Haabløse Slægter, Herman Bang

PDF: Haabløse Slægter, Herman Bang
Haabløse Slægter
Herman Bang
The Project Gutenberg EBook of Haabløse Slægter, by Herman Bang
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
Title: Haabløse Slægter
Author: Herman Bang
Release Date: February 18, 2004 [EBook #11139]
Language: Danish
Character set encoding: ISO-8859-1
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HAABLOSE SLÆGTER ***
Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
HAABLØSE SLÆGTER
Herman Bang
_Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs
Historie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt,
hvad jeg fortæller, bliver skønt siler ej, eller om det vækker–enten
Graad eller Latter.
William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg nedskrevet
den Ulykkeliges Levnedsløb._
FORORD[*] TIL TREDJE UDGAVE
“Haabløse Slægter” udsendes i dette Bind for tredje Gang–akkurat fem og
tyve Aar efter sin Fremkomst.
Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første
Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave
forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernedemig fra Bogkøbernes Skabe.
Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog
bunker “Haabløse Slægter” nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens
Loft uden som Makulatur.
Alligevel gik det anderledes.
For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman,
som hed “Haabløse Slægter”. De ikke blot huskede den. De spurgte endog
deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt
svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere “Haabløse
Slægter” tilbage.
[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske
Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den
“endelige”, skrev han dette Forord.]
Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som
denne: at være længe glemt for igen at blive husket–at den Bog har
forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.
Den udsendes altsaa atter.
Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke
træt af at file og “gøre bedre”. Men i “Haabløse Slægter” nytter det
saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er.
At eftergaa “Stilen” er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange.
At eftergaa selve “Bogen” er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun blive
ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad et
ungt Menneske skrev–fordi han følte det.
I “Haabløse Slægter” er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har
ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende
kan fornemmes.
Herman Bang Marienlyset, August 1905.
FØRSTE BOG
SOM MAN SAAR–
PROLOG
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at
den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i
Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par
Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden. Familien levede
ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Haandværk, der var vel ogsaa
studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt
var det ganske middelmaadigt og stilfærdigt. De fleste havde vel
endogsaa glemt deres store Stammenavn.
Men henimod Slutningen af det forrige Hundredaar kom en enkelt Gren af
Ætten til Kræfter.
Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svang
sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blev
atter Attributer til Navnet. Det var strenge, viljehaarde Mænd, som
forstod at arbejde, og som vidste, hvad de vilde. De skyldte deres
Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke.Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele Slægten
en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som
skaffede sig Udslag paa forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse
var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al
Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at
give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab.
Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom
et Barn og kastede Papirskugler paa Tjeneren. Hun skrev ogsaa Vers, hvor
der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige
Sæder. Hendes Lidenskaber var overmaade heftige i alt.
Det var Stamforældrene.
Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det
egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at
Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let paa Traaden. Saa blev
hun nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen
understøttede dem troligt–de blev siden gifte–indtil de forsvandt i
Mørket.
Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik
og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid.
Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen
indtil Midten af det nittende Hundredaar dets ejendommelige Præg. Fra
Moderen havde han arvet Sindets Uro, han maatte altid være sysselsat,
altid have fuldtop at gøre. Saa skrev han Vers i sine ledige Timer; de
var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at
bestille, skrev han saa stor en Mængde, at han maatte gemme sine
Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige
saa ødselt givende som hun og lige saa heftig. Desuden var han en
forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes.
Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han lod bringe Orden i
sin Stamtavle og vilde hæve sin Familie ved at slutte Forbindelse med
den “nye” Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende
sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgsmaal, om den smukke
Kvinde havde giftet sig med Manden eller med Navnet og dets Fremtid.
Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem
med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker,
Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme
Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun
levede i Haabet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun
for, at Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt
Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt
midt i en Indberetning til Statsraadet. Men, da Majestæten fandt
Historien saa morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors,
formildedes Fruen igen.
Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling.
Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance, som nedarvet
Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til “de
store Dygtigheders Sønner”–han var svagelig, nervøs, allerede tidlig
dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig naaet til et nyt Stadium i
Slægtens Historie.
Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer saa stærke.
Excentriciteten tog Overhaand.
Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed
foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen uden Knurren,
fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig Maade. Han
blev stadig mere nervøs og mere lidende–hans Melankoli var
foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var
ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blivetil, og beklagede allerede hans Fader.
En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev
talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og
derpaa en stærk, langvarig Hulken.
Det var ud paa Efteraaret, dette skete.
Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i
Døgnet og holdt sig om Natten vaagen ved at drikke Sherry og sidde med
Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men
han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid
ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og
hans Evner svækkedes.
Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første Karakter,
og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere sig; naar
han saa kom hjem, kunde der geres noget for ham. Ludvig rejste til
Paris.
Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden
blev Landmand.
Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder
i Tiden.
Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme: Det
store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig,
vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret
Følsomhed. Politikken begyndte al vaagne … man talte om Frihed, om
Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt
var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor
tumlede man saa let med det altsammen: Idéer holdte over Virkeligheden
er stumpe Vaaben, Børn kan lege med; Realiteter er farligere.
Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i Folket Kræfter bag
Ordene; det saás, da man maatte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog
saa denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid; maaske
var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale
Vækkelse i Hundredaarets Begyndelse og af den Haardførhed, de knappe
Tider den Gang havde lært os. Men derom faar den Historie dømme, som
ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes Vildfarelser.
Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op, og
han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for
Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at han
lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have
tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig
Exercits’ Strabadser. Han blev syg og rejste hjem.
Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand.
Ludvig vilde ikke søge Embede, han var evig paa Baderejser, flakkede
Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den
næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland,
Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte til paa.
En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive
herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør.
Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunde
ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde
optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige
Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame
fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde truffet
hinanden paa Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt sammen.Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og trediveaarige Høg
var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til
at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte
Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det
Ukendtes Magt.
Da han friede, gav Stella ham sit Ja.
Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den som en
Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen “rigtig”
Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end
hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et Ægteskab; og hun
var saa ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie.
Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. “Det er en skidt
Historie,” sagde han ved Præstens L’hombrebord om Tirsdagen. “Skidt
Historie … Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig,
Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er
Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s’gu ikke Spøg
for Stakkelen.” Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede
Brillerne fastere over Næsen. “Og skulde Kandidaten giftes, burde han
s’gu have ta’et en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod ind i
Familien.”–De andre lo.–“Ja det er min Mening.–For Stella er det Synd
og Skam. Hun maatte ha’e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i
Moderens Familie. Det bli’r et rart Roderi, naar de Svagheder kommer
sammen.–Men forhaabentlig faar den Kavalér da ingen Børn, saa det bli’r
sidste Akt … Ellers Gud hjælpe Afkommet!”
Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var mindre
behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteraaret fik han Embede og
i November stod Brylluppet. Det var 52.
*
*
*
*
*
I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Bekendtskab, er man altid
udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru
Høg, ret vidst, hvad hun gjorde–maaske var der nok et og andet, hun
savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen
Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til
Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun næsten,
alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt
opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende
en Vane.
Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad
han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for ham selv
og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod; han
blev meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede hans gode Lune
sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og Stella var saa
forskellige som Nat fra Dag.
I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller
hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, naar han gik ud, og hun var
bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med
Slør og Blomster og spillede “Operaer” paa Klaveret. Det var et
Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede.
Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde–hele Dagen var han enten ude
eller paa sit Værelse–klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener,
hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den
Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste
Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede
Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde overraske ham, og han
maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham.Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle
Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor
Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun
havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig blev
uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans Pande, og han kom til at
ryste stærkt. Saa tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella ud af
Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret.
Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig, og
naar han vilde, kunde de sidde til langt ud paa Natten og læse. Hun
havde en dejlig Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret deraf
og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. “Ja,” sagde hun, “jeg er ikke
født til at være Herredsfoged-kone!”
Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden som Stella blev
ældre, indsaa hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægtestab var en noget
ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og
hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk
Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men hun
opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og
uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds.
Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget indtaget i sin
Svigerdatter.
Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været gift i tre Aar, og
det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulde faa Ret i sine
Forhaabninger.
Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede,
var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad
der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til
Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne hovedkulds
Rejse, glemte den saa igen.
Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes
Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at
hendes Bryst skulde være angrebet.
Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes Naade
Stiftamtmandinden, som holdt hende over Daaben. Stella var meget
lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede det selv.
Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen bestandig
af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Aander om Natten. Stella
skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel.
To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig
under dette Svangerskab, hun taalte næppe at se sin Mand, hun vilde Uger
igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, hvor
hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol; saa til andre
Tider fo’r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i Egnen; hun
arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte
Maaned: Lægen maatte i den syvende Maaned forbyde hende at danse.
Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for
stærkt under Svangerskabet.
Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han
vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld.
Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i
Isvand, og han kom til Live igen.
Stella laa længe syg.Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten
feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William.
Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter.
Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han
døde stærk, som han havde levet.
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret
over Sengen, spurgte: “Den bli’r svagere?”–“Ja, Deres Excellence.”
Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig;
Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme
Spørgsmaal og det samme Svar.
“Ja, Deres Excellence.” Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag.
Og igen ganske tyst.
“Svagere?”
“Ja, Deres Excellence”–
Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig
støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede
tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet
Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden
Taffeluhrets spinkle Dikken.
Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet
skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med
tilbageholdt Aandedræt.
Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa til
Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa
Pigen. Ludvig fo’r sammen, naar han hørte det.
Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværelset lød Aandedragene
tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem.
Excellencen rørte sig i Sengen.
“Rejs mig op,” sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab.
De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes
Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden
gaa forbi sig.
Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod Fodenden,
saa stift frem med de brustne Øjne.
“Nu kommer det,” sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned paa hans
Bryst–de fo’r alle sammen og gik et Skridt frem.
Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken. Excellencen
var død.–
Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet
sammen for at følge fra hele Stiftet. Kongen lod sig repræsentere ved
sin første Adjutant.
I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede en
svunden Tid, og at det var smukt at se saa mange vise Respekt for det,
hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes
Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en
større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den,
der, som denne Mand, indenfor sit Syn–var det end snævert–havde gjortsin Pligt og ydet sit bedste.
Hans Højærværdighed var national-liberal …
Saaledes blev Excellencen Høg begravet.–
Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være Byfoged
i Randers.
Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse,
gik hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj;
hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres
Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt,
pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. Nina græd,
William stod med Fingrene i Munden og saá op paa Moderen med store
forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege–hun viste dem hver Plet; det var
som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og saá ud
over den kendte Egn fra denne skraanende Bakke.
Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret paa
Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt:
“Kys Willy,” sagde han.
Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt ned ad
Højen.
*
*
*
*
*
I
Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De
kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers. Det
tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom Stellas
Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63.
Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved
Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort
i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man
drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra
København, hvori Brevskriveren frygtede det værste.
Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i
Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen i
det samme Værelse.
Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde søge
at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i
Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og spurgte, hvem der
da var Perikles.
Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt
Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om
Hertugdømmerne.
Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at skulde Kongen dø nu,
stod meget paa Spil.
“Gud forbyde det,” sagde Præsten.
Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa Stolen
og lyttede ivrig.”Maaske trænger vi til en Krig,” sagde hun.
Lægen smilede. “Fruen gaar vel med i Ambulancen?”
Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om
Aanden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig,
sligt gentog sig ikke, sagde han.
Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor
paaregnede i Tilfælde, der kunde møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs
mægtige Cæsar.
Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner,
Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde
fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne.
“Det er dog værre i Spanien,” slap det ud af Lægens Frue.
Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden mente, at
Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at
Skriftefædre–det vil naturligvis sige, dem med Cølibat–i det Hele var
en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst, om
hvem man paastod, at han overfor Menighedens Dameverden og ikke mindst
overfor Stella havde visse katolske Tendenser.
Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen: Man kunde ikke forlange
formeget, vi var alle Mennesker …
Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til Bords. Nina og
William havde faaet Lov at være med.
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt
dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt
duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af
Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale … Efter Excellencens Død havde
Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok
ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften
benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Buffet’en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og
alle Lysene i Kronen var tændte.
Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og saá
prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb havde
Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede
misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte
sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud.
Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om
den var fra Sèvres?
“Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe–han havde været i
Frankrig i en diplomatisk Mission–den var fra Sèvres” …
Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved
Sèvres.
Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at
Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem
igen.
Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv.
Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid–hvor Fru Bergkøbte?–Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede
det.–Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste
Plukfisk.–Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.–Om Stella havde set noget
værre end “Dronning Marguerites Noveller”?–Nej aldrig. Berg paastod,
at François I spiste med Fingrene … Dronningen havde i hvert Fad spist
Pandekage med Kniv.
“Den blaa” havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han
ikke havde faaet Snitter.
Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa mørkt
et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.
Fysikus drak privat med Pastoren.
Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene
stadig brugte Tran?–Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks–
Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten
demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa hendes
Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om
Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus
var.
Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo.
Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000
Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.
Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige
end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget
lidenskabelige …
Nej, Høg vidste det ikke …
De talte i Munden paa hverandre. “Den blaa” gik omkring og skænkede, det
var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe
at have smagt en saadan Vin … Han sad og saá glad paa, hvorledes den
oliede paa Glasset.
Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina sad
hos Lægen.
Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg erklærede
sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen
Selvkritik–den ældste var virkelig meget flink i Latin …
Ja, i Latin …
Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre.
Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse over en
Opsats … Den var en Gave fra Kongen … for Resten knyttede der sig en
pikant Historie til denne Opsats …
Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede … Historien
var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen havde
foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt
i en Femdalerseddel … Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen.
Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet af sin
Perikles.
De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru Berg
brækkede Stoleryggen ved at kaste sig haardt tilbage, og Præsten greb om
hende.”Den blaa” kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. “Et Telegram.”
“Et Telegram.” Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle
set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned paa
Gulvet.
Høg var meget bleg.
“Kongen er død,” sagde han.
Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske
stille. Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De
saá alle ned for sig–Præsten havde foldet Hænderne.
William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden.
Saa gav han sig til at græde.
Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. “Der vil komme
strenge Tider,” sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa
Buffet’en …
*
*
*
*
*
Krigen kom. Der laa mange danske Tropper i Randers, men man frygtede
hver Dag at maatte gaa længer mod Nord og opgive Byen, Fjenden var
rykket frem Norden for Skanderborg–Vejen laa aaben.
Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de
Saarede paa Byens Lasaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed.
Det var ud paa Aftenen. En kold, gennemblødende Efteraarsregn, pisket af
en hvinende Storm.
Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun
ringe Haab.
Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i
Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; naar
Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden skræmmedes
hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over Vuggen og lyttede til det
gispende Aandedrag. Tog sig saa om Hovedet og sukkede.
Regnen slog haardt mod Ruderne, greb i det raslende Thermometer … Folk
talte højt nede paa Gaden.
Hun satte sig atter op. Barnet laa med store angstfulde, spørgende øjne,
der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende
Blik. Hun saá til Siden, vilde knibe ud fra Blikket, men følte det
hjælpeløst imod sig, kunde ikke slippe fra det. Øjnene var store,
glasagtige.
“Vug Aage, Nina,” sagde hun.
Nina havde siddet og strikket ved Lampen. “Hvor er William?” spurgte
Moderen.
Han sad sammenkrøben paa en Skammel og sov, gemt bag Gardinet.
Billedbogen var falden ned paa hans Knæ.
Aage drejede Hovedet ganske lidt paa Puden og fulgte Stella med Øjnene,
mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William.
“Nu skal Ane bringe Dig i Seng,” sagde hun.
Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og saá ud.Folk løb uroligt frem og tiltage paa Gaden. Man raabte til hinanden i
Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen
havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa
Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk i
Regnen …
Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske
svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede
krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet.
William gik hen til Vuggen og saá nysgerrigt paa Broderen.
“Lille Bro’r er syg,” sagde han og stod og pillede ved det grønne
Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i
Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og
heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg maatte jo dog
ogsaa snart komme … Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i
Gaden.
“Naar kommer Fa’r?” spurgte Nina.
Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage,
hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom
Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under
Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa.
Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog
stærkere fat, det piskede ned … der lød mange Trin paa Gaden, stadig
flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte.
“Hvor de løber,” sagde Nina. Hun var krøben op paa en Stol ved Vinduet.
William stod og trak hende i Kjolen.
Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Raab, Hornsignaler … Stella fo’r op
fra Vuggen …
“Mo’r dog,” raabte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort
fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde.
Hornene lød nu fra alle Kanter–ilsomme Hovslag. Løb … de raabte højt
paa Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind mod
Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar op.
Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i
sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den
oversvømmede Stenbro … Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren.
“Kommer de?” raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: “Kommer de?”
Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt paa det
klaprende Vindu–Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte
Nødraab, ilsomt fra alle Sider.
“Kommer de?” raabte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet.
Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop–hun raabte igen, han
svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord.
Nina sad ved Vuggen.
“Mo’r, Aage bli’r sort i Ansigtet.” sagde hun.
Moderen løb tilbage. Barnet laa rallende med stive Øjne. Hun rev Nina
væk og kastede sig med et Skrig ned over Vuggen–tog Barnet op, lagdedet atter ned.
“Han dør, han dør,” raabte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte
nogle Draaber i en Ske, “Han dør,” gentog hun sagtere, blev ved mekanisk
at gentage: “Han er død, han er død”–
Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og
løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i
Lampen slog op og osede … William og Nina sad henne i en Krog bag
Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens
Skød.
Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden lød der urolig Trampen
af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa Barnet.
Saa blev Døren reven op.
Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og flød i
store Strømme hen ad Gulvtæppet. “De er her,” sagde han hurtigt,
“Prinsen flygter.”
Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe. Han
havde ondt for at tale.
“Gaar Du igen?” spurgte Stella angst.
“Ja, Prinsen rejser om lidt.”
Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte:
“Barnet dør.”
Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa Hænder
om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik.
Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater
drejede om paa Torvet. De mere løb end gik. Hovederne dukkede ned bag de
opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om
de trampende Ben … De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme.
Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene
kaldte uafladelig.
Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne
flagrede i Stormen, Hestene stønnede–Stella genkendte Prinsen. Hun saá
hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen.
Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet
hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes
Kjole.
“Hvad vil Du?” sagde hun.
“Hvorfor blæser de?” spurgte han.
“Fordi de Danske flygter,” sagde hun og saá igen ud. William hvinede.
“Nu sover Aage,” sagde Nina.
“Hvad siger Du?”
“Aage sover.”
“Sover?” det lød som et Skrig, hun saá hen til Vuggen … hun syntes
ikke, hun kunde flytte en Fod …Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og Skaarene
faldt raslende ned paa Stentrappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af
Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere … man hørte kun
nu og da et enkelt skingrende Horn.
Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet
ned i Gulvtæppet.
William græd hele Natten.
*
*
*
*
*
II
De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng.
Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store Øjne
med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for
stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere
rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at gaa
paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske
Bevægelser.
Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunde smaasnakkende med sig selv
slentre langsomt hen langs Husene–Stella paastod, han sled Huller paa
sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad Væggen–med dukkende
Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Saa pludselig snublede han over
sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor
han saá ud, naar han løb. Man kom til at tænke paa de smaa vanskabte
Trolde med uforholdsmæssig store Hoveder, som ligger sammentrykte i
Æsker og springer op, naar Æsken aabnes. Saa stod han stille, slentrede
igen og gav sig atter til at løbe.
Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne Ord,
og hvad ban sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en
Komedie.
Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om
Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden
ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa og skar Brødet
ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved
Maden–Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i Kuløren–og kastede
Smørrebrødet paa Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod Pigen og
redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i
Munden, mens hun redte den anden.
Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende
saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret.
Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod
meget tidlig op.
“Hys, hys,” sagde Pigen, naar Børnene tænderklaprende aabnede Døren til
Køkkenet. “Borgmesteren er oppe.”
De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste
hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig
ved Vandspanden. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa
uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.
“Hys, William,” sagde Nina. “Du véd jo, Fa’r er oppe.”Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen
ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte paa alle fem
Fingre.
“Saa skulde da al Landsens … dit Klodsfæ,” skændte Pigen.
Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saá de Faderen sidde ved Bordet
med et Haandklæde om Hovedet. De sagde “God Morgen” ganske sagte, han
nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina aabnede Døren og listede
ud, William bag efter–men Drengen kunde i sin Befippelse sjælden faa
Døren lukket. Saa stod han længe og raslede med Laasen, indtil Faderen
rejste sig med et utaalmodigt “Naa” og smækkede den haardt i.
Børnene var glade, naar de frelste var naaede ned paa Gaden.
Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bænke langs med Væggene.
Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i
Hovedet med sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin den søvndyssende
Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, Balslev og Luthers lille.
Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen, rejste alle Drengene sig paa Rad.
En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende Puf og
fo’r op, mens han tabte Bogen af Haanden. Inspektøren lod ham springe
over Stokken, til han vaagnede. I det hele taget var Hr. Inspektor
vanskelig om Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at faa
Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de
Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig saá ud som en
Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held.
For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst
omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i Forvejen
var saa velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det.
Drengene var glade, naar Timerne begyndte.
Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle
Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa.
Historien var Aarstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at
bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Aarstal og
Tørhed gylpet op igen.
Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne opslaaede, men med
lukkede Øjne. De kunde rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke fejl,
for han stod med Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen; og de andre
sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa Armene og
blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens de i Smug læste
paa det næste.
Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se
efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig
ligesom de andre. Saaledes gik Timerne.
I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt i
Munden paa hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med Blæk,
som man klattede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren kom ind, gik
Timerne atter som før.
At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte Sprogene ved at
plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske
Tabeller, Geografien læste man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa Bogens
Ord og hadede Fantasier.
Den Flittige fik ug’er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den maanedlige
Omflytning, den Dovne havde en daarlig Karakterbog, blev flyttet ned og
kom som yderste Straf “til Rektor”. Det var noget forfærdeligt at kommetil Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med Frygt og Bæven paa,
hvem Loddet skulde træffe; den, hvis Maanedskarakterbog blev holdt
tilbage, vidste, hvor den skulde hentes.
Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der stod
en gammel Sokrates paa Kakkelovnen. Henne i et Hjørne paa et lille Bord
laa et rødt-indbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne havde foræret
deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium laa Bogen ved Siden af
sin Ejermand paa Eksamensbordet. Pedellen betragtede den som en
Helligdom og svøbte den ind i et grønt Klæde, hver Gang han skulde bære
den.
Her var det, man kom hen, naar man skulde “til Rektor”.
Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den gamle
Verden stoppet op paa Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én
for én.
Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud
gennem den og forsvandt.
“Den Næste,” sagde Rektor meget højt. “Den Næste” kom ind. Rektor satte
sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, graa Hoved helt
frem mod den Ulykkelige, saá skarpt paa ham med sine smaa plirende øjne.
Slog saa med et talende Fingerknips ud med Haanden.
“Er det nu Dig igen?” sagde han og klemte Læberne sammen med en
ejendommelig klagende Hviskelyd. “Er det nu Dig igen?” Rektor gentog
altid saadanne Spørgsmaal, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere
sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende
Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af.
Det var jo ham.
Rektor saá atter pas sit Offer. “Vil Du da kun gøre dine Forældre Skam?”
spurgte han saa atter. Han lagde bestandig Trykket paa det første Ord,
snuppede derpaa Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der
ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen.
Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. “Det er dog
besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste
i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel.” Derpaa
pludselig med stærkt Eftertryk: “Hvad siger din Fader?”
Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. Fra Synderen en
Mumlen …
“Naa–og din Moder? Det er en meget elskværdig Kone.”–Rektor slæber
betydningsfuldt paa Ordene.–“Vil Du huske at takke hende for sidst” …
Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor ser paa sine hvide,
soignerede Hænder, meget bløde Hænder.
“Naa,” Han rejser sig, gaar kroget hen over Gulvet med knirkende
Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fingren paa Næsen og ser op paa
Sokrates.
“Kom saa her hen!” siger han. Synderen gaar et Par Skridt frem. Rektor
stikker Hovedet helt ned imod ham. “Vil Du saa blive bedre?” Og efter at
have rettet dette energisk fremførte Spørgsmaal til den Ulykkelige
vender han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet.
Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til “den gamle Verden”
paa sin Ryg og ser sønderknust ud. “Træd saa ind paa Tæppet!” Den store
Mands Stemme er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Haandbevægelsen erlangsom og værdig. Han holder et Øjeblik den venstre Haand mod Næsen,
tager Spanskrøret Frem med den højre.
Drengen græder.
“Ja, nu græder Du–men lad det saa blive bedre, hører Du, lad det blive
bedre.” Han lader det blanke Spanskrør beskrive en lang, værdig Bue
foran Offerets Øjne.
“Knap Trøjen!” siger han derpaa pludselig med Kommandorøst og retter
sig, saa han bliver meget højere. Og medens Vorterne paa hans Næse
blusser og hans Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens
Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg.
“Gaa saa!”
Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet. Saa
vendte Rektor sig igen, og med Haandknips og Styrtesø gentog han
hurtigt, stadig med stigende Betoning og en vekslende Akcent: “Lad det
saa blive bedre, se dog til, at det kan blive bedre; faar vi haabe, det
vil blive bedre!”
Og saa endte det med et:
“Hils dine Forældre!” Det var som et mildnende Punktum.
Det var Skolens Straf.
Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste ogsaa at belønne. Den
sidste Dag i Skoleaaret var Belønningens Dag; saa blev alle Byens
Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange
andre. De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret,
hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, “der
nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser.”
Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer
biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene,
passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.
Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der
var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket
mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad
ganske ret i Sædet … Rektor kærtegnede sin Næse.
“Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet,” lød det.
Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrigheders Bryst. Det var,
som om Vejret skulde gaa fra alle dem, som haabede. Og de andre trængte
paa for at se.
Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i
Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Haaret. Saa, nu er han henne ved
Katedret. Han faar Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over
Gulvet, naa’r sin Plads–han mærker, at hans Skjorte klæber paa Kroppen.
William var den sidste, som blev raabt op. Han havde ikke smagt Mad den
Dag, og han var bleg som et Lig. Han hørte næppe sit Navn, og han vidste
ikke, om han kunde flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring
hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. Saa gav en af de
store ham et halvt Spark henover Gulvet.
“Naa for Satan,” sagde han.
William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran
Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret.Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap
den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte
til at græde, mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin
Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han saa let til Vandet, at
Stella lod ham gaa tidlig i Seng med Surdejg under Fødderne.
Det var “Prins Otto”, han havde faaet.
Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de
dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene
følte, hvad de tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen Drenge
til man var seksten Aar; fra seksten til atten var man nærmest et
uheldigt og beklagelsesværdigt Amfibium. Drengene blev behandlede som
nys fortalt, Amfibierne havde Lov til at blive oppe i det store
Frikvartér. Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem mod
Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres
Hjerter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale–det overlod
man til Tilfældet og til Hjemmet …
Og saa overlod Hjemmet det til Skolen.
Høgs Spiste, Saasnart William og Nina kom hjem fra Skolen. Der blev ikke
talt meget ved Bordet. Naar Nina begyndte paa en lang Historie, og
William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning
op til Panden, og Stella hyssede ad dem.
Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og
skubbede til hinanden under Bordet. Naar Middagen var forbi, kyssede de
Høg–William var altid saa underlig angst og ganske rød i Hovedet, naar
han løb ud af Døren efter det Kys.
Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften.
Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs Gaard–en stor Gaard med
Skure til at skjule sig i og store Vognporte og Brændestabler. Der laa
ogsaa nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der
i Aarevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, naar de legede
Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gaarden. Derfor var
han stadig Konge–han duede ikke til andet. Men Konge kunde han nok
være: han stod øverst oppe paa Tønderne og uddelte Ordener–smaa
Cigarbaand, han tiggede af sin Fader–og han lavede sig Skærf af gammelt
Tarlatan, han fik af Stella.
Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han
sig krone med den Papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans
Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte
Kronen paa hans Hoved–Nina kunde ikke slaas, hun og hendes bedste
Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed.
Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede
langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Kolumbus, og
han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne.
Matroserne havde bundet ham. Men saa raabte Nina: “Land–land!” Og
William tog det gamle Flag om sig og sagde til de andre, de skulde bære
ham i Triumf i Gaarden.
Himlen véd, hvormange Gange han havde opdaget Amerika.
Det var Legene i den store Gaard. Men som oftest legede Nina alene med
Drengene. William blev oppe for at læse. Han laa udstrakt paa Maven med
Hovedet støttet paa Hænderne og læste og læste. Naar han blev ivrig,
kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt henover Gulvtæppet: ofte
læste han højt–han vidste ikke af det, men han deklamerede baade om FruHelene og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det meget
højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunde han ogsaa rejse sig og med
Bogen i Haanden gaa frem og tilbage, mens han blev ved at recitere.
Stemmen slog over, saadan anstrengte han sig.
Stella sad ganske stille og saá paa ham. Saa lagde han Bogen og gik frem
foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig
i Position.
Lidt efter laa han igen paa Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunde
godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun
Samtalen som noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han sad
dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel ovenover.
Han læste meget, men “Prins Otto” var hans Yndlingsbog. Han havde lavet
et Telt at nogle gamle røde Gardiner oppe paa Loftet, en lille Hytte med
en Løjbænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis og læste atter
og atter om den tungsindige Kongesøn, der sukkede i sit ufortjente
Fængsel. Der var saa mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe
kunde skelne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod
Taget, og Heden lejrede sig blykammerutaalelig, kvalmende og tæt langs
Bjælkerne i Rummet. Kokkepigen tørrede Rosenblade heroppe, de laa
spredte paa Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst
blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Døren stod aaben, nu da
Hylderne var tomme.
William læste. Men undertiden lod han Bogen falde ud af sin Haand og laa
med Næsen i Vejret paa Løjbænken med lukkede Øjne. Han drømte.
Underlige, vage Dramme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik Farve og
Tone af den rødmende Skumring bag de gamle Gardiner.
Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, saadan Konge, som man
var det i de Romaner, han læste: mægtig og rig og stor. Han klædte sig i
Tankerne i Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende Atlask; det
glimtede for hans Øje med Ædelstene og Perler, Diamanter og Sølv;
undertiden kunde det formelig blænde ham. Men saa kom Fjenden i Landet,
og han drog imod den. Det var Regn, Storm og raakoldt Uvejr, da han drog
ud. Saa kom Kampen. Der var Tummel, Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod
hinanden. Geværerne knaldede, der var ogsaa Kanoner i hans store Kamp.
William saá Blodet strømmende flyde omkring sig, Folkene faldt, segnede,
blødte … han aabnede Øjnene for at besinde sig, for at se, om han
endnu laa paa Loftet bag Gardinerne.
Saa maatte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt,
Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var
Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Saaledes
drømte William ofte.
Eller han drømte, han var umaadelig rig. Han badede sig i duftende Vand,
ligesom Prinsen i Eventyret, han spiste aldrig andet end dejlige
kvægende Frugter, og han giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget.
Hun havde en hvid Kjole med blaa Sløjfer ligesom Julie paa Danseskolen,
som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som alligevel havde grædt en
Gang, han havde kysset hende henne bag Døren: “Det var saa haardt,”
sagde hun. Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede
hende paa Hænder, der var ligesaa marmorhvide som Bengerds. Men der kom
onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende,
viftende med sit hvide Slør–et langt, sølvbroderet Slør, saa smukt og
saa flagrende–og han stod paa Altanen alene. Saa kastede han sig ned
paa Altangulvet og kyssede det Sted, hvor hun havde staaet.
Det havde han ogsaa gjort, da den lille Harriet rejste. De havde leget
Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet var Brud, han var Brudgom. Stella
havde pyntet dem begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var
Følget; Stella spillede en Galop paa Klaveret. Men Harriet og Williamvar gloende røde i Hovederne og gik uden at se paa hinanden op til
Altret, hvor Nina messede ag gav dem smaa Ringe af Guldperler.
William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet
sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle
Violer, Stella lo af det, saa Taarerne løb hende ned ad Kinderne. Men
William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De
stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i
Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og
Taarerne flød fra dem begge. Saa kaldte Moderen paa ham, men Harriet
holdt fast i hans blaa Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag–hun
kunde ikke slippe. Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad
Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han saá raadvild op efter Harriet, og
medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede
Trappetrinnet.
Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng
kendte aldrig Maade i noget.
En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme
Skønhed paa et Børnebal. Hun havde lovet ham en Dans, men mens han gik
ud for at hente et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede bedre.
Da han kom ind med Glasset og saá dem danse, slog han dem Vandet i
Hovedet lige midt i Salen. Stella gav ham en Ørefigen, men han bed blot
Læberne sammen og sagde: “Jeg fortryder det ikke.” Og Stella slog ham
ikke oftere.
Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte sig hos ham. Saa
fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunde hun ogsaa jage
ham ned, især naar hun traf ham grædende, hvad ofte hændte.
“Hvorfor græder Du?” spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og
holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunde holde op at
græde, eller hvorfor han før var begyndt. “Lad os gaa ned og læse højt,”
sagde Stella.
Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid
Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som
Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad
alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog. Naar
de læste, rokkede de med Hovederne, saa de stødte Panderne mod hinanden;
saa rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor
det var.
“Læs alene, Mo’r,” sagde William.
Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende
læste hun. Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Haand
ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Haar, hvor den hvide
Skilning skinnede i Skæret fra Lampen, William syntes, det var som Musik
han hørte.
Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet
var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig
langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen. Dér sad han saa gemt
helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under
Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede
en lysende Stribe op efter i Haaret.
Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt
sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede.
“Sover Du?” spurgte Stella.
“Nej,” sagde han henne fra uden at røre sig. Men Nina gav det et Ryk i,saa hendes Strikkepinde fo’r raslende imod hinanden; hun kunde
undertiden være paa Vejen til at blunde lidt.
Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhaanden som
Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst laa
han med begge Arme frem paa Bordtæppet og Hagen ned paa Bordet. Øjnene
straalede.
“Du vælter Lampen,” sagde Stella.
I Fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens Taarer faldt
langsomt over Kinderne ned paa Bogen, Nina sad og snøftede og pirrede
sig med Strikkepindene i Haaret. Saa tørrede hun Taarerne af med
Strømpen.
“Strømpen,” raabte Stella. “Strømpen. Den bli’r sort som Jorden til
Eksamen.”
William holdt mest af “Væringerne”. Det var Zoë, han helst vilde høre
Moderen læse. Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, naar han
hørte hendes forfærdelige Ord.
Andre Aftener kunde Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt,
om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker laa
Slægten begravet igennem mange Led, deres Vaaben var malet paa Væggen,
hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.
Fra den Tid tænkte William meget paa den Kirke, naar han sad paa Loftet.
Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt.
Dér laa de. Hvor der maatte være højtideligt og stille i den Kirke. Der
maatte altid hviskes eller synges.
Dér laa han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og
mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget paa
Ligstenen.–Og Kongemorderen laa der ogsaa. En Kongemorder var der i
hans Slægt. Han blev angst, naar han tænkte derpaa. Sveden sprang frem
paa hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom.
En Kongemorder. Og han saá Blodet flyde og Kongen bleg, døende i
Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en
Kongemorder i hans Slægt–han laa dér i Kirken med de andre. Det var
forfærdeligt.
Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte
sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det:
“Det er 600 Aar siden,” sagde han. “Seks hundrede Aar!” Williams Tanker
kunde ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om,
hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke,
som hans Moder fortalte om.–
Men undertiden, naar det var blevet helt mørkt paa Loftet, kunde han
vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at
turde røre sig og uden at turde aande, og han spejdede ud i Mørket med
store Øjne. Saa pludselig fo’r han op og stormede hen til Trappen med
Fingrene stoppet helt ind i Ørene.
Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.
Han begyndte nu ogsaa, naar han saaledes sad alene, at tænke paa, hvad
han vilde være, noget stort vilde han være–maatte han, det var
nødvendigt for Slægten.
Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der smuldrede i den gamle
Klosterkirke. De læste om Kongemorderen i Danmarks Historie. En af de
andre Drenge Kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen ogslog ham med knyttet Haand i Ansigtet.
“Han er af min Slægt,” sagde han. Og da de andre lo, blev han meget
bleg, men han sagde ikke mere.
*
*
*
*
*
III
Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om
Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i
Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en
Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag.
William og Nina kunde aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der
slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad paa en Skammel bag
Bogskabet, og lige efter Theen skulde de alle synge en Salme. Om
Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad
dem være gode Børn.
Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i
Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som
besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte
Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu saadan en
Skik dér, og man saá næsten aldrig Herrer i Kirken. Maaske passede
Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed ogsaa bedst for kvindelige
Tilhørere.
Stella derimod gik i Kirke en Gang om Maaneden, altid til Højmesse. Hun
holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris paa, at man gik i
Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunde vise en Familie,
man omgikkes saa meget. Desuden talte Præsten godt.
Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste
Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en
Gang om Maaneden.
Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus’ Religion, men
Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at
føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud
paa Mørkningen. Naar han var gaaet, satte Stella sig til Klaveret og
spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Themaer.
Undertiden græd hun.
“Præsten har været her,” sagde saa Nina.
Børnenes religiøse Opdragelse blev saa overladt til Skolen, men Stella
holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William
havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang “tg” for en Salme paa
ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor.
Da William var tre Aar, havde hun lært ham en lille Aftenbøn paa fire
Linier. Hun lærte ham ogsaa at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver
Aften ind og hørte, naar han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng.
Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen.
I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse
til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og
William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige
overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella
og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William
blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkedemed Hovedet under hele Gudstjenesten. Naar han kom hjem, kunde han hele
Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen.
Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han laa til langt ud paa
Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han
sagde ofte, at hvad han helst vilde være, var Munk eller Martyr.
Der var i en Baggaard i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk
Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt cg
uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige
Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis.
En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis
Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var
helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst
baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet
og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker.
Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele
Rummet. William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt.
Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af
Lyden af Klokkerne og af Røgelsen.
Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa
meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom
der var Musik langt borte.
Han laa der endnu, da Præsten gik ned. “Det er Forbi,” sagde Præsten og
lagde Haanden paa hans Hoved. William saa op og traf et Par mørke,
tungsindige Øjne, som saá ned imod ham. Han kyssede Præstens Haand og
gav sig til at græde.
Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene.
William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede
Drengen paa Panden. William løb …
Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og
sagde, at han ikke maatte gaa i katolsk Kapel oftere, det passede sig
ikke. William gik alligevel derhen, saa tit han kunde, han vidste ikke
selv hvorfor, men han kunde ikke blive derfra.
For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte paa Alteret.
Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulde være Katolik, og at den
unge Præst snart skulde have ham til Alters første Gang. Hans
Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og
kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gaa til Katolikerne.
William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja.–Hvorfor?
Fordi han syntes, det var saa smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det
var syndigt. Ja men–hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til
Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vaagnende Kritik, sagde
han. Saa vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det
var en Forvildelse, og man maatte vogte sig for Forvildelser. “Desuden
er det ogsaa meget upassende,” tilføjede Stella … William gik … “Ja,
det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme,” sagde Pastoren,
da Drengen lukkede Døren.
Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede haardt med sig
selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulde spille
tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var
Pastoren, som havde raadet til dette. “Man bør gøre de Unge Vejen let,”
sagde han.
William spillede Whist, men for Fremtiden, naar han mødte den unge Præst
paa Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op
med at gaa i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængteikke ind paa ham.
“Han er en besynderlig Dreng,” sagde hun.
*
*
*
*
*
Hen paa Foraaret i Maj Maaned kom et stort fremmed Balletselskab til
Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage
Børnene med i Theatret. Det vilde kun fordærve deres Smag. Da William
ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig
været i Theatret uden én Gang for mange Aar siden, da han var en lille
Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang saá, huskede han ikke noget af
uden et Marked og En med en Guitar. Det var “César de Bazan”, han havde
set.
Naar Kammeraterne i Skolen talte om Theatret, hvor de fleste ofte kom,
tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede
ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunde
blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods.
Undertiden naar der var Forestilling paa Theatret, gik han om Aftenen
ned paa “Graven”, hvor Theatret laa, og stillede sig op ved Indgangen og
saá længselsfuld paa hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han
vilde have givet for at kunne gaa ind med de andre, Graaden sad ham i
Halsen, og han vilde ikke gaa hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind
i Garderoben; naar Døren gik op, kunde han se ind paa det røde Tæppe, de
malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen.
Han snusede begærligt Theatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen,
Støvet, den urene Luft af saa mange sammenstuvede Mennesker.
Og alle, som gik ind, saá saa smilende ud. De lo og hviskede, mens de
knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var saa røde. De købte
Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program–han
kunde det altsammen udenad–alle Navne.
Saa blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage.
Biiletkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket
ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. “Nu
begynder det” … William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var
efter ham.
“Nu har han igen været nede ved Theatret,” sagde Stella. “Lad ham
ligesaa gerne gaa der, Høg, vi faar dog ikke Fred før.”
Drengen stod Aften efter Aften paa “Graven”, og han læste hver Dag
Plakaten paa Gadehjørne efter Gadehjørne.
Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. “Ballet var
Ballet”, og de Smaastykker, som spilledes imellem, havde intet at sige.
Desuden var dette Selskab ogsaa noget bedre end de sædvanlige. De skulde
der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til
Middag, efter Middagsbordet “løb” han. Det var en Vane, han havde. Naar
der var noget paa Færde, gik han i den senere Tid altid op paa de store
Lofter i Baggaarden. Dér løb han saa rundt med Hænderne i Lommen, Loft
op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. Idag var det nu
rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og
Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.
Endelig skulde han altsaa se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i
hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig
Klang–Theatret, Theatret. Og nu skulde han se det. Aften efter Aften,
naar Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt
Bogen bort og havde forklaret og fortalt.Hun var “Chevalieren”. Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en
Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord:
“Der funkle de paa Himlen hine Stjerner”–
Saa kommer Ninon.
Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende
Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Graad, vaandende
Angst–
“Saa lad da idetmindste disse Ord befri Dem
for denne Lidenskabs Usalighed.”
Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens
Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred
sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel:
“dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav”–
Især disse fire Ord “Farvel, min skønne Moder”–det bævede igennem
William, naar han hørte dem.
Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind
og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en
gammel Begejstring … Og naar hun pludselig standsede, kunde hun knuge
William heftigt op til sig, medens Taarerne lab ned ad hendes Kinder …
Han spurgte hende, hvorledes Theatret saá ud. Om det var stort? lyst
…? Stella fortalte om Theatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende
Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om
Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede
for hans Øren.
Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget
ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det
var dog Theatret. Han mindedes de mange Timer, han havde staaet
misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han
havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin
knugende Vægt til hans Forventning.
Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en
anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den
paa. Han stod og trippede paa Benene og kunde ikke staa roligt et halvt
Minut. Høg sagde, at blev det saadan ved, kom han slet ikke med.
William mente, de kunde gaa Klokken halv, og fortalte hvert andet
Sekund, at nu kom de ganske vist For sent. Og hans nervøse Hast smittede
Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og
trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort.
“Herre Gud, Nina”, sagde Stella, “lad nu dog dine Handsker være, Kjolen
er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel
færdig med at vokse.”
Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.
“Ret Dig,” sagde Høg. “Du skal se, den Pige bliver skæv.” Det var Høgs
stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve.
William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér.
Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og
han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter
ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder varfeberklamme i Handskerne.
De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program–han huskede, hvor
tit han havde staaet og set Folk famle i Pengepungen for at finde de
fire Skilling. Stella tog ham ved Haanden. Hun saá paa ham og smilede,
hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store: han var helt bleg. “Gud
hjælpe ham,” sagde hun sagte. Drengen saá op–Ordene var komne ligesom
et Suk. “Hvad er der?” spurgte han. Moderen svarede ikke.
Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm,
støvmættet Bølge. Han saá ikke rigtig sikkert, han maatte plire med
Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og
Lysekronen. Han havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.
“Bliver her ikke lysere?” sagde han sagte. Han vilde ikke have talt højt,
om han havde faaet Guld for det.
Stella lo. “Hvad siger han?” spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser.
“Han synes, her er for mørkt”, svarede Stella.
“Ja, her skulde være lysere,” sagde William alvorligt. De satte sig,
William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og
saá hen paa Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et
Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde
tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt
var for stor, han tog det, som det var.
Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al
Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med.
Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa
farlig.–Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.–Om Høg troede,
det var den virkelige Kankan, de dansede.–Berg mente det ikke, og Fru
Berg vilde da saa rædsom gerne se den–Ja, Høg vilde nu gaa inden
Kankan’en–
William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og
faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham paa Skulderen og
hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre,
hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt
frem og tilbage paa Sædet, Hagen ned paa Brystet.
Han hørte Orkestret utydeligt, hans øjne hang ved Tæppets Guldfrynser.
Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, saa saá han i Lyset paa Scenen
to Damer, han syntes, de kom frem af en Taage …
Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik paa Scenen, hun sad
bag Viften og saá fra Siden ned paa Drengen. William sad ganske stille.
Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot
ved at stirre paa Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk.
Moderen kunde ikke faa sine Øjne fra ham.
Hun havde første Gang været i Theatret med sin Moder–hun var femten
Aar. Hvor hun huskede det. Det var “Romeo og Julie”, de saá. Hun forstod
det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik–men
hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en
Længsel, et Suk efter Livet, som skulde komme.
Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og saa paa Høg. Han sad
træt med Hovedet støttet paa sin Haand. En Strøm af Ess-Bouquet slog
hende imøde fra hans Klæder–
Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et
Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned.Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod
det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket
til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun
saá ind i et langt Øde, en Taage hang over. En unævnelig, kvælende
Bitterhed snørede hendes Strube sammen.
Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre,
og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet.
Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem
mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned
og kyssede ham heftigt paa Panden.
Hun gav ham alle sit Livs Forhaabninger i Arv i det Kys.
Tæppet faldt. William satte sig. “Det var ikke saa godt,” sagde han. Og
han begyndte at tale. Saaledes gjorde man ikke–eller saaledes–og det
var ikke at elske, han havde jo staaet ganske rolig, og han havde været
lige ved at le paa det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet
et Spænde paa den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller
ikke saadan paa deres Kop, naar de drak The.
Saaledes blev han ved.
Rektor bøjede sig frem. “Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man
modnes tidlig, skam gør man saa!”
Men William blev ved.
Der var noget i dette, Stella ikke forstod. “Morer Du Dig da ikke?”
spurgte hun.
“Dejligt.” Han saá op, hans Øjne straalede imod hendes.
Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret.
“Underlig,” sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke
troet paa ham.
“Var han da ikke stor?” spurgte William. Fru Berg lo. “Man maatte
beundre ham,” svarede Stella. Saa begyndte William atter, han spurgte
Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det?
eller det? Fru Berg forklarede.
“Moder kan vise det,” sagde William.
Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero.
Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg saa, og
pludselig herte man i susende Fart Boleros brusende Lyd.
Tæppet gik op. Alle Øjne saa mod den tomme Scene, en Skov. Saa klang
Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind
over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem.
William fo’r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de
dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i
Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende
Hast, klang Kastagnetterne lokkende …
William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken.
De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med
vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Saa stormede Kvinderne bort. Med
Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de detrættede Dansere et spottende Haandkys.
William drog et langt Suk.
Han havde røde Pletter paa Kinderne, hans Øjne var skinnende,
Aandedrættet hurtigt. Stella saá det, og med en pludselig Angst greb hun
ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog
Boleros Toner: han var Saa besynderlig, feberagtig beklemt.
Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem
Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til
sig selv igen og samlede sig.
William stod som før. Meget opmærksom, spændt paa hver Bevægelse.
Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver
Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om
hendes Kummer, om hendes usete Taarer, om hendes Forsagelse …
Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod
hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte
Arme, stolt i sørgmodig Majestæt …
William aabnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun
var smuk og stor, og høj … Og saa gled hans søgende Blik ud over
Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før
ved Boleroen …
“Og nu han, nu han,” sagde han.
Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme
frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand.
“En Diana, Frue,” sagde Rektor …
Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen
var vaagnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik.
William var meget varm.
Efter Stykket skulde man danse Kankan. Høg havde sagt, de vilde gaa. Nu
ønskede han at blive, hans Øjne vare glasagtige, stive, han var
rødplettet paa Kinderne. Man kunde ligesaa gerne blive nu, da man en
Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig vaaget
over William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en
uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun vilde hjem med
Drengen.
Desuden var Nina ogsaa med … Aa nej, Nina sad roligt med sine klare
Øjne fæstede paa Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort vilde hun,
Høg havde jo selv ment at … og allerede Boleroen var tilstrækkelig,
mer end tilstrækkelig for Børn.
Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet
begyndt.
Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulde man nu sige, naar selv hun
blev snærpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret,
Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det
gjorde Berg og hun …
Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Haar
og sorte Frakker.
“Strutter af Sundhed,” sagde hun og lo.Ja, men alligevel–Stella vilde gaa. Den ene havde ikke samme Principper
som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulde lige til at
diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker.
Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren.
Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik
bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at
vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes
Døren bag ham. Stella talte med Garderobe-konen, Høg bestille Billetter
til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo
og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og aabnede Døren til
Parkettet.
Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver
Krog af denne skamløse Blottelse. Saa rødmede han, som en Flod strømmede
Blodet igennem ham.
“William,” raabte Høg.
Han talte ikke paa Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede
af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet _mouvoir_.
Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg;
det var den katolske Præst. William saá op og rev Huen af Hovedet.
Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et “_bon
soir_” og gled forbi. William havde haft Lyst til at raabe efter ham,
men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.
Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og
skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været
fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat
saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag. Stella sad bag Themaskinen og
vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.
Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han
vaagnede med ét.
Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte
højt med sig selv.
Jo det var, som han tænkte sig–det vil sige, han havde tænkt sig det
større, lysere. Men i København var det jo saadan. Men det var dejligt
ogsaa her. Saadan at tale til Folk, som hun havde gjort, at faa dem alle
til aandeløse at høre paa sig, at lytte til, hvad jeg sagde.
Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader,
som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.
Saa saá han hende pludselig staa med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm,
stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige
Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen
af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men haardt sin Fod mod det
kolde Lagen.
Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede
i hans Hoved. Og saa de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget
op i Halsen paa ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en
Bylt. Pludselig kom han til at græde.
Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i
den store Kirke, hver hans Slægt laa begravet.
Stella kunde ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med
Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og aabnede Døren tilWilliams Værelse.
Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han laa sammenkrøben i Sengen, rød i
Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella saa længe paa
ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.
Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om
ham, lettede Lyset en sidste Gang. Da hun saá op, faldt hendes Blik paa
et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel
Barnepige.
Stella standsede og saá længe paa Kristusfiguren, Det var, som hendes
Blik vilde gennemtrænge Billedet.
Saa gik hun ind. Længe kunde hun ikke sove, men tilsidst blundede hun
hen med “Fadervor” paa sine Læber.
Den næste Dag laante William det Proverbe, de havde set, paa
Skolebiblioteket.
Adjunkten, som havde Udlaanet, lo, “Men det forstaar din Praas jo ikke
et Ord af,” sagde han. Fra den Dag bad William kun om saadanne Bøger,
som han ikke forstod, baade Romaner og Komedier. Læreren lo, og da
Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad “den lille Høg” laante, roste han
ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Maade,
hvorpaa man “skam virkelig” kunde lære et Sprog.
Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset
over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra igaar. Et
Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne
godt, men hans rundryggede Figur saá latterlig ud. Da Moderen lo, blev
han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.
Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.
*
*
*
*
*
IV
Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas
Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en
Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Baal. Hjemme lod
han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det
hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen
og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.
Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en
mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt
af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra
Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere
et meget pragtfuldt Monogram paa sine Underbenklæder; indrettede sig et
Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk
paa Laaget, anvendte en overdreven Omhu paa sit Toilette og gik
ungdommelig klædt med lyse Jakker til blaa Benklæder.
Han vilde have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af
original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde
Visitter, red, tilbragte Tiden paa Raadhuset med Undersøgelser i Byens
Arkiv. Man kunde vente ham timevis med Maaltiderne. Kom han saa, var han
meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene,
mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab
var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog
næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale
meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive
blybleg.
“De er ikke vel, kære,” sagde Rektorinden, “Lidt nervøs–en Smule.” Og
Stella smilede atter med sit trætte Smil.
I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg,
langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte
med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne
svulmende i Panden og røde Kinder.
“Deres Mand er jo som forynget,” sagde Præstens Frue, “han er bleven ti
Aar yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet–De var der
ikke?–førte han Kotillonen op–der var en Begejstring blandt de unge
Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux.”
“Ja ikke sandt–vor kære Høg er som forvandlet,” Hofjægermesterinden
slaar sin Vifte op, “igaar hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt
virkelig i Søvn.”
“Men Frøkenen havde drukket megen Champagne,” henkastede Doktoren.
“Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn.”
Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket
Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.
Men efterhaanden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende
uudholdelig, hun kunde ikke længers undertrykke sin Angst, og hendes
forpinte Udtryk og Tavshed blev paafaldende. Doktoren mente ogsaa, det
var bedre, hun blev hjemme.
Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage
for at betro sig til nogen. “Det er Eksaltation, kære Stella,” havde
Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. “Vogt Dig for at gøre det
til mere–og tal ikke til nogen om de Bagateller.” Hun havde forstaaet
ham. Desuden vidste hun jo–Men en Dag nu i Foraaret var det bleven
hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde
forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde staaende ved
sin Seng. Hun havde maattet flygte ud paa Balkonen udenfor sit Kabinet.
Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen.
Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod
Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel:
hun kunde ikke opleve en saadan Nat til.
Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun
ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun
ud til Bergs.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige
Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til
Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden
at mærke det.
Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle
Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige
Hemmelighed gennem Aar, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for
sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige
Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne
Tilstaaelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i
disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men saa overmandedes altaf den forfærdelige Rædsel fra før. Hun maatte, maatte, hun vilde dø
under denne Tavsheds Kvaler.
Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner paa sine Skuldre,
da hun slæbte sig op ad Trappen.
Hun ringede.
Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.
Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. “Om Doktoren var hjemme?”
“Doktoren var paa sit Værelse.”
Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort
brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod
foran denne Dør. Saa aabnede hun den rask.
Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede
Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i
hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.
Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. “Endelig,” sagde han. Stella
saá paa ham, hans Blik var mildt. “Vær rolig. Frue,” sagde han dæmpet,
“vær rolig, det er maaske ikke saa slemt, som De tror.” Hun standsede
og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det
da–ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet
at sige ham … Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde
sin Haand paa hendes Arm.
Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede
efter Graaden, denne tavse Graad, som havde kvalt hende, tynget hende
til Jorden alle disse lange Timer. “De véd det?” spurgte hun. “Véd De
det da? Aa–Doktor, jeg er saa rædselsfuldt ulykkelig.” Og hun førte,
mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun
kæmpede med sin egen Elendighed.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe
op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede.
Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken.
Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i
Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Saa hævede hun Hovedet, og medens hun saá ned paa Sofaens Kvaster,
fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie …
Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen,
det vilde gaa over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som maaske
var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det Aar. Det vilde
gaa over.
Men efterhaanden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og
en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg paa en Sindssygeanstalt.
Stella saá længe paa ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod
ham. Saa gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.
“Umuligt,” sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.
Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregaaet
med Høg. Baade Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af
Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet
indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo,
spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligsteHistorier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina
rød i Hovedet. Desuden saá de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom
instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke
kendte.
Og efterhaanden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som
lod dem lide lige saa meget som Moderen. Sofie var den eneste, der
pludrede ved Bordet, og som var glad, naar Faderen fortalte, spurgte og
lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres
bestandige Tavshed irriterede Høg, han vilde tvinge dem til at tale. Saa
fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene
voldsomt. Nina græd stille. Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor
sine Børn.
Hun saá de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de
turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille
Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes
talte Nina og William. De bar i Tavshed paa denne ubestemte Frygt, som
de ikke kunde besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres
tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene vilde skjule for den anden.
Undertiden ved Bordet kunde William se sky over paa Moderen, derfra til
Nina. Men paa begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil,
der dækkede saa slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.
Naar Nina og William var ene sammen–Stella lukkede sig inde i
Kabinettet–sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de
snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulde
afskære den fælles Tilstaaelse. Men undertiden, naar de mødtes paa
Trappen eller midt i en saadan Samtale om alt eller intet, kunde den
ene sige “Hvor er Fa’r?” Eller: “Har Du set Fa’r?” eller; “Véd Du, hvor
Fa’r er?” Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed
de vilde lette deres stille Angst.
Eller ogsaa: “Mo’r spurgte efter Fa’r.” De skød det ind under Moderen,
men Stella spurgte sjældent.
Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig
op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. “Hvorfor græder
Du?” spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit
Spørgsmaal: “Det gaar nok over,” sagde hun, “med Guds Hjælp.”
Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder
og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. “Hun er lykkelig,” sagde
hun.
Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente. Saa
gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.
En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en
Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver
Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun
saá ned: “Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen.”
William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen, Hun
trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes
Skød, og hun støttede Hovedet paa sin Haand. Saa betvang hun sig
voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet
og satte sig igen.
Nina bladede i en Bog.
“Ser Du ham,” spurgte Stella. William bøjede sig frem. “Nej,” sagde han.
Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.
“Du burde ta’e Flueskærmen, Nina,” sagde Stella.
“Det nytter ikke,” Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne
blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden.
“Er han der?” Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.
“Nej.”
Og igen. “Ser Du ham?”
William bøjede sig længere ud. “Ikke endnu,” sagde han. “Heller ikke ved
Adelgade?” spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gaa til Vinduet,
drejede af ved Sybordet. “Det er bedst, vi spiser,” sagde hun. Men ingen
gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var
helt dækkede af en rund, rød Plet.
“Fader er vist paa Raadhuset,” sagde Nina sagte.
Stella nikkede, Gadedøren gik. “Nu,” sagde hun.
“Det er Jensen,” sagde William nølende, “det var ikke Fa’r,” han gik
bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se.
Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.
“Nina har vist ikke øvet sig,” sagde Stella.
Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi
Moderen. Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:
“Skulde vi ikke spørge Doktoren,” han snuppede Ordene af som i Angst,
blev rød i Hovedet, mens han talte.
“Jeg har spurgt,” sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og
tilbage med sænket Hoved.
Høg kom lidt efter.–
Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse,
men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde
fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.
Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde
slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse.
Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu
var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget.
Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til
denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden
Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhaanden
gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste paa en Bakke i Skoven.
Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I
Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede
sig over, at de kunde le.
Men saa ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres
Samtale vakte; det var saa længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de
hjem i en vis nervøs Oprømthed.
Jensen tog imod dem i Porten. “Der var kommet Telegram til Fruen.” Det
var, som de med ét blev kolde.”Hvorfra?” spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. “Hvorfra?” Jensen
bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, saa
brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste
saa.
“Godt,” sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og
løb op.
Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde
staaet nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Aande, bøjede William
sig frem imod Søsteren.
“Fader er bleven sindssyg,” sagde han tonløst.
“Ja,” svarede hun. “Sindssyg.” Der lød, som hun vejede al Ordets
Elendighed i den korte Lyd.
De skælvede begge. Saa slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals,
trykkede ham op til sig og græd.
“Vi har jo vidst det længe,” sagde Drengen.
Næste Morgen rejste Stella til København.
Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget
melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella
hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, saa rejste de til
Schweiz. Børnene blev sendte ud paa en Herregaard i Nærheden, og der
blev intet af Rejsen til Sorø.
Man tænkte ikke paa Forfædrene nu.
Jo–William tænkte dog undertiden paa den store Kirke med de store
Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpaa med en dyb Bitterhed,
han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skarn,
som _de_ føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han maatte
slaa Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.
De blev alle tre–Nina, William og Sofie–paa Landet indtil midt i
Oktober. William var dygtig nok, han kunde godt forsømme, sagde Doktor
Berg, og de var saa godt gemte paa Vornæs, mens Forældrene var borte.
Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om
Stederne, de havde set, om Theatrene de havde besøgt, om de store
Hotellers _table d’hôte_. Hendes Breve var kun en eneste Fest. “Fader er
atter rask,” skrev hun, “melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det
ganske godt, hoster kun en Smule” …
Og i et andet Brev: “Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han
plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og
er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere
rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor
mange.”
Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage
tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom. “Saa skal vi da genses,
elskede Børn,” skrev Stella, “genses efter saa mange Sorger–Sorger,
som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men
som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders
Moder
Stella.”
“Mo’r skriver altid det,” sagde William.”Og hvor hendes Haandskrift er blevet utydelig,” sagde Nina.
Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.
Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og
trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina saá sig
om.
“Og Mo’r,” spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene,
“Mo’r.”
“Mo’r er deroppe.” Høg slog Øjnene ned: “hun er ikke rask.”
Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres
Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de
Døren op og saá hende.
Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa
Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var
trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt,
blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Alt Blodet var veget fra det Ansigt.
Børnene veg uvilkaarlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem.
“Mo’r,” raabte de. Nej, nej, hun havde Ret–de havde nær ikke kendt
hende.
“Er I bange for mig?” sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret,
den var blevet spædere, aandeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde
paa hendes Læber.
Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Haar med sine Hænder, mens
de laa paa Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.
“I havde dog ikke ventet at se mig saaledes,” sagde hun sagte, dybt
bedrøvet over den Smerte, de ikke kunde skjule.
Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.
Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet, “Kys Mo’r,”
sagde hun. Men Sofie skreg. Hun vilde ikke hen til Moderen.
“Hun er forskrækket,” sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned.
“Gaa, gaa,” sagde hun og vendte Ansigtet om. “Gaa!”
“Bring dem bort,” gentog hun.
Da de var gaaet, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde faaet
det, sad hun længe med Spejlet i Haanden og betragtede sit Ansigt.
“Ja, jeg dør,” sagde hun.
*
*
*
*
*
V
Sygdommen skred hurtig frem.
William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom
smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind
i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandighørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende
Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.
Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vaagekonens slæbende
Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.
Han kunde ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Saa
vaagnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset,
lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende
Skræk for, at Moderen skulde være død, mens han sov. Han samlede Tæppet
om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind
i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var
falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget
skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede
Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede
Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man
kun Vaagekonens hæstsnorkende Aandedrag, mens hun sov med foldede
Hænder.
William gik sagte over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet: Der
var ganske tyst. Lampen paa Konsollen foran Spejlet var skruet ned,
Olien kogte sagte. Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring.
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng;
Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges
Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude.
Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig,
aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk. Hvor
Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand!–den skinnede mellem
Haaret.
William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod
Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men
sove kunde han ikke.
Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.
Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige,
forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhaanden som Livet svandt bort fra
Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje;
det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.
Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder.
Han kunde sidde saaledes timevis, rokkende frem og tilbage uden at
foretage sig noget, uden at tale.
“Skal Du ikke ind til Moder?” spurgte Nina.
Faderen svarede ikke, rystede kun paa Hovedet. Eller ogsaa sagde han:
“Jeg vil ikke forstyrre hende”, og gik stille, som han var kommen.
Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, naar han kom ind for at sige
Tak for Mad, rakte hun ham Haanden med et venligt Smil, han satte sig
paa den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Haand i sin, tavs
og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen;
undertiden rakte Stella ham sin Pande til Kys, han bøjede sig langsomt
frem og berørte den med sine Læber.
“Tak,” hviskede han.
Naar han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med
Haanden for Lyset for ikke at vække Sønnen. “Jeg sover ikke,” sagde
William.
“Er Du syg?” spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis
rørende, ydmyg Ømhed, der Syntes at bede om Tilgivelse–William vidste
ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvemhan bestandig følte saa dyb Medlidenhed med.
“Nej–men Mo’r hoster,” svarede han. Høg sukkede.
“Men det gaar ikke an–vi maa flytte din Seng–.”
“Jeg kunde dog ikke sove alligevel. Jeg er bange …”
Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.
“Du kan faa lidt Sovesaft,” sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium,
Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere
Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.
Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp
Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to Store Portioner
lige ovenpaa hinanden.
Saa faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vaagnede om Morgenen
med blytunge Lemmer.
Om Formiddagen, naar William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos
Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm
Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i
Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og
Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte
Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge
i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det
runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt
tilbage …
“Kom hen til mig,” sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Haand i sin,
talte hun om mangt og meget med sin Datter.
Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder.
Undertiden talte Stella om sin Død, Nina vilde blive som en Moder for de
andre, vogte over Sofie. Saa vilde de snart ikke savne hende mere. Men
naar Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i
Sengens Tæpper.
Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte
Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. “Det ækle Lys,”
sagde hun, “det viser Jer, hvor grim jeg er bleven.”
Nina syede. Stella laa med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med
Frynserne paa det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste,
de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, “før Ulykkerne
kom”, som hun sagde, naar hun om Formiddagen talte med Nina.
William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og
Blomsterduften herinde. Stella havde faaet en lidenskabelig Forkærlighed
for Blomster, hun vilde ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg
forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.
Hun laa rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Straaler kastedes tilbage
med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. “Du læser smukt,” sagde
hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, aabnede Øjnene og lod
Haanden glide frem og tilbage gennem det opløste Haar.
“Giv mig Bogen,” sagde hun.
Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.
William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen,
angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen
falde. “Det er forbi,” sagde hun. “Jeg kan ikke mer.”
Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende,
laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først
virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til
Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske
mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over
Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset. Naar
Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for.
Lyset maatte ikke naa hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed,
sagde hun til Nina.
Men hver Dag, naar Nina spillede eller var henne at male, lod hun
Jomfruen trække alle Forhæng Fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt inde
i Kabinettet.
“Som en hel Syndflod,” sagde Stella.
Saa fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun saá
længe paa sine falmede Træk, paa sine hule Kinder, paa sin Hud, der var
gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms
Ødelæggelse, som dræbte hende.
“Tag Spejlet bort,” sagde hun; og hun laa længe roligt, strakt lige ud,
og saá frem for sig.
Men undertiden paa mørkere Dage, naar det var Halvskumring bag
Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunde hun finde sig selv
bedre, raskere. Han satte sig op, strøg Haaret tilbage, klamrede sig til
det Livshaab, Spejlbilledet skænkede hende.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun
spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun
vilde blive rask. “Jeg er allerede meget bedre,” sagde hun. Hun forsøgte
at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas
Veninder.
Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet.
Nina spurgte, om hun maatte trække Gardinerne fra. “Endnu ikke, om otte
Dage–om otte Dage vil vi ha’ Lys herinde …”
“Ikke sandt,” spurgte hun Berg, “om otte Dage vil jeg jo ikke mere
forskrække Børnene?”
Hun laa om Dagen paa Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slaabrok med
store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Haar og fæstede en Diamantnaal
i Halsen.
Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte,
bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunde
ikke faa nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Saa laa
hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner
umærkeligt.
Høg var lykkelig, han troede paa denne Bedring, talte til Doktoren
derom. Berg vilde ikke give noget Haab, han frygtede en Skuffelse mere
end Sandheden. “Men hun er meget bedre,” sagde Høg, “hun ser raskere ud,
meget raskere end for fire Maander siden.”
“Maaske,” Sagde Berg.
De traadte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn paa
Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog,hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.
“Se,” sagde Høg, “raskere er hun da.”
“Tror De?” spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig
Gardinerne bort, saa at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter
ham og vendte sig.
Stellas Hoved var faldet lidt ned, man saá Profilen skarpt mod det hvide
Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket.
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig.
Høg gyste. “De har Ret,” sagde han. Berg trak Gardinet for igen: “Om
otte Dage venter jeg en Krise.”
William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde
erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen
bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod
Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele
Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.
“Mo’r bliver rask,” sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.
“Vi vil haabe det,” svarede Høg; og hver Gang han sagde det, saá han paa
ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige
Sundhedsskær. “Vi vil haabe det.”
En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var
blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var
beskæftiget, Saa havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet
Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været
alene i Kabinettet. Hun sov, da jomfruen gik.
Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt paa
Gulvet. Gardinerne var trukket fra.
Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv …
William vilde løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet.
“Dør hun,” hviskede Drengen, “dør hun?”
“Det vil vi ikke haabe,” sagde Berg og gik ind.
“Det vil vi ikke haabe.” William støttede sig til Dørkarmen, og rev
krampagtigt i Portièren. Det var, som skulde han kvæles under den
pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde
Øjne.
“Tror Du, hun dør?” spurgte William.
“Jeg véd ikke,” sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at
klappe Williams Haar.
“Er her nogen?” spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til
Sengen. “Lad de andre gaa,” sagde hun mat, “og luk Døren.” Høg gik, Berg
lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
“Nej–jeg faar aldrig mere Lyset at se,” sagde hun. Hun laa tavs, nogle
Taarer rullede ned ad hendes Kinder. “Naar skal jeg dø, Doktor?” spurgte
hun saa. Hun havde vendt sig imod ham.
“Det er ikke vist, De skal dø.”
Han rystede paa Hovedet. “Hvorfor ikke sige mig Sandheden,” sagde hun.”Fordi jeg ikke kender den, Frue.”
Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: “Men
naar tror De?”
“De kan jo komme Dem endnu.” Lægen saá ned for sig, og mens han fattede
lidt fastere om Sengekanten, sagde han: “De ønsker maaske at ordne et
eller andet …”
Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en
Lyd som af undertrykt Hulken, saa vendte den Syge sig igen. “Tak, Berg.
Ja, jeg har meget at ordne.”
Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet,
baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og
skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende
Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden
Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn.
William sad ved Sengen, da Berg kom ind.
“Hun sover.” sagde han. “Er det en Krise, Hr. Berg?”
Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og
betragtede hende længe.
Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig
roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det
gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys.
“Hvor Mo’r ser ung ud,” sagde William. Det blanke Haar skinnede, Pandens
Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Haand faldt lidt ud over
Sengens Kant.
Berg holdt den smalle Haand mellem sine: “Hun vil ikke vaagne,” sagde
han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde
han langsomt: “Ja, det er en Krise.”
“Hun vil komme sig,” spurgte William aandeløst, “kommer hun sig?”
Lægen satte Kandelabren fra sig: “Maaske,” sagde han.
William sov fast den Nat.
Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en
stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten
segnede under Byrden, mens han løb … Saa pludselig hørte han nogen
raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm. Det var,
som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede.
“William, William.” Det var Nina, som raabte: “Mo’r dør, Mo’r dør!” Han
gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet
Haar og Ansigtet fortrukket af Graad.
“Nu kommer jeg,” sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet
med Lyset. Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine
Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt
endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen
midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og
Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.
Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og
hulkede sagte. “Hun vil sige Farvel til William,” sagde hun.
William gik frem over Gulvet og løftede Portieren til Kabinettet. Altdirrede i ham. Kandelabren stod paa Bordet, Stella laa med bortvendt
Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve.
En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans
Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng.
Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.
“Er det William?” spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han
fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som
udvidedes under en hellig Glans.
Længe, længe saá den Syge paa sin Søn, og mens hun langsomt og som for
at dulme hans Smerte lod Haanden glide gennem hans Haar, hviskede hun
svagt som et døende Pust: Jeg maa dø.”
“Glem mig aldrig, William, aldrig–jeg har elsket Dig saa højt.” Og med
et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun hulkede
sagte.
“Aldrig,” lød det som et Raab i Dødsværelsets Tunghed–“aldrig!” og mens
Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Taarestrøm, rejste Drengen
sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. “Aldrig,” gentog han
under Hulken.
“Farvel–Farvel!” Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Saa
rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset,
Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste
Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som
raabte til ham med tusind Stemmer paa én Gang, gik han hen mod Døren.
Han sænkede Hovedet, saa sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han
Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt
laa hun, med Blikket fæstet paa ham.
“Mo’r,” raabte han og strakte Armene frem.
Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt,
aandende ud i et langt, smerteligt Suk:
“Stakkels Dreng!”
William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk …
Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vaagekonen holdt den Syges Hænder,
Nina tørrede Sveden af hendes Pande.
Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens
frygtelige Sorg, som ikke forstaar, men frygter; en navnløs Ængstelse
uden Taarer, som gør Lemmerne stive.
Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden
standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han
vred sine Hænder, som vilde han knuse sine blaahvide Fingre. Under
Skægget skinnede den Frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var
underløbne med Blod.
Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gaa ind, han
sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved
at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han
klippede …
Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre,
med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne
Portière. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at
se … bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog hanPortièren til Side.
Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og
Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i
konvulsivisk Trækning … Hendes Hoved var strakt frem. Øjnene stive,
Haaret uredt og pjusket. Farven gulblaa … og ud af den sammenbidte
Mund flød et hvidt Skum.
Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde.–Det var Mo’r–
Berg kom ud, han var meget rolig. “Vi vil give hende Champagne,” sagde
han.
“Champagne?”
“For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres.” Han gik ind
igen. Høg blev ved at gaa rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt.
“Skal Jensen hente Vinen?” spurgte William.
Faderen nikkede.
Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, naar den Døende fo’r op i
Krampen, undertiden en sagte Klage, i Dagligstuen Høgs jagende Skridt.
Saa joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med
den guldhalsede Flaske i Haanden, mens Vinen skummende vældede ud paa
Tæppet. Berg kom ud. “Godt”, sagde han, tog Flasken og gik atter ind.
William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad
ham fast i Halsen.
Man gav Stella Champagne hele Dagen.
Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden
Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem sine,
Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.
Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en
Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlaag sitrede.
Klokken halv ni aabnede den Døende Øjnene, hun saá paa Høg, og som et
Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt:
“Hører Du Lærkerne?” hviskede hun.
Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk … Høg slap sin døde
Hustrus Haand.
Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned paa hans Bryst, rejste han sig
med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik saá han længe paa Stellas
døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han
pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem paa hans
Pande.
Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han
talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør.
Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd
Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder.
Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atterud. Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og
sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William.
Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig
og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt
med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor.
Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen.
William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved
Spisestuedøren, som han havde lukket op paa Klem. Han var pludselig
blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som laa ved Siden af ham, en
Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var
hans Moder, som laa derinde bag Portièren, han følte kun, at Døden var i
Huset.
“Lad os saa læse Brevet,” sagde Nina. William saà op og mødte Moderens
Skrifttræk paa et hvidt Blad, “Til Nina og William”, stod der. Han
syntes, han skammede sig og rødmede over sin Angst fra før.
Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende
deres Moders sidste Brev.
“Elskede Børn: Min Haand ryster, saa jeg næppe kan skrive, og hvert
Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse
min utydelige Skrift …”
William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst Og krystede hende i et langt,
fortvivlet Favntag …
“Lad os læse det roligt,” sagde Nina mildt og rev sig løs.
“Eders Moder, som nu maa dø, skønt hun saa gerne vilde leve for Eders
Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har
Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet
mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en
Bøn. Jeg har ofte, naar jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den
berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts
Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld,
hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans
Vilje.”
En Taare havde udvisket Ordene. Aandeløse løftede de Papiret mod
Lampen, William græd ikke mere, staaende bag Nina slugte han Papiret med
Øjnene.
“Eders Fader er sindssyg–maaske bliver han aldrig rask. Vor Tid,
elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at ansé denne Ulykke for en
Vanære, og desuden vilde Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte
hans Sygdom–og I er ikke rige–derfor, dæk over det, skjul det–I er
unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke–
Lad ingen vide det!
Jeg er træt–Haanden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel!
Eders Moder.”
De havde læst med tilbageholdt Aande, drevne frem gennem de usikre Tegn
som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed.
Nina lod Bladet falde.
Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse.
“Lad os besøge Moder,” sagde saa William.Vaagekonen havde hængt Lagener paa alle Væggene, dækket af et hvidt
Silketæppe laa Stella paa Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden
dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et
undertrykt Suk.
Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt.
Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en
lang Række.
Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede.
“Jeg har været ude at spise,” sagde han, “Spis, spis, man trænger til
det paa saadanne Dage.”
“Vi har spist,” sagde Nina.
“Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i
disse dage, Nina, meget Oksekød.”
Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der gaar i Søvne. Han gav sig
til at rode i Buffet’en og tog tre Glas frem.
“Vi vil ha’e godt af at drikke lidt iaften,” sagde han, “rigtig godt,
for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes–”
William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet’ens
Flasker. Nina blev blegere end et Lagen.
“Jeg kan ikke drikke,” sagde hun.
Noget i Tonen slog Høg, “Du har det heller ikke nødig,” sagde han, “men
William–han sover daarligt.” Han tog en af de halvfulde Flasker og
skænkede Vinen op i et Vandglas.
“Drik,” sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine
Læber … “Naa drik,” sagde Høg barsk, “drik.”
Han skænkede for sig selv: “Vi har godt af det,” Han stødte sit Glas mod
Sønnens: “Naa, godt Mod,” sagde han. William var til Mode, som skulde
han dø, mens han drak.
Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og
Ninas Angst gav ham ingen Trøst.
*
*
*
*
*
VI
Et Aar var gaaet.
Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik
alt i Huset som i “Fruens” Tid; Loven, som styrede, var et bestandig
gentaget “saadan gjorde Moder”, og for hver Dag, som gik, syntes Nina,
hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.
Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom maatte ogsaa til for at lette
hende Livet i det triste Hjem. Høg skrantede, plaget af en Melankoli,
Børnene maatte være lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste
Form, men som dog laa saa tungt over de unge Liv, der fik deres første
Indtryk i Skyggen af uovervindelige Sorger.Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, laa Frygten over Hjemmet.
Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem
isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig
sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og de skræmmedes op som
stukne af en Bi, en lidt ordrig Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de
tilkastede hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: “Nu
kommer det;” et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, som skulde bringe lidt
Adspredelse ind i det ensformige Liv, han Selv med knugende Sorg saá
hans Barn førte–og de sagde, naar de var blevet ene: “Vi gør det ikke.”
Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet
hende, og som var for stor For hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men
den tidlige Smerte var gaaet gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og
Frostnattens Rim dvælede der længe.
Med al sit Hjertes Varme omfattede hun “sine egne”: William og
Sofie–Fremmede skyede hun. Hun havde en bestemt, stærk Følelse af, at
man gjorde dem–hendes Søskende og hende selv–Uret ved saaledes at
dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde hende kold mod alle,
selv dem, som ikke havde nogen Del i at paalægge de unge Skuldre dette
Offer for Slægtens Anseelse. Desuden maatte hun sky Fremmede, deres Hus
maatte være en Fæstning. Hvis man skulde skjule Faderens Sygdom, maatte
det ske ved at holde sig borte fra alle.–Hvem vidste vel, naar
Sygdommen kunde bryde løs?
William betoges at den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den
virkede hos Drengen paa anden Vis.
Han havde i de sidste Aar indsuget en overmaade stærk Følelse af sin
Slægts Betydning og Ælde, af dens Daad og dens Gerninger, og denne
Slægtsstolthed, der i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig
sugende Heftighed, var slaaet ud i en altbeherskende Ærgerrighed, en
Drengeærgerrighed af den særegne Fjortenaarsart, hvis Gerninger er
Drømme, hvis altid Søgende Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os
selv, og hvis smykkende Laurbærkranse er saa let vundne, fordi vi
bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen.
Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin
berømmelige Slægt.
Saa kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens
Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte Faldt over dem ved denne
Sygdom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende Fantasier og
saá med pludselig Klarhed Virkelighedens Ynkelighed.
Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstaa denne Storm, og de
blomstrede ikke op mere; som en enkelt Aprilnats Kulde kan afvisne et
spirende Blomsterbed, saaledes sank Drengens Fantasier sammen under
dette Slag.
Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans
altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en
Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse
Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.
Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, stødte langsomt en
anden, mindst ligesaa farlig og skæbnesvanger.
Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig
havde egentlig, hvad man kalder opdraget paa Sønnen, men snarere kun set
til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som
havde dannet ham, hendes Følelser, som saa at sige igenvoksede i ham.
Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik
hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier,der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin
bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den
dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod
alt og alle.
Og i Stellas Sted traadte, under det ensomme Liv i Hjemmet, ingen ny
Fortrolighed eller nært Kammeratskab. Høgs Hus var ikke til det.
Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede William sig i
Læsning. Men det var Drengen umuligt her længere at finde Smag i Bøger,
som vilde have passet for hans Alder.
Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere,
Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger.
Saaledes søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og
han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun
deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et
Menneske maa lide.
Læsningen kom saaledes til og ophedede yderligere det Drivhus, hvori
Forhold og Omstændigheder saa tidlig havde indflyttet denne Plante.
Men de Sorger og Lidelser, hvoraf saamange af de Digtninge, han læste,
bugner, var som oftest af en anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette
gjorde William sig imidlertid ikke klart, han saá blot, at dette var
Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have nydt i Livet
noget af det, som havde skabt disse Lidelser, blev han gennem Kendskabet
til Lidelserne først fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig
havde smagt.
Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en Byrons Lidenskaber og en
Heines Ulykker.
Saa naaede han paa sin Vej til Alfred de Musset, og den facile Adjunkt
udlaante med et Smil: “la confession d’un enfant du siècle” til den
femtenaars Dreng. Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen.
William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, der netop, fordi
den kun tilhører Tankelivet, piller alt op og udtørrer alt, forstod han
hver Fiber i den Musset’ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født
af Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed.
Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under
Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velærværdighed til
Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, skeptiske Spørgsmaal og
Fraser. Hans Velærværdighed talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da
han lagde Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæring, der
gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin Naade tilsidst vilde skabe
det samlende Lys.
Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, eller William
gledet bort fra Religionen. Dump Melankoli, Ligegyldighed og Træthed
havde efterhaanden hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som ophører
at bede, er langt fra Gud.
William Høg syntes, han havde levet meget længe og længe nok. Hans
Ansigtstræk havde faaet dette gamle, tidlig visnede Udtryk, der er
ejendommeligt for Krøblinge eller Barn, der skal dø tidligt, han var
meget mager og gik altid bøjet, med ludende Hoved.
Dog saá det ud til, han kunde vokse sig køn.
Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke Baand, som de fælles
Sorger havde bundet, brast ikke. Men paa den anden Side havde disse
samme Sorger tidligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning,og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro over en stadig
større Kløft i Forstaaelsen.
William var nervøs og pirrelig, og under hans Tungsind bruste og kogte
al et lidenskabeligt Gemyts tilbagetrængte Voldsomhed. Saa kunde denne
undertrykte Gemyts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og ved
de ubetydeligste Lejligheder, naar f. Ex. Nina, der var Ordenen selv,
havde lukket en opslaaet Bog, flyttet en Stol, hvorpaa Broderen havde
siddet, eller saadan et eller andet.
Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og denne Ro æggede
William, opirrede ham yderligere.
En Dag havde Søsteren lagt “Rolla” ind i Bogskabet og tillod sig, da
Broderen spurgte om den, at bemærke, at denne Bog forresten ikke var for
Drenge.
William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist ikke meget paa
den Slags Ting–hun skulde helst blive hos sin elskede “Jane Eyre”.
Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun roligt Hovedet og
saá paa Broderen, mens hun sagde:
“Tror Du, Mo’r vilde synes om, at Du læste i den Bog?”
William havde ikke ventet dette Spørgsmaal.
“Du tror det ikke,” sagde Nina og saá atter ned.
Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i Raseri slog han hende
paa Øret, saa det klaskede.
“William!” raabte Nina, næsten angst. “William–hvor kunde Du dog?”
Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den
smertefulde Betoning i Søsterens Raab, faldt hans Hænder slapt ned. Han
saá skelende op, og han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam.
Nina havde rejst sig, hun holdt Haanden mod den rødplettede Kind, og
koldt som med Knivklang sagde hun:
“Du ligner Fa’r!”
“Nina!” Han skreg det.
Forskrækket, sky saá William atter op, og deres Blik mødtes. “Nina,”
sagde han igen, sagtere, “Nina!” Hun sank med en Mumlen sammen i Stolen
og græd med Hovedet ned i sin Sykurv.
Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet Aar efter Stellas Død, blev Høg
atter eksalteret; langsomt, men sikkert gennemløb hans Sygdom de samme
Stadier som sidst. Det var de samme Idéer under andre Former, de samme
Overdrivelser, den samme indholdsløse og ustadige Energi; paa Børnenes
Side den gamle Angst, den gamle Venten, den gamle, hvileløse Frygt. Kun
var de nu ene om at bære det.
Om Natten gik Høg søvnløs rundt i Huset, han rumsterede i Køkkenet,
lyttede ved Dørene, spejdede efter Lyssprækker for at se, om William
eller Nina havde Lys og vaagede. Han stjal deres Lys om Aftenen og tog
Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede paa ham, og han vilde
hindre det.
Efterhaanden som Eksaltationen steg, voksede Børnenes Angst–ogsaa Sofie
forstod nu, at Faderen var syg–men Berg haabede paa en hurtig Bedring
og lod Høg blive i Horsens.Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gaa ud og uden at kunne blive
rolig mellem de fire Vægge. Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun
syntes, at alle Mennesker saá nysgerrigt paa hende, og hun hadede baade
deres Medlidenhed og deres Spørgsmaal. Saa sad hun i et halvmørkt
Værelse til Gaarden og rugede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst,
saa lang Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden at arbejde,
hensunken i sin egen Hjælpeløshed. Naar Faderen var hjemme, jog hun
hvert femte Minut op af sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte
efter, hvad han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk hos
ham, og hvad han sagde.
Undertiden, naar han saaledes havde Besøg, og han talte meget højt og
længe, aabnede hun pludselig Døren og traadte ind under et eller andet
ligegyldigt Paaskud, som kunde afbryde Samtalen og Faa den Fremmede
bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik saa vredt og
hadefuldt, at Datteren gøs derved.
Var William hjemme, sad de to Søskende sammen. Deres Samtale var altid
den samme, ligesom deres Tanker: i en Ring gik baade Ord og Tanker rundt
om deres Frygt.
Høg tog ofte William med sig paa sine Udflugter, Spadsereture, lange
Rideture; undertiden kunde de være borte hele Dage. Disse Tider var
Hvilepunkter for Nina, hun trængte saa haardt til at hvile ud fra sin
Angst; for William var dette Samliv med den Syge en forfærdende Lidelse.
Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld som han i Sygdommen
var mod dem, han ellers elskede, fortalte han løst og fast om sine
Brødre, om Excellencen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin
Søns øjne. Eller han tumlede med de vildeste Planer om at rejse for at
vise Sønnen de Steder, hvor han havde tilbragt sin Ungdom, om at føre
ham til Paris og til Italien. William gav ham Ret i alt. Saalænge de var
ene, var det dog langt mindre forfærdeligt, og saalænge lod han Faderen
tale. Men hvor han kæmpede, naar de var sammen med Fremmede! Han dækkede
over Faderens Besynderligheder, talte livligt, spurgte ham ud, som om
han selv var mest interesseret i alt; han forklarede Faderens
Anskuelser, han bortforklarede hans Overdrivelser, saá med hundrede Øjne
og hørte med hundrede Øren for at aflede Opmærksomheden fra hans
uforklarlige Excentriciteter.
Snart agerede Faderen syg og lagde sig til Sengs; da maatte Sønnen
timevis holde vaade Klude paa hans Pande, han kunde ikke vige fra ham,
men sad med hans Haand i sin, mens Faderen jamrede sig i indbildte
Smerter. Nervernes Oprør lod den Ulykkelige lide et Helvedes Kvaler.
Snart vilde Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle Dage ved Kysten. Han
gik ved to Stokke, halvbaaren af William kom han saaledes ned til
Badehuset. I Badekamret vilde han være alene, og Sønnen maatte kun følge
ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede
Fantasi, naar han i stirrende Angst ventede inde paa Stranden, uafbrudt
seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvartér efter
Kvartér, indtil den kolde Sved sprang frem paa den Ventendes Pande.
Saa ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han
sad, ud ad Broen og bankede paa Døren.
“Er Du i Vandet endnu?” raabte han.
“Nu kommer jeg,” svarede Høg kort, “Du er vel angst, din Fa’r, som har
faaet Svømmepræmier, skal drukne i et Vandfad?”
Om Middagen spiste de ved Table d’Hôte i det lille Badehotel. De sad
nederst ved Bordet, Høg lige ved et Hjørne: naar han vilde tale, maatte
det ske over Sønnen.Aldrig i sit Liv havde William været saa videbegærlig som i denne
Timestid, hvor den gnavne Vært lod sine med spædt Kalvekød fyldte
Overflødighedsskaale tømmes paa Gæsternes ventende Tallerkener. Han
bemægtigede sig med en Opbyden af al sin Kraft hele Faderens
Opmærksomhed, og han skjulte med sin Livlighed og Spørgelyst hele det
øvrige Selskab for Høg; han overvældede ham med Spørgsmaal, han lo,
svarede muntert, skæmtede. Den kolde Angst gav ham Kræfter.
Men naar de efter disse Maaltider kom op paa deres Værelser og Faderen
lagde sig til at sove paa sin Seng, kunde William ofte falde fuldstændig
sammen efter den frygtelige Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt,
tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne havde ophørt at
arbejde, og hvor han græd af Slaphed uden at vide det.
Efter nogle Dages Forløb vendte de saa atter hjem, og det gamle Liv
begyndte igen. Eksaltationen steg stadig, og Nina og William turde ikke
mere gaa i Seng om Natten. Dér sad de mange Nætter–det var nu ud paa
Efteraaret–halvslumrende i et Par Lænestole i Williams Værelse uden at
turde tænde Lys og uden at turde tale for at holde sig vaagne. Høg vilde
have set Lys i Sprækken og hørt deres Stemmer, naar han gik forbi
Døren. Hele Natten hørte de hans urolige Vandren, naar han hvileløs gik
ud og ind og aabnede og lukkede alle Døre i Huset. Han spiste sjældent
om Dagen, men om Natten hørte de ham mange Gange rode med Glas i
Buffet’en og rasle med Knivene, og om Morgenen kunde de se, at han havde
skaaret Ost i Spisekammeret.
Børnene turde ikke tale. En Gang imellem spurgte den ene, blot for at
høre en Lyd, som kunde adsprede den tunge Stilhed, deres Rædsel
befolkede med Skræmmebilleder: “Sover Du?” Og den anden svarede med et
Par hurtige Ord. Det var alt.
Saaledes gik mange Dage og mange Nætter.
Tanken om at rejse blev imidlertid stadig stærkere hos Høg, han vilde
vise Sønnen Europa. En smuk Dag spurgte Berg William, om han turde rejse
med Faderen.
“Deres Fader ønsker at rejse,” sagde han lidt nonchalant, “og jeg tror,
at Rejsen vilde være gavnlig, meget gavnlig for ham.”
“Rejse–,” mumlede William, og det var ham, som om han pludselig skulde
kvæles … “jeg–”
“De tør altsaa ikke,” spurgte Berg barsk.
William saá op, lige ind i Lægens graa Øjne: “Hvor lang Frist vilde det
kunne gi’e?” spurgte han.
Lægen modstod ikke det Blik, han saá ned og sagde tøvende: “De véd godt,
Høg, at Lægerne kun kan antage.” Han slog med Stokken lidt Støv af sine
Benklæder.
“Og hvorlænge antager De,” spurgte William igen, ejendommelig fast.
“Maaske et Par Aar,” sagde Lægen, “men naar De er bange …” Berg vendte
sig halvt bort.
“Er der da intet at være bange for, Doktor Berg?” Ordene kom heftigt,
som en undertrykt Bebrejdelse, og det unge Menneske saá atter skarpt paa
Berg. “Er der intet at være bange for?”
“For Dem intet.” Der var en kort Stilhed. “Men Skolen?” sagde William
tøvende og slog Øjnene ned.”Aa ja, søg Paaskud!”
William aandede dybt; han aabnede Og lukkede Hænderne nogle Gange, som
for ved en mekanisk Bevægelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt
hæst sagde han saa:
“Jeg skal gerne rejse.”
Lægen saá et Øjeblik paa ham, som han stod dér med store Sveddraaber paa
Panden og Munden smertelig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et
pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham paa Skulderen.
“Det var bravt,” sagde han. “Og De skal ikke være bange.”
Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige Angst gjorde William
rolig og fattet i disse Dage, men da han kørte bort fra Perronen og
lænet ud af Kupéen saá Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var
det ham, som om jorden gled bort under ham, og han satte sig i
Svimmelhed tilbage i Sædet.
Den første Uge syntes det, som om Berg skulde faa Ret.
De rejste i smaa Dagsrejser, laa over hver Nat, og tog først videre højt
Op paa Dagen. William bestak Konduktøren, saa de blev alene i Kupéen,
hvor Høg saa laa paa den ene Side, ligesaa lang han var, paa et Leje,
redt af Plaider, Tæpper og Puder. Undertiden var han saa svag, eller
indbildte sig at være det, at man maatte løfte ham baade ud og ind af
Kupéen. William fortalte, de rejste til et Bad, og bødede paa alt med
Drikkepenge, som han næsten maatte kaste ud i Grams. For at Faa de mange
Penge af Faderen, der lige saa ofte var latterlig paaholdende som
latterlig ødsel, maatte han lave de utroligste Historier.
Til andre Tider var Høg livlig som et tyve Aars Menneske, og saa var det
vanskeligt at holde ham i Kupéen; han undrede sig over, at de bestandig
var alene, og med de Sindssyges Mistænksomhed sagde han: “Men Du vil
vel ingen ha’e maa være sammen med din Fa’er?” William slog det hen,
søgte Grunde: “Der var jo saa faa, som kørte paa første Klasse.”
Under Opholdet i Neumünster blev Faderen borte. William havde været inde
for at købe nogen Lekture i Jernbanebiblioteket, og da han kom tilbage
paa Perronen, var Kupéen tom.
“Einsteigen,” raabte Konduktøren højere oppe i Toget. “Einsteigen!” Han
slog Døren haardt i …
William sprang ned af Trinnet og saa sig fortvivlet om, ingen at se–han
løb ned forbi de nærmeste Vogne og raabte højt, ingen, der var ingen,
som svarede.
“Einsteigen,” raabte Konduktøren lige ved ham.
William sprang op paa Trinnet, og hurtigt, i afbrudte Sætninger,
fortalte han, at Faderen var borte, at han ikke kunde rejse, at han
maatte blive her.
Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen–William greb sig i at
have talt Dansk i sin Fortvivlelse.
Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, viden at turde tænke. Han
burde være blevet, han burde aldrig være taget med–Men Faderen kunde jo
have taget fejl af Kupéerne, han sad naturligvis i en anden Vogn, han
kunde jo dog ikke være blevet tilbage …
Han gik i sin Bevægelse frem og tilbage i Kupéen uden at kunne sidde
roligt, bestandig paany bearbejdende dette dobbelte Sæt af Tanker, somhans Fantasi understøttede saa Forfærdeligt med ligegyldige Grunde.
Og hver Gang de standsede paa en af de smaa Stationer, havde han Lyst
til at springe ud, og den nye Tankerække tvang ham dog til at blive.
Hvad skulde han vel ogsaa kunne gøre med sine tyve Mark? Hvor skulde han
vel tage hen?
I Hamborg aabnede han selv Vogndøren og steg ud. Hans Angst var gaaet
over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist
om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med
Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vognrækken. Han løb
lidt ned til den næste første Klasses Vogn–til den næste. En Herre stod
paa Trinnet halvt bøjet ind i Vognen … nu traadte han helt ud …
vendte sig … det var ham.
William standsede med et Ryk og slog sig med Haanden for Munden for ikke
at skrige; alt Blodet fo’r ham i Stød til Hjertet.
Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen,
bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han saá ham, smilede han: “Er
Du dér,” sagde han fuldstændig ligegyldigt, “Skaf os en Vogn, min
Dreng.”
Damen tog Lorgnetten op og saa et Øjeblik nonchalant paa William, vendte
sig saa og sagde nogle Ord paa Fransk, medens de gik ind i Ventesalen.
William blev staaende, han kunde næppe kende Faderen igen: set saaledes
bagfra med den slanke Figur rettet. Hovedet baaret saa smukt, lidt bøjet
ned mod Damen ved hans Arm–mod sin Vilje blev Sønnen slaaet af den rene
Race i den hele Fremtoning, noget vist ubeskrivelig fornemt, det var
umuligt at definere.
Han skaffede Vognen, og de kørte alle tre–Høg, Grevinde Hatzfeldt og
han–til “Hotel de l’Europe”. Grevindens Kammerjomfru sad paa Bukken.
Ingen talte til William, Han sad halvt gemt under hendes Naades Kasser
og Hatæsker, og naar Faderen pegede paa et eller andet, henvendte han
sig kun til Damen eller tilføjede hurtigt et: “Ser Du, min Dreng”, hvis
henkastede Betoning gjorde Sønnen mindst fem Aar yngre. William var til
Mode, som gik han endnu med Bluse. Grevinden talte Fransk og holdt ham
paa denne Maade udenfor Samtalen, forresten syntes hun helt at have
glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville ane hans Eksistens.
Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, hvem den Dame var.
“Jeg var en Ven af hendes Mand,” sagde Høg. Videre ikke.
Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre–fire Skjorter af og paa, inden
han kunde finde en, der var god nok, valgte mellem sine Frakker en blaa
med Fløjlskrave og lange, moderne Skøder.
“Vi spiser Frokost i den zoologiske Have,” sagde han.
“Med Grevinden?”
“Ja.”
Det blev en drøj Dag for William. Faderen aandede kun for Grevinden, han
gjorde Kur, overvældede hende med Opmærksomhed, han kyssede hende paa
Haanden, havde hende under Armen, sad bestandig lige overfor hende uden
at tage Øjnene fra hende. William kunde næsten ikke holde ud at se
derpaa, det pinte ham; han rødmede, naar Faderen karesserende lagde sin
Haand paa Grevindens Arm, han slog Øjnene ned, naar de smilte til
hinanden med et tavst og leende Smil; han led, naar Faderen bøjede signed og deres Øjne mødtes.
Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, at Faderens
besynderlige Blik maatte fornærme enhver Kvinde, at hans Berøringer
maatte oprøre hende. Og i sit stille Sind hadede han denne blonde,
rolige Dame med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker og sil evige
Smil.
Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg hans pinlige Følelse
til det utaalelige. Han kunde ikke længere holde det ud, han syntes,
Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grevinden,
der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige
Smil.
Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke lade være, hans Følelse
saaredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se.
Saa tænkte han. Han vilde sige hende alt. Fortælle hende, at Faderen var
syg–det vilde være en Straf, og det kriblede ham i Fingerspidserne
efter at sige det; men alligevel, nej, det var umuligt.
Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en Avantscene-Loge. Høg og
Grevinden langt tilbage i Mørket, William helt Fremme. Man spillede et
Stykke af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespillerinder som
Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet.
William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han
irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem
og tilbage. Faderen sad hele Tiden helt bøjet henimod hende, med sit
Ansigt ind imod hendes.
I en Mellemakt gik Faderen ud. Og uden at kunne beherske sig længere,
vendte William sig om mod Grevinden, og sagde hurtigt:
“Fa’r er sindssyg.” Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke,
bevægede Viften sagte og svarede:
“Det véd jeg.”
Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet hende i Ansigtet.
Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom.
De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og
naaede endelig Cöln.
Høg talte mere end i Rejsens allerførste Tid, og han begyndte at undgaa
William, mens han stadig stiftede flere og flere nye Bekendtskaber
overalt, hvor de kom. Om Dagen gik det an, Sønnen fulgte jo med paa
Turene og var ialtfald i Nærheden, men efter det sene Table d’Hôte, naar
de var gaaet op paa deres Værelser–de boede i Beletagen og havde tre
Stuer, Nr. 53–søgte Høg paa alle mulige Maader at narre William ud saa
længe, indtil han selv kunde slippe bort til Theatret eller til Cirkus.
Undertiden lukkede han ham endogsaa inde, mens han selv strejfede om,
Himlen vidste, hvor.
Det var for William de kvalfuldeste Timer: Ene, overvældet af sin
knugende Ensomhed sad han Time efter Time i den store Salon og ventede.
Han forsøgte at skrive Breve, men han formaaede ikke at holde Tankerne
sammen, han satte sig ud paa Altanen mod den store Gaard: Springvandets
Plasken, Gæsternes Latter og Samtaler henne under Glastaget irriterede
ham; han havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede sine
Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter ud i Salonen, frem og
tilbage.Han kunde have skreget om Hjælp–saa ensom, saa forladt syntes han sig i
denne aflaasede Lejlighed. Og ringe kunde han ikke, Hvorledes skulde han
vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvorfor var Faderen
gaaet?–Nej, han maatte vente.–Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten.
William var meget sky, talte sjældent og undgik at stifte Bekendtskaber.
Han blev mager og havde ingen Appetit. En Dag ved Table d’Hôte hørte han
Faderen sige sagte til sin Nabo:
“En Overanstrengelse–nedarvet Melankoli–arvet fra Moderen.”
Den Fremmede saá paa ham, og det gav et Sæt i William. Det var altsaa
derfor, de bestandig saá saa medlidende paa ham, undgik ham, talte
underlig kælende, naar de endelig talte–derfor behandlede Kelnerne ham
saa sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var den gale.
Det var, som Blodet stivnede i hans Aarer, som om Bord, Opsats,
Tallerkener pludselig begyndte at danse for hans Øjne … mens Væggene
snurrede rundt som en Karussel. Han kunde ikke maale den Afgrund, som
aabnede sig for hans Fødder.
Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen, han hørte ikke, saá
ikke–dette Slag havde bedøvet ham. Uden Øje og Øre maalte hans Tanker
det Svælg, foran hvilket han stod; det var altsaa ham, der var gal, han
den melankolske, sky, menneskefjendske, og Faderen var rask, han talte
jo, var aandfuld, forynget, omgivet af en Duft af Elegance og Fornemhed
… Hvad var vel naturligere, end at man troede det? Man maatte jo tro
det …
Men han maatte gaa til en Læge, dette kunde ikke vare ved …
umuligt …
Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde siddet der, og saá,
Ilden var gaaet ud; han kaldte, Faderen var ikke i sit Sovekammer. Saa
begyndte han atter paa den gamle Tankerække, han optrævlede Tanke for
Tanke, begyndte forfra, tog paany de samme Grunde frem, vejede dem og
kom paany til det samme Resultat. Stadig den samme Tankekreds.
Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren stod aaben, og
Oktoberaftenen var meget kold. Han gik hen for at lukke Døren og saá, at
Lysene var slukket i Restaurationen, i Gaarden brændte kun et Par
enkelte Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et Par
Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under Glastaget.
Det maatte altsaa være sent. Taffeluhret viste ogsaa to.
I det samme havde han glemt den nye Angst, og han huskede kun, at
Faderen endnu ikke var kommen hjem, saalænge plejede han dog sjældent at
blive ude.
Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sammenkrøben i Sofaen faldt han
i Søvn, overvældet af Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme,
joges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds.
Han vaagnede ved en høj Latter og saá Faderen staa midt i Stuen med en
tyrkisk Hue paa Hovedet og et stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og
holdt sig for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. “Hvem er det,”
sagde han. Faderen lo.
“Det var hele min Maskeradedragt,” sagde han, bestandig leende, “og jeg
kan gøre Dig forskrækket alligevel! Nar!–Nar!”
William spurgte, saá paa ham. Øjnene var uhyggelig glansfulde, Læberne
fortrak sig til et evigt Smil; han talte uafbrudt, Ordene Føg sammen ien ustandselig Strøm, afbrudt af Latter, Udraab og Nynnen.
Det hvide Slips var gaaet op, Skjortebrystet krøllet, den ene Knap stod
aaben.
“Det er af Dansen,” sagde han leende, “de Damer svinger En, saa man
bliver ør.” Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og
han havde intet Herredømme over dem.
“Det maa være Champagnen,” sagde han og sagde paa fransk et b for p’et.
William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens
hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne
gled fra ham i Skrækken.
Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa den Vanvittiges Ansigt.
Saa gav han sig uden at vide det pludselig til at le højt: al hans
Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe.
Høg saá lidt paa ham og lo med; staaende ligeover for hinanden lo de
begge, Fader og Søn, som Vanvittige.
Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og med løftet Arm hviskede
han truende:
“Du ler af mig, Du ler af din Fa’er.”
Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren
voldsomt døde paa hans Læber, syntes William, han maatte forstenes under
dette vanvittige Vredesblik.
“Nej, nej, jeg ler jo ikke,” sagde han mumlende, thi han kunde næppe faa
Læberne saa vidt aabnede, at han kunde faa Ordene frem, “jeg ler jo
ikke.”
“Jo–Du ler.”
“Nej, nej, ser Du dog ikke,” sagde William i rystende Angst, “jeg er
alvorlig, jeg ler ikke.”
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag:
“Jo,” hviskede han hæst, “nægt det ikke, I ler, ler alle–for jeg er
gal, gal–gal er jeg blevet.” Og med et pludseligt Skub stødte han
Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen.
Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans
Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde
Hjælp. Han maalte Afstanden til Døren.
Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: “Nej,” sagde han og lo igen,
“der er laaset af–jeg har laaset af.” Han saá lidt paa ham med et
skadefro Glimt i Øjnene: “Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa
være forsigtig, meget forsigtig.” William greb for sig og støttede sig
til en Lænestol. “Ja,” sagde han besværligt, mens han betvang sig. “Men
hvad skulde jeg ogsaa ude nu om Natten? Nu er det jo paa Tiden at gaa i
Seng.”
Han saá uafbrudt paa den Syge, mens han tændte de lo Lys paa Kaminen og
rakte ham det ene:
“God Nat,” sagde han.
Faderen tog Lyset uden at tænke derover: “Ja, nu skal vi skrive,” sagde
han, aandsfraværende og tonløst, mens han saá ind i Lyset, “dethaster–man véd aldrig, hvor længe man har sin Forstand.” Han gik med
Lyset hen til Skrivebordet og aabnede Mappen; “Du maa skrive,” sagde
han, “min Haand ryster jo lidt, saa dikterer jeg.”
William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen,
hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: “Jo,
min Dreng, den er lukket–og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned.”
Et Udraab som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, saa tvang han sig og
sagde med et Smil:
“Du passer godt paa mig, Fa’r.”
Han satte sig ved Skrivebordet og aabnede Manuskriptet. Han tænkte ikke
mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Taage for hans
Øjne.
“Monumentets Afsløring” stod der med store, snirklede Bogstaver, han
gyste og vendte Bladet.
Faderen gik op og ned ad Gulvet bag ham. “Hvor er vi,” spurgte han.
William begyndte at læse. Han hørte næppe, hvad han selv sagde, og han
læste hæst, ud i ét.
“Thi, hvis vi spærrede dem alle inde i Bure, disse Dyr, skabte for at
ødelægge, hvis Væsen er Drifter, og hvis Drifter er Fordærvelse og
Elendighed, handlede vi ret”–
“Rigtig–rigtig–det var der, vi slap.”
Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder. Saa standsede han
ved Sønnens Stol og sagde pludselig: “Ja, for det fordærver Dig vel
ikke?”
“Jeg skriver jo altid,” sagde William.
“Vist saa, vist saa. Naa skriv saa.” Sønnen bøjede sig ned over
Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly.
“Thi Kvinden er ikte bedre værd,” dikterede Høg. “Manden er Herre og kan
ødelægge uden Ansvar”–
“Hører Du,” sagde han og traadte Sønnen ganske nær, “uden Ansvar. Det
var ikke godt andet,” mumlede han med stille Latter, mens han gik bort
igen … “Vi vilde faa for meget at bære paa.”
Latteren skar igennem Sønnen.
“Uden Ansvar,” gentog han.
“Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave,” dikterede den Syge,
“den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt. Thi ingen har betvunget Dyret
i Kvinden.”
Henne paa Taffeluhret slog Klokken fire.
Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik nogle Gange frem
og tilbage over Gulvet; standsede atter ved Skrivebordet bag Sønnen:
“Har man ikke Ret til at hævne sig?” sagde han hæst: “Naa, gentag det.”
William vendte Bladet og læste: “Den, som ikke gør sig til Herre, bliver
Slave, den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt.”
Den Syge gned sine Hænder: “Et Evangelium,” sagde han. “Et smuktEvangelium.”
Sønnen lod Pennen synke: “Jeg er saa træt,” sagde han.
“Ser Du,” sagde den Syge uden at høre, “det er godt at vide saadan noget
og godt at huske det. Saa er man rolig i alle Tilfælde.” Han løftede
Armen, lod den atter falde og drog et dybt Suk. “Din Mo’r var bedre,”
sagde han pludselig i en ny Tankegang, “hun elskede en anden, véd du
nok–sin Fætter” …
William vendte sig, han saá i navnløs Rædsel paa Faderen.
“Fa’r,” raabte han, “Fa’r!” og han strakte Hænderne afværgende frem,
“Fa’r, sig mig det ikke!” Ordene lød som afhugne Skrig.
“Men hun kom og sagde mig det,” sagde den Syge, helt henne ved Kaminen,
“bad om, at vi maatte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunde
blive lettere.” Sønnen drog et dybt Suk.
Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Graaden, der steg op i hans
Hals, tilslørede hans Stemme, hviskede han: “Aa, Tak, Tak!” Han vaklede,
holdt om Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen.
“Hun er blevet en Helgen,” hviskede han hemmelighedsfuldt og sagte og
holdt sin Mund helt hen til hans Øre, “jeg har tit talt med hende, tit,
hun græd og jamrede for os, hun sagde, hendes Bønner kunde ikke hjælpe
os.”
William rystede under Faderens Tag. “Ja,”–sagde han–“hun er en
Helgen.” Der var et Par Øjeblikkes Tavshed.
“Vi vil bede til hende.” Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned paa
Gulvtæppet ved sin Side. “Bed,” raabte han med hæst hvinende Stemme,
“bed,” og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt
nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og
skrækkelige Forbandelser.
William laa paa Knæ: uden at turde rejse sig laa han med sænket Hoved og
mumlede sagte.
“Bed,” raabte den Syge igen, “bed højt!” Han hævede Hovedet fra Gulvet,
saa William saá det fortrukne Ansigt og de glasagtige Øjne, det var, som
laa der en Hinde over dem. “Læg Dig ned,” raabte Faderen skrigende. “Læg
Dig ned! hovmodige.” Og endnu højere raabte han: “Det er jo mig, Du
tilbeder, mig, den hellige Markus.” Med et Spring fo’r han op, og
rettet i sin fulde Højde med udstrakte Arme stod han foran Sønnen, der
sagte hulkende skjulte sit Ansigt i Tæppet.
“Mig er det, mig,” blev den Syge raabende ved, “mig, den hellige Markus.
Bed, bed–eller Du kommer aldrig i de Saliges Samfund.”
William laa ganske stille, hans Lemmer var blytunge, han syntes næppe,
han vilde have Kraft til at rejse sig. Faderens Ord lød i hans Øren som
et fjernt Uvejr og han hørte den Vanvittiges Veltalenhed.
“Hører Du,” raabte den Syge, “dette er mit Evangelium: den, som ikke
ødelægger, bliver ødelagt, saaledes taler den hellige Markus med
Myndighed.”
Han blev ved, ustandselig ved. William hørte ikke mere, skelnede intet,
udstrakt paa Gulvet bed han i Gulvtæppet i næsten vanvittig
Fortvivlelse.
“Thi deres Umættelighed lægger Verden øde, og Livet er en stinkende
Kirkegaard, hver Prostitutionen tramper paa Gravene. Men vé dem, védem–den hellige Markus forkynder dem Svovldød og Undergang.”
Da gik Faderens Raab pludselig over til Rallen, en lang, krampagtig
Rallen, der kæmpede med en vanvittig Latter. William var næsten stiv af
Skræk, og han kunde næppe løfte Hovedet.
Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i Luften stirrede han
frem for sig med stive Øjne. Med et Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde
dyrisk, sprang Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder med
Armene i Luften, saa vaklede han, og støttende for sig med de
fremstrakte Arme, hvis Hænder var krampagtig knyttede, styrtede han
næsegrus om paa Gulvet i et tungt Fald.
William rev voldsomt i Døren, syntes saa, at Faderen laa saa besynderlig
rolig, og stødte heftigt til en Lænestol for at komme forbi, hen til
ham.
“Fa’r,” raabte han, “Fa’r,” raabte han igen. Han rørte ved hans Hoved,
følte paa hans Haar,–han tog hans Haand, løftede hans Arm op og slap
den med et Skrig.
Høg var død.
Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som den rygtedes, var det
som en listende Tavshed sneg sig fra den Dødes Værelser gennem de lange
Korridorer, Trappe op og Trappe ned, over Gaarde og ned ad Gange og
lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavshedens Følge gled som en
Skygge over den lyse Glas-Gaard, over Restauranternes Sale og over de
stumme Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed.
Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed:
Portier’ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden
Smil om de ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden under
Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde
bort.
Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det
nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden.
Knokkelmanden var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med sine
uhyggelige Arme.
Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med første Tog.
Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsenterede sig i Nr. 53 Kl.
halvti med hvidt Slips og sorte Handsker for at bevidne William sin
Deltagelse og med sin behandskede Haand høfligt at smide ham ned ad
Trapperne.
Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Kaminen, og sad og glattede
paa sin Hat, mens han lod sine Trøsteord falde med en vis grødet
Inderlighed, som skulde udtrykke dybtfølt Deltagelse.
Hr. Fridrich var meget deltagende. Han vilde gøre alt, alt for at lette
den unge Herre den tunge, altfor tunge Byrde … det vilde i ethvert
Tilfælde være hans Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med
Glæde.
Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var en Glæde at se hos
sig, en kun altfor sjælden Glæde, han havde endnu igaar forbavset Hr.
Fridrich ved sin Vinsmag.
“Men han var tilfreds, det er mig en Trøst,” tilføjer Hr. Fridrich, “han
var tilfreds, mine Kældere tilfredsstillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor
han smagte paa et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod den
Vin–aa, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader.” Og Hr. Fridrichstaarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse paa samme Tid af
Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag.
Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med
sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og
betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans
smaskende Suk ligesom et Panser.
Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Loftet, lod dem uden at
se paa William glide ned over den sorte Silkehat og hvile paa
Gulvtæppet. Han lettede sig i Stolen under en dyb Rødmen og sagde saa
igen:
“Ja–han var tilfreds.”
William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich saá op, nikkede han for at
bekræfte denne Tilfredshed.
Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt under den nye Pause, og
hurtigt for straks at bryde alle Broer af sagde han med et nyt Blik paa
William:
“Men et Hotel er intet Hospital.” Han havde maaske ventet et Svar, men
da han intet fik, tilføjede han med stærk Betoning: “De tre amerikanske
Damer er allerede rejst.”
William sad bestandig uden at sige noget, og trods sin Sløvhed fandt han
Hr. Fridrichs Meddelelse meget overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed
sig i Læben. I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en
generende Idiot.
Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens han ivrigt studerede
Navnet i dens Puld, sagde han, idet han ligesom med et Smask satte
Punktum for Samtalen:
“Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø.”
Han saá op, og da han bemærkede, at William var blevet meget bleg, sagde
han med et forsonende Smil:
“Tværtimod–de fleste rejser for at undgaa det.”
“Lægen har påtaget sig at besørge Kisten,” sagde William og rejste sig.
“Jeg vil kunne afrejse iaften.”
Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik
henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord
og Forsikringer.
“Altsaa iaften,” sagde William kort. “Jeg beder Dem underrette Deres
Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu iaften.”
Hr. Fridrich bed sig paany i Læben, bad om at maatte lægge en Krans paa
“Hr. Faderens” Kiste og forsvandt.
Paa hele Rejsen var William hensunken i en dump Sløvhed, der ikke
tænkte, og han vaagnede først af Døsen, da han to Dage efter, tidlig om
Morgenen, rullede ind paa Perronen i Horsens.
Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i Haanden, helt
sortklædte, spejdende gennem Togets Vinduer. Der var noget eget
forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb
sammen i de sorte Sjaler. William blev slaaet af det.
De var saa blege i Lygteskinnet, og de stod saa tæt sammen, som om denene vilde hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed.
William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkaarlig rettede sine Skuldre i
det Øjeblik. Saa steg han ud. Nina slyngede sine Arme om hans Hals, og
Sofie klamrede sig til hans Haand.
“Det har været en svær Tid,” sagde Nina og kyssede ham.
Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ordningen af en Mængde
Forhold, som Høgs Død havde truffet i en sørgelig Forvirring,
Bestemmelsen af Auktioner–en Skare Ting, alt det som følger med de
store Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsforhold. Som
naturligt var, blev det hovedsagelig til William man vendte sig, han var
jo Sønnen, og “om end ung” dog fornuftig og ældre end sine Aar.
Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue–Nina og Sofie var
ude–og ordnede nogle efterladte Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod
aabne, og han rodede op i baade Korrespondancer og Dagbøger.
Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev
skaanede. Hen sad og saá ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir
krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske–der var en egen vag
følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i
Tanker med en Brevbunke i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den
ind i Ilden.
Og mens han saaledes sad og efterhaanden begravede saamange Stumper og
Stykker af et tilendebragt Liv, var det pludselig, som om dette Liv
fjernede sig saa besynderlig langt fra ham, blev borte i en Taage, gled
ud i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast og intet mere
skelnede … Og han brød sig heller ikte om at holde fast paa det, som
saaledes gled fra ham.
Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne
vilde tale med den unge Herre.
Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af
Boet efter Onklernes Ønske.
William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: “Jeg var ved at ordne
nogle Breve,” sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.
“Jeg forstaar det,” sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet,
“ja der er skam meget at ordne.”
William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i
Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren.
“Meget at ordne,” gentog denne, medens han trak sine Handsker af og
derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange.
“Ja,” svarede William.
“Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets Ordning,” sagde Lund og
lænede sig tilbage med Hænderne foldede over Silkevesten, der skinnede
over en voksende Embonpoint. “Det er et byrdefuldt Hverv.”
“Men De vil jo være saa god.”
Prokuratoren saá over Brillerne opmærksomt hen paa William med sine graa
Øjne: “Og De véd vel slet ikke, hvordan Deres Faders Affærer stod?”
spurgte han.
“Slet ikke,” svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv,
“Fader talte aldrig om saadan noget.””Jeg kan tænke det.” Prokuratoren strøg med sin fyldige Haand det
kortstudsede røde Kindskæg, “jeg kan tænke det.”
Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokuratoren langsomt,
meget bredt:
“Ja, der er ikke meget.” Han saá atter over, William bed stadig i
Kniven; “Naa,” sagde han blot.
Lund satte sig fastere i Sædet. “De sidste Aar har jo slugt meget,”
sagde han, “stor Formue har der aldrig været.” …
“Ja, der er naturligvis brugt meget,” sagde William tankefuldt.
“For meget,” slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning
sagde han nu, da Isen var brudt: “Rent ud sagt, der er ingenting.”
Papirkniven Faldt paa Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op.
“Deres Søstre har jo Hævningen–De er desværre ikke … saa godt
stillet.”
William saa igen op. Han bøjede Hovedet. “Nej,” sagde han sagte. Han
blev saa underlig kold om Hjertet.
“Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig.”
Fattig–det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken:
“Ja–heldigvis.” Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden. “Godt,
at de har Hævningen,” tilføjede han.
“Og for Dem betaler saa Deres Onkler.” …
“Jeg kan tænke det,” sagde William. Han kunde ligesaa godt have sagt
Abracadabra. Saa gik han hen og lukkede Kakkelovnsdøren op for at varme
sine Hænder, der var kolde som Is.
Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over Knæene. Han var
glad ved, at han tog det saa roligt.
“Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præstegaard,” sagde han.
“Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?” han stod stadig ved
Ilden, og der var saadan noget underlig fremmed i hans Stemme.
“Gud bevar’es, og Hævningen stiger jo stadig.”
William lukkede Kakkelovnsdøren.
“Vi mente saa,” fortsatte Lund, “at De vilde kunne faa det rart i Sorø,
der er saa billigt, og De vilde snart kunne faa Friplads.” …
“Ja, det er jo rart,” han talte som et Menneske, der snakker i Søvne.
Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: “I Sorø, ja–det er mit
højeste Ønske.” Han tænkte lige straks paa Kirken.
Lidt efter gik Lund.
Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men han lærte det snart.
Langsomt, men sikkert forstod han, hvad det vilde sige at være fattig,
og denne Vished lagde sig som en kold, klam Taage om hans Tanke. Deres
Malerier skulde sælges, Jensen rejste til den første, Maden hjemme blev
tarveligere, man lod ham Faa det nødvendige Udstyr hos en billigere
Skrædder.William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart
som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned.
Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke,
hvad den berøvede dem.
Men paa den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var
fattige, og Forstaaelsen af, hvad dette vilde sige, den Følelses Vækst,
der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med
Faderens Lig vendte hjem til Horsens og saá Søstrene paa Perronen. Hint
Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slaaet ham, holdt sig stadig og
fødte hos ham en levende Attraa efter at støtte, at kunne hjælpe; og han
saá, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det.
I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet,
saa at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket
knugende paa hende. William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at
sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed
syntes at gøre hende svagere, ham stærkere.
For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden saá han den
nu paa en anden Maade: Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte
kæmpe med.
Saa skulde han rejse.
Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende havde i Mørkningen
været oppe paa Kirkegaarden ved Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der
endnu stod som i gamle Dage. Nina kunde ikke taale, der skulde forandres
noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde drukket Theen ved
Bordet i Hjørnet–“Moders Bord”–og nu sad de alle tavse, mens de stegte
Æbler snurrede i Kakkelovnen.
En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede–alt i
saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen.
“Naar mon vi nu ses,” spurgte Nina.
“Til Sommer,” sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene,
hvor mange Maaneder der var til Sommer.
“Næsten syv Maaneder,” sagde hun.
“De gaar rask,” sagde William, men han syntes selv, det var en lang,
lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. “Det er jo ingenting.”
“Men til Jul,” det var Nina, som talte.
“Nej, nej, til Jul–det faar vi vist”–han vilde lige til at sige: ikke
Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: “Ja maaske til Jul.”
Og hver sank atter hen i sine Tanker …
“Men jeg har ingen Sparebøsse i Aar,” sagde saa Sofie. “Mon vi behøver
at gi’e Præstens noget, Nina?”
“Det véd jeg ikke,” sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Graaden
sad hende i Halsen: “naar vi ikke har noget–”
Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende
Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin
Næse i Lommetørklædet.
Saadan sad de noget.”Du kunde gerne spille lidt, Nina,” sagde William, “og synge en af Mo’rs
Sange.”
Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet hen til Sofie bag
Kakkelovnen. Dér sad han med hende paa Skødet paa Skamlen, mens Nina
sang.
Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og Albuerne paa de hvide
Taster, saa præluderede hun og sang;
Fuglen sit Øje lukker,
Sætter sig trygt til Ro,
Drømmer, mens Stormen sukker
Hult om dens høje Bo.
Stormen lad den kun fnyse–
Bølgen lad den kun gaa;
Drømmenes Kyst den lyse
Kan den dog aldrig naa.
Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste
Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille
Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var
nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Søskendes sagte,
undertrykte Graad. Saa rejste William sig og gik hen til Nina: Han tog
Lommetørklædet fra hendes Øjne og kyssede hende.
Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad længe uden at tale.
“Det er saa tungt,” sagde Nina stille. Og lidt eller: “Imorgen har vi
ikke mere noget Hjem.”
Uvilkaarligt borede Sofie sit Hoved fast, saa fast, ned i hendes Skød,
og William knugede hendes Haand:
“Nej,” hviskede han.
Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod paa Perronen med
forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Saa kørte Toget, han
saá Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i
Vinden, han syntes, hun raabte noget ud i Stormen.
Toget svingede. De var borte.
Williams anden Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til
tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den haarde
Træbænk med Frakken op om Ørene For Trækken, følte William Høg, at nu
skulde han alene ud i den vide Verden og kæmpe.
Han var seksten Aar.
*
*
*
*
*
ANDEN BOG
SÆDEN BLOMSTRER
I
William syntes, at alt det forbigangne var saa længe siden, og dog havde
han kun været en Maaned i Sorø. Men denne Maaned havde været som enEvighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres Fredsommelige Ensformighed
faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en
Fred, som næsten lignede en Dvale.
Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen–de første Fjorten
Dage–var han meget flittig, han gjorde sig Umage for at skrive smukt
Dansk i sine Versioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus
ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk Tysk. Men lidt efter
lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var
jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og vilde rimeligvis faa
Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med
lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart saá, at han
var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde.
Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal–og et stort
Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans
Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var
sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige.
Mange Timer tilbragte han i Kirken.
Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet. Mens
Onklen begravet bag “Dagstelegrafen” drak sin Kaffe paa “Haabet”, sneg
han sig sagte ud af Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, saa
vilde Onklen maaske have været med og–nej, han vilde helst være alene,
han maatte være alene, han syntes ikke engang, han kunde have sagt, at
han gik ned til Kirken; han var saa underlig beklemt, stivnet næsten
under sin egen Forventning.
Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind
mellem hans Ben, saa han næppe kunde trænge sig frem. Saa faldt det ham
pludselig ind, at Onkel Høg kunde se ham fra Vinduet, og han gik ind paa
Fortovet, helt ind til Husene.
Han løb over Torvet, Hatten føg af, men han holdt den i Stormbaandet og
skred videre. Langs Husene naaede han Klosterporten.
Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans
Forfædre … Han følte paa Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme
for Tomme, baade Højden og Bredden–saa gik han ud i Alléen. Vinden jog
med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede,
fugtige Rødder–Sikke vældige Rødder!–hvor de Træer var gamle–de havde
set hans Slægt …
Det var som om hans Hjerte blev større, han aandede Luften stærkt, han
fyldte sine Lunger. Han syntes, han kom til noget, som var hans, til
noget, han tog i Besiddelse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind
over hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse, den, at han her stod i
Ly af sin Slægts Gerninger.
Og i dette nervøse Sind kom ogsaa denne Følelse altbeherskende til ham.
Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger
over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem.
Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de
var her.
Paa én Gang raabte alle hans berømmelige Slægts Bedrifter til ham, han
var kommen til dens Hjem, hvor Minderne lurede i hver Krog, og hans
Tanke havde i et eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga.
De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de store Skikkelser–han
saá det alt. Og saá ned gennem de mørke Aarhundreder, hvor alt forsvandt
og blev borte. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besynderlige
Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham–det gled ud, bort, ud iintet–
Excellencen dukkede frem.–Moderens Fortællinger–Faderens Skikkelse–
Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi–han følte det–
Han saá sig rundt, tankeløst. Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige
Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af
med Bagen af sin Haand.
Han holdt Skue over Slægten–hvem var der? Onklerne–de var Undermaalere
og de havde ingen Børn, Nina–hun var Kvinde–han, han–
Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over
hans Liv.
Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det
var en legemlig Kraftprøve, han skulde til. Og som en kold mørk Skygge
lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget
nærme sig, en Frygt, noget, han vilde skyde fra sig: han maatte kunne:
naar man vilde, kunde man.
Han gik op ad Trappen til Kirken–Døren stod aaben, der var nogen
derinde, som spillede paa Orgelet. Nu skulde han da altsaa staa Ansigt
til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind paa ham, hans
Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker,
han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig–idag vilde
han ikke gaa derind … han vilde vente, han kunde ligefrem ikke, han
maatte have Ro, han maatte blive længe derinde, og idag ventede Onkel
Høg. Nej, han gik.
Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra
Skole Over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, saá han den store
Indgangsdør var aaben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til
den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var laaset;
men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op.
Han standsede paa Trinnet og saá op i Kirken. Saa stod han da Ansigt til
Ansigt med sin Slægts Berømmelse.
Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere
uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum
over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som
han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen
Væg.
Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var
dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod
her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og
Vaaben–langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold
ved Skjold, Vaaben ved Vaaben.
Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet
Munkeskrift, Bibelsprog Og Skjolde med Halvmaanen, Bjælken og Lillien.
Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsaar var skrevet under
Skjoldene, men han saá, at Navnene gik ned gennem Aarhundreder, og hans
Slægt syntes ham rigere for hvert Aarstal, han saá; han havde jo ikke
drømt, naar han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed.
Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn paa Navn; han søgte
Kongemorderens, men saa saá han over den øverste Pille Stamfaderens
Vaaben–her laa han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans
Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der
stod over denne Pille, men det var intet Under–de var jo Kæmperne, der
havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne,Kongerne, Slægt med hans Slægt.
Bestandig–bestandig, saa længe Danmark mindedes, vilde de leve,
Støtterne, der havde baaret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han
følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Aarer, han bemægtigede sig
sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn!–Men her
forstod han, her undredes han ikke.
Han stirrede sig blind paa dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store
Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen
over Drotten–han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til al
omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulde Slægten være
baade til at skabe og til at omstyrte.
Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog
Kongemorderens Vaaben i sin Haand. Han stirrede og blev ikke mæt af at
sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke.
Saa rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet
Hoved i dybe Tanker–han snublede og vaagnede. Det var en Ligsten, over
hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: “Hans!” Han saá paa
det udhugne Billede: udslidt laa Prælaten udhugget i Stenen med
Bispestaven i sin højre Haand. William tænkte ikke; uden at vide, hvad
han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned paa Stenen med Hænderne
knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.
Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Haand, tvang ham
ned paa denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt–
Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget saaledes; da han vaagnede,
følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang,
da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu
veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den.
Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte
afbrudte Akkorder paa Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var
blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en
ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt,
hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til
Taarer–Orgelklangen lød dæmpet ned over ham.
Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og
gled ud i Tonerne.
Saa rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og
han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og saá
en Dame staa paa det nederste Trin.
Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte Rødmen stige sig
helt op under Haaret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog
langsomt en Lorgnet op og saá et Øjeblik paa ham, inden hun gik ud ad
Døren.
William saá hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen,
Haaret var skrabet helt op.
Siden tilbragte han mange Timer i Kirken, Dens Minder var blevet hans
vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af
sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han
blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge
Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og
deres Fuldkommenhedsteorier.
Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog
intet ligesaa lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydreTing af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største
Beundrere saá Kløften, der bestod mellem ham og dem–og respekterede
den.
De kom til ham, talte med ham, naar han ikke laasede sig inde, talte om
ham, naar han ikke vilde lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og
silde–men alene vedblev William at leve.
Naar saa Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunde han
hen paa Eftermiddagen gaa over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens
Pille, længe, hensunken i Tanker.
De Dage, hvor Frøken Falk spillede paa Orgelet, svigtede William aldrig.
Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en
Understrøm gennem hans Ørkesløshed.
Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen, og naar
han Klokken tolv, naar han drejede om Hjørnet, saá den kendte Vogn holde
nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over
Kirkegaarden ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og
lyttede, men naar han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik
Frem, saa han kunde Se Damen, naar hun gik ned ad Trappen.
Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang saá Frøken
Falk lidt smilende paa ham, og hver Gang hilste han og blev rød under
hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille,
hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste–saaledes gik nogen Tid.
Naar William paa de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke saá Vognen,
blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de
Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro,
der ikke kunde finde sig til Rette med sig selv. Han gik saa over og
satte sig paa en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han
nedslaaet.
Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at faa det at vide. De
havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden
skræmmer.
Desuden var William jo ogsaa for længe siden færdig med noget saa
livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver
eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, naar han hilste paa Damen.
Undertiden kunde det da hænde, at hans Rødme smittede.
En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: “Holder
Du meget af at høre min Kusine spille?”–
“Din Kusine?”
“Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag.”
William blev rød og sænkede Øjnene ned over “Bohr”: “Ja,” sagde han.
“Kusine har lagt Mærke til Dig–ja, hun har forbandet gode Øjne.”
“Jeg vidste ikke, det var din Kusine,” sagde William og rejste sig. De
talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William
ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham saaledes ind paa Livet,
han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin
Hemmelighed nu, og det havde været saa rart. Nu var hun Gersons Kusine,
og Gerson vidste det, og der skulde naturligvis snakkes om det i
Klassen–og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget
mere, Kirken heller ikke.
William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den
næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altforlatterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med
Kusinen, og hun lo vel, naar han saa let lod sig jage bort. Nej, han
maatte netop komme der, nogle Gange i det mindste–og saa rent blive
borte. Det var det klogeste.
Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom,
men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun
havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.
Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers
jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde
det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger. William
satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de
gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt
maal, uden nogen tydelig Genstand: han hørte Musikken, og hans Tanker
svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.
For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun
været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han
hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner–og hun
spillede dejligt.
Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens
Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende
var den for hans Tanke.
Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik
ned. Hun gik idag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, saa hun
viste nogle smaa, hvide Tænder, og sagde “Goddag”.
Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke vilde besøge ham om
Aftenen. Aldrig havde det været William saa svært at føre en Samtale som
den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmaal. Men
saa pludselig sagde Gerson:
“Naa, Du var nok ovre i Kirken idag.”
Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa
Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før
han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden.
“Her er de,” sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere,
ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde
sagt: “Ja, jeg saá din Kusine idag.”
“Hun sagde det,” sagde Gerson, “hun tror, Du holder Andagt i Kirken.”
Han lo.
William blev meget rød.
“Hun siger, Du gaar derover for at besøge dine Forfædre–men Du er da
ikke gal.”
Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. “Kamilla er da
kønnere end som saa, skønt hun er en gammel Pige.” Gerson lo stadig og
kneb Øjnene missende sammen.
“Ja, hun spiller dejligt.”
Saa gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra,
Tanten var død, og Etatsraaden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men
Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. “Hun holder sgu
meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen–men hun snakker løs og
lader sig ikke mærke med det.”Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William
snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
Blandt Williams “Beundrere” satte det noget ondt Blod, at Gerson paa den
senere Tid var blevet saa intim med ham, skønt han altid havde stillet
sig lidt fjendtlig til “Afgudsdyrkelsen”, saaledes kaldte Oppositionen
den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en
Gang paa et æstetisk Møde havde Gerson ladet falde en Ytring om
“Slaveejer og Slaver”, som umuligt kunde misforstaas. Nu var han
alligevel baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for
“Forræderi”.
Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større
Forstaaelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde
Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme
og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede
ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab,
eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller
mindre venligt.
Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede
ham, vilde han ikke tilstaa for sig selv. Han stred imod denne Venden
tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.
… En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun
havde jo baade Handsker og Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det
altsammen, saa ogsaa Parasollen faldt–lige for Fødderne af Høg, der
just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den,
men Hjertet sad ham i Halsen, saa han ikke kunde sige noget. Hun
takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende
hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i
Forbigliden søgte hans, saa han blev endnu rødere og havde Hjertebanken,
saa han troede, Brystet skulde sprænges paa ham.
Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en
dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig
Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med
Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.
“Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig
Musik–det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over
i Kirken …”
Hun Fandt det saa naturligt–han havde dog maaske haft lidt mere
Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og–Deres Forfædres Ben.
William følte, han blev hed helt op under Haaret. “De tager virkelig
Fejl,” sagde han.
“Hvori,” spurgte hun og saá lige paa ham.
“Det er slet ikke derfor …”
“Hvorfor?”
Nej, han kunde ikke udholde det Blik–han tav og saá ned. “Det med
Forfædrene,” sagde han saa dæmpet.
“Da vilde jeg kun finde det naturligt,” sagde hun, og Betoningen var
meget alvorlig, ejendommelig dyb.
“Vilde De?” det kom hurtigt, og han saá hen paa hende.
Hun saa smilende op: “Saa havde jeg jo dog Ret.”Vognen var ikke kommen, hun saá hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet
paa Hovedet og drejede saa ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte
efter.
“Jeg har jo ikke anden Slægt,” sagde han lidt efter.
“Deres Søstre.”
“Ja–mine Søstre,” han talte langsomt og biev ved, som om han talte hen
i Luften: “Men derfor kan man godt føle sig alene.”
De gik atter nogle Skridt. “Det kan jeg forstaa,” sagde hun.
“Og saa er det, jeg har dem.” William gik videre.
“Jeg forstaar det saa godt,” hun drag Haanden ud af Muffen og glattede
dens sorte Skind med sin Handske: “det maa være meget lettere at blive
til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa
En.”
William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá
hun paa skraa ud paa ham og sagde: “Og De er jo den sidste af Familien?”
“Ja–Slægten er død.”
“Naa, Weltschmerz,” henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de
gik lige om et Hjørne. “Hvor gammel er De?”
William blev rød. “Seksten Aar.” Han søgte at gøre Tonen ironisk, men
opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord.
“Og er allerede bitter mod Verden–ja det begynder man jo med
nutildags.” Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere:
“Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden.”
“Mange finder det …”
“Aa”–hun lo igen–“nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne
ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule.”
“Jeg surmuler ikke”
“Nej–det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig.” Hun satte sig i
lidt stærkere Trit: “Men–Spøg til Side–jeg véd, De har oplevet en Del
… men–at opleve meget er ikke at leve meget. Naa–men hvad forstaar
De Dem paa det?”
William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel
Tankegang sagde han: “Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er
færdig …”
“Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde maa man da
sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig
uden at have begyndt–”
“Og hvad skulde jeg saa udrette?”
Hun standsede og gav sig til at le: “Undskyld, jeg siger det, Hr.
Høg”–en lille bitte Streg under Hr.–“men først kunde De se at faa
Udmærkelse til Eksamen, De er jo et godt Hoved …”
William bed sig i Læben, og da hun saá paa ham og smilende tilføjede:
“De er da ikke vred?” gav det et Ryk i ham, som vilde han vende om.
Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end hanvar. Hun smilede stille, men blev saa igen alvorlig: “Forresten Forstaar
jeg det godt,” sagde hun.
Han saá op. “At De er bleven Darwinist,” sagde hun som Svar paa hans
stumme Spørgsmaal.
De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og
spurgte:
“Og hvad saa, naar De er bleven Student?”
“Saa skal jeg vel se at blive Kandidat.”
“Herre Gud–kan man da ikke søge et Maal?”
“Jo, hvis man havde et …”
“Nu snakker De,” hun talte utaalmodigt, “naar man havde, behøvede man
ikke at søge. Og De søger vist ogsaa–det vil sige, De lader Fantasien
løbe …”
Hun holdt inde, William blev ved at gaa med bøjet Hoved saa meget som et
halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet,
ligesom glattet ud: “Og hvor skal man da søge?” spurgte han.
“For Eksempel i Deres Barndom–hele Liv–i Deres Tilbøjeligheder …
opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem …”
William blev staaende, Frøken Falk saá, at hendes Ord havde gjort
Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: “De
har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan
kun vente …”
“Hvordan mener De, Frøken?”
“Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive “lykkelige”,
og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er
blevet det.”
De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var
besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige–naar han
blot vidste hvordan.
Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder.
Frøken Falk talte ikke meget–et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik,
som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling.
Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt … han drog Vejret dybt og
blev pludselig forlegen. Men da han saá hen paa hende for ligesom tavst
at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende
Blik, der fik ham til at rødme og som var–nej ikke venligt og heller
ikke mildt, men varmende, saa han huskede det længe.
Frøken Falk tog Uhret frem under Kaaben: “Fire,” raabte hun, “men Jens
maa jo tro, jeg er blevet gal.”
De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun faa Ord, men de gik
meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udraab
mellem gamle Bekendte. Saa kom de op til Porten.
Jens arriverede i samme Nu.
Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun
havde sagt, han først skulde hente hende Klokken fire, blev hun ganske
lidt rød under Sløret.William stod med Muffen, mens hun steg ind. “Farvel–kør saa!”
“Deres Muffe,” raabte William.
“Aa–ja, den glemmer jeg.” Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen.
Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin
Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen.
Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned paa “Haabet”
for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes
Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa
ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente
paa hende.
“Saa,” sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag
gik forbi med Frøken Falk, “nu har hun da faaet et nyt Menneske.”
Frøken Kristine fo’r til Vinduet. “Men nu er han sytten Aar,” sagde hun
spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og saá efter dem. “Tilsidst
maa Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent.”
“Fylder hun nu ikke ni og tyve?” spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld
i sig af Kaffen.
“Jo, det er akkurat fire Aar siden hun havde Fødselsdag–og da fyldte
hun Fem og tyve.” Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude.
“Falks kunde gerne sendt os lidt Frugt”–Fruen havde taget Briller paa
og sad og stoppede paa en af Velærværdighedens Uldtrøjer, “de véd dog,
at din Fa’r holder saa meget af en god Pære.”
“Kære Mo’r–hvordan kunde Du dog tænke? De Mennesker bryder sig saamæn
ikke meget om Guds Ord.”
Saa stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed.
Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede
hun, hun var ikke oplagt, de gik saa lange Ture i Alléerne om Søen. Som
oftest var det ham, der talte–han fortalte hende alt.
Og mens han saaledes fortalte, var det, som om han oplevede alt igen,
men paa en ny besynderlig Maade, der endnu mer end før skød det
uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans
strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage.
Saaledes gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans
Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog
havde han saa meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale,
som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud,
Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer,
hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte
Længsler, Drømme, Attraa, tidlig Trælhed, hele det taagede Kaos af
Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom
fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Taager.
Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, saa man saá de spidse
Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede
ban, kunde hun ved et Ord atter faa ham til at tale. Og hun hørte gerne
paa ham: hvad han sagde, mens de saaledes gik Time efter Time, var saa
ejendommeligt, saa Fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet
en Del og oplevet meget.
Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene
betragtede hende med Mistro.Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og
Forlovelsen var pludselig gaaet overstyr, og hun var rejst bort. Der
hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det.
Hvorom alting er, man hviskede baade om et og om et andet, og vist er
det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det Aar, han havde
malet Frøkenens Portræt, og hun blev paa sin Rejse borte over et Aar.
Egentlig var hun blevet smukkere paa den Rejse. Hendes høje Figur var
blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle
traadte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et
ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Maaske var det
ogsaa, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst
brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en
Rose i Haanden.
Siden da var der gaaet adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens
Rigdom blev Kamilla siddende paa Veilgaard.
Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den
landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i
København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de
Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig
skiftende var de jo, de Bekendtskaber–det ene Aar var det nogle
Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve
diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof,
hvor altid én blev udmærket for i to-tre Maaneder i Forening med den
skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som
adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser,
fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til “utilladelige Forhold”.
Saaledes gik en fire-fem Aar. Kamillas Træk blev skarpere, øjnenes
Udtryk koldere, strengere sagde nogle–hun blev ikke mindre smuk, men
man saá dog, at den Første Ungdom var Forbi. Maaske var imidlertid
hendes Følelser mere ældede end hendes Træk.
Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af
Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket paa hendes Sind som
en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind
var ligesom udtørret, og hun søgte altid paany de samme Sindsbevægelser,
der bestandig paany skærpede Sjæletørsten.
Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attraa, som døde uden
at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl traadte frem, var en tom
Blasérthed; hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig
støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gaaet til Ro og døsede.
Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen
Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne
Resignation.
Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt
var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard.
Kamilla behandlede Fætrene som Drenge–hun var jo ogsaa ti Aar ældre end
de–men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun
dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed.
Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater “morsommere” og
“morsommere”. Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med
adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde
Hjertebanken var blevet frøken Kamilla en ren Sport.
Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse,
hendes afblegede, noget strenge Skønhed maatte gøre Indtryk paa det
syttenaarige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun
trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrendeHjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens
Aandepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes
Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme
Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne
besidder alt. Og denne Leg var saa lidet farlig: der blev intet givet
uden et Haandtryk; maaske et Kys paa en ung Pande, som brændte, paa
nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet.
William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art.
Undertiden, naar de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i
strømmende Ord, der kunde lyde som halvdigtede Kærlighedssange,
frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse
Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunde
han pludselig se paa hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde
hende forlegen, saa hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunde han længe
være tavs, ordknap, og saa tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som
afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunde friste.
Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved
Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver,
hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af
de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans
Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet,
undertiden gjorde hans Theorier ham til den erfarne Mand, som formaar at
faa næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et
virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en
vis Ubændighed, der vilde opnaa alt, hvad han vidste, Kærligheden kunde
skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det
ogsaa.
Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun
bestandig ivrigere søgte at forstaa.
Naar hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende paa en høj
Straaskammel, Organisten lagde Noder fra sig paa om Søndagen. Undertiden
fantaserede hun, saa sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt
hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken.–
I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til
Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv
af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes
Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab.
De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde
næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til
Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William
saá hende fra Siden: hun sad meget rank paa Stolen med Ansigtet lidt
opadvendt og Øjnene næsten lukkede.
Det var en Adagio.
William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne paa sine
Knæ og saá paa hende. Han talte slet ikke.
“Har De været vred de sidste Dage,” spurgte hun og blev ved at spille.
“Hvorfor skulde jeg være vred?”
“Jeg véd det ikke”–hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner–“men jeg
har været bedrøvet over det.”
Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede.
“De véd jo dog, jeg er Deres Veninde,” sagde hun og vendte Hovedethalvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig
fra Skammelen.
“Vær saa ogsaa lidt god imod mig,” hviskede hun, han kunde næppe høre
det, skønt hun spillede ganske sagte, “jeg trænger til Venskab.”
Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden
at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene.
Det var vel det smeltende Spil–det lød næsten som Suk, de lette Slag
paa de mellemste Taster.
“Tror De, jeg er lykkelig,” sagde hun lidt efter, dæmpet.
“Hvem er lykkelig?” Hans Kind rørte ved hendes Haar. Saa fo’r han lidt
tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren.
Ogsaa hun fo’r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og saá paa
hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Aande strejfede den.
“Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig …”
Han kunde ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, saa han
kom til at røre hendes Kaabe.
“Saaledes gaar det bestandig … bestandig …” Hun lod Tonerne langsomt
henhviskes i Rummet, “bestandig”.
Saa traadte han et Skridt frem. Hun saá op og slap Tasterne, han var
meget bleg og havde Taarer i Øjnene.
Orgelpiberne hvinede, inden de tav.
“Hvorfor vil De gøre Nar af mig,” sagde han. Ordene kom som et halvkvalt
Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret … “det er Synd, Synd af
Dem …”
Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod
Orgelet, sagde hun mildt:
“Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder–af Dem.” Hun saá paa ham nedefra.
Han greb et Øjeblik haardt om hendes Haandled, hun rev Haanden løs: “Det
gør ondt,” sagde hun.
“Hvorfor er De da saadan imod mig?” spurgte han ganske sagte.
Hun smilede vagt og rystede paa Hovedet. Derpaa gav hun sig til at
spille igen.
Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom
før. Naar hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes
Ansigt med Ild.
Saaledes sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde
fremme under Hvælvingen.
Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun maatte sidde rank,
hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde ogsaa til sig selv, hun vilde
holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev
alligevel ved–det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.
Hans Hænder faldt slapt ned–han hørte Tonerne gennem en brusende fjern
Larm, og han lukkede Øjnene.Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vaagnede ved, at Tonerne
døde hen, og saá hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne.
“Hvorfor spiller De ikke mere,” spurgte han.
Hun rystede paa Hovedet uden at løfte det. Han syntes, hun græd.
Det stormede i ham. Han skubbede Skamlen tilbage, faldt ned paa Knæ og
lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig.
“Hvorfor er De ulykkelig?” spurgte han og saá op i hendes Ansigt, der
var vaadt af Taarer.
Hun glattede hans Haar og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som
fælles Tørst drev deres Læber sammen.
Ingen af dem talte. Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens
Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til
at klappe hans Kinder.
Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham
hurtigt bort, rejste sig og sagde:
“Vi ses vel igen paa Fredag.” Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet.
Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme,
men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden.
De blev ved at se paa hinanden, mens hun trak Handskerne paa og satte
sin Hat fast med Hattenaalen, alt meget langsomt, og de gik ned ad
Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom
ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes
Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt
og søgt om en Erindring, der saa at sige laa ham paa Tungen og nu, nu da
han saá hende gaa saaledes–det var den Aften, han var i Theatret, og de
dansede.
“Hvorfor gaar De bagefter?” spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke,
deres Blikke mødtes atter med et Smil.
“Jeg faldt i Tanker,” sagde han.
Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var
skrevet med Damehaand. Det var fra Kamilla.
“Jeg kommer ikke til Byen imorgen,” skrev hun, “Fader er ikke rigtig
rask, Og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel
som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke
vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med
Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde
kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres
Komme glæde en gammel Veninde.
Kamilla Falk.”
Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard.
De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i
Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik
med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved
Buffet’en og ventede.
Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra
den lyse Sal, som om han havde været her før.
Hr. Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blevved at gaa rundt om Bordet.
Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Haanden
og ønskede ham velkommen, bad dem saa gaa til Bords og konverserede
ivrigt sin Fader. Paa William saá hun næsten ikke. Han søgte at gribe
hendes Blik, men forgæves.
Senere døde Samtalen hen, Gerson fortalte nogle Skolehistorier. De havde
kastet med Papirskugler paa den engelske Lærer, saa de massevis havde
hængt i hans Haar.
William holdt ikke af de Historier, han var irriteret paa Gerson og
sagde heftigt:
“Saadan noget fortæller man ikke.” …
“Hvorfor ikke,” spurgte Gerson, “Du er jo selv den værste?”
“Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker,” sagde Kamilla. William
bed sig i Læben.
“Gud, det er han osse,” raabte Gerson, “Du skulde bare høre, sikket Digt
han læste højt i Klassen igaar.”
“Gerson,” fo’r det ud af William.
“Saa Hr. Høg skriver Digte–og om hvad?” Frøkenen lo.
“Pyt,” Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, “naturligvis om
Kærlighed.”
“Ulykkelig?” Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang.
Saa gled hendes bort.
“Gud, han skyder sig,” slubrede Gerson.
William var rød helt ud paa Ørene og sad og filede unødigt længe i sin
Oksefilet.
“Det er vist et daarligt Stykke, De har faaet,” sagde Kamilla deltagende
og saá over til ham. Hun drejede Hovedet hen til Tjeneren: “Aa Petersen,
giv Hr.–“–smilede derpaa–“naa, De vil ikke ha’e?”
“Forresten er det det første Digt, han har skrevet,” sagde Gerson og saá
leende op fra Tallerkenen, “han maa først nylig have faaet en Muse.”
Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om.
“Gi’er Onkel ingen Sherry,” sagde Gerson. “Det er første Gang, Du har en
Høg i Huset.”
Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Piqué i Dagligstuen. Kamilla og
William var alene i et Slags Galleri, der stødte op til Spisesalen, og
som var omdannet til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer og
store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Salen havde man arrangeret
et Lysthus af Gitterværk med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der
dækkede det hele.
“Lad os sætte os ind i Hytten.” sagde Kamilla.
Hun gik ind iforvejen; der var helt mørkt derinde, saa han næppe kunde
have kendt hende, som hun sad der paa Græsbænken.
“Er det Heliotroper,” spurgte han og aandede stærkt.”Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. Det er min
Yndlingsblomst,” Hun rykkede lidt til Side: “Men sæt Dem,” sagde hun.
“Her er da Plads nok.”
Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne
plaskede ganske sagte.
“Dette er Hytten,” sagde hun.
“Jeg havde ogsaa en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe paa Loftet,”
sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden.
Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han saá hende i
Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun aandede stærkt.
“Det er saa dejligt,” sagde hun, “saa smager man Blomsterne.”
Han plukkede mekanisk en Blomst. “Ja,” sagde han og aandede, “det er
dejligt.” Saa blev der igen Tavshed.
Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ.
“Vi var nogle store Børn i Onsdags,” sagde hun.
“Ja,” svarede han.
“Og De har skrevet Digte om det.”
“Hvorfor lo De før?”–han bøjede sig lidt frem imod hende, sagde derpaa
sagtere: “De vidste jo godt.”
Hun gav sig til at nynne. “Kan jeg ikke faa det Digt at læse,” spurgte
hun.
“For at le af det?”
“Nej–Høg.” Hun drog Aanden dybt, og da hun tav, syntes han, Tavsheden
var endnu tungere end før.
Han flyttede sig uroligt: “Her er tung Luft,” sagde han.
Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene.
“Det er Heliotroperne,” sagde hun.
Der blev igen stille. Hun laa stadig tilbage med Øjnene lukkede. Saa
smilede hun. Han følte som en Tyngsel paa sit Bryst, som om han skulde
kvæles.
“Nej,” han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, “her er for
lummert,” sagde han.
Hun fo’r op. “Men vi gaar jo straks.” Han satte sig igen.
“Kan De ikke fortælle en Historie,” hun lagde sig tilbage, “det er saa
dejligt her i Skumringen.”
“Jeg kan ingen.” Og saa pludseligt hurtigt og afgørende: “Hvorfor skal
vi ikke gaa?”
“Saa deklamér noget,” sagde hun, uden at høre.
Han saá paa hende. Hun laa atter i den forrige Stilling, næsten halvt
udstrakt med den ene Arm om Hovedet.”Der er kun ét, jeg kan,” sagde han sagte.
“Hvad er det?”
“Ninon.”
“Aa, Chevalieren–men det er jo dejligt.”
William sad bøjet, med Hovedet frem. “Det er kun Monologen,” sagde han.
Begyndte saa:
Der glimre de paa Himlen, hine Kloder,
Der uophørligt efter faste Love
I deres Bane vandre, og der alt fra
Umindelige Tider gik som nu….
Han maatte tvinge hver Linje frem med Magt. Men efterhaanden blev
Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget
af et smerteligt Tungsind.
Hun aabnede Øjnene og saá paa ham, lukkede dem saa igen og bevægede
Læberne sagte.
Saa rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger
arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og
gav hans Stemme Graadklang, hviskede han Ordene:
Afmaalt? nej, afmaalt kan du ikke slaa,
Du, mit urolige, mit varme Hjerte!
Som Stjernekoret tændes ej og slukkes
I, mine flyvende, beruste Tanker!
Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende
Hvisken, næsten skreg han:
“Hvad vil Jeg nu? jeg véd min Haand er løftet–
Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Haanden mod sin Pande, som
om han vilde sprede Hjernens Taager–
Og om mit Hjerte ruller der et Hav,
En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger–
Og Stemmer raabe–
Han bøjede sig dybere ned og med et pludseligt Slag som for at standse
det ubetvingelige Skrig stoppede han Fingrene halvt ind mellem de
aabnede Læber.
Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage mod Væggen med
korslagte Arme.
Og som i Tanker begyndte han paany Hun hørte intet. Hans Stemme lød ind
til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til
hvilke hun selv satte Ord.
Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede.
Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa
bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder,
hviskede hun ømt:
“Har Du lidt saa meget?”
–Og deres Læber mødtes i et langt Kys …William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da
de klædte sig af, og William sagde “Ja” og “Nej” uden at høre et Ord af,
hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunde
ikke finde Ro.
Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf,
idetmindste Lyst til at tale, Fortælle det, befri sig for noget af al
den Jubel, som fyldte hans Bryst, saa han næppe kunde aande–
“Det er en Satans Trallen,” sagde Gerson og slukkede det ene Lys, “naar
er Du kommen til Operaen?”
William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig helt ind i
Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hviskede med sig selv og syntes,
at alting sang baade i ham og om ham.
Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og saá rundt i
Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han
at deklamere Chevalierens Monolog.
Ud paa Morgenen faldt han i Søvn.
Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den
Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde
drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise
var vaagnet af en Dvale.
Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod
Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst
fremtvunget denne Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne
Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade al Ungdommens
første Smidighed og al den Sindets Erfaring, som Williams Overmodenhed
gav den.
Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk eller de andre.
Kamilla udmærkede bestandig en enkelt af sine Gæster–den unge Læge
fra Terslev, en ung, blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende
Knebelsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøkenens Ofre–og
man var for længe siden hørt op med at kontrollere, hvad hun selv
spøgende kaldte sin Opdragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de
skiftende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla opdrog William,
og William sværmede for Kamilla. Det var Fætter Gerson vant til: hver
Gang han bragte et nyt Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt
Sværmeri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det var en
uforanderlig Skæbne, han skulde være femte Hjul til Kusinens Vogn.
Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i Staldene, paa
Markerne–det første Foraar begyndte jo at gry–og i Landsbyen, hvor
han holdt sig skadesløs med at kure til Præstens femtenaarige Datter,
hvis jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig over hans
Overlæbes fine, skyggende Dun.
Saaledes blev de elskende alene.
De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden spadserede de i Haven,
nede i den store Poppelallé ud mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de
kunde være helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og, bøjede
tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og tilbage i Gangen Time efter
Time.
Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Fremtiden. Kamilla fandt i
denne Forelskelse en Opgave, hun troede paa William og vilde skabe noget
af ham. Under deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om denne
store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget og bære over saa
megen Elendighed; og den enes Ekstase hævede den andens, saa at man ibestandig Vekselvirkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og
Haab. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette denne stolte Slægt,
og naar hun, mens de gik sammen, i pludselig Kærlighedstørst slyngede
sine Arme om hans Hals og trykkede den skælvende William op til sig med
hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som om hun indviede en
Ridder til Livets Kamp, hvor han gik ud til et helligt Værk.
Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom,
som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod
tilbage paa Bredden, medens William bestandig ene i Baaden,
blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken.
Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der
bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage.
Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en
solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden
til Skueplads for deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for
meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det;
hvad William angik, havde denne til Fuldt Blomster udviklede og levende
Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog
noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham
befolket med Virkeligheder, man kunde nyde, og som man maatte kæmpe med.
Og der holdtes han saa oppe af Kamillas Virkelighedssans, der bestandig
aarvaagen søgte et Maal i Livet for den, hun elskede.
Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens Lysthus. Dette Sted
var sammenvokset med deres Kærlighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken,
paa hvilken de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde lænet
sig–, alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige Øjeblik, hvis Berusning
gemmer al Kærlighedsforholdets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte
de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede
hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra
dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste
Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den
første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første
Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første
Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed.
Han talte om den første Gang, hun hilste paa ham i Kirken. Hun havde
smilet saa besynderligt.
Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham?
Hun svarede ikke, men hun smilede paany og kyssede ham. Det første, han
havde set, var hendes Nakke–han saá den skinne bag den sorte
Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun
havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveaarige Øjne ind i et
sekstenaarigt Ansigt … Saa havde hun forresten lét af hans Gang.
Saaledes dvælede de ved de tusind Minder fra Forelskelsens første Dage.
Han var en Dag gaaet bag ved hende ud af Kirken og var blevet ved at
følge et Skridt bagefter. Det havde været hende ubehageligt, hun havde
kunnet mærke hans Blik hvile paa sig. Hvad havde han tænkt paa den Gang?
Han huskede det ikke.
Men hun saá paa ham og sagde: “Man glemmer aldrig saadan noget–sig mig
det.”
Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund,
indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende.
Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende,
halvt liggende i hendes Skød.Til andre Tider læste de højt.
En Dag havde de faaet fat i “Tartuffe”. William og Kamilla havde været
oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulde spilles, og nu skulde
Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt.
William læste kun Optrinene med Elmire.
Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, Stemmerne, der talte
til ham om alle Nydelserne i denne duftsvangre Hytte–alt farvede denne
elskovssyge Hykler, saa Billedet blev berusende for Kamilla, som hørte
en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord.
Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op for Øjnene for at holde
Billedet fast.
Saa løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og
studerede Guldsnirklerne paa dens Ryg, sagde hun simpelt:
“Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?”
Han rørte sig ikke, han saá kun stift paa hende, saa rødmede han.
Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom. Men
Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste
Vennerne–Gerson og William–tilbage til Sorø.
Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens
Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte
Pletter, og var Kl. 12. da man samledes i Lærerværelset, meget spændt
paa, hvad Rektor kunde have at meddele.
“Det er ikke noget slemt,” sagde han, da han kom ind og med Hænderne
foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. “I har vel
været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva’, Høg?”
“Nej, det just ikke–men …”
“Jo, for det er tværtimod”–Rektor talte meget langsomt og lod
Tommelfingrene velbehageligt glide forbi hinanden, mens han stak den
lidt rødlige Næse ind i Williams Ansigt–“tværtimod noget–meget,
særdeles glædeligt.”
Kort og godt en berømt Professor fra København vilde give en
Velgørenhedsforestilling paa Theatret og udbad sig til alle Birollerne
Assistance af øverste Klasses Elever.
Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden paa hinanden, raabte
paa Stykket, paa Rollerne, om der var nok til dem alle. De glemte i
deres Rus aldeles Rektor, som stod og smilede fornøjet midt i denne
Bisværm og hvert Minut sagde:
“Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok.” William var blevet tavs og
helt bleg.
Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt:
“Men hvis jeg nu havde sagt nej–”
Man trængte sammen om ham, raabte, bad. William stod lige ved ham.
“Det kunde De ikke,” sagde han.
“Saa?”–Rektor pudsede sine Briller–“hvorfor ikke, Hr. Høg?”William blev forvirret og stammede: “Jeg mener–det vilde Professoren
ikke.”
“Naa”–han smilede igen–“det var en anden Sag–nej, desværre, han
kommer saamæn, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden
vi aner det.”
Fem Minutter efter vidste den halve By, at “Professoren” kom dertil for
at spille en af sine Glansroller, at øverste Klasse skulde assistere
ham, og at William Høg skulde give den næstvigtigste Rolle. Det var
længe siden, der havde været en saadan Bevægelse i Sorø.
Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte Dage.
I Frikvartererne raabte man, og i Timerne hviskede man. Den danske Lærer
indgav et spydigt Andragende om ligesaa gerne helt at give Ferie, og man
blev tvunget til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om
Aftenen holdt man Prøve.
William var den eneste rolige i hele Sværmen.
Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard.
*
*
*
*
*
II
Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig
for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.
“Professoren” var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han
skulde først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede
med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde staaet henne ved
den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem
mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig saa i at sige den forkert
og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over
hinanden.
De talte inde paa Scenen–han fornam det som et Forvirret Skænderi, hvis
Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet,
og han fo’r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.
Hans Hænder var fugtige.
Saa anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte
… Men han kunde ikke holde fast paa sine Tanker, han kom lige med ét
til at tænke paa Kamilla, og paa Lysthuset, saa igen paa Professoren.
Men intet var ham klart….
Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at staa der, Gulvet var
gaaet ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til,
ligesom naar han skulde springe over “den store Hest”–og han havde
taget et langt, umaadeligt Spring, og saa stod han der.
Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som raabt gennem en stærk Larm,
han virrede med Hovedet, saá frem ud i et stort Mørke, syntes, han
maatte rive de første Ord frem fra sin Gane, saa tør, sammensnærpet var
den.
Men lige med ét saá han nederst i Salen “Professoren” gaa frem af
Rummets Mørke–han stirrede et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sitBryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han
syntes, han raabte de første Ord, men saa pludselig hørte han Lyden af
sin Stemme, høj, klar og–dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i
samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem
for sig som en drukken Mand.
Saa saá han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han
talte paany, gik han længere frem, og William saá ikke andet end Smilet
paa hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere,
ligesom han ledte ham med sin Stemme–
Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der
berusede hans Øre … og pludselig syntes han, han maatte tale i
Vildelse, saa uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han….
Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og saá glad ud, og
tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var
Professoren, som lo–
Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod
ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede
med en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at han havde sejret.
Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Døren og løb ud, ned
gennem Salen. Han hverken saá eller tænkte, han vilde ud i Luften, her
var ikke frit nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.
Han løb over Gulvet, lige i Armene paa “Professoren” … han saá op,
sagde “undskyld” og blev rød i Hovedet.
Professoren tog ham i Armen: “Stop lidt,” sagde han, “De har svær Hast.”
William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet,
stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham
igen.
“Godt,” sagde han og slap ham.
William blev staaende.
“Ja, De skal naturligvis være Skuespiller,” sagde saa Professoren.
William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede,
jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Raab fyge væk, han
deklamerede og raabte. Hans Jubel trængte til Ord–usammenhængende,
stormende Ord, Raab, uartikulerede Lyde–men raabe maatte han.
Sejr–Sejr–han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind
paa ham og raabte til ham, og alt syntes han, det maatte føre ham til
dette Maal. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han
havde været blind, at han ikke havde set det….
Han havde leget Konge hjemme i den store Gaard, og Flaget havde været
hans Kongekaabe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulde
han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulde
han betvinge den. Hvordan kunde han have været saa blind?
Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.
Forholdet til Kamilla? Det laa saa fjernt, saa langt borte. Han syntes,
det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de
Ord, hun havde sagt, da han læste “Tartuffe”: “Hvorfor vil Du ikke være
Skuespiller?” Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt,ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?
Jo, ogsaa Kamilla havde været med at vise Vej.
Han var blevet saa besynderlig betaget ved hendes Spørgsmaal. Han havde
skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl
havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden
at han vidste det. Egentlig var han gaaet omkring ligesom i Dvale alle
disse Dage siden da, og nu var han vaagnet af en tung Savn, og nu
vidste han, hvad han vilde–hvordan han skulde sejre.
Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes
Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin
Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde
slaa ind paa hans Bryst–han var fortumlet, beruset og ellevild.
William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.
Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt
William besøge sig, naar han kom til København, og man havde i Byen talt
meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg.
Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en
Skandale med Frøken Falk, som kort efter “Professoren”s Forestilling,
hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin
blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet
Menneske med Zigeunerblod i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for
Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var
kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han saá rask ud,
holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans
Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog
private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.
“Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste Tid,” sagde Gerson,
“Du ser ud, som om Du vil slaa os alle paa Snuden, om galt skulde være.”
William lo, men fast i traadte han. “Slægten” bekymrede ham ikke mere,
hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulde han gøre op, naar han havde
naaet frem. Bedre var det da at blive noget end Slet ingenting.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling,
men han havde ikke svaret paa Brevet, hun havde været i Byen for at
træffe ham, og han var ikke gaaet til Mødet. Saa kom hun en Aften op til
ham. Han blev først forskrækket, saa han kom til at ryste: hun var saa
bleg og saá saa lidende ud.
“Ja, Du bli’er angst,” sagde hun, “Du havde vel troet, at vi var
færdige?–hvad?–havde Du?”
Hun gik lige hen og tog ham i Armen.
“Ikke sandt,” gentog hun og kneb ham, saa det gjorde ondt, “nu var det
forbi–nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?”
Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en
Stol.
“Hvorfor er De kommet,” spurgte han.
Hun svarede ikke, men stod og saá paa ham med glansløse Øjne,
ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.”For De mente vel ikke, vi skulde gifte os,” sagde han.
Kamilla lo. “Og det er din Undskyldning,” sagde hun haardt. Hun greb ham
igen i Armen, William rev sig løs, “Slip mig,” raabte han.
“Og det var den Fremtid, vi skulde bygge, det var det Haab, vi levede
for”–hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men saa
rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun maalte ham fra Isse til
Fodsaal, raabte hun: “Dreng!”
William aabnede Læberne for at tale, men kunde ikke, han var bleg som et
Lig, og han støttede sig op til Væggen….
Hun saá det, og med et kort, afskaaret Skrig kastede hun sig paa Gulvet,
omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg paa at
tale–men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd–
Saa fik han Mælet igen, og raat raabte han, mens han slyngede hende
tilbage næsten med et Spark med Foden:
“Tror Du maaske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?”
William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende,
han havde ofret sin Lykke for sit Livs Maal. For han havde elsket hende,
det var, som hans Hjerte skulde høre op at slaa, da den Dør var faldet i
efter hende–men det maatte ske. Det var hans Kunst, hans Maal, hans
Fremtid. For den maatte alle Ofre bringes.
Og han traadte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed–som han
troede, han bragte et Offer.
Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke paa Fortiden, Dagene
gik saa hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang
over Hesten og fægtede med Gerson, hvem “Fanden skulde ta’e, om han
fattede den Fornøjelse”. Og efter Skoletid læste han Roller, eller han
laante Nøglen af Ejeren og sneg sig ind paa Byens Theater for at øve sig
og deklamere.
Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han
fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved
at være mørkt, han saa de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen
som en graalig Stribe inde i Mørket, der laa ligesom et stort, sort Dyb
og dækkede over Tavsheden. William kunde blive helt forskrækket, han
følte sig uhyggelig; og han kunde stirre paa Mørket, til han fik Lyst
til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, naar han
begyndte at tale….
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind
ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte
Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud–maalte den
Verden, han tog i Besiddelse.
William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et
Tilfælde, at den var falden ham i Haanden. Den havde staaet med Støv paa
Guldsnittet siden hans Konfirmation, og saa havde han en Aften taget
den ind for at læse paa Sengen. Men han sov ikke den Nat, han laa og
læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev
Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.
Saa saá han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen paa
Bordet, Men lidt efter tog han det igen og slog op paa de første Sider.
Scenen med Drengene paa Gaden:
Selim.
Dér er Aladdin, saa nu kan vor LegBegynde ret.
Aladdin.
God Morgen, Kammerater.
Selim.
Hvor blev Du af saa længe?
Aladdin.
Ser Du vel,
Der var Begravelse her uden Byen
Paa Kirkegaarden ved Moskéen hist.
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt.
At høre Sangen, og at se dem gaa
Saa langsomt gravitetisk hen med Liget.
Selim.
Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var
Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet?
Aladdin
(ganske ligegyldig).
Min Fader.
Selim.
Hvad? din Fader? er han død?
Aladdin.
I Forgaars Aftes døde han.
Selim.
Og derom
Har Du ej talt et Ord?
Aladdin.
Saa har jeg glemt det.
Selim.
Og sørger ej?
Aladdin.
Nu, har jeg Raad til det!
Selim.
Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.
Aladdin.
Ej hvad? den, som vil sørge over Alting,
Fik nok at sørge over. Han var gammel.
Sindbad.
Naa, kom nu! kom! Den rige Købmand hist
Paa Hjørnet vil Idag igen udkaste
Tre Pomeranser her i Gramsetag.
Aladdin.
Ja, jeg er med.
Sindbad.
Er Du? det tror jeg nok.
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!
(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).
Selim.
Du er nu altid lykkelig.Drengene.
Fler! fler!
(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).
Aladdin.
Det var den anden. Nu har jeg alt to.
Sindbad.
Aladdin maa ej være længer med,
Den tredje maa han ikke gramse efter;
Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge!
(De holder paa Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i
hans Turban).
Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved.
Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter
og atter.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som
han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart
synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig
glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes
Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og
han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa
stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Saa kunde han
pludselig give sig til at tralle, og han kunde standse midt i en Replik
for at synge og raabe højt, og naar han havde sagt en lang Replik,
raabte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine
egne Hænders Bifald–
Jo, naar man havde et Maal, var det en Leg, enhver var Aladdin, naar han
blot troede.
Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt,
Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den
almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han
var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.
“Hvor meget har Du faaet repeteret,” spurgte han en Dag, da de sad nede
under Træerne lige overfor Kirken.
“Aa, ikke meget.”
“Det tænkte jeg nok,” Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet–“men saa
synes jeg snart, det var paa Tiden.”
“Jeg har jo læst noget.”
“At Du hørte op med at rende dér paa Theatret og skraale Dig hæs.”
“Paa Theatret? Hvorfra véd Du det?”
“Aa–Kamilla siger, at Du er blevet komediegal.”
William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.
Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa
Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og
tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og
tænkte, at han kunde Sige det første Ord. Men han laa og skulede over
Bogen gennem de udspilede Fingre–han støttede Hovedet til begge
Armene–hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.Saa slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af
paa kunstfærdig Maade at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.
Gerson fik Medlidenhed og pustede: “Den er lummer,” sagde han.
William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson laa. “Man kan slet
ikke læse i denne Hede,” sagde han hurtigt. Han stod et Øjeblik og
pillede ved nogle Blade, saa lod han sig falde ned paa Græsset lidt fra
Vennen.
“Hvor langt er Du,” spurgte han.
“Aa ikke ret langt”–Gerson vendte sig, saa han laa lige ud og saá op i
Luften–“ved Direktoriet.”
“Skal jeg ikke høre Dig,” spurgte William.
“Ellers Tak, men det ærgrer s’gu bare En, naar man ser, man ikke kan
noget af det Skidt.” …
De sagde ikke mere, men laa længe ved Siden af hinanden. Saa sagde
William:
“Du talte i Formiddags noget om din Kusine”–Solen stak ham i Øjnene og
han holdt Straahatten helt for.
Gerson lo.
De laa lidt: “Hun er da arriveret hjem igen,” sagde Gerson. “Men hun er
slemt afrakket … han stjal og løb fra hende” …
William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte
efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt:
“Vil Du høre det?” og rejste sig.
“Naa, spørger Du mig endelig om det,” sagde Gerson sindigt, lukkede
Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad
Alléen.
“Jeg har ikke holdt af, at nogen skulde vide det,” sagde William, da de
kom ud af Klosterporten.
Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til
Theatret.
Gerson havde sat sig nede paa en af de midterste Bænke, og William kunde
ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da
Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end
før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes
slet ikke, han hunde huske det allermindste.
“Naa, bliver det til noget,” spurgte Gerson nedefra.
William fo’r sammen. “Du skal s’gu ikke genere Dig for mig,” sagde den
anden.
William gik ned. “Nej, men det er saa–sært,” sagde han. Men pludselig
syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog
saa godt, at han kunde, og det var dumt at krybe i Skjul.
“Det er dér i Skoven,” sagde han saa Og flyttede en Pakkasse frem foran
Lamperækken. “Du véd, hvor Aladdin vaagner.”
Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, ogvar aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde “Ja–a” for
ikke at forstyrre.
William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig
og deklamerede.
William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet
Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den
igen–det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.
Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit
Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.
Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde “s’gu ikke forstaa ‘et”.
Tak Allah! for din store Godhed mod mig,
Se mine Taarer! jeg kan ikke tale.
Her synker jeg paa Knæ i Ensomhed.
Han laa nogle Øjeblikke i samme Stilling med opvendt Ansigt. Saa rejste
han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige
Bevægelse: “Saa kommer Vagten!” Han gik lidt slingrende og noget flov op
mod Baggrunden, han ventede. Gerson skulde sige noget. Men, da han blev
ved at sidde stille, spurgte han højt: “Naa?”
“Det havde jeg skam ikke troet,” sagde Gerson og entrede over Bænkene
hen til Prosceniet.
William blev rød ved Rosen. “Jeg kunde meget bedre.” sagde han.
Gerson svarede ikke paa det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede:
“Er der ikke mere,” spurgte han.
“Nej, jeg vilde ikke sige andet.”–“Det var noget lidt,” mente Gerson,
og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i
Sufflørhullet, gik de hjem.
“Jeg kunde s’gu knap kende Dig tilsidst,” sagde Gerson, “men din Stemme
sprak i Begyndelsen.”
“Ja”–William talte stakaandet–“jeg véd det nok,–jeg var lidt hæs,
det kom allerede igaar–og–”
Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig
forstod han ikke, hvordan det var gaaet til. De følgende Dage
deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og naar han vilde tale højt,
slog Stemmen over. Han talte sig til Taals med, at den var i Overgang,
men ligesom vi altid pirrer ved en daarlig Tand for bestandig at
forvisse os om, al den endnu gør ondt, prøvede han, naar han
deklamerede, uafbrudt at faa den til at knække for saa, naar den
knækkede, at lide derved.
Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det
tilslørede, der i et mindre Rum klang saa smukt, og som dækkede
Stemmebristet for ham selv.
Desuden kom nu Eksamen.
Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i
Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget
springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.
Læreren vilde hjælpe ham paa Gled og have ham ind paa de mere
almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: “Men
hvordan gik det egentlig til, at–Hvad skyldtes det væsentlig–hansHeld–?”
William sad og saá ned paa det grønne Tæppe og lavede Cirkler med
Fingrene. Derpaa løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:
“Hele Hemmeligheden var, at han vilde.”
Professoren gav sig til at le, men da Læreren vilde gaa videre, sagde
han: “Aa nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen.”
Saaledes fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.
Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter
var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold paa
Gymnasiet. Et Par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle
Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.
Det var hen i Maaltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med
Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de aabnede Vinduer trængte
Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens
Sødme.
I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale.
Rektor havde talt for Studenterne. Høg som Duks for Rektor, saa var
Skaal fulgt paa Skaal.
Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter paa Kinderne, med et Stykke
Kransekage paa sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og
dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod
Tindingerne.
Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad
alle og snakkede løs, mest saadan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med
Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Haand man
bemægtigede sig med stærke Tryk.
William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv
Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og
citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde staaet og
stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skaalen. Uheldet havde
forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil
Heden, selve Stemningen, den blandede Luft–Han blev distræt, han sad og
rev en Rose i Stykker og hørte paa Rektors Citater med et halvt Smil,
der var langt borte.
Saa pludselig uden Overgang slog han paa sit Glas.
“Det er Høg,” raabte man, “det er Høg”–og der blev saa nogenledes
stille.
William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke
Højde. Det Atlaskes Slips var gaaet op og hang halvt opløst ned over
Skjorten. Rosen dinglede i Knaphullet. Af Haaret faldt en Manke ned over
Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Laag.
Han aabnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil,
inden han begyndte …
“Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud,” sagde Historielæreren,
der sad ved Siden af Gerson.
“Ja, den er s’gu lige højhælet nok,” sagde Gerson, der saá paa Vennen
med opspilede Øjne. “Men dejlig er han.”
Saa talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der
gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen:”Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og
som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader,
Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til
Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme saa smukt i sin Stilhed, Skovene
om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i
den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en
Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken–”
Nogle havde rejst sig; med Glassene i Haanden stimlede de sammen i
Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet Lidt og vedblev:
“Alt dette var til idag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu
da vi gaar, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at
vi kun skilles fra alt her med Sort, saa var det dog nødvendigt at
skilles: thi her kunde vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden maa
de flyve, naar Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene maa
vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan
flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi
lever …”
Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik paa hel Jord og
Jorden gyngede–
“Men, det tror jeg, derude, hvor vi maa hen, i Livet, som vi ikke kan
unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér
er ogsaa Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind,
der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne: men
Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud
imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar
imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i
Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges
Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den
tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe. Thi Ungdommen er
bestandig ung, fordi den altid fødes paany, og naar vi falder, gaar
andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, naar vi vil, thi at
ville er Hemmeligheden og Nøglen–
Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Haand mod sin Pande.
“Men det koster at ville, og naar Kampene har slaaet deres Saar, da er
det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhaabninger,
om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og
disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som
denne, ved en rosenduftende Kirkegaard, hvor Danmarks gamle Storhed
drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres
Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os,
naar vi, Fremtidens Sønner, gaar bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor
Fortiden blunder.
Minderne–Minderne leve!”
Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt
tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.
Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa
hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt.
Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side
Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen. Langt om længe kom man
i Baadene.
Man blev uvilkaarlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var
lys, Nattens Skumring laa kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte
Aarernes Plasten, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre iBaaden, der faldt ud i Stilheden; et Raab fra den forreste Baad. Ellers
Tavshed og Sommernatsfred.
*
*
*
*
*
III
Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første
Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller,
troede hun ham ikke; hun saá paa ham med store Øjne og gav sig til at
le: “Du!” raabte hun og løb ind til Sofie: “Han vil være Skuespiller,”
sagde hun, “William er forstyrret!” Men da det blev Alvor, vedblev hun
længe at vægre sig ved at tro det; hun kunde ikke tænke sig det, hun
vilde ikke forstaa det.
Paa Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhaabninger, i ham og kun
i ham havde de to Søstre levet de to Aar i Præstegaarden; han var deres
Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor
haabede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og
atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes
hele Liv.
Hvad han skulde være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere
end andre maatte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte
ingen, der maatte kunne drive det saa vidt som han.
Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed,
som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde
hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig
kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til
“sine”, en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og
Kulde, hvormed Prøvelser saa tidlig havde mærket hende; og af denne
Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den
Part, som indesluttede hendes bedste Haab og al hendes varmeste Ømhed.
Saa havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den
første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om
sin Livsplan. Derpaa gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg,
hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det saa aldeles
urimeligt. Men siden saá hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes
Vaaben blev Taarer.
I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage,
hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel saa lidt forstod; hun tænkte
paa hensvirede Nætter, paa fordrukne Eksistenser, malede alle de
Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod
denne Stand.
“Hvorfor vil Du dog saadan udstille Dig selv,” sagde hun ofte.
Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid,
des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at
han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham
erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab. Jo
mere hun var sammen med ham, jo klarere saá hun, at dette Selvbedrag,
som hun kaldte det, var vokset, saa det nu omspændte hele hans
Eksistens, Og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han maatte blive
Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han maatte blive det.
Hendes Frygt for, at William skulde blive Skuespiller, blev
efterhaanden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den
ulyksalige Idé havde slaaet i hans Liv, til en–med ubevidst Glædeblandet–Frygt, for at han ikke skulde blive det. Og hun vidste næppe
mere at finde sig selv til Rette i alt dette.
Hun var ulykkelig i alle Fald.
Et var vist: hun kunde ikke tro paa ham.
Og saa sagde hun atter og atter: “Hvorfor er det dog netop det, Du vil?”
Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og
mere betaget af sin Angst.
“Om Du nu tog fejl,” sagde hun.
“Saadan ta’er man ikke fejl,” svarede han.
“Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor.”
“Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det,
hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt.
Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá
jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og–Ka–” han vilde have sagt
Kamilla–“og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet
ikke andet” …
“Men Du kunde tvinge Dig til at tænke det” …
“Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg
maaske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal–”
“William!”
“Ja, det faar ikke hjælpe, vi kan ligesaa gerne sige det. Jeg ser Syner
om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie … men
bliver jeg Skuespiller, saa vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det,
jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det
er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om
jeg skulde danse i fem Aar og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men
gaar det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, saa–nej jeg kan slet
ikke tænke det.”
Efter en saadan Samtale var Nina endnu mere nedslaaet og endnu mere
ængstet end før.
Det var noget hen paa Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til
Kakkelovnen, og dér sad de nu–Nina og Sofie–og arbejdede, mens
William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og
han læste godt. Nina hørte det. Da de var færdige med anden
Akt–Komedien var “de Nygifte”–sagde hun roligt, uden at se op:
“Iaften kan jeg lide det.”
“Ikke sandt?” fo’r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over
hans Ansigt. Der blev en Pause.
“Det er ikke Forfængelighed,” sagde han saa sagte, “men jeg blev saa
glad.”
Baade Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i
Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig
Lyd. Sofie græd hele Tiden ned paa det Kannevas Broderi.
Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket.
Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet
paa Armen og bed i sin Hæklenaals Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par
Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun saá op, mødtes deres
Blik.
“Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde,” sagde hun tonløst som halvt
til sig selv.
“Hvorfor ikke?” han røg op fra Stolen. “Høg–ikke blive ved–”
“Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat,” Tonefaldet var ganske ligefrem.
Og lidt efter: “Hvad vilde Fader have sagt?”
William var blevet blussende rød, han saá et Øjeblik stift paa Nina, med
stirrende Øjne, som om han havde faaet Øje paa en Afgrund–saa gav han
sig til al le.–
“Er det de Høgers Ære?” Han blev ved at le.
“Ja, netop–og Du er den sidste!”
“Netop derfor gør jeg det,” sagde han sagtere, “I kan være rolige.”
“Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads paa en Theaterplakat?” Ninas
Stemme rystede.
“Faders Navn–ja for den Sags Skyld–” han snublede over Ordene, og
vendte sig om.
Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: “Fader var syg … det er
ingen Skam, men …”
Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:
“Ja,” sagde han og bed sig i Læben, “vist saa–men det er heller ingen
Skam at virke det eneste, man kan.”
Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, saa han
ikke kunde staa, og blev hurtig bleg, saa atter rød. “Gør jeg Navnet
Skam,” Tænderne klaprede imod hinanden, “saa skal jeg nok lægge det af.”
Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og
hulkede.
Saa gik han.
Da Nina vilde ind og sige “God Nat”, var Døren til Værelset laaset. Hun
ruskede i den: “William,” raabte hun, “det er mig.” Ingen svarede. Og
hun gentog igen og højere: “William, William.” Hun hørte ham rejse sig
fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var
intet Lys i Sprækken.
“Hvad er der?” spurgte han.
“Luk mig ind,” sagde hun, “jeg vil tale med Dig.”
“Det kan ikke nytte,” sagde han inde Fra. “God Nat.” Saa gik han igen
bort fra Døren.
William sov ikke den Nat.
–I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var
han kommet saa let over alt, alle Betænkeligheder havde været smaa, selv
hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det
nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevetkaldt paa ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden,
ganske simpelt, fordi det ikke kunde være anderledes.
Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gaaet efter–Bagagen af
Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til
nogen Tvivl.
Men nu–nu, iaften var det anderledes.
Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen paa Chaiselonguen
og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, saa Tænderne klaprede i
Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig.
Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af
det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at
arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans
Hjerne laa under for dette pludselige Kølleslag.
Det var som en aandelig Besvimelse.
Men lidt efter lidt vaagnede Tankerne og skreg op i hans Hoved paa én
Gang, saa det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han
i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.
“Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg.”
Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den
Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal,
og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var
forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften. Man havde
jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den
end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som
den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig….
Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel–hvordan kunde hun
sige det saa simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det
end kostede hende: “Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?” Hvorfor
sagde hun det? Hvordan kunde det gaa til? Hun elskede Navnet, det vidste
han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulde
genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.
Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at maatte han gaa sin
egen Vej, kunde det ikke være andet–ja, saa maatte han opgive Navnet,
saa var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre
hendes Forhaabninger–
Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han
stødte paa Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem
igen mekanisk.
Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.
Men hvorfor troede hun ikke paa ham–hun elskede ham … og troede
ikke….
Tankerne begyndte igen.
Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker…. Men
Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Taager…. Vist saa, vist saa, han
havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man saa saá det…. Han saá nok,
det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men….
Storhed var Storhed, og stor vilde han jo blive, maatte han
blive–ellers–naa, han skulde nok bære “Høg” over, ad sin egen Vej, de
vilde spotte, le, men tilsidst vilde de bøje sig … og Navnet vilde
sejre ad hans Vej.Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt,
det var forfærdeligt at kæmpe saaledes….
Thi hvorfor var der dog ingen, som troede paa ham? Hvorfor troede Nina
ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede
de ikke? Nu trængte han til deres Tro–nu, da han gik alene, ensom, og
bar hele Fremtiden over den stride Strøm … aa, nu da det stormede ind
over ham–nu skulde de komme til ham og tro paa ham …
I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det,
urykkeligt klippefast–nej–saa kunde han ikke, saa maatte han ikke
gaa–det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om
Talentet–alt … men det havde han jo–
For havde han det ikke?–
Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.
Men han havde det, han vidste det, det idetmindste var sikkert.
Hvordan skulde man ellers maale det, hvad skulde man tro paa, naar dette
ikke var sandt? en hel Aabenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald
at holde sig til–
At tro paa sig selv. Han vidste, han var udvalgt, saadan noget vidstes
… men hvorfor kunde de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene?
hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede
ingen, slet ingen? han var saa alene med sit Haab. De maatte tro, han
længtes saa ubeskriveligt, han tørstede saa forfærdeligt efter at blive
troet–
Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og
tilbage….
Ja, mislykkedes det, det kunde han se, saa var Slægten
død–død–ude–
Men det kunde ikke mislykkes, det maatte lykkes. Og for tusinde Gang
hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne….
Det var jo en Aabenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket;
var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme,
alle hans Tanker, alt…. Aa nej, aa nej … tag det ikke fra mig!
Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunde bede, og han hviskede nogle
Bønner til det store Rum–
Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de
feberhede Tindinger–
Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunde ikke være anderledes.
Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i
legemlig Dødskval. Udenfor dette laa kun Angst og Opløsning og Mørke og
en Fortvivlelse, som ikke vidste Raad–nej, nej, han maatte blive her,
maatte blive paa fast Grund, han kunde ikke gaa ud i al den
Elendighed,–denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som vilde isne
ham.
Saa kom han pludselig til at tænke paa Jakob, som kæmpede med Gud….
Det var svært at kæmpe, og fast maatte man staa.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et
Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa
og krammede om Sofaens Ben.Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.
Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke
turde? hvis han kastede Byrden fra sig?
Han sprang op med et Sæt, satte i at gaa stærkt, virrede uafbrudt med
Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, saa det gjorde ondt–
Men nej–fremad maatte han gaa, slippe kunde han ikke…. Man løj aldrig
saadan for sig selv.
Og der var jo ogsaa dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede
begge, og de saá klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende
Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede
imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attraa efter at suge
sine Læber mod hendes, aande med hende; ind til hendes Bryst, at græde,
klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes
Elskovssuk–aa, det at hvile hos en anden, gaa op i en anden, som
troede.
Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen paa Sofaen
og halvdøsede.
Saa var det, Nina raabte, han hørte det først utydeligt, saa naaede hans
Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over
Gulvet, svarede hende og gik tilbage.
Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet
roligere. Han tog det paa en anden Maade, det var, som han samlede sig,
samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunde han ikke,
tro maatte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store
Himmel–hvor skulde han ellers staa?
Men for første Gang gav han sig til at maale det, han vejede sin Styrke
og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han vilde være
Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da vilde være som
Skuespiller og hvad han kunde naa. Han gik alene, han maatte tage Byrden
alene, men saa maatte han ogsaa prøve sine Skuldre, selv om han skulde
segne.
Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulde
tro. Nu var han én Gang inde paa Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke
havde Mod til at flygte, fik han idetmindste Mod til at veje. Han tændte
Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han
egentlig kun tænkt paa Stemmen, nu skulde der tænkes paa alt, og han
undersøgte, prøvede, saá atter og atter i Spejlet–
Kom pludselig til at tænke paa en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø,
hvor Gerson kom ind og saá det: “Du skulde spejle din Ryg,” havde han
sagt–Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang….
Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank … saá sig selv …
Nej, Helt kunde han ikke være … hvor den Ryg var krum, altfor krum …
Og han slap Spejlet næsten med et Skrig …
Saa faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han
syntes, han saá ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt,
ubeskrivelig dybt Mørke–Saa ubeskrivelig ræd, saa ubeskrivelig træt
stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det
forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit
eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for
Munden for at dæmpe sit eget Skrig–
Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se,osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.
Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes,
han vidste ikke, hvorhen han skulde gaa i denne Prøvelsens Nat. Aladdins
Kongekaabe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunde ikke
holde dem fast … Nej, Aladdin var han ikke.
Men havde han ogsaa Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste?
Æblet i sin Turban, det var let–men det var ikke det eneste.
Og han flygtede til Arbejdet, det maatte jo magte noget, det maatte jo
dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev
svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet.
“Chevalieren”, “Aladdin”, “Olaf”–det kunde han ikke, men rigtige
Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste–som
talte om Livet, simpelt, ligefrem–det maatte han kunne: han følte jo
mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde
levet, skulde han kun fortælle igen.
Aa, Ryggen kunde jo dog blive lige, ligesaa lige som de flestes, og
Stemmen var ligesaa stærk–
Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesaaret for hvert Minut
i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Taage.
Som Legemskvaler martrede det ham, saa han bed sin Læbe til Blods og var
glad ved den fysiske Lidelse.
Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet–
Alt, alt kunde de tage fra ham–men Lyset var dog kommet fra denne
Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin …
selv nu troede han paa “Tanken” … han maatte gaa den Vej, selv om de
stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave …
Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og
tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vaagnede
ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.
“Hvem er det?” sagde hun hurtigt, “hvem er det?”
“Mig …”
Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde
mat:
“Er Du ikke gaaet i Seng endnu?”
“Jeg kan ikke sove,” sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet.
“Og jeg har lige drømt saa ækelt,” sagde hun.
Han sad paa Sengekanten og pillede ved Lyset. “Jeg har tænkt meget
inat”–
Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:
“Men nu–dette er sandt, maa være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers.”
Nina saá paa ham, hun havde aldrig set ham saa bleg. Hun tog hans Haand.
“Det var mig, der havde Uret,” sagde hun.
Hans Ansigt blev pludseligt lyst, saa atter mørkere: “Tror Du da” …
spurgte han sagte, næsten angst.”Jeg mente med Navnet,” sagde Nina.
William rejste sig. “Tak,” sagde han tonløst.
“Og ellers maa Du jo bedst vide det,” det var sagtere …
Han satte sig igen, “Man maa arbejde,” sagde han mekanisk.
Nina saá atter op. Hun kendte ham ikke igen: “Jeg har gjort Dig ondt,”
sagde hun.
“Nej,” det lød haardt, “det var kun nødvendigt.” Han tog Lyset, stod er
Øjeblik med Stagen i Haanden: “Nej”–han kæmpede lidt med Graaden.
“God Nat,” sagde han henne fra Døren.
Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke
bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde
løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer
tilbage … Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa
Marsch–det værste var gjort.
Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var
klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det
undrede ham. Han sagde til sig selv, det maaske var det bedste, saa
vilde han gaa til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han
vidste tilfældig, han var hjemme paa denne Tid.
Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom naar
man gaar til Tandlægen og skynder sig, naar man én Gang har bestemt Sig.
“Tredje Sal,” sagde Portneren.
Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og maatte
tage et Tag i sig selv for at vaagne. Hvad han vilde sige, havde han
slet ikke tænkt over, og læse for ham vilde han ikke, det vidste han.
Men tale med nogen maatte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl
paa Trappegangen paa første Sal–han saá sig i det og rettede sig, han
saá mat ud af Øjnene, og han lo for at faa mere Glans i dem.
Nedenfor den sidste Afsats standsede han–han pressede Hænderne ind mod
Brystet, han var pludselig blevet saa stakaandet … Saa naaede han i
tre Spring op og ringede.
En Dame lukkede op. Hun saá lidt paa Høg, mens hun blev ved at holde
Døren paa Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.
Saa sagde hun noget kort:
“Der er nogen hos Instruktøren.”
William tog sit Kort frem. “Jeg kan vente,” sagde han og gav hende det.
Damen tog det, saá paa Kronen og maalte atter William. “Vil De vente
her,” sagde hun og aabnede Døren til Dagligstuen.
William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst,
kun sløv. Han vidste, der kunde ikke hænde noget, som han ikke havde
ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var saa
overflødigt, han var her.
Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik
hen og saá ind i Bogskabet, læste paa alle Ryggene, fandt, at Bøgerne
var underligt blandede, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte
Felterne i Gulvtæppet–der var seksten Firkanter paa langs.Saa hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo’r sammen
ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig
sagde han til sig selv, at han maatte finde paa et Paaskud, give en
anden Grund, han kunde ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han
vilde ikke sige det ..
Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog paa
Laasen.–Han vilde løbe bort … Han havde kun en tanke, at han maatte
undfly.–
Det var jo Vanvid, umuligt–endnu kunde han ikke sige, at han–at han
kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog
kunde være gaaet herhen efter denne Nat–men hvad skulde han dog–skulde
han dog finde paa?
Men saa stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Laasen med et Ryk,
gik lidt frem.
Instruktøren havde travlt. “Hr. Høg?” spurgte han noget højt.
William pillede ved sine Knapper, saá op, søgte om Vejret, vilde svare.
Saa mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne
var saa kolde–graa–mærkelig glasagtige.
Instruktøren blev ved at se koldt paa ham, saa sagde han, abrupt, uden
Indledning:
“Naa, De vil være Skuespiller?”–
Tonen var kort, noget haard. William saá ham lige ind i Ansigtet,
hentede Aanden dybt: “Ja,” sagde han.
Og han blev ved at se paa dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i
Mundvigen, med et Blik som et saaret Dyrs.
Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og
Haanden gemt under Vesten.
“Og De vil naturligvis spille straks?” William rettede sig.
Sveden sprang frem paa hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum,
gispende, maalte han Haanen i disse forfærdelige Øjne.
Saa rejste han sig helt.
Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved
et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber,
fortalte han alt.
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud,
om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om
Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin–vidste han det selv.
Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et
Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han
maatte røre Sten, mens han talte.
Og paa samme Tid følte han sig paa én Gang saa besynderlig glad, han
syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst–han
følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at haane. Og
pludselig standsede han og saá paa Manden.
Der blev en Pause, William ventede, stirrede paa Ansigtet.”Naa–ja, det er jo lovende.”
Tonen var aldeles ligegyldig, maaske med et Stænk af overlegen
Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.
Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at
Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.
Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og
stammede tilsidst: “Jeg opholder Dem.” Vendte sig og gik …
William Høg var ikke fortvivlet. Han havde maaske slet ikke ventet
andet, og han følte sig næsten vokse under den Haan, han havde lidt.
Arbejdets Aar var kommet, det saá han. Og saa vidste han, da denne Dør
faldt i, at han, saalænge han aandede, uforanderligt vilde hade denne
Mand.
*
*
*
*
*
IV
“Altsaa Kotillon?” William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige
Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, saa saá hun
flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge
røde paa én Gang. Det var nu saadan blevet en Vane, at Margrete Blom og
William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden.
Saa gik han. Det var svært at komme frem, han gled ad og ind mellem
Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han maatte skubbe til
et Silkeslæb med Foden … Damerne stod eller sad under Lysekronen med
Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og
blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed.
William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens
han trykkede sig tæt forbi; han traadte paa et Slæb og mærkede Køling
fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes
pludseligt tilbage. Saa slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge
af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt paa Benene, bredte sig i
deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje
med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin
Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne.
En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig
lidt frem paa Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter Saa
med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der aabner og
lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de
skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og
forsvinder i en Blomsterkalk.
Mer sikre Herrer med Haaret sat meget fast med glinsende Stangpomade og
med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer
nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt
efter lidt naár de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til
Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage
den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, gaar den ene
af Herrerne paa nyt Rov.
Andre Herrer blev staaende inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var
visse paa, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af
Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid;
nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjortekrøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde
ogsaa Hemmeligheder, “unge” Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og
som stod og fortalte Historier fra inat: de havde sat Laura Stævne hos
Mohr, naar de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under
Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter
“Kanapévisen” og nynner “Lindenau”, lader saa, som om de griber sig selv
i det og siger “om Forladelse”, mens de ler Damen lige op i Ansigtet.
Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og
glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den
behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme,
da de var for at gøre Visit. Saa redder de sig med et Ryk væk og gemmer
sig i et Hjørne, hvor de nu staar og kigger frem, saa det ser ud, som om
de stod paa Tæerne, og hvor de vilde blive staaende klemte til Væggen,
som de var klistrede til Tapeterne, lige til man gaar til Bords.
William stod og saá over paa Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned
inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes
Balbog og gav den tilbage med Haanden paa Hjertet, mens Damerne lo.
“Tilgiv”. William fik et let Slag paa Skulderen og vendte sig, “men var
det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?”
William saa lidt paa Mennesket, en meget friseret, mørkhaaret Fremtoning
med store Øjne.
“Jo, det …” Resten gled ud i et Buk.
“Undskyld–men mit Navn er Hoff.”
William bukkede igen. “Jeg skal sige Dem, Naiveteten morede mig …” En
Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen … “Kommer, kommer,” sagde han saa og
lo. “Ja vi skal senere gøre Bekendtskab”…. Saa vendte han sig og blev
forestillet for en høj, blond Dame, William kun saá paa Ryggen.
Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe paa
ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at
hilse paa Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i
det andet.
Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde
man truffet Navnet “Bernhard Hoff” overalt, paa Theaterplakater, paa
Bøger, i alle Blade. Og ogsaa i Livet traf man ham allevegne og kunde
ikke undgaa at se ham. Man mødte denne spinkle Figur med det blege, graa
Ansigt overalt: paa Gaden, paa Langelinje, i Theatrene. Som oftest kørte
han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og
klemt op i det ene Hjørne, Saa saá han ud som Døden fra Lybeck, som om
han vilde blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han
med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen
med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig. Naar han
var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom.
Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han
havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter.
Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den
ene Maaned ligesaa meget til Parfume, som han alt i alt maatte leve for
i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om
end hans Erobringer.
Hvad der havde gjort ham saa fejret i Dameverdenen–thi Herrerne satte
ingen Pris paa denne moderne Udgave af en forfejlet “Heliogabal”, som en
af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham–var dels hans Ungdom: han
var kun tre og tyve Aar, og han syntes selv at sætte saa megen Pris paa
dette Fortrin, at han paa alle Maader forsøgte at fængsle ag fastholde
det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havdeforskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre,
som det besynderlige Menneske akcentuerede stærkt ved sort Pelsværk og
Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede saa godt med det aldrig
svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han
skrev som Forfatter.
William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret
ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa
Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i
Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og
det samme, som William saá i Hoffs personlige Optræden, stødte ham
stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til
alle Sider i smaa Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro
og uden at tage sig sammen til noget helt.
Men saa havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv
sad paa Gulvet, men saá Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til
Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han
kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med
sin Person og dens Støj.
Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden;
lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et
Vittighedsblad.
Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig paa
Bordet og sad med Hovedet støttet paa Armen bøjet ud over Balustraden.
Trækkene blev fuldstændig slappe og askegraa; Figuren sank sammen under
en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning.
Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William saá dem Kl. 12
køre bort med to Damer.
Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.
Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens
han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær
Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede,
han vilde skabe sig lidt mindre.
Saa blev der klappet op.
Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel,
mens alle gav sig til at tale paa én Gang, og Musikken Fra Balsalen,
hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre
raabte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren,
Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Haar og kaste Blik
paa Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik
noget bøjede, mens de bar det.
William skyndte sig hen til Nina, som han skulde have til første Dans,
men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med
den sorte Vifte. Saa havde William ingen Dame.
De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med
deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i
Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs
Væggene, meget stift, som om de sad paa Parade.
Det var en rund Stue, Orkestret var slaaet over i en Polka og de første
Par dansede allerede midt ude paa Gulvet som paa en Tallerken.
De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William
blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som traadte ham paa
Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen.Hun saá ogsaa meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende
Strudsfjer.
Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet
Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende,
sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Saa fik William Øje
paa Hoff, han “havde” Margrete; han sad overskrævs paa en Taburet og
holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han
fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff …
Men Forfatteren sad saa tæt op ad hende, og saa danse første Dans med
ham–det var uforsigtigt.
Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, saa det næsten saá ud,
som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han saá ned og
hviskede …
Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt.
“Her er forfærdelig Trængsel,” sagde hun, mens hun trykkede sig endnu
tættere op ad William, der fik en ubehagelig Svedlugt i Næsen.
“Hvem er den unge Jøde?” spurgte hun.
“Jøde, Frue?”
“Ja, der danser saa intimt med den unge Blom?”
William blev rød. “Hr. Hoff,” sagde han, “han er ikke Jøde …”
“Naa ikke–nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be’e min Datter, at
hun siger “Nej” til den Herre.”
Parret var nu lige ud for, men ingen af dem saá William …
“Og De synes virkelig, det er upassende?” sagde Hoff, idet de dansede
forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret.
William vilde helst ikke se paa det og gik ind.
Han satte sig paa en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et
Album. Han vilde dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at
danse med alle og enhver, og at man helst skulde sige Nej til Hoff …
Han vilde ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det,
saa kunde hun … Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og saa var det
dog virkelig rigtigt–det var jo ligefrem hans Pligt, naar Margrete kom
saa meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et
Menneske, som–nej, som man ikke dansede med.
“Saa kender De mig altsaa slet ikke igen,” sagde en Damestemme lige ved
ham. Han saá op og rejste sig hurtigt.
“Jo–nu, Fru Grevinde,” han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og
stod og trak i sin Uhrkæde.
“Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det.”
Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. “Vi har jo kun set hinanden én
Gang.”
William vidste ikke, hvad han skulde sige. “Ja, Fru Grevinde, én Gang,”
stammede han saa igen.
“Og den ene Gang var De meget vred paa mig …”
“Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt.” svarede William og sattesig uden at se paa hende.
“Og jeg beundrede Dem,” sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet
og bidt i sin Viftes Perlemorsskaft. “Siden har jeg ofte ønsket at
træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har
bedømt meget strengt.”
Hun holdt inde nogle Øjeblikke, Da William tav, vedblev hun lidt
koldere:
“De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulde være forblevet i Hamborg i
otte Dage.”
“Nej–”
“Men hvad skulde jeg gøre–Deres Fader var meget syg, og jeg var meget
ængstelig …”
“Grevinden forstod at beherske sig,” svarede William.
Der kom noget som et Glimt i det graa Blik. Hun lænede sig lidt tilbage
og slog det askeblonde Haar tilside.
“Saa fandt jeg Dem desuden interessant,” sagde hun, “De var ikke som
andre …”
“Da talte jeg ellers ikke meget …”
“Saadan noget ser man,” sagde Grevinden og saá igen paa ham. “Siden har
Frøken Falk talt om Dem”–hun gjorde med ét en Pause. William sad
stadig foran det aabne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet…
“Hun roste Dem saa meget.”
Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gaa et Par
Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i
Hofterne.
Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson.
“Jeg vil gerne tale med Dig,” sagde William.
“Hemmeligheder?” spurgte Gerson og gik til Side.
“Det just ikke … men Du skal ikke danse med Hoff, Nina … og”–det
varede lidt–“Margrete heller ikke. Folk taler om det.”
Nina gav sig til at le.
“Hvorfor ikke?” spurgte hun.
“Han er ikke af de Herrer, man danser med.”
Det var længere hen paa Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere,
Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte
de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de
bevægede Vifterne i store Buer.
Ude paa Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre raabte, førte
an i Løb i Turene. Saa fo’r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage,
sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de
snurrede alle rundt.
Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede.Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid
til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første
Gang.
“Jeg troede, De havde glemt mig,” sagde hun.
Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke … men han stod lidt,
inden han gik ud i Dansen … Saa begyndte de.
Det var en Vals.
De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslaaede Øjne,
William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket,
og da deres Øjne mødtes, smilede de begge.
“Det er en dejlig Melodi.”
“Dejlig.”
Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. “Ligesom den bar os” …
De saá hele Tiden paa hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt
Musikken op. De var alene paa Gulvet.
Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen paa sin Plads,
trykkede hun Haanden ind mod sit Bryst, hun havde Sting.
“Frøken Blom danser godt,” sagde Hoff, der gik forbi William.
Man spiste ved smaa Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre,
Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies
Veninder.
Det var hen i Maaltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad
med fremstrakte Ben og legede med sin Uhrkæde, mens han konverserede
Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit
Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne.
William sad imellem “Veninden” og Margrete.
Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet
tilbage med Hovedet støttet paa den polstrede Ryg. Gerson viftede hende.
William talte ikke meget.
De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlaag
var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden:
første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden
Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt
Gerson om at tage Glasset. Saa havde hun rejst sig lidt op, set paa
William, smilet og tømt det.
William drak ud til Bunden.
Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for
at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme
saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor
var de fløjlsbløde–helt dunede.
Hun rørte sig ikke.
“Aa, hvor det køler,” sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod
hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene
Haand ned og strejfede William …
Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage:”Kærligheden kommer og besejrer os alle–
dens Besnærelser er berusende søde.”
William saá uafbrudt paa Margrete, som smilede.
“Kender De noget til de Besnærelser, Gerson,” spurgte hun. Hun saá slet
ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød
hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes
Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled–
Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften.–
De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde
Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo’r ud alle paa én Gang.
De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt,
førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter
rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede,
nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gaaet op. Damerne holdt op i
Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres
Arme.
Det var uafbrudt Knejpemelodier.
Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo’r ud, William jog
dem hjem; raabte paa Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op paa
Stolene, de streg, kunde ikke staa fast, tog sammen i Kjolerne. De fik
hver et Lys og holdt det højt i Vejret.
“Saa.”
Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste
sig paa Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne raabte, pustede;
slukkede.
Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet.
Saa snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakaandede.
Man faldt ned paa Sofaerne, kølede sig med Armbaandene, trak sig tilbage
bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod aabne.
Nede paa Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte paa
Musikken.
Undertiden raabte de pludselig i Munden paa hinanden inde i Balsalen,
saa man næppe kunde høre Klaveret, mens Støjen summede op.
Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet
og inklinerede for William.
“Men jeg er opførende,” sagde han.
Saa dansede de ud. Grevinden var højere end han.
Hun drog Vejret hurtigt og laa fast, meget fast, mens William
indaandede Pudderlugten fra hendes Hals.
Lokkerne kom i Uorden … “Det Haar,” sagde hun. Han slap et Øjeblik
hendes Haand og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals.
“Tak–den irriterede mig.”
De dansede lidt endnu. “Man bliver saa stakaandet,” sagde Grevinden. De
holdt op.Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under
Borddansen, deres Blikke mødtes kun, naar hun fo’r forbi i Dansen. Det
var alt.
Nu skulde de danse.
William havde aldrig set Frøken Blom med saa straalende Øjne, hun sad
inde i Kabinettet paa en Sofa og daskede Nina paa Armen, lidt dovent.
William blev slaaet af det lade, der var udbredt over hende. Saa snart
han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev staaende saaledes,
støttet til ham.
Hun blev ved at tale til Nina og saá ikke paa William. Saa gik de ind i
Balsalen.
De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om
allehaande ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse.
Han dansede straks stærkt i, fo’r Stuen rundt og svingede. Hun blev
tungere i hans Arme.
“De danser saa stærkt,” sagde hun. Han førte hende hurtigere.
“Det er Melodien,” sagde han og blev ved at se paa hende. Han følte
Varmen i Salen, men hendes Aande skar dog igennem; den kom stødvis. Der
fo’r et andet Par forbi, han maatte tage hende fastere, føre hende ud
til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens …
Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun
var liga ved at faa Taarer i Øjnene og lukkede dem …
Williams Blik hvilede paa hendes Ansigt, han hørte hendes Aandedrag, hun
holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og saa smilede hun …
Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han
drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.
Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans.
“Jeg tror, jeg besvimer, William,” sagde hun. Ordene gled ud i et Smil.
“Det er Melodien,” gentog han.
Saa standsede hun med et Ryk. “Lad os gaa ud paa Gangen,” sagde hun,
“her er for varmt.”
Der var køligt paa Gangen.
“Det gør godt,” sagde hun og holdt Hovedet tilbage. “Der var for varmt
inde.”
De gik nogle Skridt frem, “Lad os sætte os,” sagde han.
“Ja, jeg er blevet træt.” Margrete lod sig falde ned paa den røde Sofa
og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. “Aa, Høg,” sagde hun
dovent, “drag mit Slæb lidt sammen.” Hans Haand strejfede hendes Fod,
han løftede Kjolen sammen og satte sig.
“Jeg er blevet helt ør,” sagde hun. Hun sad, lænet tilbage
og smilede inde i Nichens Mørke. “Det er Champagnen, tror jeg.”
“Den var dejlig.”
“Men ikke bagefter.” Hun talte adspredt og sad stadig og smilede.Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en
utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke.
Glassene klirrede.
“Det er dejligt at sidde saadan stille,” sagde han, “rigtig stille.”
“Ja.”
Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til
Valsen indefra. Engang imellem aabnede hun Øjnene, saa mødte de hans,
som sad lidt bøjet frem og saá paa hende. Hans Øjne skinnede.
Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Raab: “Hver Dame en
Herre, hver Dame en Herre”–saa Støj og Musikken, som begyndte igen.
“Er det Amélie-Vals?”
William nynnede lidt efter Musikken: “Jeg tror det”. Noget efter: “Vil
De danse?”
Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne paa det
røde Forhæng: “Kan man virkelig ikke danse med Hoff?” sagde hun saa.
William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han
blev blussende rød, og som Svar paa et ganske andet Spørgsmaal sagde
han: “Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham.”
Margrete lo. “Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?”
“Fordi”–han stammede og søgte om Ord, saa sagde han hurtigt: “det er
noget, man har paa Følelsen, Frøken Blom.”
Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. “Hvad han
skriver, er dog virkelig smukt.”
“Maaske …”
“Blomstertur–Damen to Herrer–Damen to Herrer.”
De sad lidt, Williams Haand hvilede paa Sofabetrækket ved hendes Slæb,
Margrete lagde sagte sin Vifte ned paa den.
Han fo’r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og saá paa hende.
“Er De vred?” spurgte hun.
“Hvorfor skulde jeg være vred?”
Ingen af dem kunde sige, hvordan det var gaaet til, men William havde
taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Haand.
Der blev ikke talt mere, han sad og vilde fange hendes Blik og blev ved
at klappe hendes Arm. Musikken var gaaet over i Galop …
Saa rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende …
“William,” det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte
ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys.
“Margrete”–
Hun mærkede, en Taare kom frem under hendes Øjenhaar, men hun viskede
den ikke bort.”Gaa, William.” sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. “Gaa …”
Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han
kyssede hurtige hendes Hals.
“Slip mig–slip mig!” sagde hun og stødte ham fra sig. “Slip mig.”
William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En
Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de,
kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk.
Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun
slog med smaa Kast Viften ind mod sin Hage og sad og saá tankefuld ud.
Lidt efter lidt faldt ogsaa William i Tanker. Han blev næsten
forskrækket, da hun talte:
“Det er saa besynderligt,” sagde hun.
“Hvilket?”
Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne.
“Naar De blot ikke vilde være Skuespiller,” sagde hun saa. Det var et
højttænkt Brudstykke af en Tankegang …
William blev bleg, førte Haanden op mod Brystet og sagde meget sagte:
“Hvorfor kan De ikke tro paa det?”
“Det er saa besynderligt,” sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede paa
hende med aandsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt
Angst greb hun ham i Armen: “Gør det Dem saa ondt?” spurgte hun.
William rev sig løs: “Ondt–nok,” sagde han.
Han havde bøjet Hovedet uden at se paa hende, og disse nye Minutter,
hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde
hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende,
uigenkaldelig fra hende.
Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm paa hans Skulder, vilde vække ham, i
det mindste faa ham ud af den Dvale, hvori han sad.
“Skal vi danse?” spurgte hun mildt.
“Ja, lad os kun danse,” William rejste sig, bød hende
Armen og traadte i hendes Slæb for at komme frem.
Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Taare bort med
Handsken.
Man var ved at bryde op. Ude paa Gangen stod de liberiklædte Tjenere med
Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til
bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne paa Hjørnebordene stod tømte.
Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke.
Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi.
“Skilles vi som Venner?” spurgte hun og rejste sig halvt.
“Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde–.”
“De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu … Naa–det faar være, giv
mig dog Armen. Jeg er træt–af at sidde saa meget.”I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren.
“Aa, der er Frederik.”
Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op paa Armen og lod ham lægge det
sorte Pelsværk om sig, rakte saa Høg Haanden.
“Tro mig–jeg er Deres Veninde!” sagde hun. William blev besynderlig
forvirret ved det Haandtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik:
“Og jeg venter Dem, naar De trænger til en Ven.” sagde hun og saá paa
ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen.
Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en
Cigaret. “Jeg skænker Etatsraaden Cigarerne,” sagde han, “siden jeg
ikke var ganske sikker paa, om jeg skulde have af højre eller venstre
Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer.”
“Højre eller venstre Lomme?”
“Ja kære, Etatsraaden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og
femten Cigarer i hver Kjolelomme–af forskellig Kvalitet.”
De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. “De skal?” spurgte Hoff.
“Ned ad Kongens Nytorv til.”
“Naa, saa kan vi følges.” De gik hver paa sin Flise, ved Siden af
hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden.
“Kender De Grevinde Hatzfeldt,” spurgte han, da de havde gaaet lidt,
“den høje blonde?”
“Jeg har kun set hende én Gang før,” William holdt inde, “i Hamborg paa
en Rejse.”
“Naa”–Hoff? fløjtede–“det saá ud til, at Grevinden interesserede sig
for Dem–men det … vil jo–ikke sige meget … Grevinden interesserer
sig i det hele overordentlig for unge Mennesker.”
“Hvor er Greven?”
“Greven? kære, han er død.” Hoff studerede Brostenene.
“Død … saa hun er Enke, det troede jeg ikke.”
“Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen
døde efter tre Fjerdingaars Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér,
meget forelsket …”
“Kender De Grevinden?”
“Jo …” Han gav sig til at le: “Nej vist ikke, vi blev jo først
præsenteret for hinanden iaften.”
De gik lidt, saa sagde Hoff: “Men jeg har hørt meget om hende … af en
Ven.”
William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at
tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede paa Hjørnet under en
Gaslygte.
“Her bor jeg,” sagde Hoff.
William saá sig om. “Allerede,” sagde han, og mest for at sige noget,inden han bød “Farvel”–han følte, han havde været uhøflig–spurgte han:
“Hvorfor var det saa naivt at holde den Tale?”
“Gudbevares–det var kun elskværdigt, men De kunde rigtignok ligesaa
godt have sagt Abracadabra!”
“Det forstaar jeg ikke.”
“Aa, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke saa lysteligt at
forstaa: for at arbejde maa man tro, jeg mener naturligvis for at
arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation
gælder det virkelig om at tage fat …”
De var begyndt at gaa op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke
over det.
“Men er den da virkelig slet ikke begyndt paa at tage fat …”
“Jo, paa at snakke. Det vil sige–Praktikerne gør jeg naturligvis Uret.
De ta’er jo fat. Jeg talte paa Ballet med en af mine Skolekammerater og
spurgte–rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed
–om han havde læst “Marie Grubbe”, og saa svarede Idioten mig–det var
naturligvis halvvejs en Finte til mig–at han læste ikke saadanne Bøger,
inden han havde faaet sin Eksamen–.”
William lo.
“Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder
Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer
aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke–Eksamen er jo ikke
det hele, knap det halve. Naar de er tyve Aar, begynder de paa at danne
sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig
Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone …
“De overdriver …”
“Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere–det er
altid noget.”
“Hvad tror de saa paa?”
“Ja, det er Sagen”–han standsede uden for en lav Port, et gammelt,
graat Sted–“med Troen er det jo lidt smaat. De tror, at Livet er noget
behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø paa, at
de fleste af dem gaar ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige
Overbevisning. Hør, gaar De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og
jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet–”
William takkede, men syntes det var for meget. Saa gik han dog ind med,
han vilde gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene–
Han turde ikke være alene. Og nu, naar han talte med Hoff eller rettere
lod Hoff tale, saa trængtes det tilbage, han var bange for …
Hoff strøg en Tændstik. “Fald for Guds Skyld ikke paa Trappen,” sagde
han, “den er skrækkelig.”
William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig naaede de
op. “Værs’go, nu skal jeg straks tænde Lys.” En varm, stærkt parfumeret
Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe paa Gulvet
og spurgte om Maatten.
“Bedste Ven, jeg har ingen–men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er
allerede halvt ødelagt.”Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.
“Ser De,” sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til
den forladte Samtale, “deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber–Himlen
skal vide, hvordan det kan gaa til, men de har faktisk ingen: derfor kan
de lade Huslægen regulere det hele, baade Læsning og Leben. Men”–han
satte Kuplen paa–“til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge
andet end Fiskemennesker.”
Han hjalp William Frakken af. “Sæt Dem ned, saa kommer jeg straks med
Vinen.”
Høg saá sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre,
men baade for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer,
saa Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet
Blomster op paa Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og
Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole,
alle magelige, men yderst varierede i Façon.
Paa Pillerne stod Afrodite og Niobe paa Søjler, bag Skrivebordet
Antinous.
Flygelet var stillet halvt ud paa Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor
Del Fotografier paa Laaget.
William syntes næsten ikke, han kunde aande, saa parfumeret var her.
Han stod bøjet over Skrivebordet og saá paa nogle Portrætter, der var
stillet op, saa de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en
Flaske Champagne og to Glas.
“De drikker jo Champagne?–Naa, for jeg drikker i Vinter ikke andet.”
Han kom hen til William. “De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser
jeg,” sagde han og pegede paa Billederne, “en smuk Samling.”
“Jeg kender de fleste fra Gaden …”
“Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen–jeg holder saa
lidt af at staa.” Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød
William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen
mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen. “Aa, hvor det
er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne,
jeg kunde se deres Forbavselse–De tænkte–og De tænkte egentlig højt,
for De har et mærkeligt, mimisk Talent–at det var nogle besynderlige
Rødder at omgaas …”
“Det tænkte jeg ikke … men …”
“Aa Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg
sympatiserer med de Folk. De er saa rart bare paa Illusioner og Følelser
og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange
Kærlighedsforstaaelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen
Sinde at have følt Lidenskab eller saa meget som vide, hvad det er at
elske …”
Hoff tav lidt. “Skaal, kære, det er god Champagne.”
“De kan ikke mene alt, hvad De siger,” sagde William.
“Aa–jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men saa er det ogsaa
saadan en dejlig Hvile at omgaas de Mennesker. Folk, som virkelig føler
for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder–disse er skam
ligeglade, naar der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove
paa, naar de er fulde.”Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt haanende,
det hele kunde se ud som en Spøg. Men paa Williams Sind, der var
ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop
nu, det stærkeste Indtryk.
Han var lige fra Samtalen med Margrete gaaet om i en vis Sløvhed, hvor
altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme
Hjerne til, at han kunde gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde
snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, naar vi efter en lang
Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vaagner til halv Klarhed, vort Legeme
er tungt, vi aner Slaget, forstaar, at vi lider, men Smerten har saa at
sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.
Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: “Naar De ikke vilde være
Skuespiller,” ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer,
han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Saa
var han faldet sammen i Sløvhed.
Nu først vaagnede han.
De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon,
hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.
“Vi har svage Rygrade i den Hoff’ske Familie,” sagde han, “og den maa
muntres.”
William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff
gik op og ned ad Gulvet.
Saa sagde William halvt sagte: “Men hvad lever de da paa?”
“Mener De “Rødderne”?”
“Ja, de Mennesker,” han pegede hen mod Skrivebordet.
“De lever paa “Minutterne”, og saa i Pauserne taler de om “Minutterne”.
Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke
hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire
Minutter om “Piger”.”
William tog sig om Hovedet: “Nej, det forstaar jeg ikke,” sagde han,
“kan jeg ikke forstaa–”
“Kære, tag det nu ikke saa tragisk. Det er en ren Overtro, at man
behøver at have noget at tro paa for at være tilfreds. Kun, naar man vil
have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestaar os for, at det
er saa behageligt?”
“Ja, men naar man nu vil have noget gjort?” sagde William. Hoff syntes,
der var saadan noget sløvt i Tonen.
“Ja, ser De,” han satte sig igen foran Ilden, “saa bliver Tingen
vanskeligere.”
“Nu De selv?” William spurgte hurtigt, saá op. “De arbejder jo meget?”
“Aa–mere end de fleste, men meget, naa maaske …”
“Ja, og hvorfor arbejder De saa? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv
paa?”
“Tror paa–tror paa? Aa, jeg har den bedste Grund til at tro, at der
oppe i “Kvindelig Læseforening” findes et Dusin ældre Damer, som læser
mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at
jeg ikke skulde vise mig dem taknemmelig …””Ja, men–” det lød utaalmodigt og William rejste sig fra Stolen for at
gaa henad Gulvet–“De siger ikke, hvad De egentlig mener.”
“For det meste.” Hoff saá efter ham og rystede paa Hovedet. “Ser De, De
tager nu Sagen saa ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet
noget, kan leve meget behageligt paa Stumperne. Naar man har opgivet at
faa noget udrettet, saa indretter man sig som jeg, der, mine
Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt.
Man lever uden Illusioner–det værste er, at man en Gang imellem kan
faa et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja–med
Skam at tale om–det kan hændes i tre Uger–kan faa den vanvittige Idé
igen ar tro godt om et Menneske. Saa har man det, naar man bliver
skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man ogsaa slipper
det–naa, som sagt, det er det værste …”
“Men Deres Talent da?”
“Aa–mit Talent!”
“Men det er jo netop Sagen, Hvorfor tror De ikke paa det? De har jo dog
Talent, hvorfor bliver De saa ikke hellere lykkelig ved at tro paa det
og saa arbejde for det?” …
Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle paa Kakkelovnen, tog
saa sit Glas og tømte det.
“Naar De har Talent, saa har De jo noget at leve for …”
“Hvis man Forresten gad–ja. Men, kære, er det Umagen værd?”
Saa har jo Deres Uvenner Ret.”
“Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem.”
“Som siger, at De ikke sætter noget ind.”
“Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg.”
“Men, det er jo det, der er Modsigelsen–naar De har Talentet.”
“Vist, vist saa,” han rejste sig lidt utaalmodigt … “Men lad os nu
ikke tale mere om det …”
“Ja,–men, det er netop det, jeg ikke forstaar, og som”–William talte
heftigt–“Jeg maa forstaa …”
Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i
hurtige Drejninger. Saa gik Hoff over og tog ham om Skuldrene.
“Lad os hellere tale om Dem,” sagde han.
“Men dette er jo netop om mig,” William dukkede Hovedet.
Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William
blev lidt roligere.
“Maaske tror jeg ikke paa mit eget Talent,” sagde han.
“Hvorfor skriver De saa?”
Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: “Jeg har jo
fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og saa koster det virkelig en Del at
føre dette Hus …””Ja, men hvor kan De det?”
“Naar jeg siger, at jeg ikke tror paa mit eget Talent, saa er det
naturligvis ikke saadan at forstaa. Talent har jeg, men–ja, hvordan
skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De–bedste–Talent og Liv
er ét–det er Sagen. Naar nu Livet er ormstukket, og man véd det, saa
har man ogsaa lidt ondt ved at gøre noget for Talentet.”
De gik igen lidt. William saá fra Siden hen paa Hoff. Det var, som
pludselig en graa Maske havde lagt sig over hans Ansigt:
“Og nu De,” sagde han, “hvad vil De saa mere end fri til Frøken Blom?”
“Hvad alle vil–blive til noget …”
“Hm–naa, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig
latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende.”
William vidste ikke, hvad han skulde svare. Saa sagde Hoff:
“Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde
have godt af at tale med et Menneske om det …”
Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog
William. Han blev pludselig meget blød: “Men der er ingen, som tror paa
mig,” hviskede han, det “gik i ham”. “Slet ingen.”
“Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er “Publikum” sjældent
saa villig til–men tror De selv?”
William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin
Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen
paa Chaiselonguen i Hjørnet.
“Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa,” sagde han, tav saa, sad
og rokkede med Overkroppen. “Det hele beror paa det–jeg kunde ikke leve
som andre–nej, jeg kunde ikke. Men saa er det, at slet ingen tror, slet
ingen tror, og jeg véd, at naar det gaar galt, saa er det forbi. Aa,”
han kastede sig ned, “det er forfærdeligt … Véd De, at min Fader var
sindssyg, min Moder døde af Brystsyge–”
“Aa–Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige–”
“Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er
ligesaa ulykkelige som jeg …”
“Kære Høg, se Tingen mere roligt … det nytter skam ikke …”
“Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine,
saa er det blot Tiden, som er haabløs …”
“Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi
forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da
idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom.”
“Aa nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror paa, har holdt mig
oppe nu snart i fem Aar, jeg har levet for det, kun for det: “Ser De,
jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster–alt. Men jeg har arbejdet,
kæmpet for det, fordi jeg troede–men naar jeg nu havde taget
fejl–saa–ja, saa var det forbi … Det er sandt–jeg har været
forelsket i Margrete Blom i lang Tid … og–aa, hvor er hun ogsaa smuk
… saa Frisk … Vi har set hinanden hver Dag … Ved De, at somme
Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde
Dyr–hvor jeg har lidt og været søvnløs–jeg har vaaget om Nætterne og
skreget efter En, der troede–blot En, der vilde tro … Man kan føle enligefrem Tørst, der svider–og saa er der ingen–heller ikke
hun–nej–nej–nej–De skal ikke trøste mig …”
Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod
ved Siden af, han lagde blidt sin Haand paa hans Haar og glattede det.
William tog Hovedet bort, som om Haanden tyngede ham.
“Nej, ingen tror paa mig,” hviskede han.
“Men i Himlens Navn, saa tag fat, Menneske, og tving dem til det.” Hoff
kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han aabnede det og
slog nogle Akkorder an.
Bagved paa Chaiselonguen laa William og hulkede.
Saa gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til
William, mærkede, at Graaden blev mindre voldsom.
Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition,
en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud.
Bestandig blev det mildere.
William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod
dens Ryg, rød og ophedet af Graaden. Lidt efter gik han hen over Gulvet
og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gaaet ud.
Hoff spillede stadig. Han var slaaet over i noget andet, noget vemodigt
og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Saa gled det
helt ud, og han holdt op.
“Hvad var det?” spurgte William hennefra.
“Det første var af Rubinstein,” han sad og saá ind i Lyset paa Flygelet.
“Det var saa mildt,” sagde William.
“Aa ja,” Hoff rejste sig og lukkede, “et Flygel er en ganske rar Ting.”
De talte ikke en lille Tid. Saa sagde William for at komme bort fra
dette:
“Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff.”
“Det, véd jeg, finder de fleste Folk,” svarede Hoff og saá sig om, “jeg
synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér”–han
pegede paa Venus–“har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til
en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og saa kalder Folk den Statue for en
fornøjelig Figur–ja, hver sin Smag …”
Han heldte lidt Champagne op i sit Glas.
Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det,
Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix–hvem mon der
er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha’e … Jeg véd
ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde
for Smerten.”
“Og saa Antinous.”
“Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham maa vi skam ha’e Sympati for, saa
sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro paa Sagnet–det er vel kun
dumt Vaas … Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels
Barn, man maa have givet mere at bære paa, end han kunde udholde, en
tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad védjeg. Nok er det–hans Skuldre kunde ikke bære det, og saa lukkede han
Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande
imellem Verden og sig–Nej, der er god Mening i de tre Buster …”
William gik hen og tog sin Frakke. “Gaar De,” spurgte Hoff.
“Ja. Klokken er halvseks …”
“Er den det–ja. Tiden gaar.” Han hjalp William Frakken paa, stod saa
lidt og ventede:
“Og hvad saa imorgen?” spurgte han.
“Nu maa det gøres,” sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde
saa sagtere: “Det er Skuespiller, jeg vil være.”
“Jeg tænkte det.”
William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden:
“Godnat,” sagde han, “og Tak for iaften.”
“God Nat, Høg–og kom snart igen.”
Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han aabnede et Par
Breve, som laa paa Skrivebordet, tog fat paa et Ark Korrektur. Men
Pennen kradsede, det vilde ikke gaa. Tilsidst slog han Korrekturen
sammen og sad længe med Hovedet støttet paa sine Hænder og saá ind i
Lampen. Rejste sig saa og gik heftigt op og ned ad Gulvet.
Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet
til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han
holdt det hen under Lampen og saá længe paa det …
Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen
tændt og skrev ved sit Bord.
“Men Gud bevar’es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?”
sagde hun.
“Aa, det blev for sent, Madam Lund, og saa har jeg saa gyselig travlt.”
*
*
*
*
*
V
Professoren saá op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange.
“De er ikke blevet meget større,” sagde han saa og skød Brillerne op i
Panden. “Men sandt at sige, der er dem, som er mindre.”
“Jeg er omtrent saa høj som Professoren,” sagde William og skævede til
Pillespejlet.
“Saa?–nej, min kære,” Professoren rettede sig og forsøgte at se William
over Hovedet, “det ta’er De virkelig Fejl i–jeg er godt og vel et halvt
Hoved højere. Men, det forstaar sig, min unge Ven, har man Talent, saa
er man stor nok, selv om man er lille.”
Professoren fik Taarer i Øjnene og faldt i Tanker.
“Ja, saamæn er man saa,” gentog han og skød atter til Brillerne. “Og
Stemmen var jo dejlig.” fortsatte han, efter at Rørelsen havde sat siglidt. “Det var jo et pragtfuldt Organ.”
William blev rød. “Ja, Hr. Professor …”
“Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg maa naturligvis høre
Dem.”
“Jeg har taget Sannæs med,” sagde William.
“Sannæs, naa–det var en underlig, teoretisk Rolle,–men sæt Dem, kære
Ven, og lad os tale om Tingen,” Professoren skød en Stol hen til William
og satte sig selv i en anden. “Véd De nu ogsaa, hvad De gør?” sagde han
saa og lagde sin Haand deltagende paa Williams Knæ, “at være
Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden.”
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste,
hvad det var.
“Og saa er De tilmed af saadan god Familie.” Professoren sukkede, lagde
sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af
en stille Tankegang: “Aa, ja, det var den Gang.” Saa sukkede han igen og
tilføjede i en lysere Tone: “Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det
var en udmærket Mand.”
William nikkede, og der blev en Pause.
William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand.
“Naa, saa De har læst Sannæs–hvilke andre Roller har De tænkt Dem at
spille?”
“Jeg véd ikke, om Professoren kender–Lucien.”
“Lucien”–Professoren gned sin Pande og tænkte sig om–“Lucien–ja, min
Ven, jeg er en gammel Mand”–et let Spor af Rørelse–“nej, nej, jeg
husker den ikke.”
“Det er et fransk Stykke, Hr. Professor.”
“Lucien–af Scribe–Aa, Dronning Marguerites Noveller, aa, min unge
Ven,”–Professoren lagde begge sine Hænder paa Williams Skulder–“det
var den Gang.”
“Stykket er af Dumas, Hr. Professor.”
“Dumas,” Professoren rystede paa Hovedet, “kender det ikke, min Ven, og
jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Naa, er det en stor Rolle?”
“Nej–men den … han har kun én Scene …” Professoren satte Brillerne
fastere.
“En Scene.” sagde han.
“Men den er vigtig,” stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden.
“Den kan man i det mindste ikke debutere i,” sagde Professoren noget
tørrere og skubbede sin Stol lidt bort. “Men–der er vel andre Roller?”
“Jo,” William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene,
“saa er der “Tartuffe”.”
Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa
William. “Ja–den kender jeg,” sagde han og lod Bagen af sin Haand glide
hen under sin Næse.Der blev en Pause.
William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han
var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel?
Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette
Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille “Tartuffe”.
“Kan De “Tartuffe” ?” spurgte han saa.
“De store Scener,” sagde William med Blikket heftet paa Gulvet. “Dem med
Elmire.”
“Naa”–Professoren studerede sine Negle–“men det er en svær Rolle, min
unge Ven, og man kan ikke raade til at debutere i den.”
“Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs.”
“Det er sandt, Sannæs–men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig saa
høre den da.”
Professoren fik Bogen, gav sig til at rode paa kryds og paa tværs efter
Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, saá op og saá ned.
William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunde afgøre hans
Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gaa, skyde det op, idetmindste gaa til
en anden. Men pludseligt saá han ind i dette besynderlige graa Mørke,
som siden hin Samtale med Margrete saa ofte havde værst hans Tankers
Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han maatte blive.
Professorer havde fundet det. Han læste det hurtigt igennem, halvhøjt,
og hele hans Ansigt forandredes under Læsningen. Der var, ligesom han
havde kastet en Maske, som var han blevet tyve Aar yngre. “Naa, nu véd
jeg det”–han rejste sig, hele hans Figur var elastisk-bevægelig, “nu
har jeg det …”
William tænkte paa, at man skulde tro, han havde kastet et Par Krykker.
Og i samme Nu sagde han til sig selv, at nu maatte han, nu gjaldt det.
Den Mand, som gik og lavede Scene paa Gulvet ved at stille Stole op i en
Halvkreds, vilde dog kunne afgøre hans Skæbne, dog kunne se….
Og pludselig blev han rolig. Han kunde, og nu maatte han. Professoren
var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér var Døren, der Mellemdørene; nu
skulde han give Replikkerne.
Han satte sig paa Tilskuerpladsen, William stillede sig op i
Baggrundsdøren. “Saa begynder vi,” sagde Professoren.
William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, afbrudte.
“Tal højere,” sagde Professoren. “Meget højere, jeg kan ikke høre
Stemmen.”
William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede paa hans Mine;
havde han haft tusind Øjne, de vilde lige skarpt, lige ufravendt have
hvilet paa dette Ansigt.
Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han
vilde. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden
spillede og bevægede sig. Han saá kun paa dette Ansigt Men det var
stadig ubevægeligt. Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen,
uden Bevægelse i Ansigter, uden at løfte Øjnene.
Og mens William stirrede paa Trækkene, saá han ham staaende den Gang i
Sorø smilende med Hænderne i Lommen–aa, det Smil. Og mens Sveden sprangfrem paa hans Pande, spurgte han sig selv, naar han vilde begynde at
smile–han længtes efter at se det, han maatte, maatte se det.
“Det er lutter Smaareplikker,” sagde Professoren uden at løfte Ansigtet
fra Bogen, “det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder.”
William følte det selv: “Ja, Replikkerne er meget korte,” sagde han.
Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet
til en Stol.
“Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter
Mellemtoner ..”
“Maaske kunde jeg tage et Digt …”
“Ja, kan De et,” Professoren saá op, “saa kan jeg se paa Dem med det
samme.”
“Et af Fiskerjenten …”
“Naa, ja, det deklamerer de alle. Kom saa ind og buk.” Professoren
rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede.
William kom ind og bukkede. “Dybere,” sagde Professoren, “dybere … man
maa altid bukke dybt for Publikum.”
Han bukkede om, igen om. “Bedre–begynd saa.”
William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende
tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt
voldsomt, der virkede stærkt.
Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem
saá han over paa William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage,
igen frem, stadig opmærksom. Saa nikkede han–en Gang til med et Smil.
William blev blussende rød, følte Taarerne staa sig i Øjnene, Varmen gød
sig ud i alle Lemmer.
Det var, som han vaagnede, som han befriedes ved dette Nik. Han aandede
dybt og standsede et Øjeblik som for at sole sig i dette første Glimt af
Sejren. Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han
talte …
Han gav sig han, han glemte at se paa Professoren, glemte Stemmen, talte
blot–
Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud,
næsten sunget dem i sin Glæde. Nu saá han med blussende Kinder paa
Professoren.
Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, saá saa op.
“Men De er hæs idag,” sagde han.
William blev pludselig bleg, hørte paa én Gang sin egen Stemme–ja, den
var slaaet over. “Ja,” stammede han, “jeg er meget hæs.” Det var ham,
som skulde han falde i Knæ under Løgnen.
Lidt efter gik han. Han skulde om otte Dage komme igen med “Tartuffe”.–
“Sæt Dem, kære, sæt Dem,” sagde Professoren otte Dage efter, “vi maa jo
tale om det først. Hvordan har De saa tænkt Dem “Tartuffe”?”
William søgte om Ord. “Ikke som den spilles paa Theatret,” sagde hansaa.
Professoren lo, “Naa–nej, det er ogsaa min Mening, men hvordan da? De
har vel tænkt Dem en Maske–et bestemt Ydre …”
“Nej,” William blev lidt rød i Hovedet, “jeg havde egentlig tænkt at
spille som jeg … som jeg var.”
Professoren saá hurtigt paa skraa op over Brillerne.
“Det var ikke saa galt,” sagde han.
“Ja–for “Tartuffe” skal ikke være styg … styggere end jeg,” rettede
William sig hurtigt.
“Nej, det behøver han ikke.” Det lod til, at Professoren morede sig,
han sad, lænet tilbage og saá paa William med store Øjne, og en Gang
imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere.
“Og saa skal han slet ikke saadan gaa omkring og messe og være
salvelsesfuld–slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Cöln–saadan
skal han være … Han tror selv, han er hellig …”
“Ja … det….” Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig
se.
“Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig
selv?”
“Kan nok være, min unge Ven, kan nok være–jo, lad os saa se, hvordan De
vil gøre det.” Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille
Stolene op som forleden.
“Hvem har De talt med om den Rolle?” spurgte saa Professoren.
“Ikke med nogen”–William satte den sidste Stol paa sin Plads–“jeg har
altid tænkt mig den saadan.”
“Naa,” Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen,
“ja–lad os saa begynde.”
Han saá lidt fra Siden hen paa Høg: “Hvad er det for Scener, De ta’er?”
“Dem med Elmire.”
“Naa–ja, nu husker jeg. Ja”–Professoren var stadig smilende, sad og
bladede i Oversættelsen–“det er nok ogsaa de nemmeste–for
Opfattelsen.”
“Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man maa se ham først.”
William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden han med Ryggen til
Professoren begyndte:
Laurent, gem Svøben, og min Haardragt du forvare–
Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare …
Han vendte sig, gik lidt frem, derpaa atter tilbage og talte bortvendt
under de næste Linier:
Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv
Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv–
Professoren havde set lidt paa ham ligesom Forbavset, havde utaalmodigt
skudt Brillerne op. Nu varede det lidt, inden han gav Replikken:Løgn og Affektation med disse Helgenminer–
Han læste derpaa Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op.
Kun ved “Tartuffe”s “Gerne!” saá han et Øjeblik hen, som om han vilde
tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre.
William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham
ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde
han blot ivrigt:
“Saa kommer Elmire.”
“Ja.”
“Jeg plejer at sætte mig saadan …” Han trak en Stol hen og satte sig
ved Siden af Professoren.
“Naa ja, det er godt,” Professoren havde travlt med sine Fingre, “jeg
skal nok gi’e Elmire.”
William rejste sig og gik bøjet frem:
Gid Himlens Naade Dem hver Dag beskærme maa!
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets maa faa!
Gid al Velsignelse sig over Dem forene;
Saa be’er den ringeste af dem som Herren tjene.
Elmire.
Saa fromt et Ønske jeg med Tak erkende maa,
Men skal vi sidde ned … man har det bedre saa.
William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med
dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne
monotont, uden Overgange.
William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men
paa én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at
trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes
febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen–
Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet.
Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte
kortaandet, stirrede paa det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at
rive det bort for dog at se Ansigtet–han følte, at Replikkerne gled
fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han
tænkte dem–
Han stammede, kunde ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren–lidt
utaalmodigt, men dog monotont–tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret,
sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig …
“Jeg kan ikke,” sagde han.
Professoren lod Bogen synke: “Naa,” han saá saa underligt igennem ham,
“saa kan De dog høre, det er galt.”
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: “Men det
var heller … ikke, som jeg havde tænkt mig.”
“Nej,” Professoren rejste sig utaalmodigt, “for det var lige det
modsatte. Saadan–se nu!”Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. “Se nu,” sagde han, og med Ryggen
mod William begyndte han med “Tartuffe”s første Replik.
Saa gengav Professoren hele William Høgs “Tartuffe”.
William havde sat sig. Professoren læste uden at se paa ham, satte sig,
lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og
spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William–
“Forstaar De?” sagde han tilsidst og lukkede Bogen, “saadan …”, men i
samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen
med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var
krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme–Professoren vilde tale, men
han stammede og søgte om Ord.
“Forstaar De,” gentog Professoren, “man …” men han kunde ikke sige
noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig theatralsk
Bevægelse og gik hen til Vinduet.
Da han igen kom tilbage til Stolen, saá han William i samme Stilling,
han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde:
“De forstaar jo … det er en svær Rolle,” sagde han.
William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom
Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af
bevægede Traade: “Jeg forstaar det,” sagde han.
“Og desuden–man overdriver.” sagde Professoren.
“Men de næste Replikker skal blive bedre,” William rejste sig, i det
første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og vilde
søge Støtte. Saa tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt:
“For De vil jo nok høre det næste? …”
“Naturligvis,” Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at gøre den mere
ligegyldig. “Det var altsaa de store Replikker–naturligvis–de maa jo
ogsaa ligge bedst for Dem …”
Han skubbede Lænestolen lidt frem. “Dér sidder altsaa De–jeg her. Nu
skal jeg nok spille med–saa hjælper det.”
William satte sig, han holdt Haanden for Panden for at tvinge sine
Tanker, begyndte saa:
Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder,
Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder,
Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt,
Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt …
Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev
under hele Replikken ved at stirre paa William. Der var i Øjets Udtryk
en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt
Energi, som betog–
William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den
hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attraa, en gammel Længsel gik
sukkende gennem hans Vers. Denne “Tartuffe” havde fastet, hungret til
Døden og tørstet … Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed–
Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Haar var vaadt, Læberne
bevægede sig i smaa Ryk, og han aabnede med Møje Kæberne …
Det varede lidt, inden Professoren talte: “Nu saá man, hvad De vilde.”sagde han.
William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og
kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om
Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele
Legemet slappet efter den forfærdelige Kamp–Han var til Mode som en
Søsyg, der sætter Foden paa Land.
“Saa er det bedst, De prøver straks,” sagde Professoren. Han gik op og
ned ad Gulvet. “Tingen er”–
“De tror altsaa, at …”
“Ja–men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem
… uden,” Professoren bed sine Knoer, “uden maaske Theatret.”
William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde
sejret, at han skulde prøve, at han havde kæmpet og sejret … Og i
samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis
han ikke havde vundet i denne Kamp.
Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod
Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet.
“Nu skal jeg skrive til Etatsraaden,” sagde han. Han talte ikke mere,
skrev nogle Linier, forseglede Brevet: “Jeg tænker, De saa kommer til at
prøve om otte Dage.”
William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans
Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede
blot.
“God Lykke,” sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William
følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa
Dørlaasen.–Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han
kunde ikke gaa, inden … Men saa saá han op paa Professoren. Han stod,
legende med sin Uhrkæde og ventede.
“Farvel,” sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt,
Haanden fugtig.
“Farvel … og” Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede
dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var
gaaet.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine
Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op.
“Det var mine Handsker,” sagde han.
De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: “Her er
de.” Og atter ventede disse to–William og denne Mand, som havde
bestemt over saa meget i hans Liv–knogle Sekunder overfor hinanden paa
et Ord, som ingen af dem talte.
Døren til Gangen var blevet staaende aaben, William stod paa Tærskelen,
endnu en sidste Gang saá han spørgende paa den Gamles Ansigt, og
Professoren turde ikke længere undgaa dette Spørgsmaal:
“Deres Intelligens vil hjælpe,” sagde han og vendte sig.
Med det gik William.
*
*
*
*
*William skulde prøve.
Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet
Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han
sagt til sig selv: idag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde
han ventet fra Time til Time.
Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans
Frygt, han var gaaet op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra
Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gaa. Han
drev henad Gaderne, aandsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene
Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse
Venten.
Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne paa de
latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne
Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage
et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanter var langt
borte–saa gik han videre og begyndte forfra.
Han tog en Avis paa Kaféen og sagde til sig selv, at han vilde læse tre
Spalter–Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for
Linie–men lidt efter vaagnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig
uden at vide, hvad han havde læst.
Saa kunde han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke paa, knap have
Tid til af betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: “Nu
maatte det være kommet, det var vist kommet.”
Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke
gaa op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage paa
Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunde han ikke mere
holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op paa fjerde Sal,
tog alle Trapperne i Spring, saa han var helt stakaandet, naar han
naaede op og begyndte at rode i Brevkassen.
“Intet.”
Han vilde roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren
op til sin Stue. Der var intet Brev paa Skrivebordet–paa Bordet intet
… nej, intet Brev.
Altsaa ikke kommet endnu, ikke endnu …
Men nu skulde han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde
ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn saa ved at
tælle til tusinde, saa ved at flyve ud fra Rundetaarn, saa ved at aande
dybt. Men faldt han hen i Blund, vaagnede han med et pludseligt Ryk, og
hans Drømme var de samme som hans Tanker …
Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der
bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen.
Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser,
som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han
ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham,
som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den
sidste Dag hos Professoren …
Det var det sidste, det yderste–det var Tingenes Afslutning. I denne
forfærdende Erindring læste han det absolutte: “Forbi.” Dér hørte alt op
… Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet.
Og saa jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holderMaskerade paa et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten.
Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlaagene tørre og tunge. Det havde
været en lang Nat.
Han skulde prøve Klokken elleve. Klokken var syv. Pigen var endnu ikke
oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid,
inden han fik Kaffe, lagde sig saa paa en Sofa i Dagligstuen for at
memorere sin Rolle. Han vilde prøve som “Tartuffe”. Men han kunde ikke
holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent
umuligt, han kunde lige saa gerne lade være.
Han rejste sig igen, saá paa Taffeluhret, om tre Timer vilde det være
afgjort. Tre Timer. Han stirrede paa det hvide Rum imellem de to Tal: 11
og 12. Indenfor det Rum laa det hele, den lille, hvide Plet …
Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.
“Men,” han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til
Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, “er det Dem, jeg troede, det var
Avisen.”
Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig:
“Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en
Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spaseretur ud ad Bredgade, og
saa kom jeg paa Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunde tage lidt Varme i
mig hos Dem.” Han slog Skindkraven ned. “Men der er maaske ikke lagt i
endnu.”
“Jo, der er lagt i.”
De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige
Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.
“Ikke for det, jeg har været “slem”,” sagte han. “Jeg havde Selskab
iaftes, og saa, da de gik–et Par af Rødderne med deres Damer–satte jeg
mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller paa
Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver saa forbandet
sentimental, naar man ser paa al den Vederstyggelighed …” Han varmede
sine Hænder ved Kakkelovnen. “Og “Ugebladet” havde ønsket en Idyl …”
William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter
en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede
sine Saaler.
“Men hvordan gaar det egentlig Dem?”
“Hvormed?”
“De har jo været oppe hos Professoren.”
“Ja,” William standsede, derpaa sagde han sagtere: “Og jeg skal prøve
idag.”
“Ja saa,” Hoff vendte sig.
De tav et Par Minutter; Hoff saá stjaalent paa Høg, drejede sig igen om
mod Ilden.
“Undskyld,” sagde han saa, “men jeg vidste jo ikke, det var idag.”
Han knappede Pelsen, tog Williams Haand, beholdt den lidt imellem sine
og gik ud paa Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op.
Dér tog Hoff endnu en Gang hans Haand:”Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder,” sagde han. “Farvel, Høg.”
Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg
glemte aldrig det Farvel.
Nu gik han i Theatrets Foyer og ventede. Etatsraaden kom straks, havde
Portneren sagt, om Hr. Høg vilde gaa op … og nu havde han allerede
ventet et Kvartér. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren,
maalte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude paa Scenen, hvor der
var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker.
William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver
Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gaaet af, en lang Stribe
over, det maatte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet
paa Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den
forfærdelig.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i
Blomsterbordene–dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér.
Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne–de var helt tørre,
William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den …
Mon de dog aldrig vilde komme?
Det var naturligvis blot Klodser–alle Bøgerne i Bogskabet, med malede
Rygge … og der var heller ingen Glas for Dørene … naturligvis.
William stod og lavede Navnetræk paa Laaget af Flygelet, han kunde
skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det
andet, saa hørte han Trin ude paa Gangen og troede det var dem. Han
tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde–det blev helt skident–
Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu!
Men Klokken var dog mange, snart halv, maaske kom han slet ikke til at
prøve før tolv, isaafald var der syv og tredive Minutter til, syv og
tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det,
han saa havde fantaseret forgæves om Morgenen …
“De kan godt straks komme herop,” vækkede saa en Stemme ham henne fra
Døren til Scenen. “Etatsraaden venter heroppe.”
William fo’r sammen. “Tak,” sagde han. Herren, der havde talt, gik
tilbage paa Scenen.
Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og
Kulisserne, og William maatte gaa et Stykke langs med Væggen, inden han
fandt et Par Trin og slap Ind. Saa stod han paa Scenen.
Han blev staaende, genért, trykket op til Kulissen med Bogen i Haanden.
Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje paa ham og hviskede
et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og
talte op imod ham:
“Straks,” sagde han, “straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper.” Han
satte Hænderne for Munden og raabte op i Sofitterne, et Bagtæppe
rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik
hviskende ud i Kulissen …
William stod og saá paa en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i
Parkettet–hun slog Klapperne op med et Smæld–Række efter Række. Det
var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække
Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen,
fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet …For han syntes selv, han var næsten ligeglad.
Saa–det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle
Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule
Haand …
William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget
sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i
Parterret–hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun
ivrigt med Klapperne …
Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsraaden tog
sin Stok ved første Kulisse og gik op.
“Altsaa Hr. Høg,” sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de
graa Bryn.
“Ja–det er William Høg.” Tænderne klaprede i Munden.
“De er kommen til at fryse,” sagde Etatsraaden stadig med Glasset for
Øjet. “De skulde have beholdt Deres Overfrakke paa.” Han vendte sig ud
mod Tilskuerpladsen: “Er Regissøren der?”
Regissørens Hoved kom med et “Ja” til Syne i Orkestret. “Og Hr.
Andersen?”
Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to
Trin. “Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene
for at spare et Gasblus,” det var Hr. Andersen, som brummende og
hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.
Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det
halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede
noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.
“Den unge Mand prøver som “Tartuffe”,” sagde Etatsraaden.
“Naa, saa er det vel Elmire?” Hr. Andersen begyndte at frigøre sit
Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. “Man burde
ikke have Theatre i vort Klima,” henkastede han alt imens til
Etatsraaden.
William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han vilde
begynde med Scenen med Elmire. “Ja, det vil vist ogsaa være nok.” Hr.
Andersen forsøgte at stave den smaa Skrift i Bogen, men erklærede ikke
at have Katteøjne. Der blev saa tændt en Række Gasblus i Sofitterne.
William hverken følte eller tænkte. Han var vis paa, at han ikke kunde
et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han saá Hr.
Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk paa hans Spørgsmaal,
alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han
næppe …
“Ja, Etatsraaden er gaaet ned,” sagde Hr. Andersen–han havde raabt
forgæves to Gange–“hvis De ønsker at begynde …”
“Begynde, ja–lad os saa begynde …”
Han saá nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod
hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog
Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et
Par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.
“De sidder altsaa dér?” spurgte Hr. Andersen igen.William nikkede. Etatsraaden rejste sig nede paa første Bænk. “Om vi
begyndte,” sagde han, satte sig igen. William saá ham tage et hvidt
Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod
Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op
lige til Ørene–
Det var Publikum–
William Høg maalte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra
Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var
tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig
Anstrengelse væltede dette tomme fra sig–
Hr. Andersen gik op, kom atter ned–William ventede endnu …
I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke,
Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i
Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem paa første Bænk i Parkettet
… Han drog et Suk, aabnede Læberne, det var som om Lyden sad fast …
hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes–Nu fik han Lyden frem.
Saa hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum–
Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han
var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet,
lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.
I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer
var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede
for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den vilde
ikke frembringe Lyden.
Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste
sig–
Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det,
hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem:
i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde
Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende,
som flygtede og veg fra ham–
Men han vidste, han kunde ikke gribe det–
Han hørte sin egen Stemme, saá det hvide Lommetørklæde paa Etatsraadens
rokkende Hoved … Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig,
leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske,
der kom ham nærmere og nærmere … helt ind paa Livet …
Sveden sprang frem paa hans Pande, store kolde Draaber; i Krampe
trykkede han Armene mod sit Bryst.
Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale–Han hørte Hr. Andersen hviske,
saá den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet …
Saa flygtede han.
Han løftede Armene, som om han vilde tage Vidne paa sin Afmagt og med et
uforstaaeligt Udraab løb han op over Scenen …
Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Haanden. Saa lagde han sindigt
Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.
William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle
Gange, vendte sig saa og gik ned ad Gangen. Etatsraaden stod og pudsedesit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulde se
hen … Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at
pudse nervøst paa Glasset …
“Jeg be’er Etatsraaden undskylde,” der var lidt Graadklang i Stemmen,
men William betvang den, “den Tid jeg spildte …”
Etatsraaden saá op fra Glasset hen paa William: “Forstaa mig vel,” sagde
han saa, “forstaa mig vel,” men han stoppede op igen og pudsede videre.
“Jeg saá godt, jeg kunde ikke.” Det kom simpelt. Etatsraaden stak
Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: “Nej,” sagde han og saá atter
lidt paa skraa over paa Høg, “det var … var besynderligt.”
Højvelbaarenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord.
“Besynderligt,” gentog han saa noget slæbende, tog pludselig i og sagde:
“For noget var der bag …”
Etatsraaden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en
Mand, der er tilfreds med sig selv.
“Ja, noget var der bag,” gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede
frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende
Kam, “noget var der …”
William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunde se ud
som et Smil. Saa bukkede han og gik ind i Foyeren.
Regissøren hjalp ham Frakken paa; han lo, fordi den var for snæver,
talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker paa og gav
Regissøren Haanden–
Etatsraaden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede
forbavset paa Døren, der faldt i for William Høg.
“Besynderligt,” sagde han.
“Besynderligt,” gentog Pelskraven.
Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.
Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.
Hoff ventede udenfor Theatret. Han gik frem og tilbage paa Fortovet i
sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals
Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede
væddet om, hvorvidt “Genstanden” var blond eller brunet …
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde
Varmen og gjorde stadig Promenaden længere–
Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en
Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William.
William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende
forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige paa
Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.
Saa gik William forbi ham.
Hoff vendte sig, saá længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:
“Forbi,” sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.
*
*
*
*
*TREDIE BOG
GOLDE AKS
I
William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne
sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa gik
han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og
han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved
Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.
Han var ikke vaagnet endnu.
Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde
haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas
i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun
haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.
“Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde,
jeg vidste ikke, om Du skulde ud.”
William sad og stirrede.
“For det er jo,” Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et
Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. “William! Du har
prøvet … og …” hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: “Du
har prøvet.”
William rørte sig ikke. “Jeg vidste det,” sagde hun.
Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.
Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav
sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev
at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede
den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod
hans Haar …
Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun
blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.
Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende
paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres
første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig
som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne …
William rejste sig og forsøgte at tale. “Bliv heller her inde, William,”
sagde Nina. “Du kan jo sidde ganske stille.”
“Nej … jeg … jeg maa være alene,” Ordene lød som et brudt Ekko,
“lidt alene,” sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.
Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: “Hvor Du lider.”
Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk
Smil, mens han sagde:
“Ja, jeg har det ikke saa godt.”Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham
endnu fastere til sig: “Kan Du ikke græde?”
William rystede paa Hovedet: “Lad mig være alene,” gentog han, “lidt
alene.”
Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit
Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget
Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som
paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, og med noget som et
hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.
Hans Tanker begyndte at vaagne.
Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige
Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve
Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og
smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af
Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets
Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke
vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.
Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres
Barnepigers Ansigter … Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas
Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde
hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.
Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa
blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned
ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første
Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá
efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen …
Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne
flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik,
med et halvt Øje …
Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de
Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i
deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de
kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende
Øje … hjælpeløst og forstenet.
Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som
Svagheden hidkaldte dem for at dække …
Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i
Ansigtet.
Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.
Altsaa var det forbi.
Slaget tabt.
William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne
var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og
næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende,
Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa
Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne …
Forbi.
Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved
Uhrværket, der var sprunget.Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans
Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.
Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede
tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan
det vel var muligt … hvordan er det muligt?
Hvorfor? Hvordan?
Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte
lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde
i den samme Kreds.
Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som
sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!
Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig
ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i
blodigt Kød, naar man skar det bort?
Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa
det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.
Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem,
som laa ham paa Tungen?
Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten,
Vinden føg … Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé …
William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa
var Sagaen sluttet.
Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand,
der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke
bære …
Nej–nej!
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.
Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham
Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som
han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede
og dulmede paa samme Tid …
Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke
Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var
det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede
om det? Hvor?
Og mer end det: han havde arbejdet for det.
Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede
ikke og de vilde leve … Og han selv havde været som de andre, sløv,
gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa
det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det–men han
havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det …
Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om
ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over
hans Seng og hen over hans Ansigt–
Ja–han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selvtil at være rask. Nu, nu var det forbi–nu vidste han det, nu vilde det
komme, baade Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var
forbi, færdig–
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken
have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.
Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om
ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.
Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham
under Erindringens Mareridt. Aa–det idetmindste kunde aldrig komme
igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og
fugtigt bestandig lagde sig over det paany–saaledes havde han følt
det …
Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.
Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.
Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om
Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.
Alle disse fire Aar–hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys
havde han anet, hvad der nu var sket …
Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa
Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig–og vidst det.
Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejghed.
Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.
Fejg–fejg!
Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra–han huskede
det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg,
angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i
sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede,–det turde han ikke.
Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken
vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der
var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede
over tavse Lig–
Han saá tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset
slukket over sløjfede Volde.
Den sidste Høg havde været en Don Quichote–der havde kæmpet med
Vejrmøller!
“Don Quichote.” Det var morsomt–morsomt
*
*
*
*
*
Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.
Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring,
ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt
hans Øjne til … han var bedøvet under sin Elendigheds Last.
Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds
Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.*
*
*
*
*
Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet,
lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom
med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han
kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde
helt optaget hans Tanker i mange Tider. Arrangementet, det hele; han
havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar
hun blandede Biskop og skar Smørrebrød … Saa den næste Morgen, da
Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet
en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han
følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og
drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgaa det, som kom ham
nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse–
Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at
smile ved Tanken om dette. “Jo–o, Ballet var forbi.”
William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig
selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde
lét, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og
tilsidst mente: “Der var noget bag”–især saa da Regissøren gentog det,
i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig
Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.
“Der var noget bag …”
Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med
Knappenaale.
Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og
gik ud i Spisestuen.
Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været
bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.
Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde
noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over
Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.
William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen.
Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem
et Vindstød mod Ruden.
“Der staar noget Boeuf,” sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen
imod Williams Krog.
“Jeg er ikke sulten.” Han forandrede ikke Stilling; “Tak.”
Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa
Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og
tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.
“Hvor det stormer,” sagde Nina.
“Ja, det er blevet slemt Vejr,” der var det samme brudte, udslukte i
Lyden, han tav lidt: “Det fryser ogsaa.”
De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten,
hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog
Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.
William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst
drejede han rundt og gik hen imod Døren.”God Nat,” sagde han.
“Gaar Du?” Tonen var angst.
“Jeg–gaar,” William mumlede, “ud at se til Gerson.”
“I det Vejr–“, men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.
Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem.
William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i
Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa
disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.
Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ plads.
Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller
tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og
Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage
med et Hvin.
Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens
Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.
Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og
Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem
med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig
borede sig op mod Vinden.
Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt
kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og saá tilbage, naaede
saa en hundrede Skridt frem til Porten.
Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad
alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt
Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper paa alle
Afsatser.
Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa
Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen
lukkede op.
“Om Hr. Gerson var hjemme?”
“Nej, Studenten var i Theatret med Fruen.”
William stod lidt i Tanker. “Naa–i Theatret.” Han blev staaende og
faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa
Entrédøren. “Naa, i Theatret.” gentog han i samme Tone, vendte sig og
gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han
tilbage: “Hils.”
“I Theatret,” det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var
faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af
Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og
ubestemt, smertefuld Efterdønning.
Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en
Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en
stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for
at læse det.
Grevinde–jo, der stod Hatzfeldt.
“Boede hun her–det vidste han ikke?” Han smøgede Kraven op og gik
langsomt ned ad Trappen ud i Porten.”Det er haardt Vejr,” sagde Portneren, han stod og fejede noget
sammenføget Sne bort fra Gadedøren.
William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod
Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han
gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i
Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.
Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen–
“Grevinden var hjemme.”
Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret
Maade, meget stilfærdigt.
“Grevinden var i Kabinettet.”
William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. “Tak,” sagde
han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portière og sagde:
“Dér …”
I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde
Hatzfeldt kom Frem paa Tærskelen.
Tjeneren gik.
Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet
og krammede sin Handske.
“Saa kommer De da endelig,” sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun
slap Portièren. “Hvad skriver vi idag?”
De kom ind i Kabinettet.
Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften
var gennemtrængt af Violduft.
“Er her Dem for parfumeret?” spurgte Grevinden.
“Aa nej, her er som hos Hr. Hoff–”
“Hos Bernhard–Hoff–ja, det vil jeg tro,” Fru Hatzfeldt havde talt
noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: “Jeg kunde
tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede …”
Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar.
Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa
Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og
mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad
der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den
Maade.
William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema,
skosede til fælles Bekendte og snakkede op.
Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen;
Grevinden maatte fare Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler,
mens William svarede med tomme “Ja” og “Nej”. Han sad og stirrede paa
Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over
Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saa ud, som det glødede
… Hvor det maatte være varmt.
Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden,
og han næsten fo’r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene:”De maa ikke være vred,” sagde han.
“Vred?”
“Ja, fordi jeg er kommet,” han stod lidt, kæmpende med sig selv. “De maa
ikke være vred,” gentog han, “det var–det var, fordi–”
Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.
“Høg”–Grevinden rejste sig–“hvad er der hændet Dem?”
William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saa paa hende. Hun var
traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen–hvor hun var stor
og smuk!
Og William standsede: “Jeg har ikke haft det saa godt idag.” sagde han
sagte.
“Og hvor gaar De nu hen?” spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.
“Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?” Grevinden saa paa ham og blev
slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og
pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.
“Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket,” sagde hun mildt,
hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede
hun: “Det er jo dog derfor, De er kommet–”
William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede
sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen
af dem talte.
Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans
Liv–
Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf,
bestandig klappende hans Haar–
Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar
… Han sukkede og hviskede sagte–sukkede igen og græd.
Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin
Moder, Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under
Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket–.
Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han
klagede, han anklagede.
Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde
arbejdet–Nat og Dag–Dag og Nat. Den Dag, det var kommet … det var
Kamilla, der havde vækket det, Kaldet … aa,–han havde taget det for
en Aabenbaring. Og han havde forsaget–forsaget–
Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod
Sygdommen–og nu, nu var det forbi–
Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede
bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt
… Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville–
Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev
denne Vilje til et Barns Klager.
Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.
“Gaa ikke!” bad han.Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det
glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om
hendes Hals, og hun saá ned.
“Barn,” sagde hun.
Saa smilede han for første Gang.
“De ligner Kamilla,” sagde han og lagde Hovedet ned igen.
“Jeg vil spille lidt for Dem,” sagde Grevinden, “lidt inden The.”
Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden
Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet.
Hvor det dog var en blød Melodi!
Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe
havde trængt til Hvile–saa længe.
Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende. Grevinden sad
i Mørke–kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide
Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt
og buede … Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede
Armene over Tasterne.
Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu….
Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og
Tvivl og ny Anspændelse–ja, for træt havde han været….
Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe
siden….
Se, de hvide Arme … som Slanger….
Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet
støtter paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt
som for at vinke….
Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne
blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham,
satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.
“Ikke sandt, det dulmer,” hviskede hun dæmpet.
“Ja–Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig …”
“De holder meget af Hoff,” sagde hun og saá ned.
Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans
Tindinger med begge Hænder. Saa gled der et pludseligt Glimt over
Williams Ansigt, og de smilede begge.
Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede
de de aandende Munde, Læbe mod Læbe….
*
II
*
*
*
*Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det
var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.
Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu
stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse
bleven til et hjælpeløst Barn.
Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og
tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være
mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det
engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig
ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var
højt over de fyrre.
Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget
vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme
Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at
arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et
Sted.
Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig
skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til
Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle
holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede af taagede
Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.
Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von
Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var
opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen
maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin
Daabsattest–var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit
Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.
Efter Grevens Død–de var kun gifte i tre Fjerdingaar–havde Fru Eva
opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i
Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have
undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i
København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med
den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en
Dame, der i alt var komplet _comme il faut_ og som optraadte med en
blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at
lytte til Rygter.
Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres
Usandsynlighed.
–Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den
bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som
nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar
frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle
Forbindelser i det selskabelige Liv.
Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man
skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken
hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved
Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer,
hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde
kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden–alt dette var jo netop
uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunde blive
bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at
kunne dele Ungdommens Nydelser.
Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i altbaade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester ag sang
overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne,
men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant
som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde
Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin
var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige
Liv….
Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en
Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun
ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener.
Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet
skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens
hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede
Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt.
“Kys mig,” sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans
Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham
et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.
Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten
en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham
op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede
han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og
Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.
William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens
han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende
Kærtegn.
Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig
næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, “som skrev med deres
Blod”, og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt
al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa
tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt,
at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte
havde andre Grunde–men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede
overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel
undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige
Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den
Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i
Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet
Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden
at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske
og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have
nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv,
men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.
Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans
Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse,
der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et
formummet Spil.
I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk,
sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under
Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i
disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for
ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af
Søvnløshed og uden Taarer.
Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv … Naar han nu
tænkte paa hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene
for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke,og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt …
Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr,
hende sit Liv–Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte,
og han turde ikke se mod det skinnende Billede–Nu, da det var brustet
og forbi–
Forbi.
Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.
Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.
Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund
for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren … Han lagde en
Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de
Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af
denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte
al hans Lidenskab og al hans Villie?–kunde han ikke dø?
Thi udenfor dette laa det store Intet–Fortabtheden, Elendigheden. Kun i
deres Kærlighed var der Liv.
Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad
ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en
Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme
som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans
Haar. Hun spillede for ham: “Hvad spiller Du?” spurgte han.
“Kinderscenen,” sagde hun.
Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik,
der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes….
Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad
Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en
Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.
Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende og begyndte
paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. “Ikke den Bog,”
sagde hun, Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte,
Lamartines “jocelyn” eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets
Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og
bede ham holde op.
Og til andre Tider var hun “Damen”, koldt overlegen og rolig. Hun saá
ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin
Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun saá
ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá
hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse–saaledes kunde hun være.
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende
under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften,
et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham
bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine
Smil–kolde og forbindtlige Smil …
Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende
Haremsdame at se, lad og træt … Hun talte dæmpet, naar hun endelig
talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen
paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over
Sofaen.
Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende
Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie
til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham ogsig …
Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte
Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem–var dem
som en Moder …
Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde betragte ham med
sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist
Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar
han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes
Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var
gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens
Førstegry …
Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.
Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams
Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.
Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han
elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem
Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han
skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab
kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand–ny Brand.
Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke
tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans
Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis
Genstand han aldrig syntes at kunne fange; fordi den aldrig var den
samme.
Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.
Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla,
da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.
Var dette anderledes?
Jo anderledes, anderledes og dog det samme: Thi golde var disse
Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde
Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at
modtage noget for, hvad han gav …
Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og
hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor?
Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.
Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa
hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt,
noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig
Forblødning … Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans
Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i
hans Øjne slukkedes …
Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne
Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun
vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.
Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var
han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne
Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han
følte Lede, men blev.
Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et GlasSukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe,
kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den
hen–saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han
udtørredes under sin egen Lede.
Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham
saaledes synke hen i en Døs.
Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden
i Selskaber.
En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa
skulde Vognen køre dem op om Valby.
William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han
var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde
opgivet at tage hende noget ilde op.
Lidt borte fra Runddelen saa han Hoff komme kørende i Alléen.
Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet,
meget bleg og indfalden saá han ud, og trods det gode Vejr havde han
Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe
siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange,
de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord.
Han vilde helst være fri for at tale med ham …
Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. William
maatte standse og gaa ud til Vognen.
“Tager De ikke med?” spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede
Haand ud af Pelsværket, “det er blot paa en Time.”
“Nej Tak”–William skulde til Byen …
“Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr,” Hoff
rejste sig i Vognen. “Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels–jeg vil
hellere gaa.” Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i
Vognen … William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage
af med Pelsen alene.
“Aa, kære, skidt med det–saa længe det er siden,” Hoff traadte ud af
Drosken, “vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!”
“Skal De ikke betale?” …
“Jo, det–aa nej, jeg har ham paa Regning.” Drosken rullede af og de gik
over i Alléen. “For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden,”
sagde Hoff.
William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: “De ser meget daarlig ud,”
sagde han blot.
“Aa ja–det er min Roman–den tager paa Kræfterne …”
“Skriver De paa en Roman?”
“Ja–og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været
ude …”
“Hvad handler den om?” spurgte William, som var glad ved at have fundet
noget at tale om.
“Aa,” Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, “hvad Romaner
almindelig handler om–om Verdens Daarlighed”Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden og skubbede lidt
Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. “Aa ja–det er jo et rigt
Emne,” sagde han.
“Temmelig.” Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: “Men De ser skam heller
ikke synderlig rask ud.”
“Vist som sædvanlig.”
“De skriver maaske osse paa en Roman?”
“Nej,” William lo, “men jeg tænker paa det.”
De gik atter tavse: “Jeg har været hjemme nogle Gange,” sagde Hoff, “men
De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet …”
“Ved Bladet?”
“Ja–vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole–og saa tænkte jeg,
at De vilde passe godt.” Hoff saá ikke op, men William havde paa
følelsen, han alligevel skævede til ham.
“Jeg skriver ikke,” sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.
Hoff gik videre: “Godt nok,” han standsede lidt, “men noget maa De dog
bestille.”
“Ja–tage Eksamen.”
“Naa,” Hoff gik til igen, “ja, naar De vil tage Eksamen.”
“Jeg er jo politisk Studerende.”
“Saa? Det har jeg osse været … det er et dejligt Studium. Og De skal
vel op til Jul om et Aar?”
“Jeg har ikke tænkt paa at gaa op …”
Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i
Hatten: “Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han
aldrig saá Dem undtagen paa Trappen.”
Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. “Det er nok det samme
Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor.”
“Ja–Grevinden bo’r dér i Stuen …”
William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren
bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene
Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfel Betoning.
“De kommer der nok–en Del,” sagde han.
“Grevinden har vist os megen Venlighed,” Tonen var kort, og der var en
let Streg under os.
“Naa–Deres Søstre osse,” Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa
alvorligere: “Mon det er rigtigt?”
“Hvilket?”
“At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt.” Hoff slog Asken af
Cigaretten.
William blev først bleg, saa meget rød.”Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De–men …” Hoff saá som
tilfældigt over til Høgs Side …
Saa greb William det nemmeste Middel: “Grevinden er en Veninde af vor
Familie.”
“Naa–ja, det vidste jeg ikke.”
“Og De, som kun har set Grevinden én Gang–”
“Har vel næppe Ret til … nej, ganske vist. Men,” Hoff slyngede
Cigaretstumpen væk: “jeg har osse kendt hende før.”
William smilede: “Jeg synes, jeg erindrer, at De blev
præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal.”
“Ja–det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu
alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden.”
William blev heftigere; “Man taler ikke saadan om en Dame,” sagde han,
“undtagen man …”
“Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør der, fordi jeg
har været hendes Elsker.”
“De!” Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede
paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned,
hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.
Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.
Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede
den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
“Jeg var kun seksten Aar,” sagde saa Hoff Det blev meddelt ganske tørt,
som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede:
“Grevinden holder saa meget af unge Mennesker.”
De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte, Hoff tog igen
Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom
til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.
Hoff hilste ærbødigt.
William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: “Hvem var det?”
“Det var Grevinden–med den unge Jansen.”
William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad
ved Siden af hende paa Forsædet.
“Aa,” sagde Hoff, “Jansen er et smukt Talent og–et vakkert Menneske.”
I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa
slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.
“Og saa det med Bladet?” spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede
det.
“Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive …”
“Maaske–men jeg har nu den Idé …”
“Ja–ellers Tak,” William vilde gaa … “At skrive, hvad jeg kunde, varvist ikke Umagen værd.”
“Naa, jeg plager Dem Jo ikke. Farvel, Høg.”
De skiltes.
William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle
statsvidenskabens Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her.
Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af
hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.
Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen.
Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde
tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir,
margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han
hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede,
bidende i Penneskaftet–
Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen,
maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden,
som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog
hans Evne og slørede hans Opfattelse.
Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.
Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen.
Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde
ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade
Svar og Tiltale.
Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer … ikke
Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op
og tage Tag i sig selv:
“Det er Begyndelsen til Galskab,” sagde han. Men lidt efter lagde han
sig igen og sagde: “Det gør ikke noget.”
Slet ingenting–og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.
Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at
de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte.
Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et
Minde, et eneste Ord–
Saa fo’r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev
aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.
Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var
saadan graat overalt.
Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede
Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive,
læste noget højt for sig selv, skrev igen–
Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op.
Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i
Stykker og brændte hver Stump paa Kakkslovnspladen.
*
*
*
*
*
–Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.
De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De
sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.”Hvorfor kunde Nina ikke tage med?” spurgte Grevinden.
“Jeg vilde ikke have det.” Tonen var kort.
Grevinden saá hen: “Hvorfor?”
“Det ønsker jeg ikke at sige Dig.”
“Aa,” Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det
halvt for Munden. “Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for
Frøknerne Høg.”
“Netop.”
Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. “Det er kommet noget
sent.”
“For sent,” sagde han.
Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den
anden Side ud over Sundet.
“Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg,” sagde hun og vendte sig
lige imod ham.
“Det tror jeg ikke.”
“Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?”
William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
“For Du talte jo forleden med den Herre,” vedblev Grevinden.
“Ja–som Du saá.”
“En smuk Omgang.”
William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: “Ja din
gamle Elsker.” Det lød som et Stenkast.
Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Haanden for at slaa
nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:
“Hvem har sagt Dig det?”
“Han selv” …
“Ah!” Grevinden sandede dybt. Men saa hævede hun Blikket, og seende ham
stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:
“Og om saa var” …
Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han
Haanden og han hvislede Ordene frem: “Jeg slaar Dig.”
“Ja–hvis Du turde” … deres Blikke mødtes … hvilede i et Nu i
hinanden. William slog Øjnene ned.
Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.
“Tror Du jeg tør?” Og hans løftede Haand fo’r ind mod hendes Ansigt.
Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa
hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: “Skøge–Skøge”og slog og slog.
Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.
*
*
*
*
*
III
Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem
over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede
sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: “Gud skal ogsaa vide,” han
rystede og skuttede Skuldrene op, “hvorfor vi skal ha’e Vinter hele
Aaret i dette rare Land.”
“Aa,” William talte noget søvnigt, “Vinteren er s’gu alle Dage bedre end
Sommeren.”
“Du mener, det er alle Dage ligegodt–aa ja–der er noget i’et.”
De gik lidt.
“Uh, sikket Sjap,”–det var Hoff, som talte–” og saa er der endda
Huller paa mine Støvler” …
“Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?”
“Nej,” Hoff gabede igen, “jeg lod det staa. Jeg kunde ikke”–ny Gaben
og Kuldegysning–“faa Forskud før i næste Uge.”
“Naa. Har Du nogle Cigaretter?”
“Jo–værsgo’.” Høg fik, tændte,–“uh, det er dog nogle irriterende
idiotiske Piger–de er s’gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme.”
Hoff svarede ikke og de gik videre.
“Du véd maaske ikke, jeg er flyttet,” sagde han saa, det kom noget
dumpende.
“Jo, jeg hørte det,” de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra
Brostenene. “Hvorfor har Du ikke talt om det?”
“Aa–jeg véd ikke–det er … jo ingen Begivenhed.” William var lidt
usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.
“Er Du blevet uenig med din Søster,” spurgte Hoff.
“Pyh–der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter
over elleve …”
“Aa–ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke
hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem
og læse Lamartine …”
“Lamartine”–
“Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi’e mig i Lag
med Romantikken …”
“Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?”
“Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne erslemme i denne Tid.”
“Ligesaa hos os! God Nat.”
De skiltes–
Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor
Hugo, hvorved han fordøjede Maden–han sagde altid, at Vers var det
samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene–bankede det paa Døren.
Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte
for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude
paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
“Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme,” Hoff hviskede,
Tonen var irriteret.
Madammen gik hen over Gulvet: “Det er jo er Dame,” sagde hun tørt og
lukkede Døren op.
“Naa,” sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. “Ja, saa i Guds
Navn …”
Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og
adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd
at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.
Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: “Hr.
Hoff er hjemme,” sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen,
som bad hende blot ikke være bange.
“Tak.” Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. “Tak.”
Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse,
indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved
at staa dér, som om hun ventede.
Hoff rejste sig helt fra Sofaen: “Ja, Hr. Hoff, det er mig.” sagde han og
bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: “Læg
lidt Kul paa,” sagde han. Derpaa til Damen: “Frøkenen vil maaske tage
Plads.”
Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede
nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa
Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.
Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke
sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende:
“Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen,” sagde han.
Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med
sig selv. “Mit Navn”–det var næsten uhørligt–“er Nina Høg,” sagde hun.
Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.
“Frøken Høg.”
“Jeg,” Ordene sank efterhaanden, “er kommet for at tale om min Broder.”
Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde
have kendt hende igen.
Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod
Gulvtæppet … “Jeg kan tænke det,” sagde han sagte.
Nina krammede lidt om Sjalet: “Han bo’r jo ikke mere hos os,” sagde hun.”Nej.”
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op,
men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.
Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men
saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt
graadkvalt: “Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men–men
jeg er saa ulykkelig … vi … Sofie og jeg …”
Hun holdt inde og drog Vejret dybt: “Og saa kommer De jo saa meget
sammen med ham …”
“De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder …”
“Nej … men … det er ikke det … men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo
ikke, hvad vi skal gøre.” Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet,
tørrede Taarerne bort. “Det er det, som er saa sørgeligt,” sagde hun.
Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og
ned ad Gulvet. “Ja, sørgeligt,” sagde han.
“Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre … gøre noget.”
“Hvilket?” Hoff standsede og saá paa Nina.
“Naar han blot vilde flytte hjem …”
Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i
Lysene paa Flygelet–mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
“Det var en stor Ulykke,” sagde han.
Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun
sagde tonløst: “Men han kunde jo ikke.”
“Men hvad har han Interesse for?” spurgte Hoff.
Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til
Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: “Ser han daarlig ud?” spurgte
hun.
Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:
“Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet,” sagde han, “og … De
skal ikke være bange …”
Han standsede, fortsatte derpaa roligere;
“Det er maaske kun en Overgang.”
Nina saa spørgende op, “Men de Artikler … var de ikke … sære?”
“Jeg tror bestemt han har Talent,” sagde Hoff.
“Tror De?” Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter
dæmpet: “Men han har ingen Kræfter,” sagde hun.
Hoff drejede Hovedet: “Aa, naar han blot vil.”
Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.
“De skal se, det er en Overgang,” sagde Hoff igen. “Det er Skuffelserne
… naturligvis … en Reaktion.”Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle
Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; “Og Saa med Pengene …”
Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt,
men Hoff saa, hun skælvede.
“Han bruger saa mange Penge … og vi … og han er ikke rig.”
“Ja–han … bruger jo noget …”
“Men–hvor faar han det?”
“Ja,” Hoff stammede, “han … tjener jo noget ved Bladet.”
Mina rystede paa Hovedet: “Det er for Navnets Skyld,” sagde hun og
vendte sig helt.
Hoff var rørt, han tog hendes Haand: “Hvis jeg kunde gøre noget …”
sagde han.
“Lad ham blot komme hjem … kun en Gang imellem.” Graaden standsede
hende. “Vi ser ham aldrig mere.”
Ja …”
“Og vi … og jeg skal ikke skænde paa ham.”
Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
“Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet,” sagde hun.–
*
*
*
*
*
William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa
Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man
havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede
der.
Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet
Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en
stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en
anden Tilværelse.
Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov–hvad
han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller
paa Chaiselonguen.
I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var
om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som
den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev
liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op
for?
Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde “slaa” nogle.
Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.
Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter
Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde
at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk
Dyne.
Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til
Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt
sammen og sov mer, end han var vaagen.Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men
alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan,
havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning
alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker
var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af
nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget
hidtil fremmed, dertil var han for slap.
Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig
Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt–og
det, det var just det, han ikke gad.
Hvad han læste, var mest Filosofi.
Han troede ikke–han gav sig ikke af med at tro–søgte heller ikke at
gennemtænke–han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med
noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den
moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.
Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til
paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel
Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk,
saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans
Yndlingsbeskæftigelse: “le ad det hele, Don Quichote-Idéen.”
Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den
Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.
Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de
vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han
fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om
Vægt af Hjernen, om Fedtstof.
Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud.
Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform
paa hans Sjæleliv.
Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende
rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han
snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte
ham til Undskyldning.
Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger,
hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens
samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han
ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller
rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.
Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk,
saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men
for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til
Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han
begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer …
Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om
Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele
saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.
Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage,
hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne
sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel,
og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende
Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaetKredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været
klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man
saa at sige gav Erindringen paa Borg.
Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i
Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen
vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om
Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.
Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at
betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De
første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han “levede” igen–
oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt
dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev
pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke
tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den
næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens
Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.
Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om
sin Broder.
Et Par Dage efter besøgte Hoff William.
“God Morgen.”
“God Morgen,” William lettede sig i Chaiselonguen. “Aa, jeg laa og
døsede lidt.”
“Jeg ser det … Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en
Hundekulde.” Hoff gik henimod Kakkelovnen. “Lægger Du ikke i
Kakkelovnen?” spurgte han.
“Der er vist ingen Kul,” sagde William ligegyldigt.
Hoff aabnede Kassen. “Nej”–
“Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa”–
“Man har ikke set Dig de sidste Dage.” Hoff placerede sig i den eneste
Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.
“Jeg var sammen med Storm iaftes … og Lund … og Minna.”
“Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm”–
“Hvorfor ikke–han er meget rar …”
“Aa, ja, og saa giver han ud,” Hoff sagde det tørt uden at se paa ham.
William blev rød.
“Igaar var det paa Deling,” svarede han lidt efter, “der blev drukket
tæt.”
De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag …
“Jeg mødte din Søster her nedenfor,” sagde saa Hoff.
“Nina?”
“Ja–hun saá daarlig ud.”
William svarede ikke … “Har Du nylig været deroppe?” spurgte Hoff.William lod distræt: “Nej–ej,” sagde han saa, “det er noget siden.”
“Jeg troede, Du spiste der.”
“Ikke mere.” William vendte sig halvt. “Det er nemmere.”
Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.
“Hør–Høg … lad os tale lidt alvorligt,” sagde han.
“Om hvad?”
“Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade.”
“Nej–ikke ret godt.” Det lød ganske ligegyldigt.
“Ja–Menneske, saa gør dog noget … naar Du vil leve …”
William lukkede Øjnene. “Aa, ja–naar man vil leve, men jeg vil hellere
dø …”
“Naa, ja–saa hæng Dig!”
William slog Blikket op: “Jeg har osse tænkt paa det.” Stadig søvnigt.
“Men Du tør ikke.”
Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt, “Foreløbig synes jeg nu,
Minna er ret grinagtig.”
“Det er jo en hel Del.”
“Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og
hun har … skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man
ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt–saa uskyldig ser
hun ud af Øjnene …”
“Hun er jo holdt af Storm,” indskød Hoff tørt.
“Ja,” William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, “det er jo det, som
er det mærkelige.”
Hoff tog hans Haand, “Men vi maa tale om det, William,” sagde han.
William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn.
Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og
sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: “Det kan ikke nytte.”
“Forbi,” sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen,
“forbi.”
*
*
*
*
*
“Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke.”
Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. “Saa skulde
Hr. Hag ikke have underskrevet des Papir,” sagde han roligt.
William knappede Frakken: “Men De faar jo Pengene om otte Dage … saa
kan De dog vente”–
“Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og”–Hr. Olsen foldede Papiret
ud–“her staar, at Summen er forfalden idag.”William havde det varmt: “Men jeg kan ikke betale,” sagde han og slog
Hovedet til Siden, “jeg kan ikke.”
Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter
Papiret sammen: “Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist,” sagde han.
Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, et Sekund ind i hans
glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.
“Ja,” hviskede han.
Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande, “Og det er et godt
Navn,” sagde Hr. Olsen, “et fint Navn.”
William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.
“Pengene er sikre nok,” sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir
med den flade Haand.
Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det,
og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:
“Nej, De kan ikke. De kan ikke gøre det.”
“Præsentere papiret?”
“Nej, De kan ikke,” gentog han.
“Hvorfor?”
“Fordi,” William blev rød som et dryppende Blod, “Fordi … “, han
standsede, “De véd, den er falsk–.”
Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: “Vilde det
hindre mig i at faa mine Penge,” spurgte han lidt mere hæst.
William kunde ikke svare.
“Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen,” sagde Hr. Olsen lidt
efter, han bakkede paa Piben … “Saa iovermorgen maa jeg præsentere
Papiret for Hr. Baronen.” Hr. Olsen rejste sig, “For der maa være Orden
i Forretninger,” sagde han.
William saá sløvt op: “To Dage,” sagde han tonløst.
“Det er en lang Tid,” sagde Hr. Olsen.
William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale,
mekanisk, sammensunket handlede han.
“Altsaa i Overmorgen.” Hr. Olsen lagde det blaa Papir i Mappen. “Farvel,
Hr. Høg.”
William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen,
ud paa Gaden–intet. Han var lamslaaet af Angsten.
“Iovermorgen.” Han hørte Hr. Olsens Stemme: “Det er en lang Tid.” Om
saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.
Han havde skrevet Baronens Navn efter–Det havde været en blot
Formalitet … Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen …
Men nu … nu … Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker
under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og
raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.
Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa
og bede; snart vilde han vende sig til Nina … Men han skød atter disse
Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane
ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne …
Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt …
Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene
vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at
fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kom
mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner … Saa
vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det
som Hoff …
Som Hoff–det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han
begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt,
bredte sig i al den fantaserede Blødhed.
Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte
forfra.
Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane
Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den
rige Mand og fik Pengene–
Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne.
Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham
dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed … Han
vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med
Navne … Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere …
Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op.
Han vilde gaa der straks.
Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen.
William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa
Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle
disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:
“Han laaner mig dem–han laaner mig dem …”
Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde
Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.
“Hr. Høg?” sagde han …. Men i det samme saá han paa William, der var
bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt
Spørgsmaalstegn.
“Af den gamle Familie,” spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.
“En Sønnesøn af Excellencen …” William talte sagte og støttede sig til
Egebordet.
Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: “En god
Familie,” sagde han, “en gammel Familie.” Han pegede paa en Stol.
William salte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke
sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Toner “Det er en Løftelse
med saadan store Navne.”
Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde:
“Jeg kommer for … kommer for …” Men saa standsede han. Etatsraadenrømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet–“kommer for”–
“Jeg er i Pengeforlegenhed,” sagde saa William.
Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: “Det hænder unge
Mennesker,” sagde han smilende.
William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
“Men,” Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo’r William sammen og
saá lynsnart paa hans Ansigt, “hvorfor gaar De ikke til Deres ærede
Familie?” Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under
Spørgsmaalet. “De har jo Onkler,” tilføjede han.
“Ja,” William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen …
Saa smilede han: “Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det
nærmeste,” sagde han.
“Vist saa, vist saa,” Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen.
“Naturligvis! jeg hjalp saa gerne …. men det maa ikke være behageligt,
vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed.”
William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale,
stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:
“Jeg takker Hr. Etatsraaden,” sagde han og gik henimod Døren.
“Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang.”
Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet.
Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om
Hjørnet.
William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han
boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik
tidligt i Seng og sov straks ind.
Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde
altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og
roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme
ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.
Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod,
der véd, at han skal dø og nu bare venter.
Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han
vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa
“Forfaldstiden”, men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham
ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke …
Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk
skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo,
trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som
med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt
og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og
mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene;
de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i
Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa tæerne–.
Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede
Skørter–et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.
William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog
ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om
Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret …
Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel–
“Det skal blive morsomt at faa noget nyt,” sagde William.
Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan
som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik … Med
Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige
Løsagtighed.
Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste
Gang … Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men
som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde
komme, hvorledes–tænkte eller spurgte han ikke om.
Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.
Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den
sidste Dag–han skulde aldrig se alt dette mere, aldrig–Og
efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.
Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst
forestillede sig en saadan Løsning–slet ikke. Han tog det kun op som et
Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag
før–før “dette” kom.
Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der
iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage,
bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad … Saadan vilde han
sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide–
Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en
Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa
vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt
… og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne
Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.
Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom
Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev–og
nu vilde han komme igen Klokken syv.
“Et Pengebrev?”
“Ja–han havde Protokollen med.”
William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned
ad Gulvet.
“Hvad er Klokken?” spurgte han.
“Halv syv …”
Et Pengebrev–et Pengebrev … maaske fra Etatsraaden–maaske …
Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde
været; han bare fo’r rundt i Stuen, rundt som pisket.
“Det er nok fra Etatsraaden,” sagde han.
Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blivei Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Barn, satte
dem fra sig igen, gik ind–han kunde umulig blive paa ét Sted.
Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med
bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét
sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han
spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun
havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.
Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden–Melodi efter Melodi, et
helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.
Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: “Har
De–Brev til mig?” spurgte han.
“Ja …”
“Pengebrev?”
“Tusind Kroner, Hr. Høg–”
William greb ham i Armen. “Tusind Kroner,” sagde han aandeløst, “hvor er
de?”
“I Tasken–men der skal først kvitteres.”
De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et
hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han
gjorde.
Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst,
som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem.
Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden
Gang–jo–tusind–Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde
dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige
for hans Øjne–
Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet
til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til
saa mange i den Tid.
Men nu sendte han ham de tusind Kroner.
William læste Brevet. “Jeg sender Dig Pengene,” stod der, “i den Tro,
Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. l
Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger.”
Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde
producere disse Regninger.
Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter
ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i
Skridtene.
“Ta’er vi saa i “Varren”,” spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik
samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.
“Er det Dig?”
“Har Du Mønt–”
“Ja–jeg har lige slaaet”–William tog Tegnebogen op. “Men jeg skulde
egentlig hjem til mine Søstre–”
“Aa–Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grundemaa tage Fribillet ved Kassen … Fanden skulde da drikke Thevand, naar
man har Møntsorter.”
“Nej–og der er jo osse Debut–”
“Saa ta’er vi Minna med Du–hun sidder og venter paa mig i
Frederiksberggade …”
“Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie,” sagde Nina fra Spisestuen, hun stod
og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.
Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. “Jeg stænker Eau de Cologne paa,”
sagde hun.
“Ja, William holder saa meget af Parfume.”
Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. “Nu
kommer han vist straks,” sagde hun og kom ind i Dagligstuen.
“Klokken mangler et Kvartér.” Sofie satte sig til at sy, Nina sad og
nynnede henne ved Klaveret.
“Hør, Nina–saa siger Du jo ingenting … slet ingenting.”
“Slet ikke …”
“Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham …”
Nina nynnede igen: “Naturligvis.”
Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde
den Damaskesdug helt skinnende.
Det ringede nede paa Porten. “Mon han kommer allerede.” Nina stod paa
Springet til at lukke op i Entréen.
Sofie lyttede: “Nej, det var til Kammerherrens,” sagde hun.
De satte sig igen.
“Nu er Klokken vist otte,” sagde Sofie, saá paa Uhret. “Han kunde da
gerne komme præcis.”
“Ja–den er fem Minutter over …”
Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik
ringede det nede i Porten, saa fo’r hun sammen og ventede. Men den
ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.
Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved
Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.
“Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte,” sagde Sofie.
De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.
“Hvis han nu ikke kommer,” sagde Sofie sagte.
Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa
Kinderne. “Han er blevet forsinket,” sagde hun.
Pigen kom ind.
Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: “Sagde Studenten–Klokken
otte?” spurgte hun.”Ja–Klokken otte …”
Sofie saá paa hende. “Han er blevet forsinket,” sagde hun og slog Øjnene
ned.
Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.
“Lad den staa,” sagde Nina.
De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op
og ned ad Gulvet. “Han kunde have sendt Bud,” sagde hun.
Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: “Vi kunde hente ham,”
sagde hun.
Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa
Puffen med Ansigtet i sine Hænder.
Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de
begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de
sad.
“Saa spiser vi,” sagde Nina.
“Jeg er ikke sulten.”
“Men det nytter ikke,” hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret,
“han kommer ikke.”
Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. “Kom saa,” sagde hun.
De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for
Sparepengene: “Spis,” sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies
Tallerken.
“Tak.” De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.
“Hvor mon han er?” spurgte Sofie, Det ringede i Porten. Nina blev rød,
slap Gaffelen. “Hvis det var ham,” sagde Sofie.
De lyttede uden at se paa hinanden. “Han gaar højt op …”
Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke
Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet–
Sofie sad og græd stille.
Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet
komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa
havde han ikke haft Tid.
“Nej–han har ikke haft Tid.”
Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa
Sofies Tallerken.
“Det er Moders Frugtskaal,” sagde Sofie.
“Ja–del er længe siden, den har været fremme …”
“Og Asietterne …”
“Giv mig en Tallerken til Ane,” sagde Nina. “Du kan ta’e …” hun vilde
sagt Williams: “Tag den fra Buffet’en.Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.
Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:
“God Nat,” sagde han, “og Nina–vær ikke vred paa ham.”
Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til
sig.
Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.
Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen.
Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil
Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin
Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.
Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul
paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina
Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme
Sted.
William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og
træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da
Værtinden kom ind.
William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig
utilpas, “Hvad vilde hun?”
Det var et Brev.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette
igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste
Udskriften.
Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt
ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte
aabne det.
Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det
halvt ud og følte sig lettet, da han saá, det kun var et Par Ord …
Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.
“Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina.”
Andet stod der ikke.
Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det
ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo’r han ud af
Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.
Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og
Vindruer paa et Par Glasskaale.
“Skal Du ha’e Fremmede?” spurgte William og holdt inde med at tage
Overtøjet af.
“Ja–Du bli’r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen–”
“Jeg vilde helst have været alene,” sagde William.
Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene:
“Det er Børn,” sagde han, “som skal ha’e Sukkergodt …”
“Det kan jeg se.””Dér–vil Du ikke smage?–Du var nok hjemme igaar …”
“Hjemme?”
Ja, Jeg traf din Søster i en Viktualiekælder, Hun var nede for at købe
en And–det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det.”
“Ja,” William holdt inde, “jeg havde sagt det… men–jeg kom ikke.”
Hoff slap Posen. “Gik Du ikke?”
William svarede ikke. “Hvorfor?” sagde saa Hoff.
“Jeg … traf Lund …”
“Naa–aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene.” Hoff talte
ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten.
Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod
William:
“Du er just ikke meget langt fra at være en Flab,” sagde han og begyndte
at gaa heftig op og ned ad Gulvet.
William sagde ikke et Ord.
“Har Du saa været der idag?”
Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.
Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i
Armen.
“Høg,” sagde han, ligesom om han kaldte.
“Ja.”
William sled hans Arm at sig: “Ser Du da ikke, at det ikke nytter,”
sagde han hæst.
“Nytter–”
William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.
Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over
til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig
uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen,
kom ind igen–William sad paa samme Plet.
Endelig saá han op: “Nu gaar jeg,” sagde han. Men han blev stadig
siddende.
“Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne,” sagde Hoff.
“Fremtidssoldaterne?”
“Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden–mine Gæster.”
“Naa–dem, der skal ha’e Sukkergodtet.”
“Vist saa–og Ryperagout med Kastanjer.”
“Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden–“”Naturligvis.”
William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde
han med et tungt Smil:
“Ja–lad mig se dine Soldater.”
“Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter.”
“Har han da Talent?”
Jeg véd skam ikke–saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne
ligger i en Bordskuffe. Men de vil s’gu begge to, og raske og sunde er
de. Den anden vil være Skuespiller.”
Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: “Naa,” sagde han
blot.
Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: “Min Ven, William Høg, Hr.
Bloch–hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?”
“Studiosus medicinæ” …”
“Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve
Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af.”
De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen.
“Hr. Andersen er jo Skuespilleren,” spurgte William.
“Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret … Naa, dér er de.” Hoff
gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem
tage Plads.
Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saa sig
omkring.
“Hvor her en smukt,” sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.
“Hm–noget opstillet,” sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen
og purrede op i en sort Manke.
“Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?” Hr. Bloch pegede paa
en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.
“Det Billede–er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt.”
“Det har da aldrig været Kød.”
William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud
med store Øjne.
“Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen,” spurgte han smilende.
“Ja–første Gang.” Selv Tonefaldet var noget barnligt.
William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.
“Saa tager vi til Bords,” Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: “Hr. Bloch,
tør jeg ha’e den Ære?”
“Hr. Andersen.” De gik ind.
De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.”Hr. Bloch, De drikker ikke, værs’go.”
“Tak–jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen–det er skam svært nok
endda.”
“Hvad mener De–Medicinen?”
“Aa ja … Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode …”
“Det var tidligt,” William lo, “var det, da De gik i Skole?”
“Nej–i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til
hurtigt at blive færdig med Faserne.”
“Det er sandt. Tingen er at have Leveevne–opleve meget med et ringe Tab
af Livskraft.”
“Hvor I bliver filosofiske,” sagde William.
“Nej–kære, det er ganske simpelt–”
Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château
Larose.
Han syntes, den smagte dejligt.
Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig
spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med
nogle Grimasser.
“Og Slikasparges har han heller aldrig spist.”
William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.
“Med Kniv,” sagde Hoff.
Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med
Slikasparges.
“Hvorfor ikke?”
“Jeg synes, det ser saa grimt ud …”
Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. “Og lade
Hovederne ligge!”
“Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge,” sagde Bloch, “det er ogsaa
et forbandet Driveri.”
“Spildt dem–hvordan?”
“Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget
nyt …”
“Ja–men,” Hoff bød Frugt om, “man kan jo da more sig …”
“Hvis man har Tid til det–men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo
set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi’e en Nat til?”
Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve paa
Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.
William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.
“Iovermorgen.”Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch
sig til at tale om “La curée”. Bloch fandt s’gu “der var brillante Ting
i, men ogsaa meget Sprøjt.” De talte om Naturalismen.
William sagde: “Hvad vilde De helst debutere i?”
“Aa–i … nej, det véd jeg saamæn ikke …”
“Men De har dog tænkt Dem … noget. Det har man altid …”
“Jo tænkt mig nok … men det er altfor meget…”
“Det er vel ikke som Hamlet.” William lo.
“Nej–helst–som Aladdin.” Han blev rød helt op under Haaret.
“Hvad vil han?” spurgte Hoff, som sprang bort fra “Salambô”.
“Debutere som Aladdin,” sagde William.
“Naa–ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid …”
“Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden … Rolle … moderne?”
sagde William. Bloch talte om Rudin.
“Aa,” Hr. Andersen var stadig rød, “jeg synes Aladdin er dejligst. Han
er saa lykkelig.”
William havde lét. Han holdt inde: “Ja, det er han.”
“Og han er da osse sand,” sagde Andersen.
Gæsterne var gaaet.
“Naa,” Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen.
“Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?”
William svarede ikke straks.
“Jo,” sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, “Hr. Bloch spiller
stærkt …”
“Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp …”
“Nej.” William sad igen lidt. “Har Du set noget af ham?” spurgte han.
“Ja, Studier.”
“Tror Du da, det bliver til noget?”
“Jeg personlig, ja … der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og
det er den, som bærer oppe–”
“Det er sandt.”
“Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har
oplevet det afgørende. Det er en Theori–men har han Evnen til at
opleve–saa tror jeg paa ham. Og den anden?”
“Ja–han synes jo Aladdin er det dejligste.”
Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.
“Og saa Du selv,” sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden …Der gik en Trækning over Williams Ansigt: “Aa–jeg er Chef for et
Fallitbo …”
“Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?”
William vendte sig. “Det er saadan et smukt Ord at ville,” sagde han.
“Farvel, Hoff.”
–Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig,
tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været
oppe hos Nina hver Dag.
Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen
og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en
tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind
til sit Bryst og sagt:
“Hvor Du kommer sent.”
Han smilede svagt. “Tak,” sagde han.
William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa
skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.
William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige
Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange
om Dagen …
Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie,
men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og
lagde sig sort under Øjnene.
“Man maa være yndig,” sagde han.
“Jeg forstaar ikke, hvor Du gider,” sagde William.
“Kære.” Hoff slog Pudderer af med en Harefod. “Stregerne under mine Øjne
har gavnet mig mere end hele Talang’et.”
William stod lidt. “Du er egentlig en Charlatan, Hoff,” sagde han.
“Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok,” Hoff lo: “Det er jo det, som er
Ulykken.”
“Farvel og god Fornøjelse”–
“Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken.”–
William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe–Andersen kom lige
ind paa Scenen …
Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung.
William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en
Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.
Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen.
En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa
Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede
Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.
William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.
“Har De set mig?” spurgte han.
“Ja, De kan nok blive Skuespiller,” sagde William.
“Tror De?” Aandeløst.
“Det tror jeg vist, De kan–” “Ja, det tror jeg egentlig osse selv,”
sagde han saa og smilede.
William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér
spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa
blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild
Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan
det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.
Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene,
Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang …
Han gik hjemad over Prinsens Bro.
Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han
havde manglet … Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette
var, og igen stod han uden Svar.
Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.
Mere var der ikke at sige.
Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke
brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man
fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt
muligt, kun et Barn … Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det
dejligste …
Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle
sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele
dette trøstesløse “Forgæves”, han læste i hver Krog af sine Minder, og
han–misundte ikke.
William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en
Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke
mere sig selv med.
Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem
og tilbage, Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle
Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.
En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle
Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik,
bevægede han Læberne sagte.
Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.
To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.
“God Aften,” sagde han.
“God Aften–naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa
Aladdin?”
“Jo-o.” William kom hen. “Jeg har skrevet en Komedie, Hoff.””Hvad har Du skrevet?” spurgte Hoff.
“En Komedie.”
Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: “Naar er det gaaet for sig?”
“I disse Dage.” William trak Manuskriptet frem. “Vil Du høre?” sagde
han.
Hoff troede ikke rigtig: “I disse Dage–naa, saa bliver Du vel et Geni,
inden vi ser os for?”
Saa læste William sit Enaktsstykke højt.
Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det
til sig.
“Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det,” sagde Hoff, han havde siddet
henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.
“Hvad vil Du med det?”
“Faa det antaget, kære …”
“Aa–hvor vil Du hen–det er jo slet ingen Komedie …”
“Maaske,” Hoff tog Manuskripter, “men det er en Stemning, og det er
allerede noget meget rart.”
Han gav sig til at blade i Manuskriptet.
“Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet–naa, saa meget desto
bedre.” Han læste sagte nogle Sider: “Noget er der i det,” sagde han
saa, “noget er der i’et.”
Han slog om paa det sidste Blad:
Nej, Frue, han vil sejre–
Fruen Tror De, vi tør haabe?
Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.
(Tæppet falder.)
Hoff lukkede Bogen: “Er Du ironisk?” spurgte han.
“Jeg véd ikke rigtig.” William tav lidt. “Eller ogsaa er det
Resignation,” sagde han.
“Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde …”
William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.
*
*
*
*
*
IV
Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med
Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge Opimod Fortæppet, I Orkestret stemte man Instrumenter.
Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede
Smaating paa et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.
Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen.
“Det er ham,” sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter
ham. “Han ser farlig foraset ud,” sagde han.
William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den
halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie
paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.
William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været
det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.
En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som
Honorar for hans Stykke.
“Er det antaget?” spurgte han.
“Du er en underlig En,” sagde Hoff, “Du bliver bleg af Glæde.”
“Ja. Og bliver det spillet?”
“Naturligvis–om en Maanedstid.”
William havde taget Hoff i Haanden. “Tak,” sagde han. Mere ikke, og han
havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han
plejede at være i den sidste Tid.
Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var
angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den
gemte.
“Det er, ligesom William var en gammel Mand,” sagde hun til Hoff.
Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro. William
havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt
Klatgæld med Forfatterhonoraret.
Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet
af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand.
Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff
spille. Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med
lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at
tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen.
“Hvad tænker Du paa?” kunde Hoff spørge.
Saa smilede William sørgmodigt: “Paa Fremtiden,” svarede han. Mere ikke.
Og han faldt atter sammen i Drømmerier.
Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. “Du er blevet
Flegmatiker,” sagde Nina og søgte at faa ham til at le.
“Jeg tror det,” svarede han.
“Er Du da slet ikke bange?”
“Aa, ikke noget videre.” Og han saá ligesaa aandsfraværende ud som før.
Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulde finde Stedom Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning,
vemodig som en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efteraaret
begynder at melde sig med den Fred, der gaar forud for Ødelæggelsen. Det
havde gjort Lykke hos Tilskuerne–Theatrets Skuespillere, som skulde se
Debut’en.
“Det er smukt,” sagde Hoff, da de kom ned i Porten.
“Ganske net,” sagde William.
“Og det vil gøre Lykke.”
“Tror Du?”
“Ja–tror Du ikke selv?”
“Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke.”
“Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse.”
Hoff saá hen paa William. “Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig,” sagde
han. “Vil Du da ikke ha’e noget at leve for …”
“Jo, Hoff, hvis jeg havde noget.”
“Vis vas, dit Talent …”
“Men naar jeg nu ikke tror paa det.”
“Saa er det Dumheder.”
“Kan Du huske. Du en Gang selv sagde til mig–men det var rigtignok om
Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne–at det var svært at leve
for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet
var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet–saa blev
det osse anløbet …”
“Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du.”
“Finder Du?” William trak Munden nervøst sammen.
“Ja, maaske.”
De gik hen ad Gaden. “Men naturligvis,” sagde Hoff, “naar man fordrer
mere …”
“Aa Du véd godt … Naa, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da
ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for
at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever
man da virkelig paa det?”
“Der er dem, som lever paa mindre.”
“Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente.”
Saa skiltes de.
*
*
*
*
*
Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede
sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken.
Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast.
“Det er et dejligt Toilette,” sagde William.Fruen vendte sig. “Er De meget bange?”
“Slet ikke. Frue.”
Fruen saá paa ham og vendte sig igen.
“Ja–saadan er det med Debutanter”–sagde hun.
William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted.
Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag,
han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om
Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte
Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden glemtes.
Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet,
saá saa Revnen, hvor Kviksølvet var gaaet af.
Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Uhr.
Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette
Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige
Farvel.
Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump
Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá
ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede
Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart.
Men saa traadte de langsomt fem Hoved ved Hoved.
Pludselig bruste Musikken op fra Orkestrer. Ogsaa de lød fjern, som den
slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad.
William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af
en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede
Ansigter.
Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung
Mand, mørkøjet, livlig: “Han er ung,” sagde William til sig selv. Han
stirrede paa Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de
Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. Og hans Blik forvildede
sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en
sidste Gang dette Brysts Skønhed.
Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, saa var han
inde. Han var blevet gammel og rystende … Men hvor Aarene ogsaa gik.
Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at “Professoren”
kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der
hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel.
Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med
Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede–hun behøvede det
ikke–for ham skulde man ikke lide mere.
Han saá paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun
sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet,
Forfædrenes store Kirke … aa, af det var det spiret, Bedraget i hans
ulykkelige Liv.
Thi ulykkeligt havde det været.
Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Tit den Mand havde han
villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder.Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre
stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet.
Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han
maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat
hinanden Stævne paa denne Dag?
Og dér sad Instruktøren med sin Kone.
Ja, det var hele hans Liv.
Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal
syntes han, hans Livs Skæbnetraade var tvundet saa tæt, saa uløselig
fast–tusind Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke …
Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gaaet til,
hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals
forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket?
Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig,
væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af
alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste,
som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om
det Liv, som her var sluttet.
Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed?
Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens
Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast.
Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa
længe han havde baaret det.
Regissøren greb ham i Armen. “Tæppet gaar,” raabte han og skubbede ham
ud i Kulissen. “Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i
Søvn.”
William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at
lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende
Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber.
Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende
kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham.
William blev igen rolig og ligegyldig.
Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt.
Hoff kom op paa Scenen. Han saa straalende ud: “Ser Du, gratulerer,
gratulerer.”
“Tak,” sagde William.
“Nu er Du da vel glad,” spurgte Hoff.
“Ja”–William stod lidt–“Andersen skal prøves imorgen.”
Hoff saá paa ham: “Men Du selv?”
“Klokken elleve,” sagde William. “Direktøren har lovet det.”
*
*
*
*
*
Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans
Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde.”God Morgen, Hr. Andersen.”
Andersen kendte ham ikke straks. “God Morgen–er det Dem, Hr. Høg? Aa,
hvor Deres Stykke var smukt.”
“Tak, Andersen.” William satte sig. “Hør, kan De prøve Klokken elleve,”
sagde han saa pludselig.
“Prøve?” han stirrede paa ham, “idag–Klokken elleve?”
“Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle–saa
sagde han iaftes, at De kunde ligesaa gerne komme straks idag.”
“Aa–tak skal De ha’e,” Andersen var rød som et Purpurblod og havde
Taarer i Øjnene. “Hvor det var kønt af Dem.”
“Men sikke noget Snak–kønt af mig …”
“Klokken elleve … Men jeg kan jo ingenting,” sagde han, han rejste
sig, begyndte at klæde sig paa. “Mej, Hr. Høg, Jeg kan ikke idag …”
William saa paa ham, “Tør De ikke?”
“Jo-o–men–Og jeg kan ikke faa læst over …”
William sad lidt og stirrede paa ham: “Prøv De som Aladdin,” sagde han,
hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren,
tilføjede han smilende: “Det er jo Deres Rolle.”
Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede
over Brystet, “Ja, lad mig saa tage Aladdin.” sagde han.
“Saa kommer jeg Klokken halv elleve,” sagde William og gik.
Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han
talte roligt.
“Er De meget bange?” spurgte William.
“Aa–jeg gaar som i Søvne,” sagde han “jeg synes slet ikke, jeg kan
tale …”
“De behøver ikke at være bange,” sagde William.
De gik lidt tavse. Saa gav William sig til et tale for at adsprede
Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en
mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende.
Pludselig spurgte Andersen: “Hvorfor er De ikke glad idag?”
“Jeg kan blive det–hvis De nu gør Lykke …”
“Ja, men for Dem selv–fra igaar,” sagde Andersen.
“Naa-aa–ja det havde jeg næsten glemt.”
“Hvor De maa tænke meget paa andre.”
Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede
William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han saá, mens han talte,
uafbrudt hen paa Andersen.
“Han er god,” sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.”Ikke sandt …”
Derpaa højere: “Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store
Drama?”
“Ja, det er snart færdigt.”
“Ja saa–”
“Jo, jeg er i femte Akt.”
“Naa, Hr. Andersen,” sagde Direktøren, “skal vi saa gaa ned paa Seeren?”
“Hr. Andersen har taget Aladdin med,” sagde William.
Direktøren saá lidt paa ham, “Godt,” sagde han saa. “De giver jo
Stikreplikkerne, Høg.”
De kom ned paa Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige,
hans Haar var vaadt i Panden. “Aladdin er aldrig bange,” sagde han.
“Jeg begynder med Monologen efter Jagten,” sagde Andersen.
“Godt, saa sætter vi os begge ned.” De gik ned og satte sig paa første
Bænk. “Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger,” raabte Direktøren op.
Andersen gik op, lagde sig paa Bænken, William lænede sig tilbage med
lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro
brændende til det tomme Rum.
Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv.
Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men
man følte det ikke.
William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin
Næseklemmer. En Gang imellem smilede han.
Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins
Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som
har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn …
Men saa mindes han Allah.
Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han
knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah
allerede gav ham Barnefred for Bønnen.
Det var forbi. Andersen var staaet op. “Saa er det Halling,” sagde han.
Direktøren rejste sig, “Det behøves ikke,” sagde han, “det er nok med
Aladdin.”
“De antager ham altsaa?” spurgte William. “Hvordan synes De da?”
“En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel,” sagde Direktøren
smilende.
Andersen var antaget. “William og han gik ned ad Trappen.
“Men hvordan var det egenlig?” spurgte Andersen.
“Godt–rigtig godt.”
“Ja–det troede jeg nok … Men,” Andersen standsede i Korridoren, “deter Dem, jeg maa takke for det–”
“Mig–aa nej!” ‘William stod stille: “Jeg tror, De vil blive til noget,”
han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: “Der maa være
en Lov om spildte Kræfter–om at de ikke spildes. Saa vil meget komme
Dem tilgode, Andersen …”
Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder.
“Farvel. Andersen,” sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer. Saa
bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. “Saa
Aladdin,” sagde han, “gaa nu hjem til dine Forældre.”
Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden,
som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen
og læste igen.
“Jeg er rejst, kære Hoff–bryd Jer ikke om at faa at vide, hvorhen:
William Høg vilde I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg
netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet
mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste
Høg værdigt: nu er han død.
Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og
var uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et
slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette
væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed–var jeg
for god.
Farvel. Høg’erne dør ud–Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme
Kvinder.
Farvel, farvel.
Din William.”
Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede den inderste
Skuffe, Han tog Grevindens Billede frem og saá paa de smilende Træk.
Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren.
Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der
endnu med Hovedet støttet paa sine Hænder.
Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var Fremtidssoldaten.
Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i
den mørke Manke med begge Hænder.
“Sig mig, Bloch,” sagde Hoff, “naar udgiver De Deres første Bog?”
“Hvorfor?”
“Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rejser …”
“Rejser?”
“Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt
herhjemme.”
“Hvor rejser De hen–”
“Aa–ligemeget, til Sahara, dér er man idetmindste alene og har kun sig
selv at sørge over–“End of the Project Gutenberg EBook of Haabløse Slægter, by Herman Bang
*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HAABLoSE SLÆGTER ***
***** This file should be named 11139-8.txt or 11139-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:

http://www.gutenberg.net/1/1/1/3/11139/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
Updated editions will replace the previous one–the old editions
will be renamed.
Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away–you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.
*** START: FULL LICENSE ***
THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at

http://gutenberg.net/license).

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation”
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project
Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net
1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linkedto the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
“Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that
– You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, “Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
– You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.
– You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.
– You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing fromboth the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.
1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
“Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES – Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND – If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’ WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY – You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tmwork, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.
Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.
The Foundation’s principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation’s web site and official
page at http://pglaf.org
For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. ToSEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations. To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.
Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook’s
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.
Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number. The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.
Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date. If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

http://www.gutenberg.net/etext06

(Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)
EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way. The year of a release date is no longer part
of the directory path. The path is based on the etext number (which is
identical to the filename). The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename. Forexample an eBook of filename 10234 would be found at:

http://www.gutenberg.net/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:

http://www.gutenberg.net/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:

http://www.gutenberg.net/GUTINDEX.ALL