Tak … Saa De henter Forvalter idag….
-Ja–vaemmelig Historie–og just i den vaerste Tid….
-Naa–et nyt Mandfolk til Egnen, siger Praestefrokenen og rangler med
Armene, som om hun paa Forhaand gav ham en paa Oret. Med lille
Stations-Bentzen bli’r det saa halv syvende….
Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-AEldst maatte
ikke gaa ud med de Brunelsstovler.
Louise-AEldst’s Skonhed er Fodderne … Smalle Aristokratfodder….
Og hun havde sagt det….
Froken Louise var inde i Ventesalen og satte Slor. Froknerne Abel
gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slor.
Bai gik om ad Kokkenet for at melde sin Kone Forvalteren …
Praestefrokenen sad og dinglede paa den gronmalede Kasse. Hun tog Uhret
op og saa’ paa Klokken:
-Gud, hvor det Mandfolk gor sig kostbar, sagde hun.
Froken Jensen sagde: Ja–Toget synes at vaere ikke saa faa Minutter
forsinket. Froken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun
talte med Praestens Datter. Hun satte ikke Pris paa Praestens Datter.
-Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen.
Froken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.
-Men–der er jo den dejlige Kone. Praestefrokenen satte op fra Kisten
og for over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen.
Naar Praeaestefrokenen hilste hjertelig, saa’ det ud som et voldeligtOverfald.
Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.
-Gud forbarme sig, sagde Praestefrokenen, faar vi ikke uventendes en ny
Hane til Gaarden. Der er han!
De horte Stojen af Toget der borte fra og den staerke Klapren, naar det
gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over
Engen.
Praestefrokenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frokenen holdt
Fru Bat om Livet.
-Der er Ida Abel, sagde Praestefrokenen, Jeg kender hende paa Sloret.
Et bordeauxfarvet Slor stod ud af et Vindu.
Toget holdt, og Dore blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine “Goddag”
saa hojt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.
Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm–hun stod endnu paa Trinet:
-Der er en Herre med Toget–hertil–
-Hvem er han? Det gik som Kaep i Hjul.
Ida-Yngst var nede. Der var Herren … En blondskaegget, hojst sindig
Herre, som fik Hataeske og Futeraler ud af en Rogkupe.
-Og Tante–Tante Mi, skreg Enkefruen.
-Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?
Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Praestefrokenen saa
barnligt, som om hun havde haft sin “Skonhed” i Knapstovler.
Nedenfor Trappen praesenterede Forvalteren sig for Hr. Kiaer.
-Ja, Satan til Historie–der ligger Madsen–i den vaerste Tid … Naa,
vi vil haabe det bedste … Hr. Kiaer slog den nye Forvalter paa
Skulderen.
-Gud hjaelpe os, sagde Praestefrokenen. Et hojst almindeligt Husdyr.
Den gronmalede var inde, og Faellesmejeri-Spandene var hevet ud af
Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu.
Han havde ingen Billet.
Togforeren, en smaekker Yngling, stram som en Husar i de elegante
Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.
Bonden blev ved at skrige og skaendes med Konduktoren, der hang paa
Braedtet.
Og alle Ansigter paa Perronen saa’ et Ojeblik efter Toget, som rullede
bort….
-Hm, det var det, sagde Praestefrokenen. Hun gik ind i Gangen med Fru
Bai.-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiaer ud mod Bai, som gik forbi. De
tre stod lidt stille.
Louise-AEldst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses
vildt midt i Doren.
-Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger….
-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De traeffer straks
Stedets Damer … Mine Damer, tor jeg praesentere?
Froknerne Abel horte op at kysses som paa Kommando.
-Froknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
-Ja, jeg har saamaend hentet min Yngste–fra Kobenhavn, sagde Enkefruen
umotiveret.
-Fru Abel, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus bukkede.
-Froken Linde–det var Praestefrokenen–Hr. Huus.
Praestefrokenen nikkede.
-Og min Kone, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tojet.
Proprietaer Kiaer rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud
paa Vejen, havde de glemt Froken Jensen.
Hun stod og dromte inde paa Perronen, laenet til en Signalpael.
-Froken Jensen, skreg Praestefrokenen fra Vejen.
Froken Jensen for op. Froken Jensen blev altid tungsindig, naar hun
saa’ en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se “noget drage bort”.
-Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
-Meget almindelig Forvalter, sagde Praestefrokenen, hun gik med Fru Bai
under Armen. Nette Haender havde han.
De to Kyllinger gik bagest og skaendtes.
-Hej, Froken Jensen, hvor De ta’er Fart, sagde Praestefrokenen.
Frokenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste
staerkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvaeden.
De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai
Farvel.
-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal,
sagde Praestefrokenen og langede sig frem over hende igen.
-Farvel….-Fa’a’a’rvel….
-Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha’ sagt, sagde Ida-Yngst.
Praestefrokenen flojtede.
-Nej–der er Kapellanen, sagde Fru Abel … God Aften, Hr. Pastor …
God Aften….
Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne,
sagde han.
-Naa, Froken.–Og Befindendet!
-Tak, sagde Froken Abel.
-Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
-Saa? Hvor?
-Kiaer hentede sin ny Forvalter–rigtig et tiltalende Menneske. Ikke
Froken Linde?
-Aa ja….
-Prima, Froken Linde?
-F. F., sagde Praestefrokenen.
Praestefrokenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen
med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne
Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.
Praestefrokenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen praedikede,
siden hun en Sondag naer havde faaet ham til at le under Fadervor paa
Praedikestolen.
-Froken Jensen stritter af, som hun havde taendte Raketter et vist
Sted, sagde Kapellanen.
Froken Jensen var stadig forude.
-Naa, Andersen–Froken Linde skruplo–nu er De holbergsk.
De kom til Praestegaarden, som var den forste Gaard i Landsbyen, og
Praestefrokenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.
-Farvel, Froken Jensen, raabte Froken Linde hen ad Vejen. Der blev
svaret med et Pip.
-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel
anden.
-Vor Herre bevares, sagde Froken Linde, en meget net Landbruger.
Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
-Hm, sagde Froken Ida–Familien Abel naaede Froken Jensen, der stod ogventede paa et tort Sted–#den# lider vi nok paa, at han var kommet
for at sige Goddag til mig….
De gik lidt. Saa sagde Froken Jensen:
-Der gives saa mange Slags Mennesker.
-Ja, sagde Fru Abel.
-Jeg saetter ikke Pris paa at vaere sammen med den Familie, sagde Froken
Jensen … jeg gaar helst af Vejen.
Froken Jensen var gaaet “af Vejen” i otte Dage: Siden Pastoren havde
sagt de Ord….
-Fru Abel–sagde Froken Jensen … Hva’ har en enlig Kvinde? Jeg sagde
det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for
Friskolen … derfor sender Foraeldrene deres Born i Friskole.
-Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen … De har i
Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Froken Jensen
udtalte “tot”)–#jeg# vil blive ved at gore min Pligt–selv om de
ta’er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om
Legatsagen–
De tre Damer var bojede om ad den lille Vej, der forte op til
“Gaarden”, en gammel hvid Bygning med to Laenger.
Enkefru Abel boede i Laengen til hojre, Froken Jensens Institut laa til
venstre.
-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.
-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Doren, hvor saa’ I ud ved
Banen–saa man maatte skamme sig….
-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-AEldst, som
loste Slor foran Spejlet, naar #du# har Klaederne.
Enkefruen tog Slaeber paa. Der var ingen Bund i hendes Stovler.
Froken Jensen fik langt om laenge Noglen op af Lommen og fik sig lukket
ind. Inde i Stuen goede Moppen et Par gnavne Bjaef mod sin Froken og
blev liggende i sin Kurv.
Froken Jensen tog Tojet af og satte sig til at graede i en Krog.
Hun graed hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine
Ord.
-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor
sender Foraeldrene deres Born i Friskolen.
-Jeg skal sige Dem, Froken Jensen, hvorfor Foraeldrene sender deres
Born i Friskolen, fordi Froken Sorensen kan sine Ting, det havde
Pastoren svaret.Froken Jensen havde kun betroet “Ordene” til Krokonen:
-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt–Kvindens
eneste Vaern er Taarer….
Froken Jensen sad og graed i sin Krog. Det begyndte at blive morkt, og
tilsidst rejste hun sig og gik ud i Kokkenet.
Hun taendte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun
lagde en Dug over Hjornet af Kokkenbordet og satte Brod og Smor frem
foran den enlige Tallerken.
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og
taenkte paa ny paa Praestens Ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran
sin tomme Madtallerken.
Froken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrod, blodt op i
det varme Vand.
Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortaere Foderet
uden naesten at rore sig.
Froken Jensen havde taendt et ensomt Lys. Hun drak sin The med
Rugbrodssmorrebrod til–hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa
Firkanter.
Naar hun havde drukket The, gik Froken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i
Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun
Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
Hun laasede Doren og saa’ efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind
under Sengen.
Saa klaedte hun sig af og redte sine Fletninger ud og haengte dem op paa
Spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.
Froken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt–de Ord.
*
*
*
*
*
Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik
ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man horte de to
Telegraftraade surre.
Fru Bai satte sig paa Baenken udenfor Doren med Haenderne i Skodet og
saa’ ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru
Bai, hvor der var en Stol eller en Baenk eller et Trappetrin.
Hun saa’ ud over Markerne, de store Stykker Plojejord og laenger borte
Engene. Himlen var hoj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for
Ojnene uden Annekskirken. Den saa’ man med dens Takker og Taarnet der
yderst ude over den flade Mark.
Fru Bai fros og rejste sig. Hun gik hen mod Havehaekken og saa’ ind
over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmellangs Banen; forrest var der Kokkenhave, i den bageste Spids var der
en Plaene med nogle hojstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
Hun saa’ efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamaend
blomstret trofast iaar–hele Tiden.
Men nu maatte de snart daekkes til….
Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Lae for
nogenting….
Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard
bag Plankevaerket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og
at sprede Kornet ud paa Stenene.
Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
Der havde vaeret saa fuldt af dem hjemme i den store Kobstadsgaard …
Hvor de havde svaermet om Dueslaget der lige over Vaerkstedsporten….
Det var som man horte en Kurren og Murren blot man taenkte paa Gaarden
derhjemme.
Den #gamle# Gaard–for siden, da Faderen dode, solgte de baade
Vaerksted og alt og flyttede.
Duerne floj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spaettede er arrig.
Marie kom frem i Kokkendoren og talte om Duerne. Fru Bai tomte Skaalen
ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai’s L’hombre, sagde hun.
Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt morkt nu, sagde hun og
gik ind.
I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte
sig ved Klaveret og spillede.
Hun spillede aldrig uden i Morkningen, altid de samme tre-fire
Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slaebende og
langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne
hinanden.
Naar hun sad og spillede i den morke Stue, taenkte Fru Bai naesten altid
paa sit Hjem. De havde vaeret mange Soskende, og der var altid saa
megen Afveksling derhjemme.
Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa
lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.
Faderen sad i Sofaen i Skjorteaermer, og de stod rundtom Bordet, alle
Bornene, og langede til.
-Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.Moderen gik til og fra, hentede og bragte….
Ude i Kokkenet spiste alle Drengene paa Vaerkstedet ved det lange Bord.
De fniste og skaendtes, saa det hortes gennem Doren, og med et rog de
sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:
-Hva’ mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.
Ude i Kokkenet blev der ganske stille–en sagte Ragen bare af en
enkelt, som sogte noget op under Bordet efter Faegtningen.
-Himmelhunde, sagde Faderen.
Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:
-Nu er der vel taenkt udforligt over Statens Bedste, sagde han og fik
Kaffen, for han gik paa Vaerkstedet.
-Da Faderen dode, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut
med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens….
De andre Soskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
De Aar var Katinkas bedste, der i den lille By, hvor hun kendte alle,
og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen,
hver ved sit Vindu paa Forhojningen, hvor Moderen havde det Vindu med
“Spejlet”; Katinka broderede “fransk” eller laeste.
Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det
hvide Gulv….
Katinka laeste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og
ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog….
-Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule
Hat….
Tinka saa’ op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med
Fingrene, om de kom til “Halvti’et”….
-Det er dog graesseligt, hvor Ida Levy gaar skaevt paa sine Haele, sagde
Tinka, hun saa’ efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De gaar forbi, en efter en, Godsforvalteren og de to Lojtnanter, og
Fuldmaegtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et
Par Ord om hver.
De ved, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gor hver Dag de
samme Bemaerkninger om de samme Ting.Minna Helms gaar forbi og nikker.
-Saa’ du Minna Helms, siger Moderen.
-Ja. Og Katinka ser efter hende og skaerer Grimasser mod Solen:
-Hun kunde snart traenge til en ny Kaabe, siger
-Stakler–hvor skulde de faa ‘et fra? Moderen ser i Spejlet …
Ja–solle ser ‘en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku’ kante den. Men
det er nok som Fru Noes si’er–lidt har Fru Helms og lidt ta’er hun
sig a’et….
-Naar dog Fuldmaegtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og
to gik de op og nedad Gaden og modtes og samlede sig i Klynge og lo og
snakkede og skiltes….
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Modrene med, og det
gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr.
Bai … Saa har han fri iaften….
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rod. For
Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai….
-Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Sondagen gik de i Kirke til Hojmesse. Alle var i Stadsen, og de
sang, saa det lod under Hvaelvingerne, mens Solen stod ind gennem de
store Korvinduer….
Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Praesten var paa Praedikestolen, og sagde:
“Saa, du Gamle”, og kneb i Armen….
Ja Thora Berg forte an til Galskaber.
Om Aftenen floj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas
Ruder….
Og de horte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har vaeret hos
Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de
unge Herrer. Hele Byen fik Lov at hore, naar Thora Berg gik hjem fra
Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende
altid med Ojnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun
hjemme:
-Det har Thora sagt….Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de
spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet–til Koncerterne
naar Militaeret spillede, hver anden Onsdag–talte de sammen. Tinka
blev altid ganske rod i Hovedet, naar de modtes….
I Pavillonen var det ogsaa forste Gang, hun havde gjort Bekendtskab
med Bai … Han havde straks den forste Aften danset mest med hende.
Og naar de lob paa Skojter, bod han hende altid op til at lobe. Det
var som de floj, og naesten som han bar hende … Han kom ogsaa hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de “skrev
Sedler” og “En gik ud” og naar der blev “taenkt paa noget” … Det var
altid Bai, og saa blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken
om Sondagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og
altid … Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og
Indretning og alt det … Veninderne hjalp hende med de mange Navne,
der var at sy, og alt, hvad der skulde sommes….
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen
gik, den lagde Som, og den faestede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig for de op og floj ud i Haven
og rendte Plaenen rundt under Stoj og Latter, vilde som en Flok Fol….
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos
Levys, hvor de syede det Taeppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
Alteret–og Sangovelser til Salmerne de skulde synge i Koret….
Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke–den var saa fuld, Ansigt
ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op
og takkede og graed igen. Hun havde graedt hele Tiden som en Vandhane.
Og saa kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit AEgteskab var Tinka skraemt og altid aengstelig, som
om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde taenkt sig, og Bai var saa
voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skraemt og usikker
som hun var….
Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen….
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad
efterhaengende, som det laa i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Haekletoj, og hun saa’ paa
ham, som han sad bojet over sit Bord–Haaret, der krollede, faldt lidt
ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vildehelst blive staaende saadan ind til ham, stille–laenge vaere saadan naer
ved ham:
-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
Hun bojede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
-Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og
Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte
nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai’s L’hombre, hvor
Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke
af de bevaegelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende
lang. Hun var laenge om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: “Kommer
imorgen”.
Born fik de jo ikke.
Da Katinkas Moder dode, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at
vaere sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.
Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin.
Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens
Assistenten gjorde det meste Arbejde. “Lojtnanten” lagde han kun an
uden Dore.
Et Barn havde han oppe i Byen.
-For Satan, sagde han til Kiaer, der var Ungkarl … man er jo dog
gammel Kavallerist … Og Pigen var saa kaelen som en Spurveunge….
Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor
det var i Pleje.
Saadan gik Tiden.
Laese som for, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bogerne
var jo dog det bare Digt.
I sin Sekretaer havde Fru Bai en stor Papaeske med mange visne Blomster,
Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det
var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og “sidste
Abonnement” i Pavillonen, naar der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen
og sogte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver
Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.-Det gamle Skrab, sagde han.
-Lad det ligge, Bai, sagde hun … naar jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Hun laeste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang
havde skrevet af.
I den overste Skuffe under Solvskabet i Sekretaeren laa hendes
Brudeslor og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen….
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting
til, saadan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Haenderne over Sloret….
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesloret.
Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede….
Ja–hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar….
… Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gaestfrie Folk,
hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa
Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i
Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tojet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes
milde Ansigt. Hun saa’ ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne
til de store L’hombrer.
-Men der skulde vaere et Par Born, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen
travede hjem fra Bais med Pastoren … De velhavende Folk–som havde
Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde der ensomme
hen….
-Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Praesten.
-Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Praestens havde haft ti Born.
De syv havde Herren gemt som Smaa.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Born at begrave i
Sognet.
*
*
*
*
*
Fru Bai havde hort op at spille. Hun sad og taenkte paa, at hun egenlig
skulde staa op og taende Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun
kunde taende, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og daekkede til The.-Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
-Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
-Det har jeg slet ikke hort….
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i
Kontoret.
-Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
-Er der Depesche?
-Ja.
-Til hvem?
-Aa, op i Byen….
-Saa skal Ane jo afsted….
Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme
og gaa i Morke.
Lyden, forst langt borte, og saa Dronet, naar Toget gik over Aabroen,
og det store Lys, der lob frem, og endelig den tunge, vraltende Masse,
der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt
for hendes Ojne med Konduktorerne og den oplyste Postvogn og
Kupeerne….
Naar det saa var borte igen og Bruset hendoet, laa alting tyst,
ligesom dobbelt stille.
Stationskarlen slukkede Lygterne, forst den ene paa Perronen, saa den
over Doren.
Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud
i det store Morke.
Fru Bai gik ind.
De drak The, og Bai laeste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai
laeste kun Regeringspressen. Han holdt selv “Nationaltidende” og laeste
Kiaers “Dagblad”, som han tog ud af Posten.
Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik
“de vaeldigste over Naebbet”. Og undertiden laeste han enkelte Saetninger
hojt og lo imellem.
Fru Bai horte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik.
Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svaert sovnig om Aftenen.
-Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.
Han rejste sig og fik en Haandlygte taendt. Han gik sin Runde for at se
om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.
-Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Kokkenet. Hun vaekkedeMarie, der sov siddende paa Traestolen.
-Godnat Frue, sagde hun sovndrukken.
-Godnat.
Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet.
Der stod de om Natten i en Raekke.
Bai kom tilbage.
-Det bli’r koldt til Natten, sagde han.
-Jeg taenkte det–for Roserne … jeg saa’ til dem idag.
-Ja, sagde han, de maa daekkes nu.
Bai begyndte at klaede sig af inde i Sovekamret. Doren stod aaben.
Han holdt meget af at gaa laenge frem og tilbage om Aftenen. Fra
Sovekamret til Stuen i staerkt Neglige.
-Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa
Loftskamret.
Fru Bai lagde hvide Stykker over Moblerne og laasede ind til Kontoret.
-Kan jeg slukke, sagde hun.
Og hun slukkede Lampen.
Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og loste sit Haar
op.
Bai var i Underbukser og bad om en Saks.
-Pokker saa du bli’r mager, sagde han.
Katinka lagde Friserkaaben om sig.
Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade
som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.
De havde tiet lidt.
-Hm, ganske net Menneske–hva’?
-Ja–saadan at se til….
-Hva’ sagde Agnes Linde?….
-Ogsaa, at han var ganske net.
-Hm–skrap Mund, det Pigebarn har.
-Og–Fa’en ved, hva’ for en L’hombre han spiller….
Lidt efter sov Bai.Naar Bai sov, aandede han staerkt gennem Naesen.
Nu var Fru Bai vant til det.
Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Friserkaaben bort og
saa’ paa sin Hals.
-Ja hun var virkelig bleven mager.
Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.
Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr.
Bai.
II
Det var de korte Dage.
Saa strid Regn og #saa# mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Vaede.
Selv Froken Jensens bedste Elever kom i Traesko over Markerne til
Skolen.
Paa Stationen var Perronen en So. De sidste Smaablade fra Havehaekken
kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktorerne lob om formummede
i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under
Paraplyen.
Kiaers Saedvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i
Regnkapper.
Forvalter Huus korte selv den forste Vogn til Stationen. Der var nok
at gore med Fragt og Klarering.
-Der er de fra Kiaers, sagde Bai ind til sin Kone.
Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og
faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
Medens Fru Bai gik til og fra og daekkede til Kaffen, rumsterede Huus
og Karlene paa Perronen og ladede Saekkene i Godsvognene. Katinka saa’
dem lobe forbi Vinduerne. De saa’ saa vaeldige ud i deres Olietoj.
Marie Pige svaermede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit
Arbejde.
Hun blev aldrig faerdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
-Og saadan en Rost han har….
Det var en blod, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie
just havde forliebet sig i den.
Naar Huus var faerdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og
godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.-Ja–det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Haenderne, hos Fru Bai
er der rart.
Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved
ham; mange Ord havde han ikke, og sjaeldent “fortalte” han noget. Men
han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i
Humor. Og man folte det rart, naar han bare #var# der.
Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at
ekspedere.
Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De
smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang
rundt derude i Regnen.
Huus saa’ til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem.
Katinka kom hen til ham, og de saa’ til Planterne sammen. Han kendte
hver eneste af dem, om den skod eller om den stod stille, og hvad der
skulde gores med den.
Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de
nye Jordbaerbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.
Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa’ til det og til
det.
Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som
der stadig var noget nyt at faa at vide, at sporge til Raads om og at
indrette.
De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt,
som det laa for dem begge.
Der var saamaend ligefrem naesten altid et og andet, der #ventede# paa
Huus–selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa
Rugaard solgte Saeden.
Froken Ida Abel havde ogsaa tidt AErinde paa Stationen. Hun stred sig
ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
-Gud, hvilket Vejr, Hr. Lojtnant.
-En Kop Kaffe, Froken–lidt indvendig Vaede til at staa imod med …
Huus er inde hos min Kone….
-Men er de fra Rugaard her?
-Ja, med Saed.
Ida-Yngst havde ikke anet det.
Fra Hjorneforhojningen paa Gaarden kunde “Kyllingerne” holde Rundskue
over hele Egnen.
Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.
Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.
-Hvor skal du hen? Louise-AEldst gik med Krydderpose for Tandpine.-Bringe Brev til Stationen….
-Mo’r–Louise hvinte–nu vil Ida rende igen. Hm, om du taenker, du faar
malet der….
-Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Doren til Sovekamret i paa Naesen
af Med-Kyllingen.
-Gud bevar’s, vil du gore dig latterlig–men du ta’er dine egne
Stovler. Det si’er jeg dig, Ida….
-Mo’r, si’ til Ida, hun ta’er sine egne Stovler–altid render hun i
mine Knap til Stationen….
-Pyh, siger Ida, som er faerdig med Pandegriflen.
-Og #mine# Handsker–maa jeg vaere fri … Louise snapper et Par
Handsker ud af Haenderne paa Ida. Og der smaekkes igen med et Par Dore.
-Hva’ var der dog, Born? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade
Haender fra Kokkenet. Hun har skraellet Kartofler.
-Ida stjaeler mine Klae’er. Froken Louise-AEldst graeder af Arrigskab.
Enkefru Abel gor stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til
sine Kartofler….
-Sode Fru Bai, siger Ida-Yngst i Doren–jeg kommer ikke ind. Goddag,
Hr. Huus, jeg ser saa raedsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….
Froken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.
-Det er, naar det naermer sig Jul–man har saa raedsom travlt … Aa, De
tillader vel, Hr. Huus … at jeg kommer forbi.
Froken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
Men hun sad ikke laenge. Der var altfor meget, hun maatte beundre.
Froken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.
-Gud, det lille Taeppe….
Froken Abel maatte ud at fole paa det lille Taeppe.
-Aa, Hr. Huus, tillader De … Hun skulde igen forbi.
Hun folte paa Taeppet….
-Mo’er si’er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
Enkefru Abel kaldte undertiden Dotrene for sine “Flagreduer”. Men
Navnet vandt ikke Haevd. Der var noget ved Louise-AEldst, som absolut
udelukkede Begrebet “Due”.
Og det blev ved “Kyllingerne”.
Naar Froken Abel var arriveret, varede det ikke saa laenge, inden
Forvalter Huus brod op.-Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Froken Ida var,
sagde han.
*
*
*
*
*
Det blev henimod Jul.
Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid
noget at besorge for Fru Bai, Bai maatte ikke hore det. De to hviskede
ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.
Katinka syntes ikke, hun havde glaedet sig i mange Aar til Julen,
saadan som hun glaedede sig iaar.
Det laa ogsaa i Vejret.
Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
Naar Huus havde vaeret i Randers, blev han paa Stationen til The. Han
kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Morkning endnu.
-Vil De spille lidt, sagde han.
-Aa, jeg kan kun de Par–
-Men naar jeg nu gerne vil hore dem … Han sad paa en Stol i en Krog
ved Siden af Sofaen.
Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det
kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han
sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke maerkede ham. Og
saa var han ogsaa ganske umusikalsk.
Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen
sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetoj.
Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.
-Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem vaere hos sig selv, sagde han.
Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
-Han havde ogsaa vaeret med i sin Tid … da de laa paa Skolen.
-Og Kobenhavn #havde# haft Fruentimmer … naa–#det# er gaaet
tilbage…
-De si’er, de gaar til Rusland nu … Ja–ka’ sgu’ gerne vaere….
-Tilbage er ‘et gaaet….
-Naar man har kendt Kamilla–Kamilla Andersen–brav Pige–brillant
Pige–
-Tog en sorgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s’gu ud af et
Vindu….
-#AErgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod KamillasAErgerrighed.
-Meget aergerrig Pige … Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus rog sin Cigar og saa’ ikke saerlig
interesseret ud.
-Jeg spo’r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i
Sommerferien, i Praestegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, sporger
jeg. Er det #godt?#
-Smaapi’er, gamle Ven. Smaapi’er.
-Ja-a–de gaar til Rusland, si’er de–kan s’gu gerne vaere.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa’ paa Uhret.
-Det er vel paa de Tider, sagde han.
-Aa–hva’….
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej….
De gik ind til Fruen.
-Skal vi ikke folge Huus, sagde hun, Vejret er smukt….
-Saa gu’–at faa Benene rort….
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede
under deres Fodder henad Vejen.
-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
-Ja–en Maengde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han
havde vaeret hos sig selv.
-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
-Maerkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
-Ja–det var Bai–den Kulde for Jul.
-Og den holder Nytaar ind….
-Mener De?….
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i
Doren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa’ efter Sporet
til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa–sagde han.Katinka aandede ud i Luften, langt.
-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og rog en Stump Cigar. Saa sagde han:
-Ja–Huus er s’gu et rart Menneske … Men han er en Torvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiaer, at han troede s’gu ikke, Huus forstod sig no’et
paa Fruentimmer.
-Jeg foler ham jo saadan paa Taenderne–ser De, sagde han, om Aftenen,
naar han er nede hos os … men jeg tror s’gu ikke han forstaar sig
stort paa Fruentimmer….
-Naa, gamle Bai, sagde Kiaer, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo
glad. #Alle# ka’ jo ikke vaere Kendere.
-Nej–heldigvis da … og Huus–jeg tror s’gu ikke….
De blev kaldt ind til Kaffen.
*
*
*
*
*
De sidste Dage for Jul var der travlt paa Stationen. Der var en
Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Froknerne Abel sendte Smaakort med Lykonskninger og spurgte om Pakker.
Froken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
-Mine Haenders Arbejde, Fru Bai, sagde Froken Jensen. Haendernes Arbejde
var til hendes Soster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar….
-Det er Terminspengene, sagde Froken Jensen spidst, der er kommet til
Huse….
-Hun var saa belaesset, da hun kom hjem….
-Jeg #tror# det nok.
-De er da hos Abels Juleaften?
-Nej … vi boer Dor om Dor, Fru Bai … men Abels … har altid nok i
at huske paa sig selv….
-Tidligere har jeg jo altid vaeret hos Lindes, i Praestegaarden….
-Nej, Abels, sagde Froken Jensen–aa nej–det er ikke alle, som er
ens….Fru Bai bad Froken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
-Mathias–sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme
Meddelelser–jeg har maattet be’ Lille-Jensen her til Juleaften …
hun ka’ jo ikke gaa til Lindes….
-Naa, for min Skyld–Bai hadede “det lille Parykstativ”–ja naar #du#
bare faar Lemmeforsamling.
Bai gik lidt rundt.
-Ska’ hun ikke til Abels, sagde han.
-Det er just det–de har jo ikke bedt hende, Mathias….
-Naa–det har de s’gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Stovlerne af
sig. Naa, det er jo din Fornojelse.
Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
-Froken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.
-Den er jo ellers hos Abels–jeg lukker den jo ellers altid ind hos
Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nodig … men den gor
ingen Ulykke … den #er# et stille Dyr.
Bel-ami blev anbragt paa et Taeppe i Sovekamret. Der blev den. Den led
af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
-Han sover af et godt Hjerte, sagde Froken Jensen, der fik Manchetter
og Krave op af Spaankurven.
Bel-ami var kun besvaerlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut
mistet Smagen for Bevaegelse.
Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem
Benene.
Naar ingen saa’ det, tog Froken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
De spiste Klokken seks. “Traeet” stod i et Hjorne. Lille-Bentzen var
med stroget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
Han spiste som en Ulv.
Bai fyldte stadig Glassene og stodte til Froken Jensens og Bentzens
Baegere.
-Naa, Skaal, Froken Jensen.
-Skaal, min go’e Bentzen–det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han.
Han blev ved at fylde i.
Lille-Bentzen blev rod i Hovedet som en Hummer.-Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Froken Jensen.
Doren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
Kollegerne onskede hinanden “Glaedelig Jul” langs ad Linjen. Bai gik
til og fra og svarede.
-Hils fra mig, sagde Katinka.
-Glaedelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
-Ja, sagde Froken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor
Tid har ophaevet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.
Ved AEbleskiverne blev Froken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til
sig selv i Spejlet og sagde “Skaal”.
Froken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foraeret sig selv til
Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.
Froken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
Efter Bordet, medens Traeet blev taendt, forsogte Lille-Bentzen at
springe Buk over Marie-Pige ude i Kokkenet.
Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at taende. Hun vilde ogsaa
nok vaere lidt alene.
-Gud ved, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en
Stol og taendte an med en Vokskerte.
I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord–hun havde faaet det sendt
fra en Soster–og lagde det hen til Froken Jensen. Der saa’ saa
fattigt ud paa Froken Jensens Plads; hun delte Sofaen med
Lille-Bentzen.
Katinka aabnede Doren til Kontoret, og de kom ind til Traeet.
De gik omkring og saa’ paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Froken
Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde
dem rundt paa Pladserne.
Marie-Pige kom ind i hvidt Forklaede. Hun gik rundt med sine egne
Presenter i Favnen og folte paa Genstandene rundt i Krogene.
Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Traeet braendte
stadig i sin Krog.
Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Traeet.
Bai halvkaempede med Sovnen og sagde:
-Man bli’r skakmat af den Festiveren, Froken Jensen, al den Juleglaede
maetter, sagde han.
De var alle dosige og saa’ paa Klokken. De to Damer begyndte stadig
igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.-Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden,
sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en
Stol under Pibebraedtet.
De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Traeet,
og var meget sovnige.
De var blundet ind et Ojeblik og for sammen op i Skraek ved en Knitren
i Traeet. Der var Ild i en Gren.
-Det er snart braendt ned, sagde Katinka og slukkede.
Lysene begyndte at braende ned et efter et, og Traeet blev morkt. De
sad, helt vaagne igen, og saa’ paa det slukkede Trae–kun et Par Lys
braendte svagt endnu.
De blev begge grebet af den samme stille Sorgmodighed ved at se paa de
sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhaevede det morke, dode Trae.
Froken Jensen begyndte at tale. Forst horte Katinka knap, hvad det
var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.
Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde taenkt saa meget
paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.
Hele Tiden–
Hun nikkede til Froken Jensen og lod, som hun horte til.
Froken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at
fortaelle sin Kaerlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i
Fortaellingen, da Katinka maerkede det og undrede sig over, hvordan
Froken Jensen kom til at fortaelle det nu og til hende….
Det var en ganske simpel Historie om en Kaerlighed, som ikke var blevet
gengaeldt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes
Veninde.
Froken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone,
Lommetorklaedet havde hun fremme, og en Gang imellem snoftede hun lidt
og forte det hen over Kinderne.
Katinka blev lidt efter lidt rort. Saa taenkte hun paa, hvordan det
lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun
alligevel haft en net lille Figur.
Og nu sad hun her forladt og alene.
Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Froken Jensens Haender og
klappede dem sagte.
Den Gamle graed staerkere under hendes Kaertegn. Katinka blev ved at
klappe hendes Haender.
De sidste Lysstumper braendte ned, og Juletraeet stod helt morkt.
-Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Froken Jensen, hvad for
Snarer de end laegger for hendes Fod.Froken Jensen var igen landet ved Praesten og hans “Ord”.
Katinka slap Froken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske
koldt og uhyggeligt om det slukkede Trae.
Bai slog Doren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som
bragte en Pakke fra Huus.
-Lamperne, Marie, raabte Katinka og lob ind i Kontoret med Pakken.
Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et,
som kunde pakkes sammen til ingenting.
Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun
havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden
kommet for Skade at braende….
-Men dette var meget finere….
Og hun blev ved at staa med Sjalet.
Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle
et Par Snapse af den aegte Rom i Theen.
Lille-Bentzen blev saa salig, at han lob over paa sit Kammer og
hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag
paa gamle Tariffer og Regnskaber.
Han laeste hojt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og
smilte med Huus’ fine Sjal om sig.
Froken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen floj
halvflov ud i Kokkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.
De maatte alle hjaelpe til at faa Bel-ami vaekket, da Froken Jensen
skulde gaa; den vilde paa ingen Maade vaek fra sit Taeppe. Bai traadte
den paa Halestumpen, da Froken Jensen vendte sig.
Lille-Bentzen skulde folge hjem. Men Froken Jensen, der var saa raed
som en Hare for Morke, vilde gaa alene.
Froken Jensen vilde ikke baere sin Bel-ami, naar nogen saa’ det.
De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte “Glaedelig Jul”,
“Glaedelig Jul” ud over Haekken.
Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.
Da Froken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bojede hun sig
ned og tog Bel-ami op under Armen.
Froken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i
Julenatten.
Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skaerende Luft kom
ind.
-Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekaerlig glad
ved at have haft Lille-Jensen i Aften.-Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa’ ud
over den hvide Mark i Natten.
-Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede
Doren til Sovekamret.
Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.
-Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Haekken for at se
den Begivenhed. Glaedelig Jul, Frue….
-Glaedelig Jul, Bentzen.
Der blev lukket et Par Dore, og saa var det ganske stille.
Kun nu og da lod der en fin Summen i Telegrafens Traade.
*
*
*
*
*
Katinka var ude at fodre Duerne, for de gik i Kirke.
Det var hoj og stille Luft, og Klokkerne lod ned forbi Skoven. Rundt
paa de hvide Marker saa’ man Bonderne, som travede af, i Gaasegang,
langs de skovlede Stier, til Offer.
De ventede i Flok udenfor Kirken og onskede hinanden “Glaedelig Fest”.
Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.
Saa stod de stille og saa’ paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.
Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede “Jul” til
Huus, der stod taet ved Doren, og gik op til sin Plads.
Hun delte Stol med Abels, lige bag Praestens.
Kyllingerne Abel forsvandt i Slor og fantastiske Slyngninger.
Fru Linde havde Ojne i Nakken paa de store Offerdage. Hun “klaedte” sig
og Frokenen for Offerdagene og Spaedekalvene.
Frokenen gik aldrig i Kirke, naar der var “Tallerkenvals i Koret”.
De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med,
store og smaa. Det lod saa staerkt og glad op under Hvaelvingerne.
Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vaegge. Gamle Linde
talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser
fod, med tarvelige stilfaerdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens
Fred ned over hans Kirke.
Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en
lang Marsch. Maendene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til
deres Plads uden at have fortrukket en Mine.
Konerne rokkede af, generte og rode i Hovederne, seende stift paa det
sammenlagte Lommetorklaede.
Fru Linde havde Ojnene ved #Haenderne# ved Alteret.Fru Linde havde vaeret Praestekone i fem og tredive Aar og siddet til
utallige Offerdage. Hun saa’ paa #Haenderne,# hvor meget hver lagde.
Haenderne havde ikke samme Bevaegelse, af Lommerne, naar de lagde lidt,
og naar de lagde mere.
Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.
Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft,
og der blev en storonsken “Glaedelig Jul” igen.
“Pastoren” kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetorklaede, og
alle hilste og kniksede. Naa, Froken Jensen, saa onsker vi vel
hinanden Glaedelig Jul, sagde “Gamle Pastor”.
Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiaer, saa
de to gik alene henad Vejen.
Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene
havde de Dannebrog ude paa Flagstaengerne i den hoje Luft.
Rundtom drog Kirkegaesterne hjem i Flok.
Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Ore, hun folte alting som i
glad Hojtidelighed.
-Julen er rar, sagde hun.
-Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i “Ja’et”.
-Og han sagde det osse rigtig kont, lagde han lidt efter til.
-Ja, sagde Katinka, det var en rigtig kon Praeken.
De gik lidt.
-Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for
Sjalet….
-Ingenting at takke for.
-Jo netop … jeg blev saa glad. Jeg havde haft naesten Magen og halvt
forbraendt det.
-Ja, det ved jeg jo … De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.
Katinka vilde sige: Hvor saa’ De det? Men sagde det ikke. Hun vidste
heller ikke, hvorfor hun med et blev rod, og hun for forste Gang
maerkede, at de sagde ingenting og sogte om noget til at faa brudt
Tavsheden med.
De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.
Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.
-De gaar da med ind, sagde Katinka, og baerer ikke Jul fra Huset.
De stod paa Perronen og horte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.Huus blev der hele Dagen.
Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange
Glasassietter, sagde han:
-Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:
-Ja, da–og lo af Fornojelse.
Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa’ glad ud
af Ojnene.
Og hele Dagen hvilede der en stille Glaede over Huset.
Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
-I Praestegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var
skuffet. Offeret var betydeligt #under# et Middelaar.
-Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.
Pastoren sad og saa’ eftertaenksomt paa de mange #smaa# Monter.
-Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en
Mark.
Fru Linde gor en Pavse og taeller for sidste Gang de hele Kroner.
-Med Familje, sluttede Fru Linde.
-Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste vaere taknemlige
for Kapitelstaksten.
Praestefrokenen og Pastor Andersen morede sig med at vaelte Moblerne i
Salen: de spillede Gulvkrocket.
-Jeg hytter mig for Mo’er, sagde Froken Agnes. #Alle# de uaedlere
Elementer er i Opror hos Mo’er paa de store Offerdage.
*
*
*
*
*
Julen gik.
Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden
laenge, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget saerligt og
mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Froken
Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiaer og Huus. Froknerne
Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter
Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.
Noget saerligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en
lykkelig Gaenge.
Den eneste, der, “gnavede” lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i
den sidste Tid.
-Huus, sagde Katinka, sover De?
Huus for helt sammen, som han sad.Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.
-Satan til Indflydelse Vejret kan ha’e, sagde han, naar han stod paa
Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Foler mig s’gu
forbavsende vel i denne Tid–forbavsende vel….
Og hele deres AEgteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar
tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt
og fornojet.
Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret
ind.
Der lod et vaeldigt Rabalder mod Plankevaerket.
-Hva’ Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der
spillede seks og treds, Peter ku’ gerne spare paa Krudtet.
Det bankede paa Ruden, og Huus’ Stemme raabte “Glaedeligt Nytaar”.
-Hva Fa’en–er det Huus, sagde Bai og stod op.
-Jeg taenkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet
Hjertebanken af Rabalderet.
Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slaede.
-Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa ‘et….
-Godaften, Huus, Katinka kom frem i Doren. Vi drikker dog Aaret ind,
sagde hun.
De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.
De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det
kom forbi Klokken to.
-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.
Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.
-Ja, sagde han, man var en svaer Danser i sin Tid, hva’ Tik? Han
kildede hende ned paa Halsen.
De gik ud paa Perronen. Himlen var mork for forste Gang i lang Tid.
-Det gi’r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt los Sne og tjattede det i
Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Faegtning en Stund.
-Der har vi ham, sagde Bai. De horte Toget som en fjern Brusen.
-Mork er ‘en s’gu iaften, sagde Bai.
Stojen kom naermere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys
kom naermere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Morket som et
stort lysojet Bestie.
Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stodaf Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
Klaprende gik det bort, ud i Morket.
-Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse
lidt.
Hun laenede sig op til sin Mand og strog Haaret mod hans Kind.
Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bojede sig ned og kyssede
hende.
Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.
Huus var gram mod Dyret, da han korte hjem i Slaeden. Af Pidsken fik
det, saa det fog, og Forbandelser i Tilgift,
Morkt var det, og der begyndte at komme Storm op.
Katinka kunde ikke sove. Hun vaekkede Bai.
-Bai, sagde hun.
-Hvad er der? Bai vendte sig.
-Det er et slemt Vejr….
-Naa, vi er jo ikke tilsos, sagde Bai; han halvsov.
-Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.
-Aa, vor Herre bevar’es….
Bai sov ind igen….
Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det
Vejr. Det var saa morkt–og han var dog ny paa Egnen.
Hvor det var maerkeligt at taenke sig, at det kun var tre Maaneder,
siden Huus var kommet her….
Om han dog ogsaa var hjemme nu … Katinka horte igen efter Vejret,
der tog til … Han havde ogsaa vaeret bedrovet iaften–siddet saadan
hen–hun kendte ham–og set forknyt ud … Noget maatte der vaere i
Vejen.
Noget var der i Vejen i den sidste Tid….
Men naar han bare var hjemme nu–saa–Vejret tog til….
Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.
Anden Nytaarsdag var der Selskab i Praestegaarden.
Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem
alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid saadan, al Verden fik
Tungebaandet lost, naar de kom i Praestegaarden.
Familien Abel modte forst, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altidforsilde.
-Tiden lober fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os los fra
Reden.
Naar Froknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Friserkaaber
og skaendtes. Fru Abel maatte klaede sig paa i sidste Minut og saa’
altid ud, som om en Storm havde haerget hende.
De legede Ordsprogsleg, saa der ikke hang en Trevl urort i noget
Klaedeskab i Praestegaarden.
Froken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklaeder og bagefter
Gronlaender med Katinka til Gronlaenderkone.
-Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snaerpet.
De dansede Pingasut, saa Katinka var helt or. Fru Bai var saa glad, at
hun naesten var kaad.
Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller
med et stort Badested. Hvor det saa var, blev Ida-Yngst favnet og
trykket af en tyndslidt blond Sekondlojtnant.
I Dorene stimlede de aeldre sammen og saa’ til. Udenfor Salsvinduerne i
Haven stod Avlskarlen, de to Husmaend og Drengene og grinte ad deres
“knov” Froken.
Gamle Pastor Linde gik til og fra:
-De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de aeldre.
Enkefru Abel saa’ efter Pastoren; hun sad ved Siden af Mollerens Frue:
-Ja, her er livligt.
-Ja, sagde Mollerens Frue. Et livligt Praestehus. Tonen var lidt streng
paa “Praeste”.
Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst vaere fri
for at lege med.
Mollerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber
om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Mobler. Alt
#blev ved# at vaere nyt.
Paa alle Moblerne var der Ting og Stykker, Froken Helene havde
forarbejdet.
Til daglig boede Familien i en Stue, i “Gammellaengen”. En Gang om Ugen
blev der lagt i Stuehuset, for at Moblerne ikke skulde tage Skade.
Froken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Froken Jensen med
saerligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den
eleganteste Dame paa Egnen, med udpraeget Smag for Guldprydelser. Til
alle Toiletter var hun, inden Dore, i graa Filtsko og hvide
Bomuldsstromper.
I Selskab blev hun let fornaermet og stillede sig hen ved Siden af sinModer med et surt Ansigt.
-Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel
livligt….
-Mo’er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetorklaede.
-Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.
Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget
Lommetorklaede er lidt defekt.
-De er saa ivrige i Legen, siger Fru Abel til Mollerens Frue.
Ordsprogslegen er forbi, og de tager en “rask Blindebuk” for Bordet.
Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, saa den gamle Kakkelovn nejer
sig ved det.
-Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen.
-Flaesk, Flaesk.
Ida-Yngst er saa udmattet, at hun segner. Hun kan ikke faa Vejret for
Hjertebanken: Fol, siger hun og laegger Lojtnantens Haand ind til sit
Bryst, hvor mit Hjerte banker.
Katinka er Blindebuk og bliver svunget, saa hun knap kan staa.
-Nej–se mig til den dejlige Kone, raaber Froken Agnes….
-Flaesk–Flaesk.
Katinka fanger Huus.
-Hvem er det?
Han bojer sig, og Katinka foler paa hans Haar: Det er Huus, raaber
hun. Gamle Pastor Linde klapper i Haenderne, at man skal tilbords.
-Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med
Dem?
-Hvor falder det Dem ind?
-De er ikke saa glad i den sidste Tid … som for….
-Der er ingenting i Vejen, Fru Bai….
-Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad….
-Ja, sagde Huus, det ser man.
Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.
Katinka lo: Ja, vi har danset gronlandsk. Hun gik tilbords med Huus.
Bai snapper Ida-Yngst fra Lojtnanten, der gaar bagefter med
Skolelaererens Son.-Hansen, siger Lojtnanten, hvem er den Pige?
-Aa, Moderen, den skaeve derhenne med Pastoren, hun sidder paa Aftaegt
heroppe paa Gaarden.
-Satans Pige, siger Lojtnanten. Hun har s’gu et flot Bryst….
Alle kommer til Saede; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under
Maden to Skaaler, “for de fravaerende” og “for den gode Aand i
Selskabet”. De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i
Praestegaarden.
Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med
Froken Jensen.
Lojtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa
snaever Plads, at de naesten maa sidde paa Skodet.
Man kan ikke hore Orenlyd, mens de ler og knalder og laeser Deviser
hojt.
-Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.
-Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.
Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.
Huus laeser paa det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.
-Huus dog, hvad stod der?
-Alle Konditorsvende skriver om Kaerlighed, siger Ida-Yngst over
Bordet.
-Froken Ida–det er Lojtnanten–ska’ vi to?
Ida-Yngst vender sig igen og futter med Lojtnanten: Gud, hvor er ‘et
upassende, raaber hun. Hun faar en Devise om at kysse, som Lojtnanten
laeser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.
Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med
Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Maelkepunchen,
som gaar rundt i store graa Kander.
En lille blegnaeset Student lader “Pastor Lindes patriarkalske Hjem”
leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker
privat med Pastoren.
-De lille “rode” Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?
-Man kan have Agtelse for #Personerne#, siger den lille Blegnaese.
-Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja … Ja, Ungdommen maa jo ha’e no’et
at kaempe om, ser De, Frue….
Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er saa livlig. Hun ligger
naesten i Armene paa Lojtnanten.
-Ja, Deres Velaervaerdighed, siger hun.-Ida, min sode Pige, (min sode Pige horer det ikke), Ida-Yngst, drik
et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.
-Skaal, siger Ida-Yngst: Lojtnant Nielsen–hun raekker ham sit
Glas–drik med Mo’er….
Enkefru Abel smiler: Aa–aa–hvad min Ida-Yngst har for Indfald….
Den lille Blegnaese ved ikke, om Froken Helene har laest Schandorph….
Froken Helene laeser “Tasken”….
-Jeg kalder hele Retningen den aegteste Frugt af vor maegtige Brandes
… af Aandsfriheden.
-Brandes, det er jo #ham,# Joden, siger Froken Helene. Der er ikke
blevet anden Forestilling tilbage om “Aandsfriheden”–paa Mollen.
Studenten flyver op i den store Darwin.
Bai har sagt noget, saa Froken Jensen er blevet rod i Hovedet.
-De er saa slem, siger Lille-Jensen og slaar ham over Fingrene.
-Men Huus, siger Katinka: man maa jo ta’ Livet, som det er … og….
-Og?
-Og egenlig er det dog saa lykkeligt….
-Lojtnant, raaber Froken Ida: De er #styg#.
Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Haender og
nikker.
-Skal vi saa sige Mo’er Tak for Mad, siger han og rejser sig.
Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er
Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.
-Jeg ved ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-AEldst til Enkefruen.
Man maa gaa i Jorden over hende.
Ida Yngst er forste Par med Lojtnanten.
-Liv i ‘et, raaber Froken Agnes fra Klaveret. Hun spiller “Paa min
Kanape” saa det klirrer i Strengene.
Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i
Haenderne svirrer de ud gennem Dorene.
Gamle Linde er i Spidsen med den stonnende Jensen.
-Linde, Linde, raaber Fru Linde: dine gamle Ben. Froken Agnes slaar i
Tangenterne, saa det suser.
-Gud–jeg dor, siger Helene fra Mollerens….Lige paa en Gang spraenges Kaeden. Stakaandet falder Parrene paa Plads
rundtom.
-Pyh, det gav Varme, siger Bai til Lojtnanten og torrer sig.
-Om vi saa’ at finde en Bajer.
Lojtnanten er med. De gaar ind gennem Vaerelserne.
I Spisestuen staar “Bajerne” opstillet i et Vindu.
-Er det Landbajer? siger Lojtnanten.
-Nae, den er af Carlsberg.
-Naa, den er jeg med paa.
-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Praestens
Studerevaerelse, en lille Stue med Oehlenschlaegers og Mynsters samlede
Skrifter paa gronmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over
Skrivebordet.
De satte sig med Ollet ved Bordet:
-Ja, jeg maerkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod paa. Men jeg
taenkte, lad ham ha’ Fornojelsen, taenkte jeg–og hun med….
-Ja, Satans Pige … hun har s’gu et godt Bryst … og skaer’ brillant
naar man danser, Forstander. Laegger sig lige til.
-Ja, hva’ Satan ska’ hun gore, stakkels Pige, sagde Bai og tomte sin
Bajer.
-Men hva’ er #hun# for en Pige, sagde Lojtnanten. Han mente Froken
Agnes….
-Rar Pige, sagde Bai.
-Nej, der er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.
-Ja saa, sagde Lojtnanten. Ja, jeg taenkte det: En Snakkepige–det er
af den Slags.
Konversationen gik over til storre Almindelighed: Disse
Landsbypiger–i det hele, mente Lojtnanten … det er godt nok … jeg
mener … Men–ser De, Forstander–ingen #Dannelse#–Nej, Byen–ved
De–det er no’et ganske andet….
Lojtnanten havde “fundet no’et”–
-Ser De–man bor jo i Kvarteret … Der har de jo lagt #Slottet#–man
#maa# jo bo der … enten paa “Berren” eller paa “Vesten”….
-Men hva’ er ‘et for Smaapi’er? spurgte Bai.
-Kaekke Smaapi’er–s’gu, kaekke Smaapi’er….
-Ja-a–jeg ved det jo ikke … man er jo gift Mand, Lojtnant …
Skueretter, forstaar De, Skueretter–om man ogsaa er der ovre et ParDage….
-Skueretter, gentog han en Gang endnu.
-Tro De mig–kaekke Pi’er, sagde Lojtnanten, dannede Pi’er….
-Men de si’er, de gaar til Rusland….
-Ja, de si’er det….
Pastor Linde kom ind: Naa, De sidder her, Stationsforstander, sagde
han, han gik gennem Stuen.
-Ja, Hr. Pastor–vi sidder her og filosoferer lidt–saa stille … ved
en tyvrovet Bajer….
-Vaers’go, ja, her er rart. Praesten vendte sig i Doren: Derinde leger
de Panteleg, sagde han.
Bai og Lojtnanten gik ind til Pantelegen.
De var ved at falde i Bronden.
Den lille Student med den aegteste Frugt faldt for Katinka:
-Der kysses, raabte Froken Agnes.
Katinka vendte Kinden til, at “Frugten” kunde kysse. Han var rod i
Hovedet og kom naermest til at kysse hende paa Naesen.
Katinka lo og klappede i Haenderne: Jeg falder, jeg falder….
-For Huus, sagde hun.
Huus kom hen og bojede sig ned. Han kyssede hende paa Haaret.
-Jeg falder for Froken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som
om den var haes.
Froken Jensen taenkte endnu paa det Kys, da hun var kommet hjem i Seng
til #Bel-ami#.
Katinka stottede sig i Tanker lidt til den radikale Student.
*
*
*
*
*
Gaesterne var borte.
Froken Agnes stod i Salen og saa’ sig om paa Valpladsen. Der var ikke
en Ting paa sin rette Plads; Glas stod i Krogene paa Gulvet, og
Buddingtallerkener var sat af Vejen op paa Bogskabet.
-Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.
Pastor Andersen var kommet ind: Naa, sagde hun, ja–De har saamaend
vaeret rar iaften.
-Froken Agnes, morer det Dem?-Nej.
-Hvorfor gor De det saa?
-Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre … Men De vil altid
vaere alene om at gore Mudder.
-Hjaelp mig nu, sagde hun, at vi faar lidt Orden i ‘et … Hun begyndte
at flytte Moblerne paa Plads.
-Jeg gaar ikke ud med Ida mere, Mo’er, sagde Louise-AEldst. Jeg gor
‘et ikke–det si’er jeg dig–det er en Skandale for alle Mennesker.
-Fordi man la’er #dig# sidde. Jeg skulde vel gere dig Selskab–ikke?
Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det maatte
dog til, mens Papillotterne blev sat i Haaret. Hun gik stille rundt og
lagde Kyllingernes Toj sammen.
-Man bli’r s’gu traet af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske
stiv i Benene, mens de gik.
Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.
III
Det var hen i Foraaret.
Om Eftermiddagen hentede Praestefrokenen Katinka, og de gik ned til
Aaen. Ved Bredden under et Par Pile taet ved Banens Bro havde
Lille-Bentzen slaaet en Baenk op. Der sad de og arbejdede til
Eftermiddagstoget kom. Konduktorerne paa Straekningen kendte dem og
hilste.
-Det bedste var at rejse, sagde Agnes Linde og saa’ bort efter Toget.
Jeg taenker paa det hver Dag.
-Aa, men, Agnes….
-Jo, det var det bedste–for os begge to–enten han eller jeg … tog
afsted.
Og de taler for tusinde Gang om det evige Tema.
Det var en Dag i Midten af Vinteren. Agnes Linde og Kapellanen kom
forbi fra Dammen, hvor de lob paa Skojter, og saa skulde Kapellanen
ind med et Brev og faldt i Snak med Bai.
Agnes kom ind i Dagligstuen med Skojterne paa Armen. Hun var meget
kort og sagde bare “Ja” og “Nej” til, hvad Katinka spurgte om … Hun
havde saa staaet henne ved Vinduet og set ud, da hun pludselig gav
sig til at graede.
-Hvad er der, Froken Linde, er De syg? sagde Katinka og gik hen og
lagde Armen om hende. Hvad er der dog?Agnes Linde kaempede med Graaden, men den blev staerkere og staerkere.
Hun tog Katinkas Arm bort:
-Lad mig gaa her ind, sagde hun og gik hen mod Sovekamret.
Og der inde kastede hun sig saa ned paa Sengen og fortalte Katinka det
altsammen i en Strom: hvordan hun elskede Andersen, og han legede bare
med hende, og hun holdt det ikke ud.
Fra den Dag af havde Katinka vaeret Praestefrokenens Fortrolige.
Katinka var vant til at vaere “fortrolig”. Hun havde ogsaa altid vaeret
det hjemme, som ung Pige. Til hende kom alle blodende Hjerter. Det laa
vel i hendes stille Vaesen og i at hun aldrig selv sagde ret meget. Hun
egnede sig saa godt til at hore paa andre.
Praestefrokenen kom naesten hver Dag, og hun blev hos Katinka timevis.
Det var det samme igen og igen: hendes Kaerlighed og ham. Og hver Dag
fortalte hun som noget nyt, hvad der var sagt de tusinde Gange.
Naar hun saa havde siddet og talt tre fire Timer og var kommet til at
graede tilsidst, pakkede Agnes sit Arbejde sammen:
-Jo, vi er saamaen et Par rare Hons, sagde hun som Slut.
Nu, da Foraaret var kommet, sad de nede ved Aaen.
Agnes talte, og Katinka horte til. Hun sad med Haenderne i Skodet og
saa’ ud over Engene. Der blev sloret derude, og Lavningen lignede en
stor blaa So. Man saa’ ikke, hvad der var So og hvad der var Himmel,
det var alt kun et daemrende blaat. Med Pilegrupperne som Oer i Havet.
Agnes fortalte om den forste Tid, da hun kom hjem fra Kobenhavn og
traf Andersen. Der var gaaet Maaneder, og hun vidste slet ikke, at hun
holdt af ham.
Katinka horte og horte ikke. Hun kendte Temaet og hun nikkede stille.
Men hun fik lidt efter lidt sin Del i den fremmede Kaerlighed. Hun
kendte den med alle dens Sindsbevaegelser. Hun delte dem, som var de
hendes egne. Der blev jo aldrig talt om andet.
Og alle Kaerlighedens Ord folte sig saa hjemme hos hende. Hendes Tanker
blev saa fortrolige med alt, hvad Kaerlighedens var–hos de to fremmede
Mennesker.
Naar hun havde fulgt Agnes Linde et Stykke paa Vej og var vendt
tilbage, kunde hun sidde halve Timer i Hyldelysthuset i Haven. Og alle
de Kaerligheds-Ord flod ligesom i Luften om hende, og hun horte dem
igen og taenkte dem om.
Det laa til hendes stille, lidt lade Natur, at Ord og Tanker, hun nu
en Gang var inde i, ligesom vendte om og om igen, paa Vejen, hjem til
hende.
Og de #spandt# hende ind. Og blev til Dromme, der forte ud langt
borte, hvor hun knap vidste.Der havde ogsaa vaeret mere stille hos dem i den sidste Tid. Huus kom
ikke saa tidt mer, nu i Foraaret. Der var saa meget at gore, sagde
han.
#Naar# han kom, var han ogsaa saa uens i Humor. Det var tidt og ofte,
som om han slet ikke saa’, hvor glad Katinka blev ved at se ham, og
han snakkede mest med Bai, skont Katinka havde haft saa meget at sige
ham og sporge om.
Nu netop i Foraaret, hvor der havde vaeret saa meget at indrette og
aendre allevegne….
Men der #var# noget i Vejen. Maaske var han heller ikke tilfreds paa
Gaarden hos Kiaer; der sagdes, at han var saa saer at arbejde med.
Hun selv havde forresten ogsaa tungt Humor en Gang imellem.
Det kom maaske ogsaa af, at hun sov for lidt.
Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og klaedte sig af. Han
drev saa laenge om halvnogen og sad paa Sengekanten og holdt Snak og
blev aldrig faerdig.
Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig kom til Ro og fik
Ende paa det.
Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Morket ved Siden af Bai, der
sov dybt, kunde hun ikke falde i Sovn og folte et Ubehag, saa hun stod
op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget
suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd,
ikke et Vindpust i Sommernatten. Det forste graa Skaer af Dagen kom; og
en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.
Og det blev lysere og lysere, mens Laerkerne begyndte at synge.
Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen, sagde han.
Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene, naar det blev Morgen.
Det var som et maegtigt gyldenrodt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld
og halvt af Roser–om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Oer i det
store Hav….
Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjergtoppe i Brand….
Og saa kom Solen.
Og steg.
Og fejede Morket ud af Dalene som med en stor Vinge.
Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra sin Rejse.
Han talte i det hele mere nu–#naar# han da talte.
… Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved Vinduet. Men hun
maatte vel til Ro.
Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Taepperne
af sig.Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset.
De saa’ Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og
hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem.
Saa gik de ned i Haven. Kirsebaertraeerne stod i Blomst. De hvide Blade
gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plaenen.
De sad stille og saa’ ud paa de hvide Traeer. Det var, som om Aftenens
biede Tavshed over Sletten svobte sig om alle Ting. Oppe i Byen horte
man en Port blive slaaet i. Kvaeget kaldte hen over Markerne.
Katinka talte om sit Hjem.
Om Veninderne og Brodrene og den gamle Gaard, der var fuld af Duer.
-Og siden–i den nye Lejlighed–med Mo’er–da Fa’er var dod….
-Ja, det var en lykkelig Tid….
-Men saa blev jeg jo gift.
Huus saa’ ud paa Frugtblomsternes blode Sne, der faldt saa lindt over
Graesset.
-Thora Berg, hvor hun var lystig … Om Aftenen, naar hun kom fra
Selskab–med hele Garnisonen i Halen og slog Sand paa alle Ruder
gennem Byen.–
Katinka sad lidt.
-Hun er osse gift nu, sagde hun.
-Med flere Born, siger de….
Paa Vejen udenfor gik en Mand forbi. Godaften, sagde han over Haekken.
-Godaften, Kristen Peder.
-Godaften, sagde Katinka.
-Hm–sagde Katinka igen–jeg saa’ hende sidste Gang til mit Bryllup.
De sang, de unge Piger, de stod ved Orgelet, paa Pulpiturer….
-Hvor jeg ser dem endnu–alle Ansigterne–alle….
-Men hvor jeg graed….
Huus sagde stadig ingenting, og hans Ansigt saa’ hun ikke. Han sad
saa bukket og studerede noget nede paa Jorden.
-Det er snart elleve Aar siden, sagde Katinka.
-Ja, Tiden gaar….
-Naar man er lykkelig, sagde Huus uden at rore sig.
Katinka horte det forst ikke. Saa var det, som om Ordene pludseligindhentede hende:
-Ja, sagde hun og for let sammen.
Og lidt efter:
-Her har man jo sit Hjem.
De sad atter tavse.
Bai kom ind i Haven. Man kunde hore ham langt borte. Han gjorde altid
saa megen Stoj–og for havde der vaeret saa stille i Tusmorket.
-Jeg henter Glassene, sagde Katinka.
-Ja, dejlig Aften, sagde Bai, dejlig Aften i det frie….
Katinka kom tilbage med Glas og Flaske.
-Jeg har haft Selskab, sagde Bai.
-Af hvem?
-Af Froken Ida. Hun rejser nu….
-Hva’, Ida?
-Ja–og Bai lo–Froken Louise er s’gu opgivet … Nu saetter de alle
Sejl til for den lettere Skude. Hun bli’r borte hele Sommeren.
-Naa, ja–ku’ det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja–hva’
Satan–saadan et Pigebarn maa jo giftes….
Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og AEgteskab. Han var noget af en
Filosof i det Emne.
-#Jeg# gik til Jernbanen, sagde han, tror De, det var af Lyst–men den
gik #ikke# for #Lojtnanten#–
-Saadan er ‘et, der er s’gu ingen Pardon–Pigebornene #maa# til
Brudeskamlen–
-Og saa gaar ‘et–man ser ‘et jo–de lever sig sammen. De har Hus og
Hjem og saa kommer der Born….
-Hos de fleste, sluttede Bai af under et Halvsuk.
De sad tavse; der var blevet ganske morkt under Hylden.
Det blev i Slutningen af Juni.
-Den dejlige Kone er saa blegnaebet, sagde Agnes Linde, naar hun kom
ned til Stationen.
-Ja–jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun
havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og
kom og gik.
Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa’ ud over Engene og hortealtid det samme.
Agnes Linde fik saadan en hel anden og mild Stemme, naar hun talte om
ham.
“#Manden#” kaldte hun ham.
Katinka sad og saa’ paa hende, som hun sad med bojet Hoved og smilede.
-Og saa tviner man, sagde Agnes, Utyske, fordi det er, som det er–og
saa er #dette# maaske det bedste, man faar….
-Ja, sagde Katinka og blev ved at se paa hende.
Naar Agnes Linde ikke kom til hende, gik Katinka op til Praestegaarden.
Hun laengtes ordenlig efter at hore hende tale.
Og saa saa’ hun ogsaa Andersen. Hun saa’ dem sammen, Agnes og ham.
Hun stod hos, mens de spillede Krocket paa den store Plaene. Hun stod
og saa’ paa dem–de to, som #elskede hinanden#.
Hun horte og saa’ paa dem nysgerrigt–naesten som et stort Under.
Og en Dag graed hun, da hun gik hjem.
Huus kom saa uregelmaessigt nu. Saa kom han to Gange om Dagen og var
knap kommen til Saede i Lysthuset, for han maatte paa Hesten igen. Og
saa var der halve Uger, hvor de slet ikke saa’ ham paa Stationen.
Det var Hohosten, sagde han.
Hoet var slaaet og stod nu i Stak over Engene. Der var en Krydderduft
over den hele Luft.
En Aften var Huus i godt Humor og foreslog de skulde gore “Skovtur til
det store Marked”. Kore dertil i Vogn og raste i Skoven forst, og saa
se alle Herligheder paa Markedet.
Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde kore om Morgenen
tidligt, mens det endnu var koligt og forst komme hjem den naeste Nat
eller Morgen.
Bare Bais og Huus.
*
*
*
*
*
Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.
Hun studerede Kogebog og taenkte ud om Natten og tog selv til Byen for
at kobe ind.
Huus kom, just som Toget korte, efter Posten.
-Huus, raabte hun fra Kupeen.
-Men hvor skal De hen? raabte han.
-Kobe ind–Marie er med. Og hun trak Marie hen og viste hendes Ansigti Vinduet. Far vel.
-Hm, sagde Bai. Katinka er s’gu smaatosset. Hun braser og koger til
den Tur, som om hun vilde praeparere os til Koleraen….
Inde i Byen var de begyndt at slaa Telte op rundt ad Gaderne; oppe paa
Torvet stod Karusselhestene og hvilede sig i Rad op ad Kirkemuren.
Katinka gik rundt mellem Markedsfolkene, der hamrede og bankede, og
saa’ paa det alt. Hun stirrede paa Kasserne og faldt i Staver foran
hvert Stykke Sejldug, der hejstes.
-Om den lille Froken gik af Vejen….
Hun maatte springe baade over Braedder og Snore.
-De kalder mig Froken, sagde hun.
-Marie, naar nu bare Vejret maatte holde sig.
De gik ud ad Gaderne til Lystskoven. Der holdt en Goglervogn. Maendene
sov i Groftekanten, Konen vaskede Trikoter i en Balje paa den
nedslaaede Trappe. Tre Par hvide unaevnelige hang langstrakte og
svajede paa en Snor.
Katinka kiggede nysgerrigt paa Konen og Maendene i Groften.
-Vil De ha’e noget, raabte Konen gebrokkent.
-Uha–raabte Katinka, hun blev ganske bange og lob et Stykke.
-Det var den staerke Kone, sagde hun.
De gik videre hen ad Vejen. I Kanten af Skoven lagde en Flok Tomrere
Dansegulv. Der var svalt derinde under Traeerne efter den solede Vej.
Katinka sad paa en Baenk.
-Her skaf vi danse, sagde hun.
-Ja, han maa danse dejlig, Huus, sagde Marie. Hun var stadig i trofast
Beundring af Huus; han stod i Flojelsramme paa Kommoden og et gammelt
Visitkort med hans Navn laa som Maerke i Salmebogen. Bane-Peter
besorgede det haandgribeligere.
Katinka svarede ikke. Hun blev ved at sidde og se paa Folkene, der
arbejdede.
-Naar det Vejr blot maatte holde sig, sagde hun til en af dem.
-Ja, sagde han og saa’ op i Traeerne–Himlen saa’ han ikke–mens han
torte Sveden af sig med AErmet: det er det, det kommer an paa.
Katinka og Marie gik tilbage. Det var paa hoje Tid. De kom over
Torvet; Aftenklokkerne ringede fra Taarnet ned over Markedslarmen.
Den sidste Dag bagte de. Katinka var kortaermet og aeltede, saa Melet
stod hende i Haaret som paa en Moller.
-Ingen kommer ind–ingen kommer ind–det bankede paa Doren, som var i
Laas.Katinka troede, det var Huus.
-Det er mig, raabte Agnes Linde. Hvad gaar der for sig?
Hun kom ind og bagte med. Der var en Pundkage, som skulde rores i det
uendelige; det er Huus’, sagde Katinka. Den Laekkermund skal ha’e
Pundkage.
Agnes Linde rorte, saa det boblede i Dejgen: Ja–de Mandfolk #skulde#
ogsaa ha’e Pundkage, sagde hun.
Katinka tog Pladen ud: Smag, sagde hun. De er gloende. Hun var saa rod
som en Kobberpotte af Ovnen.
Froken Jensen og Louise-AEldst kom ned til Eftermiddagstoget. Der blev
en Banken og Parlamenteren foran Kokkenvinduet.
-Gud hjaelpe mig, har de ikke lugtet det, sagde Agnes Linde. Hun lod
Armene synke traet ned og sad meget ugraciost med Dejgfadet mellem sine
udspilede Ben.
Marie bragte dem en Tallerken, til at smage, ud paa Perronen.
Louise spjaettede af Glaede paa Perronbaenken, saa et Par Handelskomis’er
i Toget saa’ et betydeligt Stykke af hendes Skonhed.
Da Toget var kort, slog de inde i Kokkenet Vinduerne op. Louise-AEldst
og Lille-Jensen gnaskede los ude paa Baenken.
-Hvor De har vaeret heldig, Fru Bai, magelose….
-Ja, Fru Bai er en Kone i sit Hus, sagde’ Froken
-Nu gaar Kvaernen, sagde Agnes inde i Kokkenet. Hun tog fat paa Dejgen.
Bai aabnede Kontorvinduet ovenover Perronbaenken.
-Aa ja, sagde han, og #jeg# sidder med tor Mund.
-Vil De ha’e, Hr. Bai, spurgte Louise. Holder De ogsaa af sodt?
-Om nogen under mig noget, sagde Bai, i Klubtonen.
Der blev Spektakel og smaa Hvin paa Perronen.
-Hva’ er der los, raabte Agnes fra Kokkenet.
-Vi mader Fuglen, sagde Louise-AEldst. Hun var sprunget op paa Baenken
med sin Skonhed og stod og stak Bai Kage ind i Munden.
-Uh, han bider, raabte hun.
Det var ved saadanne Lejligheder, Fru Abel sagde:
-De bli’er jo ved at vaere rene Born–naar man ikke kender noget til
Verden….
Louise-AEldst bragte den tomme Tallerken tilbage. Krummerne snappedehun op med Fingerspidserne. Froknerne Abel var altid saadan: de
levnede ikke.
Hun stod ved Kokkenvinduet og saa’ ind:
-Det skulde Mo’er ha’e vidst, sagde hun sodt.
-Naa, saa hun har ikke snuset det, sagde Agnes over Pundkagen.
Louise-AEldst fik Kraemmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse
noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen.
Hun og Jensen havde slugt Kagerne, for de var forbi Skoven.
Louise-AEldst kastede Papiret.
-Gud, lille Louise … Froken Linde med #de# Ojne … hun kunde gerne
se det….
Froken Jensen tog Papiret op. Nede i Lommen viklede hun det stille om
tre Kager til #Bel-ami#.
Katinka begyndte at blive traet. Hun sad paa Kodblokken med de
opsmogede AErmer og saa’ paa sit Vaerk:
-Men det er ingenting mod hjemme–ingenting mod naar vi bagte til Jul.
Hun fortalte, hvordan de bagte–hendes Moder og Sostrene og hele Huset
… Hun lavede Grise af Klejnedejg: Bums–og saa revnede de, naar de
kom ned i Fedtet.
Og Brodrene–de gik og tyv-stjal, saa Moderen med den store Slov
maatte vaerne om Stenkrukken med Brundejg….
Og skraellede de Mandler, stjal de, saa der blev ikke halvtreds af et
Pund….
Det bankede paa Doren. Det var Huus.
-Her kan ingen komme ind, sagde Katinka ved Doren. Om en Time … Kom
igen om en Time.
Huus kom frem uden for Vinduet: De kan vente i Haven, sagde Katinka.
Hun fik travlt med at blive faerdig og sendte Agnes ned at holde Huus
med Selskab.
Agnes blev der en halv Timestid. Saa gik hun.
-Forvalter Huus er for nem at holde med Selskab, sagde hun til
Andersen. Han forlanger bare, man skal tie stille, for at han kan
flojte i Fred.
-Hvor er Agnes, sagde Katinka, da hun kom ned i Haven.
-Hun gik, tror jeg.
-Men naar?
-Det er vel en Timestid siden….Huus gav sig til at le: Froken Linde og jeg holder saa meget af
hinanden. Men vi har just ikke meget at #sige# hinanden–
-Vi skal pakke, sagde Katinka.
De gik ind og begyndte at pakke den store Kurv. De stoppede med Ho for
at Krukkerne skulde staa fast:
-Fastere, sagde Katinka, fastere; og hun trykkede paa Huus’ Haender.
Hun aabnede Sekretaeren og talte Skeer og Gafler ud af Solvrummet.
-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun.
Hun begyndte at soge: Aa–den ligger i Skuffen.
Det var Skuffen med Kotillonsaeskerne og Brudesloret. Hun aabnede
Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads.
Hun tog med Haanden ned i AEsken og rodede Baand og Ordner om som i en
Molle: Det gamle Stads.
Hun sogte igen om Viften:
-Aa, hold mit Slor, sagde hun. Hun lagde Brudesloret og et aegte Sjal
over paa Huus’ Arm: Der er den, sagde hun. Viften laa paa
Skuffebunden.
-Og Deres Torklaede, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i
Silkepapir. Hun tog det op.
Huus havde krammet det gullige Brudeslor, saa der var Maerker af det i
Bobinettet.
Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.
-Pyh, sagde den smaekre Togforer med de indiskrete Unaevnelige, at fore
Tog igennem i disse Feriedage … Forsinket tredive Minutter….
-Paa Svedning staar ‘en, sagde Bai.
Katinka saa’ ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert
Vindu.
-Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togforeren gav sig til at le.
-Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne. Han gav de to
Fingre og sprang op paa Trinet.
Toget korte. Den unge Togforer blev ved at staa bojet frem og le og
nikke.
Katinka viftede med det blaa Sjal. Og ud af Kupevinduerne blev der
pludselig en Viften og Nikken fra hele Feriefolket, der lo og muntrede
sig og hilste.
Katinka raabte og svingede hele Sjalet; og fra Toget svarede de, saa
laenge de kunde se.Efter The korte Huus hjem. Han skulde mode paa Stationen imorgen
Klokken seks.
Katinka stod i Haven foran Haekken:
Faarekylling–Faarekylling–flyv–flyv.
Faarekylling–Faarekylling
Giv godt Vejr….
raabte hun.
Duften fra Traeerne i Lunden slog ned imod hende. Hun stod og smilede
og saa’ op i den blaa Luft.
-Svaert–saa blaat klae’er den lille Kone, taenkte Togforeren med de
fremhaevende. Han havde altid Ojnene med sig for hvad der kunde komme
til at ligge for langs ad Straekningen.
-Vi skal op Klokken fem, sagde Bai ud i Kokkenet.
-Ja, ja, Bai, nu kommer jeg. Katinka skraellede en Smule sort af
Pundkagen. Man maa dog vaere faerdig….
Hun pakkede Pundkagen ind, og hun saa’ en sidste Gang til Kurven. Hun
aabnede Doren ud til Gaarden og stod og saa’ ud. Deroppe murrede
Duerne. Det var den eneste Lyd.
Paa Himlen ude mod Vest svandt det sidste blege rodt. Aaen snoede sig
bort mellem de dampende Enge.
Hvor hun dog elskede denne Plet….
Hun lukkede Doren og gik ind.
Bai havde lagt sit Uhr ved det braendende Lys ved Sengen. Han havde
villet kontrollere, naar hun havde faaet “smolet af”.
Men han var sovet fra det og laa svedende og gav Naeselyd fra sig i
Skaeret af Lyset.
Katinka slukkede det stille. Hun klaedte sig af i Morke.
*
*
*
*
*
Katinka var i Haven, da Vognen kom. Hendes blaa Kjole kendtes lige hen
til Omdrejningen.
-God Morgen, god Morgen … De bringer godt Vejr. Hun lob ud paa
Perronen: Han #er# der, raabte hun.
-Kurvene, Marie….
Bai var i Skjorteaermer i Sovekammervinduet: Go’maar’en–Huus–staar
paa Solstik–hva’?
-Naa, det lufter jo lidt, sagde Huus, som kom af Vognen.
De fik Kurvene surret paa og drak Kaffe ude paa Perronen.
Lille-Bentzen var saa sovndrukken, at Bai lod ham lobe tre Gange”faeldet til Storm” op og ned ad Perronen for at faa ham vaagen.
Katinka lovede ham at tage et Hjerte med hjem, og de kom paa Vognen.
Bai vilde kore Hestene og sad paa forreste Saede med Marie, som var saa
stivet, at det knitrede, bare hun rorte sig.
Katinka saa’ ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.
-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.
-Nu kor’ vi, sagde Bai. Lille-Bentzen lob ind i Haven og viftede og
vinkede.
De korte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var koligt
endnu, en munter Sommervind; Kloveren og det fugtige Graes duftede.
-Hvor det er frisk, sagde Katinka.
-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.
-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.
De rullede ud paa Chausseen forbi Kiaers Jorder. Rogterhuset stod paa
sine Hjul midt imellem Kvaeget. En Rogterhund halsede langt borte ud
efter noget Kvaeg; de store Koer loftede de tykke Halse og brolte dorsk
og maet.
Katinka saa’ ud over den gronne Mark med det spredte og glinsende Kvaeg
belyst af Solen.
-Hvor det er kont, sagde hun.
-Ja–#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kont er
det….
De begyndte at tale, Katinka og han. De saa’ og glaedede sig over de
samme Ting. De havde altid Ojnene lige paa det samme. Og saa nikkede
enten han eller Katinka.
Bai snakkede med Baesterne som en gammel Kavallerist.
Der var ikke gaaet en Time, for han begyndte at tale om at “faa no’et
i Livet”.
-Morgenstunden taerer, du, Tik, sagde han. Man maa s’gu ha’e noget at
staa imod med….
Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu–og hvor skulde de ogsaa
sidde?
Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen
var sat i Stak.
De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak taet ved
Groften.
Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.
-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.De snakkede og bod rundt af Krukkerne og spiste.
-Det glider dog, Tik, sagde Bai.
Folk kom forbi paa Vejen og skaevede til dem.
-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.
-Skaal, Huus, god Fornojelse.
-Tak, Fru Bai.
-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva’
Marie?
-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er ‘en.
-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.
De korte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvobt i Varmen.
-Maerk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.
De naaede Skovbrynet, og taette Graner kastede Skygge langt hen over
Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de korte
langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod fra Vejen ind i lange lige
Rader som Morket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Stoj.
Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.
De kom igen ud af Skoven.
-Svaert hojtideligt derinde–ikke? brod Bai Tavsheden.
Hen mod Middag var de i Bogeskoven og tog ind i Vogterhuset.
Bai sagde: Det gor godt at raekke sig. Man maa straekke Benene, Huus; og
han gik hen og satte sig til at sove under et Trae.
Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde
Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde
i Kokkenet.
-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.
-Svigermor….
-Ja, sagde Huus … min Forlovedes Mor….
Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun
holdt.
-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har vaeret forlovet en
Gang.
-Saa? det vidste jeg ikke.
Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.
-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var
en Moseso lidt inde; Traeerne strakte store Kroner ud over det morke
Vand.
De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Baenk foran Soen ved
Siden af hinanden.
-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.
Katinka saa’ tavs ud over Vandet.
-Det var min Mo’er, sagde han, som saa gerne saa’ det … For
Fremtidens Skyld.
-Ja, sagde Katinka.
-Og saa blev det … et helt Aar … til hun gjorde det forbi.
Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller
vredt.
-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og AEgteskab.
En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka horte hver Tone i
Stilheden.
-Og saa er man fejg oven i Kobet og bli’r i det, sagde Huus igen.
Rigtig saa inderlig traeg-fejg … Dag for Dag.
-Jeg blev i det–Tonen var lav–til #hun# gjorde det forbi.
-Fordi #hun# holdt af mig.
Katinka lagde sin Haand sagte kaertegnende ned paa hans, som han
stottede staerkt mod Baenken:
-Stakkels Huus, sagde hun blot.
Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den
Stakkel, hvad han havde lidt.
De sad saadan, naer hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille
Sos Vand. Myg og Fluer summede i Svaerme.
De talte ikke mer. Maries Raaben vaekkede dem.
-De kalder, sagde Katinka.
De rejste sig og gik tavse henad Stien.
-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel
Aalborger-Portvin til Pundkagen.
Bai sad i Skjorteaermer og sagde hvert Ojeblik: Ja, Kinder, her er s’gu
rart i den gronne danske Skov.Han fik et Anfald af Omhed og vilde have Katinka paa Skodet. Hun rev
sig los: Bai dog, sagde hun. Hun var blevet baade bleg og rod.
-Man generer sig nok for de Fremmede, sagde Bai.
Der var blevet en Stilhed. Katinka begyndte at pakke Kurvene, og Huus
stod op.
-Ja, sagde Bai, om vi nu gik en Trip oven paa Maden. Han tog Frakken
paa. Man skal dog hjaelpe paa Fordojelsen.
-Ja, sagde Katinka, I kunde gaa lidt, mens jeg pakker.
Huus og Bai gik hen ad Vejen. Bai gik med Hatten i Haanden og havde
det varmt af Heden og den gamle Portvin.
-Ser De #der,# Huus: #der# har De AEgteskabet, min Fa’er, sagde han.
Saadan er ‘et og ikke anderledes.
-Det ka’ s’gu ikke nytte–det de allesammen skriver, og som man sidder
og tyller i sig i “Laesetasken” om AEgteskabet og Kyskheden og alt det
… og Troskaben og–“Fordringer”, som de er lige saa stive i som
gamle Linde i “Fadervor”.
-Det er jo meget godt sagt, og det lyder jo net–og det gi’r de Folk
noget at skrive om. Men ser De: det berorer ikke #Sagen#, ser De,
Huus….
Han standsede og slog ud med Straahatten foran Huus:
-Nu saa’ De jo: jeg har Lyst–og Katinka vil ikke … dejlig
Sommerdag, hvor man har spist godt ude i det Gronne, og
ligemeget–ikke et Kys en Gang.
-Det er saadan med Fruentimmer … Man ka’ aldrig regne med dem. De
har ‘et i Perioder, ser De, Huus–
-Mellem os sagt, Bai rystede paa Hovedet, der er s’gu tidt svaert for
en Mand i sine kraftigste Aar….
Huus slog Braendenaelder ned med sin Stok. Han svang den, saa de
knaekkede, som var de mejede.
-Ja–#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa’ betaenkelig
ud … men det taler de s’gu’ ikke no’et om i “Tasken”. Men AEgtemand
og AEgtemand imellem–vi ved, hvor Skoen trykker.
De horte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halloj, der lod
hojt hen gennem Skoven.
Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag under
Traeerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under en
Eg–og hun gik iforvejen for at finde den.
Huus gik efter. Han kukkede som Gogen hen gennem Traeerne. Bai horte
ham le og jodle.
-Ja, sagde han, han ka’ sagtens le–han staar udenfor ‘et.Lidt efter sov Bai under den store Eg med Naesen i Vejret og Hatten
liggende paa Maven.
-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.
-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.
Katinka havde taget Straahatten af og laenede Hovedet mod Traeet. Hun
sad og saa’ op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne
ind som dryppende Gulddraaber i det gronne … og Fuglene sang inde i
Underskoven.
-Hvor her er smukt, hviskede hun og bojede Hovedet frem.
-Ja–her er smukt … hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sine
Knae og stirrede op i Kronen.
Det var saa stille. De horte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt,
som de fulgte med Blikket op mod Kronens gronne; og Fuglene, der
kvidrede, saa naer, saa fjernere.
-Sover De? hviskede Katinka.
-Ja, sagde Huus.
De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun
sov. Hun saa’ ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt
aaben til et Smil i Sovne.
Huus stod laenge og saa’ paa hende. Saa vendte han stille tilbage til
sin Plads, og lykkelig, med Ojnene op i Egen, lyttede han til hendes
Sovn.
Da Marie-Pige vaekkede dem med nogle vaeldige “Hejda” til Kaffen, havde
Bai sovet AErgrelsen vaek med den gamle Portvin.
En Cognac gor godt i det Gronne, sagde han. En lille rar Cognac i det
Gronne.
Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en
staerkt forbrugende Natur.
-Dejlig Kage, sagde han.
-Det er Huus’ Kage, sagde Katinka.
-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortaere den….
Efter Kaffen korte de. Bai var traet af at have Tommerne, og han tog
Huus’ Plads paa Bagsaedet hos Katinka. De var en Smule dosige
allesammen–den hede Sommersol stod paa, og Stov var der ogsaa paa
Vejen. Katinka sad og saa’ paa Huus’ Nakke, bred og dygtig brun af
Solen.
I Hotelgaarden var der taet med fraspaendte, forladte Vogne. Koner og
Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skorterne og fik
glattet sig. Til Kaelderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende
Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver
havde travlt med “min Valdemar” i Salslaengen bag de nedrulledeGardiner.
-Det er en af Agnes’, sagde Katinka.
-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og hore, hvordan de
kvidrer.
Katinka holdt sig taet til Salslaengen, da de gik. Men man saa
ingenting.
-Inte kikke, sagde Bai, Entre ved Kassen….
Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderost med Skrig at anraabe “min
Charles”….
–Oh min Charles–
send mig dog et Brev–
-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er
den–
-Agnes kan den….
–Hvorhen du altid skrev….
-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der
bli’r Stimmel.
-Men vi kan altid kun det forste Vers, sagde Katina, hun blev ved at
lytte, mens hun tog Huus’ Arm.
–Hvorhen du altid skrev–
anraabte Skrigepotten.
-Der staar saedvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.
-Kommer I, raabte Bai.
Udenfor Porten sang en ranglet Kaelling om Massemorderen Thomas og
pryglede hans ophaengte Kontrafej med et Spanskror. Tilskuerne stod og
saa’ benauede ud og sendte Omkvaedet frem, langtrukkent som et Amen i
Kirken.
Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbi
Karlene, som “saa’ sig dem ud” staaende i Klump foran Teltene, med
Piber, og Haenderne gravet ned i Bukselommerne.
En Karl gik frem.
-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene:
Goddag, Soren, sagde hun. Og hele Pigeraekken standsede og ventede.
Soren stod lidt foran Mari og saa’ forst paa sin Pibe og saa paa sine
Stovler: Farvel, Mari, sagde han.
-Farvel, Soren.
Og Soren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, ogde gik videre med indsnaerpede Munde.
-Satan til Maner, sagde Bai, at spaerre Gaden.
Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrovelige Ansigter, som
var de til Lig, og monstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de
uhorligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde
sagt to Ord, stod de igen tavse og saa’ stille fornaermede ud.
Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Ojeblik
blev hun stodt ind til Huus.
-Hold Dem blot taet til mig, sagde Huus.
Man horte ikke Orenlyd for den ranglede Massemorderske og et Par
Lirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sorgeligt med
Ajaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og slove
Landsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud,
mens de gloede ud i Luften med ubevaegelige Ansigter.
Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.
-Pyh, det er varmt, sagde Katinka.
-Her skal vi ha’e Vafler, raabte Bai.
-Vafler, min Dame, Vafler–af Tyrolerferdinands brunojede Datter….
-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem en
Pigemur, der spaerrede Gaden.
Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skorter sammen.
-Det er Latinerknaegtene, skreg et Par Lomler fra Borgerskolen. De
brugte Knappenaale at haegte med.
Pigerne lob sammen i Klynge for at komme los: Uh da, hylede de, Uh da.
Latinerne passede deres Snit og brod ind som Lyn for at nappe dem i
Benene.
-Uh da–Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.
Vafler, min Dame, Vafler–af Tyrolerferdinands brunojede Datter.
De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Ore.
-Stro Sukker, du brunojede.
Den brunojede stroede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde
Manden–hun har kendt bedre Dage.
-Gi’r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: til
Tyrolerferdinands brunojede Datter.
Den brunojede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebosse og saa’
ud, som hun hverken horte eller saa’.
-Sukker, du brunojede.Den brunojedes Fingre greb atter i Sukkeret.
De kom op paa Torvet. Man bli’r dov, sagde Katinka, hun holdt sig for
Orene. Den store Trylleprofessor Le Tort kaempede paa et hojt Stillads
med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot
slaebte en Stortromme op foran Verdens storste Arena:
-Den storste Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberomte Arena….
Han musicerede ved at saette sig haardt med den bageste Legemsdel paa
sin Tromme.
-Miss Flora–Miss Flora i den hoje Trapez….
Det var lige foran dem: Miss Flora–Luftens Dronning–mine Herrer–ti
Ore … Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin hojre Arm.
-Luftens Dronning–ti Ore….
Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere,
saa hans Stemme knaekkede, og han besluttede sig til gratis at
fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand … Han begyndte at gylpe
oppe paa sit Stillads og traekke Silkepapirsstrimler ud af sin Hals,
mens han blev rod i Hovedet, som han skulde faa et Tilfaelde.
-Luftens Dronning–for ti Ore–
I Verdens storste Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og
dunkede Trommeskindet med sin Hjaerneskal….
Karussellerne gik til Horn og Lirekasser….
-Mine Damer, Luftens Dronning … Luftens Dronning–ti Ore.
Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Stoj.
-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa’ op til Huus og skuttede
sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.
-Det er Konen, sagde hun.
-Hvem? sagde Huus.
-Hun, der vaskede.
Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserode Ben
i Snorestovler og bredt vrikkende Derriere.
-Miss Flora–Luftens Dronning #saa# kaldet–ti Ore.
Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun
gnaskede Blommer, for hun skulde ind og gaa tilvejrs.
-Skal vi derind, sagde Katinka.
-Tik, raabte Bai. Han vilde se “Slangedamen”. De arbejdede sig frem
gennem Traengselen og kom forbi en Karussel. Marie korte paa Love,
halvt paa Skodet af en Kavallerist.Katinka vilde ogsaa op at kore. Bai sagde Tak til at gi’e Penge for at
faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De
begyndte at kore, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad
alle de Ansigter, som drejede rundt.
-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa’ bort over alle Hovederne.
De korte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bojede sig frem
over Huus.
-Pas dog paa, sagde han og tog om hende.
Katinka smilede og bojede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svomme
ud for hende. Det var blot noget sort noget–sort og hvidt–som blev
ved at dreje rundt.
Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Ojnene.
Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der
skingrede, brod sammen i en Brusen i hendes Oren, mens alt gyngede
sagte.
Hun aabnede Ojnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem
igen.
Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De
korte igen. Huus havde rakt sig indad–hun vidste ikke, hun stottede
sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de floj Ringen forbi, og
hun lo ind i hans Ansigt.
Hun sad med halvaabne Ojne og saa’ ind i Kredsen.
Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.
Hun kendte, svimmel, Marie–hun var kommet op igen–i Vogn med sin
Kavallerist….
Hun sad paa hans Knae….
Hvor hun saa’ ud–saa daanefaerdig….
Og alle de andre–saa de laa hen–som halvdode–ind til Karlene….
Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til
Hovedet. Karussellen holdt.
-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Bai stod ved Ringpaelen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel,
sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen
Koren.
-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen,
hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.
Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.
-Brillant, saa hun skaer ‘en, sagde Bai, som satte i Vej.-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bod hende sin Arm.
Slangedamen Froken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af
Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse
med Uldtaepper. Froken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem
lidt livligere.
-De fordojer, Froken, sagde Bai i Klubtonen.
-Hva’ gor de, sagde Froken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende?
Froken Theodora tog Fordojelsen som en fornaermelse.
Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnede
Gabet og drev det til en Hvislen.
Froken Theodora kaldte den sin Kaeleunge og gemte den inde paa
Brystet. Froken Theodora var af Kaempedameomfang og i Pagedragt.
Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frokenens Knae. Nussedyr,
sagde Froken Theodora.
-Kom, sagde Katinka, det er aekelt. Hun havde taget Huus’ Arm i
Vaemmelsen.
-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svaere Baester,
lille Dame … Men hun har gjort det med Lover.
Katinka var ude:
-At man kan gore saadan no’et, sagde hun; det rystede gennem hende.
-Ja, sagde Bai og folte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret “den
Herre” til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevaegede sig “saa
godt som paa det blottede Legeme”.
-Ja, sagde Bai, Kod er det….
“Slangedamen Froken Theodora” smilede forsonet, mens hun lagde sine
“Nussedyr” i Kasse.
-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Lover, min Herre.
-I otte Aar, min Herre, sagde Froken Theodora.
Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at morkne saa
smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa
Stilladserne.
-Nedsat Pris–nedsat Pris–min Dame, raabte Professoren ned til
Katinka, han torte Sveden af sig med “det saelsomme
Lommetorklaede”–tyve Ore med Kaereste….
Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.
Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger lob syngende
ind paa Pigeraderne, som oploste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa
smaat at kaeres langs ad Teltgaderne.Der stod en svaer Stoj ud af Bevaertningsteltene og oppe fra den
brunojede, hvor Cognac’en gik til Vaflerne.
De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fra
Krigene, og de holdt sig sammen for at haevde Ordenen: rundt om bag
Teltene og i Klyngerne horte man Latinernes pludselige Fingerpiben
skingre gennem Stojen.
Det morknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene
og kobte.
I Teltene taendte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over
Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de hoje Diske polerede
Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem
ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.
Bai kom til og kobte ogsaa.
Huus havde kobt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun
gav ham en Honningkage.
-Hva’, sagde Bai. Gi’er du Huus Honningkage … Gi’ ham et Hjerte….
-Madam, raabte han op. Et Hjerte her….
-Et Hjerte–min Herre–med Vers….
-Bai, sagde Katinka….
-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.
-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.
De forste Draaber faldt: Det bli’r en Skylle, sagde Bai.
-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.
-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.
Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skorterne over
Hovedet og lob af med Lommetorklaederne i Firkant over de nye Hatte.
-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s’gu Klokkerne frem.
Pigerne stod rundt i Portene, blaastrompede og med de islandske
Uldklokker om Stolperne.
De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne for
skingrende afsted og lod sig gennemblode.
-Her er ‘et, sagde Katinka.
-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds–Manden var haes og pakket i
Uldtorklaeder–tre Gange–vaers’agtig–
-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og
rystede sig og saa’ ud.
Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvommelse over dethalve Torv. De letsaarede lob haltende rundt under Paraplyerne og
loftede Rendestensbraedder.
Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekon og saa’
defekt ud.
Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man horte Regnens
tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa koligt.
Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.
-Hvor det gor godt, sagde hun.
-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.
-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud i
Forstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandske
Nederdele.
Katinka blev siddende. Hun folte sig som nyfodt herinde, alene med
Huus i Stilheden, under den faldende Regn.
-De spiller ikke, sagde hun.
-Nej–for Regnen….
De horte begge efter Regnens Fald.
-Den Stoj, der dog var, sagde hun.
Katinka vilde helst vaere blevet siddende der, stille, og have lyttet
efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.
-Han sagde det.
Hun saa’ ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.
Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i staerke
Farver.
-Hvor det er smukt….
-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.
Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand og
Stad. Baade floj hen over Vandets Blaa.
-Neapel, sagde Katinka sagtere.
Hun blev ved at se ind. Huus saa’ i Gluggen ved Siden af det samme
Billede.
-Har De vaeret der?
-Ja–to Maaneder.
-At sejle #der#, sagde Katinka.
-Ja–til Sorrento….-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvaelende.
-Ja, sagde hun–at rejse.
De gik ned langs Gluggerne og saa’ ind paa Billederne ved Siden af
hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget–tilsidst kun dryppende
Draaber.
De saa’ Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.
-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.
-Jeg holder mest af Neapel….
Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede.
Katinka havde naesten helt glemt, hvor hun var.
-Det regner vist ikke mer….
-Nej, det er ovre.
Katinka saa’ sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.
Hun gik tilbage, og hun saa’ endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel
med de ilende Baade.
Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmaessige
Faerdsel.
-Saa gaar ‘et vel til Skovs? sagde han.
De gik. Luften var kolig og renset. Store glade Flokke drev henad
Vejen mod Skoven.
Traeerne og Tjornehaekken duftede, efter Regnen.
Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen taendte man de kulorte Lamper
paa AEreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Baenkene
langs Vejen var fulde. I omme Stillinger sad de og kaeredes
forborgent.
De begyndte at hore Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de
mange Stemmer.
-Nu skal vi traede Dansen, sagde Bai.
Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knose og Piger, som
saa’ til ind over Raekvaerket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals,
saa det dronede.
-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet.
Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.
-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandelos.
-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert i
Vrikketakt.-Bai dog….
-Man ka’ faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.
-Nu maa man holde sig i Ovelsen, sagde han og Slog Haelene sammen som
paa Klubballerne, og rore Damerne.
Katinka folte sig saa trykket ved Bai.
-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet.
-Vil De danse engang med mig, sagde Huus.
-Ja–om lidt–lad os vente lidt….
De saa’ Bai vrikke los med en fyldig Bondepige i Flojelsliv.
-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.
De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var doet
hen.
Katinka satte sig: Saet Dem, sagde hun. Man bli’r saa traet.
Der var saa stille i Skoven. Kun et Par losrevne Toner kom nu og da
henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.
-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med et. Hun sad og saa’ ned for sig.
-Hun?
-Ja–Deres–Forlovede….
-Hun er gift–Gud ske Lov….
-Gud ske Lov?
-Ja–man synes dog altid, man havde et Ansvar–naar hun nu, #der#,
sad hen….
-Det kunde De da ikke gore for….
Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.
-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det ved jeg nu.
Katinka rejste sig. Har hun Born? sagde hun, de var atter et Stykke
henad Vejen.
-Ja–en lille Dreng.
De talte ikke mer, for de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagde
Katinka.
De smaa Lygter var taendt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned over
Baenkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage i
Morket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, der
gled ud og ind.Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, forte sikkert.
Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
Hun horte det altsammen–Musik og Stemmer og Trampen–som noget ganske
fjernt, og folte kun, at han forte hende saa sikkert, ud og ind.
Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka maerkede sit
Hjerte banke, og at hendes Kinder braendte. Men hun bad ham ikke holde
op og talte ikke.
De blev ved at danse.
-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.
-Nej, sagde Huus, Traeerne skygger.
-Saa Traeerne skygger, hviskede Katinka.
De dansede.
-Huus, sagde hun; hun saa’ op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendes
Ojne blev fulde af Taarer, jeg er traet.
Huus stansede og vaernede om hende med Armen gennem Traengselen.
-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.
De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Det var ganske morkt mellem Traeerne; det var, som det var blevet
hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjorne sendte en
gennemtraengende Duft imod dem.
Rundt mellem Traeer og Underskov hviskede og rorte det sig, og
omslyngede Par gemte sig paa Baenkene i Morket.
-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka–kom.
De vendte om.
-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle
“Sangerinder” herhenne i Pavillonen–nette Piger, siger de….
-Jeg skal bare forst trippe Afsked med den lille Landdame derhenne….
-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.
Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.
Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de
gik gennem Skoven henimod Pavillonen.
Fem Damer sang imod dem fra Doren. De slog med Kvastestovlerne og
holdt to Fingre ind mod Hjertet:
–Her komme vi
det glade Kompagni
mod Mandens Tyranni….-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka’ vi se Damerne….
De satte sig. Man saa’ knap Ansigterne rundtom for Rog og Dunst. De
fem Damer sang om Bajonetter og Uforfaerdethed. Da de var faerdige, drak
de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under
Brystudskaeringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.
-Nette Piger, sagde Bai.
Katinka horte knap; Huus sad med Hovedet i Haenderne og stirrede paa
det snavsede Gulv.
En lille Pianist, der lignede en Graeshoppe, sprang over et Klaver, som
om han vilde spille med sin tynde Naese.
Damerne skaendtes om, “hvem der skulde”….
-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det ved
#Gud#–det er Julie.
-Skorstensfejeren, sagde Julie hojt ud over Folk.
-Den er #forbudt#–skreg et Par Damer bag Vifterne ned til
Pianisten–Sorensen, hun synger, hvad der er forbudt.
Nede i Salen slog de med Glassene.
-Pyh, fordi Josefine ikke ka’ synge den.
Damen Julie sang “Skorstensfejeren”:
Skorstensfejeren August–
har til Vaabenskjold en Kost….
Bai dundrede, saa han var naer ved at slaa Toddyglassene sonder:
-Hva’ si’er du, Tik, sagde han.
Katinka for sammen, hun havde slet ikke hort efter. Jo, sagde hun.
-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.
-Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen, raabte Froken Julie.
Romancesangerinden Froken Mathilde Nielsen var langskortet og
hojtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var
faldet som Barn og havde flaekket Naesen.
Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:
Det var Sangen om Sorrent.
Hvor den hoje og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger,Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen, mens de synger,
Synger hojt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Naetter,
Napoli–dit Paradis.
Froken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerende
Toner.
Da Sangen var endt, applavderede “Damerne” ved at slaa med Viften i de
flade Haender.
Romancesangerinden “Froken” Nielsen takkede bukkende.
-Tror jeg ikke, Tik vander Hons over “Foredraget”, sagde Bai. Katinka
sad virkelig med Taarer i Ojnene.
De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.
-Ja–det er den nemmeste Vej–og der er #kont#.
Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud af
Skoven og gik gennem en Alle. Stoj og Musik svandt bort bag dem.
-Ja, sagde Bai, en bevaeget Dag–en godt anvendt Dag. Han blev ved at
snakke op: om Dansen–saa det skaer’, de Landsbyborn–og
“Damerne”–“Froken Julie”, frisk Pige i Stovlerne, kaek Pige–og
Marie–naa–vi vil faa at se, hva’ den har staaet paa … jeg kender
hende….
De to andre talte ikke. Ingen af dem horte efter heller. Der var saa
tyst, at de horte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alleen
ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
-Men Bai, sagde Katinka.
-Tror du, her er Spogelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.
De gik ind. Katinka tog Huus’ Arm i Laagen. Kirkegaarden laa i
Daemringen som en stor Have. Roser og Buksbomhaekke og Jasminer og
Linde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Haekkene.
Katinka tog saa fast om Huus’ Arm, mens de gik.
Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud med
Armene, som om han vilde jage Hons op.
Katinka stansede: Se dog.
Der var hugget ud gennem Traeerne, saa man saa’ ned over Markerne til
Fjorden. Daemringen svaevede som et Slor over det dunkelblanke
Vandspejl, stille og drommende.
Det var tyst, som om Livet var doet ud under den duftfyldte Luft …
Ubevaegelige stod de taet ind til hinanden.Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og laeste
Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Daemringen. Hun laeste dem,
Navne og Aar, med sagte og skaelvende Stemme.
-Elsket og savnet.
-Elsket ud over Graven.
-Kaerlighed er Lovens Fylde.
Hun traadte naermere og loftede Haengepilens Grene: Hun vilde laese
Navnet paa Stenen.
Saa raslede det bag Pilen.
-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.
Noget satte flygtende ud over Gaerdet.
-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Haenderne for Brystet.
Hun blev ved at gaa taet ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka for
sammen.
-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. Katinkas
Haand skaelvede under hans.
Bai stod ved Enden af Gangen.
-Er I der, sagde han.
Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhaengslet efter dem.
Ude i Alleen tog Bai Huus til Side:
-Det er s’gu dog en Skandale, sagde han … at det skal
#eksistere#–en Vanhelligelse af det hellige Sted … Kiaer havde jo
sagt mig det … hvordan det var–med de Rovere….
-Men jeg troede s’gu ikke, at det var muligt….
-Ikke en Gang at ha’e Folelse for Doden–Dodens Have–foj for
Satan….
-Man ka’, Fanden ta’e mig, ikke en Gang vaere i Fred paa Baenkene….
Huus kunde have slaaet ham.
*
*
*
*
*
De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og ode. Hist og her
sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
Vaertshuslarm traengte ud i Gaden. Sovnige og duknakkede drev man parvishjem.
I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var sovndrukken og mat.
Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spaendt for og kort
afsted. “Nattergalene” sang hojt ud i Gaarden,
De kom til Saede. Bai vilde kore og sad med Marie.
Oh du–min Valdemar!
Jeg elsker dig….
-De holder ud, sagde Bai.
De korte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbojet over Kurven i sit Skod. Huus og Katinka
sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
-Hoho–mine Dyr–
-Naa–saa langsomt–
Og der blev stille som for.
Bai vilde ha’e “en Opmuntring” og fik purret til Marie, til hun fandt
en Portvinsflaske.
-Vil I ha’e? sagde han.
-Nej–Tak, sagde Huus.
-Det er s’gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha’e no’et
mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det laerer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
-Godmodige Folk, sagde han, ta’et en for en–svaere AEdere–svaere
AEdedolke–men gode Hjerter–rigtig gode Hjerter–en for en–men i
#Korpset#–Satan staa i dem….
Ingen svarede. Marie nikkede igen.
Katinka onskede blot, at han dog vilde tie.
-Men svaere AEdere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et
blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen
svarede.
Man horte kun Hestenes Larm i Seletojet. Nu og da galede en Hane over
Markerne.
-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
*
*
*
*
*
-Der gi’es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paa
Trappen i den graa Morgen.
-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus maatte hjem. Det var den hoje Tid.
-Naa–sagde Bai–som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slaebt af
med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun laenede sig til Dorstolpen. De tav
lidt.
-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og
i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre
Gange med hede Laeber.
Og var tilvogns og borte.
-Hva’ Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han vaek?
Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han korte.
Hun stottede sig til Doren og gik stille ind.
*
*
*
*
*
Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Laerker og alle
Fugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol og
Kvidren over de sommerlige Marker.
IV
Laenkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vaekke. Et Par skurede
Botter var stillet til Torring i Solen.
Katinka aabnede Gangdoren; man horte kun Fluernes Summen gennem de
lyse, kolige Stuer.
Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og
ganske tyst. Paa Krocketplaenen laa Kugler og Koller forladte.
Rosenbuskene hang i Heden.
-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru
Linde nikkede: Ja, Linde laeser jo Praeken.
-De er ude i Baghaven allesammen–Kiaers kom jo, et helt Laes med deres
Fremmede … Og det er jo ubelejligt, naar Linde laeser Praeken….-Er Kiaers her? sagde Katinka.
-Ja … de kom her til Kaffe–de er i Baghaven–og den nye Doktor
ogsaa … Og De, som har vaeret til Marked … Huus fortalte om det.
-Ja–det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faa
Ordene frem, saadan bankede hendes Hjerte.
Gamle Pastor Linde kom frem i Havedoren. Han havde Lommetorklaede om
Hovedet. Lommetorklaederne kom frem hver Fredag Aften, naar Pastor
Linde begyndte at laese paa sin Praeken.
-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?
Gamle Pastor kom hen i Lysthusdoren. Han vilde hore om Markedet.
Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, folte hun
blot en pludselig ubeskrivelig Laengsel efter Huus.
-Ja–han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde
talt noget; og Katinka blev blussende rod.
-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.
Han tog Lommetorklaedet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig.
Han blev ved at sporge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen,
sagde han.
-En Gang ska’ de jo more sig … Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka
svarer uden at have forstaaet et Ord.
-Lille Linde–din Praeken….
-Ja, Lille Mo’er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevet
Lordag idag.
Gamle Pastor sjokker af med Lommetorklaedet i Haanden.
-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde….
-Hvis jeg ikke kan hjaelpe … med noget….
-Ellers Tak … jeg gi’r dem jo bare, hvad jeg har … lidt AErter og
Skinke….
Katinka rejste sig.
-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.
Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog
havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se
ham.
Latter og Stoj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnede
Laagen og gik ind.
-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den store
Plaene.Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var
bleg og saa’ sorgmodig ud.
Katinka taenkte: han har vaeret sovnlos ligesom jeg. Og hun smilede til
ham frygtsomt, med let bojet Hoved som en ung Pige.
Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.
-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis
haft Tommermaend … Derfor har De vaeret usynlig i tre Dage….
-Og vi har ventet Dem….
-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde
vente paa Dem.
Katinka saa’ ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende,
som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.
-Og er det saa en Opforsel, naar man skal staa Fadder til et Par aegte
Kropduer, sagde Agnes.
De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka folte Huus’ Blik paa
sig, og hun blev staaende med bojet Hoved foran ham.
De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa’ kun ham. De vekslede kun
Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale
helt hojt.
Katinka vidste ikke, at hendes Haender i Legen dvaelede i hans og slap
dem tovende.
Der skulde daekkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og Pastor
Andersen kom med Louise-AEldst og Lille-Jensen.
-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.
For de kom tilbords, havde Louise-AEldst allerede sjippet foran den nye
Doktor og vist sin “Skonhed”.
Da alle var kommet til Saede i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud af
Doren: Om der ikke var glemt et Par paa Kaerlighedsbaenken.
“Kaerlighedsbaenken” var en gammel mor Baenk mellem to Traeer nede ved
Dammen.
-Der er saa rart morkt, sagde Fru Linde.
-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sonnerne svaermede, da kom der
altid et Par dernede fra–det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset
… ja–de Dage….
“Kaerlighedsbaenken” var Fru Lindes bedste Tema.
-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun.
Hun begyndte at taelle op alle dem, som var blevet forlovede i
Praestegaarden. #Den# og #den# og #den# … Det blev en almindelig gladSnakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.
-Ja–den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede.
-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, for hun aabnede
Dorene….
-Og Noddegangen da–
-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse….
-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene….
-Froken Horten havde et #slemt#, gult Skort … det #skinnede#….
-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de staerke Farver….
-Men der er dejligt i Noddegangen, plumper det ud af en ung Pige.
Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.
-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lordag. Gamle Pastor
ler, saa han faar Hoste.
-Men det #havde# virkelig vaeret, som horte man en evig Kyssen i alle
Kroge….
-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget
godt an….
-Skaal, lille Fru Katinka, ska’ vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.
Katinka for sammen: Tak….
Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kaerlighedsbaenken. De
havde allerede faaet en Dreng.
-Var det en Dreng, de havde faaet?
-Ja, en dejlig Dreng.
-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.
-Og et Hjem har de.
-Som det var #blaest#….
-Og en Kurren–det var saamaen Hvedebrodsdagene endnu.
De var faerdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.
-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo’er.
-Tak for Mad.
Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka laenede sig
mod Vaeggen. Det var som Stoj og Tale derude var saa langt borte, og
hun saa’ kun Huus’ blege, bevaegede Ansigt, hans elskede Ansigt.Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De
skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med “Elle–taelle … Ni–ti”….
Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lordag, sagde han. Han modte Bai
oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander … ja, jeg maa til min
Praeken….
Louise-AEldst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og en
Gemmen bag alle Buske.
-Hun ser, hun ser, raabte en, som for forbi Jasminbusken.
Og saa blev der stille.
-Jeg #kommer#.
Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Doren efter sig: hun var saa
traet. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en
stor og hjaelpelos Smerte.
Hun sad saadan stille, da Doren blev aabnet og lukket:
-Huus….
-Katinka–Katinka dog … Det lod fortvivlet og i Graad; og han #rev#
hendes Haender til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for
hendes Fodder.
-Ja, min Ven–ja, min Ven.
Katinka losnede sine Haender og stottede sig et Nu til hans Skulder,
mens han knaelede: Ja, Huus, ja.
Taarerne lob ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig omt lod hun
Haanden glide gennem den hulkendes Haar:
-Aa–kaere Huus–Tiden vil mildne dette her … De …
-Naar De–hun tog Haenderne bort fra hans Haar og stottede sig til
Bordet–nu rejser … og vi ikke ses mere….
-Ja–Huus–saadan som det jo #maa# vaere….
-Men jeg vil altid huske Dem–bestandig og altid….
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kaertegn i sin Stemme:
Katinka, sagde Huus, han loftede Ansigtet, der var badet i Graad.
Katinka saa’ ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Traek. Ojnene,
Munden, hans Pande–som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere vaere
ham naer.
Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod
ved Bordet.
-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.
Han tog hendes Hoved mellem sine Haender og hviskede under Kys
bestandig hendes Navn.-Ude i Haven floj og for de. Louise-AEldst styrtede gennem Noddegangen
efter den nye Doktor, saa hun naer havde revet Bai og Kiaer over Ende i
Gangen.
-Ja–vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag … Saa’ et Par kvikke
Pi’er i Skoven–flinke Pi’er i Stovlerne….
-Formelig #Pust#, gamle Kiaer.
-Huus sagde det, siger Kiaer.
-Huus, Bai stanser og taler halvdaempet, Huus–hvad sagde jeg? Aa, det
Menneske forstaar sig s’gu ikke no’et paa Fruentimmer….
-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa’ paa “Nattergalene”
… en ren Ynk, gamle Kiaer, at se paa–den rene Ynk for et
proportioneret Mand-folk.–
Louise-AEldst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.
Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev
raabt hojt ned gennem Gangen: Ja–a, lod det saa fra Egnen om Dammen.
Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse
drev man sammen til den store Graes-baenk, og der taltes kort og daempet.
Katinka sad ved Siden af Agnes. Praestefrokenen kaelede altid for “den
dejlige Kone”.
-Syng lidt, Froken Emma, sagde Agnes.
En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Graesbaenken.
Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de
unge Piger faldt ind i Omkvaedet.
Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:
Fagre Ord
Skaber kort min Glaede.
Fagre Ord
Volde tit vi graede,
Fagre Ord.
Og der blev stille igen.
De sang Sang efter Sang, #saa# en Stemme, #saa# faldt flere ind.
Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.
-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bojede Ansigtet ned mod
Katinka.
Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og
efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.
En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka horte hans Stemme.
-“Marianna” er saa kon, sagde Froken Emma.-Ja, syng “Marianna”.
Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Froken Emma
sang:
Under Gravens Graestorv sover
Stakkels Marianna–
Kommer Piger: graeder over
Stakkels Marianna.
— — —
Slangen sig om Hjertet snoede,
Fred ej mer paa Jorden boede,
Stakkels Marianna….
-Fryser den dejlige Kone?
-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.
Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.
*
*
*
*
*
De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.
Hun havde set hans Ansigt, sorgmodigt og blegt, mens han bojede sig
hastigt ned over hende. Hun havde folt hans Haandtryk, krampagtigt,
saa det smertede, og hort Bais:
-Djo’s, Huus, vi ses.
Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde
hort, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og
lob med hende op til Havelaagen–
Den klappede to Gange og faldt i….
Og bag dem sang de derinde.
Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langs
Praestegaardens Have; man maatte gaa en for en.
Katinka gik langsomt bag efter Bai.
-Godnat, lod det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Hoj.
Han var med Lommetorklaede.
-Godnat, Hr. Pastor.
-Godnat.
De gik videre over Marken. Ved Praestens “Godnat” var Taarerne
pludselig sprunget frem af Katinkas Ojne, og hun blev ved at graede
stille. Hun vendte sig om to Gange og saa’ tilbage mod Linde paa hans
Hoj.
-Kommer du? sagte Bai.
De kom hjem.Og Bai saa’ til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og
hun gik og gjorde alt det daglige, daekkede Moblerne til og vandede
Blomsterne og lukkede.
Det var altsammen som gennem et Slor, i Dromme.
Hun stod op den naeste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget
kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.
Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude
i Kokkenet for at hjaelpe Marie Pige.
Vinduer og Dore stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at
ringe.
Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:
-Jeg gaar i Kirke.
Og borte var hun, for Marie fik svaret.
Naesten som Fruen #lob# henover de solhede Marker.
V.
Et Par Dage efter rejste Katinka “hjem”.
Hendes ene Broder havde en Kobmandsforretning i hendes Fodeby; hos ham
boede hun; de andre Brodre havde alle Vinde spredt.
Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
stort mer end til at fode og amme.
I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at
faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle
Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore
allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig
faerdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man
endelig kom tilbords.
-Lille Mi og Mo’er spiser sammen, sagde den lille Kone.
Dorene klaprede uafladelig, og hver halve Time horte man et Hvin som
af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et
eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
-Naa, sagde Broderen. Nu igen–
-Ja, hvad skal jeg gore, Kristoffer, sagde den lille Kone.
Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gore, Kristoffer; og saa’ hjaelpelos
ud.Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun traengte til at
have noget at gore, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa
lydlost om, mens alt blev gjort.
Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol
i en Krog–hun sad altid i Krogene, bag en Sekretaer eller ved Siden af
Sofaen–med sit forknytte Smil.
Katinka blev helst derhjemme inden Dore. Her var de gamle Mobler
hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetraeskabet
med de udskaarne Figurer paa Dorene–hjemme stod det i Stadsstuen,
midt imellem Vinduerne.
-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at “de
Maend” var det forunderligste af alt i Verden.
Og Marmorbordet, som var blevet kobt paa en Auktion, og hvor de “fine
Ting” stod i symmetriske Rader: Solvsukkerskaalen med Kanden og
Solvbaegeret, der var en Haedersgave fra Lauget.
Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer
derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre,
fire Tallerkener….
De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Traeer
og den lille Bro over Baekken … Hvor de dog havde fortalt hinanden
mange Historier om de Kinesere, hjemme om Sondagen, naar de brugte det
fine Stel.
Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.
-Om Du #maa#? sagde den lille Kone … Aa, Gud–det er jo kun Skaar
(#alt# var Skaar der i Huset)–her bliver alt skamferet … men hvad
skal jeg gore?
Katinka blev, som sagt, helst inden Dore, eller hun gik op paa
Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var
som en Enke, der sad der ved sin Mands Grav.
Han var dod saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun
alene, helt alene.
Bedst som hun sad, laeste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
Moderens Navne.
Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og
blev vartet op–og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da
han var dod, som om hun blomstrede op igen med et….
Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Foraeldre.
Ja, saa lidt de kendte til hinanden–alle Mennesker, som levede og gik
rundt ved Siden af hinanden….
Katinka laenede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun folte en bitter
Sorgmodighed, hun aldrig for havde kendt.
Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjaeldent. Der var saa meget nytallevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og
nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Hun havde vaeret henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i
deres gamle Vaerksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Dore; og der
var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.
Thora Berg havde hun modt paa Gaden.
-Men, det,–jo, det var den gamle Stemme–det er jo Katinka….
-Ja.
-Men Pigebarn–hvor kommer du her? … Og ligner ganske dig selv….
-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Ojnene.
-Jeg–forbarme sig–jeg er jo bosiddende her–siden i Foraaret–vi
blev forflyttet.
-Ja–min Pige–der er lobet noget Vand i Stranden … Du har vel ingen
Born?
-Nej.–
-Taenkte det nok. Tak du din Gud–min Pige–jeg har fire … og fem
Pensionaerer … Ja–man skal ikke raekke langt med naestaeldste
Kaptejnslonning….
-Men du … Hvor boer I, Born–stadig paa det gamle Sted … Aa
Gud–vi ved Militaeret har jo ikke blivende Arne….
Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa’ paa
hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som
strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.
-Du ser paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar
Klubballer at leve….
Hun sagde, hun vilde besoge hende og tage hende med hjem i Reden.
-Men det er Repetitionstid, du–og vi sidder til Halsen i franske
Gloser….
De skiltes. Katinka blev staaende og saa’ efter hende. Hun havde en
kort, stumpet Flojelstroje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen
taget paa skraa, og saa’ ud, som det var lidt for snaevert.
De saas forst igen omtrent en Uge efter i Kirken.
-Om man kommer udenfor sine Dore? Ja–har jeg ikke villet vaere hen hos
dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du … Onsdag
Klokken tre … Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
Katinka var der om Onsdagen.
Thora var i Kokkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen.Stuen var for stor til Moblerne, Thoras gamle Udstyrsmobler, der var
blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa
hinanden langs Vaeggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder
med en Gummiplante og en Rorflugtstol med et broderet Taeppe. Det var
Pragtmoblerne.
Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par
Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
Paa hoje gultapetserede Vaegge hang der nogle Blomsterstykker i smalle
forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store
Dugdraaber, der saa’ ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka
kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom
ind, mens Katinka saa’ paa Rosene med Glasperlerne.
Kaptejnen aabnede Doren i Laerredsfrakke og Fliptoj: #Skal# der spises?
spurgte han.
-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Doren blev lukket. Dahl
tegner Kort du, sagde hun.
Kaptejnen kom til Syne igen i Lobefrakke. Meget kaert, meget kaert,
sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke
tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og
et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Lojtnantsdagene og
Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
Thora sad og snakkede en hel Maengde. Katinka taenkte paa, hvor hun dog
havde faaet nogle urolige Ojne, som saa gik til Doren, og saa til
Dahl, mens hun blev ved at pludre.
-Den er et Kvarter, sagde Kaptejnen.
-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det
er Drengene, som er Herrer i Huset.
Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved
Skrivebordet. Rygstykket faldt af.
-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
-Ja–Dahl….
-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han
bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.
Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt
Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa
det stottede mod Vaeggen.
-Hvor har I vaeret? sagde Kaptejnen.
-Vi har badet, sagde Drengene. De havde roget en Time paa enGroftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.
-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng
og tre vandkaemmede Smaapiger.
Kaptejnen spiste Natron til Maden og torrede efter hver Mundfuld
Napoleonsskaegget, der var vikset og velplejet i det traette Ansigt.
Kaptejnen talte om Lonningsforholdene ved Jaernbanen.
Drengene var fem Godsejerlomler, der sad i Realklasser. De kaldte
“mine fire” for “Tiggerungerne” og gav regelmaessigt den niaars
Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig maette, undtagen “hjemme paa
Gaarden”.
Den niaars sad med store, gammelkloge Ojne og saa’ fra Drengene til
Thora.
-Der er Skaar paa Porcellaenet for at haedre de fremmede, sagde
Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.
-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
Den ene af Drengene blev ved halvhojt at bede om flere Kartofler; han
havde set, der ikke var fler paa Fadet.
-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha’e mer….
-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo–kaere….
-Kaere Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornojelse. Her i Huset
kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.
Thora skar Kodet for den mindste af de Vandkaemmede:
-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humor idag–ka’ du hore, sagde hun og lo.
Hva’ Kaptejn?
Kaptejnen var altid i det Humor.
-Hvad fik Gustav i Geografi?
-Godtsporgs, kom det med Bas fra en Tallerken.
-Tror Gustav, at hans Fa’er vil vaere tilfreds med det?
-Fa’er er lige glad, sagde Bassen.
De rejste sig fra Bordet. Alle Dore i hele Huset klaprede efter
Drengene.
-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion.
-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset.
Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags
Kaffeblandinger bag Selvkogeren.-Kan jeg dog ikke hjaelpe dig? sagde Katinka.
-Tak, min Pige.
Thora havde faaet rode Pletter paa Kinderne og holdt sig i
Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.
-Men du ta’er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var
ganske hed.
-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.
Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Doren gik uafladelig. Drengene
havde svoret, at “den Kaffesludder sku’ de ikke ha’e”–og de rutschede
hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at sporge om Gloser.
Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.
Den niaars “ovede” i Spisestuen.
-Nikolaj–altid skal du ove, naar jeg har Hovedpine … Hold dog op!
Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skaendte altid paa sine
“egne”, naar hun var ble ven pint af “Fodepumperne”.
Thora satte sig hen i Sofahjornet og trak Benene op under sig, som hun
saa ofte gjorde som ung Pige.
De talte om Folk i Byen.
-Ja, det er lutter ny Familjer–de gamle er borte.
-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa’ paa Thora, der havde
laenet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Ojnene. Hvor dybt de var faldet
ind, hendes Ojne.
-Jeg ved snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.
-Aa, jo, dog….
Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved
det igen?
-Ja, Stakkel.
De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Ojnene:
-Ak, du–vi er her jo alle for Forplantningen.
Thora lukkede Ojnene, og de to Veninder sad tavse.
-Ja–du, sagde Thora saa: Livet er underligt.
Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem.
Hun traengte til at komme ud i frisk Luft og vaere ene. Da hun kom ned
paa Gaden, fik hun den Ide, at hun vilde gaa lidt hen til “Frokenen”.
Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bojede om
i Frokenens Gade. Hun fik Taarer i Ojnene ved at se de tre gronneLinde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen
hos Thora–hele Tiden.
Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den gronne Kaelderhals og
bankede paa. Lugt af Roser og Sommeraebler slog hende imode, da hun
lukkede op.
Frokenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa
Sovekammersengen, til Potpourri.
-Og de fra Holmstrup havde vaeret der–alle de unge Piger….
-De vil jo ha’e deres Baer af Traeet, siger hun–nu er det paa Slut….
Katinka maatte ud at se Traeet og “mine Roser”….
-Der havde just lige vaeret tre Roser til Madam Bustroms Krans–ja–der
havde vaeret det….
-Tre Roser havde der saamaen vaeret….
De gik ind igen. Frokenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte
sig mellem Dorene. Katinka sad paa Forhojningen; hun sagde kun nu og
da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Kokkendor saa’ man ud i den
gronne Have, Fuglene kvidrede, saa det hortes herind.
Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.
Katinka saa’ paa de gamle Billeder, gulnede i deres skaeve Rammer, hun
genkendte hvert et. Solvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de
tre Par aegte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine
Nipsting daekkede af udbredte Lommetorklaeder, og Stykkerne over Gulvet
til alle Dore, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.
Hun kendte det alt.
Frokenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka horte ikke
mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de
gamle Kroge laa i Halvmorke.
Det var anden Gang Frokenen naevnte Huus’ Navn ude fra Kokkenet.
Katinka for sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det hojt, i
Tanker.
-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frokenen igen.
-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?
Frokenen kom frem i Doren. Men om hun kendte ham! Han var jo kodeligt
Naestsoskendebarn til Faetter Karls paa Kaersholm.
-Dem fra Kaersholm, der var gift med Lundgaarder i to Led.
Og hun begyndte at fortaelle om Huus og om hans Moder, der var en
Lundgaard–af de Lundgaarder paa Falster–og om deres Gaard og om hans
Slaegt og om Faetter Karl paa Kaersholm og om den ganske Familje, mens
hun gik frem og tilbage.
Hun taendte Lys i Kokkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamretpaa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og horte kun hans Navn, der
bestandig vendte tilbage.
Forste Gang, at hun horte hans Navn i alle de Uger.
-Men hvordan er han? sagde Frokenen. Hun kom ind og loftede Katten,
der sov, op af Laenestolen, og hun satte sig nedenfor Forhojningen med
Haenderne foldede over Katten i sit Skod.
Katinka begyndte at tale–nogle almindelige Ord, tovende, og som om
hun taenkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at
naevne hans Navn, at kunne naevne hans Navn.
Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han
kom i Slaeden, og Vinternaetterne, naar de fulgte ham paa Vej under de
mange Stjerner….
-Ja, sagde Frokenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker … de
Huus’er.
Katinka blev ved at tale med daempet Stemme gennem Halvmorket, fra sin
Krog.
-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde
plantet Roserne ud; han kunde alting….
-Ja, sagde Frokenen, det er en rar Familje.
-Og Sommerdagene der kom–og Markedet … alt fortalte hun om–
Frokenen var begyndt at nikke i sin Stol–Frokenen blev let sovnig,
naar hun skulde hore–og snart sov hun med Haenderne foldede over sin
Kat.
Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen taendt og lyste
Stuen op: Billederne paa Vaeggen, det gamle Uhr og Frokenen, som sov
med sin Kat paa Skodet og Hovedet ned paa Brystet.
Frokenen vaagnede og loftede Hovedet:
-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.
Katinka horte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og
komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor
hun gik, var det kun som hendes Laengsel voksede for hvert eneste
Skridt.
*
*
*
*
*
Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det maerkeligste her
er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til
Kobenhavn i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa
til Kiaer, kan du taenke dig, at han bad ham lose ham fra hans Plads.
Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev
han–paa et Stipendium kan du taenke dig, og vilde sende en
Stedfortraeder, og denne Stedfortraeder kom igaar. Kiaer bander og jeg
var ogsaa ked af det, nu, vi havde vaennet os saa godt til den
Torvetriller.Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde laest det
igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun
#havde# troet, det var altsammen kun en Drom: et #Under# maatte ske.
Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.
Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.
Broderbornene snadrede om hende ved deres Maelkebrodskopper:
-Tante, Tante Tik!
Den naestmindste faldt ned af Stolen og brolede.
-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.
Katinka loftede Emil op og torrede hans Ansigt, og, uden selv at vide
det, vendte hun tilbage til sit Brev.
Rejst og borte.
Men nu vilde hun hjem, vaere hos sig selv og ikke blandt disse
#fremmede# Mennesker.
Idetmindste vilde hun hjem.
*
*
*
*
*
Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
Plantagen med Flokken.
Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
Bornetoj.
Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syaesken og
hulkede.
-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog….
Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie,
sagde hun.
Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syaeske.
Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie
dog–Marie dog.
Den lille Kone loftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du….
-Og du var saa god ved mig … Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned
over Syaesken. Saa god ved mig … Jeg som altid gaar i #dette# her….
-Altid….
Katinka var rort; hun knaelede ned paa Gulvet foran den lille Kone og
tog hendes Haender: Men, Marie, sagde hun, det bli’r jo anderledes.
-Ja–og den lille Kone blev ved at graede med Hovedet ind til
hende–naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man doer….Katinka losnede hendes Haender fra Ansigtet og vilde tale.
Men saa saa’ hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne,
og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til
sin Plads, mens den lille Kone blev ved at graede.
Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
Foraeldrenes Grav.
Hun modte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det
var hendes Fodselsdag.
De to Veninder stod sammen foran Graven.
-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Naesen i Vejret.
De skiltes ved Katinkas Gravsted.
-Man traeffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.
Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Baenken under Pilen.
Hun saa’ paa den dode Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun
havde tabt alt i Verden–ogsaa sin Ungdoms Hjem.
Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa
elendigt–alting.
Hun saa’ Thora for sig med hendes urolige Ojne, og hun horte
Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellaenet for at haedre de fremmede …
Og hun saa’ sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde graedt.
-Og her–denne Plet med den dode Sten og de to Navne–det var nu hele
Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.
Hun sad laenge. Og hun saa’ ind over det Liv, som hun nu skulde fore,
og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste
utaenkelig, fremskyllende Haabloshed.
*
*
*
*
*
Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
Marie tog hendes Ting, og hun havde blot en Tanke: at komme ind i
Stuerne–ind.
Det var hende, som Huus maatte vaere derinde og vente.
Og hun gik i Forvejen og aabnede Doren til Stuen, der ventede ren og
fin; til Sovekamret; til Kokkenet hvor alting skinnede; rent og–tomt.
-Men, Gud, hvor har dog Fruen skaemmet sig, begyndte Marie, som slaebte
Sagerne.
Og saa gik det los, mens Katinka, bleg og traet, var faldet hen paa en
Stol–om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
Omme i Kroen havde de haft Sommergaester, som kom med Sengested og det
hele, og i Praestegaarden havde de ligget lige op til Taget….
-Og Huus, der var rejst … paa en Studs….-Ja, jeg taenkte det … For han var hernede den sidste Aften … og
mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele–inde i
Stuen sad han alene–og ude i Haven … og herude paa Trappen hos
Duerne.
-Naar rejste han, sagde Katinka.
-Nu er ‘et vel to Uger siden….
-To Uger….
Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen;
hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han vaeret for at sige
hende Farvel–paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer.
Hun folte naesten som en stille Hojtidelighed….
Der lod et glad Halloj henne paa Vejen. Hun horte Agnes’ Stemme i et
stort Kor. Hun naesten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.
Agnes floj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun naer var
faldet over Ende; og hele Praestegaardsselskabet kom ind til Chokolade
og der blev daekket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til
Otte-Toget.
Toget bruste afsted, og de var atter borte,–man horte dem stoje henad
Vejen–; Peter Banekarl havde faaet Maelkespandene bort, og Katinka sad
alene paa Perronen.
-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse….
Tak.
-Hm, hvor Dagene bliver korte … Og Satan til kold Vind….
-Du skulde dog komme ind….
-Ja, jeg kommer.
Bai lukkede Vinduet.
Stojen af Praestegaardsfolkene dode bort. Alt var stille og ode.
Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde
hun nu leve.
*
*
*
*
*
Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.
Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den
vaade Karklud og skraalte.
Louise-AEldst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring
Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Kokkenstol
og rokkede.
-Hva’ er ‘et, sagde Louise-AEldst, hun syntes Moderen sad og saa’ saa
underlig ud.-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
-Vrovl, sagde Louise-AEldst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus
som Heltemodrene i Tragedien.
Louise-AEldst laeste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun … for
hende.
-Hun har jo haft en hel Sommer.
Louise-AEldst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad,
brolte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.
-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.
-Hva’ si’er du?
-Jeg si’er, du skal vel gratulere, sagde Louise-AEldst og torte Ojne.
Hun begyndte at foje sig efter den nyskabte Situation.
-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Praestegaarden …
Du til Jensen og Mollerens … Louise-AEldst ordnede Felttoget. Hun
forstod, hun var ialfald Svigerinden.
Hun var barnlig og raabte “Leve Postvaesenet”, da hun lob bort fra
Stationen–og svingede med sin Parasol.
Han var ved Postvaesenet.
Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Mollerens og graed over, at hun
skulde miste sin Due:
-Joakim Barner–af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er
beskaeftiget ved Postvaesenet.
I Praestegaarden modtes Enkefruen med sin AEldste.
-Ja, jeg folte dog Trang til selv at sige det til vor Sjaelesorger.
Enkefru Abel brugte igen sit Lommetorklaede: I saadan alvorlige
Ojeblikke, sagde hun.
Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornojelse. Jordbaerlikoren kom paa
Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa
at vide, hvordan det var “blevet”. Det var “blevet” i et Lysthus …
ved Stranden….
Gamle Pastor drak med Louise-AEldst.
-Naa, naa, man ved, hvordan det gaar, naar der forst er gaaet Hul …
Der kommer Bevaegelse i Tingene, sagde gamle Pastor.
-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge–min sidste …
Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Omhed mod sin sidste.
Den sidste var saa kaelen som et lille Fol i Anledning af Dagen.-Saa kan hun saamaen endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru
Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog
god Bund i dem, Linde.
-Himlen ved, hvad Agnes vil sige….
Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.
-Naa, saa Gud vaere lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun horte
det.
-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun
stod ved Perronlaagen og saa’ efter Familjen Abel, der havde hentet
Svigerson.
Det lille Mandfolk floj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjaelpelos
som en Bonne i en Kvaern.
-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.
Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.
-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de “lokkelige”.
De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:
-Nu rejser jeg … I naeste Uge. Jeg har sagt det hjemme.
-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet
nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta’e en Ende.
Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort
fra sine Sorger, sagde hun stille.
-Man faar jo ogsaa Arbejde … Laererinde-Proven. Der er jo ikke andet
… For at saette sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for
morsomt … og til noget alvorligt er det for sent.
Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi “Kvinder” egenlig ikke; de
forste fem og tyve Aar af vor Tilvaerelse danser vi rundt og venter paa
at blive gift–og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at
blive begravet….
Agnes satte Albuerne paa Bordet og stottede Hovedet i Haenderne.
-Dejligt, sagde hun ud i Luften.
Pludselig holdt hun Haenderne for Ansigtet og brast i Graad.
-Og som man saa vil laenges, sagde hun.
Hun graed laenge med Ansigtet i Haenderne. Saa lod hun Armene falde ned
paa Bordet. Hun saa’ paa Katinka; den dejlige Kone sad bojet frem med
Haenderne i sit Skod; langsomt lob Taarerne ned ad hendes Kinder.
-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende … Dejlige
Kone….I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.
*
*
*
*
*
Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kaelne
S-Lyde og Smaahvin.
-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi’er os
Navne.
Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til
en af dem sagde “Busse-Bisse”, og de forsvandt bag Dorene.
-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt
vanskeligt for fremmede.
Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa “Basse” og “Bosse” et
halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bosse var
uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt taet
gront.
Naar Basse og Bosse kom frem, saa’ de hojrode og fortumlede ud.
Louise-AEldst og det lille Mandfolk levede i Smaafaegtninger med Livtag.
Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dorene.
I Selskab var de allesammen sovnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde
Enkefruen smaa sodladne “Busse” over til “sine tre”. Hun vidste ikke
selv, hvad det betod.
Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke taendt Lys.
-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.
Det lille Mandfolk sad mellem Bosse og Lisse-Sa i Sofaen. Froken
Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmorket. Henne
fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.
Naar Froken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa
den kolde Snude.
Undertiden gik Basse og Bosse ned over Markerne til Aftentoget. De
gik op og ned langs Perronen og saa’ hinanden ind i Ojnene; naar de
drejede, kyssede det lille Mandfolk Bosse-Sa paa Oret.
Katinka sad paa Perronbaenken med Huus’ blaa Sjal om sig; naar Toget
var borte, horte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.
Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede
have Lys til The.
-Lampen, Marie, sagde hun.
Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa
Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Haender, der
blev liggende paa de sidste Taster.-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun stottede sig til Klaveret
for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa traet, som var der Bly i
hendes Ben.
De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.
Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de “nye” Boger: Agnes
og Andersen havde altid skaendtes om dem.
Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig laenger end tyve Sider
i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde
tage Tankerne vaek.
Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet “Marianna” ind med en
Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran
Skuffen, for hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i
det gullige Brudeslor.
Hun gik ogsaa ud i Kokkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa
Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Taellelyset paa Bordet og lod
Munden gaa. Hun var en trofast Sjael, som ikke glemte gammel Kaerlighed.
Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.
Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun
fros, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.
Marie Pige blev ved at snakke med sit store rode Ansigt ind mod det
ensomme Lys.
-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Doren.
-Ja, Bai….
-Godnat, Marie.
*
*
*
*
*
Efteraaret kom med tungsindige Taageslor over Markerne. Himlen laa lav
over Dage, der sneg sig i Halvmorke fra Nat til Nat.
-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa
mande Dem op.
-Ja, Doktor.
-Og gaa. De maa ha’e Bevaegelse. Det er Kraefterne, som er rent borte.
-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.
-Og ellers ikke no’et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra
Froken Agnes?
-Ja–forleden.
-De taler om at Andersen soger bort….
-Jeg horte det, siger Katinka. Alle rejser herfra….-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver….
-Ja, vi bliver, Doktor.
-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret,
hvor han taender Cigar.
-Nej, Satan til Historie, siger Bai.
-Der er ingen Kraefter … Naa, god Morgen, Forstander.
-Ja, Satans … Naa, Morgen, Doktor.
-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.
Du gor heller ikke no’et for det.
Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.
Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa
Staevningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterlos
bag den hvide Mur. Kun Buksbomhaekkene stod stive om de stive Kors med
deres Navne.
Hun gik atter hjem–over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen
og snoede sig bort. Som en morkere Plet i Taagens Graa laa Rogen en
lille Stund, og loste sig saa.
Paa den Side Aaen blev der plojet. Graestorven skraelledes op i lange
Furer bag den sindige Plov.
Katinka kom hjem.
Molleren havde vaeret der, eller Forvalteren fra Kiaers.
-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svaert oppe i
alting, rar Fyr, du.
-Ka’ jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiaer.
Kiaer brummede noget.
-Men en rask Fyr er han, en “Ligesindet,” du gamle Kiaer.
Svendsen samlede paa graeske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han
havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til
Toddyen. Kigger vi lidt i “Arkivet”, sagde Svendsen.
-For min Skyld gerne. Bai var altid villig.
Svendsen fik “Nyhederne” fra Hamborg mod Efterkrav.
-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de
“var ved Arkivet”, skont Doren var lukket.
-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for
Lampen.
De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knaeene.-Men denne er hoj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
Svendsen gned sig under Naesen og snoftede.
-Steg, sagde han, Steg er ‘et.
De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.
Det var ligesom Bai faldt sammen.
-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.
-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?
Svendsen svarede ikke.
Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig….
-Ja, Gamle, sagde han. Ja–vist er det. Svendsen havde siddet
filosofisk tavs. Nu stod han op:
-Nej, man ved s’gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.
Bai rejste sig og aabnede Doren til Dagligstuen.
-Hva’, sagde han, sidder Du i Morke.
-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Morke….
-Onsker du noget, Bai?
-Jeg folger Svendsen et Stykke, sagde Bai.
Katinka kom ind for at sige Farvel.
-Fruen er stadig noget blegnaebet, sagde Svendsen og folte paa
Lommerne, om han havde sine Samlinger.
Bai var faerdig og der blev sagt Farvel.
-Gud bevar’es–Fruen maa blive inde–det er meget for koligt.
-Jeg folger kun til Laagen, sagde hun.
De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.
-Det melder Kulde. Godnat, Frue.
Laagen slog i.
-Godnat.
Katinka stod laenet til Laagen. Stemmerne dode bort. Katinka loftede
Hovedet: Ja–Himlen var klar og alle Stjerner oppe….
Som vilde hun klage sin Nod for det dode Trae, bojede Katinka sig ned
og slog Armene om den fugtige Stolpe.
*
*
*
*
*Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.
Og Andersen skulde ogsaa rejse.
-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at
sidde her og faa en af “det levende Ord”….
Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.
Fru Linde graed i Krogene
-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa’ det godt. Men de ved
ikke hvad de vil, Fru Bai. De ved ikke, hvad de vil, min Ven….
-Det er Ungdommen–en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar
og spo’er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige
for Livstid–
-Jeg spurgte i AEggehvide, min Ven, for Linde friede, og vi har ta’et
det onde med det gode i tredive Aar….
-Men nu ka’ vi ha’ Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en
Gang lukker vore Ojne.
Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.
Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom
saadan Ro med ham.
Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med
det glade, gamle Ansigt:
-Der ser De, min Fa’r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.
De to Gamle smaaskaendtes.
-Det er, som jeg siger dig, Linde….
-Om du vil tro mig, min Pige … og han bredte Stikkene ud.
-Dem, lille Frue, det er Dem.
Katinka faldt hen. Hun sad og saa’ paa de to Gamle.
-En Karo-Dame … der ser De, min Fa’er….
Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til
Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange
Livretter, som Katinka lavede.
Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Kokkenet fra om Morgenen
tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svaere
Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skraelles.
-Traet satte Katinka sig ned paa Kodblokken og hostede.
-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka’ stoppe i
Munden-det blir Enden, sagde Marie.-Vil du ha’e Genever, siger Katinka.
-Hvis du har–
Naar han nikkede, saa’ man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde
sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og
Smilehuller for Knoer.
-Saa er der faerdigt, siger Katinka.
-Tak, min Pige, siger Bai.
Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmaessigt over Bai.
Det kom maaske med Korpulencen.
-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.
Katinka saetter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser
hen paa Bai over det daekkede Bord til hans stille Kone. Katinka
stotter Hovedet i sin Haand.
-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.
Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet … Doren lukker
sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og
paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:
-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres
Hus.
Bagefter sidder de ved Maelkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode
AEgtemaend, der holder af Sodt, siger Fru Linde: Bai vil have flere
Vanilliekranse frem af Kassen.
Og de gnasker videre rundtom Lampen.
-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.
-Eller synge os en–en af Agnes’, siger gamle Pastor.
Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger daempet med sin svage
Stemme Sangen om Marianna.
Gamle Pastor horer til med foldede Haender og Fru Linde lader
Strikketojet synke.
Under Gravens Graestorv sover
Stakkels Marianna–
Kommer Piger, graeder over
Stakkels Marianna.
-Tak, sagde gamle Pastor.
-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.
Hun saa’ ikke rigtig Maskerne, for hun havde faaet Ojnene torret.
Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne
fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han
saa’ hen for sig og taenkte paa Agnes.
De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Toj paa i Sovekamret. De to
Lys for Spejlet var taendte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det
hvide om Sengen og Toiletspejlet.
-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun
snoftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.
-Jeg folger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha’e lidt Motion….
-Ja, sagde Pastoren. Man maa rore sig efter den Aal i Gelee.
-Man spiser for godt paa Stationen. Mo’er har forbudt mig at saette min
Fod her om Lordagen.
-Jeg gaar ikke laenger, sagde Katinka og blev staaende i Doren.
Doktoren vil have, at jeg skal vaere forsigtig med min Hoste.
-Nej, gaa ind, Efteraaret er den vaerste Tid.
-Godnat, Godnat.
-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krollet og
forlaest, og hun lagde det under Lampen:
… Og saa havde jeg haabet at den forste Tid var vaerst, og at Tiden
skulde laege. Men den forste Tid er god og ingenting mod nu. For da er
det en Smerte, hvor alting er naer. Men naar det saadan taber sig, Dag
for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vaekker os,
skal blot fjerne os laengere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen
Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i
og sidder over … saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa
vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjael.
Katinka laenede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Vaeg. Ansigtet var
saa blegt i Lampeskaeret. Hun havde ingen Taarer fler.
Bai kom hjem.
-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden lober … Jeg faldt ind et
Sted med Kiaer….
-Det var Kiaer, som vilde bede … Jeg modte ham … her paa Hjemturen.
-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.
-Ja–den er over et … Bai begyndte at klaede sig af: Pokker til
Folgen hjem, sagde han.
Bai fulgte i den sidste Tid altid “hjem”. Han gik til Kroen: Naa, saa
maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med
Gaesterne.
Han “vogtede” det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft
korte Pufaermer over et Par blode Arme. Klokken blev et, og den blev to
mens han “vogtede” det.-Du ku’ jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i
Kulden.
-Jeg vidste ikke, det var saa sent….
Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.
Katinka satte Blomsterne i Raekke ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun
bojede sig.
-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den vaerker.
-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
Mirakelsalve mod Gigt.
-Aa, det kan vaere, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.
Katinka horte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
Klapren–nu var det sust bort.
Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vaekke Bai med sin
Hoste.–
*
*
*
*
*
Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og “Postvaesenet” kom om
Juleaften til Abels.
Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami
baaret aldeles officielt.
-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det
ikke gad aabne Ojnene.
Da Traeet var taendt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
Katinkas Bord.
Depeschen var fra Huus….
Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i
Stuen, hvor Traeet braendte ned.
Lille-Jensen nikkede i Blundet og stodte Hovedet mod Klaveret….
Katinka saa’ paa det slukkede Trae. Hendes Haand gled sagte hen over
Huus’ Depesche, som laa i hendes Skod.
VI
Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.
-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiaer, igaar flyttede jeg op paaLoftskamret. En Mand maa jo ha’e sin Nattero, naar han skal passe sine
Ting om Dagen.
Katinkas Hoste lod gennem Huset.
Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.
Det var, som Hosten vilde slide hende sonder.
-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.
-Hvad er Klokken blevet?…
-Halv fire….
-Naa–Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.
Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter
hortes hendes dybe Aandedraet. Den lyse Plet fra Natlampen bagved
Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Ojne.
Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Taepper ude paa Perronbaenken i
Solen.
Den slanke Forer med de indiskrete forte Middagstoget. Han sprang af
og spurgte til Befindendet.
-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft….
-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.
Bai og Foreren gik hen ad Perronen.
-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at torre sig hen
over Ojnene med to Fingre….
-Guds Vilje, sagde han og sukkede.
Toget begyndte at gaa. “Den indiskrete” sprang op. Han blev ved at se
tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.
-Det gjorde ham sg’u ondt, rigtig ondt….
-Ja–det var s’gu bedroveligt.
Der havde skam sidste Vinter vaeret et Ojeblik, hvor han havde taenkt
allehaande … Hun sad tidt og saa’ saa “langeligt” der paa
Perronbaenken….
-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var
faldet a’ paa ‘en….
-Det havde bare vaeret Sygdommen, der var i Anmarsch.
Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets
lyse Luft.
Staerene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.
-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Ojnene de dragende Skarerunder den klare Himmel.
Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?
-Jeg sidder og samler Kraefter, sagde hun: til imorgen.
-Til imorgen?–ja, rigtig, det er jo Fodselsdagen.
-Men De holder Aftalen, lille Frue.
-Ja–saa snart de har spist, gaar jeg i Seng….
Det var Bais Fodselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun
havde talt om det laenge: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik
de jo alligevel ind til Bai og spillede–saa vilde de slet ikke maerke,
at hun var syg….
-Den ene Dag i det mindste, sagde hun.
-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.
-Ja, Katinka rejste sig….
-Lad mig hjaelpe Dem….
-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svaert med Trappen.
Hendes stakkels tunge Fodder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.
-Tak Doktor. Men mit Sjal….
Doktoren tager det blaa Sjal paa Baenken: Deres Yndlingsstykke, siger
han.
Katinka vender sig i Doren og ser ud over Markerne: I disse Dage er
her smukt, siger hun.
Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa
Stuebordet. Hun skar Rodbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille
Braedt.
Froken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.
-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.
-Er der noget nyt? sagde hun. Hun laenede sig tilbage. Hendes Haender
var saa traette, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene
oppe.
-Jeg har ikke set Abels saa laenge….
-De haaber jo nu paa Barners Ansaettelse, siger Lille-Jensen.
-Ja, han soger jo….
Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger
Katinka.
Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung,siger hun, hun kan naeppe lofte den store Eddikeflaske. Hun smager og
rorer i Skaalene.
-Nej, siger hun med et og skyder dem fra sig.
-Nej, jeg har ingen Smag mer.
Hun sidder traet, med lukkede Ojne. Rode Pletter har bredt sig helt ud
over hendes Kinder.
-Men jeg kunde jo hjaelpe, siger Lille-Jensen.
-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.
Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan
se det, mens hun ligger. Hun lofter sig op i Sengen, mens det braender
i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.
Marie maa tage det fine Porcellaen og Glassene og de fine Saet Knive og
Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader
paa Bordet.
Katinka ligger og taeller og regner, hendes Ojne skinner af Feber.
-Mon det er der alt, siger hun.
Hun ligger lidt mat og gnider sit torre, hede Feberansigt ned mod
Puden.
-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.
-Vi kan vel laegge dem paa Huus’ Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med
Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke.
-Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.
-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine braendende
Haandflader hen over den kolige Lak. Stille bliver hun liggende med
Huus’ Bakke i Haenderne.
Bai kommer ind og ser alt Porcellaenet og Glassene, som pudset og
blankt er stillet op paa Bordet.
-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder–jeg har jo sagt det….
-Du ligger bare der og bliver daarligere–Tik; han tager hendes Haand:
Ja–hvor du braender….
-Aa, det er ingenting, siger Katinka og losner stille sin Haand fra
hans:
-Naar der blot intet mangler….
Bai begynder at taelle.
-Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.
-Ja.-Naa, ja, Skaale er der jo ingen af….
-Saa er de glemt….
-Ja, naar man ikke selv kan vaere ved det, Bai, siger Katinka, hun
synker tilbage i Puderne.
*
*
*
*
*
Selskabet var “den gamle Saebekaelder”, som Bai kaldte det.
-Man er sig selv, sagde han, i Saebekaelderen, de Ligesindede.
De Ligesindede var tre Proprietaerer, Kiaer i Spidsen og Bai som
Fjerdemand.
Svendsen sluttede til som Ekstra.
-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hort
Hr. Svendsen vaere oplivende. Naar hun var tilstede, nojedes han med at
soignere Negle eller tygge Overskaeg.
-Ta’ ham med, Kiaer, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a’ som
Femtemand.
-Katinka aabnede selv Doren til Kontoret: Der er faerdigt, Bai, sagde
hun.
Herrerne kom ind; Katinka var helt klaedt paa, med en hoj Pibe i Halsen
op til det lille magre Ansigt.
Hun havde Kiaer tilbords.
De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den
bedste Tid … Den stille, klare Kulde–det gav Kraefter.
-Ja, den stille, klare Kulde.
-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud,
sagde Bai.
De Ligesindede spiste med Servietten faestet med en Naal ved Halsen. De
lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld for de nod den.
-Olje, sagde Proprietaer Mortensen og snoftede.
Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske
rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun
forsogte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.
AEnderne kom ind, og Kiaer drak for Bai: Der vidste man, “hvor Hjertet”
og den “Fjerdemand” sad. En Skaal for ham.
De blev livligere og drak taet privat. De talte om Centrifuger og en ny
Kreaturtarif.
-Du, Gamle–paa et godt Aar!
Bai drak igen.Katinkas Kinder braendte og hun saa’ Ansigterne som gennem et graat
Slor. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa’ paa Bai, der
blev ved at spise.
-Den ligger paa Tungen–ligger paa Tungen, forsikrede Kiaer og skaenkede
i hendes Glas af en gammel Burgunder.
-Tak, Tak.
Proprietaer Mortensen vilde tillade sig at tomme et Glas … Han rejste
sig og loste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tomme dette
Glas….
Naar Proprietaer Mortensen tomte Glas var han religios … I den femte
Saetning talte han ufravigeligt om “dem, der var gaaet forud” og som
saa’ ned fra deres Himmel….
Der var altid noget, der saa’ ned paa Proprietaer Mortensen fra sin
Himmel.
De Ligesindede sad med haengende Naeb og saa’ ned i deres Tallerkener.
Katinka horte knap. Hun holdt sig med Haenderne fast ved Stolesaedet og
blev bleg og rod.
Da Hr. Mortensen var faerdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.
-Lille Frue, Deres AEnder, det er Stegning.
Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun stottede sig til Bordet,
da hun skulde rejse sig.
Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Doren
og kom ind igen:
-Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant….
-Og du holdt dig jo brav….
Katinka rettede sig op og smilte: Ja,–sagde hun:
-Nu ska! I faa Toddyerne….
Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med
Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtomte.
Inde i Kontoret lo og snakkede de hojrostet op i Munden paa
hinanden–man horte Kiaer….
-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til
hende, hver Gang Marie gik med Doren.
-Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.
-Det kan vente….
-For de AEderes Skyld. Marie slog med Kokkendoren, saa det for i
Katinka.Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet … Det saa’ trist ud
i Halvmorket, det store uryddelige Bord.
Katinka var saa traet; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun
samlede Kraefter.
Marie gik fra Kokkenet til Kontoret og slog med Dorene….
Hvor de muntrede sig derinde … Det maatte vaere Svendsen, der
sang….
Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa’ efter Marie, der
gik gennem de oplyste Dore med Glas og Flasker….
Saadan vilde det ogsaa vaere, naar hun en Gang var borte og glemt….
-Marie, sagde hun.
Hun forsogte at rejse sig og gaa men hun greb til Vaeggen og kunde
ikke. Marie stottede hende ind i Sovekamret:
-Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie.
Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.
-Luk Dorene, sagde hun.
Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.
-Naa, han kar vel faa aedt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klaederne af
Katinka og gik og bandte.
Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:
Oh, min Charles, send mig dog et Brev–
Hvorhen du altid skrev–
Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiaer … Stille–I
Gamlinger–Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var
Bai.
-Det var den Hojtidelighed, sagde han. Han var hojmaelt af mange
Toddyer.
-Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?
-Halvtre saamaen … Den bli’r sen, naar man sidder saadan sammen i en
Klynge….
Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.
-Satan til Historier, han kunde, Svendsen–Fa’en til Geschichter …
Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.
Katinka laa og braendte i Feber.
-Men Logn er ‘et s’gu, sagde Bai til Slut.Han fik et Anfald af Rorelse til Godnat og fortalte i Doren en sidste
Historie om Mortensens Mejerske….
-Ja, ja, du kan traenge til Ro, sagde han.
-Godnat.
-Godnat.
De naeste Dage blev det vaerre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om
Dagen.
-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor,
til Fodselsdagen….
-Ja–nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.
Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstaendig
Ro.
Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku’ vel muntre
hende, sku’ hun tro, saa hun ikke laa der og gned Ojnene i Morke.
Madam Madsen kom ind til Sengen.
Der var morkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra
Puderne.
-Det er mig, sagde Madam Madsen.
-Madam Kromadsen.
-Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der braendte.
-Naa–saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.
-Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt.
-Nej-j … det ku’ man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun
sad og saa’ paa Katinkas magre Ansigt i Morke.
-Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.
-Det var vel lidt for meget….
-Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen
Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Morke foran
det stakkels blege Ansigt i sine Puder.
-Ja, det ku’ man vel kalde det, sagde hun igen.
-Han havde ogsaa ligegodt fortjent det.
Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gaestestuepige og
hvorlaenge det havde varet….
-Men fra ‘et kom Gusta da heller ikke med helt Skind….Forst havde Katinka slet ikke forstaaet … hun var saa tung og mat.
Saa begreb hun som et Lyn–og slog Ojnene op et Nu paa Madam Madsens
Ansigt.
-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.
Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.
Men Katinka laa ubevaegelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes
Kinder.
-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke
stort klogere.
Madam Madsen var gaaet.
-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.
Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.
-Hvorfor graeder Fruen? sagde hun.
Katinka laa vendt mod Lyset.
-Er det Brystet, sagde Marie.
-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.
Hun blev ved at graede, lydlost og lykkeligt.
Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en
ubeskrivelig Fred.
*
*
*
*
*
Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa
Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange
lykkelige Dromme, mens hendes Haender sagte gled frem og tilbage over
det solvarme Taeppe.
-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Ojnene og laa
stille igen, i Solen.
-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.
-Det kan jo Fruen….
Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde
hun.
-Hvis jeg maatte komme ud imorgen….
Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset
til Hylden.
-Havde den Blade endnu, Hylden–og Roserne–og Kirsebaertraeet….-I fjor stod de i Blomst … et Blomsterflor.
-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var vaek, sagde Marie.
-Det hvide Flor….
Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Ojeblik sagde hun: Tror De,
han gi’er mig Lov–at jeg faar Lov….
-Maaske–naar Solen skinner.
Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at
sporge.
Det blev morkt for Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun
ringede med den lille Klokke ved Sengen:
-Er hun ikke kommet? sagde hun.
Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.
-Hvor det varer laenge, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.
Hun laa og horte efter hver Dor der gik.
-Nu gik Kokkendoren, sagde hun.
-Det var en Mand med Koste.
-Hun kommer aldrig, sagde Katinka.
-Vi faar dig syg igen, sagde Bai.
Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa horte hun Marie gaa
med Kontordoren og blev liggende, med bankende Hjerte under Taeppet,
uden at sporge.
-Hvad sagde han? sagde Bai derude.
-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen
skinnede.
-Sover Fruen?
-Jeg tror det….
Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:
-Er det Dem, sagde hun.
-Ja, Fruen ku’ gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved
Middagstid….
Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:
-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.
-Hvor Fruens Haand braender….Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Ojne og sov ikke.
Men hun vaekkede forst Marie henimod Morgen.
-Det bli’r klart, sagde hun.
-Se efter Vejret, sagde hun.
-Se ud af Kokkendoren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid
Skyerne.
Der var ogsaa klart fra Kokkendoren.
*
*
*
*
*
-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun stottede sig
langs Vaeggene i Gangen, hen til Perrondoren.
-Hvor det er varmt, sagde hun.
-Nu kommer Trappen … Saa–det gik….
Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries
Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.
Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa’ ud over Markerne og over
mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.
Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og laenede sig:
-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.
Katinka saa’ langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar
Milestenen sagde hun.
Hun vendte Hovedet og saa’ ud over Markerne og Engene og den lyse
Himmel:
-Ja, sagde hun, Stemmen lod ganske sagte, her er saa smukt….
Marie gik og torte Ojne, naar Fruen ikke saa’ det….
-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par
Skridt alene.
De kom ind i Haven.
Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plaenen til Lysthuset.
-Hylden, sagde hun blot.
-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Taepperne om hende, og
sammenfalden saa’ hun tavs ud i den sollyse Have.
Kirsebaertraeernes Blade laa gule over Plaenen; et Par smaa Roser
blomstrede endnu.
Marie vilde plukke dem.-Nej, sagde Katinka: det er Synd–lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes
Laeber bevaegede sig, ligesom om hun hviskede.
-Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Baenken.
Katinka fer sammen. Saa sagde hun og smilte stille:
-Ja, her vilde han gerne sidde.
De gik igen.
Da de kom til Laagen, stod Katinka lidt stille. Hun saa’ tilbage, ind
i Haven:
-Hvem mon der nu skal gaa derinde? sagde hun.
Hun var saa traet. Hun stottede sig tungt til Marie og inde i Gangen
tog hun til Vaeggene.
-Luk Bagdoren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.
Hun kom derhen og hun stod et Ojeblik laenet til Dorstolpen og saa’ ud
mod Skoven og Vejen.
-Marie, sagde hun, jeg vil ogsaa se Duerne….
Katinka kom ikke op laenger. Kraefterne forlod hende mer og mer….
Enkefru Abel bragte Vingelee.
-Til at laedske Tungen, sagde hun. Hun sad og saa’ paa Katinka med
taareblaendede Ojne.
-Og saa alene ligger De, sagde hun.
Fru Abel vilde sende sin Louise-AEldst.
-Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den AEldste … en Diakonisse….
Louise-AEldst kom om Formiddagen og gik rundt paa Taaspidserne i hvidt
Forklaede. Katinka laa hen, som hun sov … Louise-AEldst daekkede
Frokostbordet og tragtede Kaffen.
Og Doren til Sovekamret blev lukket paa Klem, mens de spiste….
Bai var meget taknemmelig. Enkefruen torrede Ojne: Venner kender man i
Ulykken, sagde hun….
Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun
fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.
Gamle Linde hentede sin Kone i Morkningen, og de to Gamle sad en
Timestid endnu ved Sengen i Skumringen.
Agnes var det forst og Agnes sidst.
-Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun
Hons i Krogene baade Morgen og Aften.-Ja, ja, min Pige, hun er nu min Ojesten, sagde Gamle Pastor.
-De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.
-Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.
Det med “gammel Pige” kunde Fru Linde ikke glemme.
De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbaerrom for han gik
hjem.
-Den gor godt, sagde han, og den gaar ikke til Hovedet.
De to gamle tridsede hjem ad den efteraarsmorke Vej.
*
*
*
*
*
Bai var saa jaevnt ude.
-En lille L’hombre til at muntre op, sagde Kiaer. Traenger s’gu til ‘et,
gamle Ven.
-Ja, gamle Kiaer, Bai tog med Haenderne over Ojnene:
-En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska’ du ha’e.
-Tak for dit Venskab. Han slog Kiaer paa Skuldrene og var rort. Bai
var i den sidste Tid meget let rort.
Han tog afsted og spillede L’hombre til ud paa Natten.
Naar han kom hjem, vaekkede han Katinka, fordi han “ikke kunde gaa i
Seng uden at se, hvordan hun havde det”.
-Tak, ganske godt, sagde Katinka.
-Har du moret dig?
-Som man kan more sig, sagde Bai, naar du ligger her. Han sad og
sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde faaet Katinka lysvaagen.
-Godnat, sagde han saa.
-Sov vel, Bai.
Naar Marie var ude om Dagen, stod Dorene aabne ind til Kontoret.
Katinka laa og horte efter Telegrafens Prikken.
-Hvad den har travlt, sagde hun.
-Hvad den alt fortaeller.
-Bai, raabte hun. Det er jo hertil….
Bai bandte en hoj Ed ude i Kontoret….
Ja–saa min Salighed–han kom hen i Doren–det er til Praestens.
-Praestens–Katinka satte sig op i Sengen–det er vel fra Agnes, sagdehun.
Bai sagde ingenting, han var hel vild; han lob med den blaa Blyant, og
han vilde ha’e sit Toj og han skrev Depeschen i Skjorteaermer og skrev
forkert og rev itu.
-Bai, sagde Katinka, Bai–er det Agnes….
-Saa min Salighed–
Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde
komme.
Saadan en Glaede havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og graed.
-Aa Gud–at det er sandt–aa Gud–at det er sandt….
-Ja–lille Mo’er–Ja–Ja … Gamle Pastor vilde vaere rolig.
Han tyssede paa hende og klappede hende paa Hovedet.
Men saa foldede han Haenderne: Nej sagde han–det er for meget.
Han graed selv og torte sig i den Flojels Kalot.
-Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig….
Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit
Toj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge
Haender:
-Ja, den Glaede, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder
hen–at opleve det … at opleve det, Forstander.
-Hm–ja–hver har det paa sin Maner–
-Andersen skulde nu laere at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.
Han nussede om og kom ikke af Stedet.
Pastorinden kom ind med Jorbaerlikor, for de kom afsted.
Gamle Pastor gik og flojtede “den tapre Landsoldat” hen ad Vejen.
-Han sad inde ved Katinkas Seng.
-Ja, sagde han, Gud forer dog de rette sammen.
*
*
*
*
*
En Ugestid efter kom Agnes hjem.
Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordoren saa’ hun
Katinka, der laa med lukkede Ojne paa Puden. Agnes vilde ikke have
kendt hende igen.
Katinka slog Ojnene op og saa’ hende:
-Ja, sagde hun, det er mig.Agnes gik hen og tog Katinkas Haender. Hun lagde sig paa Knae ned ved
hendes Seng.
-Dejlige Kone, sagde Agnes og kaempede for ikke at graede.
Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.
De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytojet synke ned
i sit Skod og saa’ paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage
Aandedrag peb i Katinkas Bryst.
Katinka rorte sig, og hun tog atter Sytojet og forte Naalen ud og ind.
Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom
og rystede hende; hun fo’r op i Sengen, det var, som hun skulde slides
sonder.
Agnes stottede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.
-Tak, sagde hun, Tak.
Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhaenget saa’ hun paa
Agnes’ Ansigt, saa rundt og staerkt, og Haenderne, der gik saa resolut
over Sytojet.
-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?
-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.
Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdaempet
Melodi efter Melodi.
Katinka laa stille med Haenderne paa Taeppet.
-Agnes, sagde hun: Syng den … vil De ikke. Det var Sangen om
Sorrent. Agnes sang den med sin morke Altrost.
Hvor den hoie og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger;
Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen mens de synger,
Synger hojt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Naetter,
Napoli–dit Paradis.
Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i
Sovekamret.
-Tak, sagde Katinka.
Hun laa lidt.
-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde vaere smukt.Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Morket.
Katinkas Haand gled hen over Agnes’ Haar.
-Agnes, sagde hun. Der skal ikke–tales over mig….
-Katinka dog….
-Bare bedes, sagde hun.
Hun tav igen. Agnes graed sagte. Katinka blev ved at boje smaa Lokker
af hendes Haar ind mellem sine Fingre.
-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden
faldt bort fra Agnes Haar: en Salme–som–
-Som jeg saa gaerne vilde ha’e sunget … ved min Grav….
Hun hviskede naesten uhorligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.
-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tor
bede.
Graaden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Haender og kyssede dem, mens
hun hulkede.
-Katinka dog–Katinka dog….
Katinka tog om hendes Hoved og bojede sig lidt frem:
-Nu bli’r I to jo lykkelige, sagde hun.
Hun laa tavs. Agnes blev ved at graede.
Naeste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.
*
*
*
*
*
Agnes blev vaekket om Natten af en forskraemt Pige med et Taellelys: Der
er Bud–Froken–fra Stationen … Frokenen maatte endelig komme.
-Bud … Agnes var ude paa Gulvet.
-Hvem er her? sagde hun.
Hun raabte ned gennem Gangen.
-Jeg, sagde Lille-Bentzen.
Agnes kom ud i nogle Sjaler.
-Hun dor, Froken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og
taenderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig for set nogen do.
-Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes … Lygten, Ane.
-Der var ingen til at gaa….
Agnes fik Lygten taendt og gik over Gaarden. Hun bankede paaKarlekamret. Det gav Ekko mod Laden….
-Lars, Lars–
Lars kom ud, sovndrukken, i Halvdoren i Lygtelyset.
Agnes gik tilbage over Gaarden til Gangdoren. Lille-Bentzen var gaaet
ud paa Trappetrinet, angst for at staa i Morket.
-De korer med, sagde Agnes og gik forbi.
Et Par skraemte Piger kom ud i Gangen: Faa kogt Kaffe, sagde Agnes.
Skynd Jer.
Hun gik ind for at klaede sig paa. Lille-Bentzen blev alene i Gangen.
Dorene stod aabne ned gennem Huset, knirkende i Morket. Pigerne
rumsterede rundt, halv-paaklaedte og sovndrukne, med hver sit Taellelys.
De glemte en Stage paa Spisebordet. Lyset flakkede i Traekken.
Ude i Gaarden kom Drengen gaaende med Staldlygten. Han satte den paa
Stenbroen og gik igen–der blev en lys Kreds om Lygten i Morket.
Vognporten blev slaaet op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lod
staerkt og skraemmende ud i Natten.
Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.
-Saa gaar jeg derned, sagde hun.
-Har hun Krampe?
-Hun skreg, sagde Bentzen.
Agnes saa’ ud i Gaarden: Skynd Jer, raabte hun. Drengen lob med Lygten
over Gaardsrummet.
Der blev sat et Par flimrende Lys i Kokkenvinduet, saa Skaeret faldt ud
paa Heste og Vogn.
Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slaabrok af Gamle Pastors:
Bliv i din Seng, Mo’er, sagde Agnes.
-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Saa det kom
pludseligt … saa det kom pludseligt … Og hun begyndte at gaa rundt
med sit Lys i Haanden ligesom de andre.
Drengen slog Portene op–det fo’r i dem alle ved Larmen–og Lars viste
sig i Kokkendoren og fik en Skaal Kaffe.
Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken … Han saa’ Pastorindens
Ansigt–smaagraedende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det
viftende Lys.
De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Morket, i Trav, saa
Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spogelser.
Lars tog fast om Tommerne.
-Baesterne er sky, naar man korer til Dod, sagde han.De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo’r hen over de urolige Pile.
*
*
*
*
*
Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Vaeggen.
-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.
Agnes aabnede Doren til Kontoret. Hun horte Katinka stonne og
Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.
Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.
-Han er kort efter ham, sagde Agnes.
Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Traekninger
gik gennem hendes Krop under Taepperne.
-Hold, sagde Vaagekonen.
Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun folte den kolde
Sved.
Den doende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.
-Hold dog, sagde Vaagekonen.
Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.
-En Ske dog, Tungen.
Katinka sank tilbage–der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede
Laeber gennem de sammenbidte Taender.
Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en
anden med Lyset.
-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over
hele Kroppen.
-Aa, Josses, aa, min sode Frelser, blev hun ved at sige … aa Josses
… aa … min sode Frelser….
Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen
… Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den doendes Taender.
Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.
Katinka slog Ojnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.
Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.
-Katinka….
Den doende stonnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund….
-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.Katinkas Ojne faldt til. Agnes slap hendes Arme.
De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande,
der kom uregelmaessigt og ganske svagt.
-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen….
Den doende blundede hen, stonnende nu og da.
Vognen kom ude paa Vejen. Doren blev slaaet op og man horte Doktorens
Stemme.
Agnes rejste sig og tyssede.
-Hun sover, sagde hun.
Doktoren gik ind og bojede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er
snart forbi.
-Lider hun? sagde Agnes.
-Man ved ikke, sagde Doktoren.
-Nu sover hun.
Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret horte
de Bai vandre op og ned.
Agnes rejste sig og gik derind.
-Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gaa.
Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.
-Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det,
Froken Agnes.
Han flakkede op og ned, fra Dor til Vindu–og standsede igen ved
Agnes’ Stol og sagde ud i Luften:
-Jeg havde jo ikke troet det, Froken Agnes.
Doktoren aabnede Doren: Kom, sagde han.
Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.
Men han slap den igen.
-Jeg kan ikke, sagde han og gik med Haenderne for Ansigtet. De horte
ham hulke inde i Kontoret.
-Tor Panden, sagde Doktoren.
Agnes torrede Sveden af Panden.
-Tak, sagde Katinka og slog Ojnene op: Er det Agnes?
-Ja, Katinka, det er Agnes.-Tak.
Hun faldt hen igen.
Hen mod Morgen vaagnede hun. De sad alle ved Sengen.
Ojnene var brustne.
-Bed hende spille.
-Spil, sagde Doktoren.
Agnes gik ind. Taarer lob ned over Tasterne og hendes Haender, mens hun
spillede uden at hore sine egne Toner.
Katinka laa stille hen. Brystet gik pibende op og ned.
-Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.
-Hun spiller jo, Tik….
-Hun horer ikke mer….
-Den doende rystede paa Hovedet:
-Jeg horer det ikke, sagde hun.
-Salmen, hviskede hun, Salmen.
Hun laa lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og saa’ paa
hendes Ansigt.
Saa loftede hun sig op og rev sin Haand los:
-Bai, skreg hun, Bai.
Agnes rejste sig og lob ind. De stod alle om Sengen. Bai knaelte ned og
hulkede.
De for alle sammen: det var Telegrafen, der lod ind gennem Stuerne og
meldte Tog….
Katinka slog Ojnene op. Se, se, sagde hun og loftede Hovedet.
-Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.
Hun loftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Taeppet.
Doktoren bojede sig hastigt frem over Sengen.
Agnes knaelte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af
Marie Pige.
Man horte kun en hoj Hulken.
Doktoren loftede de haengende Arme op og foldede Haenderne over den
Dodes Bryst.
*
*
*
*
*-Hm, De har s’gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af
Toget.
-Hvordan staar ‘et!
-Hun er dod, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han fros.
-Hva’?
-Satan–
Den indiskrete stod og saa’ lidt paa den lille Stationsbygning: alt
laa som vanligt.
Saa vendte han sig og steg stille op paa Trinet.
Toget skjultes af Vintrens Taager over Markerne.
VII
Det var den forste Vinterdag. Hoj Luft og tyndt Snelag over den
letfrosne Jord.
Udenfor Kirken begyndte Maendene at samles, hojtidelige, med hoje
Silkehatte af mange Aargange. De hviskede i smaa Grupper, og en efter
en gik de hen og kiggede ned i den tomme Grav taet ved Muren.
Inde i Kirken gik fire fem lydlose Koner oppe om Kisten og folte
stille paa Kransene, Degnen og Lille-Jensen lagde Salmer paa
Pladserne.
De var faerdige: Og Nr. 753 af Salmebog ved Graven, sagde Lille-Jensen.
Lille-Jensen var som en Slags Bedemand ved “Lejligheden”. Hun havde
straks overtaget Liget baade i Hjem og Kirke. “Institottet” havde haft
“Efteraarsferie” siden Dodsfaldet.
Froken Jensen saa’ sig om i Kirken og gik op mod Kisten med Degnen:
Guirlanderne hang i regelrette Buer over Koret og Sorgefloret var
trukket som to Polser over Alterstagerne.
-Nydelig Kiste efter Aarstiden, sagde Degnen.
De stod og saa’ paa Kransene.
-Det er en Forskel, sagde Degnen, han skod Skuldrene i Vejret og saa’
paa en Krans fra Abels.
-Ja, sagde Froken Jensen: der er ingen “Interesse”.
Froken Jensen gik lidt bort og saa’ provende paa Kisten:
-Ja, sagde hun: Jeg er glad, vi tog Egetrae.-Det er, om jeg saa tor sige, ogsaa proprere for Liget, sagde Degnen.
Klokkerne begyndte at ringe, og Froken Jensen gik ud paa Kirkegaarden.
Hun hilste paa sine Elevere-Faedre og holdt Mandtal.
Bai kom ind ad Laagen med to Herrer med Fodposer; alle Hatte blev
loftet. Lille-Jensen trykkede Haand i Vaabenhuset.
Da alle var til Saede i Stolene, arriverede Familien Abel. Enkefruen
gik i Spidsen; hun saa’ ud til at have skyndt sig. De to Kyllinger var
i Sorgeslor som to Enker.
Louise-AEldst lagde Vedbend-Kors paa Kisten.
Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun horte ikke Sangen og slog
ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Ojne paa den
dejlige Kones Kiste.
Sangen dode hen. Gamle Pastor stod op og gik frem.
Da Bai saa’ ham staa der foran Kisten med foldede Haender, brast han i
Graad og hulkede.
Gamle Pastor ventede stille, med Ojnene paa Kisten. Stemmen lod kun
saa halvhojt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa
Kiste og Blomster.
Gamle Pastor talte om de stille i Landet.
Stille var hun–stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den
sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos
en god Husbond; han gav hende en Dod i Fred af sin hellige Aand. Han
modtage hendes Sjael, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skaenke
sin Trost, den ene Troster–til dem, som nu sorger.
Amen.
Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.
Ligbaererne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af
Kisten.
Og de saa’ alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret
ud under Sang.
Det er saa yndigt at folges ad
For to som gerne vil sammen vaere.
Da er med Glaeden man dobbelt glad,
Og halvt om Sorgen saa tung at baere.
Ja det er Gammen,
:|: At rejse sammen :|:
Naar Fjederhammen
:|: Er Kaerlighed. :|:
Agnes blev ved at se efter Kisten. Dorene var slaaet vidt op ud mod
den lyse Dag.
Er Kaerlighed….De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbaererne med
Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.
Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet
rundt om Kisten….
Bai tog om en Busk, som vilde han knaekke den: Touget snaerede, mens
Kisten blev skubbet ud og sank.
Agnes havde lukket Ojnene.
Det er vemodigt at skilles ad
For dem som gerne vil sammen vaere,
Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
For evigt samles de Hjertenskaere.
Ja–det er Gammen
:|: At leve sammen :|:
Hvor Arneflammen
:|: Er Kaerlighed. :|:
-Naa–naa–naa, Svoger, de to Fodposer stottede Bai, som hulkede.
Sangen dode hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de
blottede Hoveder.
Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Haender.
Fadervor–du, som er i Himlen.
Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Haender og takkede
for “den store Deltagelse”.
Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for
Bai og hans Svogre:
-I al Tarvelighed–at De ikke sidder ene….
Fru Abel torrede sine Ojne:
-Man ved, hvad det er at miste, sagde hun.
Svaermen var borte.
Agnes stod alene ved Graven. Hun saa’ ned paa Kisten med dens Kranse,
plettede af Sandet….
Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet
igen.
Det var Bai mellem de to sorgeslorede Damer–de lange Slor–og de to
Herrer med Fodposerne … det var Katinkas Brodre … som havde takket
paa Familjens Vegne–
Lille-Jensen skulde spise paa Mollen efter Anstrengelsen. Froken
Helene ommede sig i for smaa Stovler….
Der gik de alle….
Og skyndte sig.Agnes bojede Hovedet. Hun folte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som
skyllede videre hjem ad alle Veje.
Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor AEske.
-Det er en Krans, Froken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den
selv. Den kom med Middagstoget.
Lille-Bentzen tog Kransen ud af AEsken:
-Den er fra Huus, sagde han.
-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa’ paa de halvvisnede
Roser: Hvor den har vaeret smuk.
-Ja, sagde Bentzen. Kon har den vaeret.
De stod lidt. Agnes knaelte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt
ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.
Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og graed.
En Karl kom hen til dem.
-Hvis Frokenen–der skulde lukkes….
-Ja, vi kommer.
-Degnen giver mig vel Lov til at vaere her, sagde Agnes.
Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og
ventede ved Porten.
Med Haenderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa’ paa Karlen,
der lukkede Porten og satte Haengelaas for.
Lille-Bentzen smaasnoftede endnu da han gik med Farvel.
Agnes blev laenge staaende foran den staengte Port.
*
*
*
*
*
Bai var meget hos Abels.
Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de
ode Stuer … naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru
Abel.
Hun og hendes Louise-AEldst hentede ham efter Otte-Toget.
-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.
Louise-AEldst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande
Blomsterne i en Fart, for de gik.
Fru Abel stod hos.
-De var hendes Yndlinge, den kaere, sagde hun mildt.Den kaere var Katinka.
-Men Amplen, sagde Louise-AEldst. Den torster ogsaa. Hun nikkede til
Amplen.
Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-AEldst vandede Amplen. Hun
stod paa Taeerne med Vandkanden og viste sin Skonhed.
-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det
pladrede paa Gulvet.
-Marie torrer vel op, sagde Louise-AEldst skarpt ud i Kokkenet. Hun
stod altid et Sekund i Spisekammerdoren og “oversaa”. Louise-AEldst
havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sod Levning paa en
Asjet.
De gik hjem om Lampen.
Louise-AEldst skaenkede The i hvidt Forklaede.
Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.
-Hun skriver, sagde Enkefruen i sin Krog.
Ida-Yngst skrev altid i en underlig upaaklaedt Tilstand.
-Bosse-Sa har glemt sine Manschetter, sagde Enkefruen.
-Naa, sagde Bosse-Sa.
Bosse-Sa var i det hele derangeret.
-Han er her jo ikke, sagde Enkefruen.
Efter Bordet fik Bai sin Toddy til “Dagstelegrafen”. Louise-AEldst
broderede. Enkefruen sad og saa’ “omt”.
-Det er som hjemme, De skal fole Dem. Det er blot det, vi vil.
Naar Bai var faerdig med Avisen, spillede Louise-AEldst. Hun sluttede
med en af Katinkas Smaamelodier.
-Den spillede hun, den kaere, sagde Enkefruen og saa’ paa Portraettet:
Katinka hang med Immortelkrans under Spejlet over Sofaen.
-Ja, sagde Bai. Han sad med foldede Haender. Om Lampen, efter Toddyen,
folte Bai altid en mild Rorelse over sit “Savn”.
Enkefruen forstod ham.
-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet.
-Ja.
Bai forte de to Fingre hen over Ojnene.
De talte om “den kaere Afdode”, mens Bai fik sit andet Glas.Lille-Jensen sad i Morke ved sit Vindu, for at hore, naar han gik.
Lille-Jensen var mest i Praestegaarden i den sidste Tid.
-Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.
Froken Jensen var kommet meget paa Stationen de forste Uger efter
Dodsfaldet.
En Kvinde hjaelper, hvor hun kan, sagde hun paa Mollen.
-Ja, sagde Mollerens Frue.
Froken Helene strakte Benene fra sig og saa’ paa sine Filttofler.
-Og den kaere Katinka–Froken Jensen kaldte hende Katinka efter hendes
Dod–har forvaent ham.
Lille-Jensen tog et Slags Over-Opsyn paa Stationen.
-Hvad nytter det med en Pige? sagde hun.
Hun kom efter Skoletid med Spaankurv og Bel-ami. Bel-ami havde egen
Kurv ved Kakkelovnen.
Hun gik lydlos om og lavede Livretter.
Naar Bordet var faerdigt, havde hun Tojet paa. Bai bad hende dog
endelig blive og spise det Stykke Smorrebrod med sig.
-Ja, hvis De hellere vil, at jeg bli’r, sagde Lille-Jensen.
-Det er jo ialfald et levende Vaesen, sagde hun beskedent.
Bel-ami kom igen paa Plads, og de spiste.
Lille-Jensen traengte sig ikke paa med Konversation. Hun sad hen som
den stille Deltagelse, mens Bai tog til sig af Livretterne. Han havde
begyndt at faa sin Appetit igen.
Efter Bordet spillede de en faamaelt Pique.
Klokken ti gik Froken Jensen.
-Jeg var ved Graven, sagde hun, med en Blomst.
Froken Jensen haegede Graven.
Hun horte Bel-ami hyle, mens hun gik hen ad Vejen hjem. Hun tog den
ikke op.
Froken Jensen gik i dybe Tanker. Hun taenkte paa at saelge sin Skole.
Hun havde altid bedre passet til en Plads, hvor en Dame med Dannelse
var som Fruen i Huset.
-Men i de sidste to, tre Maaneder kom Froken Jensen ikke mere ret
meget paa Stationen.Hun satte ikke Pris paa at blive regnet til de Paatraengende.
-Fru Abel forstod hun ganske simpelt ikke.
Om Aftenen sad hun ved Vinduet for at hore–om han i det hele slap
hjem.
-Graven plejer jeg, sagde hun paa Mollen.
*
*
*
*
*
-Satan til Fruentimmer, saa de vimser. Kiaer viftede i Kontoret med sin
Hat, som vilde han holde Fluer vaek. Louise-AEldst var smuttet forbi ham
i Doren.
-Satan, saa der vimses, sagde Kiaer.
Kiaer skulde til Kobenhavn og vilde have Bai med.
-Traenger s’gu til ‘et, gamle Dreng, traenger s’gu svaert til ‘et….
-At faa Luft i Lungerne….
-Gamle Ungkarl….
-Ud paa Keglebanen, sagde han.
Bai kunde s’gu ikke bestemme sig til det … du–saa kort efter….
-Men traenge til Luft i Lungerne–kunde han jo nok.
Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-AEldst pakkede Kuffert.
Bai strakte sig i Saedet og spaendte sine Armmuskler, da de rullede af.
-Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station.
-En Junker-Svip … To glade Unghaner … Den indiskrete lo og
smaekkede Tungen ud med et Knald.
Bai sagde: Ja, vi ska’ jo ind og se, hvordan den vrikker.
Han slog Kiaer paa begge Knaeene og sagde igen: Vrikker–du gamle….
De rullede af og vinkede til den indiskrete, som raabte efter dem.
De blev paa en Gang meget lystige, brugte droje Ord og klaskede sig op
og ned ad Benene:
-Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde Bai.
-Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiaer.
-Adam, du Gamle, sagde Bai.
De lo og snakkede. Kiaer var glad.
-Nu kender man dig igen, sagde han:–du gamle Lampepudser….-Nu kender man dig.
Bai blev pludselig alvorlig:
-Ja, gamle Ven, sagde han, det har vaeret traurige Tider.
Han sukkede to Gange og laenede sig lidt tilbage i Saedet.
Saa sagde han igen i en glad Tone:
-Du–vi ta’r Nielsen.
-Hva’for en Nielsen, sagde Kiaer.
-En lille Flojtenant, du, Kender….
-Man ved jo ikke de nye Steder–gamle … Saa’ ham i Praestehuset …
Rask Fyr … Kender….
-Naar der ska’ vaere Gilde….
De begyndte at gabe og blive mere stille; de sov ind hver paa sit Saede
og sov til Frederits.
Der drak de taet med Kognakker mod “Nattekulden”.
Bai gik ud paa Perronen. Vogne blev rangerede, og der var en
Klokkeklemten og en Signaliseren, saa man horte ikke Orenlyd.
Bai stod under en Lygte midt i Stimlen og lod sig puffe til:
-Gamle, sagde han til Kiaer og gned Haenderne, mens han saa’ ned ad
Perron og Bane–Hva’ du?
-Leben er ‘et, sagde Kiaer.
Damerne svippede rundt op og ned ad Trinene, rodmossede af Sovnen,
under Rejsehaetterne.
-Og de Kvindfolk, sagde Bai.
Der blev raabt og klemtet.
-Passagererne til Strib-Passagererne til Faergen….
Med halvelleve Toget var Bai i Kobenhavn.
De fandt Lojtnant Nielsen paa en fjerde Sal i Dannebrogsgade.
Moblementet var et Klaedeskab med en haengende Dor, der blottede en
ensom Uniformsvest, og en Rorstol med et Vandfad.
Lojtnanten laa i Bunden af Sengen paa en Homadras.
-Feltfod, sagde han. Man har jo sine Kahytter “anderswo”, Forstander.
-Bai sagde, at de skulde “se Staden”.
-Saadan Stederne, sagde han: forstaar De….Lojtnant Nielsen forstod.
-De vil se Markedet, sagde han. Stol paa mig: vi skal se Markedet.
Han kom i Benklaederne og begyndte at skrige paa en Madam Madsen. Madam
Madsen stak et Stykke Saebe ind ad Doren med en nogen Arm.
-Man lever i Familien, sagde Lojtnanten: han skummede Madam Madsens
Saebe op ad Armene.
De aftalte et Sted, hvor de skulde modes for at se paa Kasinos
Danseben. “Og saa ser vi Markedet”, sagde Bai.
Lojtnanten pumpede Madam Madsen for ti Ore og korte saa sporenstregs
ud til “Knejpen”.
Knejpen var en lille rar Olhave i Pilealleen, hvor “de af Banden”
holdt til paa Keglebanen og ved Kortene.
Banden var tre Sekondlojtnanter og to horhaarede Herrer fra
Landbohojskolen.
Da Nielsen kom, var Herrerne allerede ved L’hombren, i Skjorteaermer,
med Hattene i Nakken.
-Naa–Tvillinger, sagde Nielsen.
-Gaar ‘en?
-Man spae’r den op, sagde den ene af de horhaarede og skod Skuldrene
op.
-Svaevende, mente en af Lojtnanterne.
-Meget svaevende, sagde den anden.
Banden levede paa Ordet “svaevende”. Man sagde det en Gang rundt hvert
Kvarterstid med saere Tonefald og smaa Haandviftninger.
-Svaevende–
-Man maa spae’ den op, sagde Nielsen.
Banden spaedede op med Bajere og “Hunkon”.
-Jeg har nappet et Par “Givere”, sagde Nielsen.
-Givere–hva’ Satan–Nielsen? De horhaarede skod Hatten bagud.
-Et Par aeldre “Givere”, Tvillinger….
Tvillingerne slog med Olflaskerne i Bordet til AEre for Finderen.
De stillede om Aftenen i Kisten, efter at Nielsen havde set paa
“Danseben” med Kiaer og Bai.
Nielsen hentede nogle rodmossede Piger, som drak Banko med dem og slog
“de to aeldre Herrer fra Provinsen” koket over Fingrene.Bai sagde: “Pivain” og saadan aeldre Ord fra sine Lojtnantsdage.
De to horhaarede taalte aldrig noget. De sad halvlallende og sagde:
-Gamle Svineborster, og ravede Bai og Kiaer over Skuldrene.
De blev ved at drikke allesammen.
-Uf, dog, gamle Stovle.
-Vaek med Haenderne, Bai blev om af den megen Drikkelse.
… Bai vidste ikke, hvordan det gik til. Lojtnanterne var pludselig
forsvundne med de rodmossede….
-De er flojet, sagde Kiaer.
-De to Herrer sidder saa alene….
Det var en aeldre lille Dame, der stak sin Naese hen til Bordet….
*
*
*
*
*
Der var gaaet otte Dage.
Kiaer havde Forretninger om Formiddagen. Bai sov mest.
Kiaer kom kjem, ind paa Vaerelset.
-Hva’, sover du, sagde han.
-Ja, man er s’gu uoplagt, sagde Bai og gned Ojnene, paa Sofaen.
-Hva’ er Klokken?
-To.
-Saa maa vi afsted. Bai kom op af Sofaen. Satan til Strygebraedt, sagde
han. Han var om i alle Lemmer.
Han fik sig klaedt paa.
De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde kobe Katinkas Gravsten i
Kobenhavn.
Han havde vaeret hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet
bestemme sig.
Kiaer var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem
alle de Sten.
-Det er jo smukt af dig, gamle Ven–det er jo meget smukt af dig….
-Men hun ligger s’gu lige godt.
Bai var halv rort, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Sojler
med Marmorduer og Englehoveder.
Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag.Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhaender, der modtes til
Haandtryk under Livets Sommerfugl.
Bai stod laenge foran Korset med de to Haender og Sommerfuglen.
-Smuk Tanke, sagde han og forte Fingrene hen over Ojnene: Tro, Haab og
Kaerlighed.
Kiaer forstod ikke altid, hvad Bai mente, naar han sorgede.
-Ja, net Tanke, sagde han.
De var i det Kongelige om Aftenen.
Efter Theatret skulde de ud paa Broen.
-Jeg si’er s’gu Tak, sagde Kiaer, for at varme Baenke og vente paa det
Slaeng.
Kiaer gik hjem.
Bai drev af alene. De skulde s’gu ikke sige, han ikke havde holdt den
gaaende til Slut.
Han kom ind i Lokalet. Der var ingen af Banden kommen, og han satte
sig oppe paa Galleriet og ventede.
-Nej, Tak, han skulde ikke ha’e no’et … En Soda.
Han sad og saa’ ned i Salen gennem Tobaksrogen paa de otte Piger, som
sad paa Tribunen i Kreds, og paa Tilskuerne:
-S’gu lutter Drenge….
-Skuffens Bedrovere, taenkte Bai. Han sad og saa’
-Drenge, sagde han igen.
Der blev raabt og slaaet med Stokkene dernede: det var en engelsk
Danserinde, som energisk slog Skorterne op over Hovedet. Bai havde
set de Skorter flyve hver Aften.
Og han saa’ naesten arrigt ned paa Stokkebegejstringen:
-Det var noget at trampe for, sagde han.
Han skyllede Sodavandet ned og blev ved at betragte Salen: de otte
Piger, der sad som en Rad sovnige Hons paa en Pind, og Drengene, der
skraalte for at bilde sig ind det var morsomt….
Han havde ventet naesten tre Kvarter og Banden kom ikke.
-Forresten saa’ han det gerne–at de blev borte–med deres
“rodmossede”….
-En gammel “Jomfru” ku’ man vel hitte selv….
-De to “Landboer” med deres “gamle Svineborster”.Bai saa’ over mod den anden Side: et Par unge Herrer gantedes med to
unge Piger. Den ene var ung og frisk, med et Par smaa Smilehuller….
Den unge Mand bojede sig frem og stjal Kys under hendes Slor.
Banden blev stadig borte. Og Bai folte naesten noget som Forbitrelse,
Forargelse, mens han blev ved at se paa disse to Duer, som
naebbedes….
-Der kom s’gu ingen….
-Naa–naar de har flaaet En.
Og Lokalet begyndte at blive tomt. Det tyndede nede paa Gulvet, fra
Galleriet forsvandt Par efter Par ved Trappen.
Rogen og Oldunsten laa tyk og tung over Bordene med de forladte Glas.
Oppe paa Galleriet trippede kun en aeldre Dame frem og tilbage og
nikkede forforerisk til Bai.
De havde allerede skruet Gassen halvt ned, og Bai sad endnu med
Hovedet i begge Haender og stirrede paa den ode og skidne Sal.
Han svor en Ed, da han rejste sig.
Den aeldre Dame vimsede ved Laagen:
-Den Herre er her endnu, sagde hun.
-Nej–i hede Helvede.
Bai udtomte hele sin Forbitrelse i det Skub, han gav den aeldre Dame.
-Hva’, hvinede Damen–saadan behandler man en Dame … en
Husejerinde….
Kiaer var i Seng:
-Naa, sagde han. Morede I Jer?
Bai fik Stovlerne af:
-De var der slet ikke, sagde han halvhojt.
-Bagas, sagde Kiaer.
Bai klaedte sig af uden at tale.
Han laa lidt ved det taendte Lys. Saa slukkede han det.
-Er man gnaven, Gamle, sagde Kiaer.
-Naa … Godnat.
Men man begynder at blive gammel, sagde Bai.
-Ja, sagde han igen, langsomt. Det er Tingen a’ ‘et….Kiaer vendte sig i Sengen: Sludder, sagde han.
-Men du ta’er ‘en for voldsomt, Gamle … Man maa ha’e Ovelsen,
Unghane–og ta’e ‘en med Ro….
-Saa ka’ man drive den, sagde han.
-Behageligt.
Kiaer tav. Lidt efter snorkede han. Men Bai kunde ikke falde i Sovn.
Det var, som han lugtede Oldunst den halve Nat, og han laa og kastede
sig.
Den naeste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas’ Fotografi ud
mellem to Lommetorklaeder.
Det var Fru Abel, som havde givet ham det med.
Hun havde set omt paa det og pakket det ind i Silkepapir.
-Den kaere, havde hun sagt.
Louise-AEldst, “min sidste”, havde vaeret arrig: Pyh–skal han ikke
ha’e en Spilledaase med….
-Til at spille “de kaere Melodier”….
Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vraenge efter sin Mamma,
naar noget gik hende imod.
Enkefruen havde stille lagt Portraettet ned mellem de to
Lommetorklaeder.
-Han skal ha’e det Stykke af Hjemmet med….
-Bai tog Portraettet op fra Gulvet og sad og saa’ paa det med svommende
Ojne.
*
*
*
*
*
Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var
Paaske-rene og skinnende. Med hvide Gardiner og Rengoringsluft.
Bai sad tilbords i Sofaen:
-Man kommer hjem til sin Huslighed, sagde han.
-Hjemme i Reden.
Han spiste og drak, som havde han ikke faaet Mad paa hele Rejsen.
Enkefru Abel havde vaade Ojne af at sidde og se kaerligt paa “vor
Hjemkomne”.
Han fortalte om Rejsen.
-Theatrene, sagde Enkefruen.-Saesonen–
-Gravsten havde han kobt … Fanden til Pris….
-Det taenker man jo ikke paa, sagde Enkefruen: den sidste
Kaerlighedsgerning.
-Ja, det var det–han havde sagt til Kiaer … den sidste
Kaerlighedsgerning, sagde Bai.
Louise-AEldst blev aldrig faerdig med sine Smaaoverraskelser. Ikke se,
sagde hun, hun holdt ham for Ojnene, mens Enkefruen tog Laaget af det
sidste Ragoutfad.
-Ja, hvad hun har lavet, sagde Enkefruen og smilte: Min aeldste.
-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Haender paa Bordet
og saa’ glad frem for sig, mens han holdt Hvil.
*
*
*
*
*
Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til
Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Mollen.
Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste.
-Louise folger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er
en Hjemmefugl.
-Hun kommer forst til Bryllupet, sagde hun.
Bryllupet skulde staa hos “min Soster Etatsraadinden”.
-Der fandt de hinanden, sagde Enkefruen.
Toget blev meldt, Bai kom med Garantiseddel og Billet.
-Han har vaeret mit Forsyn, sagde Enkefruen og nikkede til ham.
Toget kom ned over Engen.
-Hils saa Ida, sagde Gamle Pastor, vi taenker paa hende den Dag.
-Det ved vi, sagde Enkefruen: Vi ved, hvor der er gode Tanker. Hun var
rort og kyssede rundt.
-Ja, sagde hun, det er en Rejse for at miste….
Toget var der: Naa, lille Frue, sagde Bai. Det er Tid.
-Og–min Louise–
-De passer jo paa hende … Bai havde allerede proppet hende ind i
Kupeen … Farvel Fru Linde … Farvel….
Louise sprang op paa Togtrinet og kyssede….
-Sidst, sagde hun.-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa.
Bai fangede Louise, min sidste….
Der blev viftet og vinket, til man ikke saa’ Toget mer.
Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Mollen.
Louise-AEldst vilde se noget i Posttasken og lob ind i Kontoret foran
Bai. De lo derinde, saa man horte det ud paa Perronen.
Lille-Jensen var sunket hen, laenet til en Pael. Banekarlen havde faaet
Maelkespandene bort fra Perronen og Sporet skiftet. Og Froken Jensen
stod der endnu, alene, laenet til sin Pael.
–Lindes var hjemme.
Gamle Pastor sad med Agnes i Dagligstuen, mens “Mo’er” saa’ efter til
Theen.
Der var halv morkt. Gamle Pastor kunde knap se Agnes, som hun sad ved
Klaveret.
-Synger du en, sagde han.
Agnes lod Haenderne glide lidt, langsomt, op og ned ad Klaviaturet. Saa
sang hun med halv Stemme, med sin morke Alt, Sangen om Marianna:
Under Gravens Graestorv sover
Stakkels Marianna–
Kommer Piger, graeder over
Stakkels Marianna–
Der blev stille i den morke Stue.
Gamle Pastor blundede lidt med foldede Haender.
End of the Project Gutenberg EBook of Ved vejen, by Herman Bang
*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK VED VEJEN ***
***** This file should be named 13175.txt or 13175.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:

http://www.gutenberg.net/1/3/1/7/13175/

Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe
Updated editions will replace the previous one–the old editions
will be renamed.
Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States withoutpermission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away–you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.
*** START: FULL LICENSE ***
THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at

http://gutenberg.net/license).

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation”
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you fromcopying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project
Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 withactive links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
“Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that
– You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, “Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
– You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.
– You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.
– You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
“Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES – Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND – If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’ WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY – You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.
Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.
The Foundation’s principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation’s web site and official
page at http://pglaf.org
For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations. To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.
Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.