Stuk, Herman Bang

PDF: Stuk, Herman Bang
Stuk
Herman Bang
The Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Stuk
Author: Herman Bang
Release Date: June 24, 2004 [EBook #12698]
Language: Danish
Character set encoding: ASCII
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK ***
Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
STUK
HERMAN BANG
1. udg. 1887
Stuk _udkom i tidsrummet 22.-28. oktober 1887, kostede 6 kr., indb.
7,50 kr og omfatter [VIII] + 396 + [1] side_.
_Helshirtingsbindet har guld- og sorttryk og er 180 mm hojt. Del
afbildede eksemplar tilhorer Del kongelige Bibliotek og er rodt_.FORSTE DEL
Regn af Guld
I
Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede:
Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.
De var kommen til Saede, og Kusken korte ad gamle Frederiksborggade
til.
Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Molle hvilede
det graablaa sidste Skaer af Dag. Men langs Gaden var der allerede
taendt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en
hel Arme strommede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen–som en
taktfast Marsch lod det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet,
klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade,
haetteklaedte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.
Forpustede Medsostre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig
nok i Vej paa Fortovet og brod ud paa Gaden, hvor de skridtede af
langs Rendestenen med en forvildet Pige i Haelene.
-Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den
fugtig-milde Luft i sit Vognhjorne.
-Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.
Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr
var der af Haetter, der skreg, og forbitrede AEgtemandsstokke, der
demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad
Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store
vraltende Dyr.
Berg og Lange kom ind i Kobmagergade. Morkningshandelen gik i Kaeldre
og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrommen
lob bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Naerheden af
Kaelderhalsene. Unge Piger fra Kursus floj forbi hinanden med
Haandslag, og “Herrer fra Forretningen” skod ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.
Udenfor Modebutikerne, hvor de forste Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strom af Plankevaerker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Braeddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.
-Svaert, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa’ ud over Fortovsstrommens mange Hoveder.
-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.
Paa Ostergade blev Strommen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatvaers af Drosken, saa den blevtrykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, sode og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Hojde med Drosken, saa naer, saa det var, som om de rorte Vognen med
Kinderne.
-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar “paa skraa” i Lommen.
-God Aften–god Aften.
De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Svaermen stod helt ud paa Gaden.
-Her kan man s’gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.
Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i staerkt
Lys–i halv Legensstorrelse–i Udhaengsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.
-Kor ad Ny-Ostergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled blodt hen ad Korebanen, og der pludselig blev ganske
morkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Doraabningernes Skygger.
*
*
*
*
*
Folk drog over Skt. Annaeplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene lobske; Damer, der lob over
Gaden med loftede Skorter, kom foran Hestene og hvinte.
-Ka’ den Dame dy sig, bandte Kusken.
-Hva’?
-Men–Amalie …
En Amalie, der var kommet paatvaers af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.
-Du dog–raabte hun: Herluf Berg.
Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciost
paaskraevs over Rendestenen og saa’ efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.
Udenfor Teatret var der en Smaekken med Vogndorene og en Traengen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se
Facadens Lygter og vilde komme forst. Kun Droskekuskene sad uanfaegtede
og saa’ betaenkelige paa Smaapengene i de flade Haender–for de vendte
og korte bort.
Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man maerkede Gasluften og Stovet,
fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man horte den
ned—-
-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Taeppet gaar.
Der var allerede daempet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hovedhelt op i Amfiteatrets store levende Morke–fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals naesten blev borte.
Man folte sig, som kom man ind i en elektrisk Kaede, naar Raekken
lukkede sig, og man naaede paa Plads…
Taeppet til “Lykkepigen” gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bonder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Traesko, som hun havde Halm i, og hele Huset
genlod af den forste glade, meningslose Lattersalve, mens hun fik den
paa igen.
Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Saede
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.
Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalaenge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var “kysset”, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt
en mildnende Haand paa Sujettet–af Hensyn til vort Publikums
Folelser–og havde aendret til “kysset”.
Akten endte med en “Honsesang”, hvor Gaasepigen kaglede.
Taeppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu
blev klappet paa Galleriet, og for der blev Lys, steg der en pludrende
Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skoleborn fik Frikvarter, og
ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa en
Gang.
Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der
mere stille, mens man begyndte at monstre hinanden og hilse og melde:
_Den_ var her og _den_ og _den_–og man nikkede. For hvert kendt
Ansigt var det som Velvaeret voksede: de var her rigtig alle, og man
selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornojeligt
Velbehag, hvor man monstrede og monstredes, mens Stemmerne summede.
Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende
Raekke bag Raekke. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang
til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af
Bade og Sommerluft.
-Gor sig s’gu, gor sig s’gu, sagde Lange og forte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kaertegn omfattede al den
friske Konhed.
-Brillant, sagde Berg.
De var der alle–allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man
bare saa’ den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strom og
Redaktor Scheele: Legationsraadinde Sten, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekraemmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Norregade;
Fru Koch….alle, Ansigt ved Ansigt, Raekkerne ned.
-Svaert med Fruer, sagde Berg, vaebnet med Kikkerten.-Ja…
-Naa–Fru Ekberg kunde nu gerne gi’e sig.
-Hvorfor? De var skam alle ti Aar aeldre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.
Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen horte efter. Det gav
et Ryk tilhojre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa
Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Honsegaard.
Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupe drysset fuld af Brillanter–Diamanter i Orene og Diamanter om
Halsen…. Der blev et sandt Opror, hvor alle tiskede og spurgte,
indtil Damerne, lidt efter lidt–der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet–lod Kikkerterne synke og holdt Ojnene stift haeftede paa
Taeppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:
-Hvem?
-_Hvem_ du, hviskede Blom op til Berg, fra forste Baenk, bag
Chapeau-claque’en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsogte at indfore Gala ved “Premiererne”.
Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev
der stille–Diamantdamen sad hvidkalket og sovnig og gnistrede–alle
kom paa Plads, Kritiken langs ad Flojene, faerdig til Traefning: Kars
havde Plads tilhojre, med et lyst Smil og foldede Haender, som bad han
Bordbon ved et opdaekket Bord, og Professor Markus sad hojtidelig, med
let rokkende Hoved, som en Provinsoverlaerer ved en Censur, ved Siden
af Hr. Staehr.
Taeppet gik op.
Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Dore–fler og fler Pager, to
og to, fler og fler–i Trikot. Hele Salen blev blot en Kikkert–Maend
greb Glassene af Koners Skod eller Haender–: Men der var jo Flokke,
Snese–en Haer af Pager–en Haer–rent en Haer af Trikots.
Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Maendenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede
i Saederne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet
lidt for nedringede til Bal….
Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte
og det skinnede. Fler og fler–det horte jo aldrig op–der maatte da
vaere hundrede….
Man slap Kikkerterne og man klappede taet, over hele Salen.
Det var Operettens beromteste Numer, “Kyssenes Kor”. Man fangede, man
valsede, man kurede og kyssede.
Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.
Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gor Kur. Her kysses vi.Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.
Man kom ikke mer ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt
blev en Tummel af Stoj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en
Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.
Man lo og lo. Akten havde i betaenkelig Grad traengt til den “mildnende
Haand”: Der var stroget, saa man forstod ingenting, undtagen–at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Morke.
-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og gron i Armen.
-Satan, Satan….
I yderste Grad havde Bearbejderen traengt til “sin mildnende”, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem
Dorene….
Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte “Kyssenes Sang”–foran de Elskendes Dore.
Hist kysses de og gor Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.
Der var ganske stille i Salen udover Halvmorket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhorligt med. Varmt var der blevet.
Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.
Finalen kom: Hofdamer brod ind med Kandelabrer; Vagten floj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede… Prinsessen kom i
Friserkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt….
O ve–o ve, Hvad her dog sker: Hun bliver aldrig Lykkepige mer.
De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne
torrede Taarer i Slaebene…Ingen forstod et Ord; i Orkestret kaempede
Tromme med Triangel…Der var ikke _den_, der horte Orenlyd: Det var
Glanspunktet af Operetten.
Taeppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet lod som store Dron fra Galleriet. Det maatte op igen.
Man strommede ud fra Baenkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og
glade, med fremskudte Buster, som en Raekke Spurve, der soler sig. Kun
Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin
Pose.
Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret…Man talte om
Antallet af Opforelser–man mente tredive…Redaktor Isaksen forte
energisk Naesen op og ned, snusende hen mod Taeppet, som om han vilde
grade Stykket ved Hjaelp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud
over Salen, med et langt sultent Blik:
-Ja Godtfolk–nu var der Penge at tjene med en Treakter….
Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stodte; ingen
horte Orenlyd for Latter og Stoj. Det var det unge Kobenhavn
straalende og stramt i Klaederne, overmodigt i Gasluft og Traengsel, somFisk i Vandet.
-Naa–I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Traengselen og gik halvt i Knae, mens han viftede med den oprakte Haand:
Ka’ vi no’et, vi Kobenhavnere?
-Fa’en ta’ mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa’ alle hans
hvide Taender.
-Ja, sagde Lange nikkende, der er “Bevaegelse”–det kan man ikke naegte.
De vilde “se at finde en Soda”, og de traengte frem gennem Stimlen, men
de kom naeppe af Stedet, mens de braendte Vittigheder af og gav
Haandtryk–Kredsen Blom gav Haanden ved blot at straekke en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk–; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdoren til Gangen, hvor
Svaermen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Doren var der en
Traengsel, saa man blev drejet som Bonner i en Kvaern.
-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg–det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv–og blev drejet ud igen.
-Naa–_saaledes_, sagde Brodersen og forte Spidsen af Pegefingeren hen
under Naesen, mens han snoftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde “Vildtlugt”.
-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gor s’gu det hele til et stort
–“nok sagt”–bare for at haeve Byens Anseelse.
Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.
-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lod, som han
vraengede: Ja–tro I–for mig paa de renlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.
Man talte om “Diamantkvinden”–: Hun pynter, sagde Lange. Det hjaelper
altsammen.–og Signalet lod til at bryde op.
-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s’gu dog Pudder i Logerne
–gamle Folk.
“De gamle Folk” slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmaegtigen.
-Kaere–giv mig Ret, raabte hun. _Er_ det ikke for Bae’lam … Hys,
Edvard, hvad jeg siger, det er raedsomt med den Anstaendighed. Fru Canth
var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et
Par store, allestedsnaervaerende og blanke Ojne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte “af Princip” alle
Herrer ved Fornavn.
Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fodder, saa man saa’ et
Par Spaendesko med et Par morkerode Silkestromper op over Anklen.
-Gennembrudte, sagde hun og pegede. AEgte Varer–sagde Kraemmeren …
Hvormange jeg har kobt, lille Edvard? Seks Par.-Men–Gud … Jeg snakker … Fru Canth satte Spaendeskoene med et Stod
i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen….
“Mansen” var Assessoren, en forskraemt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Ojne. Han saa’ ud, som om han _altid_
fik praesenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmaessigt ud et
Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
vaeret gemt i en Kjolefold–hvorpaa Fru Canth sagde:
-Naa, Manse, og nikkede til Afmonstring.
Man horte Korstemmerne ned oppefra.
-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djo, Born. Hun gik med “Manse”; ved
Parkettrappedoren stansede hun: Edvard–man modes jo efter Dagens
Gerning–i “Bethesda”.
Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blaeste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de forste, der
kom ud.
-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedoren i. “Institutionen” gav den
sidste Fyrvaerkerifest i Saesonen.
Maengden brod ud af alle Porte, skyllede Liv og Stoj ned over Trappen
og frem over Gaden–gennem Strandstraede trallede Raekke efter Raekke.
Ude paa Kongens Nytorv flod man sammen til hojlydte, lystige Oer, hvor
de muntre Sporvogne brod ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad
Sporene.
Saa delte Stojen sig–ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Straede–som om Stenraekkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.
Hist kysses de og gor Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om “Hesten” havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet–nu taenkte de videre med Hovederne ned i deres Haender. Og kun
en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
*
*
*
*
*
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplaenen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Graes og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skaer af Lamperne. Rundt om i
Traeranden hang de farvede Balloner som skinnende Kaempefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et
Vindstod drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende
Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laaSensommerhimlens stjernestroede Dunkelblaa.
-Ja, her er smukt, sagde Berg daempet og langsomt.
-Smukt er her, sagde Lange og flojtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne
spaendte sig som lyse AEreporte over Hovederne: Aften–Berg og Lange,
lod det bag ved.
-God Aften….
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skod paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Naesen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skod
Skulderne op, Lemme-Souper….
-Tak, skod Lange ind.
-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Taender. Vi
gemmer hende i Divanen… Hvordan var ‘et saa derude? De begyndte at
gaa.
-Naa–net….
-Kostymerne fra Paris,–Gerster snovlede som en Udraaber paa et
Marked:–med en Tomme sat over til Knaeene–man kender ‘et… Naa–maa
hjem til Passagergodset. Djo–Born.
-Djo. Gerster fo’r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt
Hals og sammenknebne Ojne og bevaegede Naeseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.
-Satan–saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
-Ja–der er de jo ogsaa fra….
-Ja, sagde Lange. Men Professoren gor sig s’gu dog med sin
Horemaskine.
-Ja–hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
de Par Aar.
-Ja–Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mer, siden de flyttede fra
Randers….
Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og
Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under
Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun et vandrende, mudrende
Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa’ Dirigenten med det hvide
Bryst som en stor Dukke, sogte de forvildede Polkatakter ud over
Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
Berg og Lange havde kaempet sig frem gennem Stimlen til Divanens
Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
-Det tro Kobenhavn, sagde Berg, seende ned over Svaermen.-Aften, Hr. Berg, Aften… To Roastbeef… _sauce tartare_… Kellner
Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin
Serviet–Bankherrerne, Hr. Berg–Berg havde set provende over tilhojre
mod en hojrostet Herre-Pousse-Cafe i hvide Slips…. Lille Diner,
sytten Kuverter… er ved Kaffen, Hr. Berg… Hr. Jensen skod
undskyldende hojre Skulder i Vejret og smilte illustrerende
Tilstanden.
-Vel–Vel… Kellner Jensen drejede som en Top… To Alliancer. Vaek
var Hr. Jensen.
-Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Doren og monstrede
Salen. Professor Gersters havde okkuperet det hojre Sofa-Hjorne og
slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i
“Svinedrengen” om Prinsessen.
Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem
Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: “Vel”–“vel”, saa
ingen Ganymed havde Kjoleskodet frelst. Mens et Par Bankherrer fra
Provinserne ravede hummerrode rundt i Forvirringen–i Svalehaler og
Brandspande–og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over
Bordene.
Ovre i den venstre Sofa praesiderede Fru Canth i “Menigheden”, ogsaa
kaldet “de sikre”. Det var den snaevreste Canthske Kreds: tre, fire
Familier, men, som Fru Canth sagde, “af den rette Aand”.
Sommer-Stamsaedet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet
“Bethesda”, til Forargelse for Fru Molbom. Fru Molbom, der evindelig
forte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa
religiose Anfaegtelser.
Iaften var hele den “sikre” Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth
selv, Fru Dunker, Fru Molbom og “Tante” Strom: “vore tre Ungkarle”:
Sundt, Redaktor Scheele og Bastrup af Toldvaesenet, ogsaa kaldede “de
smaa”, samt Maendene.
Der blev raabt saa laenge paa Berg, til han bugserede sig frem til
Bordet. Damer og Herrer forte Olglassene fint mod Flaskerne; hvad der
betod Akklamation: Plads for lille Herluf–Plads for lille Herluf,
raabte Fru Canth … Luften svirrede af Herre-Fornavne–Damerne i
Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres
respektive Maend–og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr.
Molbom.
-For Bae’lam–for Bae’lam–Fru Canth var stadig ved Operetten–: noget
for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med
Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Molbom og Fru Dunker,
med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet
i Kakkelovnskrogen.
Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte,
nervose Fingre.
Hr. Molbom konverserede Berg. Familien Molbom havde gjort deres
Ferieudflugt til Moen: Fa’er og Mo’er og Arthur, sagde Hr. Molbom.
Dejlig Tur–fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner….
-Tre Mand–_tre_ Mand, De! gentog Hr. Molbom.-Fa’er og Mo’er og Arthur–Hr. Molbom nikkede over til Arthur, som var
Hr. Bastrup af Toldvaesenet. En lang Noddeknaekker, der brugte kulsur
Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Molbom samme Brond i
Rosenborg).
-Fem Dage, sagde Hr. Molbom.
Damerne talte om Fru Canths Stromper: Lille Herluf har set dem, raabte
Fru Canth. Har lille Herluf ikke set dem? Berg maatte bevidne, at han
havde set dem, og der blev en Strompedebat over alle Bredder.
Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds’s bedste Emne. Man
gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemvaerk. Ved
Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebraedt og kniplede los
paa Forogelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og domte om
Modellerne.
Fru Strom havde set et Monster (Scheele fik sit Rejebrod rakt paa en
Kniv af Fru Dunker) … hos Davidsens … og hvad havde Fru Canth ikke
set–idag hos Vett–en Model til Chemiser….
-Nogle Chemiser, Tante Strom,–Fru Canth saa’ ud, som om hun vilde
sluge Chemiserne–uden AErmer….
Alle Damerne kastede sig over de aermelose “inderste”; Hr. Molbom, der
var faerdig med Prisbilligheden paa Moen, sagde:
-_Tre_ Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Haender
stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Molbom var saadan: han faldt pludselig
hen og glemte Verden i en om Stilling mod et Medmenneske, og sad saa
med stirrende Ojne ud i Rummet.
-Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kont paa
Moen.
Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa taet sammen, at
ingen kunde rore Benene: La’ ham sidde paa Skodet, raabte Tante Strom;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.
Damerne var saa ivrige, at de skod Tallerkenerne bort og tegnede
Monstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strom sad og skinnede, rank
og stormaegtig, med sine stikkende Ojne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Molbom–der altid var rod i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet–sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Molbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Log.
Hr. Molbom vaagnede og saa’ over til sin Halvdel.
-Vi to, Mo’er, sagde Hr. Molbom og loftede Glas. Hr. Molbom kaldte
altid sin Kone for “Mo’er” med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Molbom havde skaenket ham otte Born fra nitten Aar og nedefter.
-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Molbom. Vidne, Arthur … De drak alle
fire.
Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja–i _hver_ Vask lod Fru Dunkersine Mellemvaerk blode i Kaffe … de saa’ ud som aegte….
-Men Gud, det Arbejde–Damerne raabte … Ja, Fru Dunker gjorde det
… i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) … hun blodte dem med en
Klud–_hvert_ Mellemvaerk … Scheele vidste det!
-Lille Carl ved det, lille Carl ved det, raabte Fru Canth.
Sundt saa’ op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,–mens Tante Strom og Fru Canth lo, saa ingen horte
Orenlyd.
Midt i Stojen sad AEgtemaendene Dunker og Strom stive og ubevaegelige,
daddellose, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingenior Dunker igen
faldt hen med halvlukkede slove Ojne, som om han sov, mens Oberst
Strom forblev rank med sit lange, konne Napoleonsskaeg og et
hofligt-opmaerksomt Smil, som om han stadig horte paa en Bordtale.
Lille Canth gemte sit forskraemte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre AEgtemaend blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevaegelige som tre
Avtomater. Hr. Molbom drak bestandig Raekken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.
Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev stojende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande–var blevet ved _sit_ om de
kaffeblodte Mellemvaerker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:
-Hvad si’er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten
deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for
at spise og fylde en L’hombre ud for AEgtemaendene; han horte ligesom
Berg–kun til Udenvaerkerne og gik under Navnet “Neutrum”.
Mens alle blev ved at le, saa’ Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa’ kraenket ud over en med Brod kemisk renset
Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i
Selskab.
-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kodet.
Man kommer aldrig derfra.
Ovre ved Pousse-Cafe’en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Moller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herreraekken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikorer i Flaeng, og Konsul
Mollers Nabo blev ved at slaa et Par kaerlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han–saa Konsul
Moller aldrig kom videre end til “hojt at glaede sig, mine Herrer”,
hvad han blev ved at gore, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsraekke, der sad ind mod Vaeggen, ranke og repraesenterende, med
saare tomme Ansigter.
-Hva’ er det for en Forsamling? sagde Berg.
-Ved s’gu ikke … En Bankdelegation, tror jeg–Konferensraad Hein
staar i Spidsen–de vil danne en Centralbank eller saadan noget–for
at samle Kapitalen…-Ja saa…
Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa’ ned over Svaermen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst
sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned
ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetorklaederne bundet om Halsen
… De forsvandt ovre i Alleen, drejende om alle Skjorter…
Strommen dernede blev ved at bolge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lod ud gennem
Vinduerne.
Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa’ alle ud over Maengden mod den
lyse Koncertsal.
Der blev applauderet dernede, forst inde i Salen og saa udenfor; det
lod som en stor Brusen op til Verandaen.–Da Orkestret intonerede
igen, kendte man “Honnormarschen” og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Raekvaerket under Larmen. Konferensraad Hein klappede
for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved
at applaudere, saa Agent Hoyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst
paa Hjornet, barhovedet, i sin brunrode Paryk–med den hoje Hat under
Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Haenderne, der var
foldet paa Maven–vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der
skulle stemmes i Byraadet…
Da Klap og Bravo var doet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og
sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne
“spontane Ovation”–han vidste, i hvor hoj en Grad det vilde glaede
Hans Majestaet. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik
over til et stort Hurra–Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni
Gange, stumme som Havets Fisk–rejste Konferensraaden sig og sagde
hojtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:
Han vilde sikkert bringe Hans Majestaet denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De ved det, sagde han og talte, vuggende let frem over
Bordkanten: De ved, mine Herrer, hvilken hojsindet Protektor, hvilken
utraettelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestaet. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning–denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del
af al Landets Kapital–af Hans Majestaet er blevet hilset med Glaede og
Haab. Det maa vaere os en Tilfredsstillelse–for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophojede Konge i Spidsen
for vore Bestraebelser med sine naadige Onsker om vor Fremgang …
Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et hojt
“Leve” for Hans Majestaet.
Man horte de sidste Toner af Honnormarschen, mens Hurraraabene dode
hen; der var kommet en hoj, loftet Stemning over hele Selskabet, man
talte om de store nationale Foretagender, om Omvaeltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
Redaktor og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde
dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag–og de skulde henvendes til
Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen horte mer end”Fortjenester, alle kendte”, og Redaktoren maatte vente, til
Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af–med hojt haevet
Glas–med et Leve for _ham_, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.
Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.
Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:
-Ja–vore Produkter er blevet Guld.
De gentog Etatsraadens Saetning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn–fra Assens, Ridder af Vasa–nede
i sit Hjorne sagde en Saetning af “Dagbladet” om “Guld, gravet ud af
vore gamle Volde”, og alle sad saa opromte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.
Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og forte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Rogskyer med
et Smil. Ovre ved Raekvaerket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Svaermen, og Konsul Moller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Raekvaerket over Maengden, ligesom om han anglede.
-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Raekvaerket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hort den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Ojnene, seende frem over Mylret og Salen.
-Ja–Liv er her blevet.
–Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besvaerligt talte med de
nye Taender. Da Berg og Lange blev praesenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bod paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.
Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesaeson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umaerkeligt rykkede
laengere og laengere ind paa sin Stol–hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv–og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde vaere ganske fortraeffelig ved Bovbjerg.
-Ja–hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Vaertindeblik stadig hen over
Bordet–ogsaa Professoren sorgede hun for, _saa_ bod hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen daempet Omhyggelighed–:-Ja–sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder …
_De_ havde saamaen bare vaeret i Fredensborg–men der havde vaeret rigtig
rart der ude … Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
-Og saa gi’er det jo noget Liv–med Hoffet derude, sagde hun.
Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer–stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.
-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke maelet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkaernerne, det generede ham altid, at Lange talte saa hojt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevaegelser med
baade Arme og Ben. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vaelte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, blode Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevaegelser, der aldrig blev paatraengende eller fyldte op.
-Erhard forsogte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Son.
-Mo’er overdriver–i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen–jeg var derude hver anden Uge.
-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte hojere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde raekke Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.
Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Boger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Boger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og horte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skod sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Saetninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betaenkelig Mangel paa Respekt for baade–det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
-Jo–sagde hun, Novelletterne havde hun laest, strax–ude i
Fredensborg.
Hun kom pludselig til at se’ over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Sovn:
-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet laest hjemme i
Skanderborg.
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvaerligt paa
Grund af de nye Munddele:
-Ja … vi havde Laese-Torsdag ifjor … Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sorensens … skiftede hos hinanden …
-Ja–det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.Erhard rommede sig og saa’ paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstod. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa’
underlig umyndig ud, med et Par artige Ojne.
Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka’l. sagde han. Satan til Ka’l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han ved, hvad det kommer an paa: at ta’e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.
Han bojede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:
-Ham lugter man saagu, sagde han og snoftede let.
-Ja–Professoren laeste desvaerre kun Revue des deux Mondes
i–“Laeseforeningen”…
Salen var naesten blevet tom, alle var brudt op til Fyrvaerkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Donnergaard,
fodt Gerster, havde ikke set Fyrvaerkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod braende et af paa “Slotsbjerget”…
-Rigtig kont var’et, Jette–isaer i Vandet … Men der er ogsaa dejligt
ved Soen … Det er dog det dejligste Sted, Jette.
-Men lad mig dog holde, Jette–lad mig dog holde, sagde Fru
Donnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.
Og tilsidst blev de da endelig faerdige, mens Lange og Berg bukkede i
Doren.
*
*
*
*
*
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho’dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den
susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens
mangfoldige Nakker, saa’ de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og
Gnister, for den slukkedes.
Lange istemte Maengdens lange “Aa–aa”, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Ojeblikke kun et vidt Morke, fyldt af Maengdens
Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Morket
lob de smaa Lys af Fyrvaerkernes Lygter og kastede hoppende Skaer over
Fyrvaerkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrvaerkeriets
Stilladser og taendte–rodt, gult og gront–regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plaenen saa’ man pludselig de tusinde, sagte
bolgende Ansigter i Skaer af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.En Regn af “Svaermere” var det sidste Numer.
Der lod nogle Knald, og i samme Nu skod hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bojende i skonne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brodes med Knald–smaa plaffende Knald: med et var
hele Himlen, hvor man saa’. kun _et_ vildsomt Lob af ilende
hurtigfodte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter…
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Traekkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spaendte over det hele Rum–op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.
*
*
*
*
*
Berg og Lange gik ned ad den halvmorke Koncertsals Alle. Langt borte
fra horte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire AEgtemaend bagerst. Lille Canth havde saadan en ujaevn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa’ ud, som lob han som en Hund
mellem de andres Ben.
Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmaegtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af “de
smaa”–paa Skift. Hun kaldte sig selv “det femte Hjul” og lo med sin
hoje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han maelte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skaeg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Ojnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.
I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slaebte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at maele et Ord, en hel Timestid i en stor Rogsky.
Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Ojnene:
-Naa–nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.
Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr. Molbom
slaaet en Klo i Lange og var igen paa Moen, mens “Mo’er” gik lidt
henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et traegt luntende
Trav–Fru Molbom i Galosker–som et Par halvgamle Heste, der laenge har
trukket sammen.
Fru Dunker og Scheele gik inde under Traeerne–naar de var alene,
stojede hun ikke mer.
Berg stodte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa–det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa’ ind i det sorte Hylster
og rystede det.
Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog omden maerkvaerdige Stok, til Fru Canth sagde:
-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
Og alle satte i Marsch igjen.
-Ja, Herren ved, sagde Lange, hvem der har faaet _den_ i Hovedet. Hr.
Molbom lo.
-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, _det_ er s’gu Faren med
Raketstokke–at Godtfolk faar dem i Hovedet…
De kom ned mod Teatret og horte en hoj Klappen. Det var Publikum ved
Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over til
den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne; Bankherrerne
kom ogsaa i en Svaerm, echaufferede, med Hattene i Haanden, og blev
staaende.
Da Musikken begyndte, kendte de “Kyssenes Sang” … Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med de
smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset…
Saa strommede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus
paa National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstottens store graa Sten.
Og ind i Stojen af rullende Drosker og “Nationals” Musik og “Farvel”
af de hundrede Stemmer horte man hojt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede los paa “Victoria-Teatrets” nys
rejste Tag.
Berg var stanset ovre paa Fortovshjornet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han daempet og dvaelede paa Ordene, mens han saa’ ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en Tryllekreds
om den hele By og bandt den til et Billede…
Berg tav lidt, og med en Bevaegelse med Haenderne, som sonderbrod han
den taenkte Stav, sagde han med et utaalmodgt Suk:
-Og saa vilde det vaere et Tornerosetableau, det hele Billede.
Han vendte sig, just som han blev raabt an af en hoj, lidt skingrende
Stemme: God Aften–Berg.
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i
Ugen, raabte han, til en bedre Frokost … Han svingede med Hatten fra
Drosken, der rullede videre.
-Hvem er det? sagde Lange.
-Den unge Adolf, sagde Berg–Son af Adolf med “Husholdningsbogerne”…
-Hm, sagde Lange i sin misfornojede Tone: En stojende Herre.
De gik videre.
*
*
*
*
*
Berg var kommet hjem, hvor Lampen braendte stille under sin Skaerm, oggik frem og tilbage over Gulvet. Han knipsede Kineserdukkerne, der sad
rundt om paa Kanten af Etagerer og Konsoller, saa de bevaegede
Hovederne, og saa’ lidt paa den nikkende himmelske Forsamling.
Saa slog han de lange Persienneskodder til Side og aabnede Vinduet.
Der var ganske stille, ikke et Fodtrin, ikke en Lyd. Fra Stjernehimlen
laa et Skaer som af Sommernatsdaemring over Pladsens hoje Tage.
Og laengst borte, over alle Huse lyste som en skinnende Sky Skaeret fra
“Victoriateatrets” elektriske Lamper.
Berg gik tilbage i Stuen og opdagede et Brev ved Foden af Lampen. Han
tog det og saa’ paa Haandskriften–i Hjornet var der en Svale med en
fransk Devise: _Nous reviendrons_–: Berg blev siddende lidt, for han
brod det og laeste:
“Moder beder mig sige Dem, at vi nu lykkeligt og vel er kommen hjem
til Byen–for at opleve endnu en Saeson.
Vi hilser Dem alle.
Deres ASTA HELTZ”
Berg blev siddende laenge og stirrede ind i Lampen–Brevet med Svalen
havde han krammet fast sammen i sin Haand.
II
Berg blev baade dov og or paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord–saadan blev der banket, hamret
og hovlet; i et Net af Stilladser og Bjaelker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohoj–ohoj, lod
det fra Kaelderen som fra Maven af vaeldige Bugtalere.
Berg blev svimmel, naar han saa’ derned, hvor Stilladserne groede op
af Morket paa svaere Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen–en Kaempekrop, hvor alting sang og
virkede … Hojst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor “Kyssenes Sang” ned over Stojen…
Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
Orenlyd af hvad der sagdes, horte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjaelker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Haenderne for Munden: Frokosten–Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet–Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, for de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fodderne.
Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig laengere kunde holde “den lille
Forfriskning”.
Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbotter og over Braedder:-_Der_ skulde vaere Marmorpuds, og _der_ skulde vaere Forgyldning …
Martens pegede og Martens viste.
Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og forte den hojre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulorer for sine glade Ojne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.
-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, hojere og hojere, mens det
svirrede for hans Ojne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Hovlebaenken.
Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i “Foyeren”–Martens sagde “Foe-en”, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine “Bygninger”–; de brod gennem mange
skaermende Saekkelaerreder, der spaerrede Doraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes toj hang paa interimistiske Knager, og en Maengde
Olflasker garnerede Vaeggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjaellebord.
Martens daekkede Stykket af med en Haand saa varsom, som loftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa’ paa
Papiermache-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.
De laeste “Victoria” paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.
Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:
-Ja–kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.
-Ja, sagde Martens og kneb Ojnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er “Interessen”, sagde han. Han slog et
Saekkelaerred til Side fra en hoj Hylde, hvor der var stillet en Raekke
Gipsstykker op–dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva’ tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetoj.
Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.
-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
–saa man bli’r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.
De lo alle, mens de igen brod ud gennem Saekkelaerrederne for at komme
ned og hjaelpe paa kokkken.
Victoria-Restaurant’en var allerede aabnet i Sideflojen med fire Sale
og tolv Kabinetter.
De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjornestuen paa forste Sal,
hvor Bordet var daekket med Servietterne som virtuosmaessige Svanehalsepaa Kuverterne. De var blevet svaert sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:
-Det gor godt i Naesen, naar Laaget bli’r taget af Fadene.
Martens nod iovrigt laekkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han naesten kun om Natten og om Sondag Eftermiddag.
Han sad da efter Bordet i et Hjorne af “Salen” i Sofaen og saa’ ud paa
Pragten af Flojl, Loftsdekorationer og indlagte Mobler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa’ dode og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.
Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Laerreder mellem Dorene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badevaerelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Born sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.
Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres “Ophojelse”; og hun gik om Sondag Eftermiddag rundt om
Martens paa Laerredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
traede, og talte hviskende, halvt af naesten overtrosk AErefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde vaere forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Stoj
mellem Vaeggene.
Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot en Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres forste trehundrede Daler…. da var det Daler
endnu … De forste trehundrede Daler … Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.
Martens taenkte sjaeldent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde “klasket” et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget–han havde bare sat Gipsgesimser i Gadevaerelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snorkler paa Dorene….
-Som “Interessen” nu er, sagde han til Arkitekterne.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jaevne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulorer–ligesom han i Laeretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling–hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.
Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han sogte Hjaelp hos Arkitekter og
Dekoratorer, byggede og byggede … Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kaerlighed til det grelle i Kulorerne og Uvaegerligt
byggende alle sine Huse–disse Huse med deres monumentale belgiskeOvne indforte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelaendere og eftergjorte Parketgulve–ubekvemme,
indskaenkende og snaevre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan raekke med Haenderne mellem Vaeggene,
og til en tung Luft.
Han tilbragte sine Sondagstimer i sin Sofakrog–han arbejdede
aldrig om Sondagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag–legende med Bornene og seende paa sin Stue, hvor
“Haedersgaver” fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa “dode”
som alt det ovrige.
En “Haedersgave” var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iovrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mont at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandvaerkerens Ojne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
aerefrygtsfuld og naesten aengstelig AErbodighed–selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.
–Frokostselskabet havde stillet den forste Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Flode, begyndte at tale om Martens’
Ejendomme.
-Det var Tiden at bygge nu, sagde han … Igaar havde de solgt Nr. 11
… Som varmt Brod gik det med Salg og med Bortleje.
-Ja–sagde Adolf–nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smaekkede.
De talte om alle Martens’ Foretagender, om Kob og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt “forduftede” det meget Guld ned i sit Skod; Martens talte om
et Sommerhotel–ved Bellevue–paa Strandvejen … Et Sommerpalae …
-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen–Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen … Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalae i Luften med begge Armene.
Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at saette
sine Penge paa Rente.
En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:
-Ja, ja–det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme–den lille Fuldmaegtig. “Den lille Fuldmaegtig” var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens’ tredje Sal.
De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktorer–da
Spenner kom tilbage.
-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De–Spenner …-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
-Pilloteringen? spurgte Berg.
-Ja–det var jo _det_ … hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven … sagde Spenner.
-Ja–Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.
-Og Vandet har vi endnu i Kaeldrene, sagde Martens.
-Ja–om man nu havde Direktoren, sagde Spenner og “dukkede”. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa’ ud,
som om han stangede.
-Men Alverden soger jo, sagde Berg.
De var naaet til “Fuglene” og sad maette, laenede tilbage, med
Servietterne i Skodet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja–_der_
blev naevnt Folk–det var den halve By, der blev naevnt af Rygtet–til
Direktor.
-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel vaere
Direktor …
-Ja, raabte Adolf, vi to–Berg–os to.
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spog, leende og drikkende,
vedblev at tale med “Dhrr. Direktorer” om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.
-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jode ihjel …
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rodmussede og hojrostede, fik Cigarer taendt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strommede Middagssvaermen forbi i Solen,
Luften var hoj og klar. De slog sig ned om Likorflaskerne, seende ud
over maengden, glade og vaedende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stodte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at laegge Planer om Koncerter, om Turneer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned …
-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Maengden. Det er jo kun et eneste stort Kobenhavn, det
hele….
De smilte alle ud over Middagssvaermen, og Spenner sagde: Og saa
traekker man dem ogsaa over Sundet.
-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.De blev stille, hver i sine Tanker, blaesende smaa, fine Rogskyer frem
for sig i luften. Stojen nede fra traengte op til dem, og de sad,
smilende og saa’ paa deres Glas, hvis Vaedske blev gylden i Lyset.
-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gaelder om; og de tomte Glassene og
brod op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;
-Men ligegodt, sagde Adolf. Taenk over det–det er en _Ide_.
-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om “Direktoratet”–saa tosset det end var.
-Naa–adieu, “Associe”, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
“_Jeg_ skyder Pengene ind.
Berg blev ved at le ganske hojt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skod, oppe paa Taget af Sporvognen og korte til Kontoret.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietaepper paa Gulvene. Redaktionssekretaerstolen, Hr. Gravesens
Embedssaede, i den forste Stue var tom, paa et Hjorne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.
Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsoge sin Mand i Redaktionstiden–vaebnet med
Fletteposen–for at afgore pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde iovrigt naesten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbod Hensynet til “De Herrer” Gravesen at blive hojrostet
eller simpelthen at gaa og smaekke med Doren.
-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til “Fa’er”.
Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebornene. Caroline,
giv mig mit Toj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tojet–den
laengste Tid af Aaret var Fru Gravesens Toj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille–og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.
Familien Gravesen boede paa Osterbro i et “Gevinst-Hus”. De seks
Frokener uddannede sig–som Bier–til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.
Hvert Kvarter kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte “Ro”; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smaekket med en Dor: Om Vilhelmine
vilde holde Naesen hos sig selv–man maatte vel have Lov til at ove
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kaeldergelaenderet og skingrede op
efter i Trappegangen.
Alle Froknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Dore og hvinte,
rodtoppede over Gelaenderne–samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rodt–: Ja, Amalie kunde vel osse la’ vaer’ … Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie….-Pyh–Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klaveret….
-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Froken Frederikke, der var med Stilebog og Blaek i Ansigtet. Alle havde
de Roster i Diskanten.
-Aa, maa jeg vaere fri….
-Naa–det ved vi da om Vilhelmine, at hun bare over for at irritere os
andre….
-Hold du din Mund, Frederikke.
-Uf–Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.
Det gik fra Kaelder til Kvist; saa smaekkede Dorene–hele “Gevinsten”
rystede, naar en af Froknerne Gravesen bad om Ro–Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmaessige Verber paa Kvisten:
-Hm–det ved man vel, hvem der kan klaede sig selv, skingrede hun.
Froken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paaklaedning….
Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Froknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knaekket i
Knaeerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
forste Stue–Fru Gravesen havde vaeret gift syv og tyve Aar i “Byen”,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten–og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Braedderum, der benyttedes af Extra-Korrektorerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhojt.
-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen traet, naar
Redaktionssekretaerens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.
Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktorens lukkede Dor. Fru Gravesen betragtede Redaktoren som noget,
der var meget naer op til Guddommen.
Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretaeren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa’ frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmaessige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, laenede over
deres Borde.
Hr. Gravesen havde snaerret sin forste Forbitrelse op i Taleroret til
Saetteriet–Faktoren horte altid paa Stemmen, naar der havde vaeret
Udgifter til Pigebornene–; nu havde han et ledigt Ojeblik og skrevmed Albuen paa Lommetorklaedet og Frakkekraven kroben hojt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans “ledige Ojeblikke” tilhorte den modnere
Ungdom, han belaerte den utraetteligt i Oversaettelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.
Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stod op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rorte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bojet, fyldende Side paa Side og laeggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkroben
Frakkekrave og dukkede.
Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilvaerelse var hans “Viser”. Han
havde vaeret Forer paa et af de forste Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
“Studenterforeningen.” Ved saerdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham laengere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det ovrige….
Inde i det naeste Kontor sad Krans. Han havde ikke loftet Hovedet fra
Papiret saalaenge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa faerdig med Foljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smorrebrod, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.
-Berg–laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
-Saa vilde man ta’ Ferie, sagde han og blev ved at se ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i Ojnene med de blodige Aarer.
-Ja–lo Berg–om jeg kunde.
Krans strakte Armene i Vejret: Aa–ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa vaere glad, at man kan tjene Foden.
Der blev smaekket med et Par Dore, saa det fo’r i Berg. Det var Hr.
Staer, med Revision paa “Literatur”: Der var stroget otte Linjer, han
kunde naeppe tale–otte Linjer….
-Der er stroget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tort.
-Men otte Linjer, som _maatte_ ind … Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Staer satte sig, han begyndte at laese op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han laeste, hidsigt, med en blaa Blyant, skont han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
Hr. Staer led alle Helvedes Kvaler ved hver stroget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar lob han i “journalistisk Virksomhed”
Vaeddelob omkap med Familiens Fornodenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.
-Netop Knudepunktet, sagde han–midt i Knudepunktet–men det er jo
det, man aldrig ser, sagde Hr. Staer, forpint og faegende med den blaa
Blyant.-De horer jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.
Men Hr. Staer blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skaeg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig–hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
gaelder det jo dog blot–at faa Numret fuldt.
-Ja, sagde Gravesen.
Staer faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knae. Maskinen
klaprede op gennem Huset, hojere og hojere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren modte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
Hr. Gravesen skod Skuffer op og i–Skufferne i de nye “Egetraesborde”
gik aldrig op, Fyrretraeet havde vaeret fugtigt–og rodede efter
“Indsendere”. Der maatte vaere Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo “Bagstykke”.
Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no’et.
Staer stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Laesestuen med Berg. Et Par af “d’Herrer” sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Staer lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _Ho_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skraevede.
Aktieselskabets ny Udstyr var Egetraesmoblement med Staalhaengsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis stenhaarde Saeder og Rygge var
betrukket med brunt Klaede. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
forste Leverandor.
Staer var allerede borte og havde smaekket Doren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprort, taenkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.
Han faldt sammen, traet, som en slagen Mand: Hver Aften taenkte Staer paa
“hellere _gaa_ fra denne Anstalt”; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.
-Ja, ja, sagde han, ja, ja–det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Staer gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.
Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at se, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen–“en af Bergs Generation”, som
Redaktoren sagde–sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.
-Den Maskine, sagde han irriteret.-Hvilket? Arnoldsen loftede Hovedet fra sit Papir: Ja … sagde han og
skrev videre. Berg saa’, henne fra Doren, paa Arnoldsens saert hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Laeber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.
-Hvad skriver De? sagde han.
-Aa–nogle Noter … Arnoldsen blev siddende bojet.
Berg havde faaet Arnoldsen til “Bladet” efter at have laest et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og “nogle Noter”.
-Hvor var De iaftes, sagde Berg.
-I Romersgade–der var Gudsforhandling. Han havde en sloret Stemme,
der altid sitrede, saa man naesten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Taender i Laeben, mens han talte.
Han sad lidt, saa sagde han: Har De vaeret der?–Nej, sagde Berg, ikke
iaar.
-Hvor de Folk kaemper–hvor de slider–med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Ojnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Modet:
-Det var om Verdens Skabelse–i de seks Dage–paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om forste Mosebog–_tiende_ Mode, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.
-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?
-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
Han bojede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine “Noter”. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nodstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i “Bladet” med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
Redaktoren kaldte Arnoldsen for “Bergs hvide Mand” og vaernede
“Noterne” mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen–mente han.
Redaktoren sagde: Naa–det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og “Noterne” blev staaende.
“Nihilisten” kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:
-Hvad jeg har set for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
fros, hvad man ser for Elendighed–for magre, for gamle, elendige
Ansigter … han malte nervost disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knaekket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit orkeslose og skrivermaessige Arbejde–fortaeret som af en
Feber, af sin raadlose og stumme Fanatisme, af et stumpt ogmojsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magteslosheden overfor al den Verdenskummer, han saa’.
-Han har s’gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
Hr. Gravesen korte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.
Berg havde staaet og set paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
laengere end til at spekulere over Skriften … Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skonskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt AEble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav….
Der lod et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
-Da’, Born–kom han ind. Hvordan gaar ‘et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Saede.
-Tak. Og dig? sagde Berg.
-Tak–brillant. Brillant s’gu … Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du–foler s’gu, hvordan det vokser for
En … Billeder faar man, med et Lys over–Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine “Billeder”–Har s’gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde laese for
dig.
Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kaere, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt–paa hvert Ark svommede der kun et Par enkelte laeselige
Saetninger rundt mellem mange saere Tegn–: Besynderligt–jeg havde s’gu
et Gulv, et brillant Gulv–kan s’gu ikke finde det … han blev ved at
rode….
-Det var et Gulv. forstaar du–Lange viftede med Haanden–et Balsals
Gulv, du, set ind gennem Dorene–med Stov henover og en Stump
Garnering helt inde og en “Sonne” paa en Vaeg, du, i forgyldt
Ramme–hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du….
-Og saa kommer Snakken, indefra Damevaerelset, hvor hun ta’er Tojet paa
… Lange laeste et Par Linjer, stadig malende, bevaegende den ene
Haand–Forstaar du, _det_ skal jo nu _udfores_, forstaar du … Saadan
lidt sovnig Snak–som de er–med Stov i Ojnene….
-Her er et brillant Sted i Kotillonen–i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene … Han laeste igen….
-Men–det var s’gu egenlig ikke det, jeg vilde laese–Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han sogte) hvor de siger Farvel–med en Arm ud
over Vogndoren, i Lyset … Brillant Lys paa den arm, sagde han, naarhun korer … Storartet Lys over Handsken.
Berg havde i et halvt Aar set hver lille Skonhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde se at gore det faerdigt nu, sagde han. Han folte en
Maskine dernede skar ham i Orene.
-Faerdigt, sagde Lange. Det kan jo gores faerdigt paa et Par Dage …
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornojet
og tvivlende Udtryk: Men jeg ved s’gu ikke, hvordan de Folk _ser_,
sagde han. _Jeg ser_ Gulvet–som jeg sidder i Rygevaerelset–ind gennem
Dorene–med Vaeggene og et Par Stole … Med et Par _Menneske_ojne ser
jeg….
-_Saadan maa det gores,_ sagde han og standsede. Men jeg ved s’gu
ikke, hvordan de andre _ser_, sagde han.
-Og _praeker_–De ved s’gu alt muligt … Jeg vilde vaere glad du, om
jeg bare fik en lille Folelse boret ud–det er, Fanden ta’ mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord….
-Ordet, der gi’er det, sagde Lange med overbevisning.
-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.
-Men jeg ved s’gu ikke, hvordan de andre _ser_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.
-Nej–jeg har lidt at gore endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebaerde: Sporg,
hvordan han derinde har syntes om det … Man maa s’gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.
-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.
-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.
-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.
Lange skred flojtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.
Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
morkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
“Laesestuen” havde en Skuespiller, der gik sin Direktors AErinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandoren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.
En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:
-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser–der var Tale om
“Marienlyst”, som et Aktieselskab maatte kunne gore til et evropaeisk
Bad–… Men Publikums Interesse maatte vaekkes forst.
-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.Inde i Redaktionssekretaerens Vaerelse var Lampen allerede taendt paa
Skrivebordet. Redaktoren havde fort Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens blode Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Laenestol:
-Der var ganske vist endnu laenge til Kongressen–men den almaegtige
Presse–og Professoren gjorde en Haandbevaegelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks–kunde man aldrig gore sig bevaagen for tidlig….
Redaktoren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rod over Slottet, som man saa’ som en mork Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktoren var en soigneret Mand, der mest
horte til, med et lidt traet Udtryk. Han var behagelig–med et let Skaer
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Staer,
der angreb hans Nerver. Han onskede frem for alt ikke Stoj i sin Avis
og ansaa _”Le Figaro”_ for Monstret af et Blad.
-Ja. Kongressen skulde vaere skandinavisk–med Indbydelse til de finske
Laeger … Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling–Af
hygiejnisk Indhold….
De Herrer talte halvhojt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev morkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe–hvortil den militaere
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgraensen, havde sluttet
sig–var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdorene lukkede, og Maskinens Stoj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde hojt til Krans:
-Ja–det er Maalet, min Ven, vi maa vaekke Publikum; og henne fra
Sofahjornet i Morket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:
-Ganske vist–der var taenkt paa en fransk Ballet–men, oprigtig talt,
vore egne gor det s’gu ligesaa godt … og de to Herrer lo halvhojt
gennem Stuerne, mens Professoren, der stottede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja–Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
forste Livssag.
Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Laesestuen
og holdt sig tilbage i Halvmorket, da han saa’, der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretaeren et Ord….
“Ordet” var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jaevnligt “Manse” i
Billetmission til Redaktionssekretaeren, som hun titulerede “Gamle
Naestsodskendebarn” og lod give sig Kindkys, naar de modtes.
Berg havde faaet Tojet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kaeber–som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:
-Naa–hvad er det saa for en Logn, vi skal debitere, saa uformodet
hojt, at det hortes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.
En Saetter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Vaerelse. Berg sagde, man kunde dog gernehavde sagt, han var gaaet … Ja–men–det var en tysk Herre.
Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte–det var den sjette Visit hos Pressen–men sagde, han var som
genfodt.
-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse–det er en
Rekreation.
Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
–en Stjerne-Buket, desvaerre, det er det eneste….
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bod paa et Program med seks Numre.
Og han begyndte at traekke et Par Reklamer frem, idet han talte om den
kobenhavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte saerlig Pris paa den kobenhavnske Presse:
Den kobenhavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.
-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.
Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Haenderne paa sine
Knae. Berg folte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:
-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at vaere imodekommende mod
“Stormestren” blandt Impressarioer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.
Hr. Theodor Franz lod Ojnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprort. Han havde bemaerket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornaermede ham, han kaldte de ti Procent en Kraenkelse.
-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
–vi bringer Verdensberomtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere….
Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
Kobenhavn. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig hojere og hojere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand–en
Storstad, her kunde man anlaegge Kapitaler.
-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig–forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner forer jeg til
Kobenhavn–i en Saeson.
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa’ ud over den lyse
Gade, sagde han:
-Ja, min Herre, her er “Stemning”, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.
Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med storeHaandbevaegelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret–“Min Herre,” sagde han, “Tusinderne vil
dryppe fra Vaeggene”–om Voldene, der var mejet bort, om “National”, om
Strommen allevegne:
-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.
-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa Kobenhavn, sagde han. Jeg afgor en Sukces med ti Depecher
fra Kobenhavn.
Berg horte ikke mer. Han dromte med et Smil, med Hovedet stottet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.
Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde naeppe faa Vejret. Han
holdt inde og torrede den begejstrede Sved af Panden.
-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brod op, og
han fulgte ham tildors med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne “Spog” fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.
Og han folte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine–Gravesen, Krans og Staer … Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befolte
deres eget Talent og kom ikke videre–en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette “skrivende” Kompagni.
Og han selv?
-Nej, nej–han havde heller intet Digtertalent–hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun vaeret _hans Samliv_ med denne By….
Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevaegelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa’ han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser–hele sit Liv, det fjerne ganske naer.
*
*
*
*
*
Erindringen om hans forste Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid forst for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin
Gronsvaerkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Sojler og
ved Siden af Gangbraedtet, hvor han listede sig frem skaevende og bange
for at kigge ind i “Lunden”, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede “den store Mand”….
Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krob han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa “Fa’ers Skov”–til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa–saa … og
fik ham samlet op.Saa faldt de i Sovn, begge to, ved Siden af hinanden paa Gronsvaeret,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.
Til Moders Fodselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og “Thebordet” var daekket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skorter og sad i Solen paa
Baenkene og lo med deres Kopper i Haenderne, mens lille Herluf lob rundt
i Flojelsblusen og bod Kager om.
Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo’er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog–langt borte–efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehonen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddoren–de rullede ligesom smaa gule AEg
mellem Gaardstenene … Og Lars korte Ho ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde traekke ind i Stuen, og saa kom
Ruglaessene med alle Orentvistene….
Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Hoet over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snoftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Kokkenet for at give dem Maelk … Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Saek, graed Herluf saa laenge, til han tilsidst kom i det
morke Kammer….
Og saa blev det koldt, og Havedoren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Traeskostovler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.
Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skod; siden saa’ han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede–Plejlens Lyd horte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren taerskede i Loen….
-Mo’er, sagde Herluf paa en Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?
Moderen lo. Hvad den Dreng har for Ideer, sagde hun.
-Ja, sagde hun saa og lod Sytojet synke: jeg er lykkelig.
-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen–halve Timer. Vintersolen krob ind til smalle Striber
henover Gulvtaeppet.
Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og taerskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjaelkekant med
Fodderne hojt op under sig og saa’ til. Herluf krob ogsaa op–han
dukkede altid frem bag Moderens Skorter–og Soren tog Saed op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skaeppede.
Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalleen forbi Haven
til den lille Baenk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.
Degnens tykke Tine kom med et Torklaede over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at laegge sine Kjoler
ud i Sommene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte le, bare de
saa’ hendes runde Ansigt.Paa “Morkningsbaenken” nikkede “Tine” til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede los igen:
-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller do, stakkel …
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.
-Ja, hun ka’ lovte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka’
lovte En, og Taarerne lob det gamle “Mimredyr”–som Tine kaldte
ham–ned ad Kinderne bare ved Tanken.
De sad alle tre paa Morkningsbaenken, til Klokkerne horte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.
-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun horte ham altid forst, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alleen.
I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstroede Gulv.
Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bolling.
Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med et
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bollings
fine Sandstjerner floj; Tine var Kavaller og svingede, saa Skorterne
viftede:
Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hor hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jaeger, nej.
Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa’, Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bolling nynnede med paa sin Stol.
Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig….
Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse–han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden–gamle Bolling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.
Saa satte Tine i igen og valsede og sang:
I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera….
De svingede, saa de ikke havde Vejr.
-Syng, syng, raabte Tine aandelos: De Gamle sang; gamle Bolling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordoren, og Herluf blev helt
vild og for om i Rundkreds som Hesten “Zampa”, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:Til Festen I Kongelunden….
-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Doren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.
Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Morkning til The. Hun
sang ved Klaveret–det var Visen om “Lille Grete”–med en svag, daempet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dor paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.
Ak, kaereste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til Kobenhavn. Nu vil jeg gerne be’ ham. Min gode Mester
Vig, At gore mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!
–Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Morkningsbaenken. Hjemme blev der slet
ikke taendt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Morket. Herluf krob sammen ved Fodderne af Moderen. Talt blev der
ikke.
Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.
-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun fros. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og horte hans Skridt over Loftet.
-Mo’er, sagde Herluf stille op imod hende i Morket: Doer da Kongen?
-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knae, hun havde
saa underlig en Stemme.
–Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Baenken, skont det laengst
var blevet morkt. En Gang imellem hvidskede de en Saetning–med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig–om det eneste, man talte og taenkte: om den syge paa Gluecksborg.
Man sagde, det var igaar blevet vaerre med Kongen.
Vejen laa stille og ode. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Morket.
-Mon han er ved Samling, sagde Tine.
-De siger jo Nej, sagde Moderen.
De horte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblodte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa’ ham komme frem i Morket
vandrende ved Siden af sit Og.
-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er ‘et?
-Jakob Hans standsede sit Koretoj og stod lidt. De sier, han er dod,
sagde han saa.-Iaftes.
Moderen og Tine graed hojt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Og i Gang igen gennem Morket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.
De blev ved at graede ved Siden af hinanden: Jeg taenkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.
Berg kom bag ved dem: I ved det, sagde han. Moderen laenede sig til
ham; lidt efter lidt horte de op at graede og stod stille.
-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.
-Ja, sagde Berg.
-Hent Deres Foraeldre, Tine, sagde Moderen. Lad os vaere sammen.
De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Kokkenet og Borgestuen og sagde til hver:
-Kongen er dod, og saa’ paa, hvordan hele Huset graed.
*
*
*
*
*
–Man ventede Krigen hver Dag. Brod den ud, maatte Berg med som
Reservelojtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansaettes en Vikar. Og han
vilde vaere roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Soster i Kobenhavn.
Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anlob Sonderborg ud paa Natten.
Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Haelene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko–det var Fanny, som havde givet Maelk til
Herluf, da hun ikke laengere taalte at amme ham–; hun stod og kloede
Fanny kaertegnende mellem Hornene, den var saa kaelen og vilde slikke
hendes Haand:
-Saa sorger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
-Det ka’ Fruen vaere tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Hone foran den blissede.
Koerne vendte Hovederne i Baasene og brolte langtrukket og daempet,
mens “Fruen” lukkede Stalddoren.
De gik om langs Laengen forbi Honsehuset: Ja, den spaettede var trofast
… den lagde AEg til det sidste, og de bojede ind bag Haekken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Sojle en frisk lille
Gren, da Moderen saa’ den, begyndte hun at graede igen og brod den af.
-Mo’er–kommer vi hjem til din Fodselsdag, sagde Herluf.
-Jeg ved ikke, sagde Moderen, som graed.De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Hoj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og “Fa’ers” Skov. Fru Berg saa’ frem
derover, laenge, laenge; graede gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.
-Mo’er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.
Moderen rorte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde vaeret i Kirke.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Haender, Herluf havde han paa Skodet.
-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tojet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun graed
med Hovedet mod Stolpen.
Da Vognen var forspaendt, kom Tine som en Stormvind med sit Torklaede
over Hovedet.
-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren … Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snoften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo’er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo’er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo’er … Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklaedet op om Hovedet.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
“Kontoret” og saa over Poppeltraeerne–de var ude af Gaarden.
Oppe ved Morkningsbaenken stod Tine og vinkede med sit Torklaede. Hun
lob med Vognen og rakte Haanden ind over Forlaederet. Saa tog Herluf
paa at graede.
Da de kom til Sonderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stonnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene lob rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og folte det gyngende under sig
og saa’ det sorte Vand, graed han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skodet paa Toften.
De var snart ude. Afskeden maatte gores kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.
-Nej, sagde Berg, jeg bliver.
Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa’ man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
-Mo’er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo’er, Fa’er graed.
Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Ojne vilde kunne finde ham i
Morket endnu–hendes Mand.Skibet stodte saa tungt op mod Sonderborg Slot.
De saa’ ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbol i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring–uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.
Hun syntes, hun havde _altid_ siddet orkeslos her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den traege Vester-Gade og hort Svigerindens
langsommelige Plojen gennem “Napoleons Felttog”, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo’r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskraemthed, at han ikke rorte sig uden at gore Skade.
-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie….
-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.
-Naar han blot la’er mine Piber haenge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dorene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la’er mine Piber _haenge_, blev han
ved.
-Ja ja–ja–ja, sagde Marie.–Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjaeldent….
-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede …
Men min Tid blir de haengende, min Go’e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha’ Lov at blive haengende, min Go’e, blev han staedigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mer end til en Stonnen, og som
dog fyldte hele Huset.
-Skal jeg ikke laese for dig, sagde Marie.
-Tak min Go’e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil….
Marie laeste et Par Sider, mens den Gamle stadig rommede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist traet nu …
Hvor er Minna? sagde han.
-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Maerket i Bogen. Hun
sukkede.
-Ja–ja, du sukker min Pige … ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
… Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar … tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. “_Sommer_ og Vinter” glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde vaeret
inviteret til Skovridergaarden.
Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.
-Hvordan er ‘et, hun laeser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke–hvordan er ‘et hun laeser, sagde han. Minna tog fat paa
Laesningen.
Inde fra Spisestuen lod der et Rabalder: Marie, Marie, gik det los.Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig traet bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta’e dig iagt?
Herluf dukkede over Misgerningen–han var paa Veje til at blive rent
ud skelojet af evig ond Samvittighed–og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.
-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham vaek.
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Haenderne mod
Tindingerne med det glatkaemmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dor til Kokkenet: Vil du bringe Fejeskuffen … Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned….
-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.
Herluf gryntede og gik sidelaengs hjem i sin Krog … Han gik i Skole
ved “Frue Plads” hos to Frokener, i Vejret skod han saa leddelos og
blegnaebbet som et Vinterskud.
… Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Haenderne i Tindingerne.
-Hva’ skal man dog gi’ Jer, sagde hun traet. I er jo vant til
Afveksling … Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst–et halvt Pund
mere, ved du….
-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen … det
behoves jo ikke, Minna….
-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Froken
Berg var altid saa anstraengt af Tavlen.
-Onsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var faerdig med
“Berlingskes” Foljeton, som hun nod med Strikkepinden mod Overlaeben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gaest.
-Nej Tak, sagde Fru Berg og taendte Lyset, der ventede. De vexlede
“Godnat”, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slaebende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Ben.
-Nej–hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klaeder og Skolepengene–Skolepengene, som vilde stige–og
Vaerelset her i Leje….
-Sov dog, sagde hun og lagde Taepperne om Herluf, som aldrig sov, for
hun kom op, braendende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Morket, alene i Etagen her ovenpaa.–Mo’er–gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Taepperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Haenderne i sit Skod.
-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtaeppet sammen til
Natten–det var det gamle Bord derhjemmefra–og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu….Naar hun var kommet i Seng, graed hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo’er hviskede han ved hendes
Hovedgaerde.
-Mo’er, du skulde ikke graede sagde han. Og han begyndte selv at graede
stille som hun, mens hun tog ham ind under Taeppet, og de laa i Morket
taet ind til hinanden.
-Mo’er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
-Fjenderne, sagde hun.
-Og har Bollings Fanny? sagde han.
-Ja–Bollings har Fanny.
Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Sovne. Saa loftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fodder, hen i hans egen Seng.
… Froken Minna havde taendt sin Lampe paa maelkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Vaerelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; “Hjortens Flugt”, “den lille
Hornblaeser” og “Stjerneskud” i Pragtbind om Sykurven; og “Marie og
Magdelena”, i en bleg Udgave over Sengen.
Naar Froken Berg var kommet i Nattojet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dorene paa Klem.
Hun sov jo som en Hare for at hore efter den Gamle.
Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til Kobenhavn, dode Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke hojt, i Klassen.
Tanten stod ved Trappegelaenderet hjemme og tog imod ham og graed. Alle
Dore stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes Ojne kunde ikke se mere.
-Min Dreng, sagde hun, hun folte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.
… De graed alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.
Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Praesten bagved Kisten.
Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.
Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebraedtet, mens han
graed–til en af Piberne faldt ned, og der blev et helt Opror. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.Herluf lob op i deres egen Stue og gemte sig. Der sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa’er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var forst hans Moder rigtig dod.
Nede i Stuen sad de sorte Damer og haeklede om Lampen.
*
*
*
*
*
Og Tiden lob. Herluf var laengst i Latinklasserne.
Det var Lordagens sidste Time. Tredje “Faelleds” havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvaeggen, og Stovet slog i store Skyer af
de gamle Homadratser under Realisternes Laengdespring. De Studerende
stod og skod Ryg i Geled langs Vaeggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.
Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhorte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
“Skrabnaese”.
-Godt Jensen, godt Jensen–det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjorteaermer ind paa Hopuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Baenkebidere, raabte han.
Vore Baenkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet naermere til Kridtstregen. De studerende tog
Tillob med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og kraenkede
Ansigter: Naa, naa, bli’r ‘et til no’et? naa, naa, kommer man afsted?
Baenkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Trae.
-Naa, for Satan–_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.
-Naa, Appel, Hesten frem….
Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkvaerdige Ansigter–i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krob ud i Solen for at slaebe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Haenderne paa Panden.
Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rodhaarede Duks sluttede Censuren: han forte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opforsel.
Der blev en staerk Bevaegelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smaekkede med Doren. Han havde vaeret hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmaerkning for “at sove lydeligt og gentagende”, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:
-Ja, vraengede han til alle Foresporgsler ta’ ‘en, Mariane….
-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen–godt, godt–han ta’er som en _Danser_ … Naa–frisk, Hr.Atterbom klappede: Saa lofter vi Enderne….
Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid “raa”, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteaermer og
spyttede i Haenderne.
-Naa, naa, saa saetter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Og, mens den rodhaarede lagde for som en skraemt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblaeste Hons.
-Hva’, hva’? Hr. Atterbom blev ved: er ‘et Mandfolk–hva’ si’er jeg,
er’ et ikke Kaellinger–hva’, hva’? de springer som lamme Lopper….
Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og borstede sine Knae; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rodhaaret
Arrigskab og Forlaesthed.
-Nej, sagde Hr. Atterbom sorgmodig og forskod sin Paryk, det er s’gu
Kaellinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsovelser til Slut.
Herluf Berg praesenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.
Han lagde sine Boger sammen for at gaa–under arrige Hvislelyd fra
Vaeggen–og Ole Martens slog ham Folge.
De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates’s Buste dikkede gnavent gennem den sovnige Summen, der stod
ud gennem Dorene. En Gang imellem horte man en Skraben, som om Heste
rorte sig i Baasen.
-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Vaeggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:
-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.
Det rungede i hele Gangen, mens de rog ned ad Trappen.
Da Herluf naaede Vestergade, stak han naesten i Lob i en pludselig glad
Lordagsfornemmelse, og den snaevre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede–alting var snaevert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:
-Om du vilde taenke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.
Efter Bordet laeste han Lektier oppe paa sit eget Vaerelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Haenderne i Lommen.
Der blev dunket i Gulvet nedefra–det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet–Herluf krob til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsovelser. Nu var han vant til
det snaevre Hus.
Klokken otte skulde han til Dans. Han klaedte sig paa og gik ned:
-Nu gaar jeg, sagde han.-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa “Tavlen”. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedoren _lidt_ sagtere.
Herluf mumlede og kom afsted.
Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen–God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knaekkede Ledemod, der bar
blod Krave som Malerne i “Mesterens” Pontemolle.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning–mine Damer–Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer–runde Albuer….
Undervisningen begyndte. Damerne og “min Laura” kom paa Plads til
Polonaese. “Min Laura” var en barhalset og strygebraedtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og haelelose Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gaes over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:
-Mine Damer, pas paa Ryggen–Gratie, Gratie–Froken Hilda, Maven ind
… Smaa Trin–taenk Dem, det er paa Ostergade … bedre, strax bedre
… lille Froken Hilda, nu bojer vi ind i Vimmelskaftet….
-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til “den modende Herre”
… Altsaa nu en sart Hilsen … Haenderne i Muffen: Jeg er Herren …
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.
Ved Herrevaeggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
Ojenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevaeggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Faellesbetegnelsen “Honsehuset”.
-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ … Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevaeggen) … Min Laura–du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at boje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.
-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Haender frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:
-Ja–sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.
Derpaa var der pavse.
-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de “Paarorende” ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.
Naar Damerne gik, “peb Herrerne dem ud” ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,–naar de gik i Flok.
Men henne i en Port eller paa et Hjorne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.Herlufs Flamme var et Aar aeldre end han. Han kom “hjemme”, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserodt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.
Men efter at Kursus’et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstraede og kastede Kniven i Vandet–“fordi det var dog
ingenting”.
Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var faerdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten laeste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.
-Hvad er det, du laeser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.
Herluf mumlede.
-Gud ved, om det passer for din Alder, sagde Tanten.
Herluf mumlede igen og slugte videre.
Tanten gabede staerkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds sorgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.
Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og “belagde” en Krog.
Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Laererne lod Lektierne vaere og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen–isaer Geografilaereren,
som havde vaeret med ved Dybbol. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedoren, og han laeste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, hojrod i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Haender fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.
Om Faderens Billede haengte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.
–Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strommet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Stoj og Stemmer op–i
en lummer Luft–som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, rore sig og fole sig sammen. Talte
blot om et og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stodt til Haeren.
Selv Froken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen horte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.
Ude tog Stojen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.
-Hva’ er’ et? skreg den gamle, hva’ er’ et? Det lod som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamlestod op, Stokkene tabte han….
-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Vaeggene var aabnede Sluser,
hvor man brod ind over Borde og Baenke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet dronede–var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:
-Marseillaisen!
Froken Minna og Herluf stottede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _se_
det, sagde han. Jeg vil se det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbol og Sonnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.
-Laes ‘et, sagde han til Herluf. Og Herluf laeste Depechen fra
Saarbruecken:
I Formiddags Kl. 11 tog Franskmaendene Offensiven. Efter en alvorlig
Faegtning jagede de Preusserne ud af Saarbruecken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmaendenes Tab var ubetydeligt.
Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev laenge ved
at staa foran Tavlen og forte de knugede foldede Haender op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke stottes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.
Da de kom hjem, vilde han se Sonnens gamle Sabel, som Froken Minna
gemte. Hun hentede den–hun var ganske hojtidelig og bleg–og den
gamle tog den:
-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skod, med rokkende Hoved.
Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.
-Ja, Fa’er, sagde hun. Ja–Faer. Men sov nu….
Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue–ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.
Herluf saa’ hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Haender.
Herluf var ellers aldrig “kaerlig” mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.
-Hvor de synger, sagde han sagte.
Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:
-Husker du din Fader? sagde hun.
-Ja, sagde Herluf. Godt.
Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vaekke den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet–Akademiet var det jo den Gang–og hun kom paa Balderude, og herhjemme kom Kammeraterne–om Sondagen–naar de havde fri
… hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.
Froken Minna blev ved at fortaelle med en mild lykkelig Stemme–om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet … da Henrik var hjemme.
-Ja–saa blev Kusinerne forlovet … Tante Jette og Tante Ida … og
kom til Jylland.
-Det var to Gange Brudepige i et Aar….
Hun blev ved at fortaelle med sin daempede Stemme for ikke at vaekke den
gamle; Herluf satte sig paa Forhojningen: ovre fra Tivoli lod Sangen
endnu.
-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa’er forlovet–og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Haender falde ned i Skodet.
Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Taeerne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Dorene knirkede.
Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjaelpe:
-Du bliver stor, sagde Tanten–du er snart saa hoj som din Fa’er.
De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rodvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:
-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dor, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole–lige til det blev Dag … den
lyse Dag….
Tanten begyndte at saette Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa’ ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun daekkede
for Smorkrukken.
Herluf sagde “Godnat”. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den staerke Morgenluft slog ind imod ham.
Dernede gik endnu et Par og sang:
Allons enfants de la patrie….
Han faldt knap i Sovn, for han maatte op igen og i Skole.
Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, fortes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo’r op og slog los; og i et Nu laa den hele Klasse i
et meningslost vildt Prygleri–paa Livet los, til ingen kunde mer….
Men Tiden lob, og ogsaa de Indtryk viskedes ud og syntes saa glemte
*
*
*
*
*Det var Foraar. Den franske Laerer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetraesraekken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne dosige. Laereren gennemgik Stilen med den rode Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med dode Ojne over
Bogerne, kun Benene gik langs alle Baenkene uroligt som hidsige
Perpendikler.
Laereren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen–som evindeligt–befolte, frem og tilbage, det
taette Udslet paa sin Pande, horte man ikke andet end Baenkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.
-Naa–hvor var vi, Laereren vendte sig mod Duksen, der fik Haenderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Laege med _det_, Sonne, sagde han og
forte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
Den rode Duks bojede Hovedet vaek fra Lyset, og langs Baenkene holdt
Benene inde og blev stille med et, som gik der en Engel gennem
Klassen.
-Hvor var vi saa? sagde Laereren igen. Han gik videre….
Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele–sammen med Hein–meget ud. De var konne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Vaesen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:
-Men–Froken–det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Froken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.
-Men, Gud, var det Dem, Hein–som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frokenen gik med sin Kandidat.
Hein flojtede sagte bag sin Klaphat. Det haendte oftere, at Damerne
resultatlost studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf–de holdt sig altid sammen–der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:
-Nej–han kunde ikke finde det–det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede … Baade Herluf og Hein talte vaegtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord–med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.
-Ja, det nyttede ikke … Den fregnede vidste, det var en “landlig”
Smag: Men hun elskede nu en Gang Carl Helsted….
-Han har Hjerte, sagde hun og saa’ svaermerisk ud. Hun havde Underbid.
Hein blev ved at flojte svagt, mens han saa’ ud mod Kandidaten og
Froken Kornerup, der floj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.
-Det er os, sagde “den landlige Smag”….
Da Herluf og Hein gik hjem, skaeldte de Damerne ud og raillerede overderes Klaeder som et Par Kommis’er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte hojst “indgaaende” Ord om alting–ligesom paa Danseskolen:
-Gaes, sagde Hein endnu en Gang og borede Haenderne i Frakkelommerne.
Om Sondagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Mobler fra et forhenvaerende Rygevaerelse. De talte kun
lidt, sad mest og rog og dosede.
-Du, sagde Hein langsomt. Ja–hvad mon det egenlig bli’r til?
-Hvilket?
-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.
-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa … Hvad mon?
Ud paa Foraaret, da Examen naermede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, for de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Straederne mod Frederiksberggade.
En aeldre “Dame” fra Kvarteret stod saedvanlig Forpost paa et af
Hjornerne med sin Silkeparaply som Gevaer ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kaeleord, der besvaredes med Skaeldsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik los med Skaeldsord
igen.
-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skod de andre vaek–han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre–God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.
-Man ved s’gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.
-_Ronnebaer_, sagde han og spyttede ud mellem Fortaenderne.
Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var saedelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.
*
*
*
*
*
Seks-otte Uger for Eksamen dode Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjornet
af Norregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistvaerelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, for hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Froken Minna havde at sysle
om.
Og hun lukkede Doren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt “God
Nat”.
Laest blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog “Arrangementet” for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der laeste til
Eksamen. Huen var ogsaa kobt efter den skriftlige Prove og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Ojnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rodmede modMorgen.
Han lukkede Doren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de rode Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Borene, som Brolaeggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord–alt laa det stille, en Stund, i Dagen.
Herluf blev siddende–med Huen paa–ved Gelaenderet og saa’, naar de
kom til Arbejde.
De forste var Daglonnerne, som sendraegtigt fik aabnet Laagerne i
Plankevaerkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Toj
og kom til Vejrs–op ad alle Stiger; og Brolaeggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede….
Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trilleborene skurrede: De byggede det nye Kobenhavn.
Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang–som vilde
han overdove alle de klingende Hamre:
Nu var det forbi–Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve–med det nye Kobenhavn.
Og han saa’, mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
Kobenhavn, med sin flunkende Hue.
… Saa blev han Student.
Om Aftenen var de alle i Tivoli–drev under Traeerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.
Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lod dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:
-Leve Kobenhavn!
Og Folk dernede blev staaende og saa’ ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra….
*
*
*
*
*
Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen braendte over
Slot og Kirke, mens det var, som horte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen–glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.
-Ja–det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilfojede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:-Og man kom los, sagde han.
Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sorensen, var allerede
kommet igen efter Middag og laeste sine Psalmer ved sin Pult i
Forvaerelset. Man saa’ hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sorensen var Gendober og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Laeber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhorlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen:
HERRE, FORLAD DEM, THI DE VIDE IKKE, HVAD DE GORE
Herluf gik ind og haengte Noglen til sin Dor op paa Noglebraedtet, mens
Hr. Sorensen lagde de foldede Haender ned paa Psalmebogen og hilste.
Hr. Sorensen hilste visse af Medarbejderne som en grundtvigsk Degn en
hojkirkelig Foresat….
Ude paa Trappen blev Herluf Berg et Ojeblik staaende. Maskinen
arbejdede endnu, og inde fra Budestuen lod en langtrukken Bas. Hr.
Sorensen troede sig ene og stemte op. Herluf gik ned ad Trappen, mens
Hr. Sorensens Psalmer klang klagende over den travle “Victorias”
sidste hundrede.
I Porten lob han paa den kommercielle Medarbejder, Hr. Meyer, der stod
og stirrede paa det rode Himmelskaer over Slottet.
-Maerkvaerdigt, sagde han.
-Det maa vaere en Slags Nordlys, sagde Berg og gav Haanden.
-Ja … I Berlingske iaften profeterer en Pastor emeritus, at det er
Varsel om store Ting, sagde Meyer.
De lo begge og skiltes.
III
-_Kan_ han no’et?
-Ved s’gu ikke.
Talen var om unge Adolf, mens Gerster tog “Ess Bouquet” ud af
Skrivebordet og rakte Berg. Erhards Essentser var lukket inde af
Hensyn til Professoren, der hadede den “Moskuspest” i Stuerne.
(Professorinden kom, naar hun skulde ud, og fik en Draabe paa
Handsken: Det maerker din Fa’er ikke, sagde hun; i det aegteskabelige
Sovekammer herskede kun Kollnervand).
-Ved s’gu ikke–men Penge har han–si’er de, og nu aabner han jo den
nye Forretning–paa Kobmagergade.
-Ja–hvad er det for en Forretning? sagde Gerster, som taendte en
Cigaret.-Ja–det vil han jo ikke ud med–det er naturligvis en
Kunsthandel–han vil revolutionere Smagen herhjemme, siger han. Men
Penge maa han ha’, sagde Berg … Den Gamle har tjent dem paa
“Husholdningsboger”….
-Jo. Tak, Adolfs “Den lille Bogholder i fem Storrelser”, opremsede
Gerster efter det bekendte Avertissement.
-Men de skal vaere gaaet svaert i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at
le: … Forelobig er de Gamle rykket ud fra Pilestraede med alle de
fine Mahognitraesmobler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade.
-Hm, sagde Gerster. Konne Ruder har han lavet sig.
-Og han gaar ind paa Ens Ideer, ser du, sagde Berg. Han _forstaar_,
sagde han. Men kan _udrette_ noget med Adolf. Han rejste sig og gik
hen over Gulvet: Og ved du, sagde han og slog ud med Haanden: her
traengte til at udrettes noget. Her traenger forbandet til, at der blev
handlet i dette land.
Han blev ved at gaa frem og tilbage over Gulvet og talte om Adolf og
Martens: De havde ligefrem tilbudt ham Kompagniskab–ja,
alvorligt–helt Kompagniskab–hvor de stillede den fornodne
Kapital….
-Og nu var et Teater noget vaerd, nu–hvor Staden voksede for hver Dag
til at blive Nordens Hovedstad.
-Ja, ja, det blir den, sagde han.
Nu var Tiden for Folk med Kapital til at benytte Konjunkturerne, Tiden
for dem, der havde Ideer og Ojne at se med–nu, hvor Norden kun
ventede paa Stedet, hvor man kunstnerisk kunde samles–“kun ventede”
gentog Herluf Berg to Gange og nikkede ud i Luften–paa _Pladsen_ til
at samles. Teatret var Stedet, hvor Banen var brudt, _der_ var
Sam-Interessen vakt: Ibsen og Bjornson var ikke Nordmaend mer, de var
blevet Skandinaver, de spilledes lige op til Haparanda, lige over til
Wiborg, Wiborg i Finland … allevegne.
-Ser du, fortsatte han og standsede ved Vinduet: Det er Konjunkturer.
Og idet han ligesom oversaa en lang Felttogsplan, tilfojede han med
Hovedet laenet mod Vinduessprossen: Og Teatret giver ogsaa Plads for
Reklamen, du–
Han vendte sig lidt efter og begyndte igen at gaa, mens han talte i en
anden Tone: Man maa se Tingene, som de er, du, og vaere praktisk,
Kunstnerne er ogsaa blevet Mennesker, som vil _leve_–og sidde blodt.
Forfatterne vil komme, naar man raekker dem blot den lille Finger: de
venter jo ligefrem paa Skandinavien, der skal honorere dem….
Herluf satte sig og udviklede Planen for Driften. Der skulde spilles
hele Aaret, Eneret, skandinaviske Vaerker, sat i Scene af Forfatterne
selv, om Vinteren her og om Sommeren rundt om, i Stockholm, Goteborg,
Kristiania og Bergen … mens Stockholmernes Opera sang her eller
Skuespillerne fra Kristiania spillede; saa udvekslede man Kunst….
-Man laerer hinanden at kende, sagde han. Og man har tillige
Lejeindtaegten i den dode Tid.Han begyndte atter at tale om “den ene Kunst”, om Malerne og
Musikerne, der vilde folge Eksemplet, Forfatterne gav, og soge til
Kobenhavn: Hvortil har man Jernbanerne? sagde han og lo. Eller
Dampskibene. Vi skal nok rore Trommerne, til de kommer til Kobenhavn
–til os.
Gerster havde lagt Cigaren og skottede hen til Herluf. I al
Hemmelighed holdt han svaert af at se paa Berg, naar han saadan var
rigtig “oppe” i en Plan.
-Og Provinsbyerne, sagde han, ta’er vi med Strejfkorps. De har faaet
den rette Aand. Jeg gi’er Adolf Ret: der er kommen Stemning i
Provinserne og–der er Penge at tjene. Hvad er Afstandene nu? Er det
Afstande at tale om? Aarhus og Odense er rene Forstaeder til det nye
Kobenhavn.
Han gik lidt, hen til Gerster, og lagde Haanden paa hans Skulder: Ja
–du, der var noget at gore nu, sagde han. Og Gerster sagde:
-Men saa grib til, du. (Det var en af Gersters Yndlingstalemaader “at
gribe til”–selv greb han aldrig til).
-Naa, sagde han halvt misfornojet. Det bankede med en flot Kno paa
Doren til Entreen. _Der_ har vi Lange.
-Kom ind, sagde han.
Lange sejlede ind med Stokken i den fremskudte Haand og loftede
Skuldre:
-Goddag–saa man er hjemme, sagde han og satte sig. Hvad tygger I Drov
paa?
-Paa din Fremtidsberommelse, sagde Gerster og tog Plads igen.
-Tak–det maa smage af mere, sagde Lange.
Samtalen slaebte sig mat afsted. Inde i Spisestuen blev der slaaet med
en Dor, saa Doren ind til Erhard sprang op. Det var Professoren, som
kom hjem fra Kliniken og vilde have “frisk Luft i Stuerne”.
Erhard rejste sig for at lukke: Vil Gerster ha’ Koteletten strax,
horte man Professorinden. Og der blev stille.
-Hvad har I ellers bedrevet, sagde Erhard til Lange og satte sig igen.
-Hvad man har bedrevet, sagde Lange i sit betaenkelige Tonefald. Hvad
man bedriver–gamle. Drak et Glas hos Paula iaftes–af Kedsomhed.
Det lod ikke til, at Berg og lille Gerster interesserede sig saa meget
for Paula: Hun fortalte forresten en Historie, sagde Lange, en aldeles
glimrende Historie … om blonde Krause–I ved, ham med Haarene i
Panden. Men du maa ved Gud ikke sige det til nogen–Lange efterlignede
Froken Paulas Stemme ved at tage nogle ejendommelige fede Nasallyde–I
kender hende, naar hun er “diskret” med Haanden op for Munden:
-_Du_–han er “Susse”, sagde hun; (ser I hende? sagde Lange og blev
ved med Paulas Stemme)–han lagde sig her ned paa Gulvet, forsikrerjeg dig–detvar, som han _sank_, siger jeg dig, og lagde Hovedet ind
til mig–ganske stille, ligesom han var helt henne (og han havde
lukket Ojnene, sagde Lange med et af Paulas forklarende Nik) og saa
sagde han–ganske sagte, du: Er det at elske? sagde han.
-Jeg havde ved Gud Taarer i Ojnene, sluttede Lange med Paulas Rost.
-Hva’ si’r I til det? sagde han og viftede henrykt med Haenderne.
-Det kan jeg s’gu ikke finde noget latterligt i, sagde Erhard
langsomt. Vi bliver jo alle gjort nysgerrige, fra vi er syv Aar uden
nogensinde at faa noget rigtigt at vide … _Jeg_ sporger endnu nogle
Gange, sagde han, om “_det_” er at elske?
-Saa sporger du vist ikke paa de rigtige Steder, sagde Lange kynisk og
viftede.
-Saa? sagde Gerster–du siger mig maaske nogle bedre … Jeg har
ellers (Gerster vendte sig om mod Vinduet og saa’ et Ojeblik ud af
Ojnene omtrent som Bergs Hund, da den en Gang havde braekket sin Pote)
saadan omtrent sogt overalt….
-Men Paula er forresten en aekel snakkesalig Pige, sagde han i en anden
Tone.
-Ja, det er hun, sagde Berg og kom til at le sagte. Paula sladrede om
alt; Lille-Gerster selv var et af hendes Yndlingsaemner:
-Du, Herluf, sagde hun en Gang: Erhard er ikke, som han giver sig ud
for?
-Hvad mener du med det? havde Herluf sagt.
-Han graeder tit, du, sagde hun fortroligt.
-Ja saa. Saa graeder du vel ogsaa, Paula? spurgte Herluf.
-Ja. Jeg graeder da tit.
-Hvorover?
-Man _har_ da Folelse, havde hun sagt, halvt fornaermet.
Herluf kom til at le ganske hojt ved at taenke sig de to travrige
Graedepile paa Paulas rode Sofa–ved Siden af hinanden.
-Hvad ler du af? sagde Lange.
-Af noget meget sorgeligt, svarede Berg.
-Ja–jeg synes ogsaa, Humoret staar paa Frost, sagde Lange, der var
halvkraenket over Optagelsen af sin Historie og lettede paa sig. Det
har vel ingen Hast, sagde Gerster. Det var jo kun et Lob herop, sagde
Lange, for at se, om du levede. Han tog Afsked og gik.
De to andre blev siddende tavse.
-Vi var i “Konstantia” igaar, sagde saa Gerster. Blom og Brodersen og
Damerne….-Hm, sagde Herluf blot.
-Vi drak Kaffe paa Balkonen–du, og saa skod vi til Skive efter
Flagstangen med Underkopperne … Du skulde ha’ set Buffetjomfruen og
Kellnerne hvor de “spjaettede” … Erhard spilede Fingrene ud
Spraellemand–for at vise, hvor Kellnerne havde “spjaettet”: De var
ganske blege, du, sagde han.
Det var i det Hele en Forlystelse i Kredsen Blom at faa Folk til “at
spjaette”. Man eksperimenterer, Gamle, sagde Blom. Eksperimenterne var
mangeartede. Det siste Eksperiment igaar–eller imorges tidligt–havde
vaeret _det_ hojst uskyldige: at de havde stukket Cigarerne med den
braendende Ende i Munden paa et Par sovende Medborgere–hvad der dog
havde foranlediget dem til at forlade Lokalet og forlaegge
“Eksperimenterne” hjem til Damerne. Et Par Timer efter gik Blom og
Lille-Gerster hjemad.
Gerster tog Portnoglen op: Du, sagde Blom. Vi er et Par Baester.
-Ja, sagde Gerster. Det er vi.
-God Nat.
-God Nat.
Gerster gik op. Inde i sit Vaerelse gik han hen til det aabne
Vindu–han stod og rakte tre Gange Tungen ud i Luften, for han lukkede
det.
Ude i Gangen knirkede en Dor. Det var Professorinden, der ikke kunde
vaenne sig af med at ligge sovnlos, til hun havde hort Erhard komme
hjem.
… Herluf og Gerster sad tavse igen. Saa sagde Gerster,–da de atter
havde talt lidt om ligegyldige Ting–lidt dybt, med Ojnene i sit Skod:
-Du–tror du nogensinde, jeg bliver forelsket? sagde han langsomt.
Herluf saa’hen paa ham: Jeg ved ikke, sagde han sagte.
De sad igen stille en lille Tid, til Gerster rejste sig: Jeg har gjort
et Bekendtskab, sagde han, tovende og med Ansigtet mod Vinduet … Jeg
tror egenlig, jeg kunde komme til at holde af hende … Hun er meget
sod….
-Gift, sagde han.
Gerster stod lidt og i den samme–tovende eller ubestemt misfornojede
–Tone som for sagde han:
-Og du? Naar bli’r det til noget i Vimmelskaftet?
I Vimmelskaftet laa den Heltzske Gaard, Froken Asta Heltz’ Hjem: Man
“talte” jo nu i Aarevis om Asta og Herluf.
Herluf trak traet paa Skuldrene og saa’ i Gulvet.
-Nej, sagde Gerster med et Suk–det er det: man har s’gu mistetTilliden, du, til det, man selv gaar rundt og foler.
-Ja, sagde Herluf.
-Skal vi gaa ind til Mo’er? Gerster vendte sig.
-Ja–jeg vilde just sige det. Jeg skal gaa. Der var ingen Dore mellem
de tre Dagligvaerelser, det samme brunlige Taeppe gik over alle Gulve.
Alt var polstret, men i daempede Kulorer. Professorinden stod op fra
Skrivebordet, da de kom ind.
-Vi forstyrrer Professorinden, sagde Berg.
-Aldeles ikke, smilte Fruen (i Virkeligheden havde man altid en
Folelse, som om Professorinden kun fordrev et Kvarterstid i sin Stue
som en Vaertinde, der sidder og venter paa de Fremmede til Middag) …
Vel har man travlt, sagde hun og pegede: Det er Kongressen, tilfojede
hun og smilte, mens hun tog Plads i “Visithjornet” bag et mindre
Marmorbord med en lille Standhylde, der indeholdt Professorindens
privateste Haandbibliotek: et Par Bind af Topsoe, Martensens Ethik og
Meyers Fremmed-Ordbog.
-Mo’er bespiser allerede den medicinske Videnskab, forklarede Erhard.
-Aa, det er kun nogle Sektionsmoder … Sektionerne, der skal dannes,
sagde Fruen, og saa spiser de her hos os … Gerster finder, disse
torre Komitemoder passer ikke mere for vor Tid, smilte hun.
-Maa jeg sporge Mo’er, sagde Erhard. Skal saa Fruerne med?
-Ja–vi ta’er dem dog med, Erhard … Det er det mildnende Element,
mener Gerster, sagde hun. Erhard gav et Par halvmumlede
Ondskabsfuldheder tilbedste om de medicinske Fruer og Professorinden
sagde: Erhard–vi horer selv med til Lavet, og satte sig tilbage i
Sofaen (hun havde en egen bred Maade at saette sig tilrette paa under
Smaasladder, der mindede lidt om de tyve Aar i Provinserne).
-Naa, sagde Gerster, de taler vel ikke bedre om os.
-Nej, sagde Fruen og sukkede: du har Ret i det, og hun gav selv i en
vis hyggelig Tone, en lille Historie om en Kollega tilbedste. Man
talte i det hele frit hos Gersters–selv om de naermeste Venner: Man
kan jo se de smaa Svagheder, sagde Fruen, som havde hele
ProvinsSelskabets Skarpsyn for Smaating. Frisproget gjorde meget til,
at hver strax folte sig vel i Huset, som optaget i den naere Kreds.
-Naar Erhard blot ikke siger det ved Middagsbordet, sagde Fruen.
Erhard kender sin Fa’er … Gerster har saa megen Korpsaand,
forklarede hun Berg.
Der blev talt om Spisestuen: om man virkelig ogsaa turde lade dem
spise tyve. Naar Mo’er vil ta’ Skammekrogen bort, kan man spise fire
og tyve, sagde Erhard.
-Det er Erhards Syndebuk, sagde Fruen. “Skammekrogen” var et
Privat-Hjorne af Spisestuen med et Divanbord og den gamle Sofa fra
Provinsdagligstuen. Erhard paastod, at hans Moder flyttede derind og
strikkede, naar der ingen var hjemme.-Ja–sagde Fruen–naar Vinden staar paa her, sidder jeg derinde.
Sandheden var, at “Skammekrogen”, var hendes kaereste Plads. Naar hun
skulde vaere alene hjemme, flyttede hun derind med en lille lavfodet
Sparelampe, der naeppe nok oplyste selve Krogen: Erhard kom ind og
sagde Farvel–i Kjole og med det hvide Slips–for han gik.
Hun holdt af at se ham saa soigneret og fin (ogsaa Dametoiletter var
et af de stadige Emner, Erhard og hun debatterede ved deres
Yndlingsmaaltid, Frokosten, naar de var ene; og det morede hende
stille, naar Erhard vidste saa “detailleret” Besked); og naar han var
gaaet, blev hun siddende, smilende ved Tanken om den Tid, da de endnu
boede i Provinserne, og hun og Erhard, der var Gymnasiast, sammen
laeste det lille kobenhavnske Dagblad med Billeder, som Erhard holdt
bag Professorens Ryg, og hvis Kvartalspenge hun betalte–for at det
kunde bringe dem Bud “derovrefra”.
Og Professorinden kunde blive siddende i sin Krog, fortabt i gamle
Erindringer, uden at tage sig noget til–lige til Jomfruen bragte
hende Theen paa en lille Bakke med en lukket Porcellaenssukkerskaal:
naar Professorinden var ene, tilfredsstillede hun en lille hemmelig
Svaghed, hun havde for morkt Puddersukker i sin The….
*
*
*
*
*
Et Par Uger efter skulde Berg spise til Middag hos Konferentsraadinde
Heltz.
En af Husets to stille Stuepiger hjalp ham Frakken af nede i
Stueetagen–der var altid en egen ren Luft af de mange Planter paa
Trappegangen–og allerede i den forste Stue lod det som Mudret af et
helt Fuglebjerg: Alle blev straks hojstemte i Vimmelskaftet.
Konferentsraadinden snakkede og lo hojt–med begge Haender strakt frem
mod hver, der kom–saa man saa’ hendes to Rader Taender, saa hvide og
sunde, som provede de hver Dag Kraefter med tykt Rugbrod.
Herluf undskyldte, at han kom for silde:
-Ja–det ved Gud, De gor, lo Konferentsraadinden og rystede hans
Haender.
Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: AEgteparret Juergens, Professor
Juergens fra Landbohojskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde
af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa
Daglys for Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen–ogsaa
fra Nakskov–med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke
kendte, og som han skulde have tilbords; Froken Asta og Froken Julie;
og Huslaegen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklaerede,
han havde en Ulvehunger.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i
Stuen, hvor de store svaere Mobler–de var ikke fornyet siden
Konferentsraadens Dod for ti Aar siden–var spredt over Gulvet:
-Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg
vil helst sidde fast opad Vaeggene.
Berg var gaaet hen til Froken Asta–hendes Smil var slaaet frem imod
ham lige strax ved Doren–og han talte med en halv sky, halv om
Stemme, mens hun blev ved at se ham glad ind i Ansigtet og smilte.Froken Julie demonstrerede foran Huslaegen: Tyvende Bal, Dr. Friis,
tyvende Bal–i _November_, sagde hun og spilede fingrene ud foran hans
Ansigt; Froken Julie var i lyserodt og mindede i Gestus lidt om en
Ingenue paa Teatret.
De stilfaerdige Stuepiger havde Doren op, og man gik ind i Spisestuen i
Lyset. Konferentsraadinden oste selv op, og Sundt sagde–med
Servietten stukket ind under Vesten, saa den skaermede et Stykke af
Skjorten–og slog ud med de konne Haender over Bordet:
-Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
Ja, Froken Asta, sagde han og saa’ mildt til det forste Glas Sherry:
Fyrre–det er Zenith … man forstaar et godt Bord, man har gjort
Erfaringerne, Damerne forkaeler En … Sundt svaelgede i Herlighederne
ved at vaere fyrre.
-Ja, ja, raabte Fru Juergens leende. Sundt kender Fadene. Fru Juergens
brugte Talemaader som en holbergsk Pernille, var i Selskab udskaaret,
saa hun regelmaessig i sidste Nu, for de tog afsted, maatte hjaelpe
efter med et Kniplingslommetorklaede, og var en Monstermoder for syv
“Drenge”, hvoraf den aeldste var Rus iaar.
-Maaske er det Zenith for Herrerne, sagde Fru Ekberg.
-Naa, mine Damer, sagde Dr. Friis. De har saamaen ogsaa laert at
konservere Dem.
De lo igen, og Konferentsraadinden, der var faerdig med Suppen, sagde
betaenksomt: Ja det _er_ maerkeligt … Naar jeg taenker paa _min_
Moder….
-Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde
dog finde det rart, om Bedstemodrene blev ved at gaa med Kappe.
Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag,
lod saerlige Maerker gaa, stovede, rundt i Kurve:
-God? … Ikke? nikkede hun fornojet rundt til Herrerne.
-En Vin, kaere, sagde Ekberg op imod hende. Han naennede slet ikke at
sluge den.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise
og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Ojne, og bevaegede
undertiden pludselig Skuldrene–opad som en lille Fugl under
AEggeheden.
-Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg.
-Der flyver dig en stegt Due i Munden.
-Ja, sagde den lille frue og fo’r sammen. De drak med hinanden. Rundt
om, over Bordet, blev der talt om Pigeborn og Opdragelse.
-Ja, jeg, sagde Fru Ekberg, der stadig havde Ansigtet i Bevaegelse
(naar det var i Ro, begyndte det at markere “Zenith”)–ligefrem
_studere_ min Datter.
(Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder ogFingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille.)
-Ja, ja, Fru Friis sukkede. Opdragelsen var en Kunst … Hvem kendte
nu tildags sine egne Born? sagde hun, mens Fru Ekberg gentog at det
var et Studium, og Fru Juergens sagde: Fortrolighed–bare Fortrolighed,
kaere; og Konferentsraadinden saa’ med sit glade Ansigt henover sine
Dotre og sagde:
-Man kender da vel sit eget Kod og Blod….
-Ja, Gud hjaelpe os, sagde Froken Julie i en halvhoj Parenthes og slog
Viften ud: Vi er ikke fra Nakskov.
Men Hr. Ekberg var enig med Fru Friis … Det var en Revolution–en
sand Revolution i de unge Gemytter … Hr. Ekberg tilskrev den
Symaskinen….
-Ja–kaere Frue, Symaskinen sagde han overbevist … De kober
ude–kober de ikke alting ude? De kober “faerdigt”–man kober faerdigt
… Hvad skal man saa gi’ de unge Dotre at bestille … Vil De _sige_
mig, hvad man skal give dem at bestille?
Hr. Ekberg tav og ventede med aaben Mund paa, hvad Fru Friis vilde
give dem at bestille.
Etatsraadinde Knudsen, der var lidt dov, og som forst nu var kommet
rigtig paa det klare med Samtalen–hidtil havde hun indskraenket sig
til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut–sagde,
at de horte, de laeste–de fik for meget at vide….
-Og danser for meget, sagde Professor Juergens ned over sin Tallerken.
Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trofler og Hr. Ekberg
forlod Symaskinen; hans Frue var blevet mere hojrostet (Fru Ekberg
blev altid et Ojeblik hojrostet, naar hendes Mand fortabte sig i
dybsindige Materier) og talte om Skolerne: Ja–hos Froken Zachrisson
havde hver Elev et Apparat paa sin Plads, saa de rettede Ryggene….
-Ja–den Sidden bukket sagde Konferentsraadinden, nede fra sin
Bordende. Den er en Ulidelighed … Den er det, der gi’er den megen
Blegsot….
-Nej, sagde Fru Juergens, vi Nakskovere–Emma, hun loftede Glasset mod
Husfruen. Paa Nakskov, Anna, raabte Konferentsraadinden ned til Fru
Knudsen: Paa den gamle Tid, Anna.
-Ja–paa den Tid, sagde Fru Knudsen og nikkede. De drak alle tre: Jo,
sagde Fru Juergens og satte Glasset resolut ned, vi kunde tumle
Springfyrene. Hun slog en Brodkugle over paa Professoren: _Han_ husker
Skovballerne, sagde hun og lo.
Hun blev ved at tale om Nakskovtiden, Etatsraadinden horte kun det
halve, men sad og smilte: Ja, ja, Frederikke, du var nu altid det
muntre Blod, sagde hun. Konferentsraadinden sad med Taarer i Ojnene
over sit Glas–hun taenkte paa Konferentsraaden.
-Mo’er, hviskede Asta op.
-Lille Born, sagde Fru Heltz og saa’ fra den ene Datter til denanden. Hun loftede Glasset og Dotrene svarede. Asta holdt Glasset op
med Ojnene paa Herluf–de straalende Ojne–og han haevede ogsaa sit
Glas, og de drak, med Blikket paa hinanden, mens hele Bordet summede
af al den glade Forelskelse i Nakskov.
-Slyngel, sagde han til sig selv, mens han drak og blev blussende rod,
idet han satte Glasset ned paa Dugen.
Alle lo og snakkede; selv Froken Knudsen vaagnede ved det pludselige
Ord “Ramlosa” og gav sig til at forfolge en Familie “Beck-Friis” op
gennem Aarhundrederne; Fru Juergens sluttede af med Nakskov og slog ud
mod Sundt.
-Nej, nej,–der var ingen gamle Ungkarle _der_…. Da vidste Folk,
hvad de vilde–min Kaere, og kunde bestemme sig.
Hr. Ekberg slog paa sit Glas, men Herluf horte ikke efter, hvad han
sagde. Han stirrede kun paa Asta, der smilte frem over Bordet, ved
Siden af Sundt. Lyset fra Kronen lod Atlasklivet skinne som et Pantser
om hendes Bryst: Hvor er hun smuk, taenkte han.
-De kender vist–Berg fo’r sammen, det var virkelig den lille Fru
Stern, der havde talt, og to Gange havde maattet sige: “De kender
vist”, og var blevet saa rod som en Paeon. De kender vist en … Hr.
Gerster, Erhard Gerster, sagde hun og hun tabte fuldkommen Fatningen
ved at naevne Fornavnet….
-Ja, sagde Berg … ja … Han tog ikke Ojnene fra Asta: Og hende
skulde du ikke elske, sagde han til sig selv … Ja, Fruen kender
Gerster? sagde han.
-Ja–sagde den lille Frue–det er en Ven af min Svoger; hvorpaa hun
blev helt borte i Forvirring og ikke mere oplod sin Mund, til de
rejste sig fra Bordet.
Kaffen blev baaret om i Dagligstuen under “Tak for Mad” og Stojen. Fru
Juergens blev staaende hos Konferentsraadinden, laenet til sin Mand:
-Ja, sagde hun, _jeg_ har faaet Lov til at beholde ham. Og de to
Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til
Herrerne, der var overvaettes varme og rodho’dede og talte om Adolfs
nye Forretning: “Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave”, sagde
Ekberg–og om Gersters Klinik: Det skulde saerlig vaere med dovstumme,
han eksperimenterede:
-Ja, sagde Dr. Friis,_de_ klager ikke.
Alle snakkede, og ingen horte, hvad den anden sagde. Fru Ekberg havde
fanget Sundt ind i en Hjornesofa og talte om, “hvad man da egentlig
antog var Kvindens Bestemmelse”, mens hun saa’ ham lige ind i Ansigtet
gennem sin Stang-Lorgnette.
Ekberg kom til–i et Par Buer over Gulvet–: Kaere, sagde han til
Sundt, hun forfaerder Dem … Ikke? hun forfaerder Dem … Ja, sagde han
og slog beundrende ud med Haanden, _hun_ er radikal….
Ovre i det andet Hjorne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en
Klynge: Ikke? sagde Asta og naesten “rullede” den lille Frue: hun
ligner en Fugleunge?-Nej, nej, ror mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrod og
skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Ror mig ikke, siger
jeg….
Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygevaerelset, hvor Hr. Ekberg
talte om AEgteskabet: AEgteskabet, sagde han, kaere Ven–_vort_ AEgteskab
er et Kammeratskab.
De andre Herrer sank hen i Tavshed, tyggende paa Cigarerne; de kendte
det Ekbergske AEgteskab ud og ind fra Rygevaerelserne.
Inde i Dagligstuen var Damerne faldet lidt til Ro, mens Fru Knudsen og
Fru Ekberg talte om nye Lejligheder og Eskilstuna-Ovne:
-Ja, ja, sagde Etatsraadinden, ja, ja … men de varmer ikke, de
varmer ikke….
Ud paa Aftenen spillede de Lotteri, Damerne og Sundt, der sad og
glaedede sig over alle de konne Haender, der lob saa travlt over paa
Bordet. Fru Juergens raabte op, og Konferentsraadinden og Fru Knudsen
var saa ivrige som Born: Hva’ for et Numer? hvad sagde hun for at
Numer? sagde Etatsraadinden.
-Aa, de har ingen Ojne i Hovedet, sagde Konferentsraadinden, som satte
paa baade tilhojre og venstre, hos Froken Knudsen og den lille Fru
Stern, der bare sad og smilte ud i Luften og kildrede sin lille
Barnehage med Spidsen af sin sammenfoldede Vifte.
Asta kom imod Berg i Spisestuedoren: Spiller De ikke? sagde hun. Jeg
ikke heller–Stemmen lod paa en Gang saa besynderlig fravaerende og
modlos–kom–inde i “Fa’ers Stue” er der stille. De gik gennem
Spisestuen ind i Konferentsraadens Vaerelse, hvor de store Mobler, med
Kaempesofaerne i Nicher, stod urorte, som da han levede. Asta satte
sig.
-Hvad blir det saa til, sagde hun. Med Teatret.
-Ved ikke, sagde han. Men pint af Usikkerheden, naesten Frygten, der
altid sneg sig ind over ham, naar de var ene, begyndte han–blot for
overhovedet at tale, kun for at de ikke skulde sidde tause–at
fortaelle hende alt. Han talte om den store Opgave, om Arbejdet, om
Anstrengelserne, om alle Planerne, om alt det som endelig, _endelig_
skulde fylde hans Liv; han talte, blev ved at tale; som drevet frem af
en hidsig Utaalmodighed, for hvilken han ikke selv gjorde sig
Regnskab, oprullede han som et Fremtidskort over hele sit Liv–til han
tav, aandelos som efter et langt Lob, og pludselig paany folte sig
forvirret foran hendes stirrende Blik, naesten angst:
-_Og jeg da?_ sagde hun:
Herluf bojede uvilkaarlig sit Hoved, naesten som En, der dukker sig for
Slag, mens Asta blev ved at stirre paa ham:
-Jeg kan gaa her som en gammel jomfru og ryste mine Kroller–og som
fortvivlet rystede hun de taenkte Kroller–gaa her–alle de Aar, sagde
hun.
Hun hulkede, med Ansigtet ned mod Bordet, kort og stille.Herluf havde rejst sig, han fandt ingen Ord, mens han krammede om
Bordet–det var som _i et_ ulideligt Nu al den ganske Afmagt skulde
samles af disse fire Aars Forsog paa at fole Kaerlighed:
-Asta, sagde han.
Og i samme Nu holdt han inde: Men det er jo derfor, du har anstillet
det hele–for at _komme los_, sagde han til sig selv; og han tav og
folte sig blodrod som en Desertor, fejg og elendig som en Falskner,
der gribes.
Asta loftede Hovedet og forsogte at tvinge Graaden tilbage: Der ser
man, hvor man bliver folsom imellemstunder, sagde hun og vilde smile.
-Ja–De har vist ganske Ret, sagde hun: Vi skulde alle soge
Virksomhed, sagde hun. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik.
Herluf stod endnu nogle Ojeblikke, da hun var gaaet.
Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt
til at gaa–hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en
hemmelig Tyv–; ude i Gangen stod den lille Fru Stern:
-_De_ gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket.
-Ja, sagde Berg.
-Ja–Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Nede paa Hjornet lob Berg paa Lille-Gerster under en Lygtepael:
Ja–Godnat, sagde han blot, han horte ikke, hvad han sagde, og gik
videre.
–Gaesterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine
Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorod endnu
efter Anstrengelserne:
-Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas … Ogsaa Suppen,
netop tilpas….
-Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie–Sofie Kokkepige
kom aldrig laenger i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde
hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.
-Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.
Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt traet, og saa’
ind gennem sine konne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun
folte ind til sin Skulder.
-Ja, vi har det godt, Born, sagde hun … Vi maa vaere Gud
taknemmelige.
-Asta trykkede hendes Haender og rejste sig. Hun gik ind i Faderens
Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede
sin Livvise.
-Sidder Frokenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med
Pusteren for at slukke.-Stine kan godt slukke, sagde Asta.
Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i
Morket.
Det var naer ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde
gennem Lunden: Der var morkt og faelt–hu, ha! Stakkels Knos han gos
med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa’ Benoit.
Aa din Kryster, sa’ Babette.
Saa holdt hun op og slog Klaveret i.
-Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.
-Ja, Mo’er. Asta gik ind til de andre.
-Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie,
som sad paa Sengekanten i Sostrenes Sovekammer.
-Er _det_ en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kaekt mod
hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at _dette_ skal
hore op….
-Hvilket?
-Pyh, sagde Julie blot og krob i Seng.
*
*
*
*
*
Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og forte lange
Samtaler med sig selv:
Det var altsaa forbi: han var lobet infamt derfra. Og han havde
_kun_–han eller denne hr. X, der sad i den morke Bagstue i hans
Hjerne og regerede i Smug–fra den forste Dag taget Haand i dette,
filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og
“komme los”.
Det var _det_, der havde ligget bag Ordene–strax, den Gang oppe i
Redaktionsvaerelset, da han forste Gang sagde (og blev forbavset, som
havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): “Og
man kom los” … oh han havde vidst det lige strax, hvad det betod, og
havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet–det om “Virksomhed”
og “Planer”.
Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dodt.
Hvor han huskede den forste Aften, da denne Kaerligheds-Kamp begyndte:
da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget
fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad–_da_ havde hun
smilet og _der_ havde de vexlet Blik, taenkte han–havde han sagt, selv
sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint forste: Og man kom
los):
-Ja–elske hende, gor du jo ikke … Og han havde _selv_ hort Ordene
med en Angst, saa han sprang op som for at vaerge sig eller som for at
lobe fra dem, men Stemmen blev blot ved.-Men det ved du jo godt, at du ikke elsker hende … Det har du jo
aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige
Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:
-Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt–denne nye
“Sokrates-Rost”: at det ikke er Kaerlighed. Pust det bare ikke op til
Kaerlighed.
Fra den Dag var Kampen begyndt–Forsogene paa at fole Kaerlighed: hvor
han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad
med Pulsen af hver en Folelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed
i sin Fantasi–for at sporge: Hvorfor skulde det ikke vaere Kaerlighed?
Er _det_ ikke Kaerlighed? Og denne “anden”, denne Hr. Sokrates, smilte
kun og spurgte igen: Hvis du troer det?
Og alligevel han saa’ hendes Skonhed, og han begaerede hende. Han kunde
have ofret hende alt … ti ofre kunde han, kun ikke elske….
-Og _hun_.
Hvor han havde gaettet hende–hvor han havde forstaaet hende.
Som idag modte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld
–et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For
under Fravaerelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes
Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.
Men naar de saa modtes, og de sad overfor hinanden–og hun lyttede med
sit ganske Vaesen paa blot en Lyd, en Tone, som Lidenskaben har
dem–saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de folte
begge hjaelpelost den samme uhyre Modloshed, under hvilken de sank
sammen….
Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Saesonens
og Konveniensens Moder, mens Tvivlene afstumpede hver Folelse, Dag for
Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende
Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var–nu idag….
Herluf stod ved Vinduet, halvafklaedt allerede, da det flojtede nede
paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.
-Ja–men jeg gaar i Seng. Herluf smed Noglerne ned.
Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rod i Kinderne.
-_Hvor_ kommer _du_ fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.
-Du–sagde Gerster–du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.
Han fortalte om hende: Hun er det sodeste, du, sagde han. Hans Stemme
havde endnu over sig som en Klang af alle Staevnemodets Kaelenavne, som
han kom fra.
-Det er hende–den Gifte, sagde han og smilte. Han saa’ ud som en Rus
ved sit forste Sold, som han sad.
Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Sten, han loftede
for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skod denbort:
-Og _jeg_ tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktor, sagde
han.
Gerster horte knap: Naa–endelig, sagde han. Og han blev ved at tale,
med sin saert vibrerende Stemme, mens Herluf Berg–virksomhedens Mand
fra imorgen–med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette
Menneske, der _elskede_.
*
*
*
*
*
Naeste Dag underskrev han Kontrakten.
Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og
Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.
Et Par forste Kraefter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig:
En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktor, og en
Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre
Stjerner som Gaest, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde
rejst i Norge.
Saesonen vilde jo vaere langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde
sagtens spille de Par Maaneder “paa Huset”.
IV
Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at traeffe Martens hjemme
og laegge Beslag paa ham, for han gik til sine Bygninger, at
“Bygmesteren” sov endnu, da de kom–Martens snuede i det hele noget
laengere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.
Fru Martens lukkede Doren op til Stuerne (hun talte som en lavmaelt
“Gaardkone” og tog ikke Ojnene fra dem), hvor Haedersgaverne paraderede
med Flor om, og Bordtaepperne var bojet sammen med Vrangen opad.
Fru Martens listede et Par Gange ind over Lobestykkerne gennem Stuen,
mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske
Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen naermede sig.
Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stodte de paa lille Hr.
Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmaegtig, sagde Martens, der
altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog
han ham paa Skuldren med et: Naa–frisk Mod, mens man laeste hele den
ubetalte Husleje paa den lille Fuldmaegtigs Fysiognomi.
-God Morgen, Hr. fuldmaegtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet
hen til Berg–bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med
“Putte”, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til
Skole, for han gik i Retten.
De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen,
febrilsk som han altid blev, naar han bare naermede sig “Bygningerne”.
Forgylderne sang i Forhallen paa de hoje Standstiger, mens de lagde
sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog ArbejderneBraeddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for forste Gang paa
de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt
“borte” foran de pompejanske Vaegge, der straalede nye imod ham–man
havde borttaget Laerredet om Morgenen.
I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere
transporterede et tilhyllet noget og spaerrede Vejen:
-Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.
Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf
og slog Laerredet bort med sin Stok, saa man saa’ Gudindens slanke,
forgyldte Ben.
-Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.
-Ja, svaert aegte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med
Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedore stod aabne,
horte man Dekoratorernes travle Hamre, der slog Guldsom i Brystningen,
og Dampmaskinens Stoj fra Varmeapparatet, der torrede Huset. Bag dem
lod hoje Ohoj fra Arbejderne, der bragte “Nike” paa Plads paa
Piedestalen.
-Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i
Stueetagen mod Gaarden. Det var blot “de smaa blaa” for Dagen, sagde
Hr. Spenner muntert og praesenterede en Raekke Blaat-Papir paa Pulten.
Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin
Underskrift et Steds.
-Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar
Navnene gor det–Han tog kaelent henover Papirerne, mens han lagde dem
sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne “Victoria” paa Bindet.
-Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i
Luften, efter at han havde skrevet under.
-Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mont ud fra Forretningen, sagde
Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.
-Nej–vi sorger for os selv herude, sagde Spenner.
-Vel. Adjo–de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brod
op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de
forgyldte “Sfinxer” paa Hjornerne, bojet over Pulten. Han drev ganske
tankelos sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret:
Martens’s “s” endte altid med saadan en hjaelpelos, lille, strittende
Streg ligeud, som en afhugget Hale.
Herluf gik op i sit eget Kontor, Dorene lod han staa aabne, han holdt
af at hore Husets Stoj, mens han arbejdede: Dekoratorernes Hamre gik i
Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvilelose den ganske
Dag, lo i Garderoberne. I Kaelderen pustede den nye Dampmaskine som et
ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tojet, og hvert minut sendte en
Skuespiller fra Scenen en Provejodlen ud i det tomme Rum.
-Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Doren. Han havde genkendt
Primadonnaens Stemme.
-God Morgen, svarede hun–ud i Tilskuerrummet, saa det klang.-Spar paa Rosten, raabte Berg: Imorgen er der Prove.
-Vel, svarte hun igen. Og Programmet?
-Bliver ved de to Enaktere og Prologen.
-Hm. Det ene svenske? raabte hun.
-Ja.
Der blev banket paa den modsatte Dor, og der begyndte et sandt Korind.
Det var forst Teatermaleren–i Baret og Bluse–med Favnen fuld af
Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle
Stole, mens han talte i et vaek; og Hr. Staer–med aaben Overfrakke og
halvt i Knae af Foraselse–der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne
se Etablissementet to Dage for den ovrige Presse–af Hensyn til sin
skandinaviske Korrespondance.
Et par Skuespillere, der havde “lugtet Journalist” i Huset, bankede
ogsaa paa og kom ind, og man horte ikke Orenlyd for den halvtyske
Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i
Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden lobe foran Staer, som sad
op paa Skrivebordet–Hr. Staer sagde altid Nej Tak til en Stol og,
faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev–og saa’ traet ud, mens han i
Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner a en Krone i Bladenes
Petitrubriker.
Berg, der var ganske or i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer,
hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden
paa Hovedet:
-Ja, sagde han (Hr. Staer talte om indleverede Stykker) jeg har i en
Maaned laest syv og firs.
Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Staer spurgte ud om Titler, og
den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdove–han havde i fem Aar
spillet aeldre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og
havde faaet en bred Diktion–blev ved paa sit halvnorsk:
-Lad os forst have kompletteret vort Personale … Og man skal hore
fra os, _hore_ fra os….
Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme
strax. Berg oploste Konsiliet; den aeldre Helt maatte han lempeligt
skubbe ud af Doren, og endnu paa Taerskelen blev han greben af
Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsproven for
Pressen.
Paa Trappen til Direktionsvaerelset havde der–til AEre for Hr. Staer
–samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen
talte, bojet frem, hojt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og
stak sine hojvristede Fodder frem mellem Tremmerne i Gelaenderet….
Ved Porten skiltes man … “Ornulf”, den aeldre Helt, skulde samme Vej
som Hr. Staer, og Berg naaede op i en Droske.
Udenfor Forretningen paa Kobmagergade var der formeligt Oplob foran en
Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Storrelse, dervalsede i Udhaengsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor
han hilste paa et Par unge spanskskaeggede Malere, der dovnede med
Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der
sad bag en Tapetdor i et lille halvmorkt Rum fuldt af gamle
Kotillonsrester, og talte Kontrolmaerker fra Forretningen.
Adolf junior rev Doren til Butikken op og raabte noget ind:
Ja–Goddag, nikkede han til Berg og var vaek igen.
Har De set det? sagde en af de slove Malere og pegede paa Doren.
-Hvilket?
-Arrangementet, sagde han … Vi har s’gu arbejdet hele Natten.
Herluf trak Doren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der
var hoj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne:
hele Rummet var paa en Nat blevet et lille Kina.
Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en
Kaempe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjornespejlene
prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskaermbraedtet, med
Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvaeggen, der blev helt
borte under Marokkotaepper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der
bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskaerme,
hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper
… To skaeve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap–“Medailloner til
Pryd over Pianoforter”, der var Forretningens sidste Nyhed–bojede sig
halvvejs sammen over Grotten.
Hele Rummet var en Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte
Skjolde og opspaendte Papirparasoller, som stod og som hang.
Og midt i det hele havde Adolf i sidste Ojeblik, i det fulde Lys fra
Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Doren, stillet en Prins Karneval
i skrigende gult Silke–en Rest fra et Maskebals-Arrangement–der
ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.
Doren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var en Beundring:
Hvad han havde for Ideer–Naar blev _han udtomt?_–Ja, man maatte
forbavses … Alle snakkede.
-_Mig maa_ De hjaelpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille
Dame og rejste sig paa Taeerne.
Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de traengtes sammen om
ham–under Kineseren–som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i
Psalmebogen, om Praesten:
-_Bedste_ Hr. Adolf–_mig_, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru
Strom. Men Adolf horte ikke, han blev ved at gestikulere foran
Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde
Bestillinger til den hygiejniske Kongres:
-Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds–aldeles tilfreds,
forsikrede Adolf.
Fru Canth og Fru Strom opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene:Fru Canth skulde have en “net” lille Spiseseddel–“til selv at skrive
paa–men noget net”….
Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag,
gik rundt og saa’ paa Kunstblade. Lige under Trappen horte Berg
Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa’ i en
Mappe:
-Bedste Ven–Frederiks Hospital–Frederiks Hospital erklaerer vi, er
under Restavration under Kongressen.
Og Adolf, der var faerdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer,
sagde pegende paa Kunstbladene:
-Ja–det er Fotogravurer, ganske nye … Ikke til at skelne fra
Kobberstik….
Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den
gamle Adolf, der altid gik hjemlos om med en medtaget Filthat paa
Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gore af sig selv, og hvor han
skulde vaere, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i
hver Krog, var idag helt forskraemt og havde allerede lavet sig til at
traske hjemad ad Bagdoren … Gamle Fru Adolf vovede sig sjaeldent
stort laengere end til lige indenfor Doren i den nye Butik, hvor hun
stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til “Frokenerne i Forretningen”,
til hun havde set Sonnen:
-Hvad er det, Mo’er? sagde han i Skyndingen.
-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.
Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig
tungt i Sofaen: _Det_ var en Dag, sagde han.
Herluf lo: Naa–hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt
til Vaeggepryd, sagde han.
-Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desvaerre–dem saelger vi jo med
Tab … Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Dore.
Han rejste sig igen og taendte Gassen for at vise Berg
Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprove for Pressen.
I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre
“Frokener” sad traette foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet
ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i
Skumringen, mens han nikkede.
-Taender vi saa? sagde Adolf fra Trappen.
*
*
*
*
*
Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede
i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvaeggen, prydet
med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner
svommede under en Aakande–en Fodselsdagsgave fra Konstantin til sin
Moder.
-Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf–hun havde den Vane attraekke Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar
Konstantin gik ud af Stuen–jeg holder ikke af det … det “Elektro”
… Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde “aegte” …
Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten….
-Naa, min Pige, du har saamaen forstaaet at samle godt med Solvtoj,
sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev
opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.
-Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.
Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe,
men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden
Konstantin havde vaeret de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs
efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru
Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle
Bladene med sine Strikkepinde for at indpraente sig Ordene. Men det var
og blev hende en svaer Ting–“de putter saa meget sammen”, sagde hun
til Berg–og hun sad med Livet i Haenderne over Krustaderne.
-Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen.
Konstantin turde hun ikke sporge.
-Udmaerkede, min Pige, udmaerkede, sagde den gamle, der pustede med
Ganen helt forbraendt af alt det staerke Stads.
-Udmaerkede, sagde han.
-Ja–de er ganske gode, Mo’er, sagde Adolf junior.
-Den unge Herre siger, vi har vaeret heldige idag, Marie, sagde Fru
Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud–helt nervos af
Glaede.
Da de var faerdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, for
Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa’ til i
Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.
Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen–gamle Adolf sov inde i
Spisestuen med “Dagbladet” i Skodet i sin Hvilestol–og kaldte den
gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortaelle om “Drengen”.
Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og sporge turde hun
ikke–For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved,
sagde hun–; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle
deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Oren og Ojne op:
-Ja–de har Ideer, de har Ideer, blev Fru Adolf ved til den gamle,
Marie.
Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Son.
*
*
*
*
*
Der skulde forste Gang “taendes” i Viktoriateatret, og alle
Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe
over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time for Tiden, og hvor hun
blev helt forskraekket, da Doren sagte gik op bagved hende, og en anden
“Kvindeperson” listede sig ind og satte sig i det andet Hjorne iMorket.
Man horte Skuespillerne hviske nede i det morke Hus, og oppe bag
Taeppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med et blev lys, og der
lod et langt “Aah!” fra Parkettet: man saa’ Taeppet for forste Gang.
Engle trak et Flojelsforhaeng bort fra en Sojlegang, hvorfra man en
Foraarsmorgenstund saa’ gennem Orstedspark ud mod det ny Kobenhavn.
Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.
Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt
begyndte at saenke sig–den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og
Vaarens Genier i forgyldte Felter daengede hinanden med Roser, de
plyndrede fra Overflodighedshorn; og kastede Skaer ind mod Logernes
Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens
Engle dansede, mens de blaeste paa deres luende Tuber.
Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bojede
fru Adolf sig frem og fulgte aandelos det straalende Monstrum, der
dalede majestaetisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod
Loftet–Haenderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var
morkt.
De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste
Kulisse. Da de horte den forste tunge Gliden af Taeppet, der haevede sig
forste Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort,
i Angst, ned i Kaelderrummet.
Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede
Glasdore i Fonden. Baggrundstaeppet skaelnede man endnu ikke ret. Men nu
gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var
“Fader Holbergs” Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle
danske Skuespilhus, der laa i Maaneskaeret.
Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt;
oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at straekke Hals og se.
Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstaeppe, og Adolf, der var
kommet op af Kaelderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for
Rampen.
-Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.
Skuespillerne brod larmende op, under Hurra, og man horte dem jage ud
gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Taeppet igen
gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne
fyldte Glassene:
-Saa et Huset leve, raabte Berg hojt, ud i den lyse Sal.
-Ja, et Huset leve, skreg de andre med loftede Glas.
… Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa en Gang oppe i
Logen glaedesstraalende til Fru Adolf–de var i Ivren rykket hinanden
ganske naer, midt paa Baenken, uden at vide det–:
-Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevaegelse.
-_Hans Moder_, sagde hun og nikkede til Fru Martens.
Hurraerne dode hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldedeigen.
-Og saa et “Leve Konsortiet”, raabte Regissoren: Det leve hojt.
Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens
de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Haenderne:
Og dette skal vaere Konsortiet til AEre: Hurra. Og Skam faa den, som
ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra–Hurra, Den Skaal var bra’
Hurra.
-Hva’–Born–det kalder man Akustik, raabte Ornulf fra Trondhjem, da
det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens
svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.
-Bliv ikke forskraekket, mine Damer og Herrer, sagde paa en Gang en
fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket
frem i en Kulissedor: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og
traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.
De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og
febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og
Konferentsraaden af Herluf blev praesenteret for Selskabet, der bukkede
og nejede, af Respekt for Kapitalen.
-Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der forte mig paa Lur,
smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad
Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest–i Familiens
Skod–det var iaften forste Gang Lys i Huset, sagde han.
Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne
Gaests Sag at traenge sig frem med en Tale–men takke Dem maa jeg dog,
fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er
med Glaede–og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen–at jeg
tommer dette Glas med Dem for forste gang i Deres nye, skonne Hus …
Skal vi tomme det paa Foretagendets Held–de foretagsomme til Lykke!
Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Ojeblik: Og
–mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen sogende om Ordene
–nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus–jeg kan vel sige med noget
af _dens_ Glaede, der ser, begynder at se en Livsdrom gjort til
Virkelighed–slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer,
hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Vaerk og ligesom
Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig
Maerke paa Maerke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er traengt
ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv … skal vi hilse
dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier–med loftet Glas vendte han
sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele
Rum som i et Blik og saa lod Ojnene hvile paa Balkonrandens legende
Engle, noget af den halvdaempede og hemmelighedsfulde Klang, der
beruste Generalforsamlingerne–udstror deres nye Rigdomme, skal vi
hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens
Kobenhavn, det _vort_ Kobenhavn, der brod Voldene ned for at bygge paa
ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu
staar.
-Et Leve for et stort, et Leve for det nye Kobenhavn.Ingen vidste, hvem der kastede det forst, men som et Lyn fo’r Glassene
klirrende i Gulvet, mens de haevede Haenderne og raabte, naesten ligesom
om de vilde svaerge:
-Leve–leve Kobenhavn.
Oppe i Logen graed de to Fruer, som var de til Hojmesse.
Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem
Gangene.
De kom ned i Foyeren, Latteren og Stojen af Skuespillerflokken dode
bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den
store Sal, de begyndte saa smaat at vande Hons igen, hver paa sin Side
af den gyldne “Victoria” … Og dumpt lod helt herud Lyden af
Jerntaeppet, der rullede sig ud som en truende Vaeg og faldt tungt i
Gulvet, for forste Gang.
Alle var gaaet, og “Konsortiet” sad, lidt mat, i Kontoret.
-Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom
ind.
-Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den
forste Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.
-Hva’?–Satan, Adolf forsogte at rejse sig, men faldt igen tilbage i
Saedet, med Haenderne ned mod sine Laar.
-Ja … Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften … Og man skal
vel ikke kobe Katten i Morke, Hr. Spenner gned Haenderne og lo: Satan,
sagde Adolf blot igen. Der var Ojeblikke, hvor Adolf, der i det Hele
taget var anlagt til at beundre, var helt “borte” over Spenners Geni
for Forretninger.
Konsortiet havde i Stilhed traengt til en stor Prioritet.
*
*
*
*
*
-Asta–du blir forkolet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz,
der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru
Juergens, ind i det morke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent
Vindu.
Asta svarede ikke, hun havde bojet sig frem bag Gardinet: nede i
Frederiksberggade horte hun nu Stojen af Stemmer og mange Vogne.
-Ja–det var dem–hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se
hende fra Gaden, og hun lyttede i Morket, anspaendt, til Stemmerne
dernedefra.
-Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen …
Fra Vitoriateatret….
-Naa, saa er da ogsaa _den_ Fest forbi, sagde hun.
-Der er saamaen ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Juergens. Asta sad
stille bag Gardinet. Strommen god sig forbi–Trin og Stemmer og Latter… Hun bojede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs
Navn–Gang paa Gang hans Navn.
-Ja–det var gaaet godt … det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned
mod Karmen.
Strommen var forbi, og Stojen tabte sig langsomt. Asta maerkede ikke,
at Vinden fra det aabnede Vindu tog unaensomt i de lange Gardiner, med
Hovedet stottet mod Karmen stirrede hun frem for sig.
-Asta–men det _traekker_, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.
-Ja, Mo’er, sagde Asta og fo’r sammen. Hun lukkede Vinduet.
-Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Doren.
-Ja–der ser man, Asta, du har forkolet dig ved det Vindu, sagde
Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg….
-Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rodme i Kinderne med de flade
Haender, mens Froken Julie gav sig til at nynne ganske hojt ved
Bordet.–
Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter
Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede hojrostet
“Aftenen”, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Saede i
Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det
varede altid laenge hos Canths, for man naaede tilbords, mens
Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede
Spisestudor og fo’r sammen hver Gang, en Dor floj haardt i ude i de
ydre Gemakker–Fru Canth havde den Skaebne altid at faa saerdeles
“heftige” Tjenestepiger, der iovrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af
evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine–og “Tante” Strom blev kaldt
ud i Kokkenet for at bistaa i Skyndingen.
Stemningen var mat og forsulten. Familien Molbom var i det hele
kraenket; de havde siddet i anden Etage og havde haft Plads bag en
Pille, saa de intet kunde se; og Bastrup havde i Garderoben faaet
forvexlet sin Paraply.
Fru Dunker holdt bag en Lampe nervost Oje med Scheele, der var altfor
optaget af Stroms franske Guvernante,–en Genferinde med Haaret i
Slangekroller og et Par aengstende Ojne, for hvem Scheele i den siste
Tid havde interesseret sig–som var her i Aften med sin Elev Agathe,
en svaerlemmet fjortenaarig, der, opvakt, iagttog Situationen fra en
Krog og ilsomt “telegraferede” til Moderen, som aabnede Doren og nu
ogsaa kaldte Sundt ud til Salaterne.
Agathe besad sin Moders fulde Fortrolighed: Det er utroligt, sagde Fru
Strom, alt, hvad det Pigebarn ser.
Sine paalideligste Oplysninger skyldte hun Agathe. der havde en Maade
at kunne komme uventet tilstede paa, som var uforlignelig.
-Man tror det ikke, sagde Fru Strom, hvad min Agathe har for Ojne.
Endelig kom man ind i Spisestuen, og Parrene begyndte at skyde sig
frem foran Buffeten for at finde deres Navne over Kuverterne: Her,
lille Ven, her, lille Ven, raabte Fru Strom op til Obersten, der havdeFru Dunker (Oberstinden havde i sidste Ojeblik venlig placeret
Guvernanten tilvenstre hos Scheele og rykket sin Mand og Fru Dunker
over vis-a-vis) her, lille Ven, sagde hun til Fru Dunker med sit rare
og hjaelpsomme Smil, saa man saa’ alle hendes velbevarede Taender.
-Naa–saa Gud vaere lovet, lille Edvard, sagde Fru Canth: Saa fik vi da
Maden paa Bordet. Hun praesiderede med Sundt midt for Doren til
Sovekammeret, der saa’ indbydende ud med en mat Loftslampe ved
Fodenden af lille Fru Canths store Mahogniseng med Himmel af meget
blomstret Kretonne. Mitte–den tiaarige aeldre Udgave Canth–og Putte
sov i to smaa Senge bag et Skaermbraedt. Til den lille Assessor blev der
om Aftenen redt paa Sofaen i hans Vaerelse.
Stemningen haevede sig, saa det summede i Stuen. Lille Canth hilste
rundt paa sine Gaester med smaa forknytte, hjertelige Nik, mens Molbom
drak “Mo’er” til med mange Vidner for at opmuntre hende. Man talte
igen om Teatret og kom ind paa Primadonnaens Kjoler, hvad der vaekkede
Fru Molbom.
-Primadonnaen havde vaeret uanstaendigt klaedt paa, erklaerede hun
afgorende.
-Naa, Herre Gud, sagde Fru Canth og loftede veltalende Armene i
Vejret, naar man _skal_ vaere bararmet … Skaal, “de Smaa”, sagde hun
og drak Ungkarlene til.
-Det var _uanstaendigt_, sagde Fru Molbom oprort. Arthur, sagde hun
over Bordet–_gav_ jeg Dem ikke Kikkerten?
Arthur bevidnede det: Men De saa’ jo ingenting, sagde Sundt, for
Pillen.
-Lidt saa’ man vel, sagde Fru Molbom kraenket.
Alle lo og talte hojt, glade og maette. Fru Strom sad og smilte
ligeoverfor Fru Dunker, der havde store rode Pletter paa Kinderne og
ikke tog Blikket fra Scheele og Genferinden, der hele Tiden
manovrerede med sine Slangelokker, saa de var lige ved at strejfe
Redaktoren i Ansigtet.
-Skaal, lille Frue, sagde Molbom, med fremrakt Glas og tog “Vidne”.
Man brod op fra Bordet og spredte sig i Stuerne, hvor de fire
AEgtemaend sad tavse over Toddyerne i Hr. Canths Vaerelse, og den
franske Guvernante, der drev “Chiromanti”, laeste Skaebnen af Haenderne i
Dagligstuen.
Der blev hvidsket rundtom i Krogene, mens Guvernanten blev ved at
kaertegne Sundts Haandled for at raade Fremtiden, og Fru Strom sad paa
en Sofa midt i Stuen med sit brede Smil, som en Provinskaffesoster,
der endelig horer Maskinen i Kog.
Agathe drev rundt i Spisestuen i Naerheden af Portieren til Sovekamret,
hvor Fru Molbom, der stadig var fornaermet, havde trukket sig tilbage
for at hviske med Bastrup.
Der blev et stort Staahej, da Fru Canth skulde spaas og paastod, at
Guvernanten bare kildede. Alle strommede sammen, da Turen kom til
Scheele, og Genferinden tog hans Haand.-_Scheele_, sagde Fru Dunker naesten skrigende og gik et Par Skridt
frem, hun havde ikke taget Ojnene fra den “Chiromantiske” Laererinde
fra det Ojeblik, hun begyndte sine Kunster:
Scheele tog sin Haand los, og der var et kort Ojeblik stille i Stuen,
til Fru Canth sagde: Ja, jeg siger det jo–hun kildrer, og fik Sundt
praktiseret hen til Klaveret for at spille en Vals.
Hun bod Bastrup op, og de begyndte at valse paa Taeppet, rundt om
Moblerne. De andre fulgte efter og selv Molbom stod op fra Toddyen og
kom frem i Doren: Vi to, Mo’er, sagde han og bod Fru Molbom op, der
drejede i Valsen som et svaert Taarn midt paa Gulvet. Fru Strom hentede
Obersten, og de dansede alle, aandelose og stodende mod Moblerne, mens
Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup.
Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret,
hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede
Legemsbevaegelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.
Inde i Sovekamret talte Fru Dunker heftigt og sagte, siddende foran
Scheele med Ryggen til Doren, holdende ham fast i en Krog, mens hun
hviskede en Strom af Ord, og han svarede, halvhojt, i korte opbragte
Saetninger, og hun atter hviskede, bevaeget og naesten, som hun hulkede.
Mitte var vaagnet ved Lyden af Stemmerne, og hun var kroben ned ved
Fodenden af sin Seng, hvor hun sad ubevaegelig og stirrede paa de
stridende med store Ojne.
Agathe gik helt hen til Portieren. Nu horte hun, at Fru Dunker graed,
og Scheele gik op og ned foran Spejlet, mens Fru Dunker talte
klagende.
Putte var ogsaa vaagnet og var kroben ned til Sosteren, angst ved at
hore nogen graede, taet ind til Mitte, der stadig sad ubevaegelig og
lyttede, stirrende paa den graedende Fru Dunker….
Det var Fru Strom, der ude i Spisestuen hojt bad Agathe om et Glas
Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik.
Fru Dunker blev ved at graede, mens Bornene horte Valsen og Trinene
inde fra Stuen. Tilsidst rejste hun sig og gik hen til Vaskebordet for
at vaske sine Ojne. Men saa begyndte hun at graede igen og rakte Armene
op i Luften: Aa–Gud nej–aa Gud nej … sagde hun.
-Hvad er det? hvidskede Putte. Hvad er det? Men Mitte svarede ikke,
blev bare ved at sidde og stirre ud i Luften, efter at Fru Dunker var
gaaet.
Inde i Dagligstuen dundrede Guvernanten en Galop, og Gulvet rystede
under de dansende, saa Bornene maerkede det helt ind under deres Senge
som et rent Jordskaelv.
-Det er Mo’r, sagde Putte–der lod en hoj Latter derind.
Begge Pigebornene listede ud af deres Senge, frem fra Skaermbraedtet hen
til Doren, i deres Natkjoler. Inde i Stuen var alle Mobler skubbet til
Side, og det ene Vindugardin flagrede for Vinduet, der var lukket op
for at skaffe frisk Luft, mens de alle dansede … Moderen forrest medSundt.
-Gud–Ungerne, raabte Fru Canth pludselig og lo himmelhojt ved at se
de to natkjoleklaedte, der retirerede tilbage ind i Sovekamret.
Men Sundt lob efter dem og bar Putte ind paa Armene; han loftede hende
hojt op, midt i Dagligstuen, mens de alle raabte, og Guvernanten blev
ved at spille, saa Straengene dansede.
Lange Bastrup havde hentet Mitte og svingede hende i Polkaen, saa
Natkjolen floj, og Fru Canth raabte, halvkvalt af Latter: Nej–se dog
Barnet–se dog Barnet….
Der lod en stor Stoj nede paa Gaden, og alle styrtede til Vinduet.
Hele Fortovet foran Huset var sort af Folk, der raabte Hurra og
jublede:
-De folger Martens hjem, raabte Fru Canth. Alle Vinduer kom op, og
man horte Martens Stemme, der takkede, og nye Hurra. Fru Canth og de
andre begyndte at vifte med Lommetorklaederne: Gratulerer, gratulerer;
og nede svarede de, saa Stojen lod helt hen over Parken i Natten.
-Er det lille Herluf, raabte Fru Canth ned i Svaermen.
-Ja, svarede Herluf.
-Kom herop, raabte hun.
De blev ved at vifte, den ene over den anden for at komme til, leende
og jublende ud i Natten. Mitte og Putte stod bagved i Traekken paa de
bare Ben og vilde ogsaa se.
Saa ringede Herluf, og Fru Canth vilde have et Baeger tomt paa “Dagen”;
lille Canth maatte give sig, og alle blev samlet i Dagligstuen.
-Skal saa vort Hof- og Liv-Teater leve–raabte Fru Canth: Med ni
hurraer … en, to, tre….
-Lille Edvard–ta’e mig, ta’e mig, Fru Canth sprang ned igen i Armene
paa Sundt.
Herluf tog imod Skaalen: Ja, sagde Fru Canth, jeg skal nok tage
Billetter–hos Faetter Grevesen.
Lidt efter gik man. Den indbundne Pige stod ret op og ned og sov med
Lobelampen i Haanden, mens Selskabet defilerede forbi hende ud ad
Porten.
De fleste tog Drosker paa Halmtorvet. Men Familien Molbom gik.
Toldassistent Bastrup begyndte at gnave igen: det nye Paraplyhaandtag
faldt ham ikke i Haanden.
Lille Canth sad forknyt og “regnede”, med den ene Strompe i Haanden,
paa Kanten af sin opredte Sofa….
Martens spadserede om nede i sin Stue, lidt usikker paa Benene, i
Kjole med det nye Dannebrogskors og sang.
-Nu skulde du laegge dig, Martens, sagde Fru Martens.-Ja, sagde Martens og blev gaaende.
Tilsidst fik Fru Martens ham dog i Seng, hvor han straks sov ind, mens
hun gik stille om og lagde de sorte Klaeder sammen. Hun bredte Kjolen
ud og loste Korset, mens hendes Haender rystede.
Det nye Kors straalte i Lampelyset … Fru Martens tog det hastigt op
mod sit Ansigt og kyssede sin Mands Kors.
V
Det var paa Haeldningen af Maj. I Bredgade straalte Russerkirkens
Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske
Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller
som et broget Tag over de Spadserendes Strom. Ude i Gronningen var
Lovet allerede taet, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra
Sundet.
-Hvad du?–det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt.
Himlen var hoj og lys, og der laa som et perlende Solv over Sundet:
Ja, sagde Berg, idag er det Foraar.
Man kom ikke frem i Svaermen for glade Grupper, der standsede foran
Vandet eller saa’ over mod Kastellets gronne Vold–de forste Sirener
stod i Knop langs dens Gange–som havde de aldrig set den for. Og alle
Munde var paa Gled, saa det lod som et eneste Kor.
-Goddag, Goddag, raabte Brodersen og Blom, der var tilhest paa
Korebanen, hvor de aabne Vogne rullede frem mellem de lysegronne Haekke
under de unge Traeer: Ses iaften.
-Vel.
-Halloj, raabte det bag dem. Det var Adolf, der skod paa dem som en
Raket gennem Svaermen–Time-Drosken ventede ved Porten:
-Depecher, raabte han. Alt i Orden. Svenskerne kommer. Han fik
Depechen op og laeste midt paa Vejen, saa han standsede Stimlen som en
Bom: Tredive Forestillinger–a tusind Kroner … Saa spiller vi lige
til Juli.
Svenskerne var en Trup med en tragisk Stockholmer-Stjerne, der skulde
spille her, mens “vore Egne” gik paa Tourne med Aabningsforestillingen
i Provinserne.
Adolf forklarede det hojrostet, mens han hilste til hojre og venstre:
Genial Ide, sagde han: Aabningsforestillingen forstaar De–Fordrer kun
ni Personer _med_ Regissor … Gi’er jo ingen Omkostninger.
-Jylland og Oerne, sagde han. Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden
mere og mere feltherremaessig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at
han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end
Telegrafen.-Under Spenners Ledelse, sagde han.
Svaermen blev alt taettere, man kom kun langsomt frem. Iltre skar
Dampbaadspiberne ind i Stojen, og fra Refshaleoen, hvor Dampskibene
rejste deres store Skrog paa Vaerfterne, lod Maskinernes Larm og
Smedenes Hamren ud over Rheden.
-Og hvad si’er De til Vejret? sagde Lange.
-Vejret, sagde Adolf Nu har vi faaet Sommer.
-Ja, sagde Lange i sin betaenkelige Tone:–og Tivoli aabent paa den
anden Side af Gaden.
-Tivoli, sagde Adolf og han saa’ frem over den foraarsklaedte Strom, ud
mod Vaerfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse
Luft.
-Tivoli, sagde han. Himlen har s’gu Manna nok for os alle.
Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, hojt
og laenge:
-Saagu, sagde Lange glad.
Svaermen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden;
Hornblaeserdrengenes muntre Signaler lod ned fra Volden over Bredden og
Vandet.
Saa hortes mange Vognes Rullen paa Korebanen: Kongresmedlemmer trak
frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa
Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en
Kvist af de unge Traeer; alle Damer floj til Vejkanten og viftede til
de gamle Herrer:
-Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger lob kaade afsted for at
folge med Vognene.
-Ja–Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om
sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Naetter for at lave
skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne AEskulaper til
Menuer:
-Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo:
Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen.
Men af Arrangementet idag var han stolt–til Kommunens Middag. Det var
en Gruppe, til midt paa Bordet: Kobenhavn, der straekker Kransen ud
mod Videnskaben, mens AEskulap laegger sin Stav for hendes Fodder.
-Brillant–i vaeldig Storelse, sagde Adolf; Skoustrup har kladsket det
op paa en Nat.
Lange havde set Festflgurerne og nikkede: Ja–s’gu flot gjort, sagde
han. I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg.
-Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal vaere Lonnen for
vor Moje.-Ja, sagde Berg, der ikke taenkte paa andet end paa Aftenen og sin
“Prinsesse af Bagdad”.
-Men, de kommer jo til anden Akt?
-Ja, sagde Berg.
Et Par skarpe Piber lod, og de saa’ op: som en hel Flotille stod tre
Dampere bag hinanden langsomt ind mod Havnen, forrest en Bordeauxfarer
med sit maegtige, vejrbidte Skrog … De modte en Oresundsdamper, og
alle Damppiber lod.
Svaermen blev staaende; helt henne ved omdrejningen havde Laegerne
standset deres Vogne og stod op for at se: stille gled de store Skibe
forbi i den lyse Luft. Da hortes pludselig Dronningens Klokkespand paa
Vejen, og Laegernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste
glad, med sine store Ojne–Hornblaeserdrengenes Signaler lod muntert
fra Volden–og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en
Flotille til Revue, til de rode Livreer forsvandt mellem Traeerne.
-Naa, men min Droske, sagde Adolf. De talte lidt om Arrangementet af
Scenen om Aftenen–“Ja, ja, sagde han, saa henter vi min Corot og et
Par Kroyer’e”–for han gik.
Berg og Lange vendte tilbage endnu en Gang. Spadserevejen begyndte at
tommes. Himlen var uden Skyer, Vandet gik smult til Vaerfternes muntre
Hammerslag. Og langs den hele Kyst laa Villa ved Villa mellem
Gront–vinkende som med hundrede Lofter om Sommer–helt op til
“Hvidores” slanke Taarn.
De stod nogle Ojeblikke: Hva? sagde Lange, der skulde skrives en Bog
om dette–en Bog, du–og han forte Haanden gennem Luften, som vilde
han indfange det alt ligefra Vaerfterne til Hvidore–med _Sol_ over–
-Lys ned over Siderne, sagde han.
-Men de har ingen Ojne, de andre, fojede han til i sin misfornojede
Tone, de har ingen Ojne–du … Naa, sagde han og nikkede: Det kommer.
Da de vendte sig for at gaa, rullede en Vogn frem paa Korebanen. De
saa’ Lille-Gersters Ansigt derinde. Han trak en lille behandsket
Damehaand frem og lod den vifte ud af Vinduet med en Bogegren, mens
der blev let i Vognen.
-Vi ses, raabte han ud, mens Vognen korte, og Grenen blev ved at
vifte.
-Han saa’ svaert lykkelig ud, sagde Lange. _Hva’_er ‘et, blinkede han.
Berg trak paa Skuldren: Hvem ved. sagde han: de gik hjemad gennem
Gronningen.
*
*
*
*
*
Mellemaktsmusiken var forbi, og alle Hoveder i Parkettet spejdede
ventende op mod den tomme Balkonetage. Ude i Foyeren gik det hvidt
behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Haelene.
-Ja–men … hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altidsvedte, naar han var i Kjole–der har sin Interesse, sagde han.
-Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervos,
at han rev Knapperne af sine Handsker. Og Martens begyndte igen at
trippe rundt, med Sveden paa Panden bagefter Berg, som vilde han holde
ham i Skoderne.
I den runde Gang saas kun tre Frokener Gravesen og en Niece af Hr.
Staer, der benyttedes til en Slags journalistisk Blaenkertjeneste i
Tilfaelde, hvor Diskretionen forbod “de Herrer” selv at vaere tilstede.
De horte Vognene rulle frem foran Facaden, og de Herrer Laeger
standsende paa hvert andet Trappetrin og diskuterende–nogle kun med
en Arm i Overfrakken over de daskende Kjolehaler.
Konsortiet bankede de paa Skuldrene og lo dem venligt ind i Ansigtet
ad ingenting, mens de bakkede los paa Fest-Havaneserne–hvad der lod
Bygmesteren begynde at trippe igen ved Tanken om Brandfare og
Branddirektorens nye Reglement.
Kun Professor Gerster bevarede hele sin Praesidentvaerdighed, rank, med
det nye Kommandorkors om Halsen, mens han sagde et Par takkende Ord
med sin sonore Stemme og i Stilhed urolig taenkte paa et Par Landlaeger
af den gamle Skole, der havde vaeret saerdeles livlige ved Kaffen.
De var snart alle samlede: Svenskerne plejede med smaa Borster Skaeg og
Haarrester foran Spejlene, mens andre stirrede paa Loftsforgyldningen
med strakte Halse, og de to Landlaeger–gamle Studenterkammerater med
svaere Halskaeder over de sorte Silkeveste–satte sig til Borgerlade paa
en Sofa og sagde: Ja, ja, det gor godt at sidde, du gamle, og slog
hinanden paa Laarene … De vidste ikke mer, hvad de var her for.
I den ene Dor til Gangen hoppede de tre Frokener Gravesen og den
Staehrske Niece som forsultne Spurve om samme Tvebak, den ene bag den
anden, indtil Professor Gerster, der nu stod i en Kreds af bestjernede
Honoratiores, klappede i Haenderne og sagde, at Publikum ventede.
Kongresherrerne strammede sig op i Knaeerne, idet de gik ind ad de
aabnede Logedore, og Kontrollorerne holdt Midtlogens Flojdor paa vid
Gab for Spidserne, der fortes ind af Professoren.
Saa horte de, idet Dorene lukkedes, Legationsraad Stens festvante
Stemme med et “Leve den hygiejniske Kongres”, og Larmen, da alle
rejste sig, og Hurraerne under Orkestrets Touche.
-Saa–nu er de der, sagde Adolf.
Og Berg gik urolig ned for at give Taeppet Tegn.
De to Landlaeger var blevet enige om: at forst kunde man vel styrke sig
med noget “Vand”, og saa blev de siddende og nikkede lidt, med
Cigaraske ned over Knaeerne….
Kronen haevede sig derinde, og der blev stille i Huset.
Men da Taeppet rullede op, gik der et sagte Udraab gennem Salen: en
saadan Scene havde man aldrig set–som denne Nourvadys Tryllevilla.
Alt var matblaat: Silkeforhaengene, Vaegfelternes Grund, hvor blegerode Roser var malt i Buketter, Taepperne og de mangfoldige
Polstre–allevegne. Over Hvilepladserne med deres mange Puder, hvor
store tropiske Fugle farverigt var broderet paa Atlask, strakte hoje
Fonixpalmer deres buede Ribber, og rundtom fortonede store Vaser af
Alebast, sart, Stoffernes matte Blaa.
En Faun holdt med oprakt Haand Vinterhavens Forhaeng tilside, hvor
Palmer og tunge Rosentraeer tegnede sig utydelig. Over alt laa–fra
elektriske lamper, daempet gennem blaaligt Glas–det samme Skaer naesten
som af Midnatssol–Landets daglyse Nat.
Midt i Rummet straalte, i sin blegblaa Ramme, vendt mod Salen,
udfordrende Corots badende Nymfe, med loftet Arm, som hilste hun
vinkende.
Berg horte Salens Mumlen paa sin Regissorplads og greb haardt om
Signal-Haandtaget: det var Begyndelsen til Sejren.
Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette.
Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa’
dets hundrede Ansigter–Kritikerne langs Flanken: Dr. Markus med sit
rokkende imbecile Hoved, som horte han endnu paa sit Kateder en
Oversaettelse af “De officiis”, Kars med sine foldede Haender og Staehr,
sammenbojet og foraset, allerede i Tankerne forfolgende en filosofisk
Ide til Anmeldelsen af det Stykke, han endnu ikke havde set til Ende;
Lyset faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev morkt, op mod
Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebryster skinnede frem
langs Balkonen.
Professorinde Gerster havde laenet sig frem paa sin Plads i forste
Etage. Hun horte ikke Lionettes og Nourvadys Ord, mens hun betragtede
den fyldte Sal. Denne Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun taenkte,
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen, hvor hun–med
Ojnene bestandig, bestandig mod Kobenhavn–Sten paa Steen havde bygget
deres Existens.
Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand med sit Horeapparat ind i
Stillinger og frem i Lyset. Fra Stiftsmoder til Landsdelsmoder; fra
Landsdelsmoder til Kongresser–bestandig med dette Apparat, som han
forklarede med altid de samme Ord. Mens _hun_ samlede Penge, knyttede
Venskaber, rykkede sine Hanefjed fremad–altid spejdende efter
Ojeblikket, naar der skulde gribes til, Ojeblikket, hvor _her_ var
_Plads_.
Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som naeret af alle hendes
hemmelige Onsker, indsugende alle hendes forborgne Lyster, tavst
forstaaende hele dette Felttog for at reussere, som her stille fortes
fra Dag til Dag.
Indtil nu.
Fru Gerster havde lukket Ojnene. Nu slog hun dem op, og fra Balkonen,
hvor hun i Halvmorket skimtede sin Mand rank, med det taenksomme
Ansigt og Kommandorkorset om Halsen, sagde hun Erhard i Parkettet og
blev siddende med et Smil.
Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf
Spaendingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drogNourvady til Ansvar, stolt, ubonhorlig, Kongedatteren, som hun var,
Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af
Tryllerummets Daemring omkring dem talte de daempet og haest:
-Hvorfor har De fornaermet mig? hvorfor har De vanaeret mig?
-Fordi jeg elskede Dem.
-Og derfor har De vanaeret mig?
-Jeg elsker Dem, Lionette.
Det var som hele Salen blev kun et Ore under denne Kaerlighedshistorie
til Klang af Guld–et Program flagrede ned fra en Loge, og man horte
dets lette Knitren gennem hele Rummet–: Fru Dunker der sad mellem Fru
Strom og Scheele, strakte Hovedet frem som et lyttende Vildt med store
Ojne, mens lille Fru Stern, med Profilen vendt mod Erhard, sad og bed
i sin egen Laebe med et Udtryk som et Barn, der gotter sig ved stjaalet
Knas.
Der blev pludselig Uro oppe i Balkonen; det var de to Landlaeger, der
ogsaa vilde ind og se paa Komedie, og det regnede med Hyssen; Fru
Martens, der intet forstod af Stykket, men altid var halvt forskraekket
og halvt andaegtig, naar hun var i “Martens Teater”, rykkede angst helt
hen til Fru Adolf, for der blev Ro igen.
Men der blev atter stille i Salen; og Scenen med AEgtemanden kom.
Lionette lyttede til Larmen foran Doren, og hun horte Tjenernes og
Kommissaerens Stemmer og Mandens–og kendte den. Hun havde forstaaet
alt. Og slaaende Armene sammen over sit Bryst som for at daekke en
pludselig Vunde, skreg hun og lob frem, som vilde hun vaerge Doren.
Men da–man saa’ det knap og ingen gjorde sig Rede derfor–for hun
havde lost sit Haar, det lange rodlige Haar, og blottet sit Bryst og
flaenget Kniplingerne los fra sine Arme:
-Guldet, Guldet, skreg hun: Her! og rev Doren op.
Man taenkte ikke paa Handlingen, man brod sig ikke om Dramaet.
Man saa’ kun aandelos og forvirret, denne halvnogne og ustyrlige
Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys
praegede Guld.
Og som blev hun elektriseret ved Kulden, som blev hun berust ved
Synet af dette Guld i Guld, loftede hun med et Skrig af Triumf den
blottede Arm med en Haandfuld af de blinkende Monter–der faldt som en
gylden Regn over Nourvadys Gulv, mens Taepper hastigt sank.
Det var ikke Bifald, der lod. Det var Rasen. Paa Galleriet skreg de,
bojende sig frem over Jernstaengerne saa langt, som skulde de styrte
ned fra den svimlende Hojde; Laegerne strakte Armene frem over
Balkonens Engle og raabte hoje Bravoer ud over det bevaegede Parket. Og
som et Legeme, der mister sin Stotte, faldt Fru Duncker, mens alle
klappede, langsomt ned mod Scheeles Skulder–som en Gren, et sidste
Vindstod bryder helt.
Taeppet gik op og atter ned; atter op: Primadonnaen stod der ene. Dahun loftede Ansigtet fra sin Buket med de skandinaviske Farver–Kronen
var allerede nede i Salen–blev det elektriske Lys pludselig drejet,
saa det faldt ud over Salen, og hun fo’r sammen, som havde hun
pludselig, i Parkettet og Loger, set hundrede gronlige Lig, der gjorde
Grimacer imod hende i det skaerende Lys.
-Hvad er det, hvad er det, raabte de i Kulissen; hun naesten vaklede.
-Det var Lyset, sagde hun og stottede sig, da Taeppet var nede: Lyset
faldt ud over Salen.
Da sidste Akt var forbi, raabte Redaktor Isachsen, staaende op paa sit
Saede i Parkettet, et nyt “Leve for Kobenhavns Gaester–Samfundets
Helbredere”. Og efter at de sidste Hurraer var dode hen, udbragte
Vicepraesidenten, mens alle Laeger rejste sig–Professor Gerster stod i
Midten mellem Pladslogens bestjernede Koryfaeer–et: Leve Storstaden
Kobenhavn….
-Ja, sagde han, et Leve Verdensbyen Kobenhavn!
Lange Hurraer, oppefra og nedefra, fik “Viktoria-Teatrets” Mure til at
ryste.
Herluf Berg var gennem Orkestret lobet ned i Parkettet i
Kritikerhjornet, hvor alle komplimenterede ham.
-Ikke–ikke? det gik? sagde han og rystede endnu af Sindsbevaegelse.
-Dygtigt, dygtigt, forbandet dygtigt, sagde Viggo Hastrup, der aldrig
fandt Ord undtagen ved sit Skrivebord, og nikkede med sit smukke
Hoved, som om han sagde en stor Dybsindighed.
Hurraerne lod endnu.
-Lille Herluf, raabte en Damestemme bag Berg. Lille Herluf!
Det var Fru Canth, der raabte ham an ude fra Garderoben: hun maatte
endelig laane en af de blaa Puder–dem med Fuglene, hjem at lave
efter:
-Vist, Tante Strom, maa det kunne gores paa Cachemir, sagde hun.
Folk strommede ud gennem Gangen, snakkende ned ad Trapperne, ind i
Restauranten, der var fyldt i et Nu. Kellnerne vaergede de bestilte
Borde, og Damerne, med deres Kniplingstorklaeder om Hovederne, lo i
Stimlen, der skubbede dem viljelost frem mellem Stolene, som Herrerne
sloges om.
Fru Martens og Fru Adolf var gaaet ned i Buffetrummet og kiggede ind i
Salen gennem det store Glas. Efterhaanden kom alle derude til Saede, og
Kellnerne skreg deres Bestillinger, mens Buffetjomfruens Klokke gik.
Op fra Trappen til Kaelderen horte de Kokkenes Stoj fra det store
Kokken og Kyperens Stemme, der raabte Vinsorternes mange Navne gennem
Taleroret.
Emmen fra Kokkenet slog imod dem, da de gik ned ad Trappen.
Bag de store, aabne Dore til Anrettervaerelset, hvor Jomfruerne travlt
rangerede Fadene under de hoje Varmelaag, saa’ de det store Kokken saaoplyst som til Fest. Alle Gasblus var taendte over Bordene, hvor
Jomfruer med bare Arme trancherede vaeldige Stege, over Ovnene og over
det maegtige Komfur, hvor midt i Rummet den krydrede Damp slog op fra
hundrede Kasseroller og skjulte de hvide Kokkes Ansigter.
Alt var i Virksomhed Ovndorene, der blev slaaet op og i, raslede i
Haengslerne, og hedho’dede Piger forte Piskejernene til Omeletterne,
saa det klang.
Gamle Fru Adolf ligesom smagte–med aaben Mund–paa Dampen, der slog
hen imod dem, mens Fru Martens blev ved at stirre helt frem i
Kokkenet, hvor en bred Mandsperson haandterede et svaert Jern over
Ilden, mens han raabte og kommanderede i et fremmed Maal.
Det var Hr. Desgrais, Chefen, en Beromthed fra fransk Savoyen, der
forte Chateaubriand-Jernet til en Stamgaest med hojst-egne Haender. Fru
Martens blev ved at se paa ham, som han stod bred og svaer med Jernet i
sine Haender. Nu slap han det og kastede det halvforkullede
“Stegestykker” ned i Asken, mens en Kokkedreng bar Chateau-brianden
bort; og den store Hr. Desgrais vendte sig om mod et Kodtrug, hvor de
skaere Kodflader laa Side om Side som flaengede, blodige Tunger, og
klaskede to nye Stykker skaert om den ene Kodflade, han skulde riste.
-Se, raabte Fru Martens, som ikke tog Ojnene fra ham og de Kodstykker,
han lod forkulle i Asken: Se, raabte hun igen. Irriteret havde Hr.
Desgrais sluppet det hele Spid, saa det faldt ned i Ilden, mens han
fo’r smaeldende frem mod Komfuret og en af Kokkene.
Fru Martens var blevet ganske bleg, men Fru Adolf sagde:
-Det er det franske Kokken, sagde hun og lo.
Fru Martens blev ved at se frem mod Kokken: hun havde aldrig tjent i
Huse, hvor man brugte det franske Kokken.
De gik op ad Trappen igen. Inde fra Salen lod Proppers Knald og
Klirren af Glas, som lystig Musik til Samtalernes hoje Kor.
Fru Martens saa’ paa hele Hjemvejen for sine Ojne den store Kok, der
lod det gode Kod falde unyttigt ned i Asken.
*
*
*
*
*
Det hele var forbi. Adolf, Lange og et Par andre spiste i et Kabinet i
“Victoria-Restauranten”. Men Berg vilde ned paa “Bladet” og “fyre” i
med et Par saerlige Notitser forst.
Alle Medarbejderne sad kjoleklaedte ved Bordene gennem Stuerne, hvor
Hr. Gravesen i Feststemning–Hr. Gravesen havde selv vaeret Referent
ved Kommunens Middag–havde taendt alle Gaskroner, og nikkede og hilste
gennem Rummene til Berg. _Der_ blev laest Korrektur, og _der_ blev
skrevet Referater–alle var i Virksomhed.
Staehr laeste en Festtale hojt, og inde i Laesestuen pludrede Froknerne
Gravesen, Fru Staehr og Niecen, der ventede paa de Herrer, hede og
festklaedte. Alle Damerne faldt over Berg med Lykonskninger, og
Froknerne Gravesen vilde have hans Knaphulsbuket at presse til
Erindring–mens Hr. Staer stadig blev ved at foredrage den svenske
Festtale med en patetisk Rost, og Hr. Gravesen tyssede paa sine Dotre.Der skulde findes en Oplysning i et gammelt Numer af “Bladet”, og
Herluf slap endelig los fra Damekredsen for med Handelsmedlemmet Meyer
at komme ud i Budestuen og soge Numeret.
De rodede i Bladbunken ved Lys af en Vokssvovlstik og fandt tilsidst
Avisen.
Meyer holdt Svovlstikken hojt op over Pulten, saa Lyset faldt paa Hr.
Sorensens Indskrift. Og de lo begge to, mens de saa’ de sorte
Lakbogstaver:
HERRE FORLAD DEM. THI DE VIDE IKKE HVAD DE GORE.
til Svovlstikken slukkedes.
Berg gik ind for at hilse paa Redaktoren, der sad ved sit Skrivebord,
i Selskabsdragt med AEreslegionens Kors. Berg bukkede, og de rakte
hinanden Haanden.
-Ja, Berg–sagde Redaktoren med sit lidt traette Smil og drejede sin
Stol, mens han saa’ ned gennem Stuerne med den megen Belysning og de
hvidbrystede Herrer Medarbejdere:
-De forstaar det, sagde han; De giver os, Hvad vi vil have i denne By:
_Circenses et–Circenses._
-Han sagde, raabte Meyer hidsigt fra den anden Stue: Leve Samfundets
Helbredere … Hr. Meyer kaldte Damerne til Vidne, som svarede i Kor.
*
*
*
*
*
Da Berg kom tilbage i “Victoria-Restauranten”, var man ved Champagnen.
Der var stodt et Par fler til Selskabet–deriblandt en ung Skuespiller
fra Teatret, der gjorde sig behagelig for en Ugebladskritiker med
mange smaa geskaeftige Venligheder, ikke ulig en Han, der fordriver
Tiden for sin Hun, som ruger–og man havde lettet sit Hjerte ved
adskillige smaa “siddende Glas” med gensidige Behageligheder.
Efter at Berg havde faaet lidt Mad i Livet, vilde man “ende Dagen” og
sendte Bud efter to Drosker, hvor man kom til Saede hulter til bulter.
Natten var mild som en Nat i Juni, og “Nationals” Musik lod vidt frem
forbi Frihedsstotten.
Ligeoverfor Danselokalet, foran hvilket Droskekuskene holdt en Art
AEresvagt, drivende op ad Nabohusene, straalte en HalvtredsOre-Butik i
fuld Belysning midt i den morke Husraekke. Ser I, ser I, raabte Adolf:
Begyndelsen til “Nathandelen”.
Indefra Lokalet horte de allerede Valsen og Dansetrinene.
De fik en Loge, men Berg blev staaende paa Balkonen over
Hovedindgangen og saa’ paa Salen. Der var ganske fuldt, paa Gulv og i
Loger; Kongres-Marskallerne med deres store, danebrogsfarvede
Silkeskaerf drak hinanden til, fra Loge til Loge, over Salen. Rundtom
langs Logerandende saa’ man sovnige eller forvildede Frokener, der fra
Tid til anden opmuntrede sig ved at sende nogle umotiverede, hoje Hvin
ud over Salen, hvor de professionelle Dansere drejede til Musiken isaere Ringe, mens de elektriske Apparaters Prr-Prr skar hastigt gennem
Rummet.
Fra Logen blev der raabt paa Berg, og han gik gennem Gangen. Glade
Frokner floj forbi ham, og indenfor knaldede Propper. En Dor til en
Loge blev revet op, og ud lod Stemmer, Stoj og Musik som en Tummel.
-Herluf Berg, Herluf Berg, raabte blonde Krause–der i den sidste Tid
bestandig saa’ ud som et gennemforkolet Barn–og Herluf maatte ind at
drikke med Selskabet.
Musiken begyndte paany.
Det var “Kyssenes Vals”. Man kendte den og klappede i Logerne. Dorene
blev revet op, og man floj gennem Gangene–Lange i Spidsen–ned for at
valse.
Krause havde travlt og styrtede fra Loge til Loge. Nede jog Froknerne
fra Arm til Arm, og Marskallernes Dannebrogs-Skaerf flagrede i Valsen.
Oppe i Logen sang de, hilsende med Glassene; de valsede mellem Stolene
og stodte mod Vaeggene–inde fra Bergs Selskab lod et “Victoria” ud
gennem Larmen.
Musiken holdt op, men den maatte begynde paany. Som af en Hvirvel blev
Parrene fejede frem over Gulvet i store Buer. Og pludselig horte man
fra en Loge en skrattende Musik: det var Krause med et Orkester, ti
Mand hoj, op paa Borde og Stole, med Trommer og Barnetrompeter
(hentede i “Nathandelen”)–der faldt ind i “Kyssenes Vals”.
Alle holdt op at danse. Det var som en Rabies. Paa Gulvet strommede
man sammen og klappede; ud af alle Loger strakte Damer sig for at se;
alle skreg og applauderede og lo–til Gulvet paany gyngede i Storm
under de valsende, mens Barnetrompeterne tudede, og Trommerne gik, og
Froknerne med loftede Glas hvinte “Kyssenes Vals”.
Ingen horte; Orenhinderne naegtede deres Tjeneste; som Rusens egne
Pulsslag dirrede de elektriske Klokker.
Og ud fra Logen–over de hvirvlende Par, der saa’ hverken Vaeg eller
Gulv, over Marskallerne med de flagrende Skaerf–holdt Krause, mens alt
gik under i samme Malstrom af Larm, den revnede Barnetromme som en
Trofae.
*
*
*
*
*
Berg og Adolf korte hjem i Droske. Det forste graa Skaer af Morgen
meldte allerede Dagen. Men da de kom til Kongens Nytorv, vilde de
alligevel “gaa lidt” og rore Benene, for de vendte hjem.
-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kort, Gud ved, hvad nu egenlig den
Kongres har kostet os.
-Kostet? sagde Berg.
-Ja, det er s’gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener … De
horer til Driftsomkostningerne, sagde han.
De vandrede forbi “Hesten” ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt ogstille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
Kun paa Baenkene om “Hesten” drev et Par Vagabonder i Halvsovne; de
vaagnede op ved Fodtrinene og rettede sig, mens de saa’ efter de to.
Saa lagde de sig atter til Hvile, med Hovederne i deres Haender og
halvt udstrakte–som Dyr paa Lur inde i Skyggen.
-Men nu skal vi _hoste_, sagde Adolf, inde i sin forrige Tankegang.
De gik tavse frem mod Bredgade, og paa Torvet blev der ganske stille.
Man horte intet uden det jaevne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk
gik frem og tilbage–vogtende den slumrende Bys Fred og Saeder.
Lidt efter lidt blev det ganske Dag.
Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte,
den var vaagnet–Storstaden Kobenhavn.
Berg og Adolf stod paa Charlottenborg-Hjornet: Plakatmanden klistrede
op en Victoria-Kaempeplakat, der meldte “den tragiske Stjerne” i
skandinaviske Farver.
ANDEN DEL
Regn af Aske
I
Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til
Centralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.
-Iovrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning–som jeg er
overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler–at denne ojeblikkelige
Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde
nogensomhelst Anledning til storre Foruroligelse. Banken er Hjaertet i
den Raekke store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele
vort Forretningsliv og–jeg tor sige det–hele vor okonomiske
Situation. En raekke Foretagender, som vi alle ved ikke blot
repraesenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor
alt er udsprungne nodvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne
Omstaendigheder gaelder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og
Udholdenhed.
Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let
Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet–Hans
Excellence Lehnsgreven var meget dov–og rejste sig. Alle de svaere
Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed
“Imitation”, og Bankraadssalen var udstyret med Mobler af naesten
middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer
konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsogte at raabe
Hans Excellence op–Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmeraf Landstinget:
-Excellencen har naturligvis hort hende, sagde Hr. Blom.
-_Hvem?_ raabte Excellencen.
-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo
igaar hos Majestaeterne.
-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet
paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn
… Hva’ si’er De? sagde han.
-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.
Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer
talte om Hofsoireen og “Violin-Feen”, der satte Byen paa den anden
Ende af Henrykkelse.
-Men det var ogsaa et overordenligt Talent–et ganske overordenligt
Talent….
-Ganske vist: et maerkeligt Talent … Tre og tyve tusind er der taget
ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter….
Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der
altid saa’ ud, som holdt han Naesen over en for syrlig Bordeaux, sagde:
AE–ae–Roverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk
staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Kobmagergade udenfor
Kunsthandelen.
Violin-Feen Miss Tea var en “Forste-Pris” fra Pariserkonservatoriet,
som i ti Aar under Hr. Theodor Franz’ Auspicier havde vaeret femten Aar
i to Verdensdele. Ved Ankomsten til Kobenhavn fyldte hun sytten.
Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Tea: Min Herre–sagde
han–hun har ingen Skrupler. Impressario’en havde ikke Uret. Miss Tea
lod gore med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte
iovrigt Tiden med at saette Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne
Amerikanerinde var fodt i Livorno); i store Ojeblikkes Anfald af
Rorelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:
-Min Herre–jeg tor sige, jeg betragter hende som mit eget Barn….
Den store Impressario var ankommen til Kobenhavn tre Dage for Feen:
Mine Herrer, sagde han. Jeg ved det, Kobenhavn er et Terraen, hvor der
kan arbejdes.
Hans forste Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontor
for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz’s Princip at saelge
Billetterne i “Byernes Hjerte”. _Han_ vidste ikke, sagde han, hvad
Udbytte man vilde have af en “Tilstromning” i _denne_ Gade….
Billetterne blev solgt paa Kobmagergade….
-Ja … vi _kom_ ikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev
ved at udmale “Queuen” paa Kobmagergade–der var sort, siger jeg, sort
af Mennesker.Man talte endnu nogen Tid om Miss Tea.–Ja, sagde Hojesteretsadvokat
Exner, jeg ved det fra Kabinetssekretaeren, Hans Majestaet vil dekorere
hende–; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde
Konferensraad Hein, afsluttende, og med Ojnene ud paa Pladsen foran
dem:
-Ja–et lykkeligt Foretagende–et lykkeligt Foretagende.
Bankraadet oploste sig for at gaa hen at spise Frokost.
Konferentsraad Hein var blevet et Ojeblik tilbage i Bankraads-Salen.
Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.
Bankraadsmodet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans AErgrelser
fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Torlaegning af jydske
Fjorde havde meldt Fortraedeligheder om nodvendig Forogelse af
Aktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nederste
Trin og smilte.
I det store Rum, hvis hvaelvede Loft var baaret af Stenpiller som en
Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bojede over det
stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdorene faldt
sagte til, skaermede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa
Taepperne og talte kun halvhojt med Ekspeditorerne, der optalte
Sedlerne mumlende–som om der i den store Sal celebreredes en evig
stille Messe.
Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennem
Salen–det var ham ogsaa idag en egen Glaede at se dette tavse og hoje
Rum, hvor man som bestandig horte Millionstrommens umaerkelige
Gliden–forbi Pultene, hvor ingen hilste, skont alle saa’ ham: det var
i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.
Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store
Kort over Danmark og Skandinavien hang paa Vaeggene. Han var fordybet i
sit Arbejde, saa han ikke maerkede Banktjeneren, der bragte ham et
Kort.
Det var Herluf Berg, som onskede at tale med Konferentsraaden.
Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind: _Dem_, sagde
han, ja, Dem ser man jo altid gerne … Hr. Adolf, han lo lidt, kan
undertiden komme til Ulejlighed….
-Ja … idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om … det
samme … Hr. Konferentsraad.
-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, soge at
interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.
-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som
legede med en Lineal og ikke mere saa’ paa ham.
-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne–og Herluf
Berg lo lidt–give sig noget tydeligt Udslag.
-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der
tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter….
-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende
Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre,
fire store skandinaviske Vaerker, de med Eneret til Opforelse havde
fort gennem hele Norden; Gaestespillet af den Stockholmske Opera–de
betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjornsonske Vaerker, der
nu til Sommer forberedtes af Nordmaendene….
Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere
materielle Fordele. Han gjorde opmaerksom paa alle Besparelserne ved
Eneretsopforelserne, der lod den danske Trup hoste i hele Norden, mens
Overskuddet tilhorte Kobenhavn; og han satte Konferentsraaden ind i
visse direktoriale Hemmeligheder, som forogede Victoria-Scenens
Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i
Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om
hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om
Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt “Indvielsen”, Seglet i
Kobenhavn; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede
det–
Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle
Ojeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt
indtraengende og med en Varme, der vilde overbevise:
-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til
at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.
-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vaenne det til et Sprog,_
sagde han.
Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samvaeret med denne Mand, der
fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen:
Ja–vi vil laere dem at _forstaa_, at _taenke_ videre i, at _fole_ i et
andet, det beslaegtede Sprog, i hvilken vi spiller–_vi_ rundt i Sverig
og Norge–og vore Gaester her … Og Sprogene vil komme til at synes
_Dialekter_ overfor Folelsen af den store Enhed … Det er Sagen for
hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.
-Og saa er det _Deres_ Tur, sagde han pludseligt, naar Sindene er
blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.
Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden
betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved
denne Tavshed, sagde Berg:
-Og det _maa_ lykkes: _Ti uden Skandinavien er Kobenhavn en By uden
Opland._
Og da Konferentsraaden pludselig saa’ op, som med et Ryk, sagde Berg
og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:
-Ja–vil De sige mig–hvad er der vel Plads til i dette Land?
Konferentsraaden havde loftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmaessig
Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Vaeggen.
Med Ojnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bojede sig ind mod
Kobenhavn, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:-Jeg har fundet Plads til en Havn.
Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde
aflaest dets Hemmeligheder, sagde han:
-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne … Nu har vi kun
Vandene tilbage, de _levende_ Vande, sagde han.
Der var nogle Ojeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte
sig om mod Berg og sagde muntert:
-Naa–og hvad er det saa, De vil?
-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.
-Jeg vil vaere ganske oprigtig, sagde han og saa’ paa sine egne Haender,
mens han talte,–der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye
Ideer–nye Foretagender fordrer Tid–og naar den forste Nysgerrighed
hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig–og den er maaske paa Veje
til at foretage sig–maa man stotte sig til–til ordnede Forhold for
at komme videre, sagde han.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:
-Ja–jeg har troet at se _det_, sagde han, at Publikum er blevet mere
“nogternt”….
Berg gjorde en ivrig Bevaegelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg
mener kun, sagde Konferentsraaden … Vi maerker alle denne … (det
var som om han sogte om et Ord og saa igen tog det alt brugte)
Nogternhed … Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette
Ojeblik har haft Betaenkeligheder ved at engagere Banken i denne
Sag….
-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop–iovermorgen … Man kunde
Jo ordne Sagen–en Kassekredit kan man jo altid forelobig aabne Dem
… til det hele ordner sig.
-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde
Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der
stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:
-Adieu, sagde han, De–Ridder af det skandinaviske Opland.
Berg gik. Ovre paa Nabohjornet ventede Adolf i en Kafe paa, hvad det
blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind
i det Indre af Byen paa den Tid.
Adolf var helt rodplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.
-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham
iovermorgen.
-Hvor stor? sagde Adolf.
-Det sagde han ikke … Han mente kun, at saadan kunde man, lettest,
forelobig ordne Sagen.
-Hva’–sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hedeHaender–er _det_ en Karl–hva? Adolf var altid rede til at beundre de
andre, mens han selv i Stilhed trak det vaerste Laes.
Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha’ Mad–han har fortjent den,
sagde Adolf.
Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede los (Berg blev naesten ganske
urolig over hans Lystighed) og da de var faerdig med Kaffen, gik de ned
paa Kobmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken et aabnet
Billetsalget til Miss Teas “forste og eneste populaere Koncert”.
Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entreen var fuld af
Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der
ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.
-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa’ jeg mig
nodsaget til at rekvirere Politi….
Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tomte et Baeger
inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflaegse Kineser.
Berg affattede “Tilstromnings-Notitser” til Aftenbladene.
-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der laeste dem–Reklamer
syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette
Sands–:
-Ja, sagde han: Her bor man skatte Pressen….
-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paa
Bordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevaegelserne.
Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populaere Koncert.
Feen lod sig bevaege til at give endnu en allersidste Koncert, som
sluttede med “egne Kompositioner”. “Vi spiller dem _kun_ i sidste
Koncert”, sagde Hr. Theodor Franz.
Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin
… Jublen var ubeskrivelig.
–Centralbanken aabnede forelobig “Victoria-Etablissementet” en storre
Kasse-Kredit.
*
*
*
*
*
Det ringede endelig, og Erhard slog Taeppet fra Doren for at lade Fru
Stern svippe ind.
-Pyh, hvor har jeg lobet–Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod
Haenderne synke i Skodet, mens hun satte sig–vi kom aldrig fra Bordet
idag for den Snak … Nu–Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske,
alt var i bestandig Bevaegelse hos Mathilde, Hoved og Haender, mens hun
talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Solvarmbaandene ned paa
sin Arm.
_Han_ var Hr. Godsejer Stern, en AEgtemand, som tilbragte meste Delen
af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede
sig hoje L’hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end “han”,
pludrende om ham, lost og fast, med en egen Skadefryd, som enSkolepige, der endelig en Gang faar udost sit Hjaerte om en
Klasselaererinde….
-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.
-_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under
Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Boger.
Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun laeste
hjemme, krobet sammen paa sin Sofa, med smaa tosede Udbrud af
indvendig Munterhed; noget naer med en Glaede som den, hvormed et Barn
genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc’ens forste Blad.
I Marginen skrev hun bemaerkninger og Karakterer med Blyant.
Erhard aabnede Bogerne og begyndte at laese: Fy, fy, fy, sagde hun, og
holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa laeste hun
selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled
i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig los:
-Uh–du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foran
Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.
Erhard gemte Bogerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham
storre Glaede end Mathildes Anmaerkninger i Roman-Marginerne–med denne
lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige
lignede hendes Naese, der ogsaa havde en saadan kaek lille Drejning
opad.
Brevene, som hun skrev til ham–hun skrev otte Sider fulde for at sige
ham, naar “han” var hjemme eller hun ikke kunde komme–lignede saa
ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i
den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Ojemaal og
begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der
saa blev ganske smaa og “sammenknirkede” mod Enden af Linjen og slog
en lille Hale op- eller nedefter)–saa han hittede naeppe Rede i dem.
Alt blev kaldt med Ogenavne, saa det var som et hebraisk af “deres
Ord”, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive naesten
ligedan.
-Mus, sagde han.
-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham….
Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemaerket hende
forste Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa
den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkroben Fugleunge
mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og kon, nede i Parkettet.
Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten
gennem Forsalen uden at skaenke ham saameget som et Blik. Med Pigen
pludrede hun over Torvet.
Saa en Aften kom det tjenende Vaesen ikke, og Fru Stern blev staaende
i Forsalen, ganske forskraekket, til der blev naesten helt tomt.
Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun lob over Torvet ned ad
Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.-Ved du, hvad jeg taenkte? sagde hun til Erhard. Han folger nok efter,
taenkte jeg, sagde hun siden.
Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske–og var
ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig,
morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og _ham_ i
Drosken–og saa sagde han:
-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.
-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.
-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.
Hun svarede ikke.
-Intet menneske saa’ dem–ikke et Menneske–og saa korte Drosken hende
hjem….
Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Naerheden af
Ostergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den
rode Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa’
paa alting–Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine
Tojplanter paa Jardinieren–med et Par nysgerrige og skraemte Ojne,
mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at
vende Agterspejl mod “Damen”.
Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun
saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og
de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med
hinanden i Krogen af en Balsal.
Lige med et sagde hun rask og tomte sit Glas:
-Aa–jeg si’er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede
efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun
listede paa Taeerne–Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham;
hvad hun havde for smaa geskaeftige Haender–hen til Doren og lagde Oret
til: Hys; hun holdt Fingeren op.
Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, over
Kellneren og over dem i SideKabinettet … Erhard aabnede Doren til
Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa’
ned i den stille morke Gade:
-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d’Angleterres
lange Vinduesraekke–hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre
op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sodt:
-Han sover nu, sagde han.
-Ja, nikkede hun og lo sagte.
Og saa var hun kort hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornojelse.
Mathilde Stern var saamaen ellers kommen til den fulde Erkendelse, at
der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.
Forst havde hun gaaet i Skole hos Froken Ricard, og saa havde hungaaet i Skole hos “Sostrene” nede i Genf; og saa var hun kommet hjem,
hvor hendes Moder altid havde et Oje paa hver Finger og et Par i
Nakken: Det var bare alt det gamle–stadig, skont hun nu var fulde
nitten Aar: Ikke at sidde med Fodderne over hinanden under Stolen; og
rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og “holde sit Fransk godt
vedlige”….
Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv–lige som
et Lys i Ryggen–med sine to Dotre, en paa hver Side, til Bad. Hun
stod med Uhret paa Badebroen for at taelle Minuterne, mens Dotrene var
i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen
skinnede, blev raabt an de Snese Gange:
-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde taenke lidt paa din Teint.
… Og det blev saamaen heller ikke anderledes, da hun blev gift …
Bare, at hun havde “ham” over sig ogsaa–naar han var hjemme da–og
forresten som saedvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Sondag,
og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun
blev gift….
Marie Kokkepige havde vaeret hendes Barnepige, fra hun ikke var mere
end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klaedt paa i broderet hvid Kjole
til Middag og bagefter spadserede de paa “Anstalten” med Marie Pige,
der altid skaendte med sit: Naa–Mathilde–det skal jeg sige til
Oberstinden.
Mathilde havde en Fornojelse: at lobe hen til Skovkilden–bag Maries
Ryg–og saette sig i det vaade Bassin og lade sig gennemblode, den fine
Kjole og Mamelukkerne, saa hun blev _gennemvaad_ lige ind til
Popoen….
Der sad hun saa, med sammenknebne Laeber, og strittede, til Pigen kom
og rev hende vaek….
Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster….
-Gud vaere lovet, sagde Generalinden om Sondagen ved Kaffen: vi er en
_normal_ Familie–
… Dagen efter Restaurationbesoget kom der et lille Brev fra Erhard,
den naeste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for forste
Gang herind ad Doren til de to Stuer ved Volden–halvt forskraemt og
halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.
Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme–i Begyndelsen, naar “han” var
forrejst, og begge Piger var sendt ud:
-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skraek, ved hver Lyd af en Dor. Marie
Pige var hendes evige Angst–Provsten, som de kaldte hende.
Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,
og Mathilde krob sammen i sit Hjorne med det lille Hviletaeppe over
Fodderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier–Skolehistorier var
Mathildes storste Fornojelse, og selv var hun evig fuld af
Fortaellinger om Skolen og “Sostrene”–:
Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Lovhytte i
Byskoven (det havde iovrig vaeret hans eneste og saere Anfald afsaadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets
Hojaervaerdigheds to Sonner, hvor de saa havde roget og brygget Punsch
for Indtaegten af solgte Ordboger, saa de kom snurrende hjem, indtil de
en Dag blev opdagede af den forfaerdede Provst….
Erhard skildrede Provstens Forfaerdelse, og Mathilde lo, saa det
klukkede–da de med et horte Marie Piges Trin i Spisestuen, og
Mathilde fo’r op:
-Hys–Provsten, sagde hun.
Og Erhard maatte listes ud–Mathilde gik i Forvejen–gennem den morke
Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men
Provsten–men Provsten, til han var vel ude.
Saa lob Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:
-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet
end Fru Mathilde.
-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev
aldeles forfjamsket–jeg vilde kun fole, om min Kaabe … var vaad
endnu efter Regnen.
Erhard paastod “Fru Mathilde”, var aldrig saa sod, som naar hun loj:
hun saa’ forst saa ganske hjaelpelos ud, til hun gjorde en lille
resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver
Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindaeg:
-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel
det forste, man faar laert….
Efterhaanden blev de kaekkere, og der var en sand Legen Skjul i hele
Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarlig
Fod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde
Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Braedt over Karret.
En Gang imellem spillede de Kort, ved hojlys Dag. Det var en af
Mathildes Glaeder:
-Du, sagde hun og spillede ud paa Braedtet: Stik. “Hjemme” havde hun og
Soster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:
-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skont Doren stod paa Klem
til Mo’r.
Hvert tiende Minut humpede hun geskaeftig ud paa den syge Fod og gik
nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Kokkenet, tjattende paa
den laasede Badekammerdor.
Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede
om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i “Tampen
braender” har gemt Tampen.
-_Han_, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe,
paa sin syge Fod. Stern “begreb s’gu ikke, hvad der var kommet for en
Stoj over Konen”.
Men nu var Foden rask, og “han” rejst igen over til Gaarden iBlekingen.
… De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa’ paa Mathildes
Fodder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stodte fra Gulvet.
Han maatte ned paa Gulvet og kaele for Fodderne–“de smaa Kid”,
som han kaldte dem. Men hun rev sig los og flygtede op paa sin
Yndlingsplads–i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen stottet mod
Knaeene. Der sad hun saa og kiggede ind i “Hytten”–som de kaldte
Stuen–:
-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af
hende, naar du sidder paent….
Erhard sad saa nogenlunde “paent”, og de saa’ begge, ved Siden af
hinanden, ind paa “Hytten”.
-Du, sagde hun pludselig og saa’ ned paa ham naesten som et Barn, der
forste Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:
-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
Det gav naesten som et Ryk i Erhard, og Blodet skod ham som en Strom op
i Ansigtet–de plejede ikke at benytte det Verbum at elske–:
-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Haender….
–Det maa vaere en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde
Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe
og blev bombarderet med Brodkugler af Lille-Gerster.
-Du ser s’gu ud som en Palmesondags-Konfirmand, sagde Lange, der modte
Gerster ved Volden.
-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de staerkt
hjulede Ben.
-Det manglede sgu blot, du skulde faa rode Kinder, sagde Lange. Dem
fik Lille-Gerster dog ikke.
*
*
*
*
*
Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Froknerne i Forretningen
stovede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig
Vind i Sejlene iaar, skont det var midt i Saesonen.
-Billighed vil de ha’ … Billighed raaber de paa … Forretning er
der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde
det hele Lokale med Stoj, naar der var blot saa meget som to enlige
Kunder i Butiken:
-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og sogte hidsigt paa
Pulten.
-Der lagde De Pennen, sagde Froken Hansen, Hojrehaanden i
Forretningen, en sagtegaaende, slank og kon Dame, der gerne dvaelede et
Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmaerkerne. Adolf var saa
distraet, at han aldrig fandt det ene for det andet.
Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin “havde taget sig for meget paa”:Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
-Hvad mener _du_, Adolf? spurgte hun Manden.
-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han
blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Maerker. Og naar
Konstantin ikke var der–for han holdt jo ikke af, at man blandede sig
i hans Ting–listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:
_den_ stemte. Og de andre Boger forte jo nu allesammen Spenner.
-Ja, ja–sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker,
Adolf … Gamle Fru Adolf gav ingen naermere Oplysninger om, hvad hun
mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen
alene; Konstantin spiste ude i “Victoria” for Nemheds Skyld.
Fru Adolf gik sjaeldent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller
straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa
Teatret.
Hun sad paa en Stol ved Disken hos Froken Hansen–de to var blevet
gode Venner–og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her
er saa godt “besogt” mere, sagde hun og saa’ aengsteligt op paa hende.
-Naar Saesonen forst kommer rigtig i Flor, sagde Froken Hansen.
-Ja–naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev
Tavshed, til hun gik.
Lidt efter kom Berg for at sporge efter Adolf. Han var allerede gaaet
ud paa Victoria, sagde Froken Hansen; straks imorges gik han.
Hun gik med Herluf op i Kontoret–Dorene blev altid trukket til i den
sidste Tid ude paa “Victoria” og i Forretningen–: Han er der ikke,
sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa’ hen mod Tapetdoren.
-Hr. Spenner fik saa Bogerne ud igaar, sagde hun.
-Hm, ja, naar _det_ hjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med
en tor Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige
Venligheder til hinanden–Adolf undtagen, som fo’r op mod hvert Ord,
man vovede mod “Kompagnonerne”.
-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.
-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Froken Hansen.
-Hm–og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse
med Pennen.
Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme
strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa “Victoria”.
-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet
ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.
-Farvel, Froken, sagde han.
-Farvel, Frokenen fulgte ham til Dors. Man vekslede med Froken
Hansen–og i det hele i Victoria-Kredsen–ejendommeligeforstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.
Berg horte Hr. Theodor Franz’s Rost helt ud paa Trappen, og da han
aabnede Doren, saa’ han Impressarioen, der under afgorende
Forhandlinger fik nogle pludselige og hojst besynderlige
Ghetto-bevaegelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Naesen blive
betaenkelig som til Opbrud:
-Mine Herrer, sagde han med genvunden Vaerdighed, en Patti synger ikke
paa Kredit.
Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han
kraenket: Koncertsalenes Patti….
“Koncerttribunernes Patti” var en halt “belgisk Nattergal”, Hr.
Theodor Franz vilde fore til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have
Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i
Banken.
Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen….
Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til
sin Ledsager, en langhalset Pianist af et saerdeles “polsk” Ydre, som
Berg forst nu blev vaer i en Krog.
Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev
Doren op og sagde helt forpustet af Alteration: At “Hein” ventede
dernede. Og Adolf og Berg sagde paa en Gang:
-Hvad?–Hvor? og var ude, for man fik set sig om, mens Adolf hastig
havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og
Pianisten.
Impressarioen saa’sig indigneret om: Ja–saa gaar vi vel, sagde han
med Vaerdighed.
Hr. Spenner forklarede ham, at en nodvendig Samtale–at en meget
afgorende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz
rejste dog sikkert ikke idag….
-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre
Minuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som en
Skildpadde, der traekker sig i Skal.
Han gik med Pianisten.
Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvor
der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer–Hr. Theodor
Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende et
Plankevaerk, mens han betragtede disse mange Rester af konne
Plakater–:
-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede
Pylades: Her gives for mange “populaere Koncerter”, sagde han og vendte
sig.
Portier’en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor
han havde glemt ham for et saare muntert Selskab–med Brodersen og
Blom i Spidsen–der havde spist en god Frokost, og som nu her vildespise godt til Middag.
Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den
anden Prioritet i “Victoria” og alt dets Iventarium. Hein undte gerne
Konsortiet Hjaelpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt
Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den
anden Side tovede han dog og kunde ikke beslutte sig: Forelobig vilde
han nu lade Filialdirektorerne fra Provinserne, som kom sammen til
Halvaarsmode her i naeste Uge, spise til Middag herude.
Saa kunde man altid se, hvordan det videre vilde udvikle sig.
Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdoren og saa’ over
Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de
opdaekkede Borde ventede pretentiose og stive med de vifteformede
Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tojroser.
De to fede Kellnere stod ved Midtdoren, orkeslose og ubevaegelige, hver
paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i
deres Brunelsstovler. Portieren over Doren hang allerede slatten i
Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Rogen af
Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa’ man var der slidt
paa Mobler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.
Konferensraaden maatte undre sig–saa hurtigt det gik. Men Publikum
sled.
Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvaeg. Nu stak der et
Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende
godt til sig–Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.
Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at
staa ved Glasdoren og se ind, hvor “Bygmesteren” sad og gjorde sig
til gode alene midt i sin tomme Sal. Forst en Hilsen af Brodersen
udenfor vaekkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.
Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Laenestolene
saa’ man forvitrede Pletter paa Betraekket der, hvor Folk havde siddet.
Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at fole rundt
paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som
flossede. Men i Portiererne havde Stoffet holdt sig–de var foret med
dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.
Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Doren til Spejlet, til
han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde
var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentraesben stak
op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens
opadvendte Bagside graahvid–det upolerede Fyr.
Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de
opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik
fra det ene til det andet og loftede de konne–shirtingforede–Bordtaepper
og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:
-Dette var _for_ usolidt gjort.
Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdorene og var lobet op i
Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den runde
Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de folte strax, der var
noget ramt i Luften.-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde
Konferensraaden.
-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag–for de
Bank-Delegerede–man agtede at spise herude….
Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret
Samtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale om
Middagen: I al Tarvelighed–i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er
saavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.
Indtil Konferentsraaden rejste sig–han havde nu anslaaet en helt
spogende Tone og talte om Martens’s Frokost–:
-Jeg saa’ til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom
hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han
berorte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:
-De _der_, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de
“Ibentraesborde”, der repraesenterer 43 Kroner pr. Styk paa vor
Inventarieliste….
De tre havde alle i samme Nu, endnu for han talte, set den ulykkelige
Bagside–Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens
talte forst, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i
Lektien:
-Jo–jo, sagde han … De er betalt med 43, sagde han.
-Ja, Leverandorer benytter sig af Omstaendighederne, sagde
Konferensraaden. Og idet han gav sig til at halvle igen, sagde han:
Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paa
deres Penge….
Konferensraaden traadte gennem Glasdoren ud paa Gangen. Inde bag de
modsatte Spejlruder saa’ de Restavrationssalen: der var blevet fuldt
ved Bordene; Fade, Glas og Kolere blinkede allevegne–og Solen stod
ikke paa mere. De graa Stuk-Sojler loftede sig stilfuldt og fornemt,
baerende Loftets pompose Ornamentur.
Og med et virkeligt Smil–i en Folelse af Beroligelse–sagde
Konferensraaden:
-Dog et smukt Billede.
Han blev staaende lidt, og i den samme Folelse, paa samme Tid af
Beroligelse og Samhorighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen
og skiltes.
Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter at
Dagskassen var gjort op.
-Men noget _maa_ der gores, sagde Adolf Men hvad? … Satan, han
holder Oje med hele Driften … Ja, naar vi kunde spille et Par
Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten….
-Vi maa … lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s’gu ikke
Fattiglisten.
-Nej, sagde Spenner: ikke–saa laenge vi _stempler_ dem.
Adolf saa’ op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.
Spenner svarede ikke, og Adolf saa’ igen ned i Hovedbogen: han stirrede,
uden at taenke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa
Klatpapiret.
… Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paa
Kontoret.
Han sad genert og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han
talte med Kassereren. Det var ikke nodvendigt, sagde han, at stemple
alle Fribilletterne–forelobig.
-Vi maa s’gu ha’e “aegte” Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.
Berg modte Billetkassereren i Doren: Hvad gaar her for sig? sagde han.
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spogte Adolf. Farvel,
Jespersen.
Berg var gaaet hen til Pulten:
-Saa, sagde han; han havde set ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han
saagu ogsaa Autografer.
Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs saere sitrende
Navnetraek….
Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke laenger stemplet
med det lejdegivende “Fri”. Victoriateatret betalte i Stilhed
Fattigskat af sine Fribilletter.
II
Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Opror i Familien.
Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet,
hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilaeum som Vicedigter, og
ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne
applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med
Fru Gravesen, der saa’ ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig
Barsel.
-Tak, sagde Froken Frederikke Gravesen–der var tre Frokener Gravesen
tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele–: nu blir
det mig dog for hedt med de gamle. Froken Frederikke trak sin
teologiske Student ud paa Trappen til Afkoling….
Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre
hjemmeblevne Frokener kom tilsyne i Natnet og Sengetaepper for at hore
Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevaeget, at hankaldte sin Kone for “Lise-Mo’r”, og Fru Gravesen havde Taarer i
Ojnene. Hun sad og saa’ paa sine seks:
Ved saadanne hojtidelige Lejligheder kaelede Fru Gravesen jo dog for
det stille Haab, om “en brav Mand” ikke alligevel skulde finde et af
hendes Pigeborn.
“Pigebornene” satte “den gamle” Studenterhuen paa, og Froken Amalie
sad paa Skodet hos “Stoderen”:
Det blev til “en lille Dans”, for Hr. Gravesen vidste af det.
De naeste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Froknerne havde
_sin_ Liste i Noteboger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik
det, mens Dorene smaekkede. Der var aldrig Fred ved Gelaenderne.
-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra anden
Sal.
-Hm, vi skal maaske ha’ alle dine “Kirkesangere”, sekunderede Froken
Frederikke.
-_Du_ maatte vist vaere glad til, Frederikke, haanede Froken Amalie fra
Stuen.
Dorene smaekkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun
vidste allerede hverken ud eller ind:
-Det vaerste bli’r Opvartningen, sagde hun.
-Theodora bli’r i Kokkenet, afgjorde Frederikke Sporgsmaalet om
Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige–som hun
bli’r fodret med Billetter paa “Bladet” … Og saa ta’er vi forresten
en Lejetjener, sluttede Froken Frederikke.
-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun taenkte kun paa “alle de fremmede
Ojne” paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve
Aar, og svaert er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth ved
vel ogsaa, hvad det vil sige–og hvad der gaar i Lobet i Aarene …
Hvad Theodora angik, indsaa’ Fru Gravesen nok, at hun _var_ ikke
rigtig egnet til Festiviteter.
Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men
det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrollede
og uvaskede “Underjordiske”, som de stadig fik i Huset og hvortil
ogsaa Theodora horte.
Theodora, der altid var i Slaeber, glemte en Spildevandsspand paa hver
Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Torring paa
Kokkentrappegelaenderet i Gaarden, hvor hun holdt Staevnemoder med
vandkaemmede Kaerester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners
Lon om Maaneden.
Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstaendig uberort af
“Ballet”, og ubekymret sang videre i sin Kaelder, saa hun undertiden
overdovede alle Froknerne.
Indbydelserne var sendt ud, og Froken Frederikke skulde indretteVaerelserne.
-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at
inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Vaerk af Froknernes
Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk
Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre
Skillings-Kineserparasoller–omslynget af to kaekke Chenilletorklaeder,
der en Sommersaeson havde draperet Froknerne, naar de gik til Bad.
Iovrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande,
indleverede “Bladet” til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik
at “reservere sig” og samle. Paa Vaeggene strakte sig “Vifter” af
rammelose Fotografier; og det Hele henlaa i en klaedelig Dunkelhed, da
de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for
Morke.
-Dagligstuen bli’r, som den er, sagde Frederikke ret fornojet. Men
vaerre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De gronne Gardiner
er umulige, naar Moblerne bliver flyttede ud sagde Frokenen.
-Ja, sagde Fru Gravesen–de synede begge de gronne Gardiner, der havde
holdt ud fra hendes Bryllup–: de er jo slemme.
-_Umulige_, sagde Froken Frederikke afgorende.
Der maatte kobes Saekkelaerred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede
Vilhelmine,–det saa’ udmaerket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede
allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og
fra Kontoret med Posen:
-Jeg sporger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornojelse,
Gravesen? (man saa’ det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget
ikke var “til hendes Fornojelse”).
To Dage for Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle
Stuer–undtagen Balsalen–skulde indrettes i Dagligstuens Billede med
Moblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de Gravesenske
Mobler traengte nok til lidt Stotte af Vaeggene, man turde heller
sjaeldent se dem fra alle Sider:
-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Froken Frederikke
rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slaebte.
-Ja, ja–Born, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa’ hjaelpelos til.
Frederikke daekkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede
Kretonnestumper–Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis–og hun var
ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du–hvad ser man ved Lys, sagde
hun til Vilhelmine, der assisterede.
-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at
traeffe sin Scheele, sagde Froken Vilhelmine, som i det hele taget
laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde storre
Fornojelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om
Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos
alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:
-Bevar’ os vel for Riskoste, sagde Froken Amalie, der kom hjem fra
Sang ved en Begravelse.
-Saa–mener du? vrissede Vilhelmine.-Gud fri os for Stank–det var Amalie, der var gaaet videre og havde
aabnet Doren til Balsalen, hvor Froken Frederikke og Froken Sofie
draperede de Saekkelaerreds; selv Froken Frederikke kunde ikke paastaa,
at de just duftede–: Naa–saa vi skal forgives, skingrede Froken
Amalie og pustede.
Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle
seks kom til og skaendtes. Man tog Parti for Frederikke:
-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Froken Ida….
-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.
-Hun har ikke rort en Finger….
-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad
trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til
_Redaktionssekretaer_ Gravesen, ved “Bladet”, havde hun sagt.
-Born dog, Born, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Kokkentrappen.
Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Kokkenet for hvert
nyt “Kar”, der manglede.
Striden horte pludselig op, da det ringede. Det var Froken Michelsen,
Damefrisorinde, der skulde tage Froknerne i Arbejde og som blev
installeret i Kaelderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne
laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Froken
Ida, den yngste.
De faerdige Frokener gik hvilelose rundt i Huset i Friserkaaber,
stivho’dede for ikke at skade Frisurerne.
-Den evige Ringning her er, sagde Froken Amalie, som stadig flygtede
fra Gangen ind i Balsalen.
Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Doren til
Vaerelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.
-Det var, sagde hun–det var (og hun tog hastig et Etui op af
Kjolelommen), om De maaske vilde vaere saa god … at bringe denne hen
–et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid
Perle) … Men, sagde hun, et _sikkert_ Sted …
-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Lobet af et lille
Kvarter, Frue.
-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til
sig.
-Ja … jeg ved ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.
-Ta’r saa meget, vi kan faa…. Er besorget Frue, _er_ besorget,
opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gore sig halvt
usynlig paa–henad Gangen; og Forstuedoren lukkede han sagte med et
nyt Nik.Det var Fru Gravesens “Haedersgave”, Brochen med Perlen; hun havde
faaet den til Solvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det
eneste, hun kunde taenke sig at skaffe Penge paa:
Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som
Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er
ingen Sag, naar man kan ta’ til fremmedes Ting, taenkte Fru Gravesen.
-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvor
Dotrene allerede begyndte at klaede sig paa.
-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til
Stuepige og Frisorinden … Fru Gravesen regnede, mens hun gik.
-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret
sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med
Haanden op for Munden.
Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke
behovede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et
sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte
Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffoniere-Skuffe under Gravesens
Breve fra Forlovelsestiden, som laa der i Bunker, omvundne med blaa
Baand.
Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Dogn holdt sig
udenfor Skudvidde og kun vaeret hjemme om Naetterne.
-Maa jeg sporge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor
man kan tage en Kjole paa?
-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betod et lidet Hul taet
under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketoj, men
hvor idag de aegteskabelige Senge var opstillet for Natten.
Hr. Gravesen brummede. _Der_, sagde han i en meget fornaermet Tone og
rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var
den humoristiske Vise til Bordet.
-Den gamle! raabte Froken Ida, og to paaklaedte Frokener Gravesen, der
horte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til
Dagligstuen. De onskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den
megen odsle Stads, for der var kommet et Par Gaester.
Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med
Vin: Ja, ja–det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja …
det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervos som de
andre) … Redaktoren sagde, han saa’ herud en Timestid, sagde han.
-_Du_ skulde vel ha’ din Broche paa, sagde han og monstrede sin Kone.
-Gud, Gravesen, hvem ved, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der
forskraekket lob ind til Dotrene og sagde:
-Redaktoren, Born … Redaktoren kommer herud. Fru Gravesen maatte
saette sig ned, ved Tanken, inde i “Balsalen”.
-Naa–vrippede Froken Amalie–gor han os den _AEre_? Det var svaert! hun
drejede paa Haelen og forsogte at flojte.Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kaelderen igen for at sorge
for, at det _store_ Fad med Mayonaise blev sat til en Side.
De ovrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Vaerelser
paa forste Sal med forskellige maerkelige Underlivssymptomer, ikke
ulige Begyndelsen til Sosyge–til det ringede.
Gaesterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i
den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tojet af og spaerrede for
Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement,
naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jaevn
Hojtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bod Sukker
og Flode rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betod en
Kraenkelse af hendes Vaerdighed) mens Frokenerne Gravesen standsede al
Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtraedende for at
overose ham med en indholdslos Henrykkelse–hojlydt som Skader for at
haeve Stemningen.
Herrerne havde allerede maattet romme Stuerne og rykke ud paa Gangen
for at give Plads for Damerne, der ikke vilde saette sig for Dansen,
men stod op rundt om Moblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler,
der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og
som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort.
Og der blev stadig ved at komme fler Gaester, mens Dotrene trak i Fru
Gravesen for at praesentere:
-Ja, her er saa snaevert, sagde hun undskyldende, saa meget snaevert.
Hun taenkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der
ikke skulde vaere nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:
-Men, hvor mange er der nu? sagde hun aengstelig. Er de ikke snart
kommen alle?
-Du ved jo, der kommer atten Par, Mo’er….
-Ja, ja–atten Par–og saa dem, din Fa’er har bedt, sagde Fru
Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som
garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:
-Ja–her er saa snaevert, mine Herrer, sagde hun.
-Hed bli’r den, tilstod en af Herrerne halvhojt; Kavalererne, der mest
var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den staerke
Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange
Handsker.
Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran
Balsalsdoren ventende paa Pianisten.
*
*
*
*
*
Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en
hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var
Amalie, der “snart havde faaet de Genstande ryddet til Side” i
Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele “AEsken” rystede. Alle
Kakkelovnene flyttede Fodderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne
drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Ojeblik havdemaattet rykke ud af Kaelderen til Undsaetning, og som viste sig med
Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krollede Baandslojfer, der
syntes at have oplevet adskillige bevaegede Ojeblikke.
De Herrer politiserede.
Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fravaerende Ord:
Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter
Dorklokken, om Redaktoren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med
Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det
var en Yndlingsbeskaeftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den
Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det
var en Levebrodsinstitution–en eneste Levebrodsinstitution hele
Venstre….
Staehr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin
Laenestol, sagde nu:
-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn–det er netop _det_, der mangler _os_
… Hojre mangler Maend, der lever af det.
-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?
-Jeg siger, Hojre mangler Maend, der lever af det, sagde Staehr.
Politiken er os en Biting: vi skulde ha’ ti-tolv Stykker, der levede
af den….
Kaptajnen fo’r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskoderne
falde tilbage paa deres Plads, mens Staehr arrigt sagde:
-Ja–for er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.
Krans, der havde undersogt Aftennumret, sagde: Ja–hvad er vi
Mennesker? De _har_ skaaret sig nogle nette Levebrod; og Gravesen
gentog sig: Ganske vist, mens han saa’ paa sit Uhr under Bordkanten.
Der blev nogle Ojeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset
vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:
-Nej–vor Svaghed er _den_, at vi stoler for meget paa vor retfaerdige
Sag.
Berg havde kun kigget ind ad Doren til Herrerne og gik ned ad Trappen
igen, da han modte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa
inderlig lettet ved: at det nu “gik”:
-De vil nok saette lidt Humor derinde, sagde hun fortroligt og pegede
paa Doren til Daglistuen; selv gik hun videre.
Berg gik ind og saa’ seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget
trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille
Kraenkelse, der har taget deres bedste Toj frem for at sidde i Krogene.
Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtaegter og om to Veninder, gifte
i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Moblement og
“tog nyt”–og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:
-Ja–der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i
Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk iAnsigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme
ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi,
sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden taenkte, den
Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for
Aldersgraensen, maa klaede os derefter, sagde Fru Petersen.
De andre var ungdommeligt paaklaedte, halvt som Teaterdamer, i farvede
Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer,
der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra
Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der
lugtede som Kongerogelse.
De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja–de tjener deres Penge
let … Men ingen ved vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.
-Min Broder Etatsraaden, siger, _han_ skulde ikke saette sine Penge i
Centralbanken.
Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om
Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur
bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:
-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.
De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Vaerelserne: der var
en Stue for hver Tidsalder … Og Fru Petersen sagde:
-Ja, _han_ begyndte–i Nibe–bag en Disk.
Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver reusseret
Mand havde begyndt.
Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par
Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev
der valset, saa Froken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem
Dansetrinene og Musiken–Pianisten slog i Klaveret, saa det
hvaesede–horte man den opfarende Herres Skratten:
-Damen–fem Damer, Damen–fem Damer.
Froken Vilhelmine med fire Damer i Haelene kiggede ind ad Doren og fik
Fru Arnesen af Landbruget til “den femte Finger”:
-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo’r afsted.
Det var Hr. Andersen, som forte op. Hr. Andersen var en lille
sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opforende Kavaler
rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige
Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Vaeggene.
Herluf blev ved at fortaelle, mens Damerne lo.
-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den
anden Stue, de Mennesker lever lystigt….
Herluf fo’r sammen, da han horte en Stemme bag sig, han troede ikke,
der var nogen i Kabinettet.
-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.-Er De her? sagde Herluf forbavset.
-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved hojtidelige Lejligheder.
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er laenge siden, vi har
set hinanden; og hun begyndte at tale og sporge og le ad en hel Del
Ting, hun slet ikke taenkte paa, med en stakaandet Stemme naesten som en
brystsyg, til hun tav med et. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden,
mens Herluf taenkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Ojnene
havde braendt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet
sammen, saa Kindbenene stod frem.
Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa noget
Svar tilfojede hun:
-De ved vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?
Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske
Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saa
kom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lille
Herluf, tilfojede Fru Canth.
Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej–vi har ikke set
hinanden i to Maaneder.
Berg svarede intet og de tav igen. Neden under horte man Hr. Andersens
kommanderende Rost; han var naaet til sit store Numer, Kaede gennem
Huset, og man horte allerede Parrene som et vildt galopperende
Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr.
Andersen fo’r forrest hen forbi Forstesalsdorene, videre, opad
Trappen, med den hele Raekke.
Toddyherrerne kom ud for at se til–Damerne gispede, og Herrerne
sled–Raekken floj videre:
-Nej–ikke der, skreg Froken Frederikke; Andersen havde aabnet Doren
til det lille Rum med de aegteskabelige Senge, der blev belyst af en
enlig Lobelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin,
hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.
Doren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.
De kom just i Gangen paa forste Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der
havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da
“Redaktoren” kom ind med Redaktor Scheele fra “Dagen”, saa’ han den
hele Kaede, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandelose, flyve nedad
Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:
-Naa, sagde Redaktoren, det er det glade Kobenhavn.
Fru Duncker havde hort Dorklokken, som med en utrolig Sans, selv
gennem Larmen:
-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de
horte Stemmerne paa Trappen.
-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet
ikke forsogte at skjule.-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktorernes Stemmer.
Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Doren; og for han
naaede ud, horte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa’
Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild,
saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og
se hendes Ansigt:
-Er De virkelig _der_, sagde hun. Det er laenge siden.
Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise
ved smaa Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skraa
Mobler, lige for Dorene, saa ingen kunde komme ind eller frem, mens
alle raabte og lo: der var ingen Stole–og der var ingen Tallerkener.
Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen paa Lejetjeneren
og lob med Brod og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud paa
Gangen for at slaa sig ned paa Trappen med deres Damer.
Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brod op med
Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned paa Trappen, fra overst
til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slaebene flaenget, til man
kom til Ro.
-Brod, Brod her, raabte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet,
som paa en Restauration.
-Brod _her_, lod det nedefra. Og Fadene blev loftet frem over
Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med
Tallerkenerne i Skodet. Hojst af alle kvidrede Froknerne Gravesen,
ellevilde af Sukces’en og Dansen: Ida var saa kaad, at hun kildede
Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:
-Andersen, Andersen, raabte hun (han sad paa Trinet under hende) Vin,
Vin….
Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
-Pys, om de aad lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tomt Fad
ned i Kokkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun
fyldte de sidste Snitter paa et Fad med fem Andegumpe.
-Men der _er_ ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der
raabte paa endnu mere Ragout i Kokkendoren.
-Hva’? … Ikke mere? sagde hun og lod Ojnene rask gaa hen over de
rensede Fade:
-Saa maa vi synge Sangen, sagde hun resolut, og lob op for at finde
Sangbunken.
-Vin reddet, raabte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin
oppe ved Sengen i Kikkerten og paa en Rekognoscering endnu havde
fundet de to; Hr. Gravesen vilde forst forsoge med fire flasker. Vin
reddet, raabte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt
to Flasker op over Froken Idas Ansigt.
-Gud, sagde hun, Redaktor-Vinen. Gem den–gem den, sagde hun og skod
Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Vaeggen bag etKjoleslaeb.
Mens Redaktorvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen
ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste
sig og greb efter de flagrende Blade og raabte:
-Melodien? Melodien?
-Vi kys-ses, blev der svaret: “Her kysses vi, som har Jour–her kysses
vi–og gor Kur”.
-Vi kysses, lod det Trappen op, vi kysses–her kysses vi….
Amalie lob gennem Balsalen, hvor “de Gamle” spiste, ind i den anden
Stue for at spille Melodien igennem paa Klaveret.
Scheele og Fru Dunker sad ved Vaeggen derinde–Fru Dunker sad laenet
frem mod hans Ansigt, med de foldede Haender paa hans Knae–og Scheele
rejste sig:
-Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte
sig til Klaveret. Ude paa Gangen nynnede de paa Prove, mens hun
spillede.
“De Gamle” rejste sig fra Bordet og traadte hen til Doren, mens de
Unge sang. Paa Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra
Kirkekoret–langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede
Adamsaebler–og dirigerede.
Opad hele Trappen, frem bag Gelaenderet, saa’ man Hoved ved Hoved,
Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst–ved Enden af Versene lo
de og applauderede.
Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:
-Dacapo–dacapo, raabte han.
-Et aegte Stykke Kobenhavn, Frue, sagde Redaktoren, som stod forrest i
Doren, komplimenterende til Fru Gravesen.
Da Sangen var forbi, og der var raabt “leve” for Forfatteren og Hr.
Gravesen havde takket, gik “de Gamle” ind, og Kaptajn Petersen lukkede
Doren til Gangen:
-Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord–et
Ojeblik … med Udelukkelse af de glade Unge–et Par Ord, som han
_traengte_ til at faa sagt–Kaptajnen udtalte Ordet “traengte” saa
inderligt som havde det vaeret selve “gamle Dannebrog”, og tav saa
lidt, for han gik videre og sagde:
-Det kunde ikke her vaere upassende at tomme et Glas … at tomme et
Glas, med et Par alvorlig folte Ord–for den danske Presse.
-Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem,
mine Herrer, men jeg regner det for en AEre, en gammel Soldat til
AEre–at tjene, mine Herrer, i Deres … i dette Blaenkerkorps for det
aandelige Arbejde i Faedrelandet.
-Ja–sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hansOverbevisning–Pressen har sandelig gjort _sit_ Arbejde i disse sidste
Aar. Den har vaeret som en Herold–eller–nej, mine Damer og Herrer …
De vil forstaa mit Billede–som en Tyrtaeus har Pressen vaeret for vort
Samfund–mens det gik fremad og fremad, mod nye Maal, ad nye
Baner–disse sidste Aar … De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste
Kraefter ind paa dette Forerskab mod et stort Maal. Og Deres Del i
Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne
By og i dette Land, er _saa_ stor, at–ja, man tor sige det–det hele
danske Folk bor vide Dem Taknemlighed for Deres Vaerk.
Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et
Ojeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, forte langsomt hojre
Tommelfinger op til Naesebenet. som om han tog en lille Snus) for han
vedblev i en noget anden Tone:
-Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis paa Haederligheden hos
vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros,
denne–og–jeg kan sige det–den er _ufortjent_ ringe. Der er et andet
og storre Bevis paa vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og
Herrer, paa dens saedelige Lodighed: det er dens Holdning i
_Konkurrencens daglige Faegtning_–der staar den sande, den svaere Prove
for en Presses Moral.
De Herrer raabte Bravo, og med stigende Rost sagde Kaptejnen:
-Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. _Derfor_
fortjener den sin umistelige Del af AEren for Udviklingen i vort Land.
-Et Leve–ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor
danske Presse.
Kaptajnen havde forladt sin Plads og aabnede Doren til Gangen. Vendt
ud mod Trappen, udbragte han–med et Par Ord–“Levet” endnu en Gang,
og alle rejste sig, raabte Hurra og viftede.
Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktoren, var ved sin Mands
Tale blevet afbrudt i nogle Bemaerkninger om Krigsbestyrelsen, men tog
nu Emnet op igen:
-Kaere Frue, sagde Redaktoren, det vil vaere Kaptajnens storste Lykke,
at han har forladt den aktive Tjeneste….
Fru Petersen saa’ paa ham.
-Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han
–Redaktoren bojede Spidsen af sit brune Overskaeg om sin Finger–nu
vil han have Tid til at gore den gaeldende….
Han drak en Smule Vin og smilte–Hr. Gravesen holdt aldrig af det Smil
og var ganske hed i Hovedet; han havde maattet skaenke i i sin
Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktoren nu lige smagte
paa–:
-Han vil gore Nytte, Frue, sagde Redaktoren, stor Nytte. Vaer vis paa
det.
… Berg korte hjem med Scheele. De forste ti Minuters Tid talte de om
ligegyldige Ting, til Konversationen dode hen, og de sad tavse, hver i
sit Hjorne.Saa sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde vaere satirisk:
-Hm–Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er saadan rigtig anlagt
paa at elske?
-Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han horte igen Fru
Dunckers Stemme, da hun hilste paa Scheele, og folte den samme Lyst,
at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.
Og lidt efter, idet han strakte sig i Saedet, tilfojede han–og i den
samme halv satiriske Tone som Scheele–:
-Jeg ved meget mindre, hvad jeg skal sige om Maendene, sagde han.
Scheele drejede hastigt Ansigtet og saa’ frem mod ham i Morket:
-Nej–saagu, sagde han saa, og de faldt atter hen i Tavshed, til
Drosken standsede ved “Axelhus”, hvor Scheele boede, og de stod ud.
… Froknerne Gravesen var forsamlede i Kokkenet; de havde en
Ulvehunger: siddende op paa Kokkenbordene, gik de de tomte Ragoutfade
efter med Brodskorper–det Gravesenske Kokken var ganske udtomt.
Hr. Gravesen kom omsider ned i Kokkendoren med et Lys og spurgte: om
vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru
Gravesen, men Bornene var sultne.
-Det er vi vel _alle_, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad
Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den sovndrukne
Theodora Senge op til Frokenerne.
Fru Gravesen ventede laenge nedenunder; hun haabede, Gravesen nu var
faldet i Sovn. Men han var vaagen og var _meget_ veltalende. Endelig
blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han
var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og
sagde: Du ved vel, at der er taget Forskud, saa du indretter dig
derefter….
Fru Gravesen, der saa’ ud som en plukket Fugl, naar hun var i Nattoj,
havde ladet ham tale. Hun havde blot en Gang vendt Hovedet om fra
Spejlet, hvor hun flettede Haaret i to halvgraa Fletninger, tynde som
Musehaler:
-Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebornene har jo dog haft en
Fornojelse.
… Froknerne Gravesen sov nedenunder rundtom paa Valpladsen. Theodora
havde set provende paa sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener
til Side paa Dynerne i Skyndingen….
Hun foretrak at sove paa Kokkenstolen ved Siden af Komfuret.
*
*
*
*
*
Livet i “Victoriaetablissementet” var laengst doet ud, og alt var
slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, orkeslos,
Kvarter efter Kvarter, bojet over en Bog, uden at bekvemme sig til at
bryde op–med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: sovnig skrevBogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.
Det var blevet Adolfs Vane at haenge her i Kontoret til ud paa Natten
kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine
Boger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen,
maatte Spenner folge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dor;
skont al deres Samtale var et Par Tal, Sporgsmaal og Svar, Summen paa
en Veksel eller paa en Regning–mens de gik.
Adolf strog Snese Vokssvovlstikker af, for han hjemme kom op ad
Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Foraeldrenes Sovekammer. Fru
Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men
hans Dor var drejet i Laas, og hun kunde ikke komme derind.
-Ja, sagde han om Morgenen. Man maa vel have Lov at vaere ene, naar man
sover.
Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i
Stuerne, der var blevet saa underlig ubeboede og forladte at se
til–som var “Herskabet” forrejst, saa stille var der, mens de to
gamle sad modlose, hver i sin Krog.
-Aa ja, aa ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.
-Gaar du i Forretningen, Adolf? sagde hun.
-Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden … Ja–min Pige,
strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog
sit sukkende og tankelose: Aa–ja, aa–ja–til han endelig kom op og
fik Tojet paa.
-Ja–saa gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.
Men det varede en rum Tid, for han naaede op i forretningen; og tit
kom han slet ikke laenger end paa Vejen, fordi han faldt i Prat den
halve By paa Gaden og gik snakkesalig op og ned, _saa_ med _den_ og
_saa_ med _den_–timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra
det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte
vist at gaa lidt i Barndom, gamle Adolf.
Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Froken Hansen. Der var ingen
Kunder i Butiken, og de tre Frokener faerdedes orkeslose i det
udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Froken Hansen, og de sad begge
to tavse i det morke Kontor.
-Ja. Froken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret
er der fuldt.
-Ja, sagde Froken Hansen.
De tav igen, fortsaettende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde
sagtere:
-Men–Froken, sagde hun–hvor blev Pengene af?
Froken Hansen fo’r sig med Haanden over Ojnene i Morket: Aa–der skal
jo meget til, sagde hun beroligende.-Ja–ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og paa Konstantin
hviler det–paa ham hviler det.
-Ja, naar blot Kapitalen maa slaa til, sagde hun og rejste sig.
Hun gik hjemad, begyndende forfra paa den samme Tankegang. der endte
med samme Sporgsmaa–Dag og Nat. Om Formiddagen, naar hun vidste,
Konstantin ikke var der, gik hun ud paa Victoriaetablissementet under
Paaskud af at soge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og
langs ad Gangene, som maatte hun kunne finde i Murene selv de
hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.
En Dag gik hun under et Paaskud ned i Kokkenet, og gennem et Par Dore
saa’ hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtoj, med
Ansigtet vendt ud mod det store Kokken. Det gav et Ryk i gamle Fru
Adolf; de lod, som de ikke saa’ hinanden, og hilste ikke; men gamle
Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom
hjem, sagde hun:
-Jeg var ude paa Victoria idag … Saamaen helt nede i Kokkenet … for
at sporge Kokken om et Raa, sagde hun hastigt.
-Fru Martens saa’jeg derude … Hun havde slaaet sig til Ro, tror jeg.
-Ja, sagde Konstantin utaalmodigt; det er ogsaa en Fruentimmer-Ide:
hun sidder bag Doren til Bagtrappen og inspicerer….
-Det er maaske meget fornuftigt af _hende_, sagde Fru Adolf og smilte.
Om Eftermiddagen fortalte hun Froken Hansen om sit Besog i Kokkenet:
-Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun–som
Kokkentrappe-Inspicient.
-Hun taenker vel, Affaldet er ogsaa godt paa saadant et stort Sted …
Der er jo mange Born hos Martens, sluttede hun.
… Martens selv saa’ man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest
ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede
Planer til sit Sommerhotel ud paa Bordene, forklarende for hvem der
vilde hore det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften,
farveblaendet foran den taenkte Spisesal i mavrisk Stil med blaat og
Guld.
Desuden havde han nok at gore i sine Huse: Lejerne skreg paa
Reparationer og Reparationer–saa lang Ugen var, i et Kor.
Om Sondag Eftermiddagen, naar han sad hjemme i Stuen med
Haedersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slaa i Bordet og
bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandorerne, af Spenner,
af Adolf–det hele Slaeng; og han svor og bandte som i Svendedagene og
skaeldede dem baade for Tyve og Rovere.
Fru Martens gik stille rundt paa Lobetaepperne og vendte tilbage til
sit Bornekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over
dem, rugede ogsaa hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og
Tanken gled efterhaanden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene
Billede fra Festaftenen: af det store Kokken og den fremmede Kok med
hans Hjaelpere. Det blev en fiks Ide hos hende, at det var her, de blevbestjaalet, af denne fede Kok, som smed det gode Kod ned at forkulle i
Asken.
Og ogsaa hun begyndte at faerdes ude i Etablissementet, forst under
Paaskud–eller paa Lur om Aftenen, naar hun kiggede ned fra Fortovet,
gennem Kaelderristene, i det lyse Kokken, fra Vindu til Vindu–til hun
en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget vaek for Tyveri, aabent tog
hendes Plads. Hun installerede sig i Forraadskamret bag et Glasoje i
Doren og holdt Oje med Kokkenet og Trappen.
Hun saa’ hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt
hojrostet i sit Savoyard-Maal, saa det lod hen gennem hele Rummet: han
vragede hidsigt mellem de maegtige, rode Kodstykker og slog det aevrede
Smor op i Kasserollerne med de bare Haender.
Det var efterhaanden Madam Martens, som om det store Komfur med de
hundrede Kar, hvori de rodho’dede Medhjaelpere rorte, og som de
flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det
altsammen. Smorret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og
Trofler–Kokken _god_ de dyre Sager ud med sine travle Haender, som
fo’r fra det ene i det andet, _saa_ var de i Melet, og _saa_ blev de
skyllet i Vandbaekkenet–gaa op i en eneste Rog, en Damp, som stod om
Kokkene, mens alting snaerrede sammen til elendige Smaaportioner,
Kellnerne bar bort paa Fade, store som Tallerkener.
… Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og raadlos.
Personalet begyndte at knurre af Misfornojelse; for _den_ blev jaget
bort og _den_ blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: _den_ havde
fyldt en Lomme med skaaret Sukker, og _den_ havde slaebt skaert Kod ud
af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skorter.
Oldfruen maatte gaa fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to
Uldklokker af Flonel, indkobt til Kaffeposer; Kellnerne maatte skifte,
fordi de stjal af Fadene paa Trappen foran Anrettervaerelset.
Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundvaerlig Stotte for Huset, med
sine fem Procent af alle Indkobene–valtende foran Madam Martens, der
blev bleg og hulkindet af Kaelderluften i sit Kammer ved Trappen….
… Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi
Victoria-Etablissementet og saa’ Porten stod aaben. Han gik ind i
Gaarden; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.
Da han aabnede Doren, fo’r Adolf forskraekket op fra Stolen–han var i
det hele saa nervos, saa han skraemtes ved hver Lyd i denne Tid–:
-Naa–man kommer da ikke ind paa denne Tid, sagde han vredt, uden at
banke paa.
-Jo–Tyve og Rovere, sagde Berg og lo.
Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja–saa ser jeg vel at
komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden
ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:
-Naa–hvad sagde de saa om os derude? sagde Adolf.
-Lykonskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.-Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.
De tav lidt. Der hortes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig
saa’ Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:
-Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skod han en Sten fra sit
Bryst ved Sporgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa laenge:
-Hvor bliver vore Penge af? sagde han.
Adolf saa’ op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han.
-Fattigskatte?–hvad vil det sige?
-Har De virkelig _troet_ paa vort “fulde Hus”? sagde Adolf og slog en
ny Slange hen over Papiret.
-Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Haenderne frem over
Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter?
sagde han heftigt.
-Jo, svarede Adolf blot.
De tav lidt: Og hvorfor? sagde saa Berg med en Stemme, der rystede
lidt.
-En Gang _maa_ vil vel ha’ den anden Prioritet, sagde Adolf
utaalmodigt.
-Vi _maa_ gore Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.
-De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var saa alvorlig, sagde
Berg.
De tav lidt igen, mens Berg stadig saa’ over paa Adolf, som blev ved
at holde Ansigtet ned over Pulten:
-Alvorlig?–alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive
ved at tage til, hvad Fa’er ejer … Naa, sagde han i en anden Tone og
stod op: saa gaar det vel hjemad; det er vist paa Tiden.
De gik ned ad Trappen ved en Haandlygte, som Adolf slukkede igen og
stillede indenfor Doren i Stuen. Nede paa Gaden blev Adolf munter
paany, talte om Sommerfelttoget og om sin Ide at danne et
Koncertbureau:
-Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med–uden at genere
_os_–Trawlfiskeri gennem Provinserne.
-Spenner var god til det, sagde han.
Berg svarede ikke. Da de havde gaaet noget–Berg fulgte Adolf uden at
taenke derover–sagde Adolf:
-Tingen er, Terraenet er _dog_ lille.
-Ja, sagde Berg.For de taenkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde
endelig hjem.
-Aa–nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.
De kom forbi en Plakattavle og blev et Ojeblik staaende:
-Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det–her gik vi ogsaa den Gang
efter “Prinsessen af Bagdad”.
-Ja, sagde Adolf.
Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de paa det
modsatte Fortov: hele Huset var morkt. Vinduerne sad saa besynderlig
dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.
-Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt paa Gaden, mens han saa op mod
Foraeldrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.
Berg blev ganske angst; og i samme Ojeblik, mens Adolfs Ansigt laa taet
ind til hans, taenkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske
det samme Udtryk som Gerster–i Ojnene.
-Hvad er der dog, Adolf? sagde han aengstelig.
-Aa, man er overanstrengt, sagde Adolf og losnede Armene fra Bergs
Hals for at gaa over mod Gadedoren, hvor han begyndte at soge efter
Vokssvovlstikker i alle Lommer.
-Naa, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue …
Der kommer vel bedre Tider igen….
De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig
selv: Ja, ja–ja, ja–den gamle har jo Formue–og fo’r sammen hvert
andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, saa urolig var han.
–Ud paa foraaret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner
til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle
Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i
Sverig var Concert-Bureau–og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke
vanskelige at anbringe.
III
Havde De _anet_ det? sagde Hr. Molbom–han var knap kommen indenfor
Doren i Canths Entre–: _Anede_ De det?
Han blev staaende foran Sundt med udstrakte Haender:
-Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo’er, sagde han.
Hr. Molbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet
slog ham som et Braedt gennem Hovedet.
Fru Molbom tog sine Galosker af i Tavshed.-Og ingen vidste det, sagde Hr. Molbom og rystede paa Hovedet, som om
det var det forunderligste ved Sagen og Bortforelser vanligt
anonceredes paa Gadetavlerne. Jeg forstaar det ikke, sagde han.
-Der laa et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde,
hun var rejst og … forklarede ham.
Molboms AErme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.
-Og _han?_ sagde Fru Molbom. Det var hendes forste Ord; hun havde kun
hilst Goddag med et majestaetisk Nik.
-Scheele rejste nok allerede iforgaars, sagde Sundt. Selskabet havde
Tojet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedoren op for Fru Molbom og de
andre.
Inde i Stuen var den ovrige Kreds allerede samlet, med Tilvaekst af Fru
Legationsraadinde Sten. En Slags “Aflaegger” af Kredsen, der var stodt
til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af
Oberstinde Strom, der sad i Hjornesofaen med sine store stikkende
Glasojne frittende paa hver, der kom.
-Born–Born, slog Fru Canth Allarm strax ved Doren: Born–hvad siger
“Menigheden”?
Men den hojlydte Stemning vilde ikke rigtig slaa an, og man blev ved
at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra
Skod til Skod hos Damerne og blev kaertegnede.
-Putte–Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev
helt kaelen af al den Omhed og laa taet ind til Legationsraadinden, som
klappede Barnets Haar, mens hun blev ved at tale med Fru Strom om
Dunckers to stakkels Drenge:
-Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Smaa–de smaa Stakler.
De sagde alle en beklagende, distraet Saetning om Bornene Kredsen
rundt–undtagen Fru Molbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en
stram Taushed–til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde
(Stemningen blev ved at vaere lidt tung):
-Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille
ved Siden af Fru Molbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som
Herluf kom.
Froken Agathe, der var konfirmeret i Efteraaret og havde udviklet sig
til en unaermelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og
opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en
lettere “Sonate”, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si’er
De?–hvad si’er De? sagde Hr. Molbom ophidset og holdt ham fast i
Frakkekraven. Herluf kom til Saede hos Fru Strom, der altid modtog ham
med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig “Medvider” og gjorde
Plads i Sofaen.
Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr.
Canth gik nervos frem og tilbage, uden at hore og se, frem og tilbage,
og Froken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var ensformig som
et Saet Fingerovelser.Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt.
Samtalen ude i Stuen blev hojere og hojere, kun Fru Molbom sad
uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af
Bastrup.
-Tante Strom, Tante Strom, raabte Fru Canth fra Vinduet i en underlig
hoj Tone, der lod, som den vilde slaa over, er det ikke ogsaa sandt,
at jeg faldt i Krampegraad, da jeg horte det?
Fru Strom vendte sig og bevidnede det.
-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte
sig igen til Vinduet.
-Jo–det var saamaen sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at
fortaelle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges–hun havde jo
hort det strax … og Anna sad der ved Sybordet….
De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun taet ved Siden af
hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte hojt:
-At De tog Dem det saa naer, sagde Sundt saa langsomt og sagte.
-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke–de Stakler, sagde hun.
-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede
af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brod
frem i dem, eller af en pludselig Skam–onskede de sig i samme Tanke
endelig ganske _naer_ hinanden eller endelig _los_….
Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have
kvalt den gamle Sladdertaske med sine Haender:
-Anna, Anna,–blev hun ved–skriger jeg, men hun blir bare ved at
hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa
hende….
-Spil dog mer–spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte
frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.
Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.
Konversationen var nu blevet meget hojrostet, og hver berettede sine
Enkeltheder.
-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst–De
var der jo?
Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for
Obersten i Entreen og sagt, da de kom ind i Stuen: “at _dette_ var ham
kaerere”….
-_Kaerere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte hore det endnu en Gang
af Obersten selv, ganske noje–han maatte komme hen til hendes Puf.
-Men hvordan _saa’ han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke naermere
tydeliggjore, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan–som altid,
sagde han.Man var paa Veje til at oprores igen. Fru Sten skreg indigneret paa
sin Plads. Hr. Molbom, der under storre Sindsbevaegelser var
uimodtagelig for fremmede Ideer, sagde kun igen til Herluf:
-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset–fem
Aar, tidlig og sildig … Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til
den naeste.
Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var
saa nervos, at han havde Traekninger i Ansigtet og rystede paa
Haenderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:
-Jo–_de_ to forstaar man–ikke sandt? _dette_ forstaar man, sagde den
lille Mand og trykkede Bergs Haand, saa det naesten gjorde ondt i hans
fingre.
Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt
om at maatte blive oppe til Bordet, hvis da “Fa’er” gav Lov, hvad
Lille Assessor saa vist aldrig havde taenkt paa at naegte; og lidt efter
blev der lukket op til Spisestuen, hvor Bornene fik Plads ved det
store Bord. Alle Damerne vilde skaere for til dem, og Poderne talte
hojrostet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemaerkninger.
Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og seende paa de
Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Orene, sagde hun
igen:
-Ja–de stakkels smaa hos Dunkers.
Alle talte om Bornene, og Stemningen var let sentimental, mens de to
Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit,
i Kredsen af de vante Ansigter.
-Men man sidder dog rart, sagde Molbom og saa’ sig rundt med loftet
Glas: Rigtig rart.
-Vidne, Sundt–Vidne, lange Arthur….
Det var, som Hr. Molbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter
lidt en egen hjemlig fornojet og hyggelig Stemning over Bordet, som
ved et Familiebord, hvor alle de naermeste er kommet vel sammen.
Obersten talte om Tiderne, der maaske ikke var saa glimrende, som det
saa’ ud til, og de andre horte til. Ogsaa Hr. Molbom forte Ordet; og
man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor
man trykkede hinanden i begge Haender, med lange velmente “Velbekomme”
og saa gladmaette ud.
-Pyh–her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Doren til det konne
Sovekammer op; hun havde lukket den for Bordet, da hun badede sit
Ansigt med _Eau de Cologne_.
Man gik ind i Dagligstuen, og, maette, siddende to og to rundt om i
Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjaerter
ved mere dybsindige Sentenser og dommende “Begivenheden” objektivt,
under Udvikling af megen Levevisdom.
Der laa et eget Praeg af Velvaere over Stuen, hvor Herrerne og Damerne
passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede vedLampen; og Hr. Molbom en Gang imellem maatte folge sit Hjertes Trang
og gaa over Gulvet for at “Mo’er”, der vendte Kinden til, med et
stramt Udtryk; Fru Molbom saa’ bestandig potenseret kraenket ud, naar
hun fordojede.
Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne,
sad nu ligeoverfor Berg paa Chaiselongen, med Puderne efter
“Bagdad-Modellerne” i Ryggen. Samtalen imellem dem var gaaet istaa, og
hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:
-Nej–lille Herluf–sagde hun og satte pludselig Fodderne energisk i
Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at “synde”, sagde
hun og gik fra ham.
Man brod op lidt tidligere end saedvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og
talte naturligvis igen om Dunckers:
-Det havde selvfolgelig vaeret _meget_ “hedt” laenge, sagde Sundt.
-Sandsynligt, sagde Berg.
-Og med _det_ kom saa naturlig alle Kvalerne … Scenerne,
Fjortendags-Bruddene–sagde Sundt i en ejendommelig misfornojet
Tone–hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler–overfor Mand og
Born–og … den Historie, sluttede Sundt.
De gik lidt i Tavshed. Saa sagde Sundt, lige under en Lygte i en
langsom Tone:
-Nej–Gud ske Lov, Berg, man kan gaa i sin Grav som en haederlig Mand
og vide, man er aldrig traadt nogens Ret for naer….
-Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste….
De gik lidt igen i Tavshed, for de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De,
sagde Sundt, som dog stadig ikke havde faaet talt rigtig ud: Man kan
jo ogsaa … uden–ha’e det rart.
-I vort Klima, sagde Berg.
Sundt saa’ paa ham og lo lidt usikkert, idet han gik.
… Familien Molbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru
Molbom var pludselig blevet veltalende; hendes Kraenkelse gik ud over
Legationsraadinde Sten og en blottet Split paa hendes Ryg. Det var Fru
Molboms Specialitet at maale hver Kvarttomme af kvindelig Nogenhed hos
Naesten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det
kunde vaere, at “saadanne Personer” evigt sneg sig ind i deres
Kreds….
Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.
–Froken Agathe Strom sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen
Beretning. Efter at Froken Agathe var blevet voksen, var det blevet
Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte
hun om Sundt og “Konen” bag Gardinerne.
-Hm–om de tror, man ikke har Ojne, sagde hun og fortalte videre, mensde fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud paa Natten, for Froken
Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhaenget med de lyserode
Rosenknopper.
*
*
*
*
*
-Naa–Hjertet op i Livet.
Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt
ham–Alverden maatte “folge” Adolf nu, naar han blot skulde gaa ti
Skridt ned ad en Gade.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at onske Lykke, og de sagde
endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brod
af med et:
Naa–saa venter De i Forretningen, sagde han og lob op ad Trappen:
Konferensraad Hein havde onsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Han kom forbi Glasdorene ind til den store Hal, hvor Expedienter og
Kunder bevaegede sig lydlost ved Disken, mens Assistenterne arbejdede
Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en hoj flisebelagt og
kold Sal, hvor Bankpersonalet haengte sit Toj, og som desuden agerede
Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.
Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store
Egetraesdor til Privatkontoret, der lukkede sig sagte paa blodt Filt,
og derpaa vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdor de lande
uniformerede Banktjenere, der drev langs Vaeggene med dinglende Ben,
debatterede deres med de “halve Ol” staaende under Baenken.
Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind for
ham, Haandvaerksmestre og Provinskobmaend, der sogte Laan paa tvivlsomme
Sikkerheder, og som derfor maatte gaa lige til Chefen. De sad, den ene
uden at se den anden, med Hovedet i Haenderne, evig skiftende Stilling
som sovnlose, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervos af at se
paa disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter
satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Aandsfravaerelse, som
om den ene smittede den anden. Og saa denne Dor, der gik op og i
hvert femte, tiende Minut, lydlost, paa sit Filt … selv troede Adolf
stadig han passede paa _sit_ Ansigt, saa det forblev ligegyldigt og
roligt.
Han gav sig i Snak med en svaerlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i
en Krog, traet af det meget Loberi i “Byen”. Buddene talte saa hojt
inde i deres Rum, saa man horte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der
kun to for ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han
sagde: Bankembedsmaendenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer
langs Knagerne, og Adolf begyndte paa en Gang at vaerdsaette dette konne
Stof i Tankerne og taenkte:
Hvor mange af _dem_ har mon Underskud i Kasserne?
Nu kom hans Formand ud. Adolf aabnede Doren, og Konferentsraaden
haevede Ansigtet fra Papirerne og saa’ hen paa ham: Strax, sagde han og
gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.
Adolf fik paa en Gang som hundrede Sanser og saa’ Vaerelset,
Vaegkortene, det store Kronometer, Konferentsraadens Profil med detsamme Blik, mens han taenkte:
-Hm–hm–mer Venten, og han drejede sig mod et Vaegkort med Ryggen mod
Konferentsraaden.
Konferentsraaden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Haenderne
nonchalent paa Ryggen, folte sin egen Puls til Lyden af det dikkende
Kronometer.
-Ja–saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa’
hastigt hen paa ham, for han atter dukkede sig over sine Papirer.
-Eller–jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk
og satte sig.
-Ja–det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har
onsket at tale med Dem. Vi maa–han sogte noget om Ordene–en Gang
tale ud med hinanden; han tav lidt.
-De spaender Deres Kredit meget staerkt, Hr. Adolf, sagde han saa og
saa’ paa ham: Deres og Deres Fa’ers.
-Ja–sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og taenkte:
“Hm–hvad jeg ventede”), det staar vel til at antage, at en
Forretningsmand som min Fa’er ved, hvad han gor.
Konferentsraaden legede med sin store Lineal og svarede ikke.
Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brosigere ved Synet
af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en
Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensraad, naar en
Fader saetter sin Formue i sin Sons Forretning.
-Sin _Kredit_, rettede Konferentsraaden og legede igen lidt med
Linealen, for han lagde til:
-Ja, ja–Deres Fader er jo et godt Navn. Direktor Hein lagde et lille
Eftertryk paa det sidste Ord og saa’ hen paa Adolf, der, som smittet
af Lineallegen, var begyndte at dreje sin hoje Hat som en Molle mellem
sine Ben. Konferentsraaden betragtede interesseret denne Molle, for
han lagde Linealen ned og sagde:
-Jeg har imidlertid som _Ven_ villet gore Dem, _Dem_ personlig, sagde
han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet–der dog sikkert er bedst
inde i Forretningerne–i hele Forretnings_gangen_ (udtrykte han
praecisere sin Tanke og saa’ ned paa Mollen, der blev ved at dreje)
opmaerksom paa, at Bankdirektorerne er blevet enige om at vise megen
Forsigtighed overfor Deres Foretagender.
-Ja–jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske saerlig
Forsigtighed, Hr. Adolf.
Adolf holdt Hatten mod sit Knae: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom
lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gor.
-De _tror_ det, sagde Konferentsraaden skarpere. Der blev en lille
Pavse: Det er i Virkeligheden en _meget_ betydelig Vekselmasse, der er
i Omlob paa Deres og Deres Fa’ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.Adolf syntes, at Timetallene paa Kronometret gik rundt som et Hjul,
men han smilte og sagde:
-Ja, det vil jo altsammen vaere aendret, naar forst Prioriteten er
ordnet, Hr. Konferentsraad.
Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at le lystigt og
lo en rum Tid: Ja, sagde han–den Dag vil jeg gratulere Dem. _Os_
staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglaeste Million.
-Vi _er_ tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget
munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op:
-Men Centralbanken har holdt os laenge hen, Hr. Konferentsraad, sagde
han og tilfojede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre
Engagementer.
Konferentsraaden havde vist slet ikke hort det, for han vedblev kun at
smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden
tilsyneladende Sammenhaeng med noget af det foregaaende:
-De er en forfaengelig Mand, Hr. Adolf–en meget forfaengelig Mand, det
har jeg altid sagt.
Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa–sagde han–saa vil
De jo betragte denne Samtale … der bli’r mellem os–som det, den
er–som: et Venskabsbevis … Farvel, han bukkede kort.
-Farvel.
Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede
Doren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa
et Braedt. Han saa’ alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og
Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han
saa’.
Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kafeens Vindu: Hvad? har du
nu Tandpine igen? raabte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen.
Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere
rundtomkring.
-Ja, sagde han blot og satte sig.
Der blev bragt Direktoren Kognak at holde ved Taenderne.
… Den provinsielle Grosserer maatte slaa Konferentsraaden
opmuntrende paa Skuldren, for han vendte sig fra Vinduet, hvor han
havde set Adolf skraa over Pladsen som var han en Sovngaenger, der
listede frem langs et Tag.–I Forretningen ventede Herluf.
Han havde forst siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flod stovede
paa Pultene, Adolf kom her jo naesten aldrig mer. Saa var han vandret
rundt nede i Lokalet: Butiken saa’ ud som plyndret efter det sidste
Salg–et “Kronesalg”, Adolfs nyeste Ide, en Konkurrence med
Halvtreds-Ore-Boderne, hvor man strog de allersidste Kroner ind for
Saeson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle
medtagne udstoppede Duer, der floj ligesom skraemte med deres udspaendte
Vinger.Berg drev rundt fra Vaeg til Vaeg og spogte med Froknerne og slog paa de
tomme Cartoner, der var stillet op paa Montrerne i Figurer. Han horte
efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, saa de begge gik
op igen, i det forladte Kontor, Froken Hansen og han; og de ventede,
staaende eller gaaende rundt:
-At det kan vare saa laenge, sagde hun.
-Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem–heroppe var Vaeg-uhret
gaaet istaa–: Halv fem, sagde Herluf.
-Og han gik Klokken tre?
-Ja, sagde han.
De gik atter ned, begge to–de maatte vaere sammen–og de talte, mens
de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:
-Maaske er han gaaet hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.
Telefonen ringede: Det var en Depeche fra “Spenner-Bureauets” Tourne,
der var ankommet til “Victoria”; Bernhard-Schmidt-Tourneen i Ribe:
Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.
-Og en Kasse paa sytten Kroner, sagde Berg og lod utaalmodig
Horeapparatet falde haardt ned i sin Gaffel.
De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Froken Hansen igen.
Hun begyndte tankelos at gaa rundt og stove af paa Pulten og inde i
det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmaerker hang glemte og gulnede
paa deres Pinde.
Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, naar
den Gamle blot ikke faar dem at se.
-Den Gamle–hvad? sagde Berg.
-Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude
skriver jo Navnet.
-Men–for Guds Skyld, sagde hun og holdt Haanden hastigt og angst op
for Munden. Herluf var blevet lige saa bleg som hun og greb hen mod
hende. Det varede lidt, for han spurgte–og der var slet ingen Lyd i
hans Stemme–:
-Hvorlaenge har det vaeret saadan?
-Laenge, sagde hun.
De traadte ud af Rummet, og Froken Hansen gik ned i Butiken. Lidt
efter rev Herluf Doren op dernedtil:
-Jeg gaar ham imode, raabte han. Han kunde ikke blive, ikke laenger
holde det ud; og han gik ud ad Bagdoren. Han saa’ slet ikke den Dame,
han strejfede i Gangen.
-Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nodigt
–og han stod foran Asta Heltz taet ved Doren–at vi undgaar hinanden,sagde hun.
Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig ses. sagde hun med en
let Anstraengelse, og vilde holde ham et Ojeblik fast, trods hans
Forvirring, som hun troede skyldtes hende:
-Vi var jo dog altid gode Venner.
Berg bojede kun stille Hovedet.
Saa sagde Asta, idet hun forte Armen frem, som vilde hun indramme hele
hans nye Existens her inde og derude paa “Victoria”, i en Tone, der
skulde spoge, men lod lidt brudt:
-Og _her_ har De altsaa _Troen?_ sagde hun.
Og misforstaaende ham paany (det var, som Sted og Jord skulde glide
bort under hans Fodder, og han blev saa bleg som et Lig) angst, for at
han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt
og bedrovet:
-Aa–Berg–desvaerre–vi var vel Tvivlere begge.
Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at kobe hos
Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude–den lille
Stakkel.
Berg blev som vaekket ved det fremmede Navn og saa’ ud: Ja–var det Fru
Stern–det lille syge, skraemte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt
hende igen, som hun saa’ ud….
-De saa’ hende vist en Aften hos os, sagde Asta–for et Par Aar siden
… Den Aften, sagde hun sagtere.
Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
Herluf folte sig kun som bedovet og saa ganske uskikket til at taenke,
mens han, idet han gik ned mod Ostergade, vendte sig mekanisk Gang paa
Gang for at stirre forbavset tilbage paa lille Fru Sterns forandrede
Ansigt.
Paa Ostergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og
rodkindet: De maatte i “National” i Aften, sagde han, alle i
“National”, i Aften–der var Debut i Aften … Adolf havde en hoj,
stojende Stemme og store Bevaegelser, mens han blev ved at snakke om
National, og om at _han_ inviterede Selskabet til “Victoria”….
-Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhojt og tog ham
i Armen.
-Alt i Orden–naturligvis, sagde han brosigt og begyndte igen at tale
om “National”: de maatte have Brodersen med…
De horte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde
fulgt et Medlem af “Athenaeum” op og ned ad Ruten, og som vrovlede
Art–mens ogsaa Konstantin blev mere og mere hojrostet (mens han
idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Son stod paa Fortovet
ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, saa det
skar gennem Berg.Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky
Blik hen paa Sonnen:
-Ja–du gaar vel ikke hjem til Middag–Konstantin?
-Nej–jeg maa vaere paa “Victoria” sagde Adolf.
-Ja–Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.
-Jeg gaar med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han folte en angstfuld
Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophorligt lige
til sin Gadedor hjemme.
Konstantin skiltes fra Blom oppe paa Kobmagergades Hjorne. Da han lob
forbi Glasdoren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til
Froknerne. Froken Hansen vaklede i Knaeene, da hun saa’ hans Ansigt, og
hun lob op ad Kontortrappen og slog Doren til.
-Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde naeppe tale.
Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten
som et livlost Noget og hulkede hojt.
-For Guds Skyld, for Guds Skyld–der kan komme nogen, sagde hun i den
yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der sket–hvad er der
sket? sagde hun. Sig det–sig det….
Han loftede Ansigtet og saa’ kun paa hende med Ojne, der var stive og
som forvaagede, idet han begyndte at hulke igen.
-Ved han det? sagde hun: ved han det? hendes Taender klaprede i Munden,
og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.
Han svarede ikke strax–hulkede kun. Men saa begyndte han at tale;
afbrudt af Stonnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spaekkende det
med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Ronner
og Spenner, som han kaldte “en Forbryder” og Berg, den Stymper–dem
alle: _Ham–ham_ lod de baere det, raabte han fortvivlet, til han som
et Kadaver faldt ned over Pulten.
Froken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Haender og slap dem
raadlos igen.
-Om nogen kom–om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Haenderne.
-Hr. Adolf–Hr. Adolf–hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for
at vaede hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen,
sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.
Han loftede Hovedet og saa’ forvildet paa hende. Sit Forhaar havde
hun halvt revet op, og hendes Kinder braendte i Angstfeber. Adolf greb
hendes Haender og trykkede hendes Fingre, saa de smertede:
-Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog
med Ansigterne taet indmod hinanden, begge blege, aandelose, pludselig
Blik i Blik–mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, laenet ind mod
hans Skulder.
Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begaer, greb han hende omHaandledene og forte hende ind i den gamles Rum, hvis Dor han slog
til, saa den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det rode
Trae raktes dinglende langt ud af Munden.
*
*
*
*
*
Marie Pige havde allerede nogle Gange vaeret ved Dorene for at se efter
Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkroben med Fodderne
op paa Sofaen under Taeppet, og hverken horte eller saa’, men bare
stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.
Marie Pige var igen ved Dorene, da det ringede. Det var Asta Heltz,
der var her med Vognen.
-Det er kun mig, sagde hun straks i den forste Stue, lille Fru
Mathilde fo’r sammen: Saa korer vi, sagde Asta muntert.
-Ja–Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod
hende.
-Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Haender,
som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun saa’ bekymret ned i
Venindens Ansigt, hvor Ojnene, syntes hun, blev storre og storre hver
Dag, med saadant et aengstende skraemt Blik, naesten som hos et sygt
lille Barn.
-Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.
-Ingenting–ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.
-Vist saa, sagde Asta og tog hende naesten paa Skodet: noget er der,
noget maa der vaere, sagde hun og klappede hendes Haar. Hun talte til
hende som til et Barn og brugte de gamle Kaelenavne fra den Gang i
Pensionen, naar Mathilde kom i Morkningen (da faldt Hjemveen altid
strengest over de unge Pigeborn) og krob saa taet, taet ind til Asta:
Mathildes Hjemve havde vaeret som en hel stum Forstenelse, og saa
havde Asta altid vaeret den, der maatte troste og hjaelpe.
-Det bli’r jo godt igen, det bli’r jo godt igen, sagde Asta nu som den
Gang: Lille Mus–lille Mus.
Mathilde naesten stonnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kaelenavn
pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.
-Mathilde dog–men Mathilde dog.
-Jeg tager Tojet paa, sagde Mathilde hastigt og gik ud.
Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Raad
mer. Hun havde forsogt alt, hvad hun kunde taenke–lige fra den Dag,
Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med et, midt som
de stod, havde kastet sig ind til hende og havde graedt og graedt, uden
at svare og uden at tale, blot graedt og graedt…
Ord havde hun ikke faaet ud af hende. Da Graaden var stilnet, sad
Mathilde kun tavs og forknyt paa Sofaen hos hende–laenge.
-Jeg maa jo nok komme igen til dig, sagde hun saa, da hun gik, det
var, som Graaden vilde komme op igen.Naeste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun taenkte, det vilde
maaske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foraaret rigtig kom.
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjorne, og
viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der naesten pinte Asta… .
… Mathilde kom tilbage med Tojet paa, og de gik ned til Vognen. Hun
blev meget snaksom idag, mens de korte–en hastig og broget
Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig
plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig
sad med de samme stive og stirrende Ojne og talte, talte om lost og
fast:
-I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.
-Rejser? sagde Asta.
-Men hvorhen?
-Over til Gaarden … Stern har skrevet … Det kom alt med den samme
ynksomme Hast, som legede hun “Hund og Hare” med sine egne Tanker …
Han er der … Og der er saa smukt nu … nu det bli’r Foraar, har han
skrevet, sagde hun.
-Men hvorfor vil du rejse netop nu–nu, da du ikke er rask, sagde
Asta.
-For–jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Ojne ud
i Luften, til de vendte hjem.
… Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Vaesen var naesten
endnu mere aengstende og forskraemt, da hun kom tilbage.
Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par
korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og
forvirret, saa han gik urolig rundt–tilsidst rent forpint–og ikke
vidste, hvad han skulde taenke: Hvad mon der var i Vejen?
For der maatte jo dog vaere noget i Vejen….
Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren
og Stojen, naar hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget
videre; han havde taget det for Luner eller “Folger af Foraaret”, som
gik over.
Men Brevene nu forstod han ikke. De var saa besynderlige, helt
anderledes end for: et Par regelrette Saetninger med en Haand saa
omhyggelig som Bogstaverne i en Skonskriftbog uden saa meget som et
eneste af deres “egne” Ord–kun de nogne Par Saetninger.
Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden,
naar hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfaeldigvis
vaeret ombord paa det samme Malmoskib og fortalte det:
-Man maa lufte sine Nerver, sagde han. Man maa lufte dem …
Skidt–skidt er det, sagde han og holdt sig paa Baghovedet….
-Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre–det er
osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.Erhard folte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han
kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og en Gang ventede han
ved Volden forgaeves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forlob
endnu et Par Dage, hvor han sagde, at “det jo i Grunden var ham saa
ret ligegyldigt.”
Saa skrev Mathilde, at de maatte modes en Aften ude–i Gronningen,
naar det morknede.
Erhard indtraf forst og maatte vente laenge. Tilsidst kom hun, og da
han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Morket, blev
han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet.
Hun var foran–hun naesten lob–og Erhard blev endnu mere forvirret ved
Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja–noget
er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde vaere,
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab–for han
havde haft “Luner” under deres Forhold–; og midt under sin
Sindsbevaegelse folte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed:
hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.
Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget
livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun forte kun lidt
for ofte de urolige Haender op og ned i Luften, saa de mange Armringe
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem
begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst
syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en
smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kvaern–_altid_ havde
vaeret ligesaa tomme og saa indholdslose som nu.
Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske morkt:
-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.
-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.
-Ja–jeg ved ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo’r er evig
derhjemme–i den sidste Tid.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Haenderne
djaervt i hinanden, hojt oppe fra Luften.
-Jo-s.
-Jo-s, sagde de begge.
Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde vaeret
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Haekletojet og monstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.
Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: HendesNaade var jo–ogsaa efter Maries Oplysninger–laengst overbevist om, at
der “ikke mere kunde vaere Tvivl”.
Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skon og bevaegede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og “satte Stole
tilrette”, mens hun undersogte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
Ojne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.
Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, for Marie havde endt
sine Undersogelser, og Mathilde saa’ op og modte Pigens hvasse Ojne
paa sig:
-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo’r op.
-Nej–nej–jeg skal ingen The have, sagde hun og naesten rev sig los
fra Generalinden inde i Spisestuen for at lobe ind i Sovekamret, hvis
Dor hun slog til. Der kunde hun da i det mindste vaere i Fred for deres
Hvisken og Synen–gemme sig og ligge i Morket.
Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udoste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at “hore efter” og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdoren; naar Mathilde horte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at graede.
Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og for hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
laese et Par Sider i “Thornam”.
Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage for hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst’s Digte og Mathildes ovrige literaere
Konfirmationsgaver. “Thornam” var i den Familie som en Slags Indvielse
til AEgteskabet….
Da Generalinden arriverede naeste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entreen og hvidskede. Alt var vel–Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front for Slaget, og gik ind i Sovekamret.
Men da hun kom derind og saa’ Datteren, der sad bleg, i den hvide
Friserkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, traet Bojning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst–blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og naesten at sidde
foran Spejlet ubevaegelig og folelseslos: hun havde graedt alle Tanker
ud inat.
Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos
Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun paany blev greben
af hele Forbitrelsen fra igaar, en Indignation overfor det
“overdrevne” i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:
-Dette her kan jeg ikke laenger forsvare, Mathilde, det–det er en …
Urimelighed–der gik en ganske svag Skaelven gennem Skikkelsen iFriserkaaben, og Generalinden var saa echaufferet, at man rent ud
kunde have sagt, hun “transpirerte”–
-Madam Jensen er her, brast det ud af “Naaden”.
Mathilde rorte sig ikke, skont hun forstod, at det var Nettet, de nu
trak sammen om hende.
Generalinden folte sig uendelig lettet, da hun saa’ Madam Jensen, der
havde biet i Spisesalen, komme frem i Doren.
Men ogsaa Madam Jensen standsede et Ojeblik forlegen foran den blege
unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i naesten sanselos Skraek
… Men saa gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde
praktiseret i tre og tyve Aar–“diskre” sagde hun og sammenfattede
hele sit Program i det ene Ord, som hun berovede dets “t”; hun vidste,
hvad en “Forste-Gang” var) et Par Skridt frem og hilste.
Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter paa Panden ligesom til
en Velsignelse.
Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdoren i Spisestuen og ventede.
Der var kommen en egen saer Hojtidelighed over dem, saa de var ikke
ulig et Par Praestinder, som i en Tempelforgaard biede paa
Aabenbaringen af de hellige Mysterier.
*
*
*
*
*
Hun kom altsaa ikke–igen ikke.
Erhard havde allerede Frakken paa for at gaa og havde slukket Lampen,
saa kun Lysene for Spejlet braendte. Men han satte sig alligevel endnu
en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste
Time, og han begyndte forfra paa den ene og samme Tanke, som havde
fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Gronningen,
Mathilde og han:
-Om det var “det”–om det kunde vaere “det”?
Og han sammenholdt paany alle Omstaendigheder … hendes Luner …
hendes Vaesen … det Hele fra den sidste Tid….
Han fo’r sammen, da det bankede paa Doren, og raabte saa “Kom
ind”–han troede, det var Vaertens Pige. Men det bankede igen, forknyt,
saa det naesten var uhorligt, og han rejste sig for at lukke op.
Det var Mathilde, der stod laenet mod Dorkarmen.
Erhard kvalte et Udbrud, da han saa’ hende, og hun gik ind forbi ham
med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gaaet en saa lang
Vej. Han blev greben af en raadlos Medlidenhed og Smerte:–_det_ var
Mathilde; og han bojede sig frem og tog hendes Haender, der var kolde,
som havde alt Blod forladt dem–de besvarede ikke hans Tryk.
Fra det forste Nu, han saa’ hende ved Doren, havde han vidst: Ja, det
er som jeg taenkte. Og mens han endnu holdt hendes Haender i sine, fo’r
et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage paany gennem hans Hoved–og
undertrykte selv hans Smerte–AErgrelse, Forventning, Beregninger af
Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at hanikke folte sig skinsyg paa Stern): Det var altsaa ogsaa derfor, hun
rejste.
De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tojet af og satte sig, og
Erhard sagde:
-Du er saa kold … her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gaa
frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens
han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:
-Men du elsker hende jo … Hvorfor taler du saa ikke til hende,
klart, aabent, og tager Ansvaret paa dig som en Mand? Hvorfor tager du
hende ikke om Hovedet–kysser hende (hvorfor har du i det hele taget
ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det
eneste haederlige var: Vi to, som _elsker hinanden_, maa jo vide, det
er _vort_ Barn–_jeg_ ved, jeg er dets _Fader_….
Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at raekke hende Glasset med
Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle
hendes kolde Haender mellem sine, mens han i en forloren Kaeletone
sagde:
-De smaa kolde Haender–de smaa kolde Haender, og satte sig ved Siden af
hende for selv at drikke.
Han fyldte Glassene paany, mens de blev ved at tale med
aandsfravaerende Ojne maalende hvert Minut, der forlob. Og bestandig
forlegen, blot for at der skulde “ske” noget, lod Erhard sig glide ned
fra Saedet paa Taeppet og klappede kaertegnende hendes Fodder–“de smaa
Kid”–der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Haender.
Og enten for at overdove en ulidelig Smerte, der overvaeldede dem
begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med et begyndt
at brydes og fo’r begge op og lob rundt i Stuen efter hinanden, hede,
leende og aandelose … Erhard havde haeldt en Vandslat i det tomme
Glas, da han vendte sig og saa’ paa Mathilde, der var blevet staaende
stirrende frem for sig, med fremrakte Haender, midt i Stuen. De holdt
begge op at le: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun staaende.
Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede
Valpladsen efter en “Tagfat”, som sogte hun, Hjaelp eller Flugt–for
hun mekanisk lod Haenderne synke. Greben af en Elendighed, der
gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedovelse som
et pludseligt Lyn saa’ hun i dette Kammer, haerget som af en
“Blindebuk”, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en
flov Grimasse, hele denne Kaerlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.
Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dodsmomentets
spraengende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske
Traade paa en Gang, gennemlob han dem alle og forstod hende.
Og dog han rorte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage;
stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han saa’
hende tage Tojet paa med saert stive Fingre–binde Hattebaandene om sit
Ansigt som af Voks–og gaa som en Sovngaenger vilde gaa og lukke Doren
sagte til.
… Da hun var gaaet, vandrede han laenge rundt i begge Stuer, flyttedeMoblerne paa Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken paa,
foran de snart nedbraendte Lys, han vilde slukke, sagde han:
-Hm–du er altsaa ikke en Gang istand til at fole Sorg.
Pustede Lysene ud og gik.
*
*
*
*
*
Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost paa Terrassen foran den
store, gammelt hyggelige Have.
Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kaelede for
“sin Son” og for Mathilde som en Rugehone for et Par Kyllinger. _Han_
fik sine Livretter og _hun_ matte “skaanes”.
Hele Huset daeggede og pyllede om Fruen; de slaebte Hvilestole rundt,
naar hun vilde “gaa”; (eller rettere naar Hendes Naade vilde, at hun
skulde gaa, for Mathilde selv “vilde” jo ikke saa meget, lod mest
handle med sig–som de syntes, bleg og stille forknyt) og naar hun
havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedorene
og tyssede paa hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.
Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile
lidt nede under Blodbogen nu, der var Skygge….
Stuepigen slaebte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom
op fra sit Saede: Stot dig paa mig, sagde Generalinden, og hun nikkede
endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.
Stem blev siddende ved det daekkede Bord og rog en Cigar ud. Der var et
eget Velvaere over ham i Sommer–det var vel Familielivet.
Han skod Cigarrogen ud i langagtige Skyer, medens han saa’ efter de
to, der gik ned over Plaenen.
-Ja–en udmaerket Moder, sagde han, og saa’ beundrende efter
Generalindens ranke Ryg.
Nede under Blodbogen var der svalt og rart. Generalinden laeste hojt i
en Roman af Dickens for sin blege Datter.
… Familien Gerster laa paa Landet ved Skodsborg. Det vil sige
Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt
tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iovrigt lidt mat i
Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og slov midt i Selskabet,
stirrende frem i Luften:
-Erhard, raabte Lange: Ser du Spogelser?
-Ja, sagde Erhard tvaert: Jer. Og han sad igen som for, mens Brodersen,
der ikke havde hort andet end “Erhard” og “Spogelser”, sagde den
kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:
-Ja-a, sagde han: Han er s’gu bange … Det er derfor, han
aldrig–tor ligge alene i Morke….
De lo laenge, laenge allesammen….–Daarlig saa’ Erhard ud hele Sommeren.
IV
Himlen var hoj og sommerlys endnu, skont det var helt ind i September,
og langs Soerne skinnede de gullige Blade mellem Lovet som om det var
sydlige Frugter i Solen.
Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Proven, da han saa et Par
kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde
forladt “Bladet” og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at
undervise et Par Haandvaerkssvende i Arithmetik og Retskrivning.
Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i
hans sarte Person, naar de modtes. De talte om social Videnskab op og
ned ad Gaderne:
-Han ved s’gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske
fornuftig Fyr–han blinkede beskyttende–og, som sagt, han har laert en
Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snoften paa Ordene.
-Ja sagde Herluf–.
-Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s’gu _vide_
noget, du … Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de,
sagde Lange. Men “Ideer”–Tak. Lange gjorde en Haandbevaegelse, som
berovede han “de andre” en hver Ide.
-Men Arnold har dog laert en del, sagde han igen. Og saa gir man ham
_Synspunkterne_–du–forstaar du–“det storre” Syn paa Tingene.
-Man laerer virkelig en Del … Jeg maerker s’gu, man laerer ikke saa
lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.
-Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornojet. Det vokser
jo nok–og go’e Billeder har man nok af–s’gu brillante Billeder, du
… og man ved, hvordan Lyset skal falde … men alligevel … Man maa
s’gu forst _laere_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han
nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige,
sluttede han sin Udvikling.
… Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar
vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var
iovrigt ingenlunde Invalid, men folte sig tvertimod meget
friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine
Haandvaerkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.
-Maa stadig vaere i den friske Luft, sagde han.
-Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.
-Ja–ja, nikkede Lange bekymret. Naa–man gaar og ser Tingene og laerer
s’gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der
gik ved Siden af ham, stille og blegnaebet.-Og hvordan gaar det med Deres Haandvaerkssvende, Arnoldsen? spurgte
Herluf.
-Godt, sagde Arnoldsen kort.
-Det er s’gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede … Vi
taenker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de
Folk, vi, nogle Stykker, der dog ved noget … Det gir et Menneske
Ovelse, du, man laerer at udtrykke sig, sagde Lange.
-Og “Vuerne” kommer s’gu bedst, naar man _taler_, sluttede han glad.
De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod
Taarnbygningerne.
-Naa, sagde Lange og blinkede fornojet (Lange var besjaelet af en
voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmaendene gik I
nok i Vandet, i Gamle.
-Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.
-Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og
Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et
Slag ned mod Osterbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i
Arnoldsens.
-“Vel” du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters
Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store
Haandbevaegelser, mens han gik og oploste den moderne Videnskab i
Synspunkter.
Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme,
sagde Stuepigen. Men Fruen–.
-Ja–hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde set
Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at
vente i Gangen.
Pigen kom tilbage og lukkede Doren til Dagligstuen op: Hvis Hr.
Direktoren vilde vente et Ojeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen
strax.
Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa “Visitpladserne”
nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjaelpsomt ligeoverfor
hinanden som et Par forlegne Folk, der praesenteres og ikke ved, hvad
de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han
horte Dorene stojende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at
Professoren kunde vaere hjemme nu paa denne Tid.
Tilsidst kom Professorinden: Aa–man har endnu alle de landlige Vaner
og la’r sig overraske hojt op paa Dagen, sagde hun og hilste.
Sandheden var, at Professorens allerede havde vaeret inde fra Landet i
over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svaert
videre end til “Skammekrogen”, hvor hun ogsaa efter Frokost naar
Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde. Linned og
Daekketoj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet
ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at
kunne sidde med noget mellem Haenderne.Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold
og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar–mens Herluf
uvilkaarligt sad og saa’ paa Professorindens travle Haeklenaal: han
havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var
Besog.
-Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren
lamenteret over den evige Jernbanekorsel….
-Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde–lagde hun til.
Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille
Marmorbord med Haandbiblioteket og laeste nu paa Ryggen Titlen: Monrad,
Fra Bonnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og
vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa’ op
for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:
-Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stodvis.
Hun begyndte at sporge om Berg–hvor han havde vaeret og sagde saa
pludselig, naesten uden at vente paa hans Svar:
-Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.
-Nej–han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De folte begge,
at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men
de ventede og–Herluf stadig med Ojnene i Gulvet.
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og
idet hun hastigt lagde Haekletojet bort, tilfojede hun:
-Kunde De ikke–tale med ham?
-Jeg? sagde Herluf … Ja–hvis det kan nytte.
-For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev
pludselig meget bevaeget, det er slet ikke andet end en Vane … at han
er saa lidet hjemme.
-Nej, sagde Herluf.
-Det er kun Selskabet–jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder
ham fast i daarligt Kompagni….
-For selv er han–i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme
blev igen bevaeget, saa hun naeppe kunde tale, ikke andet end et
Barn,–kun et Barn, sagde hun og holdt Haeklenaalen mod sine Laeber, der
sitrede rebelsk.
Berg mumlede noget som en Bekraeftelse, og Professorinden sagde efter
en lille Stunds Forlob sagtere:
-Har han ogsaa talt til Dem om “sin Ide”–at han vil flytte
herhjemmefra.
-Ja–han har sagt noget om det, sagde Berg og saa’ ned.
-Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge–i vorTid, sagde Professorinden og sogte at smile.
Til Tvistepunkter–Professorinden havde ganske Ret–var i Familien
Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som
Professoren og Erhard saa’ sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue
sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik–over en
Raekke Ligegyldigheder, der kun daekkede over alt det andet, hvorom de
ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de
bare saas.
-Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden.
De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Saetning:
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme
skaelvende Stemme.
Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de horte
Professorens Skridt i Sidevaerelset, og Professorinden uvilkaarligt
rejste sig halvt:
-Der er Gerster–allerede, sagde hun.
-Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, naesten overdreven
hoflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.
-Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besvaerlig,
sagde Fruen.
-Ja–infam Korsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, hoj
Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:
-Har De maaske set vor Hr. Son fornylig? spurgte han saa med et.
-Ja, sagde Berg.
-Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan
ikke mere bo herhjemme–her er blevet ham for snaevert, sagde han og
slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.
Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjorne som en urolig
Hund i Laenke og talte med en hidsig, bevaeget Stemme: Ikke nye Ideer
nok i Atmosfaeren, sagde han.
-Ikke _Frihed_ nok, raabte han.
-Gerster, sagde Fruen.
-De ved maaske, om han allerede _har_ lejet Lejlighed, sagde
Professoren og vendte sig.
-Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en
tovende og usikker Stemme.
-Og vi er jo beredt til at gore alt, hvad han vil, sagde Professoren
pludselig standsende, i en hoj, skaendende Tone–hvis han _bliver_ her,
fojede han til og vendte sig.
De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage ifor sig, bojet frem mod den lille Boghylde.
-Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun
sagte.
Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet sket endnu
–sagde han.
Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet,
bort over Gulvet. I Doren vendte han sig halvt og sagde barsk for at
skjule sin Bevaegelse:
-Aa–Drengen er forrykt, raabte han og gik.
Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at
lobe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.
Hun graed stille, uden at taenke paa, at Berg var en fremmed, der saa
hendes Graad.
Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadlos og bevaeget ved Synet af
denne “Dame”, der graed. Saadan sad de laenge, mens der ikke blev
vekslet et Ord.
Professorinden var hort op at graede, og da Berg vendte sig, rakte hun
ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og
hun kunde ikke tale.
Herluf bukkede kun tavs som hun.
Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dor op,
og talte nogle Ojeblikke med ham som saedvanlig, mens han aabnede
Entredoren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han
pludselig:
-Han kan jo faa det ganske som han vil–her hos os. Om De vil sige ham
det.
Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Doren for
Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Noglen to Gange om
–bag disse moderne Forforere af hans Son.
Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin
Krog i Spisestuen. Hun taenkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var,
der odelagde hendes Son. Hun gik om Dagene ind i hans Vaerelse og hun
sogte om et Billede, et Brev, et Tegn fra “hende”. Hun aabnede hans
Skrivebord med en af sine Nogler og hun undersogte hvert Papir og hver
skreven Linje–for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var
bedre, hun vidste, hvem hun var.
Men hun fandt intet–for der var ingenting.
Den Allemandslykke, som Erhard nod, satte ikke slige sentimentale
Spor, som de, hun sogte. Og hun blev under sin resultatlose Forsken
naesten endnu mere urolig og forpint–Dag for Dag overfor denne sin
slove og viljelose Son, som hun lidt efter lidt var kommen til at
omgaaes med en stille Naensomhed, som var han en Rekonvalescent, der
traengte til Omhu og Pleje.For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende–naesten kun ved
Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som
Gerster ikke kunde lade fare.
Erhard havde stadig de to Stuer ved “Volden”. Der var han mest.
“Benene vilde til Kroen”; og han var kun som en Slags stille Dranker,
der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden
nogen Stoj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
Herluf sad en Dag oppe hos ham ved “Volden” i Stuerne, hvor alt var
falmet og uhjemligt som i et Passant-Vaerelse i et Vestervoldhotel,
hvor hver Rejsende kun bliver en Nat. Efteraaret trak med sin
Fugtighed ind gennem baade Vaeg og Dor.
-Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?
-Nae-ae.
-Ja–jeg ikke heller.
-Og hvad saa? sagde Gerster.
-Saa skulde du dog hellere forandre det–og meget andet.
-Hvorfor? sagde Gerster blot.
De tav lidt.
-Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Graes, sagde Erhard og blev
liggende laenge med Ojnene op i Loftet.
De talte ikke mer.
Men et par Uger efter sagde Erhard Voldvaerelserne op.
*
*
*
*
*
Herluf Berg saa’ Leverandorernes Vogne og Kaerrer udenfor
“Victoria-Porten” endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjornet til
Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandorernes
Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres
Varer til Kokkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de
skreg paa Bagtrappen, med deres Kontraboger i Haenderne, saa man horte
dem op gennem hele Gaarden.
Idag var man saerlig hojrostet. En hoj og skrattende Kvindestemme
skaeldte og svor op, saa det lod helt ud i Porten. Det var en
Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Daekketoj.
Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer
mod Drikkepenge, blev haengende paa Trappegelaenderet og horte til;
Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brodet uden mod
Kontant.
Spenner var forvirret og lob op ad Trappen, mens Konen blev ved at
skaende: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op
efter ham.
Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen,
der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alleSkillingerne sammen i sine Haender og lob med dem.
Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende
gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.
Slagteren og Vildthandlerbuddet drev flojtende afsted ud ad Porten,
men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i
Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skraeddersal, der havde faaet
Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for
at hore til.
Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Kokken,
skillende og vragende Kodstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt
blevet Blandingsgods, der er af Leverandorerne anbragte i
“Victoria-Etablissementets” Kokken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt,
undersogende Hons og Stege med ubevaegelig Ro som en Videnskabsmand i
sit Laboratorium.
Den store Kok var faerdig med at sortere og saa’ provende ud over det
samlede Indkob, hvoraf han havde sine fem Procent.
Han vendte sig mod Bordet med “Konserverne”. Det var aargamle Daaser
med en Del Rust langs Sommene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnaerede
Haender … Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var
Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Kokkenet til sin Post.
Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde
de ikke paa hinanden.
… Herluf havde tilbragt Tiden med at laese Koncertplakaterne ved
Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna
Beymers forste Koncert. Det var den “belgiske Nattergal”, som Hr.
Theodor Franz dog havde besluttet sig til at fore til Kobenhavn–uden
Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget
sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frokenens
Privat-Soiree, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter
og Pressen efter “en let Dejeuner”.
Da Herluf havde set Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige
Bagerdreng i Haelene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad
Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak
Hovedet ud ad den modsatte Dor, da hun var gaaet.
-Naa–er De her begge? sagde Berg.
-Ja–men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, for
han gik igen med Spenner, og de fik lukket Doren til den indre Stue
efter sig.
Herluf gik rolig ned til Proven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast
og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man
kom, kunde man traeffe dem forhandlende for lukkede Dore.
Det var i det hele noget saert i den sidste Tid med Konsortiets
medlemmer–naesten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag
var som haegtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme
Kontor egentlig orkeslose tilhobe blot for at sidde her op ad
hinanden, mens den tunge Maskine stonnede op gennem Huset som et
svaertbelaesset sitrende Dyr.Og paa andre Dage floj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et
hastigt Haandtryk og urolige Ojne for at komme bort igen; havende
travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige
“Forhandlinger om Prioriteten”, som Adolf og Spenner drev overalt: i
Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i
Garderoberne–med Kommissionaerer, Agenter og dunkle Projektmagere, der
dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og
bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.
-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og lob forbi Herluf ind i et
Kabinet til en af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to
eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke
skulde se den anden.
Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en
forhenvaerende Godsejer, der sogte hoje Renter for sine disponible
Penge, en velhavende Skuespiller, der taenkte at blive Direktor for en
billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmaend, der sagde
sig at vaere Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme
Konsortier, hvis Existens var grundlost Projekt. Alle kom de otte Dage
og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de
allerfleste kun forgaeves bespiste tidligt og sildigt, med Hr.
Desgrais’ dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete
Ansigter, som var det “en Herre med Dame,” de vartede op med de
franske Kyllinger.
Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som
“Direktorerne” (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktor, saa det rent
vrimlede med “Styrere”) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjorne
eller ude paa Gangen: “den Herre vilde ikke ses–ikke af nogen”, blev
der sagt, og Opvarteren forstod.
Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for
hinanden lige ned til Kellnerne.
Nede i Kokkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest
glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktorerne
overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som
de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags
Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa
Dagen og vaagnede utilpas og rodho’dede. Saa var de saert sky og lidt
forlegne for hinanden, naar de netop modtes, idet de listede ud ad
Dorene.
Martens var sjaeldent at finde fem Minutter paa samme Sted.
Han drev mest orkeslos omkring i Gaderne, der begraendsede
Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasaetteren om Tomten, hvor
det braender.
… Forste Akt af Proven var forbi–det var Arrangementsprove paa en
Operette, “Den lystige Krig”, som Herluf vilde se at faa op til
December for at slaa saa megen Mont som muligt af den slemme dode
Tid–og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin
Overfrakke paa:
-Satan–til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.
-Ja–ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskaeftig atsnakke los om Svamp og Vejr og Prove.
-Naa–saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen
imod Doren.
-Ja, sagde Adolf blot.
-Hvorhen? spurgte Berg.
-Hjem, sagde han i Doren og gik.
Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog slove alle de kendte Veje
for at soge “Udvej”. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste
Graenser–for tusinde Gang–af Venskab, Forretningsforbindelser og
Bekendtskab gik han for at soge Udvej til Penge. Men der var ingen
mer.
Spenner og han havde skaendtes, med halvhoje forbitrede Stemmer, hvor
hver Saetning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig
fjendtlige overfor hinanden.
-Det skal altsaa vaere forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds
Kroner forbi–og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.
-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.
-Din Moder har Penge, sagde Spenner.
Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_
laengst var forbi, som havde heddet “Moders Penge”–stakkelt to, tre
tusind, som han havde fort i Munden ved Siden af “Faders Formue”, og
som gamle Fru Adolf laengst havde bragt ham i “Bikubebogen” en Morgen
ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.
Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham–Konstantin blev saa
let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting–:
-Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et
fremmed Sted, naar man selv–naar man selv har Forretning, sluttede
hun helt forvirret.
Og Adolf havde taget dem med en Floskel: “skont det egentlig ikke
behovedes”. Da han havde faaet Tojet paa for at gaa, vendte han dog
pludselig om og gik ind og kyssede den “Gamle”.
Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for
Konstantin–taenkte hun.
… Nej, Penge var der ikke mer … Men hans Tanker sogte om Vaerdier,
Ting at gore i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa penge….
Solvtojet var der.
Han taenkte igen paa Solvtojet, som han havde set en Morgen nu
fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet
igennem Vaerelset og var standset for at se paa det. Moderen snakkede
og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for
Stykke:-Det var Penge–ikke saa faa Penge, taenkte han.
-Det var Fodselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den
sidste Provesolvsgaflerne, hen til de ovrige pudsede sytten.
Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.
-Gaar du, Konstantin? sagde hun.
-Ja. Farvel, sagde han aandsfravaerende. Han taenkte allerede paa,
hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det maerkedes,
og uden at det blev set:
-Kommer du til Middag? spurgte hun.
Man maatte kunne pakke gamle Boger ind i Lagenerne–og gamle Papirer,
saa det just blev de gamle Pakker at se til.
-Nej, sagde han som for og gik.
Fra den Dag havde Adolf stadig haft Solvskabet i Tanker–som en
“Udvej”: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod,
skont han tidt havde vaeret derhjemme om Formiddagen, naar Huset var
tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende
bort: Gamle Fru Adolf var sjaeldent hjemme om Formiddagene nu.
Hun gik fra Dor til Dor hos Slaegt og hos Bekendte og lovtalte
Konstantin–evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades
Kaabe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun forst
havde graedt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved
Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i
Kaaben og lod alle beundre den.
-Ja–Gud ske Lov, sagde hun og folte selv hen ad AErmet: Konstantin kan
jo gore det.
… Nej-nej–hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det
vaere. Der var ingen anden Udvej:
Idag maatte han tage og pantsaette Solvtojet.
Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter:
Doren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet
skulde komme, og Adolf gik videre hjem.
Han lukkede Entredoren saa underlig sagte op uden at gore mindste Stoj
med Noglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dorene til Gangen
stod aabne. Han haengte sit Toj op og gik gennem Stuerne med de store
gamle Mobler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt
ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.
Han gik ud i Kokkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han
aabnede Bagtrappedoren for at se efter gamle Marie. Han horte hendes
Stemme nede fra Kokkendoren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa
Vejen til Byen….
Han blev staaende lidt, med Doren paa Klem og lyttede. Marie talte om
ham, forbedrende en af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun
bragte videre til alle Kokkendore.Adolf trak stille Doren til og gik tilbage. Han aabnede Doren ind til
Sovekamret–pludselig angst for, at Moderen dog kunde vaere derinde.
Men Foraeldrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af
hinanden med de hvide Taepper, mens Vaekkeuhret dikkede.
Saa tog han sig sammen og begyndte at soge Boger og Papir frem til
Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnoglerne var i Noglekurven, som han
maatte hente i Foraeldrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr.
Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han
fra lille … Han saa’ bort forbi Sengene, mens han tog den.
Skabsnoglerne fandt han ikke, provede baade fire og fem, for han fik
den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af
Angst: han havde ikke rullet ned–om nogen saa herind.
Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik
Solvtojspakkerne ud af Skabet … en lille Pakke i lyserode Papirer
faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst
ved Stojen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det
var hans Daabsbestik og hans lille Baeger, der var gledet ned paa
Gulvet….
Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han
ikke baere det.
Inde hos sig selv laasede han alle Dore, mens han loste alle Pakkerne
en for en og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han
noje i Facon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem
sammen igen….
Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i
de to halvmorke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de
laa just som for….
Baegeret og Bestikket havde han naer glemt paa sin Seng. Han stak det
ind til en Side i Skabet for han stillede Noglekurven i en Krog af med
Foraeldrenes hvide Senge.
–Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige
tog i Spisestuedoren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt
at dreje den om igen.
-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt–og–klaedte mig
paa.
Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han
saa’ ud, bleg og svedig i Ansigtet….
Adolf kom ud i Kokkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med
hende, lost og fast, lystigt–for han gik.
Bybudet skulde traeffe ham ovre i en Kafe.
*
*
*
*
*
Da Herluf efter Proven gik over i Victoria-Restauranten for at spise,
horte han et hojt Skaenderi slaa op fra Kaelderen. Inde ved Buffeten var
den forskraekkede Jomfru lobet fra sin Plads, og Kyperen fo’r raabende
ned ad Trappen:-Det er Chefen–det er Chefen, raabte han og lob ned.
Man horte Hr. Desgrais’ Stemme, brolende som en uvan Tyr og pludselig
Madam Martens Rost, der blev ved at skrige det ene Ord:
-Tyv–Tyv.
Herluf lob ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen,
som stod rystende ved Gelaenderet:
-Tyv, raabte Madam Martens igen.
-Hun har fundet det fordaervede Kod, sagde Jomfruen, hvis Taender
klaprede i Munden.
Herluf gik ned. Midt i Kokkenet stod Hr. Desgrais–Kokkene var
sprunget til og holdt ham–foran Fru Martens, der havde slaebt Truget
med det fordaervede Kod ind i Kokkenet og vaeltet det ud paa Gulvet: hun
havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans “kasserede”
Kod, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:
-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig los, og de skreg
alle. Pigerne hvinede hojt, mens han lob frem mod Madam Martens med
den loftede Storslov. Men pludselig rallede han, gurglende som et
tykhalset Dyr og faldt over mod Vaeggen, som blev han kvalt af sit eget
Raseri….
Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevaegelig med sine knyttede
Haender foran Kokken … Ingen sandsede mer, alle lob kun hid og did.
Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stodte Kokkene til Side, der
vilde hjaelpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han
slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Kokkenet og gik.
Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte
sig fra ham og gik uden et Ord.
Oppe fra lod Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner.
Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over paa det store
Komfur og en taet Os stod op fra de forladte Spid … Ud over
Gulvfliserne laa Hr. Desgrais’ kasserede og halvfordaervede Kod.
Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner
foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for
sig.
Traegt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam
Martens gik op ad Bagtrappen–hjem.
Hun satte ikke mere sin Fod i Martens “Bygning”.
Da Spenner havde skaffet Ro i Kokkenet, og han og Herluf kom op i
Restaurationen, traf de Adolf:
-Det varede, sagde Spenner, da han saa’ ham.
-Ellevehundrede, svarede Adolf blot.-Brillant–brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres
Frimurervaesen: de saa’ aldrig hinanden uden strax at signalisere med
en Talstorrelse eller et Firma.
-Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende
Ojne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.
-Ja–hvis vi faar noget, sagde Berg.
Spenner og han vilde til at fortaelle Optrinet i Kokkenet mellem Chefen
og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at le begge to,
rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end
Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:
-Men hvad er det–hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv
begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin hoje
generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op,
som glemte de at le med et): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf
igen.
-Kokken–Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo;
det var et Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren
til for at faa Forklaringen….
Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu laenge ved at le,
mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de
lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige
Lystighed.
-At Desgrais var gaaet–var bare godt. Man fik andre–billigere, ti
for en, sagde Adolf.
-Ti for en, bekraeftede Spenner.
-Men, sagde Adolf, det er dog paa hoje Tid, man saetter Martens ud.
-Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.
At “saette hinanden ud” var et Yndlingsthema blandt Direktorerne nu.
Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og
fri for den anden, “saa det endelige kunde gaa og man blev sin egen
Herre”. Adolf og Spenner vilde kobe Martens ud samme Dag “den
Prioritet blev ordnet”, og Martens lob Gade op og Gade ned og
fortalte, at “han kobte Historien kvit igen”, som han sagde–til hvem,
der vilde hore det.
De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og
de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede
snakkesalig frem med sine Kokkenmemoirer for Direktorerne, der sad
omgivne af Vinkolere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af
en hel Vold.
Ved Desserten blev der banket paa Doren. Det var Billetkasserer
Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt
daarligt, rent daarligt til Koncerten.
Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han
med loftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz’ Stemme, der altid
lod som en halv Torden.-Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent
personlig Skaendsel, naar der var daarligt solgt ved “Hullet” og som
ikke forstod al den Lystighed hos Direktorerne, der blev ved at le ad
hans to hundrede og syv:
-Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.
-Det er ikke til Laurbaerkransene, raabte Spenner.
-Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre
stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:
-Men der er ingen “Traek” mer, Hr. Direktor.
-N-ej, sagde Berg.
Adolf kom slet ikke ud af sin hoje, kighostelignende Latter: Jespersen
maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr.
Jespersen vaegrede sig, helt skraemt af denne lydelige Lystighed, han
ikke begreb–tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:
-Paa en god Indgang da, sagde han og drak.
Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i
Rejsetoj; han kom lige fra Malmobaaden (efter Praesentationen havde han
arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz’
forste Gang var bestandig til Kassen.
Han blev staaende indigneret foran det daekkede Bord og sagde til
Jespersen, der stod fuldstaendig ulykkelig, med Glasset i Haanden:
-Jeg sogte Dem, min Herre, sagde han vaerdigt.
Berg, der blev ved at vaere meget munter, sagde: Ja–Hr. Jespersen var
her just for at sporge, hvordan der skulde forholdes med
Fribilletter….
-Ja–sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Baenkene skal vi vel ikke
synge.
-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale
denne Saetning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.
-Vel, sagde Jespersen og gik til Doren. Men pludselig vendte Hr.
Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevaegelse:
-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.
-Ikke en sendes ud, sagde han: Vi ta’er Salen som den er, mine Herrer.
Publikum er traet af Humbug–her har vaeret for mange udsolgte Huse:
Ingen af Direktorerne sagde noget. De sad paa en Gang slove og
mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men
Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt,
gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Saek: med
Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke
“modtages”.Hun skal erobre Publikum–Publikum skal domme selv, sagde han. Klaken
tor forst applaudere efter det tredje Numer.
Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og
Lavrbaerkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og
Spenner fulgte efter.
Da Doren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen hojt og laenge, til de
pludselig holdt op paa en Gang som paa Kommando, generede af deres
egen tomme Latter, der dode hen. De sad laenge tavse, mens der blev
ganske morkt i Stuen:
-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt
fra Saedet.
-Ja–det gor vi vel, sagde Berg.
Ovre i Foyeren var de to Herrer af “Buketten” allerede Kommen Og gik
forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervose og irriterede
ved at skulle ud og spille los for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene
slaebte traegere og mismodigt paa Fodderne, mens de stillede
Lavrbaertraeerne op i Hjornerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Saeder
blev slaaet ned med dumpe Smaek i det store Hus.
Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:
-Nej–jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.
Der blev stor Stoj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der
smaekkede Jerndoren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt
af de tre Direktorer, der skulde underholde hende i Embeds Medfor, men
snart faldt slappe hen, en efter en, siddende ved Siden af hinanden
langs Vaeggen som Folk, der laengst har opgivet Spillet. Sangerinden,
der var svaer og kortbenet som en japansk Hone, begyndte at faeste
Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt
mellem de to Spejle:
-Er der saa faa! sagde hun aengstelig.
-Ikke et Menneske, erklaerede Pianisten.
Hun begyndte at smore sine nogne Arme ind med Pudder ved Hjaelp af et
Stykke Vat, endnu mere nervos foran disse tre tavse Herrer, der sad
ubevaegelige, ret op og ned, langs Vaeggen, som sov de med aabne Ojne:
-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Vaeggen.
-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var faerdig,
og der kunde begyndes.
-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at haenge uaegte Perlestads,
hun tog af en Safianspose, i taette Rader om Halsen.
-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet
for at rense Halsen.
De to Herrer gik med for at begynde, og man horte op fra Scenen
Sonaten for Piano og Violin, daddellos og livlig som en lang
Vuggevise. De tre Direktorer rejste sig, irriterede ved at se paadette korte Fruentimmer, der trippede sanseslost rundt foran Spejlene,
og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden
at tale med hinanden.
Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve
Kroner med Indgangen. Adolf talte dem traet og ligegyldig og vendte
tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig
uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktorerne, sagde for dog
at sige noget, for han gik.
-Nej–hun har jo ikke trukket, sagde han.
-Godnat.
De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt
paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtlose Triller ud i den hule
Sal. Da Arien var forbi, lod der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr.
Theodor Franz rev Kontordoren op:
-Publikum toer op, raabte han. Publikum toer op.
Men da ingen svarede, og han maerkede, at her ikke var synderlig Bund
for Begejstring, lob han igen og vendte tilbage til Foyeren for at
udskaelde Nattergalen for lukket Dor.
Forste Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa’
ud ad Hullerne. Kritikerne fros gudhengivent paa Flankerne af de lange
Baenke, hvor de opslagne Saeder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod
ganske tom. Frisens dansende Engle saa’ ud, som rakte de Naese ad det
tomme Parket.
Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren
… Nede paa Scenen gik man los paa Aftenens afgorende Nummer, en Arie
med Piano og Violin, Programmets _piece de resistance_. Klaken faldt
tjenstvillig ind efter den forste Sats, men de faa Betalere blev
siddende uimodtagelige og slove; et Par enkelte hyssede, saa Hr.
Theodor Franz lob fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han
raabte:
-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil–de Folk?
Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa
Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase–holdende inde mellem
Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende
sig: Hun har fyldt Trocaderos store Sal, sagde han, trippende paa
Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadero.
Men Arien var forbi, og man horte ikke andet end Klakens dumpe Naever i
Salen.
-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde
mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.
Og han vendte sig atter mod de tre Direktorer, skaendende endnu
voldsommere, saa Herluf lukkede Doren til, for at man ikke skulde hore
ham ned paa Scenen. Han talte hojere og hojere, udskaeldte Publikum,
Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog–ude af sig selv, mens
han lob op og ned.Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Doren tabte han Taalmodigheden,
og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skaeldende Sangerinden ud,
kaldende hende et gammelt Cirkusdyr–en Dragon–en foraeldet Humbug er
hun, raabte han, hvis De vil vide det.
-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som
Kobenhavn, sluttede Adolf tilsidst.
-En By som Kobenhavn, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri,
mine Herrer, en By som Kobenhavn … Skal jeg sige Dem, hvad den
er–Deres By Kobenhavn? En tom Blaere, min Herre–en tom Blaere er den,
skal jeg sige Dem….
-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og floj hen mod
Nattergalen, der frygtsomt aabnede Doren, som hun i samme Nu fik
slaaet i lige paa sin Naese.
Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for
sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit
skingrende:
-En tom Blaere, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.
-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde
han ryste Stedets Stov af sine Saaler:
-Prosit–Deres Kobenhavn, sagde han og slog Jerndoren i, saa det
rungede.
Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk “Berceuse”.
Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa “Bladet”, sagde han. Han
vilde forsoge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.
Helt ned i Gaarden horte han Primadonnaens evnelose og forskraekkede
Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han naer falden over en Karre,
hvorpaa der var opstablet en stor Traekuffert. Det var Hr. Desgrais’,
der ikke vilde blive saa laenge som Natten over i Etablissementet: og
da Herluf kom forbi Glasdoren til Hovedtrappen, saa’ han Chefen, bred
og stormaegtig, skride rejsefaerdig ned ad Trinene til Forstuen.
Nede paa “Bladet” var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor
Medarbejderne sad bojede over Bordene. Herluf fik en hastig og
distraet Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre.
Musikanmelderen gik ham forbi med et “God Aften”, for at lukke sig
inde og skrive sin Notits.
Redaktoren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit
Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset
efter en forste Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg
Vaabenbrodreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale
Mindedage som Fester.
-Der var Loftelse, sagde han med sin bevaegede og brede Stemme, der var
virkelig Loftelse over Forsamlingen … Og tusind Mennesker, omtrent
tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.
Redaktoren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:
-Ja–_der_ ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornojelser,som Folk vil ha’e.
Det gav et Saet i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han
ikke ret Redaktorens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der horte
paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen
arbejdede tungt i sine Oversaettelser det sidste Aar. Ballet havde
trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.
Fru Petersen kom tilsidst frem i Doren til Konversationsvaerelset for
at afbryde Kaptejnens noget overflodige Veltalenhed; hun var i den
skotske Galla, hun havde overvaeret Foredraget paa en Haedersplads ved
Siden af Tribunen.
-Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brod op.
-Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru
Petersen.
-Naturlig–min Engel–naturlig, sagde Kaptajnen noget or. AEgteparret
drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukces i
de ovrige velsindede Redaktioner.
Berg brod med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i
Notitsen i hoflige Ord talte om “en let Indisposition, der i ovrigt
naesten havde fortaget sig i Lobet af Aftenen.”
-Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde laest Notitsen
hojt.
… Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en
Droske, og de rullede hjemad. Impresario’ens forste Ophidselse havde
sat sig, og hans Stemning var naermest vemodig. Han lodsede
Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men
bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran “Hotel
d’Angleterre” tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle
Ojeblikke paa Fortoget og saa sorgmodig ud over det store Torv, der
laa morkt og forladt i Oktoberaftenen:
-Skade–Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et
saa smukt “Terrain”.
Han bojede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han
meldte til Goteborg et “velbesat Hus og fuldstaendig kunstnerisk Sejr”.
… Adolf havde fundet Gerster ude i “Victoria” efter Koncerten, og
havde haegtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skont
de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og
bedre end at sidde ene–for begge Parter.
Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa slovt med lige
til Adolfs Dor, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende,
saa det lod hen gennem den hele Gade.
Det var Adolfs vaerste Ojeblik paa hele Dognet, naar han skulde have
denne Gadedor op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem
Foraeldrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brod frem paa en
Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens
Begivenheder–Ansten for Morket, for Natten, og endnu mer for Dagen
imorgen end for Natten.I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, for han havde
fundet Lys og taendt….
Han var allerede halv klaedt af og sad paa sin Seng, da han atter
drejede Noglen om paa sin Dor og listede sagte ind i Spisestuen igen.
Noglekurven stod endnu i Vinduskarmen _der_, hvor han havde sat den.
Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.
Saa tog han Skabsnoglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik
lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han folte
et Par Gange hen derover med sine Haender, for han lukkede igen….
Sagte trak han Sovekammerdoren til … I Stagen braendte Lyset ned ved
Siden af den blundendes Seng.
Inde i Foraeldrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf
–hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf
svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden
at rore sig–sovnlose i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rorene
sagte sukkede.
*
*
*
*
*
Det var en Eftermiddag forst i December, da Herluf kom hjem og fandt
et Brev paa sit Bord. Udskriften _var_ Gersters Haand, skont den var
saa flygtig og ulaeselig, at han naeppe kunde kende den, og Brevet selv
var skrevet ulaeseligere endnu.
Der stod:
Kaere H.
Du ved maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet
vaerre. I de sidste Dage taler de om at slaebe mig til Montreux eller
Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne
se dig forinden.
Din EG.
Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa
syg, alvorlig syg–skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det
… Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden
… Men det kunde ogsaa gerne vaere, det var en hel Maaned siden. Tiden
gik saadan nu, bare optagen af _det_ ene: at holde sig oppe, oven
Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i
Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjaelpen sikker, og der
skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang–
Ja–det kunde godt vaere en Maaned siden, han havde talt med ham, og da
havde han set elendig ud, elendig….
Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad
Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede
op i Entreen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den laegger sig
som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig
hviskede:-Hvordan er det? sagde han.
-Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat….
-Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudoren. Men
han maa ikke tale laenge.
Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vaekke en
sovende.
-Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Taerskelen.
-Ja, sagde Herluf
-Luk Doren og taend saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske morkt.
-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Haenderne af Bevaegelse ved Lyden af
Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig
melodisk, syntes han.
-Stil den bag Hovedgaerdet.
-Ja, sagde Herluf og gjorde det, for han satte sig ved Sengen.
-Ja–her ligger _jeg_, du, sagde Erhard og lod de hvide Haender falde
ned paa Dynen.
Herluf var blevet ganske forskraekket ved at se hans Ansigt, der var
blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt?
taenkte han. I saa kort Tid–saa kort Tid–og han er kun fem og tyve
Aar, knap fem og tyve Aar … _Yngre end vi andre_, blev han ved at
taenke. Og forvirret sagde han fuldstaendig dumt:
-Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedovet;
pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen
til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at do–
Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Ojne:
-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige–nu det sidste kom
jo pludseligt.
De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han
skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du
kommer til Syden….
Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Ojnene, som vilde han ikke i
Herlufs Ansigt laese Bekraeftelsen paa sin Opgivelse.
-Mo’r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et
Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og
holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,
og saa naar vi–naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.
-Men–Erhard–fordi man bliver syg–
-Ja–ja, sagde han traet, lad nu det vaere godt … Han laa og stirrede
frem mod Vaeggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man
vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke somde ovrige–ved du, det var knap Umagen vaerd.
Han tav. Herluf saa’ kun op paa den stille Plet af Lampen.
-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere–men jeg er–jeg er Fa’r, du,
sagde han.
Det gav et formeligt Saet i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin
Vilje: han saa’ paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:
-Fa’r? sagde han.
Erhard gjorde en lille Bevaegelse i Sengen, som folte han en Smerte et
Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.
-Husker du en Aften, jeg kom op til dig–eller en Nat–og du kastede
Noglerne ned paa Gaden fra dit Vindue … og jeg kom op–fra
_hende_….
-Det varede over et Aar–halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet
uendelig dvaelende-blodt … Du vidste det vel forresten? sagde han og
saa op….
Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.
-Jeg var meget–meget (og han tovede paany foran dette Ord “elske”,
som han, der nu skulde do paa Grund af sin Mangel paa Respekt for
Kjaerlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at
udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa … Indtil _det_
kom … og hun brod….
-Brod, gentog han; og i en anden Tone, et Forsog paa Ironi, der ikke
lykkedes, sagde han:
-Hun vilde ikke godkende mig som Fa’r.
Der var stille i Stuen; man horte kun Erhards hastige, syge Aande.
Herluf havde daekket Ojnene med sin Haand. Det var ham i disse
Ojeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved
Dodslejet af deres hele Ungdom–deres afmaegtige, resultatlose
Ungdom….
-Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Faedre, du.
De tav laenge, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at
sporge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen–Isaer om Arnoldsen, hvad
de tog sig til, og hvad de vilde.
Herluf fortalte, og Erhard horte til, liggende stille paa Puden og
seende paa ham med et Par vagtsomme Ojne:
-Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget–naar
det blot blir til noget.
De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mer nu, sagde han;
Erhard holdt ham ikke tilbage.
-Saa ser jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans
Ansigt–for jeg rejser.-Farvel–du, hviskede Herluf.
-Farvel–og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.
-Ja–naturligvis–jeg skriver, sagde Herluf.
-Ja–Tak.
De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.
Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i
Dagligstuen. Herluf saa’ hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var
Skaerm over Lampen, som stod i et andet Hjorne. Men hendes Stemme var
meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.
-Ja–de rejste til Montreux, saa snart som muligt … men Rejsen var
jo besvaerlig.
-Den vaerste Rejsetid, sagde Herluf.
Samtalen slaebte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de horte
Skridt i den naeste Stue, og Professoren stod i Doren i Galla–fra
Onsdagstaflet kom han:
-Er du der? sagde han.
-Ja, sagde Fruen….
I samme Ojeblik saa’ Professoren Herluf og stansede et Nu, for han gik
et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der
dirrede, saa den blev ganske haes:
-Har De dog ikke i Sinde at lade ham do i Fred?
Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og seende
paa ham tre Skridt fra Doren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at
sige noget, uden en Lyd–ud ad Doren, med Professoren i Haelene, tavs,
lige til Gangdoren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev
staaende paa Trappen.
-Vist ud, sagde han lakonisk og saa’ uvilkaarligt op og ned ad den
konne imiterede Egetraesdor med “Gerster-Professor” paa Pladen–for han
gik ned ad Trappen.
Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:
-Gerster, sagde Fruen blot.
-Nu tor man vel rense sit Hus, sagde han med sin hoje Stemme. Ellers
er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Son?
-Ja–udleveret, raabte han, _udleveret_ … Vi har slaebt dem
herind–vi har taalt dem ved vort Bord–disse Folk–disse gudlose
Folk, sagde han og knyttede Haenderne.
Og hele hans Raseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse god sig ud
i en Strom af haese Ord, Skaeldsnavne, hans Dagblads banale
Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af “disse Apostle”:-Forbrydere, raabte han, Forbrydere … Falsknere af
Moralen–Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert
Skaeldsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker–hvis Boger
vi laeser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Dore hvis Liv vi lever …
Liv vi lever, gentog han: _Deres_ var denne By–de havde bygget den
… disse Mennesker, disse “Frihedens” Folk, bygget den med deres frie
Kaerlighed. bygget den med deres frie Tanke–med deres “Abetro”.
-Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af
Gud? raabte han, som forst havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste
Halvaars Kampe med Erhard.
Og han talte atter om Byen, skaendende den, forbandende den, givende
den Navn af baade Sodoma og Babel–Tyven af hans Son:
-Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til?
–en Goglerby–et _Paradis for Goglere_….
Stemmen forsagede ham og han naesten rallede, han kunde ikke tale mer.
Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandorkorset laa midt paa
Taeppet.
Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun laenge, som bedovet,
og saa’ paa den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al
sin Stilling i den By, han skaendede.
Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, laenge; til
hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor
hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og–begyndte at bede.
*
*
*
*
*
Herluf drev om i Gaderne laenge, et Par Timer, saa da han kom til
“Victoria-Etablissementet”, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i
Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i “National”.
-Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankelost.
-Ja–Hr. Spenner har jo ikke vaeret her idag, sagde Kelneren.
Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte
fra “Victoria”.
Da Herluf kom over Gaden, saa’ han Adolf gaa op og ned udenfor
Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:
-Men, Adolf, sagde han.
-Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg
kommer strax.
-Men–uden Hat, sagde Berg.
-Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.
Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt.
Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Koler.
Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Forsttalte man om Gerster og saa om blonde Krause: “han havde maattet
kvittere”, som Brodersen sagde. “Hollandsk Soldat, Gamle” … Herluf
talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig
med Haanden til Hovedet hvert Ojeblik–som jog han en usynlig Flue
bort.
Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede
Stemme: nogen maa jo vaere Bukkene, der sendes ud i Orkenen. Adolf
vendte sig og lo laenge, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:
-Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stodte sit Glas mod de andres,
mens han blev ved at le. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt
i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa los.
-Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over
dette “Du”. De gik hen til Doren og stod lidt, for Adolf sagde helt
aandsfravaerende:
-Ja–naar kan vi ses imorgen?
-Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalproven.
-Ja–ja–imorgen tidlig….
-Og naar er det? spurgte han i den samme saert opfarende Tone.
-Klokken ti, sagde Berg.
-Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og
tog hans Haand paany, klemmende den i sin:
-Saa imorgen, sagde han og gik.
Herluf vilde raabe efter ham, men Doren slog allerede i, og Adolf var
ude … Berg vilde blot hente sit Toj i Logen, han vilde hjem.
Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humoret i Aften.
-Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det leende,
“brunhatte’de” Ung-Kobenhavn, vi kunde s’gu gerne traekke os tilbage
nu–der _er_ Efterfolgere….
-Ja, sagde Brodersen, der er “opdraget” et net lille Kuld–et nydeligt
Kuld … Man har jo laert dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han
tilfreds.
-Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa–Gamle?
-Man bli’r AEgtemaend, sagde Brodersen og snoftede, og vendende tilbage
til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:
-Og opfylder Budene, du, og gor sig Jorden underdanig….
… Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra
National lod “Fahrbacherne”s Stoj, Violiner, Trommer og Triangel i en
Tummel, som for at holde Gaesterne sammen til et allersidste Glas….
Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Facade
tavs og mork lig et underligt Gravmaele.V
Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige
Taage, der svobte alting i sit Graat–ogsaa idag.
Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs
saere Vaesen igaar og vilde tale med ham for Generalproven. Men i
Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han
gik nedenunder for at soge _der_; Koristerne begyndte allerede at
springe paa Trappen til Generalproven.
Doren til Spenners Kontor stod aaben paa vid Gab, men inde var der
ingen. Med sine nogne Pulte og Lugten af Svamp saa’ Kontoret ud, som
var det laengst forladt og stod til Leje; Batterier af tomte Flasker
fyldte allevegne. Herluf fo’r sammen, da han kom ind i den naeste Stue
og saa’ en fremmed Mand, der hilste:
-Ja–Doren stod aaben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.
-Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.
Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den
stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kaeldrene og
maerkedes gennem hele Huset. Ovenpaa begyndte Koristerne allerede at
stoje i Garderoben, og ude paa Scenen repeterede Barytonisten til
Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmorket rumsterede med
deres Saetstykker.
Og Adolf kom endnu ikke.
Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle
Magistratsbetjente kom paa deres vante Morgenrunde for at kontrollere
Billetterne til Fattigskatten. De maatte taende et Gasblus for at se i
Tusmorket og de begyndte sendraegtigt paa Optaellingen, mens Herluf gik
urolig op og ned og ventede.
Det bankede igen. Det var Froken Hansen, der kom bleg og forpustet:
De? sagde Herluf, mens Vejret naesten gik fra ham: Hvor er Adolf?
-Har han ikke vaeret her? sagde hun.
Herluf rystede paa Hovedet og de stod et Ojeblik bestyrtede, uden at
tale: Har Bankbudet vaeret her, sagde hun saa, hviskende af Hensyn til
de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.
-Ja.
-Ogsaa hos os.
De gik ind i det andet Vaerelse, og Froken Hansen greb Herluf
krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst.
-Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.
Froken Hansen horte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har joaltid talt om idag, sagde hun … jo laenge talte om idag.
-Ja, sagde Herluf
Han kom til at taenke paa, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede
paa Spenners Almanak, og de gik begge ned for at soge den. Paa Vaeggen
hang den ikke mere, men Pulten var ulaaset, og omsider fandt de
Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod
ingen Tal opfort ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den
ottende December.
-Og hvor er _han_, sagde Froken Hansen.
-Spenner?
-Ja.
-De siger han er syg, sagde Herluf.
De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gaa hjem, sagde Froken
Hansen og lukkede Pulten.
-Til de Gamle?
-Ja.
De gik begge ud paa Gangen, hvor Koristerne hang stojende over
Gelaenderne i deres brogede Uniformer:
-Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprove.
Oppe fra Damegarderoben horte man Regissorens Klokke, og Koristinderne
rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pageben.
-De kommer jo igen, sagde Herluf.
-Ja.
De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsvaerelset, hvor de
Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.
-Naa, sagde den ene og nikkede. Det har vaeret lidt smaat i den sidste
Tid, Hr. Direktor … Men nu blir det vel bedre–skont det er
Julemaaneden nu.
-Ja, sagde Herluf, det er det … Farvel.
De to Gamle kom afsted, just som Regissoren meldte, at alt var i
Orden. Taeppet kunde gaa.
-Vel–saa begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte
og lod daempet op bag Taeppet, mens Solisterne lob febrilsk til og fra
deres Garderober.
Men Herluf blev; han kunde ikke gaa ned i Salen, han vilde ikke kunne
udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende paa Adolf,
forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at
alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle
lobet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde
til Pligt at vaere her? Hvor var Spenner?
Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt
meningslost Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det ode
Kontor, aabent for alle Vinde, den nogne, ulaasede Pult–hele denne
Forladthed, der forraadte dem, der kompromitterede dem–selv om de
ogsaa reddede sig.
For de _maatte_ redde sig….
Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hort, det bankede–da der
stod en fremmed Mand indenfor Doren og hilste.
-Hvad vil De, sagde han og fo’r op.
Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han saa
blot hoflig og daempet.
-Hvad er der sket? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt
op at slaa. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og aabnede
den modsatte Dor for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte
ham:
-Kun ingen Stoj, sagde han og rakte Haanden tyssende ud mod Herluf:
-Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?
-Ja, sagde Herluf.
-Og her?
-Er mit, sagde Herluf.
Hr. Rowan konfererede med Betjenten–de talte begge daempet, som Laeger
i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Proven, sagde Hr.
Rowan.
-Ja. Herluf vendte sig. Han saa’ hverken Gulv eller Vaeg. Ude paa
Gangen sank han sammen et Ojeblik ved Gelaenderet. Ogsaa foran
Spenners Dor stod der en fremmed Mand, som maalte ham.
Herluf gik ned. Han vist baade svarede og spurgte i Kulissen, for ham
kom ned i Salen, hvor der var morkt. Menneskene paa Scenen saa’ han
som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende
paa sig selv som en drukken. Det var Scenen med Logene, de
spillede–Hollaenderen, der graed for sine Log, sine firehundrede Log.
Et Par Skuespillere slog sig ned paa Baenken lige bag ham og
profeterede, for at gore sig behagelige, en stor Sukces:
-Ja, sagde den ene hojt, den redder os Terminen.–Vi gaar ind i det
nye Aar, bekraeftede den anden, mens Hollaenderen blev ved at jamre.
Men pludselig fo’r Direktoren op og standsede Orkestret, raabende til
et par Korister, der hviskede i Baggrunden–hidsig, i Angst for, at de
vidste det, at det var _det_, de hviskede; skaeldende dem ud over al
Maade, mens Synderne stod forfjamskede med skraevende Ben….Og med et lob han, som vilde han forhale det et Ojeblik, opholde det
blot et Minut, op paa Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede
med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede
han alt, blot for at opholde det uundgaaelige et Minut.
Under Finalen gik han.
Udenfor sin Dor modte han Froken Hansen, bleg og forstyrret. Han var
der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.
Han aabnede Doren uden at tale, og hun vilde sporge–da hun holdt inde
ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at
hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun
stakaandet.
Og pludselig gaettede hun, laenende sig et Ojeblik mod Vaeggen, for hun
gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse
og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse
fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der
stojende lob til deres Garderober opad Trappen. De skaelvede, naar de
horte Skuespillernes Stemmer taet ved Doren.
Froken Hansen saa’ hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet
Sorgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle
Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver paa Victoria nu; og hun havde
set paa hende med sine smaa aengstelige frittende Ojne, mens Froken
Hansen havde fundet et Paaskud for sit Komme og hastigt vilde gaa
igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slaa Folge med hende, og det
varede en halv Evighed, for de kom afsted, mens den gamle Frue blev
ved at sporge med sin angstfyldte Stemme.
-Hils, hils ham, havde hun raabt tilsidst, da de gik, ud over
Gelaenderet.
Og saa havde Froken Hansen maattet gaa, Gade op og Gade ned, med den
gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde
ganske som den gamle Frues.
-Ja ja, ja ja–hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var
bleven staaende og havde set efter hende lige til hun var bojet om
Hjornet….
… De sad stadig ubevaegelige paa samme Plads. Herluf lyttede efter
Skuespillernes Fodtrin paa Trapperne, raadvild og skamfuld, som fornam
han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.
Men Regissorens Klokke gik som saedvanlig og de horte Forspillet og
Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:
En Kop endnu, om jeg maa be’. En Kop endnu! Nej vil man se–hun
drikker tre–Tre Kopper The.
Der blev banket let paa den modsatte Dor, og Betjenten gik ud.
-Hvor er han? sagde Froken Hansen, straekkende sig hastigt frem over
Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.
-Jeg ved det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.-Dette Hus, dette Hus, sagde Froken Hansen pludselig og loftede de
knyttede Haender.
Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de horte
Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der
svarede hende med Omkvaedet:
Ja–saa skal det vise sig, at det er en lystig Krig, saa lysrig, saa
lystig, saa lystig en Krig.
Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med
Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Doren gik
op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Doren efter sig og
sagde efter et lille Ojebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme
Stemme:
-Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.
Herluf bojede Hovedet, han kunde ikke svare. Froken Hansen lagde
Panden ned mod Bordet og graed stille.
Ude sang de endnu–Kaerlighedsduetten:
Kun _det_ Kys aegte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Laebe bringer Laebe
Bud om Flammer, taendt af Elskovs Gud–som Elskov Elskov gir.
Pludselig horte de ilfaerdige Skridt frem og tilbage paa Gange og
Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk lob
forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Doren,
der aabnede sig foran en Flok af forskraekkede Ansigter:
-Menneske dog, raabte Ornulf, hvad gaar her for sig? Hvad er her sket?
Ingen svarede, og han saa’ fra den ene til den anden: Er det en
Fallit? sagde han saa med halv Stemme.
-Ja, sagde Herluf sagte.
Doren lukkede sig igen. Forvirrede lob alle Skuespillerne ned paa
Scenen, samlende sig i smaa maallose Flokke, staaende raadlose, i
deres Operettepynt, midt mellem Saetstykkerne, forstenede som
Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man horte
ikke andet end den hoje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig
gik op og ned og slog begge de loftede Haender ned mod sin Isse:
-Nej, Herre Jesus, forbarme sig–nej, Herre Jesus forbarme sig.
Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og en af dem
sprang op paa et Saetstykke og raabte: Skuespilpersonalet til Foyeren.
De svarede alle: Ja–Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strommede
ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap
var Dorene lukkede, for de alle begyndte at tale i Munden paa
hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgoglere, i
deres Stads, med de aftagne Parykker i Haenderne, latterlige som en
Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive
af Sminken, fortrak sig til Grimasser, naar de talte.Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev
staaende aandsfravaerende, stirrende frem for sig; med et fortabt i et
langt aengsteligt Regnestykke som et Svaelg uden Bund af Forpligtelser,
Bekymringer og Angst–til han igen begyndte at skrige op, medlost,
endnu hojere, sogende om Hjaelp, foreslaaende Udveje:
-Nu for Jul, nu for Jul, sagde de alle.
De samlede sig alle om denne ene Saetning, der ligesom skaerpede deres
Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gaa til Herluf: man
maatte i alt Fald have Oplysninger, man maatte have Erklaeringer.
Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne
raadslog, ophidsede og talende i Munden paa hinanden ligesom
Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og
tungsindige, vante til Striker og “Spadseren”. Orkestermedlemmerne var
vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Et
var dog godt, at Balsaesonen begyndte saa kort efter Jul.
Deputationen kom ind i Kontoret. Ornulf var Ordforer for Kammeraterne.
-Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.
Han ventede et Ojeblik, for han gik ud og ned over Scenen, hvor
Arbejderne sorgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne
fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Doren i en stor Flok. Der blev
ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf saa’ alle disse sminkede
Ansigter–skraemte og ventende–her i Dagslyset, blev han paany greben
af Forvirring, saa man knap horte Ordene, han sagde:
-Ja–jeg kan kun sige Dem … han holdt inde og begyndte igen med sin
skaelvende og naesten uhorlige Stemme: Ulykken, som har ramt os–os alle
og dette Hus … Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han
brast i Graad, vinkende med Haanden, at han kunde ikke tale, idet han
gik.
Et Ojeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme
Bevaegelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset–dette Hus
… Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik
ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snofte og graede.
Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned
mod sit Bord. Saa loftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:
-Vil De sige dem, at vi korer til Centralbanken, sagde han. Om de vil
vaelge et Par til at folge med.
Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den
eneste Udvej: Personalet maatte have Gager–nu for Jul maatte de i
hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive
Teatret, kunde ikke lade Krach’et straekke sig til Driften uden selv at
lide Tab.
Han begyndte at gore Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om
mulige Besparelser. Tojet havde han allerede paa, da Hr. Staehr
arriverede. Han var meget echaufferet, med alle Lommer fulde af
strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at
snakke, sogende Bekraeftelse paa en Maengde Enkeltheder, Herluf slet
ikke kendte:-Man siger, den falske Vekselmasse vil naa op til
halvfemsindstyvetusind–at det har kunnet gaa saa laenge, maerkvaerdigt
… Hr. Staehr satte sig, med aaben Overfrakke, sporgende ud om Adolfs
Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham
Forspring, sagde han. Fire Dage … Ja–han var vel egenlig Sjaelen,
Sjaelen i det hele … Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans
Fortid….
Hr. Staehr blev ved.
Herluf sagde blot: Ja–kaere Staehr–jeg ved ingenting … Vi tager til
Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Staehr gik
ned paa den forladte Scene–undersogende alt, hastigt inspireret af
dette Billede af Flugt og Odelaeggelse, som den dybe, tavse Sal syntes
at stirre paa som et morkt gennemborende Oje….
De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,
aandsfravaerende ud af Vinduerne:
-Ja, ja–hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den forste
Elsker.
Og Ornulf svarede:
-Ja–man maa forstaa at tage ham.
Herluf sagde ikke et Ord, for de naaede Banken og stod ud. De maatte
vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervose, rettede paa
sig og fo’r med Haenderne gennem de svedige Tupeer.
-Min Ven, sagde Ornulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,
febrilske, ligesom for, indtil de endelig kom ind.
Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde naesten
ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bod dem tage Plads. Der var en
hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig
havde taenkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig
overfor dem–som var hans Saetninger endnu kortere og klarere end
vanligt.
Men de to Skuespillere havde slet intet taenkt, og de begyndte kun at
fortabe sig i lange Deklamationer om “det hele Personales fortvivlede
Stilling” og “Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast”.
Konferentsraaden sad bojet over sit Bord, mens Ornulf blev ved at
tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den forste Elsker,
der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed
med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.
Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette
Vaerelse forst havde vakt og aeggede hele Folelsen af hans Smerte.
-Ja, sagde Ornulf, Kammeraterne vil holde sammen.
-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ornulf
havde loftet Ojnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod
Skuespillerens Ord do hen i en ganske lille naesten umaerkelig Pavse,
for han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:-Ja–jeg kan jo meget godt forstaa og … dele disse mere almindelige
og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse
Tal … Og Konferentsraaden spurgte om Gagebudgettet og om
Kontrakternes mulige Gyldighed.
Men Ornulf forlod hurtig Tallene og blev atter religios og talte om
Forsynet og den menneskelige Folelse, rort og med taarefyldte Ojne
over sin egen Veltalenhed, mens den forste Elsker som henreven
stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsraaden havde drejet sin Stol,
saa han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Haenderne
stottede mod sine Krae og saa’, ufravendt, lige paa de to Komedianter.
Elskeren, der begyndte at fole sig usikker under Konferentsraadens
Blik og som svedte som Helten i et faedrelandshistorisk Skuespil, vilde
endelig standse sin Kollega og sagde:
-Kammeraterne mente saa, man kunde garantere dem Gagen.
Ornulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja–sagde han
i en anden Tone–Betingelsen maa vaere de garanterede Gager.
Der blev igen en Pavse, for Konferentsraaden atter vendte sig mod
Skrivebordet og sagde: Ja–Bankraadet traeder just nu sammen–og hvad
der kan ske, vil naturligvis afhaenge af de Herrers Beslutninger …
Jeg tror dog at turde sige, at der vil vaere en overvejende
Sandsynlighed for, at man beslutter sig til forelobig at overtage
Driften … under en passende Ledelse….
Herluf bojede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og
han sagde med lidt Moje (det var overhovedet de forste Ord, han
fremforte):
-Ja–_jeg_ er naturligvis traadt bort fra al Ledelse. Stemmen lod knap
frem gennem Rummet, og der var et Ojeblik stille i Stuen, som ventede
Konferentsraaden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge,
og med en lidt anden Stemme–enten utaalmodig eller maaske
bevaeget–sagde Konferentsraaden: Ja–det er maaske under disse
Omstaendigheder bedst, at Ledelsen vaelges (Konferentsraaden tovede et
bitte Ojeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte….
Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage
literaere Experimenter, mine Herrer.
-Nej–Hr. Konferentsraad, plumpede det samstemmende ud af den forste
Elsker:
-Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade,
indtil ogsaa Konferentsraaden faldt ind med sin ejendommelige halve
Latter, mens han bestandig saa’ paa de to Kunstnere. Herluf stod bleg
ved Siden af Bordet.
-Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden
afsluttende. Og Ornulf, der atter blev meget bevaeget og holdt
Konferentsraadens fremrakte Haand laenge i sin, sagde:
-Ja–saa ske–saa ske, hvad der maa.
De to Skuespillere gik hen mod Doren og Konferentsraaden sagde til
Herluf: Naar saa’ De Adolf sidst?-Iaftes.
-Ja–han skal jo forst vaere flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.
Han stod et Ojeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,
men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningslost:
-Ja–lev vel, og vendte sig.
-Adieu, sagde Herluf.
Ude paa Trappen komplimenterede den forste Elsker sin Kollega.
-Ja–det gik jo, sagde Ornulf.
-Brillant, sagde Elskeren.
-Jeg talte for Kammeraterne, Ornulf rort og bredt, og han maatte
standse for at raekke sin Ven begge Haenderne, midt paa Trappen.
Konferentsraaden tovede nogle Ojeblikke, for han aabnede Doren til den
store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og
Hallen var mork, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som
listende Skygger, og Assistenterne sad bojede over de store Pulte, der
rejste sig som saere Skafotter.
-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden hojt fra Vindeltrappens
Trin. Og han blev staaende, mens der blev taendt fra Pult til Pult: det
saa’ saa maerkeligt ud, som om Morket kun flygtede som store hastige
Flagermus op under Hvaelvingerne og gemte sig.
Konferentsraaden gik op.
I Bankraadssalen var der taendt, og de Herrer var allerede kommen. De
var arriverede ligefra Borsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved
Rygterne og Foresporgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte
alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole
for at kore til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke hore.
Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om
Bordet som en hojtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og
sagde–halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manovrere med et
meget omfangsrigt Horeror–at han havde anset det for sin Pligt strax
at sammenkalde de Herrer … navnlig, sagde han, for at berolige
Bankraadet.
De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og
Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for
Banken ikke nogen Grund til at aengstes over denne indtrufne Kalamitet.
-Saasnart man, sagde han, undersoger de nogne Tal.
Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlaegge Situationen og at give
alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmaessige og rent
refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre
frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind
som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i
lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.
Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvaelede ved enkelteTusinder, der “maaske for Ojeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme”:
han afvejede Taxationsvaerdierne, ansaettende lavt: Lad os saette lavt,
mine Herrer, blev han ved at sige: vi saetter lavt–af Hensyn til
Tiderne; og han afrundede Summerne “med alle de upaaagtede Vaerdier”,
som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer….
Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra
tusind til tusind. Excellencens Horeror gik op og ned som i
samstemmende Nik.
-Overfor disse Vaerdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da
for Banken de halvanden tinglaeste Million.
Han lukkede Mappen og saa’ for forste Gang op. De Herrer var laengst
beroligede og akklamerede Oplysningerne, gorende smaa private
Bemaerkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfolgeligt
tilfojede Konferentsraaden en Bemaerkning om den forelobige Overtagelse
af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af
deres Midte lade vaelge en kunstnerisk Ledelse.
De Herrer skod allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og
hojrostede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede
endnu paa Strandvejen–flyttede forst ind til Jul … Dumheder,
Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen … Ja–Damerne, sagde Hr.
Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne….
Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva’, raabte
Excellencen, hva’ sier han? er der mere? han var hojst misfornojet.
-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.
De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev
staaende foran sin Stol, stottet til Bordet:
-Det er forelobig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gore de
Herrer. Alle naermere Oplysninger vil jeg–som De vil kunne
forstaa–naturligvis forst senere se mig i Stand til at yde
Bankraadet. Staden Kobenhavn–sagde han, og det var, som han
uvilkaarligt haevede Rosten–ser sig, for at fyldestgore en saa hastig
Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et
nyt Millionlaan.
-Kobenhavns Kommune beaerer os, mine Herrer, beaerer Centralbanken, med
Emissionen af dette Papir.
Konferentsraaden tav, og der var et lille Ojeblik stille i Bankraadets
Sal.
… De Herrer var gaaet, og Konferentsraaden vendte gennem den lyse
Hal tilbage til sit Kontor:
Dagen var hans.
Han skrev kun endnu det korte Brev til “Victoriateatrets samlede
Persionale” og sendte det bort med et Bud.
Han havde allerede Overfrakken paa og havde slukket Lampen, men han
blev i Tanker staaende bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne
faldt ind paa Vaeggen henover Nordevropas store Kort. Han stirredelaenge paa Kortet, paa Danmark: det var som blev i det flakkende Lys
dets Konturer urolige og vidskedes ud. Laenge stod Konferentsraad Hein
foran det store Kort eftertaenksom, med et Udtryk naesten af Smerte.
*
*
*
*
*
-Ja–sig saa De det, sagde Herluf. “Deputationen” var staaet af ved
Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og
han aabnede en af Dorene til Logerne. Der var morkt i det store Hus,
morkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at
sidde her.
Han sad der laenge, til han vaekkedes af nogle hoje, jublende Hurraraab.
Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som
lod Elskeren og Ornulf leve hojt.
Saa horte han dem bryde op, og Stojen dode hen. Der var blevet tyst.
Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor
Saetstyks-Bjergene laa vaeltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt
lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig
indpraente sig dets Billede.
Et Par Maskinister gik nu over Scenen og saa blev der helt slukket.
Herluf Berg var naeppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en
civil Betjent, der skulde hente ham til Raadhuset.
De gik over mod Boulevarden og op gennem Norregade uden at veksle et
Ord. Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem
Kaelderen.
-Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og
spoge: De holder underjordiske Gange her.
-Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres
Fodtrin lod staerkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vaegge. Ad en
lille Trappe kom de op foran Chefens Dor.
Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, laa i Lys
af et Par Lamper. Hr. Rowan loftede Hovedet op fra sine Akter og
hilste, med sit anstrengte eller bedrovede Blik frem mod Herluf.
-Jeg har maattet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin maerkelig
daempede Stemme, som talte han bestandig i et Sygevaerelse. Vi maatte
strax–endnu i Dag fore den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.
Berg blev nu forst Martens vaer, henne ved Doren, i Morket. Bygmestren
sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og forte
uafladelig Haenderne frem og tilbage, den ene over den anden–med en
egen aengstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandvaerkssvend,
der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen.
-Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa fore ham herop. Betjenten gik frem
over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Doren
blev lukket op igen. Berg saa’ ikke op, men det var som folte han
dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var saa
ganske “Fangen” med bojet Nakke og holdt de ustadige Ojne (rode i det
hvide, som var alle Aarerne sprungne) stivt ned mod Gulvet–som varhan allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved baade Slaa og Mure,
saadan som han der stod.
Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens.
Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om
Graensen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne,
Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.
Men Martens vidste intet og blev kun ved at naevne det ene Navn:
Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand,
der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhore
ham, formende sine Sporgsmaal skarpere, ligesom med et Skaer af
Utaalmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en
anden.
-Men hvad _mener_ De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte
de at bygge “Victoria-Etablissementet?”
Martens saa’ pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med et
i en hoj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par
Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Paele.
Og for forste Gang reven ud af sin forknytte og stumpe AEngstelighed
ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt
i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende
Sne–greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i
ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han
hele dette skonne Hus Historie.
Han havde set alt, med Smaakaarsmandens mistroiske Ojne:
Leverandorernes Bedragerier og Haandvaerksmestrenes Svindel; og som en
uvorn Dreng, der pludselig odelaegger det egne Legetoj og sonderslider
Stykke for Stykke, fortalte han om Murvaerket, hvor der var iblandet
Sten fra nedbrudte Ronner; Bjaelkerne, som havde udtjent i gamle
Bindingsvaerkshuse; om Vandet, der var som en So, hvori de rejste
Grunden for at opnaa det forste Laan; Svampen, som aad sig ind i alle
Mure og slog ud paa hver en Vaeg; Jernkorsene, hvormed man havde
afstivet Kaelderhvaelvingerne, der revnede–traevlende det op, hele sit
Vaerk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortaelle:
Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for aegte;
Haandvaerksmestrene, der satte deres Navne paa Veksler, forledte af
Spenner; Leverandorerne, betalte paa Sigt, der afrundede deres
opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kodet fordaerve for at rane
Indkobs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om
Nordmaendene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der maatte drage hjem
for Skillingerne fra pantsatte Kufferter–alt fortalte han, staaende
op og talende forbitret og hojt, mens han faegtede med de knyttede
Haender, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige
Ansigter.
Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt set paa ham med sine
forskende Ojne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Haender,
ubevaegelig.
Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, naar
De vidste alt det?
Martens havde sat sig:-Hm, sagde han mumlende: man ved det jo nok … men man er vel
i’et….
-Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Haanden
ligesom for: _De_ (han saa’ frem paa Berg og Adolf og talte atter
gennemtraengende, som raabte han til en stor Forsamling)_ De spillede
jo Velhaverne_.
Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte
sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhoret over
ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt.
Berg horte ubevaegelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han folte
kun en slov og blytung Traethed, mens de naevnede endnu en Gang alle
disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mont, der havde vaeret
deres hele Driftskapital.
-Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen naevnevaerdig
Kapital at begynde med:
-Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.
Han rettede endnu et Par Sporgsmaal til Berg om Driften, og Forhoret
var forbi.
Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han
begreb, at han og Berg skulde ikke mere ses: han vendte sig hastigt et
Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Traek i hans
Ansigt sitrede. Og for Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan
tale, greb Herluf Adolfs Haand–saalaenge han levede, vilde Berg mindes
denne Haand, saa stiv og kold som en Doendes–og lagde et Ojeblik sit
Hoved ind mod hans Skulder:
-Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af
hans Ojne, de “Papirer” har vi jo alle vaeret med at skrive paa.
Adolf var ude, Doren lukket. Og Berg og Martens ventede begge paa, at
Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: saa
er det altsaa forbi.
Og idet han rakte Haanden frem mod Bergs hojre, som han beholdt et
Ojeblik i sin, sagde han:
-De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.
-Farvel.
Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte
bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig
Tone.
Oppe paa Torvet gik Herluf hjemad, trykket taet ind mod Husene.
Pludselig fo’r han sammen og blev et Ojeblik staaende: Det var et
Ansigt–Fru Martens’, der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg,
med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Ojne.
*
*
*
*
*
Da Berg den naeste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede dengamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med
Haenderne i Skodet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om
et usynligt Lig.
Der var saa morkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter
Paarorende og saa Froken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og
hele Tiden klappede hendes Haender.
Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i
deres Kreds.
Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om
paa Gulvet: Naa, Mo’er, naa, Mo’er, sagde han og klappede sin Kone paa
Haaret og gik rundt igen.
Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den
samme, stadig den samme Saetning:
-At han sidder der og fryser, sagde hun med en underlig snovlende
Stemme. At han sidder der og fryser.
Pludselig saa’ hun hen paa Berg og Spurgte–som hun havde spurgt
enhver–: Tror De, jeg maa sende Klaeder der op, sagde hun.
-Aa, ja, sagde Berg.
-Tror De? gentog hun.
-Naa, Mo’r–naa, Mo’r, horte man gamle Adolf igen.
Pludselig kastede Froken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede hojt med
Ansigtet ned i den gamle Frues Skod.
Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue.
Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Doren. Ogsaa herinde
blev han ved at trippe rundt, hvilelos, frem og tilbage, til han
tilsidst kom hen og lagde begge Haender paa Bergs Skuldre og saa’ ham
ind i Ansigtet med sine smaa, fortvivlede Ojne.
Og, idet han bevaegede Laeberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde
han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge,
halvfremmede Man graed den gamle hjaelpelost over sit plyndrede Hus,
over sit agtede Navn og over sin Son.
-Hr. Adolf–Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til
Trost.
Den Gamle var gaaet og havde aabnet Dagligstuedoren igen. Derinde var
der atter saa tyst som for. Berg vendte sig og gik: her var der ingen
Hjaelp at yde og intet Raad at give.
Han lukkede Doren til Gangen, og naeppe havde Damerne i Dagligstuen
hort Lyden af Doren, som blev lukket, for der brod ud en Strom af
Bebrejdelser og Forbandelser mod “dem, der havde forledt ham”.
Da Berg horte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte
i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser naaede ham
og traf ham som Lyn.Han vilde ikke gaa hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad
Bredgade til Gronningen. Men Taagen haengte tungt i de bladlose Traeer.
Han bojede ind paa Langelinje; han traengte til at se Vandet, det vide
frie Vand. Men Sundet laa dorsk og graat–dodt under Taagens Masse.
Ude paa Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra
Vaerfterne lod Klangen af Hamrene mod de hoje Skibsskrog som Lyden af
besynderlig dumpe og brustne Klokker.
Berg sad der laenge, stirrende frem mod Taagen og det dode Sund.
Da han kom hjem, laa der et Brev paa hans Bord. Efter at han havde
laest Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Haand; Herluf huskede
pludselig hin Aften, da han her paa samme Sted havde fundet Brevet med
Svalen. Det havde vaeret Astas sidste Brev.
Og med et, mens han taenkte paa alt dette, var det som om han pludselig
folte al den gamle Laengsel efter Asta, som alt samlede sig i en
laengselsfuld Tanke om hende–lykkelig som de forste kaerlighedssikre
Dage.
Til han paa en Gang sagde, han eller “Hr. Sokrates” med denne
besynderlige muntre Betoning:
-Naa–saa det skulde du nu vaere fejg nok til.
-Det skulde du vel nu til at forsoge at bilde dig ind. Det vilde jo
ogsaa vaere saa rart, sagde “Stemmen”–rigtig saa nemt.
-Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt
andet–kun ikke det.
Han gik op og ned i Stuen for han igen satte sig med et Suk og laeste
Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje
Mathilde og vaere hende til Selskab.
-Den Lille er dod, skrev hun. Maaske var det godt. Forelobig bliver
jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kaere Ven, gaelder det af
et sygt Barn at faa gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er
noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hort at
Deres Ven, Erhard Gerster, skulde vaere meget syg og lidende i Begreb
med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke,
hvis De ved noget og har paalidelige Efterretninger, skrive mig det
til for at berolige den stakkels Mathilde.
De vilde bevise en Tjeneste ogsaa mod
Deres hengivne Asta Heltz
Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Haand. Det var
Vaertinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde
tale med Hr. Berg.
Det var Edvard Sundt.
-_Dem_, sagde Berg.
-Ja, sagde Sundt. Jeg taenkte, De havde vel idag ikke noget videre at
forsomme ved en lille Passiar.-Aa, nej–det ikke, sagde Berg trist.
De kom til Saede, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, sogte
Sundt at slaa ind paa mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig
blev ved at have den samme milde, ligesom hjaelpsomme Klang, som Berg
havde fornummet straks ved de forste Ord, da han kom ind.–
Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og saa’
paa Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over
Skrivebordet, blev han staaende lidt:
-Ja, sagde han, han faldt derovre.
Han blev ved at se paa Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej,
_det_ glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.
Og maaske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han ogsaa selv
just var saert modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at
fortaelle–forst sogende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert
Minde, siden alt hastigere–om “den Tid derovre”.
Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke
Landeveje, hvor Mandskabet krob, krob paa alle fire–Mand mellem Fae,
sagde han.
-Har De set, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Maelk, og saa
har naaet Kanten? Hvordan den kaemper og kravler og kaemper op ad den
glatte Side og bliver ved og ved…. Jeg kan aldrig se saadan en
Skabning–saa dumt det er–uden et Sekund, et Nu i det mindste at
taenke paa den Nat–“Marchen” fra Dannevirke….
-Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa’ op paa
Portraetet.
Han talte om Livet ved Dybbol. Det var jo kun den langsomme
“Skiveskydning” om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om
Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og saa
lystige–hver Gang, Loddet igen var slaaet dem forbi, og de havde et
Dogn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, _de_ skulde ikke “rykke
ud”….
Herluf sad og stirrede paa Faderens Portraet og horte naesten kun halvt.
Det var, som om alle Erindringer fra hans forste Hjem vaagnede paa en
Gang, og han saa’ Gaarden og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader
den Nat, de sejlede bort paa det store Skib op om Sonderborg.
Sundt blev ved at fortaelle; i en underlig daempet halvhojtidelig Tone
talte han, naesten som den, hvori overtroiske Folk fortaeller
Spogelsehistorier–greben af Erindring efter Erindring.
Han havde haft en Ven, der maatte rykke ud.
-Bentsen hed han–lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen…. Han
var nitten Aar og skulle “rykke ud”….
-Han kom ind til mig, da han havde faaet det at vide, ligbleg,
forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke do, raabte han, jeg er
kun nitten Aar … nitten Aar. jeg kan ikke do, raabte han.-Og han kastede sig ned paa den opblodte Jord og rev i Snavset med
sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og graed og bad … og atter
rejste sig op og laa paa sine Knae og skreg:
-Lille Gud–nej–lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud….
-Og der var ikke noget at sige eller at troste, sagde Sundt: han
skulle jo rykke ud.
-Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se
ham ligge der uden Sanser, paa Jorden, som en Orm og raabe paa sine
nitten Aar og paa den “lille Gud”….
-En Time efter drog han afsted … Jeg saa’ ham i Spidsen for sine
Folk … Han raabte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet….
Derudefra kom ingen igen….
Sundt tav.
-Ja, sagde han saa lidt efter og saa’ atter op paa Billedet over
Skrivebordet: _De_ faldt.
-Men–ved De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle
vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Ben
eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette maerkelige usynlige
tredje Ben eller Arm) og hemmeligt gaar vi vanfore omkring og har
aldrig forvundet Blodtabet….
-Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i
Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Maend som vi er.
Han tav lidt igen, og Herluf taenkte pludselig paa lille Fru Canth og
den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.
-Og har De, sagde Sundt og saa’ hen paa Berg, aldrig taenkt paa, at
hele denne Menage, denne Virksomhed–og Sundt pegede ud mod Byen–den
ligner kun en Saarfeber, De….
-Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbol, sagde Sundt og vendte
sig mod Vinduet.
-Det er et lysteligt Billede af _Dem_, sagde Herluf efter en Pavse. Og
hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?
-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at se paa ham. Hvordan?
-I skulde laere den vanskelige Kunst at vaere smaa, sagde han; og meget
alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portraet tilfojede han
sagtere: Og i Stilhed aere dem, der dode for vor sidste Vildfarelse.
Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:
-Og hvad vil nu De, Berg?
-Hm–vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:
-For det er kun Bogerne, der slutter, sagde han traet: Livet
fortsaettes.-Ja, sagde Sundt og slog den flade Haand ned mod Bordet.
Han vilde gaa nu.
-Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var saa–elskvaerdig.
-Naa–hvad Elskvaerdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu–og
frisk Mod. De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, for de skiltes:
-Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.
-Farvel, sagde Berg.
Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at
taenke over det, saa’ han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden.
Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et
stort, luvslidt, graat Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen
tog to smaa, rod-bukseklaedte Aber frem af Sjalet og satte dem op paa
Lirekassen.
Manden spillede, og Berg saa’ paa de to Aber, der begyndte at skaere
Grimasser og danse. Pludselig horte han Melodien. Det var “Kyssenes
Sang”. Og ud af syv, otte Kokkenvinduer i den store Gaard trallede
musikalske Piger i mange Tonarter Visen:
Her kysses vi, og gor Kur–her kysses vi.
Herluf stod laenge og saa’ paa disse to Aber, der dansede paa
Lirekasselaaget, mens Pigerne sang.
Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme paa Trappen. Det var
en Kommissionaer, der var “saa glad ved at traeffe Hr. Direktoren
hjemme”. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og
praesenterede den.
Det var en “Nota” fra en Sommerrestauration.
Berg havde ikke en Skilling: Ja–De maa komme igen, sagde han og gik
utaalmodig op ad Trappen.
Men Kommissionaeren fulgte efter og brugte Mund, saa det kunde hores
over hele Trappegangen:
-Nette Herrer, fine Herrer–spise og drikke, det er de med til … men
Betalingen kan man hente hos Fogeden….
Berg fik lukket Doren. Men udenfor paa Trappen blev Kommissionaeren ved
at raabe….
Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive morkt. Traet satte han
sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling
paa Etagerer og Bordkanter.
*
*
*
*
*
Fru Heltz og Etatsraadinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde
udost Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Born.Fru Heltz folte sig saa tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i
Blekingen, og Julie “havde naesten nok med at danse”, som
Konferentsraadinden sagde.
-Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde
hun.
-Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.
-Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod
Oret af Veninden; forstaar dem ikke–hverken den ene eller den anden.
-Nae, nae, rystede Etatsraadinden.
-Man ser bare, du, at _noget_ er der i Vejen, sagde
Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har
vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem.
-Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Ojne; hun taenkte
paa Asta, som var hendes kaereste og nu “sad derovre og passede
Syge”….
De to gamle Veninder sad laenge tavse og triste ved Siden af hinanden.
Saa horte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Torklaeder om, for
at staa lidt i det aabne Vindu.
Vognene rullede rask forbi, og Svaermen begyndte at vaelde frem oppe
over Torvet. Det var det “hele Kobenhavn”, der havde villet vise
“det”, som Bladene skrev, “uden Skyld saa haardt ramte Personale” sin
Deltagelse og havde overvaeret “Victoriateatrets” Forsteforestilling.
Konferentsraadinden og Fru Knudsen horte dem snakke og tralle, mens de
strommede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev et muntert,
syngende Myldr under deres Vinduer. Raekke nynnede efter Raekke i alle
Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne straalte og lo i Lygteskaeret:
Ja–saa skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Saa lystig, saa
lystig, Saa lystig en Krig.
Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Raekke. Der kom
en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig
Standsning, saa Kuskene bandede.
Det var Kaptajn Petersen fra “Bladet”, hvis Hoved stak frem af
Karetdoren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Haender til
Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde
holdt patriotisk og populaert Foredrag om: “Vore tusindaarige
slesvigske Valpladsen”.
Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.
Paa Fortovene drog Strommen stadig forbi og trallede:
Ja–kun det Kys aegte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Laebe bringer
Laebe Bud om Flammer, taendt af Elskovs Gud–som Elskov Elskov gir.
De to gamle Damer stod i Vinduet. De saa’ ret mismodigt ned paaSvaermen.
-Ja, sagde Konferentsraadinden ind i Fru Knudsens Ore: Hvor Livet er
underligt, du….
-Ja, nikkede den dove med sit maerkelige, bestandig uforstaaende
Udtryk: Underligt.
De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.
… Svaermen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Ostergade ud
paa Kongens Nytorv og skiltes.
Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.
Kun en enkelt Fodgaenger gled forbi “Hesten”, hvor Banditerne blundede
paa Baenkene. De vaagnede og stirrede ud paa Fodgaengeren gennem Morket.
Saa faldt de hen igen.
–Men Decembernatten taetnede kun Taagen, der laa over Staden
Kobenhavn.
End of the Project Gutenberg EBook of Stuk, by Herman Bang
*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK STUK ***
***** This file should be named 12698.txt or 12698.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:

http://www.gutenberg.net/1/2/6/9/12698/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
Updated editions will replace the previous one–the old editions
will be renamed.
Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away–you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.*** START: FULL LICENSE ***
THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at

http://gutenberg.net/license).

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation”
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreementbefore downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project
Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
“Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that
– You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, “Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
– You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.
– You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.
– You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.
1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
“Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES – Except for the “Rightof Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND – If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’ WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY – You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.
The Foundation’s principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation’s web site and official
page at http://pglaf.org
For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibitionagainst accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations. To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.
Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.