Faedra Brudstykker af et Livs Historie, Herman Bang

PDF: Faedra Brudstykker af et Livs Historie, Herman Bang
Faedra
Brudstykker af et Livs Historie

Herman Bang

The Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

Title: Faedra
Brudstykker af et Livs Historie

Author: Herman Bang

Release Date: March 1, 2004 [EBook #11396]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA ***

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

Herman Bang

F Æ D R A.

BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE.

Kjøbenhavn

1883.

FØRSTE DEL:

FORHISTORIEN.

I.

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag’erne havde tilbage. Før havde skiftevis
en Jens og en Jørgen Maag–de to var Slægtens Yndlingsnavne–fra
Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til
Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de.
Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa
til Udlandet drog de–de yngre Børn–og man havde ofte hørt Ry af dem
baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Slægten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor
han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet
styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han
dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige
Øine.

Velhavende var hun ogsaa–Maagerne var endnu rige–og Ellen havde haft
Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende
hjemme. Saa hændte det en Sommer–da Jomfru Maag var tredive Aar–at
Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa
Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa
Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik
Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det
mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra
Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet
under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante
Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst
lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes
Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Slægtsagn.

Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst
havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i
noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart
bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort
skulde det stadig være paa Thorsholm.

Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens
Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles,
og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet
Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris,
og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede
for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle
Husets gamle Tæpper–Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet–og
pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa
Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med
Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag
de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den
Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske,
som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom
undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som
altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa
længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person.
Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en
Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men
som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

Ægteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets
Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes
Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb
op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til
Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun
vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber
hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han
kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod
ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.
Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til
saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed,
der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort
fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over
Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den
øde Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig.
Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde
strax efter Fødselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet
Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig
lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham
helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste
Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret,
der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade
Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i
Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var
oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa
rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til–indtil han
faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han
havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig
forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han
blevet saa bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik
omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik
vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik
derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af
Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa
Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i
Ærmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi,
der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu
skulde de til _Lit de Parade_.

Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud
og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i
Knæ ved det,–og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare
behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle
Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste
Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.

Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.

Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget
paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede.
Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af
Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko
med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa
Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede
Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold
fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt
til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med
Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og
Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod
Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle
Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og
mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor
og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags
tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da
Kistelaaget blev slaaet til.

Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs
Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en
Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han
vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og
blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var
de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde
henad Bænken.

Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige
alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af
Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor
Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste
overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt
animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars
Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte
sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans
Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der
drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn.
Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang
Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide
Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik
beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og
bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun
var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa
saa langt–langt bort under de fine Bryn–saadanne Øine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem
Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene
bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev
veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes
Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han
siddet–og der laa den Gang Humlehaven–og der–

Saa holdt han inde forvirret …

Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.

Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja–det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers
Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren
hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte.
Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte
tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne
Sal.

Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.

Det var en Admiral, der havde kæmpet paa
et fremmed Hav … Han havde været Rigets Marsk.–Han saa hen.

-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne
foldede.

-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et
Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de
gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte
Spindevævene og Laserne i Tapetet … Saa mærkede de, der var Ekko i
Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i
Taarnkammeret.

Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole,
at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra
Venedig–men al Forgyldningen var gaaet af–de var helt brune.

De var Present fra en Doge.

En Doge?

Ja–saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit
Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa
Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade
Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans
Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre
hendes Haar med sin Haand … Skælvede som hun.

Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke
af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han
tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes
Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik
sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.

-Marie–hvor er du–Marie …

Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere
Ord, før Linds kørte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag
Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.
Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til
Gelænderet.

Hvor det dufter,–han hørte hendes Ord igjen–Hvor her er smukt.

Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte
Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og
hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og
han hviskede hendes Navn, igen … igen … og han kyssede med hede
Læber det kolde Træ.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen
stak ham i Nakken.–

Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret
fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham:
spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare
i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det
samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog
de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han
maatte tale med Marie.

Ialfald derind–ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde
vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa
den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om
det saa kun var i Smug at sé hende.

Bare at komme hende nær.

Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han
stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte
dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For
andet–nei–andet turde han ikke … Dyret gik helt langsomt. Tøilerne
faldt Erik af Hænderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa
Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen–og der … omtrent ved
Kirken–laa Linds Gaard … Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod
han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt,
snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom,
holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen
over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig
træt.

Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved
at høre Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til
Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.

Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt
langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne
mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i
Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som
om han foldede dem.

Hr. Maag–hvad vil De her–Marie talte sagte, strakte Hænderne
afværgende frem–Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans
Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder.

Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder,
mod Jorden, hvor hun stod–i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag–men Maag … med en Stemme fuld af Graad.

Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit
Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af
Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om
Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.
Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for
baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne.

Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde
Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom
hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de
stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med
alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans
Hustru.

Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under
Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit
Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.
Barnet vilde han ikke sé.

Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det
i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var
nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa
Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i
Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der
hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over
Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort
om lille Ellen.

*
*
*
*
*

II.

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal
over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at
bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule
tilbage–som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn.
Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede
over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos
Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden
kom hende for nær og kaldte hende for “Prinsessen”–hendes Øgenavn–saa
kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende
bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge
Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og
sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt
stirrende–lige som en Søvngængers.

Barneøine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet
dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind
saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til
dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en Særling.

Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte
med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom
ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev
han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa
en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket
baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse
var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels–han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom–Ellen mange venlige Øine og
Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet
galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var
som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun
blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det
ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær
efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden,
som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe
ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte
inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.

Lind byggede alt op fra nyt–Assurancen havde været meget høi–og gjaldt
nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og døde.

Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var
af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor
sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede
saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de
Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt
af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet
indskrevet i Valø.

Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være
kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og
græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende,
da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget
nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns
Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa
i Ellens Fader ikke andet end “Fattigkarlen”, der snart maatte gaa fra
Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden
mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets
Nærværelse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev,
Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og
maatte følges strax.

-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa–Satan–han slog til Tallerkenen–og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv …

-Mener lille Bedstefa’er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.

Lind saa lidt over.

-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la’e spænde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til
Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig
paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros–man maatte altid
gøre endel for Bedriftens Skyld.

Rødkindet var han blevet og meget svær.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i
Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige–hun
havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques–fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun
fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte
hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.

Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst,
naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags
Hals … saa rindende ned over Kniplingerne … men altid og altid vilde
hun høre Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spøgede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i
et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det
mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der
var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.

Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.

-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:

MARIE AF MAAG
FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829.
DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851,
ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at græde.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte
Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens
Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa’er.

-Hvad vil du–

-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.

-Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag være livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de
klinkede.

Kom, Fa’er, sagde hun. Hestene bli’r utaalmodige–og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og
saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny
Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde
hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte
sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen,
og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens
Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa
Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han–Aa hvor han lo–med Haanden i Lommen og udspilede Ben …
Vesten var knappet op … saa han rystede og Signetet hoppede paa
Maven …

Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en
ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og
gemte sig i Mørket for at græde.

Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen–Ellen var allerede næsten tretten Aar–hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men
saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.

Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nørup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret.
Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende
Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile
og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og
Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret,
hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind
ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og
pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun
havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem
Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var,
eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede … Hun sad alene
ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik
forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet
bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet …

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun
virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede
haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende–hvorfor? naar det blot var, for at
hun skulde sé …

Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det
blændede hende.

-Er Du kommen?–Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede …

Hun mærkede, han havde ikke drukket.

-Aa–at du kommer.

Han lo:–For jeg har slet ikke været ude–sagde han.–Kun gjort i Orden
til iaften.–

Ellen saa paa ham.–Til iaften–?

-Ja—ser du ikke, hvor jeg er fin–sagde han,–vi har Fest idag, i
Riddersalen.–Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

-Men vi to alene, Fa’er?–Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.–Og ingen
andre?–

-Vi to. Ja–der er færdigt–sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.

-Men, Fa’er.–Ellen slap hans Arm,–har du tændt i Kronerne– …

Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede–? sagde Maag.

-Jo–der var det.–Det er nyt? sagde hun.

Men–Fa’er–naar har du faaet det?

-Ja–jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne
og stod foran sin Hustrus Billede.–Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og
græd.

Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa’er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.

-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og–jeg blive–en slet Fa’er.

Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig
fast ind til sin Faders Bryst.

De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres
første Møde.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften
havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn … Og hun
havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol
ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig
Glands hen over Plænernes Sne.

Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han
græd paany, og hun sagde:

-Her er koldt, lad os gaa ind.

-Ja–det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage
til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om
Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen
der, med Bønnebogen og de store Øine–hun var kendt som den skønneste
Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede
paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke
sandt.

-Dig–hvem–det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de
hvide Fingre og–hans Datters Øine løftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

-Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde
med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger,
kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle
Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhørt, og naar de var skænket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne … Hun følte næsten
Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers
Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget
Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes
Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.

-Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og løb ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok–man havde burdet
kalde hende Marie.

Han gav sig igen til at gaa.

-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme
Mund, fyldig rød–lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.–De var saadan, Kvinderne af de Maager–

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede … Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med
Rosenkrans mellem de foldede Fingre … Som om Ellen Maag var steget ned
fra sin Ramme.

-Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte
til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam
Lind kaldte “hendes Moders Lysthus”. Hun vilde ikke spørges ud om noget
paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa
Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og
sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel
Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om
Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom
derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i
Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to
Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og
saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende
tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen
paa Tøiet med: “Næ”–og “Li’eveller”–og Kampen begyndte igen om den
sidste Skilling–

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt
ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet–

En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo … Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi
kender da nok Maren Peer’s.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet
ikke svare for Latter … Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.–

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til
Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

-Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule rød;–Ja, jeg bragte dem.

-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.

-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han
sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde
han langsomt.

Ellen forstod. Nei.–Hendes Stemme var rolig–det var for koldt, lille
Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned,
og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat
Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle
Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende
paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til
Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør
til Dør.

Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.

Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og
hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang
imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide
Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.

-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende … Nu er det ordnet,
altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod
hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen–mit Barn.

Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende
første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned
foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes
Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo’er, hvad skal vi
dog gøre? Bedstemoder, dø ikke–

Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om
Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille
Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om
sin Mund. Jeg havde ikke troet det … Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes
Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale … Saa var hun død.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med
hendes Bedstemoders Lig.

… Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke
skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset.
Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde
hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve
og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa
Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til
at hænge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.

III.

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med
Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i
sine Drømme uforstyrret.

Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens
Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen,
hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa
sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit
Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken
foran sig … Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst
og fast, blot hun vidste noget at fortælle … Maag sad og hørte, dorsk
med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa
havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom
der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens
han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var
Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev
ved at gaa … Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans
Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa
den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede
Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham.
Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive
Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent
Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen
rørte Drikken med Læberne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt
svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for
stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for
at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn
i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle
kjørte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde
hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede,
eller Hun havde taget en Bog–men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og
hun læste ikke … Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun
vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med
Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik,
begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde
ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.

Hun gav sig til at tale til Billederne–

Og hun talte høit om sine Sorger–hun gav sine Lidelser Ord–hun raabte
i Kummer. Aa–hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun
dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad
hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst–og hvad
skulde hun dog gjøre? Sig mig dog–hvad skal jeg gjøre?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog,
hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var
ved at smuldre væk–alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm …

Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder
brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det
maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad …

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her,
og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde
dem allesammen.–Og saa først var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad
Stentrappen.

Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og
snakke med sig selv.–Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld,
vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød,
og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar–og kyssede
hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke–og hun var glad ved at
kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød–

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved
tilbage og vidt aaben Mund–

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage
og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun
sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine
febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi
Ruderne, gøs hun og lyttede–nei–det var ikke ham, og hun blev ved at
strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten,
hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og
hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i
en Stol og hun blev … Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og
blundede.

Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op … Hun
troede, det var Faderen.

Men det var kun Ole, som stod henne ved

Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.

Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent–jeg venter
paa Fa’er–

Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

-Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke
jeg kører ud med Vognen–der er saa meget–glat paa Veien.

Ellen blev blussende rød … Saa vendte hun sig bort … Tak.

Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.

Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld
over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var
alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde
Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten
Rædsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med
begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og
kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene
svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet
meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen.
Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen
vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun
maatte blive der fire Dage … Saa blev det bedre med den gamle. Det
skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde
installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og
tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt
Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede
Dumas’ Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed,
og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte
Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets
Tegn, naar hun nævnede Robespierre.

Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til
rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe
tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.

Faderen stammede, gav sig til at klynke.

-Hun har sat den her hen–og vi er–ja–vi er jo svage …

-Hvilken hun?

-Ja … Mamsellen, men … jeg vil ikke sætte … Splid … for …

Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og
over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde
ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til
November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

–Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før
Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed … og hun fulgte med
Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede
dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og
hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt
distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til
Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled
ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.

Hun bare drømte … sad hen og drømte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot
som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke
gaa og intet foretage sig.

Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet,
saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid
havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa
Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og
klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af
hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag
var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog
hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke,
hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i
Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet
op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i
Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af
den sødlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i
den sidste Tid.–

Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i
Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede
Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.

Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede
med sine Fingre.

-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag
til Haaret, sagde:

-Nei–De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede.

Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende,
begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende
ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

_Et Jocelyn arrivant–_

Mademoiselle vilde hjælpe hende:

_Et Jocelyn arrivant–_

Men hun stammede, holdt op … _Et Jocelyn …_

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket
paa hendes Bryst, sagde hun:

-Jeg har faaet det igaar.

Ellen var meget bleg.

-Det er en Present … af Deres Papa.

Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:

-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

-Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:

-Nei, han har givet mig det–det er mit. Ellen ventede.

-Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om
Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det
Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine
Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med
Hovedet bøiet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun
ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange
faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.

Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

*
*
*
*
*

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk
Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var
Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og
det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os
og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i
Forsagelse og i Bøn.

Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil
ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud,
Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang
om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm
var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til,
kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres
Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen
mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken.
Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun
lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var
noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig
efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som
en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.

Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung,
uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end
at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det
altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf
og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe
lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved
Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.

Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om
Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet
høit for hendes Øine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som
nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte
Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til
at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om
Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind–Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet
imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds
Dom var over hende.

Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner,
indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup
Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst,
som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg,
og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da
tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.

Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede
allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups
Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der
var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.

Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med
Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en
Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa
Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han
malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt
i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye
Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt
trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i
sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var
dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.

Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende
Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der
ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt;
og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af
Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at
haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i
Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt
under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var
Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for
“de lukkede Værelser”, hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og
hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik
aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten
tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.

Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt
hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig
efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad
brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til
Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa
hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og
lukkede Øinene tæt i.

Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.

Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte
Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt
paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen
rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de
gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets
Duft.

Hun følte sit Hjerteslag tungt.

Nei–nei–sagde hun–det er Djævlen … Hun slap Tæppet. Da hun løftede
Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.

En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde …

Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit
Hoved og blev ved at stirre derpaa–tungt, liggende ind over Sengen, med
de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt
paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun
paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder …

Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen;
over Plænen–fløi hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af
Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen
kunde hun ikke finde Ro.

Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled
det ind i hendes Tanker–bestandig.

Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue
og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun
efter at synke dybt … glide saa blødt og–faa Fred–

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var
haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for
at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge,
og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved
Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod
Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende
mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og
Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store
Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa
gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var
kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store
Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en
til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være
kommet nogen, en fremmed … Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé
det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen … Karlene
klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.

-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det?
raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og
forvirrede med Lygterne i Haanden.

-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?

-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt
frem i Lysskæret, Kongen er død!

Krigen brød ud.

I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det
begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige
Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at
indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug
for alles Hjælp.

Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun
havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen
fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da
hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.

IV.

Ellen var Rekonvalesent.

Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig,
med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin
Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig,
hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.

Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen
beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede
Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede
Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de
legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler
og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled
ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev
stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa
Klem, naar de gik.

Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og
hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og
gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og
hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar …

Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom:
“Ivanhoe”, “Erik Menved” og “Prinds Otto”. Og mens hun læste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat
Velbehag.

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede
frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og
alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i
hendes Øren uafbrudt.

Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der
kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver
Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.

Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe
sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen,
hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.

En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod
aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun
svimmel: Nei, Doktor–lad mig sætte mig–jeg er altfor træt.

-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.

Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og
stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere
igjen.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.

Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var
kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par
Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde
sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.

Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt
af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det
gjorde godt paa de hede Dage.

En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner
sammen til en Buket.

Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt
mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte
hende ikke igen.

Det Skær, som var kommet over hende …

Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.

Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.

Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup …

-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet …

-Ja saa … hun lagde Bregnerne bort–ja–det er jo sjældent, de Folk
er musikalske.

Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har
været syg.

Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja–det er–som blev man
Børn igen … Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de
foldede Hænder.

-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Præstegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja–sagde
han–det er en travl Tid–jeg mener, der er mange ængstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret …

-Ja–De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev
liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og
vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt–Ia–hun saa ud–det var Zigeunerne som spillede.

Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var længselsfuldt–hvor det var smukt … Det lød saa klagende,
saa dæmpet, mildt … saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig …

Hvor Tonerne slyngedes sammen–hvor de jublede op–aa–man fik bankende
Blod.

Saa vildt det lød–

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt … Det var som Granernes Sus
nede ved Moders Grav … Ellen græd.

De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om
Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de
hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en
fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter
ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den
solrige Have.

Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og
kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og
vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage
i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa
Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen
af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede
Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen
og gik videre støttet til hendes Arm …

Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bænke …

-Hvad finder du, Schønaich connaisseur?

-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?

-Jo–og fik den tilbage …

Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.

-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.

Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt
det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke
komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og
Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede
Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte
hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte
Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der
om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til
hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den
stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig
og nærmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i
deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det
lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede,
og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en
lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes
Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten
for igen at forsvinde …

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt,
klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var
blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun
nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.

En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.

-Nei–sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mørke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene
raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang … Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner …

Hvad det dog var for en Sang–saa blød … Hun lænede sig længere frem,
og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank … En
Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand,
mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom …

Weil sie gestorben ist–
Weil sie gestorben!

Det døde hen … Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i
hendes Øren … Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i
sit Kammer.

*
*
*
*
*

Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig
fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun
fik en Kuldegysning: hjem maatte hun … Men hun var virkelig alt for
svimmel.

Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

-Frøkenen er blevet syg.–Tillad jeg hjælper Dem.

Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja–jeg er … ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han
sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde
hun. Jeg har nylig været syg.

De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.

Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak–det er meget bedre, og hun
løsnede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte
noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige
Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.

-Tak.

Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.

Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun
svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke
ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod
paa Klem. Hun ventede Visiten.

Ellen reiste sig og gik ham imøde.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader
ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre …

-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads,
slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun–ikke
sandt–her er smukt?

-Og vi berøver Dem den Udsigt? … Aa, Frøken, jeg forstaar det saa
godt … Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for
Øie–Men–han skiftede Tone–vi keder os ogsaa, kan De tro …

Ellen smilede: Ja–sagde hun og pegede over mod Lindegangen–det er jo
ikke just afvekslende.

-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det
er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt
om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i
Horsens i fjorten Dage–jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par
Sælgekoner …

Han gik bort fra Døren:

-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af
Als–der var nu ogsaa en smuk Idé–vi drog opad Hovedgaden med Kanoner
og fuld Musik … Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare
tilhyllede Vinduer, døde Huse–uddøet og lukket–Hele Byen var tom. Det
var et skrækkeligt “Tedeum”–

-Og inde bag Ruderne da–sagde Ellen.

Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren
og sagde:

-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

-I Bøhmen–der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt
mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?

-Nei–jeg har aldrig været udenfor Danmark.

-Og taler saa smukt Fransk?

-Aa–vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De
igaar, jeg ikke kunde Tysk? … Jeg er saa uvidende.

-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.

Lidt efter gik han.

Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte
hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun
reiste sig.

-Det var ham, der sang, sagde hun.

Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.

-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen … Men han kom maaske slet ikke mer … af
hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt
tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden
under Kinden …

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen,
mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de
andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede,
og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og
fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket … Ellen kendte ham–det var
ham–sagte vilde hun lukke.

Men saa vendte Schønaich sig og hilste.

-Det var smukt, sagde han.

-Ja–saa smukt …

De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste
igen, og Vinduet blev lukket.

-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret–nu vilde
hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald
høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit.
Det gjorde saa Maag–som havde en af sine ædru Perioder i denne
Tid–ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.

Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen
paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt
hende “très distinguée”.

Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra
Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke
sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der
ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den
derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da
hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa.

Ellen aabnede Laagen.

-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt
herned.

-Ja ikke sandt?–Ellen lagde Krandsen paa Graven–her er høitideligt her
under Granerne? Det er mit Yndlingssted …

-Meget høitideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket
svalt og duftsvangert.

-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ–den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.

-Mig minder det om hjemme–

-Om Bøhmen?

-Ja–Aa–De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter–naar
Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket …
Høiderne som mørke Silhuetter rundtom … Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod–saa tyst–mens den iler og iler og iler …
Bredderne kan ikke holde den fast–ikke med Kærtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.

-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover …

Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.

-Ja–det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.

Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

-Men det bliver altfor køligt for Dem–

Ellen foer sammen: Hvilket?–Hun var saa langt borte–ja, det bliver
køligt.

Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.–

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig
Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende
elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk
midt i Solheden.

Mod Schønaich var hendes Væsen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde
hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs
snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive
det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun
lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa
Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.

Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte
ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte
sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende
med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde
netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set
meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen,
stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger,
der kunde stige og stige og tage Fart og Fart–for saa igen at glide ud
og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var
pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han
greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og
outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt
i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i
sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen
og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun
sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der
komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at
faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun
rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se
ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest
sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der
var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og
uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i
sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag,
for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte
hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i
samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede
hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden
Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad
Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke
inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens
Stjerneskud.

Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.

Alle Tanker–her fik de komme og gaa–alle Længsler–her fik de nye
Haab. Og her kunde hun græde i Fred.

Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste
det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt,
troskyldige Bønner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her
vaagen–det var saa lykkeligt …

Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen;
glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa
Himlen kunde hun følge paa dens Vei …

Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se
Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen
lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun
stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk
længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som
hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.

Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede …

Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.

-Kan man ikke være lykkelig–hvor vil De dog sige det, Grev
Schønaich–Som nu jeg idag–iformiddags, da jeg laa paa Bakken–der, De
ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven–der var
saa køligt og saa friskt under Træerne–og saa derude Havet og Luften
saa klar–Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt
i Solheden, og sang, mens jeg løb …

-De er maaske en lykkelig Natur?

-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei,
det tror jeg ikke, at jeg er–

-Heller ikke jeg–Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som
ikke tænker.

-Lykkelige–ja–det er saa stort et Ord, og man ved knap–hvad man mener
med det–men tilfredse saa–kan man da heller ikke være tilfreds?

-Tilfreds? Aa jo–de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.

-Det er saa haanligt sagt.

-Aa nei–ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og
Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken–aa nei–hvor
kan De forstaa det?–dertil er De, Gud ske Lov, for ung–

-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.

Schønaich havde reist sig.

-Der er Mennesker, tror jeg … der er de fødte længselsfulde,
Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa
solhede Veie–vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne–altid
den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa
Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke–de altid larmende,
der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort
Blod–en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige,
Stemningers Løgnere … De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens
landflygtige Elskere.

-Ingen tror dem, alle dømmer …

Schønaich taug–Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun
løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.

-Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.

Schønaich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge
henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde–standsede
Ellen.

-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden
mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende,
bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod
ham, sagde hun blidt og roligt:

-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.

Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde
kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak.
hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der
skælvede.

De talte pludselig fortroligt:–om de første Dage, de havde set
hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.

De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed … Men de gik ved
Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev
hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og
bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed,
mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede
i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav
sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.

-Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at
hvile lænet til hans Bryst.

-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav
ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte
Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i.
Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa
lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne
skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse
stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for
hver Støi.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han,
næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubevægelig,

Saaledes drømte de begge–nær hinanden–i den stille Nat.

*
*
*
*
*

V.

Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun,
at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været
saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og
heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig
længer end–var han borte–til en evig Længsel; var de sammen, hvilte
de i et dybt Behag.

Og de var ofte sammen.

Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt
Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem
Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun
vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte
hun sig igjen for at bie.–

Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de
bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men
pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som
et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af
Angst for en tykmavet Snog.

Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de
langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de,
og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de
lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.

Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme
Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog
imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer,
og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind
Spørgsmaal og tusind Svar.

Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De
satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe
Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder
mødtes.

Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand …
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.

Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det
begyndte at mørkne.

Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra
Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mørke.

De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra
den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.

Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Høie.

–Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.

De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.

Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de
store Floder–den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder …

Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:

-Felix, her vilde jeg gjerne dø.

–Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og
hed.

Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid
før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.

De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i
Lindegangen.

-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.

-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.

Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.

-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?

Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin
mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun
reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det
dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.

Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.

Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte
kun en enkelt Violin.

-Det er Guyla, der spiller.

Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende
Tindinger, sagde hun igen:

-Kom–Felix–lad os gaa.

Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær
af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.

Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.

Violinerne lød.

Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes
Ansigt.

Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab,
slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix–kom–jeg vil gaa.

Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte
hans Kys brænde mod sine Læber …

Schønaich–Felix …

-Ja–ja–jeg elsker Dig, elsker …

Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn …

Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig,
hviskede hun:

–Hvorfor har Du saa elsket mig?

En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.

*
*
*
*
*

Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.

Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.

Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde
spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes
hun ved Schønaichs Navn.

-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.

-Hans Søster?

-Nei–hans Frue?

Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.

Men et Nu efter sagde hun:

Ja–Det er sandt–aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.

VI.

Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde
lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov,
og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og
Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og
tilbage langs Engveien.

Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af
Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev
staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm
lavt og møisommeligt.

-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?

Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei–men hvorfor har De talt?

Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten
af, Haaret laa klæbet til hans Pande.

-Hvorfor? Tro mig–ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde
Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det
fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt–det maa De
tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra
Dem kunde jeg ikke holde ud … Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar
De–hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man
elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber …

Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde
Ellen:

-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?

-Lykkeligere? … Nei … men nu kan vi idetmindste ikke være Venner …

Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt.
Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af
undertrykt Bevægelse.

-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid
Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo–Egoisme. Thi De vidste jo dog, at
dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke
Hensyn–De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at
Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig
selv …

-Ellen Maag–det har jeg ikke fortjent …

-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om
hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu–men sagde De ikke
selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil,
Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes
ikke paa en Time–og er den uden Haab og faar den ingen Næring–og jeg
har aldrig næret Deres Kærlighed–da kan man kæmpe med den og man tør
ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet
Dem ind i Fantasier–jo Fantasier–og Ønsker–indtil nu, hvor De lider
–Jo, Holm, Fantasier–

-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var
næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem–tredive Aar og kendte ikke andre
Kvinder end min Moder–Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og
mit Liv–alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem
og elske Dem og forgude Dem–aa, saa vanvittigt forgude Dem–Og saa
kalder De det for en Fantasi …

Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.

-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.

Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt,
mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed–og én
Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de
andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en
Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke
den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse … Aa Ellen
Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil
sky mig, naar vi nu skilles … Men dog–dog er det bedre saadan …

Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af
hende. Da sagde han tonløst og standsede:

-Og nu–gaar vi hjem.

Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.

-Holm, tag dog min Haand.

Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk
bøiede han sig og kyssede hendes Haand.

-Lev vel–hviskede han.

*
*
*
*
*

Saa var altsaa ogsaa det forbi.

Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde
bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun
draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude;
skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.

Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar,
og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret,
der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt
som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter
tilbage i sit forstenede Drømmeri.

Det var altsaa forbi–ogsaa det. Og–hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde
jo ventet det, vidst det … Nu var det kommet som det andet … og man
vænnede, man vænnede sig til alt.

Jo–Vanen glattede Livet ud … hun havde vænnet sig til meget.

Til alt–til alt–var hun vant.

Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.

Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.

Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter
Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er
over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik
hun til Veile.

Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte
hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig
og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.

Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig
Kummer …

Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men
hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede
om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i
“Moders Lysthus” og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun
forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig
vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun
laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.

Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.

Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedøvelse.

Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange
Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun
ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade,
og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og
fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.

Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme … Her
skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme–

Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun
timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad
sine Dages Taagehær.

Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring
gled det atter Dag efter Dag.

Sand–Sand–Sand–

Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det
blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig
for alt andet. Intet havde Værd–slet intet.

Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.

Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de
var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin
Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.

Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.

De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens
Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.

Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok
til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue
han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere
end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun
kunde handle, som hun vilde.

Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.

Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde
ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte
Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod
ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en
Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede
sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun
Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede
Vægfelter.

Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle
Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens
Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange;
midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om
mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav
den franske Have.

Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.

*
*
*
*
*

Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.

-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder
aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig
virkelig ikke for bedre men for anderledse end–end … Demokraterne.
Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de … der er en Raceforskel
imellem os …

-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?

-Ved Opdragelse, ved Indtryk–ved alt … Jeg for Exempel.–Jeg husker
en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han
talte … Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og
modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop
det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre,
som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil
sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af
dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt …

Ser De, sagde hun, og standsede–De har aldrig vidst, hvad man føler
blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den
har istandsat det, den det …

-Og den ødelagt det …

-Vist saa … men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette.
Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig–hos de
bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog
Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.

-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?

-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt … “Vort
Aristokrati”–jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
… De trak sig ud af det hele–og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt … saa blev
de hjemme …

-Og blev ikke klogere, Frøken Maag.

-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en
død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur.
Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa … men de er store … Hun standsede
igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke … men jeg
sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa
mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen–alting
… Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa
… Den havde været Admiral … den Gesandt … den havde vundet–eller
tabt et Slag … Men allesammen var de Maag’er, alle havde de tjent
Kongen, Landet, om De vil … Slægtfølelsen føder det næste hos os:
Patriotismen …

Ja-a, Landet … vel snarere Kongens hellige Person …

-Maaske–jeg tilstaar det … Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men
… de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en
Republik, naar den var deres Fædreland …

Ellen talte sig varm:

-Men, ser De, for os betyder “Kongen” noget. Han er en Del af vor Arv,
af vor Overbevisning … Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder
det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og
lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert–sig mig saa, tror
De ikke paa den anden Side, det samme Liv–Livet her–og hun pegede
rundt–gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder
fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.

Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.

Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig
en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor
Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw–men det er en Lykke, og denne Lykke er
det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg
aldrig kunde nedlade mig–Handlinger, jeg aldrig kan forstaa–det er
dem, som lægger … lægger Mile mellem mig–og disse Folk.

Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.

Winsløw betragtede hende … Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven,
fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.

-Ja–sagde han–De passer til dette Billede.

Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde
vadet i Bassinet.

-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.

Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:

-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets
Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed–i
andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig …

-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig
gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke …

Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:

-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere
… De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som
begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid
meget at bestille–det maa man først tage sig af … Siden vil det
andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa
begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs …

Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa
taus?

-Hebraisk–aa nei–det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af
10,000 lever i–

-Ja–det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis
jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve
Livet med … Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat …

–Men Tante kommer deroppe paa Trappen … Hun leder vist efter os …

Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte …

*
*
*
*
*

Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde
hende dertil og mer og mer–dyrkede hun sig selv.

Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse,
hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme.
Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var
altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte
sig ikke til nogen.

Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.

Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var
Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig
med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar
havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af
Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine
Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne
Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken
ganske samme Smag.

Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det
febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein
og Liszt.

Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første
Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder,
faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin
Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og
naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at
spille–al denne mærkelige Musik.

Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende
havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans
beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den
slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige
og at bøie sig, hvor hun kom.

Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom
Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.

Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han
skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der
rystede en lille Smule.

Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt
for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt
Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe
i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer
og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller
anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne
Nøgenhed.

Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.

*
*
*
*
*

Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet
til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i
hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der
stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid
modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa
Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med
sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og
Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme
blødere og hendes Ord mildere,–thi de talte alle mildt og dæmpet i
disse Stuer … Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og
Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.

Saa kom det iaften–

Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig
igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:

-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for
Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg
da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad
De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er … det er kun en Del
af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig,
jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,

for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte
Dem–det kan jeg ikke. Den, jeg skulde
ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt
ligegyldig. Lev vel–bestandig vel.

Ellen.

Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun
det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu
de tre Ord:

-Glem mig ikke.

Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget
paa den samme Plet.

*
*
*
*
*

Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte
Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes “Avancez-avancez”,
som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og
under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række
ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter
lige som Lyn.

-Ser Du Fyrstinden af Serbien–der i Victoria, siger Grevinden.
Carolhausen finder hende saa smuk.

Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet
er smukt, siger hun.

Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres
Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte
Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun
døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab:
Figaro–Gaulois–Figaro!

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.

Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man
Parasollernes Silketag i en lang Linie.

Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under
Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og
med korslagte Arme.

Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra
Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene
langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.

I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens
i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.

Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser
paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt
fra Vogn til Vogn.

Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin
Parasol.

-Fyrsten, siger Grevinden.

Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over
Vogndøren.

-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?

Fyrsten bukker. Ja–Ismail er syg.

-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget
imod at gaa hjem gennem Parken?

Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.

-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?

Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i
Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra
Rotunden og dens Støi.

De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst
og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.

-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?

-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.

-Og man sagde, det var en lille Blondine …?

-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende–lille, rund; med en
Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky
tilvenstre–i Orfeus–

Jo, hun havde forresten godt set hende–en lille, fræk Tingest–i
Trikot.

-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person–

Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak
Parasollen efter sig.

-Han har vel elsket hende, sagde hun.

-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun
overlegent:

-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.

Maaske–Ellen smilede lidt–Det er forresten et besynderligt Emne,
men–Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske–men der er vel
ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker–Prins de Silvas–Stakkel–har
vel hørt til dem … Han bør undskyldes; han var saa ung.

Ja–lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.

-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen–Ellen saa paa Fyrsten
nu og da–Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror
jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden.
Nei–det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar–og hun saa lige paa
Fyrstens Ansigt, mens hun talte–først Skammen, der lever længere end
Lidenskaben–

-Skammen?

Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede
hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da
han sagde:

-Skammer sig og–hører op at elske?

Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien
saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.

Bag dem spurgte Grevinden høit:

-Og hun–Damen–hvor er hun nu?

Schønaich vendte sig:

-Paa Skyen–tilvenstre–i Orfeus–med sin Trofæ: Hjerneskallen.

-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget
utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter …

-De mener til det er gaaet over.

-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.

Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.

-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.

-Og imorgen skal jeg dog reise!

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.
Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem
tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu–

-Ja–tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun
gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et
lille Skrig.

-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm … hun traadte galt … aa,
det gjorde virkelig ondt.

-For Himlens Skyld–hun havde da ikke forstuvet sin Fod–

-Aa nei, det var ingen Ting–Det gik nok strax over … Ganske bestemt,
naar hun blot maatte støtte sig … saadan … og han ikke–hun saa
op–vilde blive vred–om hun–hang lidt tungt paa hans Arm …

-Nei–han blev ikke vred–om hun blot vilde støtte sig rigtig fast …

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden
trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en
Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par
ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar
hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar
streifede hans Skuldre …

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet
og pludselig:

-Hvorfor reiser De?

-Fordi jeg maa–

-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han
hæst og hurtigt. Ellen–hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem–og
dog aldrig forstaa mig? Aldrig–kun pine mig–derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt … Hun maatte sidde lidt.

Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.

-Hvis det ikke bliver bedre–sagde Grevinden–hvad skal vi dog saa gøre
med Tableauerne?

-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem
at se, inden jeg reiser.

-Og–Ellen lo–De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

-Nei–det vil blive en Overraskelse …

-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod … Hun
er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.

Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde
hellere køre … Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og
saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede
Schønaichs Haand varmt:

-Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et
fornøiet Smil.

*
*
*
*
*

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man
gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i
store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette.
Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af
Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med
Brillantagraffer–i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips
og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar
næsten helt op til Fortæppet.

De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i
Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,
snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts
Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge
sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret
Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at
blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder
trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte
Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen
ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række
smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre
Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han
gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i
Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider
langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring
bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem
dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem
Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede
Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes
vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet,
Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.

Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med
tilbageholdt Aandedræt og taus.

Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem–

*
*
*
*
*

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før
Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende.
Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi
og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men
hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.

-Schønaich, jeg er træt.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun
sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke
med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen
og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.

Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her
er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet
under en Gipsappollo og nogle store Palmer.

-Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for
Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa–var jeg saa
ikke smuk?

-Ja–De var smuk, sagde han.

Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige
Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig
og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke
med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:

-Se, sagde han.

Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa
man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra
Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.

Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme
Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:

-Ellen, De maa jo huske det.

Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.

-Jo, sagde hun, jeg husker.

Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:

-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes
Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af
hende paa Sofaen.

-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be’er, og hindre mig ikke? Faar jeg
ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt–aa jeg ved slet ikke,
hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem–men hvorfor piner
De mig saa, som nu–at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre–men hvorfor
vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.

Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.

-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og
Fortvivlelse–Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu–

Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.

-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg
ikke kunde gøre, intet–ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa–intet
om De kun kunde elske mig–

-Og Deres Hustru?

Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.

Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken
dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.

Saa sagde Schønaich:

-Men nu er hun død.

-Og jeg elsker Dem, Ellen–

… Ellen svarede ikke.

-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.

Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun
slyngede Viften imod ham, sagde hun:

Làche!

Og gik.

*
*
*
*
*

Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa
Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og
var “Saisonens” Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud
paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om
Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over
sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde
megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig
havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de
fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som
Konseilpræsident–en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved
at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro–havde man ønsket at skænke ham
vor høieste Hofcharge. Men han afslog.

En fremmed overordenlig Afsending havde en

Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.

Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede
Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.

*
*
*
*
*

VII.

-God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor
tør De egentlig komme her–Hr. de Vilsac–efter hvad De har sagt …

-Sagt, Fru Grevinde?

-Ja–sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax … det
vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af
Sandhed i, hvad Folk fortæller.

-Ja–jeg ved virkelig ikke–noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.

-Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig
ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset … Det er, som man tager det.
Husk Dem lidt om–der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens …
Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da,
mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac.
Efter Bordet … oppe i Rygeværelset … husk Dem bare om …

Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.

-Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det
er min Mening.

-Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres
ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om–Ellen lo ganske kort–at jeg
var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt?

Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.

-Hvem har refereret Dem den Samtale?

-Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.

-Den, som har sagt det, har–handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man
siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg
sagde forresten–han løftede Blikket fra Hattepullen–at … Ja–der
blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under
for en Trivialitet–men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse … I
den Sammenhæng var det kun en Kompliment.

-Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog
raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De
er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands–og De faar bare
Ord for at være ondskabsfuld.

Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.

-Alvorlig talt–skulde De hellere have ladet den–Sentens usagt. De er
ikke berettiget til at vide saameget om mig–saa kan man tænke, hvad man
vil og … tie stille–

Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.

Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad–jeg tror nu, vi er alle
meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget
ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds …

-Mindst? Nei, sig mest … Vi har Tid til det … Det er vor Ulykke–vi
har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske
os.

Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:

-Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.

Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde
man ikke pleie den, sagde hun.

Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde
hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.

-Hvad mener De?

-Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige–med … ikke at bukke under for
en Trivialitet … men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.

-Hvem har sagt Dem det?

-Adskillige … Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig
interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig
selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige
var udkommen i Paris.

Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.

Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med
hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var
ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder.
Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved
bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den
gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte
Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes,
ved alt det nøgne i hendes Malerisamling.

Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene
stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at
Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i
Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de
ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv
og–fandt intet.

Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og
hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa
stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte
sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en
Kro, hvor det kunde falde sig–en ren Idyl; i Selskab og Theatret var
de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt,
og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres
Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne
ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i
Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa
hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham
ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun
sagde, ingen kunde valse som han.

Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt.
Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit “Selskabs” Interesser. Greven
var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun
var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte
Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand
paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun
var født til at være en Konges Maitresse.

Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til
den fremmede Minister.

-De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn?

Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare:

-Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde.

Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste.
Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et
uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg–thi
Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør–og febrilsk fordoblede hun
sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage
Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.

Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen–og der var enkelte, som forstod
sig lige godt paa Heste og paa Kvinder–at der vel maatte komme den Tid,
hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin
sextiaarige Gemal.

Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i
Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne
havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et
besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt
saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede
sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine
sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen–fordi der
var ingen.

Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt.

Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor
dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og
dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse
Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt
for sig selv, Foragt for de andre.

Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og
Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden.
Fra Urnebygaard tog de til Byen–tidligt, thi Ellen holdt ikke af
Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne–fra København
i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt,
men hver Dag altid opfyldt.

Paa den Maade gled hendes Liv.

-Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en
Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi.

Hun kunde paa en Reise–paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés
Hjørne–føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og
hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt
lovede. Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue
med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget
resultatløst gaaet hendes Liv forbi–indtil hun faldt tilbage i sit Sæde
med et svagt Suk–og glemte Ansigtet.

En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i
Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme
ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets
Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs
Logerne, havde ogsaa han dvælet … Næste Aften var hun der igen og den
næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes
… Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han
en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride
hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.

Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand,
en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde
spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en
smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte
paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og
overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde
egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ.

Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og
Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let …

Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet
Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over
Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke
holde op.

Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin
Sovekammervæg i et Haandklæde.

Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød–ikke en Gang
sin Latter–men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa
denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at
erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt
forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han
var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at
tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie–han havde dog Forældre,
vidste hun, og Sødskende–havde han hængt sig i sit Haandklæde.

Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske
paa Jorden.

Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed.

Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der
var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft,
Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte
Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par
Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og
Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene.

Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi;
mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele
Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske
var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke
det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det,
at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og
dø.

Og da de steg op i Vognen–hun og Greven–gav hun pludselig efter for en
pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:

-Det var af Kærlighedssorg?

Greven var ved at tænde sin Cigar:

-Na–tur–lig–vis. Ellers var det … jo ingen Roman … Vel sagtens
til Guvernanten?

-Nei–til mig.

Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.

-Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed.

Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus
tilbage i Vognen uden at tale mer. Og greben af et underlig koldt
Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad
tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.

Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte
ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed
Gaarden.

–Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens
Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget
Indhold op, og–Tiden gik.

Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den
gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun
pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og
krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt,
naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun
stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet
med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt
styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige
Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende
Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.

Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det
flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens
Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde
Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med
Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen
feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie
Himmel.

Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og
Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom
nærmere og forsvandt–

Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og
tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde
hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens
plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i
Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm,
en graadig Fortvivlelse …

Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og
Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende
Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol.

Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod
han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt:

-Ellen, du er ikke rask:

Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn.

-Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt.

Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun
igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.

Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som
nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til
Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en
evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.

Men saaledes var det, og der var intet andet.

Og hun–hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne
Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der
kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent
for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i
de Urners Palæ … men hun blev.

Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet
sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som
var til Vanvid forelsket … Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar
som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og
hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede
hun sig selv.

Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal.

Saaledes var hendes Liv.

*
*
*
*
*

-Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi
er kun ikke saadan.

-Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.

-Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor
tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder … Hvert Øieblik træffer man
noget, man kun kan le af …

-For Exempel?

-Aa–Exempler–Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa
Stolearmen–Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en
Kvinde instinktmæssig har for sig selv … for … sit Legeme … Det
har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa–Og det er dog noget af det
vigtigste–

-For mange.

-For alle–tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke
malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede … ikke slette
nok.

-Det er rén Theori.

-Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa “den Fremmede”, iaftes. Der er et
Sted–hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas … eller
jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som
blev sagt.

-Hvor det?

-Jeg ved ikke–det er vist af Doktoren–er han ikke Læge?

-Jeg tror, han er Kemiker.

-Naa, ja, det er sandt … Det var noget om, at Kvinderne altid trængte
til Religion. Jeg kunde tænke mig at–man midt i hele denne Tomhed
gjorde en Lidenskab til sin Religion.

-Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion.

-At bringe alle Ofre for den–alt–at gjøre det Vanvittige–det
fanatiske … at blive Martyr med Glæde–

Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes
Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:

-Men, bedste Vilsac–jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med
Dem. Ellers plager det mig ikke … Er der ellers noget nyt?

-Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op.

–Nei? Endelig–saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt.

-Hvad behager. Naar han har erfaret, at …?

-At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende
Prestige, og det var kun det, hun manglede.

-De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne.

-Ja–meget slet, eller jeg tror–maaske snarere, at der er meget faa
Mænd.

Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner
hos den engelske Gesandt.

*
*
*
*
*

De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store
Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet
Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om
inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og
læste.

Grevinden var træt.

Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja
og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause,
uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa.

-God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.

Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er
saa træt.

Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde
gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.

-Jeg har faaet Brev–fra Carl, sagde han.

Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag?–Har han det
godt?

-Rigtig godt.

Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var
begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket.

Han kom hen og satte sig igen.

-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.

Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at
lege med Kniven:

-Han var allerede helt voxen ifjor.

-Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt
tilføiede hun: Naar skal han herhjem?

Greven greb det:

-Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.

Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun:–Ja–hvis Du synes. Og han
maa jo dog som Stamherre …

Det er ganske sandt, men … Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt.
Saadan at have en voxen Søn–

Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad
det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød
Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt,
hvad jeg kan.

Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at
Du vil.

Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle
Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden … og han maatte
naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i
Brüssel-Pensionen–men det havde været hans Moders Ønske …

Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven
holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for
ham, hvad jeg kan.

-Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han
kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han
naturligvis forelsket.

Greven var gaaet, men Ellen stod endnu foran Ilden i den samme Stilling
med Hovedet støttet paa sin Arm, i Lyset af Kandelabrerne.

Hun havde egenlig aldrig tænkt meget paa sin Mands Søn. Kun i Ny og Næ
blev hans Navn nævnet, talt om ham var der sjelden blevet. To–tre Gange
havde hun skrevet nedenunder Grevens Breve et Par Ord som lød: Deres
Faders Hustru sender Dem en venlig Hilsen–eller sligt; naar de om
Foraaret reiste til Paris, tog Greven altid fem–seks Dage til Brüssel
for at besøge Sønnen, men han havde aldrig spurgt hende, om hun vilde
med, og hun havde ikke bedt derom–Saa havde hun aldrig set ham.

Og nu skulde dette fremmede Menneske paa tyve Aar komme her som Søn …
Det vilde ikke blive let–sandelig ikke let.

Ellen løftede Hovedet og mødte sit eget Billede i Speilet. Et Øieblik
var hun blændet af sig selv. Hun betragtede Billedet nysgerrigt, som en
fremmeds, og hun gav sig til at bevæge Hovedet, saa Lyset fra
Kandelabrerne gled hen over hendes Hals og Hagen. Saa smilede hun.

Hun fik paa en Gang Lyst til at se Billedet af sin Stedsøn. Der hang et
Maleri i hendes Mands Stue. Hun huskede, at hun den første Aften efter
Bryllupsreisen, da hun gik igjennem Værelset havde set to Malerier, et
større af en Dame med store melankolske Øine og underneden et mindre af
en seks–otte Aars Dreng i en Fløielsbluse, der lignede Damen …

Hun havde straks sagt til sig selv, at det var hendes Mands første Kone
og Sønnen … Siden havde hun, ærlig talt, aldrig tænkt paa dem …

Hun tog Lampen og gik ind gennem Kabinettet til Grevens Værelse. Der
satte hun sig ved Skrivebordet og betragtede Billederne. Der var noget
eget, meget blødt i den første Grevinde Urnes Ansigt, noget dueagtigt
og skræmt i Blikket, noget eiendommelig hjælpeløst spørgende.

Og det samme Blik var der hos Sønnen. Man saa i det lokkede Barneansigt
slet ikke andet end de store Dueøine. Forresten var Drengen smuk.

Hun søgte efter Albummet. Maaske var der senere Billeder. Mens hun
ledte, fandt hun paa en Stumtjener i et Hjørne en Kapsel af Citrontræ,
som hun tankeløst lukkede op. Der var to Billeder deri, hun selv og
Sønnen. Det maatte være taget fornylig. Han stod med Spadserestok og Hat
i Haanden i en tætsluttende moderne Dragt. Men Ansigtet var i
forbausende Grad det samme; det samme blide, uudviklede som hos den
otteaars Dreng. Og Øinene, et Par store duggede, uforstaaende og
drømmende Øine–rene Barneøine …

Hun tog Billedet ud for at se at finde en Dato. Jo–der stod det. Til
Fader fra hans Carl. Nytaar 80. Hvilken mærkelig klar og barnlig,
upersonlig Haandskrift … Saa var han virkelig tyve Aar paa Billedet.

Mens hun satte Fotografiet ind, faldt hendes Øine paa hendes eget
Billede i Kapselen. Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte
det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en
halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om
Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa
forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var
lagt over Ansigtet …

Hun saa igen over paa Sønnen.

Saa faldt hun i Tanker med Kapselen i sin Haand. Hun slap den, og uden
at hun mærkede det, mens hun sad fortabt og stille, gled Kapslen
langsomt ned ad hendes Skød og blev liggende aaben paa hendes Slæb.

Ende paa første Del.

ANDEN DEL:

HISTORIEN.

I.

Min Søn–min Hustru.

Grevinden havde følt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv.
Hun havde været temmelig længe om at bestemme sig for en Kjole, inden
hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev
helt irritabel, da hendes Hænder rystede en Smule, saa hun ikke kunde
faa sine Armkæder hægtede. Hun havde heller ikke læst meget, mens hun
bagefter sad i Salonen og ventede … Men nu, da hun saa det
Barneansigt, der blussende rødt af Generthed skjulte sig bag hendes
Mand, kom hun næsten til at smile.

Derfor sagde hun ingenting, og de stod et Øieblik ligeoverfor hinanden
uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa følte hun med en Gang
Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at
sige andet end:

-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.

Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han:

Ja, det siger alle.

Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De
ser meget ung ud.

Greven talte lidt om den skrækkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte,
om han havde husket hendes Indkøb i Brüssel.

De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Stedsøn; naar
hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som slæbte sig lidt
genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig.
Men han sagde ikke et Ord.

Saa ringede Klokken anden Gang til table d’hôte. Ellen følte det som en
Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget
kommet sént.

-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. Æres den, som æres bør.

-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt
hende Armen.

-Mange Tak, sagde han.

-De maa holde Armen lidt nærmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen,
De kommer til at træde i mit Slæb.

Saa holdt han forfærdelig fast.

De kom ind i den store Sal, Næsten alle Gæsterne var samlede og stod
rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra
Bufetten hørte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.

-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!

-Ja–i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.

-Nei–Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i
Munden.

Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.

Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde
Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte,
hvem Gæsterne var og sligt. Carl tog næsten intet af Retterne, men naar
de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med
det altsammen paa Tallerkenen.

-De spiser ikke noget.

-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers
ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og
sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.

-Hvor du ler Carl, sagde Greven.

-Gør det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.

-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af … Men tag dog nu lidt
Artiskok … De har jo slet ingen Ting faaet …

-Aa–a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i
Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.

Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa
hinanden. Champagnekølerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fløi
frem og tilbage bagved Stolene. Man hørte en stadig Knalden af Propper
og Klirren med Glas i den forvirrede Støi.

Fyrstinden raabte meget høit, saa hun blev endnu rødere i Hovedet, og
man kunde høre hende over den halve Sal.

-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.–Jeg har en Loge. De tager jo
med, Hr. Greve, tag med … alle tre … Hun tog sin Guldlorgnet op …
_Qu’est ce que ça–ce jeune homme là_, spurgte hun saa lidt sagtere.

Greven vidste ikke, hvorom der var Tale … den unge Mand var hans Søn.

Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge–ganske
alene. De maatte følge med.

Ja–han takkede, hvis Ellen vilde …

-Det vilde maaske more Carl …

Hun vendte sig. Men, kære, De har jo ikke rørt Deres Artiskok … Nu saa
han igen paa hende.

-Nei–hvor han dog havde let ved at blive rød–jeg ved ikke, jeg
forstaar ikke … rigtig at spise dem.

Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med … Kl. 9 … De maatte sé
anden Akt … Scenen paa Markedet …

Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik
Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.

-_Il est charmant_, sagde hun ganske høit.

Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par
Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad
med Glasset og ventede.

-Drikker De ikke med mig, sagde hun.

-Jo Tak–saa gerne … men …

-Men saa klink dog!

-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød.

Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over
det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes
Diamantbandelokker dirrede i Vinden–og noget høirøstet forfærdeligt
Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og
halvt opsmøgede Frakkeærmer.

Carl var ogsaa blevet rød i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa
morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.

-De snurrer–De snurrer saa latterligt.

-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin Lærer
sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.

Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man
har været borte fem Aar …

-Ja … næsten seks … til November …

Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Englænderinderne
begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt
efter lidt, stive og ubevægelige. Men de andre holdt Stand, noget
échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de
blottede Arme støttede paa Bordet. Vifterne fløi frem og tilbage, og man
plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.

Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa
Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og
Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose
i Stykker i sit Skød.

Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa
ham (han sad igen bøiet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:

-Jo–De er meget smukkere end Deres Portræt.

-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja–hvilket er det, De har.

-Et stort–med Kniplinger om Hovedet … Aa, først maatte jeg slet ikke
ha’e det paa min Væg …

-Hvad for noget–maatte De ikke ha’e det? for hvem?

-Nei–i Pensionen maatte vi ikke ha’e unge Dameportrætter … og jeg
havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var … Saa sladrede de andre
… og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede … som …
jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige … at … det var … Dem.

Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem,
saa de fløi som Sommerfugle.

-Naa … og saa blev Billedet hængende?

-Ja–over min Seng.

De brød op. Greven gik om og bød Fyrstinden Armen, og de satte sig alle
i et Hjørne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte,
om hun havde været syg, siden man ikke havde set hende imorges paa “la
plage”.

Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i
Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe
Palmer.

-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt
over mod Grevindens Vifte … en ungdommelig Tilbeder.

Ellen forstod ikke.

-Pagen, De havde tilbords. Kender “Grevinden” nu ikke “Cherubin”?

-A–a jo … Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen … Det er
min Søn.

Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun
leende:

-Ja, Baron, min Stedsøn–en Søn af min Mands første Ægteskab … Skal vi
gaa ud til de andre?

*
*
*
*
*

Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen
lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom–det
var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med
Carl.

Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og
med hasarderede Antydninger.

Carl svarede kun med “Ja” og “Nei”, sad helt ude paa Kanten af Stolen
for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind,
og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.

En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Spørgsmaal, lo
Fyrstinden himmelhøit og vendte sig til Ellen.

-Ah–_l’ingenu–il ne comprend pas._

Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der
begyndte at fyldes.

Hun sad med Kikkerten for Øinene, mens hun hørte hvert Ord, Fyrstinden
sagde. Hun følte et nervøst Mishag med hendes Snak.

-Det varer en Evighed, sagde hun.

-_Chère–la divette_ maa have Tid til at puste–naar man er saadan
snørt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.

-Nei–se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende … Ham
maa de jo kende fra Brüssel–

-Ja–jeg har set ham et Par Gauge …

-Og hans Moder–hun er saa smuk … Ja … Fyrstinden examinerede
Prinsens Loge i Kikkerten–han er forresten ogsaa køn … For den
Historie kender De da?

-Alle siger, han er saa elskværdig.

-Gudbevar’es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes
Rachel–

-Spiller hun Komedie, spurgte Carl.

Ellen havde forstaaet og blev pludselig rød uden at hun vidste hvorfor.
Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin
Vifte og sagde:

-Nei–hun spiller bare “Fædra”.

Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var
ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for Øinene, kun beskæftiget med
Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:

-Ja–De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.

Ellen tog først Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde hørt
noget, sagde hun aandsfraværende:

-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?

Men saa fik Fyrstinden pludselig Øie paa en Veninde i den anden
Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev
Urne kom ind og fulgte hende over.

Ellen følte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa
meget, sagde hun og slog sin Vifte ud.

Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.

-Aa–jeg kender hende saa lidt.

-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig
igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af
Ligne, sagde han.

-Jo–jeg tror det.

Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen
saa paa hende.

Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.

-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke
være vred.

Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes
Haand.

Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa
besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene.

Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.

Carl morede sig umaadeligt og lo himmelhøit ad Løierne. Se dog, se dog,
sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk–aa–nu falder
han … aa … sikken Kolbøtte …

Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de bøiede sig
alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind.

_L’impudente_, sagde Fyrstinden.

Théo gik længere frem rokkende en Smule paa sine høie Hæle.

Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret
taug. Théo stod midt paa Scenen og rørte sig ikke. Hun holdt det lokkede
Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide Tænder.

Se Tænderne, sagde Greven, han kærtegnede sit Overskæg–Millionknusere.

Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. _La coquine, l’impudente_,
sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.

Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han
var ganske bleg. Han sad forbauset med store Øine og stirrede paa Scenen
uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende rød, og da Théo
begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev
han siddende.

Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort
fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang.

Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt.

*
*
*
*
*

De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen.
Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin.

Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de
kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa–han trykkede hendes
Arm–hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at
løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i
Vandet!

Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende.
Hører De, raabte hun, hør–Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans
Fornavn uden at vide det. Jeg bliver–helt forpustet.

Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede
Stranden.

Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke.

-Nei–nei–hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug.

Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet.

Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig
begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen.

De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa
sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige
saadan noget … om Folk … saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun
havde ikke troet, han havde forstaaet–

Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede
de paa de andre, og de gik op sammen.

Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte,
maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften
laa paa Bordet. Portneren gav ham den.

-Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen–

Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde
Portneren.

-_L’eventail de madame la comtesse!_

Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide
Svanedun, inden han gik ind til de andre.

Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa
Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede
Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene.

Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde
han. Og han har virkelig voxet sig køn–synes Du ikke?

Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi
Sofaen.

-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret …?

-Hvorfor dog? Aa–han lo–nei, ved Du hvad–det store Menneske … Det
var dog for galt …

Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at
smile: Nei–ikke saadan, sagde hun … Men–aa nei, det var bare en dum
Idé …

Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet
og gav sig til at spille. Det var en gammel
Melodi, som gled frem under hendes Hænder.
Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede,
begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun:

Tell my the tales, as remember to my
Long, long ago
Long ago.

*
*
*
*
*

II.

Deres Yndlingstur var langs Havet.

De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke
var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand. De maatte holde sig fast i
Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte
Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa
Klitbanken.

Thi der oppe fra var Havet skønnest.

Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i
Middagssolens Skær.

Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige
Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler
i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes.

Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og
satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var
hans bedste Plads.

Men mens de talte–det var hende mest, han sad og lyttede–hørte de
bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand.

Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt
den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For
hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun
slet ikke tænke sig det anderledes.

*
*
*
*
*

De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De
var altid duggede–hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun
kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog
følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun
talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun
flyttede sig.

-Deres Stedsøn har katolske Øine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever
evig med Blikket paa Madonna.

Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og
Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna.

Hun sagde det en Dag til ham.

-Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mærkeligt ved
mig?

-Ser jeg paa Dem?–det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik
atter paa hende med det samme Udtryk.

Naar de var alene, og hun længe havde talt og saa rettede et Spørgsmaal
til ham, svarede han aandsfraværende og som en, der vaagner af Drømme.
Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt.
Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et
Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig
spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet,
han havde hørt.

Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover.

Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig
var, og hvad han tænkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde
ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen–thi
han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring,
hvor han gik op i det: at se og høre hende.

-De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget.

-Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.

-Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale … fortælle mig lidt. Om
Deres Liv, om Dem selv …

-Jeg har ikke noget at fortælle.

Et var sikkert; hendes Mands Søn var uerfaren som et Barn, Hun kunde
ligefrem blive irriteret ved altid at møde det samme store, forundrede
Blik, og bestandig at høre de samme vage, halvdrømmende Svar, naar hun
spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget
midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan
udenfor alle Begreber …

Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation. En
Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste
Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham
Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen,
naar de var alene i Stuen.

Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde
ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine
besynderlige Øine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Væsen blev
sky og forknyt.

Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se
ham bedrøvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel
Betagelse, næsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjælpeløs og
ulykkelig.

-Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider.

Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt
dem fast lukkede.

-Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet?

-Aa nei–De–og han saa paa hende–men jeg tror, De er vred paa mig.

-Men, hvorfor dog?–hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen
Grund til at værre vred.

Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar–saa blødt, et lokket
Barnehaar at føle–og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ.

Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover.
Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske
blidt, saa blidt.

-Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der
skælvede, greb hendes.

Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin
Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois
Pensionat.

Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng
havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmænd i Hr. Dubois
adelige Planteskole. Han havde været meget gode Venner med dem især i de
første Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom
han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til
at gaa paa Bal, fulgte med deres Slægtninge i Theatret og besøgte dem om
Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra
Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om
deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over
Kusinerne og–Tanter, laa Carl vel og hørte paa Ordene, som blev sagt,
men han tænkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke
vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imøde, og det havde ingen
Virkelighed for ham.

Dagene gik saa let.

-Vi havde jo nok at gøre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med
Professor Genest og saa fægtede jeg hver Dag–jeg var den dygtigste i
Fægtning …

-Men i Deres Fritid–om Aftenen? …

-Aa–saa gik jeg med mig selv …

Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv–udenfor Livet. Han havde
læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens
Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre
var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet,
maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige
Dont som i Drømme.

Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn. Han havde levet sin Barndom som
en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre
ikke ham.

De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel
instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes,
og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og
gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af
vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom.

Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte
om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den
krampagtigt.

-Men nu–nu har jeg det saa deiligt.

De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa
dets KæmpeFlade.

-Længtes De da ikke? spurgte hun.

-Længtes? Jo–nu tror jeg, det var Længsel. Mange, mange Aftener, naar
jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede
paa Himlen, og jeg græd og græd–

-Stakkel–det var Hjemve …

-Har De ogsaa følt det? … naar Skyerne driver, og man bli’r ved at
stirre, stirre paa dem, til de fortæller En saa meget … som, man slet
ikke ved, hvad er … for det er altsammen som i Drømme …

-Jo, det føler vi vel alle–naar vi er unge.

-Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa
En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst … Just, fordi man ikke
ved, hvad det er–

… Det er ligesom det raabte bag et Tæppe, og man lytter og lytter og
forstaar det ikke …

Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens
den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af
Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem.

Da døde Talen.

De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod
hende, frem mod det funklende Hav.

Hun læste i hver Krog af hans Sjæl; hver Rørelse fornam hun i dette Liv,
som var begyndt at foldes ud.

Og da Ellen først troede paa sin Stedsøn, veg Forbauselsen, og den blev
langsomt til en halvt vemodig Interesse i Slægt med en Søsters milde
Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberørthed, som
hun ønskede at værne om.

Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens
Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte,
hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved
hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord,
ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første
Grøde.

Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt
sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls
umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed.

Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa
ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste
sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der
var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun
reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil–men hendes
Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar
hun sagde til ham:

-Carl–hvor De dog er et Barn.

Hun vænnede sig at kærtegne ham. Overfor ham kom Ømhed af sig selv.
Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende
legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori
de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham
til at indsuge med Sjæl og med Sanser–førte dem uimodstaaeligt sammen.

Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede
deraf. Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at
tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste
Tid.

Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og
der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot
hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet
ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en
Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde
gjøre hende næsten yngre end han.

Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke
anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag.

*
*
*
*
*

Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi.

Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brændingen, løb Herrerne
hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid;
klyngevis stredes de og fægtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne
værgede Dørene, og de flamske Kuske skændtes … Saa blev der en Jubel
af Skrig og Raaben, naar Flamlænderinderne svang de store Koste, og
Kuskene smældede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte
slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa
Bagdelen, mens Hestene stampede.

Halvnøgne Bebéer væltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i
Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fæstninger og gravede
dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden
havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til
Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og
Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Høns, der
har Ællinger.

Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med
en Bog og ventede dovent paa deres Badetime.

Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede “Gil Blas” og blev
bagte af Solen, eller de røg med Næsen lige op i Luften og en glemt
Roman paa deres Knæ, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme
Badevogne, væbnede med uhyre Kikkerter og værnede af store Panamahatte.

Ude i Brændingen holdt Badevognene i en lang Række med deres hvide Tage
skinnende i Solen. Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og
sprang op og ned for Brændingens tunge Stød.

Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel,
hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede …
Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og
smaa Telte med farvede Vimpler …

Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der
reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden
med en dump Brusen.

Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun
vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da
Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste
sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig
hurtigt af inde i Rummet.

Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i
Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes
i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den
mægtige Brænding–der naaede og dækkede dem–og gled over.

Solen glitrede over hele Havet.

Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder,
kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for
at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste
Trappetrin, og Ellen traadte ud.

Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden
løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet.

Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt.

Det gled majestætisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude
laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed,
fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver,
rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et
Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen.

Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en
Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende
Brænding–

Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin
Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen.

Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran
sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød. Hun blev forvirret
og ganske bleg.

Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet.

*
*
*
*
*

De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det
mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at
aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under
Armen traadte Ellen ud paa Taget.

De stod lidt ved Døren–som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa
begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel.

De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe
Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge.

Husk at ønske, Carl.

Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod
Mælkeveiens Skær.

De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer
og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene … Lyset
fra “Ærestrappens” Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine.

Kom–lad os gaa.

Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er
til Ballet, sagde hun. Sé blot.

De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud
tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud
af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med
opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen
Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under
Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med
ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder.

Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i.

Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen
af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set.

Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de
stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slæbene falde og
lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte
Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige.

Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes
Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte
dem igen.

Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder … mens Musiken begyndte at
spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen.

De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge
en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl
havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens.

Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa
halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt
og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket.

De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort
fra Lyset.

Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem,
stansede Carl:

-Hør, det er Rubinsteins “Asra”.

Ellen havde endnu Valsen i sit Øre.

“Asra”? sagde hun.

Men pludselig genkendte hun Ordene:

–Täglich ward er bleich und bleicher,
bleich und bleicher

–Og blev staaende lyttende som han.

Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt
ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev
ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans.

Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og
bleg.

Und mein Stamm sind jene Asra,
welche sterben, wenn sie lieben.

I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde
hun sin Arm om hans Hals.

Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes
Skulder.

-Kom–lad os gaa ned til Havet.

-Til Havet, nu … saa silde … Nei–kom, vi maa hjem.

Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det
lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til
Terrassen imod Havet.

Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod
Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned
ad Trinene som to Børn paa Flugt.

Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra.
Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel
Gentleman sad og nikkede neden under.

Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien.

Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret
Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers
var det tyst.

De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det
mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse
Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele
Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans.

-Men–Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt
glad?

-Nei–jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er
saa smukt, og De er her–og alting … Jeg tænker altid bare paa: Naar
det saa er forbi … Og saa er jeg bedrøvet i det samme.

-Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor
stærkt.

-Kan man føle for stærkt?

-Ja, Carl–for stærkt til at blive lykkelig.

-Maaske. Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen
talte sagte:

-Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær–og alt det
andet kun er det nøgne Intet … Livet bliver bare det ene eneste.

Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv.

Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien. Carl
fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i
samme Tone.

-Det eneste–

Ellen hørte det og rystede paa Hovedet: Nei–Carl–det skal man ikke
søge …

Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprøret, hvori hun var
kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug
begge.

Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig
stille paa Trinet, tæt ved hinanden.

Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum
af Stjerner i det mørke Vand.

Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem
sagte, sagde hun:

-Jo, Carl, De maa blive lykkelig.

Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i
Øinene. Saa med ét spurgte Carl:

-Hvorfor skrev De dog saa sjældent?

-Skrev? Aa–til Bryssel.

-Kun tre Gange …

-De Par Ord …

-Ja–for De vidste ikke hvor jeg længtes …

De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.

Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk
hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:

-Min Dreng, min bedste Dreng.

Og længe modnes deres Læber.

*
*
*
*
*

I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De
havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg
sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage
hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes
Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop.

Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde
staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes
kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det
gamle.

Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft.
Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund
var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene
begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud
bag mangefarvet Løv.

I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de
store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters
prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med
Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.

Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper,
beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske
Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.

Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt
med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult,
der lignede Guldstænk i Solen.

Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor
Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen–
kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin
sildige Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet
de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad
de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet
af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver
en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.

De sadlede Heste maatte vente.

Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og
de bare Marker laa bølgende foran dem.

Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne
Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af
Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie.

Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt
mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen
kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine
Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.

Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over
Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og
Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende
Hjælpeløshed.

Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev
glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.

–En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl:

-Hvor Folk dog dømmer feil …

-Om mig? Aa ja … De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op
fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?

-Aa–saa meget … og saa er De just det mildeste, jeg kender.

-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa … nei ikke nu … men
der kommer maaske en Tid … Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig
sagtere og mere tøvende:

–Men De maa heller ikke tro–hvad de fleste … det vilde gøre mig
ondt, om De troede det–at jeg er meget ærgerrig … Hun tøvede igen, og
Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen:

-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun …
Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv … en eneste … kun
en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes–og saa siger de, jeg
vil kun befale …

Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget
sagde han:

-Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad?

Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der
gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun:

-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.

–Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde
drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog
Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar
og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille,
saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden;
paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og
Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke.

De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men
pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af
Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn.

Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen
brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange
Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm
jog hun alle Strenges Toner op.

*
*
*
*
*

Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.

En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt
at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran
Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol,
drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen
faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i
Ilden.

Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme
Stilling med store og stirrende Øine.

Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et
pludseligt Smil.

-Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun.

-Hvad skal jeg læse?

-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.

-Bogen ligger ovenpaa–

-Men saa–kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine
Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun,
De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed.
Hent saa Bogen …

Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og
tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned
paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen,
sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han
altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt … trættende at se paa.
Og hvorom drømte han saa? Om hvad?

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis
sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over
Lindene.

-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan
uden at tage Dem det allermindste til?

-Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig …

-Billeder?

Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi,
saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa
kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun
tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene,
hvis Skygger svingede for Vinden.

Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig
Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid
ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig
en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.

Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.

-Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er
afskyelig koldt …

Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte
han.

-Hvad De vil.

Carl bladede i Bogen og slog op paa “Rolla”. Han begyndte at læse de
første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste
meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen.

Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede
Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og
uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt
fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede
Laag …

Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er
smukt, sagde hun. Læs mer.

Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.

-Kender De Melodien til “Rappelle-toi”, spurgte han.

-Ja–den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun
Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede.

_Rappelle toi, quand l’Aurore craintive
Ouvre, au Soleil son palais enchanté;
Rappelle toi, lorsque la nuit pensive
Passe en rêvant sous son voile argenté–_

Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes
Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev
som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans
Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt …

_Rappelle toi, lorsque les destinées
M’aurent de toi pour jamais séparé,
Quand le chagrin, l’exil et les années
Auront flélri et c  ur désespéré.
Songe à mon triste amour, songe à l’adieu suprème!
L’absence mi le temps ne sont rien, quand om aime.
Tant que mon Cæur battra,
Toujours il te dira:
Rapelle-toi._

Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.

-Læs det en Gang endnu.

Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand–af
Is–paa hans og sagde igen:

-Endnu en Gang.

Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset,
lukkede han sagte Bogen til.

Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes
Ansigt ned imod sig. Selv brændte han.

Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte
at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes
Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og
alle Træk var skarpe–

Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte
Carl Urne Hænderne frem:

-Ellen, skreg han. Hvad er der?

Hun vaagnede ved sit Navn.

-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt
hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:

-Jeg er ikke vel …

Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og
gik.

*
*
*
*
*

Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim
over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter.

Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt.
Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i
Bedene var alle Blomster frosne bort.

Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod
Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa
den rimdækte Jord.

–Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var
vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have
Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at
kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man
bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse.

I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke
ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde
Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i
et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været
paa Reisen og ude paa Thorsholm.

I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves
til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa
Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den
kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og
man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed.

*
*
*
*
*

III.

Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ.

Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i

Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes
hilsende Ryg.

Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining.

Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev
og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst
Majestæterne ned.

Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man
farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man.
Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.

Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals–første
Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne:
_Les tables à jouer–Messieurs, les tables à jour._

Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter,
Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse …

Knald af Propper; Stimmel allevegne.

Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder
han sin Dame.

-Det er os, Comtesse.

-For anden Gang …

-Ja … De er Æresgæsten.

Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen
for at høre–Orkestermusiken var stærk–han helt ind til hende, Clara
Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham.

De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som
en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op.

Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel
fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om
Majestæterne.

-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har
ikke mer det gamle Smil–jeg vilde ikke have kendt hende igen …

-Det er Begivenhederne i Rusland.

-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt …

Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til
Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte
sammen og siger:

-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre
omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i
Divanen siger afsluttende og grødet:

-Godt, at vi har en stærk Regering.

Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen.

-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne.
Om jeg endnu … Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte
flygtigt hans bløde Fransk–

-Ja jeg spiller undertiden.

Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget
smukt.

-Meget smukt.

Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje:

-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med
Majestæten.

Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens
hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde
Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og
sagde:

-Ja, hun er meget smuk.

Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem–spurgte hun.

Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?–Ellen
vendte Hovedet: Her er meget varmt … Skal vi ikke gaa ind.–Ja, hun er
Ungarinde–hun er meget smuk.

Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og
streifede Grevinde Rosenkrands’ Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser
godt–lidt intimt … Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde.

-Det vilde være et passende Parti.

Ellen lo.

-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen …
Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt
aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt.

I Dagligstuen kom Greven imod hende:

-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt.

Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde
hun, her er meget varmt … Og saa anstrænger det virkelig en Smule at
sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og
skyllede Vinen ned.

Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde
han: Carl morer sig nok–har du set ham?

-Ja … han er glad iaften.

Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i
Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede
Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.

Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at
le, hun vilde være munter … Hun gav sig til at tale efter den gamle
Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen
Latter over de andres, kort og rykvis–indtil hun brød op og gik videre …

Dansen var forbi.

Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres
_Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De
unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om
Livet …

Efterhaanden tømtes Salen … Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og
tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter
naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de
ind … Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det
tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa
Skyer.

Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede
de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned
over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de
høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer
skærmede i blaalig Skygge Marmorguder.

Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved
Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med
svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige
Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig
op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne
stille.

Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens
Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække
den slumrende Amor …

En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa
Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for
at fange Springvandets kølige Regn …

Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun
vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:

-Vilsac … hvad synes De egenlig om Livet?

-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten
mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.

-Ja, sagde Ellen,–om man var født til at tage tiltakke.

-Født dertil … Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror
Grevinden, der spørges?

Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med
sine Hæle.

-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige–det er dem,
som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken.

Har De lavet det selv.–En Bevægelse med Viften.–Aa ja, jeg ved det nok
… De er ogsaa af de fordrende Mennesker.

-Men ved De hvad, Vilsac,–og hun talte noget roligere–man kan fødes
med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit
høieste Ønske? Det var latterligt … At komme til en Skov, saa stor og
sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie
sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de
lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det
nytter ikke, at De le’r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle
Ide, som lod mig bygge dette Drivhus … Og se saa,–hun lo selv–om der
er saa stor en Victoria regia … at den kan bære mig … Nei–man maa
tage tiltakke med Aakander …

-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer … Hvorfor er det
nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi’er os altid saadan:
mange Ting, vi ikke ønsker saa meget–for en Ting, vi ønskede, og som
det ikke giver.

De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet
med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde
Ellen:

-Kender De noget til Inderne?

-Ostinderne.

-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk–der er saa
megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med “Lervognen” …

-Og Sakuntala.

-Ja … Der var Grader i deres Templer … det ene Rum helligere end det
andet … Men inderst inde var den “hellige” Hal–der var oftest tyst
… For derind kom kun de, som vilde “skue” Guden … De gik derind i
hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde
lukket sig om Mennesker, der var forsvundet … Aa, Vilsac–hun vred sin
Vifte–det at skue Guden …

Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets
Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene.

Saa sagde Vilsac:

-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.

-Patricisk, ja–Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der
Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?

-Misunder De dem.

-Ja–jeg misunder dem.

Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?

-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane–aa, det maatte være
saa besynderlig fredeligt …

Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand
mod sin Pande, sagde hun:

-Vilsac–det bedste var aldrig at tænke.

Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den
ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.

-Eller kun fornemme–bare sløvt fornemme …

Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved
Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring.

Hun slog Øiet op paa ham.

Bare ladt fornemme …

Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte
Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.

Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren …

Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens
Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede.

-Kom, Vilsac … Giv mig Armen, min Ven–Dansen er begyndt.

Og de gik tilbage til Salene.

-Bernstorf–Bernstorf. Det er for voldsomt.

Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet
og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog
Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst.

-Nei, Grevinde, nei–lad dem more sig.

Alle Par fløi ud–hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og
klemt. Alle Par–alle Par ud!

Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte
man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast,
eller Møllerne pludselig sprang …

Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.

Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens
hun talte med Vilsac om det og det.

-Alle Damer tilhøire–alle Damer tilhøire.

Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og
Bernstorf skreg:

-En Dame, Grevinde Urne, en Dame … Ellers gaar Turen i Stykker …
Bernstorf førte hende ud.

Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter
Bernstorf.

-De jager Livet af os–hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere … De maa
holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men
Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag,
gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet
noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.

Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm.

Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel
stansede hun Bernstorf midt i Salen:

-Kom–der er Carl–lad dem spille en Vals.

Og hun forlod ham.

–Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.

Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg,
og hendes Næsebor skælvede.

Kom–vi vil danse … Det er en Vals.

Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa
hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme.

Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar.

Og de dansede.

-Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det.

-Forelsket? Hvor kan De … Deres Blikke mødtes, og han holdt inde.
Skælvende hang de, Blik i Blik.

Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja–han var sikkert
forelsket … Man saa det; han var jo kun med hende–Det lyste jo frem
paa hans Ansigt …

De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede
i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt
nynnede de begge alle Ord–

–Mens Valsen gled–

Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i
Frankrig.

-Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta.
Han kan ikke løbe bort fra Belleville … Han kan derfor blive en Cæsar,
aldrig en borgerlig Republiks Præsident–

-Det er sandt–

Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy?

-Ja–Vilsac havde sine Øine i Salen.

-Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed … og forresten, tror jeg
ogsaa i Kraft af sit Retsind.

Hvor de dansede længe–og tæt, tæt mod hinanden.

–Ja, han er retsindig.

-Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan
vedblive at være Præsident i en Republik.

De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke–aa, hvor
uforsigtigt.

-Ja–Gambetta vil blive Republikens Præsident.

-Hr. Gamb … Hvor Hr. Vilsac var distræt … Hans Øine var ude i Salen
… ved et valsende Par–Aa–hans Hustru og Carl …

Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund
mødtes deres Øine.

-Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et
vanskeligt Land at regere.

Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de
sagte Valsens Melodi … Saa holdt Musiken op.

Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de
smilende hen mod Vilsac.

Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe.

Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom.

Ja–Grevinde–Dansen er forbi … Og de gik ind.

Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang
op: Hvor De er bleg, sagde hun.

De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde,
sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne–De er altfor uforsigtig.

Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet:

-Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster.

Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun
talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt.
Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder
og Kys paa sine Kinder.

Hvor hendes Hoved var tungt–Hun gik hen til Vinduet og støttede sin
Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne,
der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt
begyndte hun at lytte efter deres Samtale.

De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder.

Men med ét gik hun bort fra Vinduet.

-Han har set det, sagde hun.

Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han
har set det.

Vilsac ved det.

-Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg.

Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet
i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke
Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem
Salene.

Tilsidst var alting ganske tyst.

Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun
satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød.

Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden.
Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse … Brillant
Aften–brillant–det var at more sig.

Han satte sig overskrævs paa en Stol–og lavede Ringe af
Cigaretrøgen …

Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten.

Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget … Mærkede saa med
ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder–Hvor hun
var bleg … Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger,
holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med
forpustede Ord–der svirrede som Myg–indtil han blev ganske … hed og
taug.

Jo–sagde han–God Nat … Det har været en streng Dag …

Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik–til han var
ude.

Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned
langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned
mod hendes Bryst.

Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine
Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets
bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut.

Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum …

Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og
lukkedes–et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt
havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren.

Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren
ikke kendte:

-Ja–Du kan slukke. Festen er forbi.

Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale.

IV.

Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.

Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun
med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove
igen. Sove mer.

Eller ialfald tage fri–blot lidt endnu for det, som … hun vidste nok.

Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle
Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en
tør Smerte.

Saa var det da sket.

Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen
Trøst, nei ingen Trøst … Nu var det sket–slog hun de nervøse Hænder
op og ned.

-Hvorfra var der Trøst–hvorfra?

-Nei–aa Gud–det var det forfærdelige, som var sket.

Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa
sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred
de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.

-Hvilken Elendighed–Himmel dog–hvilken Elendighed.

Hun blev siddende opreist.

-Ja–saa maa Dagene … blive som Sandet.

Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro.
Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var
sket.

–Først var det hans Øine … Hun havde altid elsket hans Øine. Hun
længtes efter deres Glans, naar han blev glad–og han var saa let at
glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev
glad …

Og hans Latter–hvor hun havde elsket hans Latter.

Det var vist paa Thorsholm … Ja–en Dag i Efteraaret … Hun stod og
satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var
vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og
vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo
… Men der var et lille Mærke mange Dage.

Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød–det
søgte jo altid om Støtte–og han sad taus og helt stille … og uden at
hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar–hvor var det ikke
blødt.

Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ
… Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det
helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen … Skæret fra Kaminen
lyste mod hans Nakke … mod de fine og smaabitte Haar … Saa havde hun
bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke … Han sov.

Saadan var det kommet.

Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det
ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham:

-Carl–det kan De ikke–det gaar ikke an.

Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad–hvorfor ikke?

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt
efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen
og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt,
og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? … Det tænkte
jeg ikke over … Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt … Og
hun havde tiet forvirret.

Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge
Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun
hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter …

Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans
Øine, og hun saa hans Læber–mens hun smilede.

Ja–hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig
paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et
Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved.

Et Kærtegn.

Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes
Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm
… Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg … og pludselig følte
hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans
lo op i hendes Ansigt.

Saadan var det gaaet indtil nu.

Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at
fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord–havde flettet sin Væv om
hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde
glad.

Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt
al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav
og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.

Nu saa hun det … nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken …
Ja–hun elskede ham.

Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen
mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen,
siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker,
indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste
Ting syntes hende en Byrde.

Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar.

-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.

-Ja–jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt,
og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde
hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men
med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar,
smile bag sig i Speilet.

Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.

Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun
Veiret dybt.

-Aa–jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det
være sket?

Hun tog atter Pudderkvasten–Sveden var sprunget frem af alle Porer–og
hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra
Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde
febrilsk ødslet med alt deres Indhold.

-Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken
syv.

Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte
bankede stærkt.

-Ja–saa. Red han ud … sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny
… Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt–netop efter Ballet, saa
tidligt.

–Hvorfor var han dog redet ud? Havde han–hun turde ikke tænke
ud.–Gode Gud–om ogsaa han …

Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede … Fandt i samme
Nu tusind Grunde for sin Frygt … Han havde været saa besynderlig
iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt … Og det
Kys, han havde taget under Dansen … Gode Gud–hun rev Kjolen ud af
Kammerpigens Hænder–fik den paa–hun maatte se ham straks.

Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun
maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede
Haanden mod sit Bryst.

Hun turde ikke gaa ind.

Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.
Naa–De har saamænd sovet godt.

Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han
vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig,
Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe.

Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa
tidligt.

-Ja–jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved … Saa syntes jeg,
det kunde være ganske rart … Der var deiligt paa Langelinie.

De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give
ham en Time.

Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein
uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen
under sine egne Hænder.

Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette
eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en
tung Lykke.

Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album
for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri
i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det
gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.

Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde
siddet med det timevis i sine Hænder.

Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet
ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil
ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det.

Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede
paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig
til at græde.

Længe græd hun en stille Graad.

*
*
*
*
*

Dagene gik.

For Ellen et Feberliv.

Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme
Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under
Angster.

Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time
efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals
endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper,
vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen
Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af
vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny
de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl.

Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve
Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse.

Ja–dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun
havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse
uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor
ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved
hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:

-Mod dette Menneske gør du kun godt.

Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid.

Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge
af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende.

Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse.

Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige
kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet
umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne
Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes
Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar
hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.

San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der
ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig
saa myg i angerrig Forsagelse.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste
Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.
Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet
med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv.

De maatte skilles.

Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens
Elendighed.

Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe.
Og hun sagde paany:

Nei–han skal aldrig erfare det.

Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til
de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens
alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs:

-Man naar saa ogsaa han–

Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af
al sin Sjæl.

Mod Carl var hun foranderlig og uens.

Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange
Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer.

-Er De bedrøvet? spurgte Carl.

-Ja–lidt, hun forsøgte at smile.

-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.

-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.

Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn.
Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,
mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes
Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv:

-Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender.

Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:

-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.

Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed.

Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han
forstaar alt, hvad han har givet mig–den Dag, da han giver alt det
samme til den, som han elsker.

Og da vil han hade mig.

Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig
søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel.

-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.

Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans
Had.

Eller hun sagde til sig selv:

-Det er ikke denne ømhed, han vil give hende.

Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover.

Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart,
altid i den samme Kredsgang.

Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes:

-Grevinden maa være syg, sagde han.

-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at
sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende
nogen Søvn.

Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde
længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale.

Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:

-Carl–vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles.

-Skilles? Hvorfor spørger De om det?

-Hvis jeg nu reiste bort.

Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens
hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt:

-Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa–nei–Dagene vilde blot komme og
gaa, gaa og komme–

Hun taug og sad ubevægelig.

-Og jeg da? sagde Carl sagte.

Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og
lav. Lidt efter sagde hun:

-Ja … det var det bedste.

Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans
Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret
Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.

Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem
dem.

Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven
og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.

-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.

-Tager De Ferie nu–midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har
set Dem–

-Nei–jeg er blevet forflyttet.

-Forflyttet–Men De har jo slet ikke søgt.

-Jo–Fru Grevinde–men ikke talt derom.

-Men–hvor skal De da hen?

-Til München.

Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København,
sagde hun.

-Ja–jeg har holdt meget af København.

Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde
Ellen:

-Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange
om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.

-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei–det er
egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.

-Naar skal De forlade os?

-Jeg reiser om to Dage tit Paris.

-Og kommer ikke mer tilbage?

-Næppe.

Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé.
Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave.

-Nei–han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin
Kjole. Saa saa hun op:

-Nei–Vilsac–vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.

Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,
Vilsac, sagde hun.

Vilsac rystede paa Hovedet.

-Jo–jeg vil savne Dem og mer end De tror.

-Hvis De faar Tid dertil–

-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd
godt–at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt
os at være Venner. Det gør meget faa.

-Hvorfor skal vi tale derom?

-Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt,
hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor
Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi
to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De
nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til
Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg
ikke turde høre–det faar jeg vel Lov at takke Dem for–

Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden
at tale.

Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke
en Gang oftere at høre spille, sagde han.

-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.

-Hvis De vilde–

-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al
hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt
laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den
tungsindige Sang, tænkte hun:

-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.

Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet
nogen Tid tause, sagde Vilsac:

-Og De–De bliver her?

Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken.

-Husker De, Vilsac–sagde hun sagte–at vi en Gang talte om at møde det
urimelige i Livet?

-Ja–De ønskede det–

Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale.
Nei–Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette.
Lev vel.

Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i
hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac
hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang.

Saa gik han.

Lidt efter kom Greven hjem.

Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet.
Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun
var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin
Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og
hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt.
Der flygtede hun hen.

Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der
speidede efter “Opdagelsen”, i hvert Blik. Hun var tit støiende, en
underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle
Sætninger:

-Om han véd det–hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt.

Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet.

Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor
hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der
lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke
forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:

-Urne–Urne, dog …

Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til
ham.

–Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals.

-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord … Var det
morsomt?

-Aa–saa som saa.–Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig
nær ved Flygelet:

-Nei–intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over
hinanden og strakte sig let i Stolen.

-Nei–han var uskadelig.

Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der
var af Gæster.

Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.

-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.

-Jeg tror ikke–

-Hør–han skiftede Plads–hvad Carl dog er for en underlig Patron …

Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.

-Aa–jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri–oprigtig talt–der er …
ja … I Damer–han søgte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa
lige paa ham–forstaar Jer ikke paa Sligt … men forstaar Du, der er
noget–usundt ved ham …

Han taug, og Ellen berørte Pandehaaret med Lommetørklædet.

-Jeg tror, han hænger for meget her hjemme–at han … forstaar
Du–Greven lo lidt forlegent kort–det er ikke naturligt i hans
Alder …

-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.

Og Greven kom nærmere: Han viser jo Dig større Fortrolighed–jeg kender
ham egenlig saa lidt … Du véd maaske noget mere om hans Liv …

Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte,
sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:

-Begriber Du–jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer …

Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven
gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt
til ham.

Og han gav sig til at tale om andre Ting.

Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage,
aabnede Dørene og flakkede gennem Stuerne. Hun rørte ved alting, slap
det igen og gik videre.

Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.

-Det hænger skævt, sagde hun, gik frem for det.

-Ja–det hænger skævt.

Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes

Mand, som havde drukket. Hun hældte lidt op. Drak det og gik igen.

Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.

Der tog hun et Ølglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det
tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken,
der var tom.

Saa gik hun til Ro ved egen Hjælp og sov.

Den næste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:

-Hvad bestilte De igaar?

-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.

-Ja saa.

-Vilsac var her.

Hurtigt: Hr. Vilsac–naar kom han?

-Aa–vel Klokken syv … Han kom forresten for at sige Farvel. Han
reiser.

-Saa … han taug lidt: Var han her længe? spurgte han saa med ét.

-Hvem, kære Carl.

-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?

-Et Par Timer, tror jeg …

-Naa–ja … han sværmer jo for Dem. Det siger jo alle.

Ellen sad og smilede: Carl–De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar
jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise … Han reiser allerede i Morgen
Aften … saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.

Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:

-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?

-Det havde jeg tænkt.

-Naa–ja, det kunde jeg begribe.

Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen
til mig.

Carl stod op: Hvad skal jeg.

-Sæt Dem her.

Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.

-Jeg er aldeles ikke vred.

Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt
sagde hun: Nei–Carl–De skal ikke være bange.

-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet. Det er, fordi jeg
synes, jeg ikke er god nok.

God nok–til hvad?

Hans Stemme skælvede: Til at De skal holde saa meget af mig.

De taug begge … han lagde sin Haand paa hendes … Og afbrudt sagde
hun:

-Carl–De véd jo … Og Blik i Blik sad de atter tause.

Hun følte hans Haand brændte, og svimmel fornam hun, hans Aande var
hastig som hendes.

Saa slap hun hans Haand.

Han lagde sig ned paa Knæ, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt
strøg hun hans Haar.

-Carl, sagde hun–De er saa god … Men en Egenskab kender De ikke.

-Hvilken?

-Aa nei–og hun skød ham bort med sin Haand–det vil jeg ikke sige
Dem …

-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det gør jeg aldrig …

-Nei, Carl–og hun reiste sig–De er Gaaden selv.

Den næste Aften var de paa Bal.

De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.

Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.

Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun
slap ham:

-Nei, Carl, De har intet Mod.

Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og
hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig
Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.

Saaledes levede hun.

Greven spøgte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens
milde Døs glattede alle Tanker ud i blød Bevidstløshed. Saa gik
Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og følte i Halvblund
sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og værkede svagt. Og
hun nød sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig
selv–thi Likørflasken var bragt ind med Kaffen:

-Jeg vil ikke drikke mer.

Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende,
og hun vidste allerede at hun kæmpede. Men lige efter nippede hun igen,
sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den
forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten,
slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes
Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud,
og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i
Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar
Middagen kom, blev hendes Forsæt sløvt og hun gik paa Akkord om det
eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast.
Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sløvheden fulgte efter med
bevidstløs Afmægtighed.

Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Forsætter og evindelige Fald,
og hun begyndte at stjæle sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.

Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen;
hun nød kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med
Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en
døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse.

Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage
bort:

-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.

Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.

Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op
af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, tømte en Flakon Cognac, gik
tilbage og sov som et Dyr.

Hun begyndte paa sine Køreture at søge Konditorierne, og hun drak et Par
Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt døsig, slæbte
sig ind i sit Boudoir og slængte sig hen med løste Klæder. Hun laa halve
Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis
sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun
stærkt, fordi de ofte var klamme.

Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed
paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last. Og hun
var altid sammen med Carl. og hun turde ikke være ene og klamrede sig
til hans Nærhed.

Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes Væsen imod ham.

Hun søgte at gøre sig ældre, hun ønskede, han skulde forelske sig.

-Hvorfor sværmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi’er
Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.

-Jeg ved ikke, hvad det er–jeg har aldrig prøvet det …

-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Forsøg det–der er unge Piger
nok.

Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede
smaa Fester, hvor de unge kunde mødes.

Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som
hun sad blandt de ældre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens
Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra
den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.

Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun
følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i
Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde røvet, og en
Haand, han havde trykket under Bordet–thi han fortalte hende alt–saa
hun i Vognens Mørke, bleg, bed sin Læbe til Blods i skinsyg
Fortvivlelse.

Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.

Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme
Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.

Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.

En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs,
saa hans Fingre var døde.

-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.

-Ja–det var ikke saa galt–for jeg fryser … og han reiste sig for at
ringe.

Ellen var blevet ganske bleg: Men–Carl–sagde hun–De forstaar da nok,
det er Deres Faders Spøg.

Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan
taale en Snaps–

Ellen gjorde en Bevægelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det
… men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham;
da Carl førte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa–nei
–Carl, drik det ikke.

Greven og Carl lo himmelhøit, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde
Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens Næse. Det er sundt.

-Carl–hun skreg det–lad være.

Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja–sagde hun. Jeg har aldrig kunnet
taale den Lugt.

Greven blev ængstelig, kærtegnede hende og sagde: Du er utrolig nervøs,
min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.

Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.
Hvorfor skal man ogsaa lade Børn drikke Brændevin? Og de talte om andre
Ting.

Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.
Den forfulgte hende i Dage.

Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forfærdelige Køreture, når
hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener,
naar hun sad oppe og biede, og hun følte en lamslaaet Skræk for hvert
Minde.

Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun følte en
ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i
Ansigtet, indtil hun næsten blev vanvittig.

Hun vilde aldrig være ene. Hun kørte ud, tog i Visitter, gik i Theatret,
var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med
Kammerpigen eller førte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var
aldrig beskæftiget, hun talte kun. Altid. Vidtløftigt om de
ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungefærdighed
overdøvede hendes Tanker.

Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun
fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og
hun følte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.

Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale.
Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos
hende; og bøiet frem med Hænderne hvilende paa Flygelet talte hun i
brændende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.

Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Skær.

I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.

Og hun gjorde sit Væsen tifold mer duftsvangert hedt, og hun læste sin
Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.

De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og–bandt ham saa tæt,
saa tæt.

Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.

En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen.
Lampen var gaaet ud, og de havde tændt et Lys paa Flygelet, saa der var
halvmørkt.

Greven blev staaende i Døren: Er I oppe endnu? sagde han.

Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun … Ja–vi sad her og talte
sammen …

… Det er vist blevet sent.

Carl var generet, sagde hurtig “Godnat” og gik. De to blev ene tilbage.
Greven tændte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen
følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:

-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.

Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin
Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.

Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte
ham om en ligegyldig Ting.

Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du
sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod.

-Man skal være forsigtig med en Natur som hans.

Ellen fik Mod til at lé: Du mener–

Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes
Slag. Saa vendte hendes Mand sig.

-Godnat, sagde han. Og–han frøs–saa er her ovenikjøbet hundekoldt, saa
man bliver forkølet af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen–

Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i
Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.

Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk Nøgle
og drak i et Drag den Brændevin, hun fandt.

Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.

Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til,
og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som
laa i hendes Skød.

Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og
rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.

-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.

Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte.
Pludselig mærkede hun, at “Jomfruen” var der endnu: Er der mere, spurgte
hun.

-Ja–Deres Naade–der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.

Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.

-Det gør mig ondt–meget ondt … men der maa være en Tyv her i Huset.

-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stjæle?

-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Brændevin–og
det maa være En i Huset …

Ellen havde lænet Hovedet tilbage. Hendes Øine skød hastigt to Lyn op
mod Jomfru Svendsen.

-Og hvem har De mistænkt?

-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde lægge Vagt i
Buffetværelset–det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.

Grevinden var distræt og stirrede frem for sig: Ja–sagde hun–De kan
jo lægge Vagt derned.

Og lidt efter. Gør som De vil.

Jomfru Svendsen gik.

V.

Ellens Pande blev pint som en stukken Naalepude, hun følte tusind
Knappenaalsstik i hver Fingerspids. Konferensraadens Morfin dulmede;
hans Ammanuensis gav Grevinden Indsprøitning tre Gange om Dagen.

Hun befandt sig vel, alle Tanker gik paa blød Filt, hver Gang han havde
gydt Vædsken ind under hendes Hud. Langsomt bredte lykkelig Smerteløshed
sig gennem hendes Legeme med en lun Varme.

Hun følte alt som Hænders Strøg over Atlask, og hver Tyngde gled bort,
som blev hun baaren.

Saadan laa hun salig; indtil alle Tanker svømmede kælne sammen, og hun
faldt i Søvn.

I Søvne saa hun altid Oceanet: strakt i doven Vuggen under Middagssolen
bar det gudeskønne, kaade Drenge. Hun nød deres Leg. Indtil ogsaa
Drømmene blev svøbte som i mange Lag af Musseliner … og svandt ud i
uvis Salighed.

Naar hun vaagnede, følte hun et let Tryk over Panden. Og hun blev
liggende slap og halvsovende og gad ikke reise sig fra Stedet, hvor hun
laa. Tit faldt hun i Søvn igen, indtil Fingerspidsernes Pine vækkede
hende.

Da vaagnede hun til alle Smerterne, og hendes Legemes Raseri mod
Lidelserne brændte hende mer end tre Dages Faste vilde gjort.
Morfinhungeren greb hende. Og hun lod gaa Bud paa Bud om Lægen, og hun
bad og bad, og hun tiggede:

-Bare en Indsprøitning nu.

-Bare en Indsprøitning til–aa, for det var saa forfærdeligt.

Og atter dulmede det lunt, og det gamle Velbehag lagde sig om hende.

Men som oftest gav Ellen sig ikke hen til Rusen. Hun blev oppe. Hun nød
den pludselige Kraft og Klarheden i sine Tanker. Hun saa roligt paa alt.

Den stærke Følsomhed forsvandt af hendes Væsen.

Hendes Følelse for Carl var en Ulykke, men Ulykken maatte bæres. Der var
mange ulykkelige; men de tog Byrden op og gik videre. Hun maatte gøre
som de andre, og hun vilde gaa rank under Byrden. Undertiden syntes hun
saa næsten, den var let.

Thi det gav en egen Styrke at have forsaget.

Kærligheden var ikke det eneste. Naar man havde tabt det bedste, maatte
man leve videre med alt det andet. Hun vilde beskæftige sig, opfylde
sine Pligter. Hun følte vel Spænstighed i sig til at magte dem.

Saa længe Morfinen virkede.

Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede
hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned
mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til
at løfte de matte Haandled.

Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes
Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.

Undertiden kom Slapheden, mens hun sad foran sit Speil og klædte sig paa
for at tage ud. Lægen skulde give hende Indsprøitningen, lige som hun
skulde i Vognen.

Hun blev graableg, og den kolde Sved sprang frem paa hendes Pande.
Øinene slukkedes som to Lamper og mistede deres Glans. Hun søgte ikke at
bekæmpe sig: hun begravede de rystende Hænder i sit udslagne Haar og
stirrede i Speilet.

Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe
Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede.

Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne
svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede:
det var hendes Arm.

Hun betragtede sin Hals, der var gul og furet af Rynker, hun lagde sin
knyttede Haand i Fordybningen ved Nøglebenene.

Og al hendes Elendighed syntes hende levendegjort i hendes Legemes
Fornedrelse.

Da gav hun sig til at kæmpe fortvivlet med sit eget Ansigt. Og hun pinte
sine svulne Øienlaag med Tusch og plagede sine Kinder med Sminke. Hun
sved de døsige Pupiller med Bella donna og lavede Smil om sin strammede
Mund.

Eller der var Dage, hvor hun nød sin Ruin. Hvor hun med grusom Bitterhed
gradede sin Ulykke i sin Hæslighed, maalte den saa haarfint ud i hvert
et Tab af den Skønhed, hun elskede.

Men naar saa Lægen kom, og hun havde modtaget Morfinen, sprang hendes
Stemning om. Hun blev grebet af Overmod, den pludselige Gjenbesiddelse
af sig selv berusede hende. Hun vendte tilbage til sit Speil, og hun
betragtede atter sig selv …

Ja–hun var endnu smuk. Og hun tog Plads med Smil og sad længe.

Og aldrig havde hun saa overmodig nydt Mændenes Beundring, naar deres
Øine hængte sig ved hende.

Saaledes gik tre Maaneder.

En Dag, da Ellen ventede paa Lægen, kom Urne ind.

Han begyndte at tale, spurgte om et og andet. Ellen var træt, havde ondt
ved at fatte hans Spørgsmaal og faa dem besvaret.

Greven mærkede, hun var aandsfraværende og saa paa hende. Han blev
forskrækket for hendes Ansigt, der var slapt og blegt med døde Øine.

-Har Du stærke Smerter, spurgte han ængstelig.

-Smerter?–Aa nei … Men jeg venter paa min Indsprøitning.

Lidt efter kom Lægen.

Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han
havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til
Konferentsraaden.

-Nei–er det Dem–Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense
kommer til mig istedetfor at sende Bud.

Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde–intet slemt.

-Ikke noget specielt. Greven satte sig, med Stokken mellem sine Knæ …
Men jeg ønskede nok at tale med Dem–at spørge Dem … Det er min
Hustru …

-Ja–Grevinden er jo meget nerves …

-Ja–meget nervøs. Greven holdt inde, flyttede Stokken … De har givet
hende en Del Morfin, sagde han.

-Ja–temporært–mod heftige neuralgiske Smerter. Indsprøitningen har
bekommet Grevinden meget vel.

Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det
dog ikke paa Tide at holde op? sagde han.

-Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af
Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens
Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse … Hun er meget nervøs
… ganske vist … men–

-Hun er mer end nervøs, Konferentsraad … Hun er abnorm, og hun ængster
mig …

-Abnorm? … Grevinden har altid været af et eksalteret Temperament. Jeg
har aldrig fundet nogen, hvor det moralske og det fysiske hænger saa
nøie sammen, som hos hende … Enhver moralsk Lidelse viser sig hos
Grevinden strax som en fysisk Smerte–og naar saa noget støder til …
Kunde det ikke tænkes, at–Grevinden i den sidste Tid sjælelig havde
lidt under et eller andet?

Greven svarede ikke straks. Nei, sagde han, jeg kan ikke tænke mig
noget.

Der blev paany en Stilhed, som Konferentsraaden afbrød: Morfinen vil jeg
naturligvis standse, sagde han. Ved en skaansom Afvænning …

Greven knappede sin Frakke: Ja, naar vi blot véd, alt bliver gjort.

Han stod atter lidt, og aandsfraværende, mens han gav Konferentsraaden
Haanden, sagde han:

-Naturligvis bliver det nok bedre.

Da Konferentsraaden tog i Sygebesøg, gik han op til Ellen. Han traf
hende ved Flygelet, Hun havde lige faaet sin anden Indsprøitning.

-God Dag, Konferentsraad, sagde hun og rakte ham Haanden med et Smil. Er
der nogen, som har haft Bud efter Dem?

-Gud ske Lov–nei … Men jeg kørte her forbi og vilde saa sé herop.
Smerterne i Fingrene er jo meget bedre?

-Ja–Konferentsraad–heldigvis lidt bedre.

-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg
Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene?

-Ganske lidt … men det er ikke noget at tale om …

Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at
pine Deres smukke Arm, sagde han.

De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort.

Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.

Hun havde sovet tungt den sidste Del af Natten, og hun var badet i Sved.
Hun slog Øjnene op og saa Konferensraaden. Mistænksom sagde hun: Er det
Dem? Er Deres Ammanuinsis syg? og reiste sig besværligt op i Sengen.

-Nei, Deres Naade … men vi vil forsøge at formindske Deres Dosis
ganske lidt.

Ellen saa hurtigt paa ham: Men mine stakkels Fingre, sagde hun. Skal de
nu igen til at gøre ondt? Hun smilede og rakte ham Hænderne.

-Aa, Deres Naade–Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende–De vil
ikke mærke det–saa lille en Formindskelse.

Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun
betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre,
Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed.

-Hvor kan De sige det?–

-Nu kommer jeg igen iaften.

Hun led frygteligt om Dagen. Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen
til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke
blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede
hysterisk.

Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende
Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine
egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.

Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver
smertede som stukne.

Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde
Kammerjomfruen.

Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt
af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.

Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen–han har siddet
paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud … Han er helt medtaget …

Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun–har ban
været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til
Stolen.

-Ja–han kan komme om lidt.

Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende. Men hun slæbte sig ind
i sit Sovekammer, vaskede Graaden bort af sit Ansigt, pudrede sig og
vendte tilbage.

-Slaa Gardinerne for, sagde hun. Lyset skærer mig i Øinene.

Carl kom ind. Han saa hende ikke strax i Krogen, hvor hun sad.

-Her er jeg, sagde hun–kan De ikke finde mig?

Hun tørrede sin fugtige Haand og rakte ham den: Hvorfor har De ikke
været ude at ride, spurgte hun.

-Naar De er syg? Hun følte, hans Haand ryste i sin, og hendes Blik søgte
hans Ansigt i Mørket.

-Aa, sagde hun mildt, det er ikke saa slemt.

Hun sagde endnu nogle Ord, mens hun blev ved at sé paa ham. Saa
overvældede Smerterne hende paany, og hun slap hans Haand: Men jeg er
meget træt, sagde hun … Vi ses …

Og hun gav ham Tegn til at gaa.

Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde
hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus,
udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine.

Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er
det Dem, sagde hun.

-Naa, har det været meget slemt?

-Ja–Ellen reiste sig–det har gjort ondt, sagde hun. Men De havde Ret,
det var paa Tiden at holde op …

–Ellen fik ikke mere Morfin.

Alle Smerterne vendte tilbage, og hun blev magrere og magrere Dag for
Dag. Hun blev sky og holdt sig inde, hun vilde ingen sé og ikke tale
med nogen. Lange søvnløse Nætter vandrede hun op og ned ad sit Gulv og
kunde ikke finde Ro.

Pludselig kunde hendes tungsindige og dybe Fortvivlelse slaa over i
Kaadhed, og hun blev rig paa støiende Luner. Hun elskede at tale
dobbelttydigt, i Gaader, kun hun forstod, og hun saarede Carl med bitre
og haanske Ord, og hun tilspidsede sin egen Ulykke i raffinerede
Lidelser.

En Dag, da hun og Carl red sammen, streifede en Gren lidt haardt hendes
Kind. Der blev et fint rødt Mærke paa Huden.

Ellen sad før Middag foran Kaminen, da Carl kom ind. Han lagde sig
knælende paa Stolen foran Ilden, mens de talte med hinanden.

-Det gør virkelig ondt, sagde Ellen og lagde det kolde Armbaand op mod
Mærket af Grenen … Det svi’er.

-Har De stødt Dem?

-Nei–det var paa Turen … en Gren, der slog mod min Kind. Er der noget
at sé?

Carl bøiede sig frem og betragtede Kinden: Ja der er et Mærke, sagde
han, og idet han berørte den røde Plet med sine Læber, sagde han: Den
stakkels Kind.

Om Aftenen stod Ellen ved Flygelet i Skæret fra Lysene, da Urne kom ind
til hende.

-Tager Du paa Koncert, spurgte han.

-Ja–og Du?

-Følger med, min Ven–

Hun nikkede til Tak. Hvad er det for et Mærke, Du har paa din Kind;
spurgte han.

Aa–af en Gren, sagde hun. Hun slog

Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens
Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede.

Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal.

En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven.

Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals.

-Jeg beholder det, sagde han.

Ellen løste det, slyngede det sammen under Hagen: Ja, sagde hun, hvis
De griber det. Hun vendte Hesten, og mens hun jog den op med et
pludselig Pidskeslag, satte hun over den snedækte Grøft.

-Følg mig, raabte hun, vi vil lege Tagfat. Og begge jog ind mellem
Stammerne.

… Sneen slog op under Hovene–Dyrene gled over Rødderne.

Hestene mødtes og steilede, slog deres Krop imod Stammerne reiste sig
høit under Slagene.

-Ellen–hold inde, jeg be’er Dem–

Dyrene stødte med Bugene–Fraaden stod dem om Bidslerne–

-Ellen–hold inde …

Men ud og ind mellem Stammerne–Ellens løftede Pidsk hvinede ned over
Dyrene–

Nok et Pidskeslag–nok et–

Ned over Snuderne suste det …

Saa kastede hun sin Pidsk og holdt an: Var De bange? sagde hun. Hvilket
Ridt.

Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres
Liv?

Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min
Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen.

Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da
han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun:

-Carl–De er angst for mig?

Han bed Læberne sammen: Der er Deres Pidsk, sagde han. Skal vi saa ride
hjem.

De red langsomt ved Siden af hinanden paa de stønnende Dyr. Da de kom ud
paa Veien, sagde Ellen:

-Carl–jeg skal ikke oftere gøre Dem forskrækket …

Det siger De, sagde han.

Og ingen af dem vekslede mere noget Ord paa den lange Vei.

Efter saadanne Scener var Ellen dobbelt fortvivlet. Hun begyndte at
drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede
hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for
at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede
Stemmer, som raabte i hendes Øre.

Til Tider frygtede hun for sin Fornuft. Hun kunde ikke holde fast paa
nogen enkelt Idé, men hendes Hjerne var fuld af springske og
usammenhængende Tanker ligesom en Fluesværm. Hun fik en mekanisk
Bevægelse med Hænderne omkring Tindingerne som for at presse paa
Tankerne, der flygtede. Hendes Blik var stirrende og glasagtigt.

Smerterne og Morfinhungeren fortærede hende.

Hun tænkte paa at berøve sig Livet. En Dag, hun tilfældig var oppe paa
Loftet, fik hun Øie paa en Jernkrog i en lav Bjælke. Der stod en Stige
tæt op dertil. Hun gik op ad Stigen og prøvede Høiden indtil Krogen.

Hun gjorde det flere Gange, maalte i Tankerne og beregnede sin Afstand
fra Gulvet, naar hun slap Stigen.

-Ja, sagde hun, her kunde det ske.

Flere Timer tænkte hun kun paa denne Krog. Men saa blev hun ængstelig
for at blive altfor hæslig i Døden–naar de kom for at skære hende ned.

Naar hun kørte langs med Sundet, fristede Bølgerne hende, saa hun blev
svimmel. Hun skrev tit i Tankerne de to Breve, hun vilde skrive til
Afsked. Det lettede hende.

Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen
allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil
Smerterne vakte hende igen.

Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt
Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele
Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af
hende.

Thi midt under alle sine Lidelser forfulgtes hun af en Tanke som af en
Bremse: Carl var bange for hende; hun indjog ham Skræk. Ofte, naar de
sad sammen i Theatret, følte hun fra Siden hans Blik sky forskende paa
sig, og naar hun kom hjem, forfulgte dette Blik hende.

-Han tror, jeg er gal, sagde hun. Han frygter for min Forstand.

Men altid forskrækkede hun ham paany.

En Dag i Begyndelsen af Foraaret var Urnes til Middag hos Grev
Rosenkrands. Om Aftenen spillede man Halvtolv.

Man satte fem og tyve Øre ud. Bernstorf holdt Bank.

Ellen havde bedt sig fri for at spille med, hun sad lidt, fra Bordet,
Morfinlængslen pinte hende.

Uden at tænke paa de andre, begyndte hun at gaa frem og tilbage paa
Gulvet mellem Vinduerne.

Grevinde Rosenkrands saa, at hun var meget bleg, og reiste sig: De har
det vist ikke godt, sagde hun.

-Aa–tak–det er kun lidt Tandpine.

Hun gik nærmere til Bordet og betragtede Spillet. Det evindelige:

-Køber De.

-For hvormeget?

Irriterede hende, mens hun led.

Bernstorf saa op fra Kortene. Hvorfor spiller De ikke, Grevinde Urne,
spurgte han.

-Jeg har Tandpine, sagde hun.

-Aa–den gaar over ved Spænding … Skal vi to spille?

-Om hvad?

-Saameget De vil. 10 Kroner.

Ellen tog sin Portemonnæ op: Ja, sagde hun, hvis det kan more Dem.

Hun blev staaende bagved. Den lille Komtesse Rosenkrands modtog hendes
Kort: Køb, sagde hun.

Bernstorf gav et Kort. Igen, sagde hun. Hun fik endnu et Kort og havde
tabt.

Hun blev ved at holde ti Kroner og tabte. De andre var hørt op at
spille, sad lidt tause i Kredsen rundtom.

Hun vandt.

-Bliver De ved? Bernstorf blandede Kort.

-Ja, med halvtreds. Hun traadte hen til Bordet, blev staaende og holdt
selv Kortene.

Hun tabte; og vandt og tabte.

-Mer–Mer–hun havde atter tabt.

Baronesse Rosenkrands reiste sig og lagde Armen om hendes Liv.

-De ruinérer Dem, sagde hun.

Ellen hørte ikke.

En Gang endnu. Det er spændende.

-Mer. Hun tabte.

-Mer.

Hun spillede omkap med Hungren.

-Mer, sagde hun. Mer. Hun havde atter tabt. Hun rystede sin Portemonnæ,
den var tom. Lad os holde op, sagde Bernstorf.

-Nei. Hvorfor. Hun smøg et Armbaand af sin Arm: Dér, sagde hun. Tag det
for 100.

Der blev ganske stille, ingen sagde et Ord. Baronesse Rosenkrands tog
sin Arm bort fra Ellens Liv.

-Giv.

Hun fik Kortet.

-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu.

-Et til.

Ellen vendte Kortene: Tabt.

Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl.

-Ja–han sad der angst.

Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet
frem imod Carl, sagde hun:

-Carl–indløs mine Jettons.

Den Nat lukkede hun ikke et Øie. Ud paa Morgenen slog hun Lagenet bort,
hvori hun havde gemt sit Ansigt, og hun satte sig op i Sengen.

-Ja–sagde hun. Det kan ikke være andet.

Og hun begyndte at tænke paa, hvorledes hun skulde skaffe sig Morfin.
Hun havde mange Planer–vilde bestikke en Læge, skaffe sig Vædsken fra
Apotekeren paa deres Gods … Men hun forkastede det. Hun vilde ikke
have Medvidere.

-De vilde forraade mig. Hun følte det som en Forbrydelse.

-Nei–jeg maa finde paa Udveie.

Hun blev pludselig opfindsom, hun havde tusind Planer. Og
Hungersmerterne holdt inde, mens hun overveiede, ligesom en Tand, der
hører op at smerte, naar man tænker paa Tandlægen.

Hun blev livlig, hun søgte, prøvede. Saa med et saa hun et bestemt
Ansigt for sig, en rig Grossererfrue, for hvem hun var præsenteret.

Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun
sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i
Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden.

Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket,
Farven, Maaden at tale paa: Ja–sagde hun–hun er Morfinist. Jeg vil
spørge hende.

Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side. Natten gik, og
Dagen var hende uendelig lang. Hun havde bestemt sig til at tage hen til
Etatsraaden i Gothersgade Klokken et efter Frokost, men Klokken elleve
lod hun spænde for: Hun vilde besørge nogle Ærinder først og spise
Frokost hos en Konditor.

Men da hun kom ned i Vognen, sagde hun strax: Gothersgade. Hun kunde
ikke vente. Men da de bøiede ud paa Kongens Nytorv, blev hun greben af
en pludselig Skræk, hun kunde ikke køre derhen og vilde opsætte.

-Larsen, raabte hun. Kør til Richardt. Hun stod ud, bestilte et Par
Kager og et Glas Portvin. Og da det kom, gik hun uden at have rørt det,
steg ind i Vognen igen og kørte til Gothersgade. Hun rystede som af
Kulde.

Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad
Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte
Tjeneren sit Kort.

-Sig Etatsraadinden, at det haster.

Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var
ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun.

Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.

Hun hilste familiært som paa en ventet Gæst. Ellen blev forbauset,
lettet. Men saa slog det hende.

–Det er, fordi vi er medskyldige; og hun rødmede forvirret.

De talte lidt om ligegyldige Ting, anstrængte sig begge. Etatsraadinden
saa uafbrudt paa hende, med et Smil.

-Hvor hun er fræk, sagde Ellen.

Saa gjorde Etatsraadinden en Bevægelse, som for at rykke hende nærmere.
Men De sér saa daarlig ud sagde hun og strakte Haanden ud.

Ellen tog Hænderne til sig, som havde hun faaet noget slimet mellem
Fingrene: Tak, sagde hun og gyste let, jeg er meget vel. Og hun reiste
sig, Etatsraadinden saa hende ind i Ansigtet: Foraaret er dog saa slem
en Tid for–Nervøsitet, sagde hun.

Ellen oprørtes. Og pludselig gav Sindsbevægelsen hende Besindelsen
tilbage. Hun fandt et Paaskud for sin Visit.

Hun tog sin Muffe og med et helt rolig, sagde hun:

-Grunden til mit Besøg er egenlig en Velgørenhedssag … Jeg vilde bede
Dem tegne mig for femhundrede Kroner til de fordrevne Jøder fra Rusland.

Hun betragtede Etatsraadinden, der blev forvirret, og hun sagde igen:

-Deres stakkels Trosfæller, som maa lide saa meget.

-Ja, sagde Etatsraadinden, De lider meget. Der blev en Taushed.

Saa tog Ellen Afsked.

Hun kørte hjem. Men ved Middagsbordet fik hun ondt og maatte gaa. Hun
kæmpede med Hungeren to Timer: gik op og ned paa sit Gulv, brækkede sine
Negle ved at slide i Stolene, hvor hun kastede sig.

Saa overmandedes hun.

Hun slog et Sjal om sig, og ad Bagporten gik hun ud paa Gaden: Det var
strømmende Regn og Blæst. Uden at sé tilhøire eller venstre løb hun
langs Husene lige til Etatsraadindens Port.

Hun ringede. Tjeneren lukkede op. Han saa paa hende, Vandet drev af
hendes Klæder.

-Hvem vil De tale med, sagde han.

Hun tog det vaade Slør bort fra sit Ansigt: Det er Grevinde Urne, sagde
hun. Er Etatsraadinden hjemme. Og hun gik ham hastigt forbi ind i
Gangen.

Tjeneren pegede paa en Dør: Etatsraadinden er alene hjemme, sagde han.
Jeg skal melde Dem.

Men Ellen aabnede Døren og gik ind; hun saa Etatsraadinden reise sig fra
en Sofa, og uden at hilse, lige hen mod hende, sagde hun, med Hænderne
mod sit Bryst:

-Nei, nei, jeg kan ikke længer–hjælp mig …

Ordene løste for Graaden, og svimmel, borte i en Hulken, der rystede
hende, faldt hun ned i en Stol.

Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde:

-Hvorfor dog? hvorfor dog–Det er ikke saa slemt, og hun løftede
Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var.

Tilgiv–tilgiv, mumlede hun.

Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens
bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn.

Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn–De har lidt meget.

Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over,
at jeg kom.

Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo,
De vilde komme.

-Vidste De?

-Ja–og atter den bløde Haand–jeg kunde jo se det.

Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa
haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel–Stakkel–men nu er det jo
forbi …

Ellen svarede ikke og blev ved at kaste sig i Fortvivlelse. Hun hørte
Etatsraadinden gaa over Gulvet og saa sig om: Ja–hun var gaaet.

Hun havde en ny Lyst til at løbe, men sløv blev hun liggende, til
Etatsraadinden kom igen.

-Her, sagde hun. Jeg er altid beredt paa at kunne hjælpe en anden. Og
hun rakte hende en Flakon og en Pakke.

-De kender jo Brugen?

-Ja. Jeg kender det.

Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine:

Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun.

Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil
heller selv–hvis jeg maa.

Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa.

Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være
gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit
Boudoir. Men hun forlod det igen, fordi der ikke var Døre, og hun gik
ind i Sovekammeret. Hun laasede af, og slog Portièren ned. Hendes Hænder
skælvede, saa hun knap fik Pakken løst og Sprøiten ud, i sin nervøse
Hast.

Hun fyldte den indtil seks Centigram, spildte lidt og tog Ærmet tilside.
Tænderne klaprede i hendes Mund.

Hun holdt Sprøiten ned mod sin Arm og forsøgte at stikke.

Men Sveden sprang frem og væmmelig ved at lemlæste sig selv, slap hun
Sprøiten.

Hun blev svimmel, gik hen over Gulvet og lagde sig paa sin Seng.

Indtil hun pludselig reiste sig igen, gik hen foran Speilet og hastig
gød Vædsken ind under sin Arm.

VI.

–_Sacrebleu_–_la beautè du diable!_ Den nye Attaché fæstede Kikkerten
paa Ellen Urne, der kom frem fra Logetrappen:–_Magnifique_, sagde han,
_magnifique–la comtesse_.

Og da hun gik langs med Logeranden fulgt af Carl, sagde han stadig med
Kikkerten for Øinene:

-_Le jeune homme? C’est l’amant?_

Bernstorf lo: _Mon ami–c’est le fils_, sagde han.

Franskmanden blev ved at betragte Ellen, mens hun tog Plads.

-_Mais–vraiment–voilà une reine_.

Stemmerne døde hen i Hyl fra Klownerne, der knuste Svineblærer ved at
kaste sig paa Jorden.

Ellen slog sit Slør op og mønstrede Logerne. Hun hilste paa et Par
Bekendte, Carl og hun lo ad Grevinde Petersdorf, hvis Ansigt skinnede
under en gul Hat med tre uhyre Strudsfjer: Kanehesten er mødt, sagde
Carl.

-Carl brug dog ikke Øgenavne her.

En Jonglør producerede sig paa Staaltraadsline, efter ham kom et
dresseret Svin.

Det hylede og skreg, mens det listede mat gennem et Par Tøndebaand i
Manegen. Publikum hvinede vildt af Henrykkelse: Carl, De vælter Cirkus,
naar De kaster Dem saadan paa Stolen–le dog ikke saa voldsomt.

-Aa–a–men sé dog Dyret, sé dog!

-Sé heller paa Grevinde Petersdorf–hun er coquelicot af Raseri paa
Grisens Vegne … Men hun er ogsaa Vicepræsident i Selskabet til Dyrenes
Beskyttelse …

Folk trampede og klaskede i Hænderne af Jubel: Svinet stod paa Bagbenene
med Nathue om Ørene.

Men sé dog, sé dog Dyret, raabte Carl.

Ellen var træt af at le og saa paa Programmet: Det næste er en Debut,
sagde hun. Mlle. Konstance, storartet Ridt i den høie Skole …

*
*
*
*
*

Grisen var ude: alle Staldmestrene _en haie_ foran Indgangen. Orkestret
satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde
Indgangsdraperi.

Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes.

Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind.

-Nei–hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid. Saa tog
Ellen Kikkerten bort, satte den atter for og blev rød: Hun vilde have
troet, det var hende selv, der red.

-Ja, Ligheden var forbausende.

Hun følte en Beundring, mens hun betragtede sin egen Skønhed hos en
anden.

Pludselig vendte hun sig for at sé paa Carl. Han sad med Kikkerten
klistret til sine Øine:

-Det er en deilig Hest, sagde hun.

Han hørte det ikke, fulgte Ryttersken i hver Bevægelse og dreiede
Hovedet for ikke at gaa glip af noget.

Ellen blev rød paa ny. Hun søgte om noget at sige: Er det ikke det
sidste Numer i Afdelingen? spurgte hun.

-Ja–hun er henrivende, sagde Carl og blev ved at sé i Kikkerten.

Endelig var Numret forbi.

Carl satte Kikkerten fra sig og reiste sig strax: Kan De sidde alene?
spurgte han. Jeg gaar ned i Stalden.

-Naturligvis.

-Tak. Og han gik hurtigt.

Under Pausen kom Bernstorf over for at presentere den nye Attaché.

-Hr. Zimonys, sagde han, Hr. de Vilsacs Efterfølger.

Ellen bøiede Hovedet til Hilsen: Hvorledes har Vilsac det? spurgte hun.
Det er noget siden, jeg hørte fra ham–Jeg satte saa megen pris pas
ham.

-Ja–Han var meget elskværdig–Fru Grevinde. Desværre … derfor–han
har skudt sig iforgaars.

Ellen kom til at ryste. Forvirret sagde hun: Skudt sig–gode Gud, og
greb om Logeranden. Hvorledes er det dog gaaet til?

-Vi fik kun imorges Telegram derom. Han blev fundet i et Krat ved
Byporten med en Revolver ved Siden af sig. Han havde lidt urimeligt af
Melankoli al den Tid, han havde været i München. Det er meget sørgeligt.

Han gav sig til at tale om andre Ting. Ellen sad bleg. Med ét sagde hun:

-Naar sagde De, han var død?

Franskmanden huskede ikke strax: Død?–naa–iforgaars.

Ellen sukkede; og med det samme stive Ansigt sagde hun:

-Han var modig–

Pausen var forbi, og Herrerne gik. Carl kom op, munter og rød i
Kinderne: Har de mange smukke Heste? spurgte Ellen.

-Deres Heste…? Ja–de har mange, og hans Kikkert søgte op mod
Amfitheatret.

Ellen hørte Publikums Bifald som en fjern Larm, hun blev svimmel af at
sé Hestene, der fór rundt bag en let Taage for hendes Øine.

-Jeg er ikke vel, sagde hun, tror De, Vognen er kommen?

Carl gik ud for at sé ad. Lidt efter tog de hjem.

Carl var meget snaksom, ophidset, fuld af springende Indfald: Man skulde
tro, De havde drukket lidt, sagde Ellen. Carl lo. Han sad tæt op ad
hende i Vognen og kærtegnede hendes Haand. Den sidste Del af Veien talte
ingen af dem.

De gik ind i Ellens Kabinet og satte sig i Krogen under Palmerne.
Samtalen gik trægt. Ellen var distræt; Carl sad og stirrede uafbrudt paa
hendes Ansigt.

Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede
Skoleryttersken.

Ellen saa paa ham: Hvad si’er De?

-Ja–lige paa Munden.

-Men Gud, Carl–hvor kunde De dog … Hvor foregik det?

-Hun stod paa Trappen–lige ved Stalden–saa tog jeg hende om Livet og
kyssede hende …

Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende. Ellen lo
stakaandet: Og hun tog det ganske roligt, sagde hun.

Hun taug, alt stemmede op i hendes Bryst; svimmel følte hun Fristelsen
til at falde ned mod hans Skuldre.

Og han sagde endelig: Hun lignede Dem.

Han sank i Knæ: Men De er smukkere.

Ellens Hjærteslag standsede. I et eneste Nu af Jubel slog hun Øinene op
og sugede hans Billed til sig i beruset Elskov. Hendes Blik gav Flammer.

Saa skød hun ham bort med en uhyre Forsagelse:

-Husk, jeg er ikke rask, sagde hun. Sid mig ikke saa nær, min Ven …

De talte længe ikke. Ellen fornam en dyb Træthed, næsten som en
Besvimelse. Og efter en lang Taushed sagde Carl med Blikket paa hendes
Ansigt:

-Hun havde Vilsacs Billede i sin Medaillon.

-Vilsacs?

-Ja–jeg saa det ganske tydeligt, da Medaillonen vendte sig.

Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund
lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac
en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende:

-Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller
over os.

Hun hørte hans Stemme, saa ham …

-Ja–Skæbnens Vogn.

Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen.

Carl blev siddende, og med Ryggen til ham sagde hun:

-Vilsac er død …

-Vilsac? Men hvor har De hørt det?

-Af Hr. Zimonys–i aften–

Carl kom hen til Kaminen: Af hvad er han død? sagde han, saa pludselig!

Ellen stønnede let: Han har skudt sig, sagde hun.

-Hvor er det skét?

-I München.

Hun hørte Urets febrilske Dikken, og støttede sit Hoved i begge Hænder.

Saa sagde Carl: Jeg vidste godt, han elskede Dem.

Hun svarede ikke. Han satte sig hen ved Lampen, bøiet og ubevægelig;
stjaalent saa hun paa ham.

Og da det havde været saadan længe, reiste han sig og sagde sagte, uden
at sé paa hende: Godnat. Du ved, jeg skal imorgen tidlig til Ringsted
til Jagt.

Og gik.

Hun fór hen til Portièren og lyttede efter hans Skridt. Hun vilde have
kaldt ham tilbage. Men saa førte hun Lommetørklædet op mod sin Mund og
holdt det fast til sine Læber:

-Nei–jeg skal ikke sé ham mer.

Hun satte sig, en Rystelse greb hendes Legeme. Hun faldt sammen og
samlede ikke mer sine Tanker. Tilsidst sagde hun: Jeg vil tage en
Indsprøitning.

Hun stod op og gik ind i Sovekamret. Besindelsen kom tilbage med
Morfinen.

-Ja–hun maatte bort. Og strax.

Som naar ved et Dødsfald Ligets Røgt giver Huset travlt, fik hendes
Tanker nok at tage vare: Reisepaaskud, Opbrud.–Foreløbig kunde hun tage
paa Landet, til Urnesgave. Hendes Sygdom var Grunde nok … Og Carl
skulde naturligvis blive, det var Synd at berøve ham noget af Sæsonen,
der stod tilbage.

Saa–siden … De kunde reise i Udlandet … man fandt paa Raad, man
fandt paa Raad …

Hvor hendes Tanker pludselig var klare. Det slog hende selv.

Aa–ja–det galdt at have Mod, blot at have Mod–saa kom det andet …

Og der var jo ikke saa længe til, man kunde tænke paa at faa–ham gift.

-Gift.

Hun blev ved at holde paa denne Tanke, og hun begyndte at søge om en
Brud til ham mellem dem, de kendte. Men hun fandt ingen. Og hun faldt
hen i vage og vemodige Drømmerier om den Lykke, de da skulde nyde–om
mange Aar, naar de alle var blevet ældre.

Indtil hun vaagnede ved at Tjeneren bragte Theen ind.

-Er Greven hjemme? spurgte hun.

-Ja. Hans Eksellence kommer ind at drikke Thé.

-Tak.

Ellen reiste sig og holdt et Øieblik Hænderne for Øinene. Smerten, hun
havde betvunget, steg kvælende op i hendes Hals. Men det maa, sagde hun.
Hun hørte Urnes Trin–vendte sig og modtog ham med et Smil:

-God Aften, min Ven.

-God Aften–er I allerede hjemme fra Cirkus?

-Ja–vi tog hjem–jeg var ikke vel.

-Igen ikke vel? Det er virkelig ængsteligt, Ellen …

-Aa, min Ven–det er kun Træthed–hun rakte ham Theen–jeg kan ikke mer
beherske mig. Jeg er altfor nervøs …

-Det er ogsaa derfor, jeg vilde bede Dig, om jeg ikke maatte tage hjem
til Urnesgave.

-Vi tager jo alle hjem om tre Uger–efter Hans Majestæts Fødselsdag …

-Ja–men … jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe–den nervøse
Graad brød frem bag hendes Smil.–Der er endnu saa mange Fester tilbage
… Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage–saa
havde jeg tre Uger helt i Ro …

Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor
nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder.

-Men–den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt …

-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt … Hun vil godt kunne forstaa det.

Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt.

-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.

-Ja–der er jo intet i Veien–men allerede imorgen …

-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter–ikke sandt, saa bli’er det
imorgen? Tak Urne–du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og
løftede Ansigtet op imod hans:

-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro.

Urne klappede hendes Kinder:

-Ja–naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg
længes–han strøg hendes Kind–længes derefter …

Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt.

-Ja, sagde hun og slap ham, rød,–naar jeg blot kommer bort.

Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde
hun:

-Bli’er du vred, om jeg be’er dig gaa? Jeg er saa træt.

-Nei–gaa til Ro. Du trænger til det … Jeg gaar en Timestid hen i
Klubben … God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.

*
*
*
*
*

Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort.

En grusom Smerte greb hende.

Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til
Plet.

Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl–Der havde hun
siddet med hans Billede i sin Haand–saa længe.

Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde
ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys …

Det var forbi.

Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle
hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig
skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede:

-Hvor De er god!

Og lægge sig ind til hendes Bryst.

Aldrig mer.

Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde
hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.

Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac,
der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.

Saa latterligt var dog alting! For latterligt.

*
*
*
*
*

Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og
lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store
Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være
smuk, sagde hun.

Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes
Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede
hende.

Nu maatte det være forbi.

Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide
Peignoir.

Hvor der var stille–ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive
nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun
Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa
ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.

Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte.

Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og
atter blev hun sløv.

Det var Sjælens Dødskamp.

Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med–alle. Hun reiste
sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af
Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.

Hun betragtede dem ved Lampen–ét for ét–kyssede dem og talte til dem
med ømme og kærtegnende Ord:

-Nei, sagde hun, nei–Du vil ikke savne mig–og Du vil aldrig blive
ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du
foragter mig. Vil Du altid huske mig–en Gang imellem huske mig–vil du?

Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det
var rigtigt–det sad i hans eget Album–oppe i hans Stue.

Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle
Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng
og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham.

Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog
Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og
aabnede hans Dør.

Ja–Stuen var mørk.

Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans
Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads
bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod
den flade Haand glide sagte hen over dens Blade.

Hendes Billede stod paa hans Bord.

Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet,
Portrættet sad deri … Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en
Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng.
Hun tog den og gemte den.

Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham–en Gang endnu.

Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til
Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede
Portièren varsomt, og traadte ind.

Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt.

Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset,
skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham.

Hans Hoved laa paa Siden–hans Mund smilede–

Hvor hun elskede ham!

Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord–Han rørte sig i Søvne og
aabnede Læberne.

Saa rev hun sig løs.

Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun
forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik
ned ad Korridoren.

Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De
stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden.

VII.

Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes
Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda
blandede deres Vellugt i Vaserne.

Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.

Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og
sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens
den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt–kan hun med
ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker
en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod
sine Øienlaag.

Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over
Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen.

Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time
efter Time hyllet i evig Døs.

Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den
anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro,
sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes
Smaasaar med den kølige Jord.

Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun
drager et Suk–naar det linder.

Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven–rundt, thi Søvnen vil ikke
komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge
Nerver.

Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han
forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier.

Men Grevinde Urne sover ikke.

Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens
Berøringer smerter hende.

Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer
usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem
ikke.

Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen–det hændes, hun
lader hende vække om Nætterne–falder hun med ét hen i idiotisk Apati,
hvor Ansigtet forstenes.

Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og
hun slumrer ind lige overfor sin Frue.

*
*
*
*
*

Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var
ankommen til Thorsholm.

De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven
sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm
om Aftenen.

Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød.

Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund
og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand.

-Kom, sagde Greven.

Og hun fulgte.

Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne.
Den sidste Dag sagde han:

-Jeg reiser iaften.

-Hvorhen? spurgte hun.

Og uden at sé paa hende sagde han;

-Bort.

Dermed skiltes de.

*
*
*
*
*

Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt
og dybere i Morfinens Døs.

End of the Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA ***

***** This file should be named 11396-8.txt or 11396-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:

http://www.gutenberg.net/1/1/3/9/11396/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders

Updated editions will replace the previous one–the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away–you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.

*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at

http://gutenberg.net/license).

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation”
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project
Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
“Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

– You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, “Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”

– You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.

– You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.

– You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
“Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES – Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND – If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’ WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY – You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation’s web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations. To donate, please visit: http://pglaf.org/donate

Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook’s
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.

Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number. The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date. If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

http://www.gutenberg.net/etext06

(Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)

EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way. The year of a release date is no longer part
of the directory path. The path is based on the etext number (which is
identical to the filename). The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename. For
example an eBook of filename 10234 would be found at:

http://www.gutenberg.net/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:

http://www.gutenberg.net/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:

http://www.gutenberg.net/GUTINDEX.ALL